Om Kumagdlat og Asalok, Kampen med Indlandsboerne (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

4. Om Kumagdlat og Asalok,
Kampen med Indlandsboerne

Der levede engang tre Sødskendebørn, ved Navn Kumagdlat, Asalok og Merak, som holdt overordentligt meget af hverandre. Kumagdlat boede for sig, og havde sin egen Baad, de to andre boede sammen for sig og havde Baad sammen, men de besøgte hinanden stadigt baade tidligt og silde, og morede sig med at prøve hverandres Kræfter. Ligeledes naar de vare i Kajak, fulgtes de altid ad, af indbyrdes Kjærlighed. Kumagdlat havde en gammel Kjærling boende hos sig, hun var meget vredagtig, derfor sagde han engang til hende: »arrige Kjærlinger vil jeg ikke have hos mig, en anden Gang slaaer jeg dig ihjel.« Nogen Tid efter sagde den Gamle: »Det er ikke uden Grund at jeg er saa sagtmodig; fra den Tid af, da du blev min Forsørger, har det gjort mig ondt for dig, derfor er jeg saa sagtmodig.« Da sagde Kumagdlat: »hvorledes det?« Den Gamle svarede: »ikke sandt, dine Sødskendebørn elske dig jo saa høit, men de have nu isinde at snigmyrde dig.« Saaledes sagde hun, fordi hun ikke kunde sove af Forbittrelse, saa opdigtede hun at de tragtede ham efter Livet. Men han begyndte nu at blive ængstelig og at frygte sine Sødskendebørn, og skjøndt de ellers til ingen Tid af Dagen vare fra hinanden, begyndte han nu dog at flye for dem. Engang om Foraaret, da det var smukt Veir og ganske stille, kom de ind til ham og sagde: »skal du ikke ud i Kajak idag?« »Nei,« svarede han, »idag maa jeg lade min Kajak tørre;« og da de nu slet ikke kunde faae ham med, gik de deres Vei. Da de vare borte, begyndte han at grave sine Teltestænger op af Sneen, og blev ikke færdig dermed førend de kom hjem. Atter tidligt den næste Dag kom de ind til ham og sagde: »Skal du ikke ud i Kajak idag?« Kumagdlat svarede: »Nei jeg maa see at faae min Kajak tørret, derfor maa jeg atter blive hjemme.« De vilde nu gjerne have ham med, men da han ikke vilde, forlode de ham og gik ud i Kajak. Da de nu vare borte satte Kumagdlat sin Baad i Vandet, ladede den og reiste. Ved Afreisen sagde han til de Efterblivende: »Blot de nu snart vilde følge efter os, vi agte at gaae ud tilsøes paa det sædvanlige Sted;« med disse Ord reiste han. Hans Samboende bleve staaende og saae efter dem, til de vare gaaede af Sigte bag Landet, derpaa gik de ind. Da nu Asalok og Merak kom hjem og ikke traf Kumagdlat mere, udspurgte de deres Huusfæller og fik til Svar: »De reiste for lidt siden og sagde, at I snart skulde følge efter, paa det sædvanlige Sted vil han gaae tilsøes,« sagde han. Strax fik de Lyst til at følge efter, og næste Morgen tidligt satte de Baaden i Vandet, ladede den, forlode deres Boplads og gik tilsøes ad den sædvanlige Vei, men de traf ham ikke mere og fandt intet Sted, hvor han havde lagt til Land. Nogle fortælle nu, at Kumagdlat havde Hovedskallen af en spraglet Sæl til Amulet og hvergang han nærmede sig en Boplads, satte han den forude paa Baaden, saa kunde Stedets Beboere ikke see andet end en spraglet Sæl, som dukkede op af Vandet. Men paa en af disse Pladse fandtes der en Tosse, som vidste Besked om alt. Han kunde da ogsaa mærke, at Baaden nærmede sig og gav sig til at raabe: »Baad!« men da Folkene kom ud og Udkig efter Baaden, opdagede de ikke andet end den spraglede Sæl som dukkede op og gik forbi. Da nu Asalokes kom til dette Sted og erfarede dette, kunde de vide at Kumagdlat var dragen der forbi; thi de vidste, at han havde en spraglet Sæl til Amulet.

Imidlertid reiste Kumagdlat Dag og Nat uden at lægge op, og naar Roerskerne bleve altfor trætte fortøiede de blot Baaden lidt; saaledes vedbleve de at reise og reise, tilsidst manglede de Fødemidler, og da de saa kom til en meget befolket Plads, lagde de op. Paa dette Sted var der en ældgammel Mand, som byggede paa en Baad. Han var ganske hvidhaaret som et Kajaksædeskind, og ved hans Side stod der en skjægget ung Mand. Da Kumagdlat havde været der lidt, sagde den gamle Baadebygger: »Endnu førend denne unge Karl var født, begyndte jeg paa denne Baad, og nu først har jeg faaet den reist.« Men ved Siden af ham laa der hele Dynger af Muslingeskalstykker; han havde nemlig ikke havt andre Redskaber end Muslingeskaller. Derpaa vedblev den Gamle: »Her eier man ikke engang en Kniv, men hist inde i Landet gives der Folk, som have Knive nok.« Da Kumagdlat spurgte ham videre, svarede han: »derinde i Landet boe de mange Erkilikker, de ere meget velhavende; men naar nogen af Kystboerne komme til dem, kommer der ingen af dem tilbage igjen; de pleie alle at blive dræbte.« Kumagdlat sagde: »jeg havde Lyst til at opsøge dem.« Den Gamle svarede: »jeg frygter for at du alene intet vil udrette; thi endog naar mange i Forening ere gaaede til dem, ere de dog blevne dræbte; thi Erkilikkerne have ikke deres Lige i Hurtighed og Behændighed.« Men Kumagdlat gik hjem (til sit Telt), der lavede han sig en lille Bue samt Pile og et Pilekogger af Hovedstykket af et Sortsideskind, idet han bukkede Lallerne sammen; og nu drog han ud, for ene at opsøge Erkilikkerne. Men nu hændtes det, at han skulde træffe sammen med sine Sødskendebørn; thi disse vare komne forbi ham og netop paa den samme Dag ligeledes dragne hen for at opsøge Erkilikkerne. Da Asalok og Merak vare komne langt ind i Landet, saae de nedenfor sig en Slette; paa samme boede Erkilikkerne i mange Telte, og en Indsø var deres Hav. De skjulte sig derpaa og oppebiede Aftenen, og da de saa laae og saae efter Erkilikkerne, der vendte tilbage fra Jagten, opdagede de hen under Aftenskjæret en stor Mand, som bar noget paa Ryggen. Allerede havde de spændt Buen mod hverandre, da udbrøde de: »men see! det er jo som om det kunde være Kumagdlat,« og da de kom nærmere, opdagede de, at det virkelig var deres forsvundne Ven; de raabte da: «er du Kumagdlat?« og da han svarede: »ja,« sagde de: »nu siden vi mødtes igjen, skal en af de lumpne Erkilikker falde.« De kom da atter sammen og gjenkjendte hinanden, og nu fortalte Kumagdlat, hvorledes den gamle Qvinde havde talt om dem. Da det nu var bleven mørkt, og det var bleven ganske stille i Erkilikkernes Leir, søgte de først efter et Tilflugtssted; nede ved Indresiden af Indsøen stode de mange Telte, og ligeoverfor dem var der i Indsøen en lille Ø; denne udsaae de til Tilflugtssted. Da de kom derned, opdagede de, at den var saa omtrent et Steenkast borte. Først sprang Kumagdlat derover, med sin Byrde paa Ryggen, derpaa Asalok, men Merak sagde: »jeg kan ikke naae den.« Men de sagde: »prøv dog derpaa;« og da han saa sprang til, naaede ogsaa han derover, netop streifende henad Vandfladen. Derpaa lagde de alle deres Pile ned paa Øen, og vendte saa tilbage, bevæbnede hver blot med to Pile, idet Merak atter netop streifede Vandfladen. De gik derpaa hen til Teltene, alle Beboerne havde lagt sig. Da de stode udenfor det største Telt, sagde Kumagdlat til sine Ledsagere: »nu springer jeg op paa Tværtræet over Dørstolperne, saa kunne I gaae derind igjennem Forteltet.« Da de saa vare krøbne ind i Forteltet, kiggede de under Forhænget og saae et Par gamle Ægtefolk, som endnu vare vaagne. Konen, som var frugtsommelig, sad overende, medens Manden laa forover, med Hovedet støttet paa Albuerne. Da gav Manden sig til at hyle som en Hund, og Konen reiste sig op, hvorpaa han slikkede hende paa Maven, og hun gav ham Renstælg. Da sagde Kumagdlat: »naar han saaledes anden Gang slikker Konen, vil jeg skyde hende.« Da den gamle Mand havde spiist, hylede han atter, hvorpaa Konen reiste sig op, men i det samme som han vilde til at slikke hende, skjød Kumagdlat hende midt igjennem Livet. Saa hørtes der et frygteligt Hyl; Kumagdlat sprang ned og de ilede alle tre over til deres Tilflugtssted, medens Erkilikkerne myldrede ud af Teltene. Atter sprang de over paa Øen, først Kumagdlat og Asalok, derpaa Merak idet han streifede Vandfladen, og kun tilnød naaede Landet. Strax derpaa lagde de sig paa Rad ned paa Jorden , forrest Kumagdlat, derpaa Asalok og bagest Merak; Erkilikkerne gave sig til at beskyde dem, alle bare de Pile paa Ryggen, men Qvinderne toge dem ovenfra, og derfor skjød de hurtigere end Mændene, som toge Pilene fra Siden. Medens Sødskendebørnene holdt Øie med de Skydende og dukkede ned for deres Pile, hørtes en komme susende, og streifende de forreste, gav den et Knald bagved dem; da de saae sig om, var Merak dødelig truffen i Struben, fordi han havde prøvet paa at reise sig, da sagde Asalok til Kumagdlat: »har du intet Middel til at gjenoplive?« Kumagdlat sagde: »jo jeg troer at jeg kjender et saadant,« og derpaa begyndte han at fremsige Ord. Da han havde endt og de saae sig om, var Pilen allerede af sig selv krøbet ud til Midten, atter fremsagde han noget, og saa sad blot Spidsen af Pilen endnu lidt fast, men da han havde talt tredie Gang, var Merak atter levende og uforandret. Saaledes vedbleve Erkilikkerne at beskyde dem, og da Kumagdlat alene af de streifende Pile havde faaet Huden skrabet af sine Tindinger, begyndte Pilene at slippe op, og nu reiste Sødskendebørnene sig, for at gjøre Gjengjæld med deres Buer, og da mange af Erkilikkerne vare dræbte, forfulgte de Resten af dem opad Elven og de kom til et Vandfald, hvor de havde et Skjulested, der dræbte Kumagdlat Resten af dem med Steenkast idet de kom frem. Derpaa gik de tilbage til Teltene og fandt Børnene, som laae ubevægelige af Skræk og lode som om de vare døde; men de toge dem op, og stak dem gjennem Ørene og med det samme vare de døde; kun en Dreng og en Pige lode de leve. Derpaa undersøgte de Erkilikkernes Bohave, og de fandt Gryder af Kobber, med Kobberhanke, ingen Fornødenheder manglede; da de aabnede Kisterne, sprang de lidt op af sig selv, fordi de bugnede af Klædningsstykker; dem lukkede de igjen, men andre fandtes fulde af Knive med smukke Skafter, og af dem alene toge de saamange de kunde bære, og droge derpaa ned til Kysten igjen. Imidlertid havde de Folk, hos hvilke Kumagdlat havde ladet sine Slægtninge blive, bespottet dem og sagt: »seer der, de som drage til Erkilikkerne, bringe mange Sager, bringe smukke Knive!« Naar de talte saa, løb Kumagdlats Hustru ud, hun troede at han kom, men saa var der ingen; thi de sagde saa, fordi de troede at han var dræbt. Da tog en gammel Ungkarl hende til sig, og forsørgede hende, menende at hun var Enke. Da Kumagdlat nu kom ned til Kysten og fik Øie paa sit Telt, raabte de igjen: »de som drage til Erkilikkerne bringe mange Sager, bringe smukke Knive.« Da vendte den gamle Baadebygger sig om og saae Kumagdlat, som han holdt for død, komme med Byrde paa Nakken, og da han kom nærmere, saae han, at det var lutter Knive med smukke Skafter, som han bar. Da Kumagdlat nu kom ind i Teltet, traf han sin Moder og Hustru i Sorg; han sagde da: »jeg meente at jeg skulde see eders Lamper slukkede.« Da svarede de: »Den gamle Ungkarl har sørget for, at vi ikke kom til at slukke, han har fisket for os, og ikke ladet os sulte.« Kumagdlat sagde: »takket være han, lad ham komme og hente sig en Kniv.« Men den Gamle vilde ikke komme; han sagde, at de skulde bringe den ud til ham. Kumagdlat sagde: »Fordi jeg har Aarsag til at takke ham, skal han selv komme.« Den Gamle, som var meget bange for at han skulde tilføie ham noget ondt, blev staaende udenfor og vilde at de skulde bringe ham Kniven. Men Kumagdlat vedblev, og raabte til ham der stod i Forteltet, at han skulde komme ind. Den Gamle skrævede da over Dørtærskelen og sagde: »lad mig da faae den.« Men Kumagdlat sagde: »kom heelt herind,« og da han endelig var traadt heelt ind i Teltet, tilføiede han: »sid ned, du har sørget for at disse Stakler ikke kom i Nød, derfor takker jeg dig, disse Knive skal du have.« Dermed rakte han ham to Knive med smukke Skafter.

Der fortælles at Sødskendebørnene derefter droge tilbage til deres Hjem og at de bleve meget vældige og dygtige til Fangst og dræbte baade Bjørne og Kilivfakker.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 56-61.