Om Namak (Rink)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866
37. Om Namak
Begge Namaks Forældre bleve dræbte af deres Samboende. Da han dengang endnu var i en svag Alder, ynkedes en Mand over ham og tog ham til Pleiebarn. Men denne Pleiefader ophidsede ham ved Opdigtelser. Undertiden naar han sov, skræmmede han ham op med de Ord: »nu ville dine Fjender ogsaa dræbe dig." Dette tog han sig først meget nær, men efterhaanden blev han vant dertil. Undertiden sagde Pleiefaderen: »den Namak! hvor han dog er glemsom, nylig have de dræbt hans Forældre, og strax glemmer han det.« Naar han hørte dette, kogte det i ham. Skjøndt han endnu var et Barn, lavede Pleiefaderen dog en Slynge til ham og forærede ham den med de Ord: «Namak, jeg vil ingen Kajak give dig, fordi jeg troer at dine Fjender alligevel ville dræbe dig, men denne kan du have at øve dig paa.« Namak tog Slyngen, begyndte at kaste, og fik efterhaanden Øvelse. Da det blev Foraar, var han aldrig ledig, men han vandrede altid paa eensomme Steder, erindrende sig sin Pleiefaders Ophidselser, og blev saaledes bestandig mere forbittret. Naar han kom hjem, lod han sig ikke mærke med noget, men han glædede sig inderlig ved at mærke, at han tiltog i Kræfter. Undertiden, naar han havde været ude, bragte han Harer, undertiden Ryper; han erhvervede dem med Slyngen alene. Om Sommeren sov han aldrig om Natten, men derimod hele Dagen. Undertiden, naar han sov, kom Pleiefaderen hjem med en Sælhund; de vækkede ham da, for at han skulde hjælpe med at slæbe den op, men saa lod han som om det anstrengte ham meget, idet han dulgte sine Kræfter. Engang sagde han dog, at hans Slynge syntes ham for svag; Pleiefaderen kløvede da et Stykke Koblerem og gav ham det til Slynge, men nu holdt han op med at narre ham, fordi han begyndte at frygte ham.
Engang om Vinteren hørte man sige, at Namaks Fjender agtede at flytte nordpaa om Foraaret. Den Dag kogte det i ham, idet han tænkte: »de ville reise herfra, førend jeg faaer hævnet mig.« Fra den Tid af var hans Væsen heelt forandret. Om Foraaret, da de flyttede i Telt, sagde Namak til Pleiefaderen: »Gid jeg maatte faae en Slynge.« Derefter gik Pleiefaderen en Dag tidligt ud i Kajak, og harpunerede en Remsæl, som laa stille; han dræbte den og bragte den hjem, medens Namak sov. Konerne flensede den for at bruge den til Baadeskind. Da de skar den op og skrabede Skindet, sagde Manden: »Det er sandt, Namak ønskede jo en Slynge.« Han gik op og vækkede ham med de Ord: »Namak, dine Fjender ville til at reise.« Forskrækket foer han op, og da han kom ud havde han Øinene blot fæstede paa Naboerne derovenfor dem. Pleiefaderen sagde, idet han gik ned til Stranden: »nu kan du selv skære dig et Stykke af til Slyngen.« Idet han bestandig endnu holdt Øie med Naboerne, tog han Kniven fra Pleiefaderen, greb Sælhunden bare med den ene Haand ved Forlallen, vendte den mod Jorden og skar noget ud af Ryggen til Slynge med Remme og Midtstykke udi eet; men Pleiefaderen blev meget forskrækket. Nogen Tid derefter vilde Fjenderne da endelig til at reise. Namak laa atter og sov, Pleiefaderen vækkede ham med de Ord: »Endelig kan du troe mig, Namak, dine Fjender bryde op.« Men Namak fandt ingen Grund til at staae op, han var kjed af idelig at narres. Pleiefaderen, som stod og arbeidede i Huusgangen, raabte igjen: »Allerede tage nogle af dem deres Telte ned.« Da Namak nu virkelig hørte Teltestængerne klappre, stod han op, tog Støvler og Pels paa, uden at iføre sig Ærmerne, greb ind under Brixen efter sin Slynge, gjemte den under Pelsen og gik ud. Nedenfor var der Steendynger, der gik han ned og stod med nedhængende Ærmer og ventede; men nu da han havde isinde at hævne sig, vilde han ikke mere dølge sine Kræfter. Da de havde bragt Reisegods ned, kom den første Baad rask roende. Da den var ligeud for ham, greb han en stor Steen, lagde den i Slyngen og kastede, saa at den flöi i Linie med den forreste Aare tværs igjennem Baaden; denne begyndte at synke, »ak! ak!« skrege de; den næste roede til for at redde dem, men da den kom, kastede han paa samme Maade. Den tredie vilde redde sig ved at vende om, men i det samme kastede han og kløvede Stævn-travet baade for og agter. Tre Baade tilintetgjorde han saaledes. Saaledes fik han endelig sit Sind beroliget; kun een Baad reddedes, da den allerede var bortreist og gaaet tilsøes langt udenskjærs.
Senere, da Namaks Fjender vare dragne nordpaa, bleve de flere, og da de frygtede ham, øvede de deres Kræfter. Men da Namak, skjøndt uden at eie Kajak, havde giftet sig, og da hans Kone fik en Søn, øvede han denne fra Lille af i Kajakkens Brug. Han voxede til, blev en udmærket Kajakroer og fik baade Telt og Baad. Af og til fik man Underretning om Namaks Fjender, og der blev fortalt, at de tiltoge i Styrke; endelig overtalte han sin Søn til at opsøge dem. Engang om Foraaret befordrede denne ham nordpaa i sin Baad; naar han saae Folk underveis, spurgte han blot: »hvor ere Namaks Fjender?« »Længer nordefter,« blev der saa svaret. Endelig engang blev der svaret, at Fjenderne vare paa en nærliggende Boplads. Da lagde de ikke mere paa Land, men roede i eet Træk dertil. Ved Ankomsten spurgte de dem, som kom ned for at tage imod dem: »hvor ere Namaks Fjender?« Men disse Folk bleve tause og gik ned i deres Telte. De Reisende maatte derfor alene gaae op og bleve senere heller ikke indbudne. Imidlertid byggede de Vinterhuus og flyttede ind. Naar Sønnen gik i Kajak, bad Namak ham om at holde Øie med de andre Kajakker, men med Tiden beroligede de sig. Den samme Vinter var det en Morgen Sydveststorm, Kajakkerne bleve hjemme den Dag, og endelig engang blev der raabt ind ad Vinduet: »De bede Namak komme!« Ligesom han hørte dette, var hans Pels blød med det samme (nølede han ikke), Sønnen fulgte med og de besøgte nu første Gang deres Fjender. Disse satte kun Mad frem til to, Sønnen spiste kun lidt, men Faderen blev ved at spise og spise, til Fadet næsten var tomt. Gjæsterne talede ikke et Ord; endelig sagde En: »I skulde dog trække Rem engang med eders Fjender der.« Derpaa greb han under Brixen og fremtog Trækremme med Hvalrostand, som han kastede hen paa Skindet, der var udbredt paa Gulvet. Men Namak saae paa dem og sagde: »for Folk, som ville prøve Kræfter, er sligt jo ingenting.« — Dermed greb han dem, knugede dem itu, kastede dem hen og satte sig igjen. — Atter sagde En af dem: »I skulde trække Krog i Armene med ham der;« Namak var heller ikke seen, men satte sig paa Skindet. Derpaa prøvede de, den ene efter den anden, men de kunde ikke strække hans Arm det allerringeste. Da de ikke kunde magte ham, trak de sig tilbage. Tilsidst gik Sønnen, men Namak blev der endnu og veg ikke af Pletten. Endelig tog han sin Pels og trak den paa ganske langsomt, idet han ventede paa, om de vilde angribe ham. Da han var gaaet hjem kom de senere ikke mere paa Besøg. Om Foraaret derefter droge de atter sydpaa; da de skulde til at reise, lod han sine Huusfæller først stige i Baaden, selv ventede han, at hans Fjender skulde gribe ham, men da de ikke gjorde Tegn dertil, forlod han dem.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 137-141.
