Om K’ivigtut ved Agdluitsok (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

117. Om K’ivigtut ved Agdluitsok

(Lichtenau i Sydgrønland)

En Mand, ved Navn Time, der hørte til den tydske Menighed ved Agdluitsok (Lichtenau), blev gift med en af Kavdlunakkernes Tjenestepiger. Hans Kone fik vel Børn, men da de ikke kunde leve og han vedblev at ønske sig Børn, gjorde denne Tanke ham halvgal. Han mistede sin Skygge, og han talte ikke med sine Medmennesker og blev fremmed for dem. Under disse Omstændigheder indlod han sig i Kjærlighed med sin Broders Hustru, og da Broderen erfarede det, pryglede han sin Hustru, hvorpaa denne flygtede fra Menneskene. Da hun var flygtet, gik Time ud for at opsøge hende og han fandt hende strax, men kunde ikke bevæge hende til at vende tilbage og fulgte derfor med hende. Dette skete den fjerde Dag i Marts Maaned, og medens de vankede om inde i Landet paakom der dem slemt Uveir med megen Snee. De satte sig ned ved Siden af hinanden og faldt i Søvn. Da de vaagnede, vare de heelt begravede under Sneen. De reiste sig op, rystede Sneen af sig, og satte sig derpaa og faldt paany i Søvn. Saaledes sade de i fem Dage og Nætter; paa den sjette Dag bleve de ganske aarvaagne og vandrede videre. Medens de vankede om, traf de paa forskjellige, saasom K'ivigtut og Indlandsboer. De traf ogsaa to Bjergtrolde, den ene graahaaret, den anden ganske ung. Den Gamle kunde slet ikke tale mere, men den Unge var meget venlig og begyndte at fortælle: »I have hørt om Aḱigssiak, hvorledes han hexede Hvalen op imod Strømmen, og medens de trak den op, løb han« — ved disse Ord pegede Bjergtrolden og viste, hvor Aḱigssiak havde løbet. Alt som han endnu stod og fortalte, satte en Sneespurv sig paa en Steen, som de netop saae paa. Bjergtrolden greb ned i sin Støvle og fremtog et lille sort Redskab og pegede med det, hvorpaa Spurven strax faldt om. Bjergtrolden sagde til Time: »hent den og see den efter.« Time hentede den og eftersaae den, men fandt intet Saar paa den. Bjergtrolden sagde, »at han skulde trække Skindet af den,« hvorpaa de flaaede den og skar den op; men da de endnu intet kunde bemærke, sagde Bjergtrolden, »at de skulde eftersee dens Hjerte.« De saae da at der i Hjertet var et Saar som af et Naalestik, og de bade Bjergtrolden om at overlade dem Vaabnet. Men Bjergtrolden svarede, at han rigtignok ikke vilde gjøre sig kostbar med det, men han frygtede, at hvis Time kom tilbage til sine Landsmænd og blev afsindig, vilde han bruge det til at dræbe dem, og endvidere bad han Time om at besøge ham. Men da han kom til Bjergtroldenes Huus, fandt han det saa smukt og reent, at han, der dog ikke havde undseet sig ved at gaae ind i Kavdlunakkernes Huse, nu først af Undseelse ikke turde gaae ind. De vandrede derpaa videre ind i Landet og kom til den store Landiis, gik over den og kom atter paa iisfrit Land og saae to Huse, det ene med fire, det andet kun med eet Vindue, Da de nærmede sig til det større Huus og undersøgte Møddingen foran samme, fandt de Menneskeknogler i den, men foran det mindre Huus fandt de Knogler af unge Sælhunde i Møddingen. De tænkte, at man ikke kunde vide, om de havde spiist Mennesker sammen, og vendte derfor af Frygt om igjen, gik atter over den store Landiis og kom tilbage til deres Land. Da blev Time søvnig og sov i 5 Dage og 5 Nætter, men da han vaagnede igjen, blev han atter først rigtig søvnig og nu drømte han følgende:

En smuk Kavdlunak kom til ham og bad ham følge med sig. Alt som de gik, løftedes de fra Jorden, og de saae først nogle, som sloges, og atter kom de til et Menneske, som sad med en Pose, i hvilken der var noget, som rørte sig. Ledsageren vendte sig til Time og sagde: »veed du hvad dette betyder?« — »Nei.« — »Dengang denne Mand var paa Jorden, stjal han noget og gjemte det, nu venter han paa Verdens, yderste Dag.« — Da de gik videre, saae de en Mand, som svævede i Luften, siddende paa et Brædt, som var nær ved at falde og saae meget smudsig ud i Ansigtet. Ledsageren spurgte Time: »kjender du ham?« »Nei.« — »Det er en Mand, ved Navn Elias, fra Omegnen af Agdluitsok. Han var Hjælper i Kirken, men blev halvtosset, bed en Finger af sin lille Søn, dræbte ham og puttede ham i en Rævefælde. Af denne Grund venter han nu paa Verdens yderste Dag.« Derpaa gik de videre og kom til noget, som lignede Leer, og deri var der Nogle, som snart løftedes op, snart sank ned. Een af dem kom frem og sagde: »ak jeg Elendige, fordi jeg havde en slet Skik, medens jeg vandrede paa Jorden, er jeg nu saaledes!« Ledsageren sagde til Time: »fordi disse begik Ondt medens de vare paa Jorden, vente de nu paa Verdens yderste Dag.« Da de gik videre, saae de nogle, som tyggede paa deres egen Tunge. Hans Ledsager sagde ligeledes: »disse pines, fordi de havde en ond Skik, medens de vare paa Jorden; nu vente de paa Verdens yderste Dag.« Atter gik de videre og kom til et stort Huus, og de gik ind og kom i et Rum, der var fuldt af Skrift rundt om paa Væggene, paa venstre Side var den skrevet stort, men paa høire smaat. Hans Ledsager sagde: »at det, som var skrevet stort, var alle de Ondes Gjerninger; men det, som var smaat, var alle de Godes Gjerninger,« og han bød ham kigge ind igjennem en snever Aabning, og han saae der skinnende hvide Skikkelser, men nogles Ansigter vare mørkladne og anderledes; men han sagde: »disse ere meget bedrøvede; naar du vender tilbage til Menigheden, skal du sige til deres Efterladte, »»at de ikke maae sørge for meget, thi derved bedrøve de dem.««

Hermed endte hans Drøm og han vendte tilbage til sit Legeme. Qvinden, som var med ham, vilde netop forlade ham, da hun ansaae ham for død; men saa undersøgte hun hans Puls og fandt, at den slog endnu paa Hovedet. Derfor standsede hun, og snart efter begyndte han at drage Aande og vaagnede. Da Time var vaagnet, vilde han strax vende tilbage til sit Hjem. Qvinden vilde ikke følge med; men han skræmmede hende med Trudsler og sagde: »at hvis hun ikke vilde gaae hjem, vilde han knække hendes Been.« Derved bevægede han hende til at følge med og de hjemkom den 29de Dag i September Maaned. Senere hen flygtede den samme Qvinde anden Gang; men saa opgav han hende.

Fodnoter

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 316-318.