Om Pisagsak og de gamle Kavdlunakker (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

70. Om Pisagsak
og de gamle Kavdlunakker

Pisagsak gik ud i Kajak, for at prøve sin nye Fuglepiil. Medens han morede sig med at kaste, fjernede han sig uforvarende fra sit Hjemsted og kom til en temmelig brat Klippevæg, paa hvilken han opdagede en lang, fra Toppen nedhængende Stige. Da han kom nærmere og havde betragtet den noget, fik han det Indfald at krybe derop. Han steg derfor ud, stødte Kajakken fra sig med Foden og krøb tilveirs. Da han halvt udmattet var kommen op paa Toppen, saae han en lille Slette for sig, hen over hvilken der fløi Kjærduun (laaddent Frø), baaret af Vinden; men ind imod Landet var den afbrudt ved en ny Fjeldvæg. Denne gik han hen til, og krøb ligeledes over den; paa den anden Side saae han nedenfor sig et lille Huus. Han listede sig lydløst derhen, kiggede derind og saae en gammel K’ivigtok, der sad og syslede uden at see sig om. Da han ligesaa lydløst trak sig tilbage, sagde den Gamle: »Jeg seer dig godt, kom du kun ind.« Derpaa traadte han ind i Huset, den Gamle sagde skjælvende og med pibende Stemme: »jeg vil have dig til Selskab, bliv du hos mig.« Med disse Ord gik han ud, og efter nogen Tid kom han ind igjen og bragte tørret Renskjød, der var hvidt af bare Fedt. Pisagsak tilfredsstillede sin Hunger, hvorpaa Værten tog kogt Renskjød, med dygtigt Tælg paa, op af Gryden, og satte det frem; dette smagte ham endnu bedre. Om Aftenen da de havde lagt sig, havde Pisagsak ondt ved at sove, af Frygt for sin nye Staldbroder. Da han vaagnede næste Morgen, var denne borte. Pisagsak stod op, og da han saae sig om, var der ophængt en heel Mængde Støvler. Han tog dem ned, gjorde dem istand, lagde dem til Tørring, og besørgede derpaa Madlavningen. Om Aftenen, da han var færdig, hørte han en Larm, og da han gik ud, kom den Gamle slæbende med to store Rensdyr og sagde: »her er noget for dig at flense.« Pisagsak blev nu saaledes her og besørgede Huusvæsenet, men senere gik han ogsaa ud, fangede først Ryper, senere Rensdyr, og da han saaledes havde opnaaet Behændighed, sagde den Gamle en Aften: »imorgen indtræffer den Tid, da Kavdlunakkernes Tjenestefolk hente Vand her nedenfor os, lader os gaae derhen at see derpaa, jeg tænker, at det er lutter Piger, som hente Vand.« Næste Morgen tidligt begave de sig paa Veien, og fik Øie paa mange Huse, ovenfor hvilke der var en Kilde, i hvis Nærhed de skjulte sig mellem Steenhobe. Ved Solens Opgang kom der en Pige, som fyldte sin Vandspand, og gik hjem igjen; herpaa kom der flere efter, hverandre, nogle vare smukke, andre gik af Alderdom ganske langsomt. Engang da der kom en ganske ung, smuk Pige, og hun havde stillet sin Spand hen, mærkede Pisagsak, at hans Ledsager rystede, og da hun vilde til at øse Vand, sprang han til, greb hende, og løb afsted med hende, idet han stoppede hendes Mund, og Pisagsak fulgte bagefter. Da de havde bragt hende til deres Huus, toge de Støvlerne af hende og bevogtede hende, fordi hun vilde løbe bort. De skiftedes nu om at gaae paa Jagt, medens den ene altid var hjemme, for at passe paa hende. Endelig opgav Pigen ganske Tanken om at flygte hjem. De kunde da godt begge forlade hende, og naar nu de kom hjem, vare Klæderne istandsatte og Maden tillavet, og de forbedrede saaledes deres Velstand. Senere gik Pisagsak atter med den Gamle hen at see Pigerne hente Vand. Denne Gang sagde den Gamle, at naar der kom en smuk ung Pige, skulde Pisagsak tage hende. Men Pisagsak ventede til der kom en rigtig gammel Qvinde, støttet til en Stok og med Øinene næsten tildækkede af den rynkede Hud. Da først sprang Pisagsak til med et vældigt Sæt, greb hende og slæbte hende hjem til Huset. Da denne Gamle havde været der blot een Dag, længtes hun ikke mere efter sit Hjem. De havde nu to Qvinder i Huset, og levede først nu rigtig godt. Engang sagde den gamle K’ivigtok til Pisagsak: »imorgen ville Kavdlunakkerne komme fra Søsiden for at angribe os, lader os gaae hen at see efter dem.« Dagen efter gik de hen til Stigen ved Klippeskrænten, og da de saae ud over Havet, kom der en Mængde Baade. Da den første landede ved Stigen, sagde den Gamle: »Vent nu til de alle ere stegne iland og gaa op ad Stigen, saa skal jeg borttage den store Steen, hvorom den er fastgjort, og saa skal du faae at see.« Derpaa stod Pisagsak og ventede medens Folkene fra Baaden efterhaanden landede og krøb op; men først da den forreste allerede hævede sin Landse op over Kanten af Bratningen, gik den Gamle hen og løftede Stenen. Da hørtes der pludseligt et frygteligt Bulder, og de saae Stigen hælde udefter, og susende at styrte i Havet. Ikke een af Kavdlunakkerne undkom. Da de kom hjem, fortsatte de deres Beskjæftigelse; tilsidst blev den gamle Qvindfe syg af bare Alderdom og døde, hvorefter Pisagsak længtes efter sit Hjem. Da han talte derom til sin Huusfælle, havde denne intet derimod, men tilføiede: »siig til Kavdlunakkerne, naar du kommer histud, at de ikke skulle prøve paa at angribe mig, thi ellers ødelægger jeg dem.« Derpaa drog Pisagsak hjem til sine sørgende Efterladte, som havde opgivet ham. Han bragte ogsaa den Gamles Budskab til Kavdlunakkerne, og drog senere ikke mere bort.

Fodnoter

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 207-209.