Om Merseburgformlerne som Galder (F. Ohrt)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Danske Studier
1938

s. 125-137
København 1938


OM MERSEBURGFORMLERNE SOM GALDER

En efterladt afhandling


af F. Ohrt


Medens de to Merseburgformlers Indhold gennem lang Tid har været Genstand for livlig Opmærksomhed og Diskussion, er først i de seneste Aar deres Formside traadt i Forgrunden, samt særlig ogsaa Spørgsmaalet om Foredragsmaaden. 1923 har Ivar Lindquist i Bogen „Galdrar" hævdet, at Msbb. men Henblik paa deres Foredragsmaade bør kaldes „trollsång" eller „med det enda fullt adekvata uttrycket" „galder" (p. 6). Og 1926 har W. H. Vogt i „Zum problem der Msb'er zaubersprüche" (ZfdA LXV p. 97 ff., især 123 f.) — dog uden nogensteds at bruge Udtrykket Galder om de to oht. Trylledigte — udviklet Tanker i samme Retning (om denne Afh. videre ndf.). Lindquist betoner (p. 3 f.): naar Gudernes Handling i 2. Msb. udtrykkelig bestemmes som (bi-)galan, maa dette komme af, at just „galan" var de menneskelige Troldmænds Foredragsmaade i tilsvarende Tilfælde; altsaa er Msbb. blevet galdrede frem; „denna enkla och solklara slutsats har ingen, såvitt jag vet, uttryckligen dragit", tilføjer han. Slutningen er imidlertid kun delvis rigtig (sml. nedenfor S. 126). Med fuld Sikkerhed kan kun sluttes, at Forf. af 2. Msb. vidste at Galder var en magisk Fremgangsmaade. Med en meget høj Grad af Sandsynlighed kan sluttes, at 2. Msb's Slutord, maaske fra det første sose, i al Fald fra „bluot zi bluoda" af, skal opfattes som Gudernes Galder, der nu genfremføres af Troldmanden; og tilsvarende tør man vel bestemme Slutningen af 1. Msb., fra insprinc, som Idisi's Galder. Men Beretningen om at Guderne galdrede (og Idisi agerede), er ikke dermed bestemt som „Galder", selvom Beretningen har magisk Kraft og hører med til Trylledigtet. Det kunde vel tænkes, at det hele opfattedes som Galder, men det er ingenlunde givet.

Lindquist mener videre (p. 10 ff.) at kunne paavise en bestemt digtersk Form som fast knyttet til al Galder; herved skal det da være muligt at paapege hvor i hele den gottonske Overlevering der foreligger Galder eller galdermæssige Stykker. I det sidste af de Versemaal som Snorres Háttatal meddeler, „Galdralag", findes bl. a. de samme Rimmaader som optræder i saa megen Trylle- og tildels anden Visdomsdigtning, delvis endog udenfor gottonske Sprog, Fuldrimet (Gentagelsen) og Tankerimet (Parallelismen), samt Stavrimet (det sidste dog ogsaa tilhørende ikke-magisk Digtning) — nogle vil her, synes det, tilføje Tretallets Rolle —. Lindquist slutter, at vi her har al Galders Karakteristika, den gamle fællesgottonske „Galderform". Denne Slutning tør man dog næppe drage ud fra det sene Navn og Begreb Galdralag. Hine Rimmaader og Galderforedraget behøver ikke at have være bundne til hinanden (1).

Lindquist selv maa med dette Krav i Haanden just overfor Msbb. begrænse sin oprindelig rundthen fremsatte Opdagelse, at de er Galdere, betydeligt (p. 51—53). De viser sig at bestaå Prøven i Formalia temmelig daarligt. For det første fattes der — indvender L. — de berettende Indgange: (indtil resp. duoder og birenckit) Galderform, her raader „almindelig episk" Form; Galderformen sætter først ind midt i Beretningen hvor det hemmelighedsfulde skal udtrykkes (her gives os da tillige en Slags Indholdsbestemmelse af en noget vag Art; er iøvrigt ikke 1. Msb's Indgang „Eiris sazun idisi, sazun hera duoder" fuldt ligesaa hemmelighedsfuld i Tonen som Fortsættelsen (?). Lindquist deciderer da, at disse Indgange ikke blev galdrede men reciterede, i al Fald i senere hedenske Hundredaar. Men for det andet er Slutleddene, just det som efter al rimelig Formodning skal være Magternes Galder, delvis uden „Galderform": i 1. Msb. mangler Ordene „insprinc haptbandun, invar vigandun" Fuldrim, og i 2. Msb. er selveste Besværgelsesordene ”ben zi bena” o. s. v; ikke galderformede men har (ifølge Lq.) Præget af traditionel Lægeformel. Overfor disse Fataliteter reagerer Lindquist forskelligt (p. 33ff. og 51 ff.); i 1. Msb. skaffer han Galderform til Veje ved at rette i Teksten (vigandun til wigbandun); i 2. Msb. paabyder han ved et ekstraordinært Dekret Galderskrigningen trods alt gennemført lige til Enden, „ty eljes vore den (Slut-„Strofen") ingen hel strof". Vi faar Indtryk af, at Galderudøvelse ikke blot har krævet Stemmemidler men ogsaa en god Del Aandsnærværelse og i al Fald en fremragende Lærer eller Dirigent.

Sikkert har Galderstykker hyppigt frembudt den i Magien gængse Form med Parallelisme og Gentagelse, som Lindquist kalder „Galderform" ; men vi tør ikke betragte den som konstitutiv for Galder. (Indenfor Msbb., undertiden ogsaa ellers, er den knyttet paa saa at sige selvfølgelig Maade til Beretningen om treleddet Handling: de tre suma i 1, (tre sumer i Brot 4), de tre biguolen i 2.). — Hvad det var som gjorde en Trylleformel til Galder, krævede det galdermæssige Foredrag, veed vi ikke. Ikke urimelig, men vel vanskelig at godtgøre, synes de Boers Formodning (2), at normalt „wird die Vortragsart mehr vom magischen Zweck als von der literarischen Form her wechselnd bestimmt werden" („galan" tænker han sig brugt ved ekstatiske Arter af Magi).

Ogsaa paa Spørgsmaalet om hedensk-gottonske, særlig de nordiske Trylleformlers Foredragsmaader, saavel den galdermæssige som eventuelle andre, lyder det bedste Svar sikkert: Ignorabimus. Men de herom fremsatte Formodninger fortjener dog i høj Grad Interesse; vi skal kort omtale dem for derefter at spørge hvorvidt Msbb. foredragsmæssigt synes at høre hjemme i samme Sfære som de nordiske Formler.

Om den fonetiske og musikalske Side af Sagen har Lindquist (a. Skr. p. 4 f.) udtalt en velgrundet Formodning: gala(n) (Ordstammen i galdr er fællesgottonsk) har været en skærende, skingrende Foredragsmaade, muligvis i Falset ligesom Lappernes Joike-syngen. L. henviser til en Skildring hos Kejser Julian: „Barbarerne hinsides Rhinen synger vilde Sange udførte paa en Maade som mest ligner Fugleskrig med skingert Raab". Oprindelig var dette Foredrag — mener Lindquist — maaske fælles for al Slags Sang hos Gottonerne [ogsaa det vilde svare til Forholdet hos Lapperne]. — I mange Tilfælde er gottonske Trylleformler, poetiske som prosaiske, formodentlig bleven mumlet frem (saaledes de Boer a. St.), hvilket ikke blot almindeligt er Tilfældet med Nutidens Trylleformler i gottonske Lande (3), men ogsaa kendes hos primitive Folk ligefra Østgrønlændere (4) — hos hvilke derimod andre Digtarter har anden Foredragsform (5) — til Papua'er (6) (hos hvem i hvert Fald visse Trylleformler mumles, medens deres Kultsange fremføres kantillerende). Videre har vi Verbet þylja, der i senere Sprogbrug almindeligt betød mumle (Trylleformler) frem, men tidligere, som det synes givet, betegnede „feierlich laut einen religiösen Gegenstand vortragen (7) Háv. 111 ”pylja, þular stóli á . . .Háva hǫllu í." — I bestemte Tilfælde har vi for Norden Vidnesbyrd, fra ret sen,Tid (og vedrørende Tiden o. Aar 1000), om, at særlige Trylledigte, varðlokur, til Hidmaning af varslende Aander blev sungne (af Kor), især Erik den Rødes Saga cap. 4; den kristne Sagafortællers Bemærkning, at Kvadet var favrt at høre og kvædedes med favr Røst; viser vel, at paa hans Tid er et saadant Digt ikke tænkt som skreget eller galet frem (hvilket Rhingermanerne i 3. Hdr. ifølge Julians ovenomtalte Beretning „fandt Behag i"). — Hvorledes ljóð blev udførte, og hvorvidt de overhovedet var knyttede til et bestemt Foredrag, vides ikke.

Vi møder saaledes en ret stor Rigdom paa Foredragsmaader, hvoraf flere baade for Magi og for religiøs Kult kan være ældgamle (8).

Dybere gaar, Spørgsmaalet om den sjælelige, bedre: legemligsjælelige Tilstand hos den gottonske Mager under hans Fremførelse af Trylleformler. For en stor Del vil en Besvarelse her være uafhængig af Debatten om de fonetiske og musikalske Foredragsmaader, og Sagen skal her omtales uden Hensyn til den. Vi kan groft antyde vort nye Problems Indhold ved at spørge: Udfolder Mageren under Fremførelsen Natsiden eller Dagsiden af sit Sjæleliv?

Nordisk Overlevering om Trolddom viser os et Dobbeltansigt. Trolddom blev, hedder det, i Hedenskabets Sluttid regnet for mindre værdigt for Mænd, var gærne Kvinders Sag; det gjaldt vel især Sejd (til hvilken Trylleart der kunde være knyttet Ordformler): Men Vikingetidens Overgud er dog „Galders Fader" (ligesom han er Hamskifter trods nogen Heks), og store Skjalde viger faktisk ikke tilbage for at bruge Ordmagi som Vaaben.

Lægger man Vægten paa Magiens Forbindelse med den Undergrund af primitivere Kultur som de gottonske Folks Hedenskab opviser flere Spor af („Udesidden", Hamskifte, Drømmeorakler o. a.), faar det Interesse at se hvorledes Trylleformler blev foredragne af Nordboernes religiøst og kulturelt primitivere Nabofolk Finner og Lapper. Østfinske Troldmænd har efter Elias Lönnrots Udsagn forholdt sig legemligt og sjæleligt stærkt bevægede under Foredrag af de indledende Formler, hvori de priste sig selv, og som skulde bringe dem i en ekstaselignende Tilstand. Troldmanden opfører sig da „som rasende, Stemmeføringen bliver voldsom, lidenskabelig, fra Munden flyder Fraade; han skærer Tænder, Haaret staar til Vejrs, Øjnene vender sig, Øjenbrynene rynkes; af og til spytter han, vrider sin Krop, tramper, springer i Vejret o. s. v." (9). Ifølge den udmærkede Samler Borenius-Lähteenkorva Iagttagelse (vistnok fra 1870'erne) var ved Tryllerecitation ikke Ramsens Indhold Hovedsagen, men „den magtfulde Fremsigelse" (10). For hele Finland gælder, at magiske Ramser og Vers ikke — saaledes som den lyriske og fortællende Digtning, der dog følger samme Metrum som den magiske — synges men reciteres.

Hos Lapperne møder vi den ovenfor (p. 127) omtalte Joike-syngen (Norgelappisk Inf. juoigat) brugt i Forbindelse med Trommen for at bringe Troldmanden i Dvaletilstand. Af Skildringerne fra 17de Hundredaar betoner enkelte Foredragets voldsomme Karakter. Olaus Graan (1672) (11): (Naar Lappen en Tid har trommet) „och aldrahögst med åthskillige toner ¼ tijma sunget", bliver han sort i Ansigtet, begynder at gaa i Knæ, sætter Hænderne i Siden „och joijker alt fort medh högh stämma", til han falder om. Olaus Petri Niurenius (d. 1645) (12) siger, at Lappen ved Trommen foredrager „sine Sange med afskyelig Stemme som en glammende Hund og vil ligesom bide omkring sig til begge Sider".

Vil vi hente vore Forestillinger om den oldgottonske Ord-Mager i Funktion fra slige Skildringer, faar vi altsaa Billedet af Troldmanden i Affekt, i legemlig og sjælelig Ophidselse og Overvældelse. Hos Gottonerne er dog Slutresultatet ikke („længer"??) som hos Lapperne Bevidstløshed (og Trommen findes vist slet ikke omtalt); det der hos den lappiske Troldmand er et Stadium paa Vejen hertil, vilde hos den gottonske — ligesom ved Østfinnens vaagne Ekstase — umiddelbart resultere i Overlegenhed overfor den Dæmon eller Kraft som Besværgelsen gælder. Man kunde da tænke sig den oldgottonske Troldmand svælge og beruse sig i Ord, gentage og gentage de samme korte Besværgelser (eller som Østfinnen udspinde een lang Maningskæde), indtil han, svimmel, føler sig rykket over i en ny Sjælesfære, hvor Tingene maa føje sig for ham. —

Et indre Skred, en Omlejring i Sjælekræfternes hemmelighedsfulde Dyb, og en Nyordning, en ny menneskelig Holdning er skabt. Istedet for vulkanske Udbrud af underbevidste Lag møder vi da den fuldt bevidste og beherskede Koncentration, istedet for Henrivelsen og Nedsynkningen i Sjælens Urgrund den faste og klare Vilje. Gottonsk Type imod lappisk Type. Under Viljens Synspunkt ser W. H. Vogt i sin betydelige Afhandling „Zum problem der Merseburger zaubersprüche" (jfr. ovf. p. 125) den gottonske Magers Præstation ved Fremførelsen af Trylledigtet, herunder Msbb. (Ordet „Galder" bruger han ikke overfor dem). Vogt gaar ikke ind paa Foredragets fysiologiske eller dets musikalske Side; men hans Tanke overfor Msbb. søger øjensynligt netop ikke i Retning af Ekstasens Verden. De forener ifølge Vogt „Urhandlung" (den berettende Del) og „Befehl" (Slutbesværgelsen). „Wenn der zauberer das wort der mächte als sein eigenes spricht — hævder Vogt — so fällt seine rolle mit der ihren mindestens in diesem augenblick zusammen. er und der gott sind eins, und ihre handlungen auch. das bedeutet eine ungeheure energie. sie wird nicht sprunghaft zu erreichen sein. sie wird im laufe des vortrages gewonnen. der zauberer zwingt durch seinen willen die ganze gewalt der jenseitigen handlung ... in seine eigene sache, seinen willen hinein". Det hele er en „hochstleistung von willen und einbildungskraft", det er „herrentum" (jævnført med de kristne Formlers „abhangigkeit"). Endelig „es ist der geist des germanischen heldentums, das seinen willen durchsetzt, auch im untergang" og det stemmer „mit dem zeugnis fiir die stellung altnordischer männer im zauber". (13)

Dette Billede af den gottonske Mager er højst tiltalende; hvem vil nægte Muligheden af, at i al Fald i senere Tider og i Samfundets videstkomne Kredse endog Magien (Ordmagien) til en viss Grad er bleven gennemglødet og hærdet af gottonsk Helteaand? Hertil svarer, at t. Eks. Skjalden Egil tryller i kunstfuldt Versemaal, der kræver fuld aandelig Samling. Paa den anden Side tør det ikke glemmes, at endog selve Heltelivet havde sine Affektmænd, Bersærkerne, vulkanske, netop ikke viljesprægede Fremtoninger. For den ældre, den fællesgottonske Tid forekommer Billedet af Heltetroldmanden vel nok mindst indlysende; og dog, hvem kan sige hvornaar gottonsk dagklar Aand først er begyndt at lyse ind i selv de inderste Kroge? — Til et Viljesopbud, saadan som Vogt tænker sig, vilde da utvivlsomt svare en rank og selvbevidst Holdning hos Mageren, et i al sin „uhyre Energi" dog behersket Foredrag. —

Voldsom Affekt eller sammenbidt Vilje — fælles for begge Opfattelser er den store Betydning de tillægger Magerens Aktivitet. Det er ham der fylder Ordene med sin Sjæls eller sin Aands Kraft, saa de bider og tvinger. Til en saadan Aktivitet, affektfyldt eller viljebaaren, vil fortræffeligt svare enhver Form for Befaling („Ut litel spere"; „Gang uz nesso"; „Insprink haftbandun"; „Ben zi bena"), for Trusel („Vildes skal Vætter, Verdener styrres"), for Ord med Tryllehandling („Vi væver, vi væver") eller for Skaben ved Ord alene („Taage gaar op i Østen") (14). Men det synes ingenlunde indlysende, at en Beretning om Magternes Handling som i Msbb., den „episk"-mytiske Formel (hidtil ikke fremdraget fra det gamle Norden), efter sit Væsen skulde svare. Nærmere ligger det dog vel at sige til et saadant Aktivitetskvad. I denne Art Formler har Magterne vundet Sejren; paa deres, ikke paa Magerens Præstation ligger Trykket. Beretningen, hvad enten den er fyndig eller omstændelig, synes skabt til at virke ved sin egen Tyngde og Kraft, blot den nøjagtigt gentages (15). Mageren skal ikke med uhyre Energi tvinge Magterne eller dæmonisere sig selv; Magterne selv stiger ned, naar Løsenet gives. (Ogsaa indenfor religiøse Kulter synes at være Plads for to Foredragstyper, spændt Energi og højtidsfuld Ro, Paakaldelse og Aabenbaring). I Msbb. giver først Slutordene Rum for Magerens egen Kraftudfoldelse (hvorom videre-nedf.) (16). Til hvilken Form for musikalsk Foredrag ev. denne,Type har svaret, kan naturligvis ikke nøjere siges.

Vogt finder imidlertid, at Msbb. og visse TrylIedigte fra nordisk Oldtid just er fælles om Magerens mægtige Viljesopbud; Saadanne Digte er Darraðarljóð og Þorleifr Jarlsskálds Taagevise (17); hist hører vi deri paagåaende Væveritus Skridt for Skridt blive til virkelig Kamp; her bliver Skridt for Skridt Mørket fra en Begyndelse til en fuldbyrdet Kendsgerning (18): „Ist (die) zauberhandlung ans ziel gelangt, so auch der erzauberte vorgang" (19), siger Vogt; altsaa er „für die handlung des zauberers dasselbe geleistet, was die Mers. für die handlung der mächte darstellen"; Men Magternes Handling i Msbb. er dog ikke virkelig parallel med Magerens, i de nordiske Digte: ganske vist: „stiger" de, idet Fremstillingen gæmmer det afgørende tilsidst, men til den gradvise Fremtvingen som i hvert Fald Darraðarljóð udtrykker, findes i dem intet Spor; Msb. 1. beretter om Grupper af Kvinder, der øver forskellig Id; ingen vil vel sige, at den Gruppe der binder Baand, er et Forstadium for den der løser dem. Msb. 2. beretter (eller fortæller — Vogt har skarp Sans for det mere udflydende i dennes Form), at en Fole blev lægt af samvirkende Guddomme („swa he wola konda" giver vel Eftertryk, men ikke Fremskridt, i Processen) (20).

Men videre tænker Vogt sig Magerens Energi i Msbb. tilsigte Enhed med Magterne: det som den nordiske Mager direkte arbejder sig frem til, det arbejder Msbb.s Mager sig frem til via Magterne; den uhyre Energi han naar op til i Løbet af Foredraget, er den at blive ett med Guden; saa snart han har naaet dette, er hans Succes givet (jfr. p. 130 ovenfor), og han kan nu sammen med Magterne istemme Slutbesværgelsen. — „Magternes Handling" og Magerens Nedtvingen (under Sangen) af Magternes Handling „in seine eigene sache" er jo to forskellige Ting. Men at den sidste Proces skulde paagaa, gradvis i Løbet af Foredraget, er paa ingen Vis antydet nogetsteds; vi aner intet om Mageres Kamp for at komme i Kontakt med Guderne; og iøvrigt skulde den eventuelle funktionelle Enhed mellem Mager og Gud vel helst være i Orden, inden han paabegynder sin berettende Formel.

Endnu kunde overfor Vogt nævnes Spørgsmaalet om Tidsforløb: Magerens uhyre Energi skal efter Vogt ikke være „sprunghaft erreicht", men blive „im laufe des vortrags gewonnen". Hertil kræves dog vel en rum Tid, altsaa enten en bredt svulmende Ordflom (som i Buslubæn) (21) eller, overfor et kort Formelstykke, Gentagelse. Til Gentagelse vil korte Besværgelsesled og Ritusord være egnede. Ogsaa en berettende Formel kan meget vel være skikket til Gentagelse, dersom den er enkel og følelsespræget (saaledes ved religiøs Kult: Heurekamen, Christos voskres); men en flereleddet, fremskridende Beretning er næppe skabt med Gentagelse for Øre; og Msbb. turde paa den anden Side være for korte til, blot eengang reciterede, at lade Mageren naa det Uhyrlige af indre Kraftopbud. De synes efter deres Type snarest at ligge udenfor Hensynet til Magerens Energi, og deres Sfære den rolige Fremlægning af Magternes Handlinger.

Men selvom da Beretningstypen skulde være født ud af Tro og ville forkyndes i Ro, kan det godt tænkes, at Forholdene har hvirvlet Msbb. ind i en anden Kreds. De gamle Foredragsmaader kan have bemægtiget sig dem; og dette kunde mulig des lettere ske, fordi begge disse Formler har den ejendommelige Bygning, at de sammenføjer Beretning og Besværgelse — eller vel rettere: allerede denne Sammenføjning kan være Udtryk for, at „Galderen" Iaa paa Lur efter dem. Fra: „insprinc" og fra„ben zi bena" af er Lidenskab eller Viljesopsving paa sin Plads; her byder Mageren saavel i eget som i Magternes Navn; Enheden mellem ham og Magterne manifesterer sig udadtil; og denne Bevægethed kunde da brede sig over hele Formlen, - Interessant er det, at den østfinske Troldmand hidser sig i Ekstase med al Slags Tekst, ikke blot Maning og Trusel men ogsaa Helgenbønner og brede kristne episke Signelser; hans Vulkansjæl har bemægtiget sig selv Fostre af en ganske anden Aand (jfr. ovf. p. 127). — Men hvorvidt sligt faktisk er sket overfor Msbb., hvorvidt den traditionelle Besværgermentalitet eller den berettende Formels Ro har erobret disse Formler eller hver har hævdet sit naturlige Omraade, veed vi slet intet om.

Her skal ikke drøftes hvorvidt den „episke" Trylleformel; Beretningen, er opstaaet selvstændigt paa gammelgottonsk Grund, eller den er overtaget med en Kulturstrømning sydfra, eventuelt med Bølgeslag fra én Religion der lagde Vægt paa Menneskets Passivitet overfor Guddommen. Men vi vil som Tillæg — og paa dette Punkt i ret nær Tilslutning til Vogt (a. Skr. p; 118) — pege paa det særegne i Msbb.s Form ved den nysnævnte Forening af mytisk Beretning og ren Befaling. Noget helt tilsvarende byder, saa vidt hidtil kendt, Antikens synkretistiske eller dens kristne Ordmagi næppe. Hvor en „episk" Formel forekommer, staar den gærne alene, eller den har „Mødets" forholdsvis brede Form, som munder ud i Møderens Raad om en bestemt Kur e. l.

Det turde have sin Interesse at jævnstille med Msbb. de tre antike Formler som vel nok mest minder om dem i Bygning; en er kristen græsk, en hedensk latinsk (22) [og en hedensk græsk].

Græsk Hussignelse. (Paa Dansk:).„Vor Guds Kraft blev kraftig, Herren gik hen til Døren og lod ikke Ødelæggeren komme ind. Abraham bor her. Kristi Blod, stands det Onde".

Ligesom i Msbb; begyndes her med et (treleddet) Udsagn i Fortid; og der endes med en Tiltale, der kan tænkes at forekomme selvstændigt. Forskellen er:

a. Den „episke" Del beretter ikke en hinsidig Handling overfor et hinsidigt Objekt i mytisk Fortid, men Guds Handling her mod NN efter at dette Hus er bygget.

b. Et Led i Nutidsform er indskudt, sagligt en svagere Parallel til Indgangsstykket: Abraham, Guds Ven, bor her (jfr. en senere Tids Signelser, hvor Signeren sender sit Kvæg ind i Abrahams Have).

c. I Slutstykket taler Besværgeren ikke til den Lidende (Person eller Lem, som i Msbb.), men til den hellige Magt. Paa den anden Side er Ordene næppe følt som Bøn, snarere som en Besværgelse, svarende til at den hellige Magt ikke er en Person, men en kraftladet Ting (dog kan der bedes t. Eks. til det hellige Kors). Slut-Ordene kan i hvert Fald ikke tales af Magter og Mager sammen, kun af Mageren.

Formel ad dolorem ventri. Tres scrofae de caelo ceciderunt; invenit eas pastor, occidit eas sine ferro, coxit eas [sine foco, comedit eas] sine dentibus. Bene coxisti [occidisti?], bene coxisti, bene coxisti [comedisti?]".

Her gaas ligesom i Msbb. brat fra Beretning over i Tiltale, hvis Verbum, i 2den Pers. Ind. eller Imperat., sagligt svarer til et Verbum i 3. Pers. Præt. i den berettende Del: coxisti: coxit, som insprinc: clubodun umbi, (jfr. hapt: hapt), gelimida sin: birenckit. Desværre er den latinske Formels Mening ikke klar, vistnok paa Grund af uforstaaende Afkortning. Beretningens oprindelige, mytiske Mening genfindes vel i en paa Koptisk opbevaret Formel, der formentlig gaar tilbage til græsk [og denne atter til ægyptisk?] Kilde; her fortælles meget bredt om Horos, som fanger en Fugl, skærer den op uden Kniv, koger den uden Ild, spiser den uden Salt; han faar da Mavepine og hjælpes af sin Moder Isis, der raader ham til at bruge en Besværgelse, som saa meddeles (23). I den latinske Afkortning er da den afgørende Slutning bortfaldet, og en uvedkommende Indgang paahæftet. Den forvanskede Tekst har iøvrigt hvad Lindquist kalder „Galderform" (tre Parallelhandlinger af Hyrden efter Fundet, den sidste udvidet; Fuldrim eas, sine, Tankerim occidit: coxit: [comedit]) (24). Bearbejderen har vist tænkt sig scrofae som det slugte Sygdomsstof (Ordet betyder baade Grisesøer og Kirtler, Halssvulster) og Kogningen uden Ild maaske som Hyrdens mirakuløse, lægende Kogning. Magerens gentagne Tilraab „bene coxisti" (opr. „bene occidisti, bene coxisti, bene comedisti"??) er i al Fald en (opmuntrende) Forsikring, der forudgriber den faktiske Helbredelse, altsaa af besværgende Art, omend næppe udtalt af „Magten" og Mageren paa een Gang og ikke egnet til at staa ene. Slægtskabet med Msbb.. turde alt i alt være ret nær, men i hvor høj Grad vil det være vanskeligt at afgøre. Interessant turde Formlen være ved sin Stræben efter, paa Ruinerne af den oprindelige Formel at bygge noget nyt, magisk brugeligt op.

- - - - -

[En Tilføjelse om den hedensk græske Formel, som Forf. her havde paatænkt, er saa lidt udarbejdet, at den ikke kan medtages].

- - - - -

Indtil videre hviler der indenfor gammel Ordmagi (25) da noget egenartet over den Maade hvorpaa Msbb.s Digter har sammenloddet de to, nærmest diametralt modsatte, Former for Ordmagi: Beretningen om Magternes mytiske Handling og Magerens Befaling; den sidste staar fuldgyldig i sig selv, men sætter ind paa det Punkt hvor den første er skredet frem til at kunne modtage den som, tillige, Magternes Ord.

Formler, overleverede fra senere Tid end Msbb., kan omtrent eller ganske vise denne Bygning. Det gælder — selve 2den i Msb.s senere Former fraregnet — vistnok altid enkelte, „tilfældige" Dannelser, der ingenlunde er vedkommende Formels Grundform; t. Eks.: „Unser Herr Jesus Christus ging über eine Brücke, worunter Blut und Wasser floss. Blut steh, Wasser geh" (26). Man kan her tale om et visst Hang til slig Sammensætning; spørger man; om dette Hang i nyere Formler er noget særlig gottonsk, opfordres man til Forsigtighed ved at stilles overfor en siciliansk Opskrift som denne: „Santu Giobbi avia lu vermi, lu vermi 'ntu l'acqua, mortu sei"; altsaa Skt. Job havde Orm(en), Ormen i Vandet, død er du" (27) — en enkeltstaaende folkelig Tilskæring af den gamle latinske Jobformel med Resultatet: Beretning plus én Forsikring, der kan staa alene og være udtalt saavel af den Hellige som af Signeren.




Noter:

1) Her skal henvises til Recensionen Danske, Studier 1923 p. 184 f., hvor jeg dog burde have betonet, at „Galderformens" Forekomst hos andre Oldtidsfolk er omtalt af Lq. selv (p. 59 f.).
2) Art. Zauberlied i Merker & Stammler.
3) En enkelt dansk Signemand, som jeg har hørt i Funktion, fremsagde dog sine Signelser tydeligt, højtideligt, næsten messende.
4) W. Thalbitzer, Ord och bild 28 (1919) p. 245.
5) Ypperlige Fonogrammer i Dansk Folkemindesamling, København, optagne af W. Th.
6) C. Strehlow, Die Aranda- und Loritja-Stämme in Zentral-Australien IV (1913 ff.) p. 32-35. — Kultsangforedraget, III (1910 f.) p. 6: „besteht in einem éintonigen, mit Hebungen und Senkungen der Stimme abwechselnden Kantillieren; man könnte dieselbe auch als ein näselndes, singendes Skandieren bezeichnen."
7) W. H. Vogt, Stilgeschichte der eddischen Wissensdichtung, I Der Kultredner (1927) p. 79 ff. 85.
8) At deducere en bestemt genetisk eller historisk Rækkefølge af Foredragsmaader ud fra almene Synspunkter, maa man sikkert være meget forsigtig med. I hvert Fald danner jo fællesgottonsk Tid ikke en afsluttet Kosmos med Udvikling fra Urformer indtil Død og Forfald. — T. Eks. behøver Mumlen ikke at være et Udartningstegn, der forbeholdes Privatmagerens lyssky Færd. De ved oldindisk Offerkult vigtige Bønner i Yajur-Veda blev mumlede sagte frem.
9) K. Krohn, Suomalaisten runojen uskonto (Helsingfors 1915) p. 37 f. efter E. Lönnrots, Om Finnarnes magiska medicin (Hfors 1832).
10) Krohn, ibidem p. 37.
11) Relation (o. s. v.), Svenska landsmål vol. XVII 2 (1899) p. 59.
12) LapIandia; den latinske Original er af K. B. Wiklund oversat til Svensk i Svenska landsmål vol. XVII 4 (1905); Citatet fra p. 21.
13) Alle Udhævelser i Citaterne fra Vogt skyldes nærv. Forf.
14) Mest slaaende bliver Ægtheden af den personlige Indsats, hvor Mageren ikke er bunden til en fastlagt Ordlyd, men (omend i traditionel Stil) for Tilfældet former sin Besværgelse (saaledes Lapper og Ostjaker? jfr. K. Krohn a. Skr. p. 22; ret faste maa dog i hvert Fald de ledsagende Kor hos Lapperne have været, jfr. Ol. Graan (1672), Relation, Svenska landsmål XVII 2 (1899) p. 59). Men ogsaa faste. Formler har sikkert meget vel kunnet kræve en stor psykisk Indsats af Mageren (jfr. Østfinland ovf. p. 129).
15) Den Opfattelse, at det afgørende er Kendskab til Ordene, synes ikke fremmed for nordisk Bevidsthed; Hav. 153 kalder det 8de Ljod nyttigt for alle at nemme. Her er sikkert endda ikke Tale om episk-mytiske Formler.
16) Ogsaa Lindquist (ovf. p. 126) fremhæver en Uensartethed indenfor hver af de to Msbb.; men da hans; Kriterium er et specielt versteknisk, føres han til at spalte Beretningen (ja egl. ogsaa Besværgelsen) i to Dele, en der skal reciteres og een, der skal gales.
17) Skjaldedigtn. B 1, henh. p. 389 ff. og p. 133.
18) Mon iøvrigt Vogt ikke presser denne gradvise Fuldbyrdelse for stærkt p. 123, jfr. „Der Kultredner" (1927) p. 61 ff.? Medens 1.1-2 er rent og alment magiske," indfører 1. 3-4 en Spydighed til Hakon Jarl: „det ser næsten ud som det er Røgen fra mit Vareskib, (som Du brændte) der er kommet hid." mun kominn er da her ikke lig kom og betegner ikke et nyt Trin i den magiske Proces i Forhold til Udtrykkene i 1. 1-2.

þoku dregr upp et eystra,


él festisk et vestra,
mǫkkr mun náms, af nøkkvi,


náðrbings kominn hingat; (d. e.
Taage gaar op i Østen,


Iling sig fæster i Vesten;
Røg er det nok, fra ranet


rige Snække, som trækker).

19) Dette Citat fra Der Kultredner p. 63.
20) Naar Vogt: mener, at i Msbb., hvor Magterne virker, var det unødvendigt at meddele Resultatet (den Erfolg), maa fremhæves, at efter F. Wredes Undersøgelse, Sitzber. Berlin 1923, p. 85 ff., maa det vel regnes som sandsynligst, at birenckit i Msb. 2. betyder „sat i Led", altsaa netop giver Resultatet, endda forud — og des mindre bliver der Tale om Fremskridt i Processen.
21) Buslub. paastaas endda i Kilden at være endnu længere end det der meddeles. Og den enkelte Halvstrofe „Taagevisen" i Thorleifs Þáttr vil kun være Begyndelsen til vedk. Trylledigt.
22) 1. Preisendanz, Papyri magicae Graecae II p. 190, Pap. 2a. 2.Heim, Incantamenta magica Graeca Latina p. 492 fra Pelagonius cap. VII; Lakunen suppleres fra andre Tekster, der har den episke Del alene.
23) Den koptiske Tekst med Overs. bl. a. hos Kropp, Ausgewählte koptische Zaubertexte II p. 9 ff. Om denne Tekst og dens Forhold til en antik Gaade se Jacoby i Schweiz. Archiv für Volkskunde 1925 p. 293 ff.
24) Jfr. ogsaa i en Besv. fra Der röm. Limes in Österreich, Hæfte 16, p. 66: εκει να φας, εκει να πης, εκει τον ϑυμον σου να διαβασεις ɔ: handle efter (15de Hdr.).
25) Fra Atharva-Veda (trsl. by Whitney, Harvard Oriental Series VII (1905) p. 67) kan hidsættes af en Formel mod Modstandere for Retten e. l. Strofe 3: „Indra put thee (den magiske Urt) on his arm, in order to lay low the Asuras: smite the dispute of my counterdisputant; make them sapless, O herb". Maningen „smite" o. s. v. danner dog en Slags Omkvæd i alle Trylledigtets 7 Strofer, af hvilke de 4 ikke har Beretningsform.
26) Am Urquell V p. 286.
27) Pitré, Bibblioteca delle tradizioni popolari Siciliane XIX p..394.