Om Magnus og Olaf Haraldsønner (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: Hulda, Hrokkinskinna, Flateyjarbók og Morkinskinna.


Kongesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 6


Om Magnus og Olaf Haraldsønner


Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1832


Kapitel 1

Kong Magnus Haraldsøn regjerede allene i Norge den Første Vinter efter sin Fader, Kong Haralds Fald; men siden regjerede han i to Aar over Landet med sin Broder Olaf; de vare da to Konger, Magnus havde den nordvestlige Deel af Landet, Olaf den sydøstlige. Kong Magnus havde en Søn, ved Navn Hakon, som Steg-Thorer opfostrede: Hakon var et meget haabefuldt Barn. Efter Kong Harald Sigurdsøns Fald paastod Danekongen Svend, at den imellem de Norske og danske sluttede Fred var hævet, thi han foregav, at det indgangne Forlig kun gjaldt for deres Livstid, nemlig Kong Haralds og Kong Svends; man opbød da Leding i begge Riger; Haralds Sønner havde almindelig Udrustning af Norge paa Folk og Skibe; som Steen siger:

Op Jyders Konge fordrer
Kampdjærve Ledingsgutter
Til Skibe flux at ruste
Fra alle Landets Havne;
Ej Norges Konges Rige
De let erobre skulle,
Dets Hærs anfører føler
Sig tapprere at være.

Kong Svend kom fra Danmark med sin Flaade; Steen yttrer, at Kong Svend mødte en Deel af Kong Olafs Ledingshær, og stred med dem; han siger nemlig:

Med Brynjer og med Hjelme
De danske Svende sprunge
Heelt overbord i Vandet,
Saa hæftig blev dem Striden
Og saarede de sunke
I sydligt Hav til Bunden;
Paa Kysten Bølgen siden
Tit Pandeskaller kaster.

Brødrene Olaf og Magnus udrustede deres Hær og Landeværn nord i Landet; saa siger Steen:

Hvor hellig Konge hviler
i Trondhjem, Svend formene
vist sines Odelsjorder
Han vil og Magt besidder;
Kong Olaf højlig ynder
Sin egen Slægt, og derfor
Ulfs Arving ej det gavner
At fordre hele Norge.

Men da de hørte, at Kong Svend kom med sin Hær fra Danmark, sejlede de dem imøde sydpaa langsmed Landet; de havde en meget stor Hær; saa siger Steen:

Kamplysten Drot fra Sønden
Med Hærskjold bød uddrage
Sin Flaade, for at føre
Ved fjerne Strande Krigen,
I Nord fra Stat de Nordmænd
Ud lange Skibe rusted;
Knap drog med større Leding
to Drotter mod hinanden.

Da droge Sendebud imellem Kongerne med Fredsforslag; Kong Olaf og Nordmændene sagde, at de vilde holde det Forlig, som forhen var sluttet imellem Kong Harald og Svend, eller i andet Fald slaaes: de lode nogle Ord falde om, at de Danske skulde finde, at Nordmændene, hvis de bleve nødte dertil, skulde give dem nok at bestille, skjønt Kong Harald nu var død og borte. Men i Anledning af, at slig Trusel fulgte med Kong Olafs Fredstilbud, blev følgende kvædet:

Med Trusler og tillige
Med fredelige Taler,
Saa værged Olaf Riget,
At Drottens Krav forstummed.

Der holdtes da et Møde, paa hvilket der sluttedes Forlig imellem Kongerne og Fred imellem Rigerne. Kong Magnus fik den Sygdom, som man kalder Ringorm, og blev saa haardt angreben, at han maatte søge Sygelejet, og laae i nogen Tid; han døde i Nideros, og blev der begraven. Han havde været meget elsket af hele Folket.


Kapitel 2

Olaf var ene Konge over Norge efter sin Broder Magnuses død. Saa siger Steen Herdisesøn:

Vel Norges Fyrstestamme
Befæstedes, thi siden
Vor Drot paa Kongestolen
Steg op, han ene raader;
Hans Pris jeg stedse mindes,
Thi han, i Sindet ædel,
Med Sværd og Skjold forsvarer
Det hele Riges Grændser.

Kong Olaf var høj og stærkbygget og velskabt; det var almindeligt Sagn, at man aldrig havde seet en smukkere og anseeligere Mand. Han havde guult Haar som Silke, og som faldt meget smukt, lys Hud, skjønne Øjne, veldannede Lemmer; han var sædvanlig lidet snaksom og ej veltalende paa Thinge, men munter ved Gjæstebud og skjemtsom, dog i al Stilhed, og venlig i sin Tale. han var under hele sin Regjering en Elsker af Fred, derfor kaldtes han Olaf Kyrre; saa siger Steen:

For Alvor Thrønders Hersker,
Skjønt stridbar nok i Kampen,
Vil Rigets Lande frede,
Og Folket det behager;
At Olaf, Solens Yndling
Og Britters Skræk, saa tvinger
Til Fred de trættekjære,
Vel tækkes Landets sønner.

Det var gammel Skik i Norge, at Kongens Højsæde var midt paa Langbænken i Gjæstebudsstuen; der sad Dronningen paa venstre Side af Kongen; det kaldtes Kongens Æressæde; de Sæder holdtes for de hæderligste, som vare nærmest paa begge Sider udfra Kongens Højsæde, men de nærmest ved Dørene for de uhæderligste; Døre vare der paa begge Ender af Stuen; Kongesædet skulde være paa den Bænk, som Vendte mod Solen. Et andet Æressæde var paa den modsatte Bænk lige overfor Kongen, der skulde Kongens fornemste Raadgiver sidde, og kredentse ham Bægeret, hvilket holdtes for den største Ære; som Arnor Jarneskald siger:

Hver Vinter, da vi sade
Som Heltens Gjæster, stedse
Drak Fyrsten, lige for os,
Til gjæve Sømænds Hæder.

Her roser Arnor sig af, at han sad i Højsædet ligeoverfor Thorfinn Jarl, og kredentsede ham Bægeret, da han var hos ham paa Ørkenøerne. Kong Olaf lod sætte en Højbænk tværs over Gjæstebudsstuerne, og lod Kongens Højsæde anbringe midt paa denne Tværbænk; han lod ogsaa først indrette Ovne i Stuerne og Steengulv, baade Vinter og Sommer.


Kapitel 3

I Kong Olafs Dage bleve Kjøbstæder fra ny af anlagte i Norge. Han lod en Kjøbstad anlægge i Bergen, hvor mange mægtige Mænd nedsatte sig, og megen Sejlads fandt Sted af Kjøbmænd fra andre Lande; han lod ogsaa sammesteds Kristskirke opbygge af (1) den store Steenkirkes Grundvold, men lidet af den blev bygget færdigt, derimod lod han den gamle Kristskirke af Træ fuldføre. Kong Olaf lod det store Gildehuus indrette i Nideros, og mange andre i de andre Kjøbstæder; men før havde man holdt Hvirvings- eller Omgangslav; da brugtes den store Hvirvingsklokke i Nideros, kaldet Byens-Bod (2); Hvirvings-brødrene sammesteds lode opføre Margreteskirke, en Steenkirke. I Kong Olafs Dage begyndte man med Skytninger og Optogs-Drikkelave (3) i Kjøbstæderne; da optog man mange fremmede Moder, man havde Stadshoser, som snøredes om Benene, nogle spændte sig Guldringe om Læggene; da havde man Kjoler, som kunde trækkes sammen med Lidser paa Siden, hvis Ærmer vare fem Alen lange, og saa snævre, at man maatte drage dem paa med Baand og rynke dem heelt op til Axlen; højhælede (4) Sko, heelt broderede med Silke, undertiden med Guld, og mange andre sære Moder. Kong Olaf holdt strengt paa sin Magt, han var gavmild med Penge mod sine Mænd; som Steen siger:

Gavmild og rask i Slaget
Hærfører skjænker Ringe,
Han Kjæmperne paa Bænke
Ved Gaver frydes lader;
Mod Nordmænd Norges Konning
Rundhaandet tit sig viser;
Ædel er Englands Hærger,
Olaf, og ligner Solen.

Der var da saa god Tid i Norge og en saadan Overflødighed paa Livets Goder, at Almuen under ingen Konges Regjering havde levet saa lyksalig, som i hans Dage, siden Harald Haarfagers Tid. Hele Folket elskede Kong Olaf af Hjertet, thi han lettede mange af deres Byrder, som Kong Harald havde paalagt dem med Haardhed, og siden krævet med Gjerrighed. Kong Olaf derimod viste sine Mænd den fuldkomneste Hengivenhed og bar et fredeligt Sindelag til alle sine Undersaatter, som sees af Hans egne Ord, dem han sagde en Dag i det store Gildehuus, da han sad glad og veltilmode med sine Venner. Nogle Mænd sagde da til ham: “En sand Glæde er det for os og mange andre, at du er saa mild og Venlig mod alle Folk.” “Skulde jeg ikke være glad,” sagde han, “da jeg sidder her med eder i det Samlav, som er indviet til min Frænde, den hellige Kong Olaf, og seer mine Undersaatter baade glade og frie; under min Faders Regjering holdtes dette Folk under megen Tvang og Frygt, de fleste maatte skille sig ved deres Guld og Kostbarheder, men nu seer jeg skinne paa enhver af eder hvad han selv ejer; eders Frihed og Lykke ere mig en Fryd og Glæde.”


Kapitel 4

Kong Olaf indførte den Hofstil, at han lod sine Skutelsvende staae forved Bordet, og skjænke i Skaaler for ham og alle højbaarne Mænd, der sade ved Hans Bord; han havde ogsaa Kjertesvende, som stode med Kjerter for Hans Bord, saa mange, som der sade højbaarne Mænd. Der stod ogsaa en Staller-Stol udenfor Kredentsbordet, hvor Kongens Stallere og andre Stormænd sade, saaledes at de vendte Ansigtet mod Højsædet. Hans Fader, Kong Harald, og de andre Konger før ham plejede at drikke af Dyrehorn, og at række Øllet over Ilden, og tildrikke den Mindes-Skaal, som sad ligeoverfor, men Kong Olaf lod hver tildrikke hvem han vilde; saa siger Stuf Skald:

Krigshelten, hvem det gavnligst
Er at besøge, har jeg
Seet af oprigtigt Hjerte
Mig venlig at modtage.
Da han ved Haug, som ellers
Rovfugle mætter, villig
Fremtraadte for af gyldent
Horn selv mig til at drikke.

Kong Olaf havde hundrede (5) Hirdmænd, (men efter gammel Lov skulde Kongen kun have tresindstyve Hirdmænd), samt tresindstyve Gjæster, (af hvilke de forrige Konger kun havde tredive), og tresindstyve Huuskarle, som skulde føre alle Fornødenheder til Kongens Gaard, eller forrette andet Arbejde, hvad Kongen paalagde dem. Men da Bønderne spurgte, hvorfor han holdt flere Folk, end Loven foreskrev og de forrige Konger havde Haft, naar han drog paa Gjæsteri, som Bønderne anrettede for ham, svarede han: “Jeg kan ikke bedre styre Riget, end saa, at man bærer mindre Frygt for mig, end for min Fader, endskjønt jeg har halv saamange Folk til, som han havde; men Hensigten dermed er ingenlunde at ville plage eder eller forværre eders Kaar.”


Kapitel 5

Kong Svend Ulfsøn døde Straadød ti Aar efter Haraldernes Fald; derpaa var Hans Søn, Harald Hein, Konge i Danmark i fire Aar; efter ham Knud den Hellige, Kong Svends anden Søn, i syv Aar; derpaa Olaf, Kong Svends tredie Søn, i otte Aar. Kong Olaf Haraldsøn blev gift med Kong Svend Ulfsøns Datter Ingerid, men Danekongen Olaf Svendsøn med Ingegerd, en Datter af Kong Harald og Søster til Norges Konge Olaf. Kong Olaf Haraldsøn, som nogle kaldte Olaf Kyrre (6), men mange Olaf Bonde, avlede en Søn med Thora Jonsdatter, som fik Navnet Magnus, en meget smuk og haabefuld Dreng, som voxte op ved Kong Olafs Hof. Kong Olaf lod Steenkirken i Nideros opføre, og sætte paa det Sted, hvor Kong Olaf den Helliges Legeme først havde været jordet, og Alteret blev bygget over det Sted, hvor Kongens Grav havde været! Denne Kirke blev indviet til Ære og Pris for den hellige Treenighed; da blev ogsaa Kong Olafs Skrin flyttet derhen, og opsat over Alteret, og der skede da mange Jærtegn ved Kong Olafs Helligdom.


Kapitel 6

Olaf Kyrre holdt Venskab med sin Svoger, Danekongen Knud; de aftalte et Møde med hinanden og kom sammen i Elven, hvor Konger plejede at samles Kong Knud talte da om, at han ønskede, de skulde udruste en Hær mod England, hvor de havde saa meget at hævne, først og fornemmelig Kong Olaf, og da ogsaa de danske Konger. “Vælg nu,” sagde Kong Knud, “om jeg skal give dig tresindstyve Skibe, og du være da Høvding over Toget, eller om jeg skal føre Befalingen over Hæren, og du give mig tresindstyve Skibe til Hjælp.” Da sagde Kong Olaf: “Det Forslag, I har gjort, Kong Knud, synes mig godt om; men der er stor Forskel imellem os to; I Frænder have Haft Lykke til i England at vinde megen Ære og Herredømme, som Tilfældet var med Kong Knud den Mægtige, nu er dette rimeligviis gaaet i Arv i eders Slægt; men da min Fader Kong Harald drog did, var her i Landet den ypperste og mest udvalgte Krigshær, saa at Magen dertil ikke siden har været i Norge, først og fornemmelig med Hensyn til anføreren, en saadan Mand som Kong Harald var baade i forstand og Tapperhed, dette Tog var i alle Henseender vel udrustet, men Udfaldet blev, som I veed, at min Fader der tilsatte Livet. Nu kan jeg vel indsee, hvor lidet skikket jeg er til at være anfører paa dette Tog, og jeg vil derfor overdrage eder, at tage derhen med min Undsætning.” Kong Olaf gav Kong Knud tresindstyve store Skibe med fuld Udrustning og dygtigt Mandskab, og satte sine Høvdinger og Leensmænd til Befalingsmænd over dem; man holdt denne Hær for at være prægtigen udrustet hjemmefra. Der fortælles ogsaa i Knuds Saga, at Nordmændene vare de eneste, som ikke forstyrrede Ledingsfærden, da Hæren var samlet, men at de Danske ikke opbiede Kongens Komme; dette paaskjønnede Kong Knud ogsaa, da han gav dem Hjemlov, og sendte Norges Konge herlige Gaver for sin Undsætning, men straffede de danske med sin højeste Unaade og svære Paalæg.


Kapitel 7

En Sommer, da Kong Olafs Mænd havde været ude for at opkræve Hans Landskyld, spurgte Kongen dem, hvor de vare blevne bedst modtagne. “Det var i et Fylke,” sagde de, “hvor der boer en gammel Gaardmand, som er forudvidende om mange Ting, vi have forelagt ham mange tvivlsomme Spørgsmaale, som han alle har løst, og vi staae i den Tanke, at han forstaaer Fuglenes Sprog.” Kongen sagde: “Hvi fare I med saadan Tant? Det er ikke andet, end Overtro.” Det hændte sig en Gang, at Kong Olaf sejlede ved Landet, og kom igjennem nogle Sunde; han spurgte da: “Hvad er det for en Bygd, som ligger her oppe i Landet?” Hans Mænd svarede: “Det er det Fylke, Herre! som vi fortalte eder om, at vi der bleve bedst modtagne.” Kongen sagde: “Hvad er det for et Huus, som staaer her i Nærheden af Kysten?” De svarede: “Dette Huus ejer den vise Mand, vi fortalte dig om.” De saae, der stod en Hest ved Huset: “drager nu hen, og dræber Hesten!” sagde Kongen. De sagde, at de ikke vilde tilføje ham nogen skade. “Jeg vil have det,” sagde Kongen, “hugger Hovedet af Hesten, og seer vel til, at der ikke kommer noget Blod paa Jorden, bærer saa Hovedet ud i Baaden, og skjuler det under Plankerne, saa at ingen kan see det, men bringer Kroppen her ud paa vort Skib. De gjorde som Kongen befalede. Da sagde Kongen: “Gaaer nu hen og henter Bonden, men siger ham ikke noget om, hvad I har gjort med Hesten, saa vist I har eders Liv kjært.” De droge hen og sagde Bonden Kongens Ærende, og da han kom, sagde Kongen: “Hvem tilhører den Jord, du boer paa?” “Eder, Herre!” sagde han, “jeg betaler eder Leje deraf.” Kongen sagde: “Viis os Vejen frem forbi Næsset, du maa være vel bekjendt her.” Bonden gik i Baaden til Kongens Mænd, og de roede foran Skibet, og da han havde roet en Stund, fløj der en Krage hen over Skibet, og skreg; Bonden saae efter den. Kongen sagde: „Finder du, Bonde! det er værd at lægge Mærke til, hvor Kragen flyver hen?” “Ja, tilforladelig,” sagde Bonden, og i det samme fløj en anden Krage over Skibet, og goel. Bonden glemte næsten ganske at roe, og Aarerne hang løse i Hænderne paa ham. Kongen sagde: “Du bliver meget opmærksom paa den Krage og dens Skrig.” Bonden svarede: „Endnu bryder jeg mig ikke meget derom, men jeg troer næsten nu jeg veed hvad den siger.” Da kom den tredie Krage flyvende, og fløj næsten lige ned paa Skibet, og skreg endnu værre, end de andre; Bonden kastede Aarerne, og stod op imod den. Kongen sagde: »Hvad siger Kragen, som du finder saa mærkeligt?” Han svarede: “Hvor skulde jeg vide det?” “Siig os det nu l” sagde Kongen. Bonden svarede:

Det siger Aars gammel
Og uvidende;
To Aars gammel siger
Men jeg troer det ikke;
Tre Aars gammel siger
Troligt mig ej synes,
Siger: paa en Hoppes
Hoved at jeg roer,
Men at du, Konge!
Mig har bestjaalet.

“Hvad nu,” sagde Kongen, “vil du tyste mig? ikke er det smukt talt om os!” “I har Ret, Herre!” sagde Bonden, “det er ikke smukt gjort, men I maa have spillet mig et Puds.” “Saa forholder det sig, Bonde!” sagde Kongen, “vi gjorde det for Spøg, og for at prøve, om du var saa klog, som os er fortalt; jeg skal nu betale dig din Hest.” Kongen gav ham derpaa en Deel gode Foræringer, og eftergav ham Landskylden af den Jord, han boede paa. Kong Olaf viste ved denne, som ved mange andre Lejligheder, at han var gavmildere, end de fleste andre Konger; Embedsmændene og Høvdingerne gav han herlige Skibe og andre Kostbarheder, som Steen siger:

Den ypperligste Ædling
Uddeler rige Gaver,
Herlige Handelsskibe
Og pandserklædte Snekker;
Af Olafs Rigdom Folket
Har godt; hvo vel blandt Fyrster
Saa gavmild findes? alle
Han langt dem overtræffer.

Sin Hird holdt Kong Olaf prægtig baade med Vaaben og Klæder fremfor andre Konger; derom taler Steen Herdisesøn:

Højbaaren Konge giver
Sin Hird, som var det intet,
Hjelme og Brynjer, herlig
Slig Klædning dem mon smykke.
Den svære Dragt, som Hamder (7),
Før bar og Navn har givet,
Vor Drot sin Livvagt skjænker,
Og lønner saa dens Møje.

Alle dem, som han vilde vise sin Gunst, eller som havde udmærket sig ved noget, gav han Guld og Sølv eller sjeldne Kostbarheder; saa siger Steen:

Saa gavmild er vor Olaf
Paa slaget Guld mod Venner,
At ingen anden Konning
I sligt med ham kan lignes;
Og derfor alle Fyrster,
Som under klare Himmel
Nu herske, vist for hannem
I ædel Rundhed vige.


Kapitel 8

Kong Olaf opholdt sig ofte paa de store Gaarde, han ejede omkring i Landet; men da han en Gang var Øster i Ranrige paa sin store Gaard Hauksstad, fik han den Sygdom, som blev hans Død; da havde han været Konge i Norge i sex og tyve Aar; men han blev tagen til Konge et Aar efter sin Fader Kong Haralds fald. Kong Olafs Lig blev ført til Nideros, og begravet i Kristkirke, som han selv havde ladet bygge. Han var, som før er sagt, en saare vennesæl Konge, og Norge havde tiltaget meget i Velstand og Pragt under hans Regjering.




Noter:

1) Eller: paa. Heimskringla har en anden Læsemaade.
2) Byens Siir eller Hjælperinde.
3) Eller der indrettedes offentlige Værtshuse; Navnene havde de af at de foranstaltedes ved almindeligt Sammenskud, og Deeltagerne fulgtes ad derhen, tagende hverandre i Hænderne.
4) Eller højt opgaaende; maaskee ogsaa et Slags Halvstøvler.
5) Herved menes rimeligviis efter gammel islandsk og norsk Regning et stort Hundrede eller 120.
6) D.e. den stille, rolige eller fredelige
7) En Helt, besjungen i den ældre Edda.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.