Om Katerparsuk (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

10. Om Katerparsuk

Katerparsuk var en ynkværdig forældreløs Dreng. Da han voxede op, vidste han ikke, hvorledes han skulde blive til noget, thi ingen vilde tage sig af ham. Han var meget begjærlig efter at lære Kajakroening, men ingen vilde hjælpe ham til Kajak. Tilsidst besluttede han, selv at lave sig en Kajak, og da ingen vilde laane ham en Kniv, prøvede han først paa at arbeide med Steen, siden med Muslingeskaller. Nu var der en ondskabsfuld Mand, som ynkedes over ham paa urette Maade; han indhyllede sig i et Bjørneskind, og listede sig bag paa Stakkelen, idet han brummede og efterlignede en Bjørn. Da Katerparsuk vendte sig om og saae ham, kastede han af Forfærdelse Arbeide og Redskaber, og løb sin Vei. Da nu de andre Huusbeboere kom ud, ynkedes de alle over hans Redskaber af Muslingskaller. Imidlertid kom hiin ondskabsfulde Mand frem og sagde til Katerparsuk: »jeg ynkedes over dig paa den omvendte Maade, fordi du Tosse selv vil lave Kajak, derfor skræmmede jeg dig i Bjørneskikkelse.« Da de andre hørte dette, gave de sig til at skoggerlee over den stakkels Dreng, men han oprørtes i sit Indre af Forbittrelse. Da han blev større, tænkte han kun paa Hævn; han begav sig da til eensomme Steder og lagde sig efter Angakokviisdom. Paa samme Tid havde han faaet sin Kajak færdig og øvet sig, saa at han allerede kunde fange. Da han engang fra Toppen af en Ø havde seet en Hvalros dukke op af Vandet, tænkte han: blot jeg kunde faae den til at afkaste sin Ham. Han begyndte da paa en Tryllesang, men den vilde ikke hjælpe. Utilfreds med sig selv gik han hjem, men da han altid alene tænkte paa Hævn, vedblev han til han havde lært en Afklædesang. Han prøvede den først paa en Hare, og da den viste sig virksom, blev han først ret greben af Hævntanke. Engang, da alle vare ude, gik han i Kajak til et afsides Sted; der besteg han et Fjeld, og da han saae ud over Havet, dukkede der en Mængde Hvalrosse op. For en af dem begyndte han at synge, hvorpaa den nærmede sig Landet og standsede nedenfor ham; derefter sang han stærkere og stærkere, og tilsidst gik Huden af Hvalrossen. Efterat han havde iklædt sig den, øvede han sig i at svømme og dukke op og ned, og naar han mødte Kajakkerne, forstod han at gjøre sin Krop haard, saa at Harpunerne ikke kunde trænge i den. Imidlertid var hiin ondskabsfulde Mand bleven gammel og affældig, havde ophørt at fange og fiskede kun. Engang tog Katerparsuk sin Hvalrosham paa, og dukkede op for ham paa hans Fiskeplads; da udbrød den Gamle: »Uh, ah, dersom jeg nu havde været ung, hvilken Fangst kunde jeg da have!« Imidlertid gik han hjem og søgte sine Vaaben frem, som havde henligget i lang Tid, og begav sig saa atter til Fiskepladsen. »Ah! see der er den igjen,« sagde han og idet samme roede hen til. Men Hvalrossen kom ham imøde og da han kastede, gjorde Katerparsuk sig haard, greb Harpunspidsen og trak den under Vand tilligemed Blæren, som han trak Proppen ud af, saa at Luften gik ud, skyndte sig til Land og derpaa hjem i sin Kajak. Men den Gamle ærgrede sig over Tabet af Blæren, gik hjem og fortalte: »Nu begynder jeg da at fange igjen; nylig fik jeg min første Fangst, det var en Hvalros, men jeg forliste den tilligemed Blæren.« Katerparsuk hørte derpaa, og lod ham snakke; men om Aftenen indbød han alle Mændene til at spise Bryststykker, og den Gamle kom med. Da de havde spiist og underholdt sig begyndte den Gamle igjen at snakke om sin Fangst og beklage sig over Tabet. Imidlertid havde Katerparsuk, førend de samledes, hængt Blæren med Fangeremmen op paa Væggen, og da den Gamle nu snakkede, sagde han: »see der hænge dine Redskaber, naar du gaaer, kan du gjerne tage dem.« Da satte den Gamle et langt Ansigt op, blev grædefærdig og gik sin Vei, meget beskjæmmet. Der siges, at den Forældreløse fik stillet sin Hævnlyst ved denne Spøg, idet han spillede Hvalros for den der havde spillet Bjørn for ham.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 73-74.