Om Kunuk den Forældreløse (Rink)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866
14. Om Kunuk
den Forældreløse
En Mængde Mænd havde deres stadige Vinterplads i Mundingen af en Fjord. Hos dem boede to opvoxende Drenge, som vare meget tjenstvillige; om Morgenen naar Mændene skulde ud, vendte de deres Vanter og gjorde dem istand, ligeledes lagde de Vaabnene tilrette paa Kajakkerne, og derpaa hentede de Vand til Morgendrik for Mændene. Naar disse saa roede ud, gik de udenfor, øvede sig i Pilekastning og kom ikke ind hele Dagen. Først naar Mændene vare vendte tilbage, og de havde hjulpet dem at bære Redskaberne op, og naar saa den sidste af Mændene var gaaet ind, pleiede Drengene ogsaa at gaae ind i Huset, og siden igjen, inden de fik noget at spise, maatte de endnu ud og hente Vand. Engang midt paa Vinteren, om Aftenen i Maaneskin, da de kom hen og skulde til at øse Vand, sagde den Yngre: »mig synes at der er en Mængde Ansigter at see i Vandet.« Den ældre, Kunuk, svarede: »mon det ikke er Maanen der speiler sig i det.« — »Nei, see selv til engang,« sagde den Yngre. Da saae Kunuk i Vandet, og sagde: »de storme løs paa os,« og kort efter kunde han bemærke paa Vandet, at en Mængde Væbnede nærmede sig. Da skyndte de sig hjem til Huset og fortalte det til de Voxne, men disse svarede: »Det maa være Maanen, I have seet, gaaer I kun hen og henter Vand, Spanden er tom.« Anden Gang gik de ud og saae det samme i Vandet og gik hjem og fortalte det, og de vilde heller ikke troe dem, men da de tredie Gang saae, at de Bevæbnede nærmede sig stærkt, talte de indbyrdes om, hvor de vel skulde skjule deres lille Søster, da de selv vilde krybe i Skjul. De gik derpaa ind og hentede hende, og da de foran Vinduet saae endeel Træspaaner, lagde de hende der, og bedækkede hende dermed. Selv gik de til Huusgangens Loftsbjælker, og idet Kunuk hjalp Broderen op, sagde han, at han ikke maatte blive træt, skjøndt det var et besværligt Opholdssted. Derpaa holdt de sig fast ved en Loftsbjælke, og støttede med Fødderne mod en anden, heelt udstrakte og med Ansigtet nedadvendt. Endelig sprang en stor Mand, væbnet med Spyd, ned igjennem Indgangen, efter ham kom en anden, og de talte ialt syv, som kom farende ind i Huset; men da de kom indenfor, hørtes der et frygteligt Hyl af dem, som bleve dræbte. Medens de endnu vare derinde, var Kunuks Broder nær ved at tabe Kræfterne, og allerede begyndte han at hænge ned med Kroppen, da Angriberne stormede ud af Huset igjen, stikkende til alle Sider, og saaledes ogsaa i Træspaanerne, hvor Søsteren laa. Da den sidste var forsvunden, faldt han ned paa Gulvet, og Kunuk efter ham, og da de saa aabnede for deres lille Søster, saae de, at hun var stukken i Bugen, og at Indvoldene kom frem; men da de kom ind i Huset, svømmede hele Gulvet af Blod, og alle Beboerne tilligemed en af Angriberne vare dræbte. Da de saaledes ingen Mennesker traf, og det Indvendige af Huset var saa sørgeligt, flygtede de endnu samme Nat bort og droge ind i Landet, idet de skiftedes om at bære deres saarede Søster, og omhyggeligen stoppede Indvoldene ind paa hende. Saaledes vandrende opdagede de omsider en Fjord, som var tilfrossen; paa den gik de ned, og medens de gik udenom et høit Næs, døde deres Søster. De begrove hende i en Klippehule. Strax fra deres første Flugt af øvede de deres Kræfter paa tunge Stene og ved indbyrdes Brydning, og saaledes udvikledes deres Legemer og de voxede til, endnu inden de traf paa Mennesker. Endelig engang saae de i det Indre af en Fjord en Mand staaende paa Isen, og ved Siden af ham et opreist Stykke Træ, ved hvis Hjælp han fangede Fjordsæle. Da de kom hen til ham og fortalte, hvorledes det var gaaet dem, sagde han, at han vilde tage dem til Pleiesønner og opfostre dem; derpaa fulgte de med ham til hans Huus, i hvilket han levede alene med sin Kone. Deres Pleieforældre formanede dem til ikke at glemme deres Fjender, og derfor bestandig øve deres Kræfter.
En Aften, da de havde været længe ude, kom de hjem, belæssede baade med Ræve og Ryper, som de havde fanget uden Vaaben, blot ved Steenkast. Derover bleve de Gamle meget glade, og roste baade deres Erhvervsflid og Styrke. For at opnaae Kræfter, toge de svære Stene med Hænderne; dernæst brødes de, og naar den ene kastede den anden, maatte han ikke falde, men hoppe henad Jorden, og saa sprang de, og saae, hvo der kom længst. Tilsidst kunde de endog dræbe en Björn uden Vaaben; først sloge de til den, og naar den vendte sig imod dem, agtede de den ikke mere end en Hare, men grebe den ved Benene og sønderreve den. Da de vare komne saa vidt, begyndte de at tale sammen om at opsøge andre Folk, hvor? — det kunde være det samme. Saaledes droge de da nordefter og vandrede en lang Vei uden at see Mennesker; da opdagede de et stort Vand, og i samme en Mængde Kajakker paa Raabejagt; men der var ligesom kun een iblandt dem som havde Vaaben, det var nemlig deres Høvding, den stærke Mand. Han vilde altid være ene om at sætte fast i det Dyr, de først jagede, de andre skulde blot skræmme det; hvis nogen vovede at saare det, vilde han faae en Revselse af den store Herre. Tilsidst da han havde kastet Pilen i det, hjalp de alle med for at dræbe det. Kunuk og Broderen vilde af Undseelse ikke gaae ned, men ventede til Aften. De saae da, hvorledes Hvalrossen blev flenset og deelt; hver flk et godt Stykke, kun en gammel Mand, som beboede det sletteste Telt, maatte nøies med Indvolde, og de saae hvorledes hans to Døttre gik ned for at modtage ham ved Stranden. De sagde da, at naar det blev Aften, vilde de gaae ned til den Gamle, fordi de ynkedes over hans Taalmodighed og hans sørgmodige Væsen. Men da de kom ned, maatte Kunuk først gaae ind, fordi Broderen var undseelig. Den Gamle sagde: »er du alene.« Kunuk svarede: »nei, min lille Broder derude undseer sig for at komme ind.« Da raabte den Gamle: »kom ind, du derude;« men da han kom ind, forbausedes han over hans kraftfulde Legeme, da han var større end den ældre. Efterat have beværtet dem, sagde den Gamle, at han vilde have dem til Svigersønner og at de skulde lægge sig ved Døttrenes Side. Derpaa valgte Kunuk den Yngste, Broderen derimod fik den Ældste, og saaledes bleve de da gifte. Imidlertid fortælles der, at da de om Aftenen vare gaaede ned, havde de efterseet alle Kajakkerne og da de kom til den stærke Mauds Vaaben, toge de hans Kastepiil og sagde, at de vilde gjemme den, for at skaffe Folk noget til at see efter. De bragte den til et Kildevæld, og tæt ved Vandet stak de den heelt ned i Jorden, men trak den ud igjen og prøvede et Sted i Nærheden, hvor Grønsværen var rigtig tør og haard; der stak Kunuk den saa dybt ned, at der kun ragede saameget frem, som man kunde gribe med to Fingre. Medens de nu laae i Teltet, hørte de nogen komme løbende og løfte Forhænget lidt op og derpaa gaae igjen. Det var en Sladdresøster, Moderen til den Stærke, og strax efter flokkedes mange Folk om Teltindgangen, for at see de Fremmede. Om Morgenen hørte de Høvdingen raabe: »der er god Leilighed til Raabejagt, det er deiligt Veir!« Lidt efter taug han, og saa hørte de ham atter: »min Kastepiil er borte,« og mange raabte: »hans Kastepiil er borte, siger han.« Da Kunuk kom ud, saae han mange Mænd komme ud af deres Telte, nogle af dem gnide deres Øine, og sige: »jeg har nok sovet over mig,« — »jeg har nok ogsaa sovet lidt for længe.« Det var nemlig af Ærbødighed for den Stærke, at de talte saaledes. Medens de snakkede saaledes, hørte de den stærke Mands Moder, som var gaaet hen at hente Vand, raabe: »see der er jo Pilen,« og saa pegede hun hen paa Siden af Veien til Kilden. Derpaa løb de alle til for at trække den ud, men Pilen rokkedes ikke, ingen kunde magte den. Da kaldte de ogsaa Brødrene til, og sagde, at Kunuk skulde trække den ud. De havde alle slidt i den og bidt i den med Tænderne, saa at Enden næsten var opslidt. Nu kom Kunuk til, tog den mellem Fingrene og trak den ud uden Vanskelighed. Da de nu gik ned igjen, sagde Svigerfaderen: »der henne under Baaden ligge min afdøde Søns to Kajakker, der ere fuldstændigt forsynede med Vaaben og ligge lige for Haanden, der ligger ogsaa Hammeren, som han brugte til at slaae med.« Disse Sager, sagde han, at Svigersønnerne skulde arve, den stærke Mand havde nemlig dræbt hans Søn, af Misundelse fordi han overgik ham havde han snigmyrdet ham, derfor havde Døttrene ham nu til Fjende, men endnu ikke kunnet hævne sig. Efter et lille Mellemrum blev der atter raabt: »lad de Fremmede komme til Stridsleg deroppe paa Sletten;« derpaa gik alle Mænd derop, nemlig som Tilskuere. Brødrene fulgte efter, og da de kom op paa Sletten, saae de en opreist Stang og ved Siden af den Høvdingen med en Pidsk af Hvalroshud, der havde en Knude i Enden; derhos havde han en udstoppet hvid Hare, og enhver som traadte paa den, den pidskede han efter. Først kom Kunuk, og da han nærmede sig Haren smeldede han efter ham, men ramte ikke, derpaa traadte Kunuk dristigt paa den, og idet den Stærke løftede Pidsken, skrumpede han sig sammen og gjorde sig haard, og da han slog til gav det et Knald. Den Stærke troede at have dræbt Kunuk, men denne gik uskadt bort, og da der hørtes Bifaldsraab fra Forsamlingen, raabte den Stærke, at nu skulde Broderen forsøge det. Men det gik ligesom med Kunnk, han brød sig endnu mindre derom, og da den Stærke havde slaaet, sagde han til ham, »at nu skulde han forsøge det.« Den Stærke gav ham da Pidsken , og gik selv hen til Haren. Da raabte Kunuks Broder til ham, »at nu skulde han gjøre sig haard,« og med det samme smeldede han til ham, og den Stærke faldt om og var død paa Stedet. Da jublede alle hans Undergivne og raabte til Brødrene: »uu skulle I være vore Befalingsmænd,« men de svarede: »vi ville ikke befale over eder, herefter skulle I ingen Herre have, men kunne drive eders Fangst efter Behag.« Derpaa øvede de sig ogsaa i Kajak, de prøvede paa at kæntre og reise sig, og de anskaffede sig Blærepile med Blærer af et heelt udpustet Sælhundeskind. Da de saa engang vare paa Raabejagt efter en vældig Hunhvalros, kastede Kunuk efter den i firedobbelt Afstand, idet Pilen gik tværs igjennem Dyret, som blot gabede lidt og var dødt med det samme; da de, som vilde lændse den, kom til, fandt de, at Pilen var trængt ind indtil Blærens Lufthul, og de glædede sig over en saadan Vaabenfærdighed. Ogsaa almindelige Sælhunde, naar han forfeilede og blot streifede dem, stivnede de dog. Engang hørte han, at der sydpaa levede en vældig Kæmpe, Ungilagtaḱe, hvem ingen kunde undflye fra; han havde et stort Sværd, og naar der kom Folk fra andre Steder, pleiede han at dræbe dem, om de end vare nok saa stærke Mænd. Da Brødrene hørte fortælle om ham, tænkte de strax, at han maatte have været med blandt de Bevæbnede, som angreb dem, da de vare Børn, og de fik strax Lyst til at opsøge ham, fordi de tænkte, at de nu bedre vilde kunne hævne sig, end dengang. De droge nu med to Baade, den ene var den yngre Broders; med den fulgte den afdøde stærke Mands Moder, den anden var Kunuks; mange Kajakker fulgte med for at bekrige Ungilagtaḱe. Da de saaledes droge sydefter, fik de stærk Nordenvind, Baadene satte Seil til, og Kajakkerne morede sig med Harpunkastning paa Siderne af Baadene. Engang kom Kunuk til at kaste saaledes, at hans Harpun faldt pladskende i Vandet tæt ved Baadens Stævn. Da griinte den gamle Kjærling og drillede Kunuks Kone saalænge, til hun begyndte at græde. Kunuk sagde til Broderen, som styrede Baaden: »hvorfor græder min Kone?« — »Over Harpunen,« svarede han, »hun skammer sig, fordi den Gamle griner af dig.« Da sakkede Kunuk med Villie lidt agter ud, holdt sin Harpun i Beredskab, roede saa pludselig til og kastede den hen over Baaden, saa den traf Hætten paa Pelsen af den Gamle, som sad og roede forrest i Baaden, og rev et Stykke af den; strax efter gjorde han det samme om igjen. Lidt derefter saae hans Broder indefter Landet og gjenkjendte deres lille Søsters Gravsted; da blev han pludselig sørgmodig og forlangte en Afløser til at styre Baaden, da han selv vilde sidde forude; derpaa lagde han sig paa Maven over Enden af Baaden og hulkede med undertrykt Graad, saa at Vandet kom ind i Baaden, der rystede af hans Styrke. Fra den Tid af blev han syg, og døde førend de naaede deres Bestemmelse. Kunuk alene kom til Ungilagtaḱe.
Dengang var det Vinter, og mange Mennesker kom dem imøde paa Isen; en temmelig førig Mand indbød dem til at komme ind i et mindre Huus, med eet Vindue , som laa forrest ved Stranden. Denne Mand var nemlig ogsaa en Fjende af Ungilagtaḱe, og da Gjæsterne kom ind, sagde han til dem, endnu førend de bleve beværtede, at han vilde vise dem, hvorledes Ungilagtaḱe bar sig ad. Derpaa tog han et heelt Sælhundeskind, som var udstoppet med Sand og havde en Strop paa Midten; deri ståk han den midterste Finger og gik saa omkring med det paa Gulvet; derpaa sagde han til Gjæsten, at han skulde gjøre det samme. Kunuk stak den lille Finger i Stroppen, løftede den med stiv Arm, gik Gulvet rundt og lagde den ned igjen, uden at blive træt. Derpaa sagde Værten: »sæt dig ligeoverfor mig, jeg vil kaste efter dig med et Spyd, som ikke gjør Skade.« Derpaa fremtog han et Sværd og en Tromme og begyndte en Sang; med det samme hørte Kunuk dem sige: »Fremmede krymp Dig.« Kunuk krympede sig sammen, saa at ikkun Hagen var at see, og idet Værten kastede efter ham, forfeilede han ham. Derpaa sagde han: »saaledes gjør Ungilagtaḱe, som aldrig kaster feil, men jeg veed ikke, hvorledes det vil gaae dig; dig kan han neppe gjøre noget, men saa har han en Stalbroder, ved Navn Tajungiarsuk, med dobbelt Bagdeel, fordi han af Fedme er eens for og bag, han er uhyre stærk og hjælper ham, naar der er nogen han ikke kan dræbe. Medens han dernæst beværtede ham, raabtes der udefra: »den Fremmede indbydes til Ungilagtaḱe.« Da Kunuk gik ud med sin Kone, sagde deres Vært til dem: »værer raske i det I gaae ind, ellers dræber han eder tilvisse.« Derpaa gik de op til et stort Huus med 3 Fag Vinduer, som var fuldt af Ungilagtaḱes Hustruer, som han havde tilranet sig. Da de kom ind, bød Ungilagtaḱe Kunuk at sætte sig paa Sidebrixen og hans Kone paa Brixen, og Kunuks første Vært satte sig ligeover for ham og der kom mange Tilskuere, men hvergang der kom en ny Gjæst spurgte Kunuk sin förste Vært om det var Tajungiarsuk, indtil denne ogsaa indfandt sig. Derpaa bleve de beværtede med forskjellige Retter, og da de havde spiist, bød Ungilagtaḱe Kunuk at sætte sig ligeoverfor ham, og fremtog derpaa under Brixen et stort Spyd, og med den venstre Haand tog han en Tromme, slog lidt paa den, og strax istemmede de alle en Sang for Kunuk; med det samme raabte de: »krymp dig, du Fremmede, den store Ungilagtaḱe, som aldrig feiler, vil kaste efter dig.« Da krympede Kunuk sig, saa at blot hans Hage var tilsyne, men idet Ungilagtaḱe sigtede med Spydet, fløi han op og hang sig i Loftsbjælken, saa at Spydet gik under ham, og da han atter vilde kaste, sprang han ned til Gulvet, saa at det fløi over ham, alt under stærke Bifaldsraab. Men da han tredie Gang vilde kaste, greb Kunuk Spydet, og sagde, at nu vilde han forsøge. Derpaa skiftede de Plads, Kunuk slog paa Trommen og istemmede en Sang om Ungilagtaḱe; men i det samme som denne krympede sig, havde Kunuk allerede sigtet og da han viste Hagen frem og greb med Hænderne i Brixekanten, traf Spydet ham lige i Struben og han faldt omkuld. Strax styrtede alle ud af Huset og Kunuk fulgte med dem, men da han kom ud, mærkede han En, som greb ham bagfra. Det var Tajungiarsuk, og strax begyndte de at brydes paa en Iisflade med fremstaaende Steen, hvilken han brugte til Kampplads, for at kaste dem imod, som han vilde dræbe. Kunuk blev raadvild, da han mærkede at han var ham lige i Styrke, derfor prøvede han at løfte ham op, forinden han blev træt, svingede ham rundt i Luften og kastede ham hen paa Sletten, saa at Blodet styrtede ud af hans Mund. Derpaa fremstod der atter en Medhjælper til denne, han var endnu sværere bygget og havde allerede faaet Kunuk trykket ned og sat Knæet mod hans Bryst, da greb denne ham nedenfra, omfavnede hans Skuldre og pressede Lungerne ud af ham. Da jublede Tilskuerne, men nogle raabte, »nu bringe de den sidste, ham med de lamme Been;« og snart kom der 3 Baade som bragte denne, thi han var ikke et rigtigt Menneske, men af uhyre Størrelse og laa over alle tre Baade. Da han kom paa Land krøb han paa Albuerne op til Kamppladsen; naar Kunuk kastede ham ned bleve hans Been liggende paa samme Plads; tilsidst prøvede han at løfte ham, og idet han greb ham om Livet og snurrede rundt, løftedes han efterhaanden og hans Been svævede lige ud, da lod han ham fare, saa at han faldt til Jorden og hans Hoftebeen brødes. Da jublede hele Mængden og raabte: »takket være du, nu have vi ingen Herrer over os mere.« Og alle de hvis Qvinder vare røvede fik dem nu tilbage.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 79-86.
