Om Ragnarok 02

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Vølven forudsiger ragnarok, Louis Moe, 1929
Om Ragnarok
af Axel Olrik


I. Opgaven og kilderne.

2. Kilderne


Blandt eddakvadene indtager Vafþruðnismál en mærkelig plads ved de talrige oplysninger om ragnarok: sletten Vigrid hvor Surt og aserne skal kæmpe (v. 17), fimbulvinteren, solen sluges, asernes ny boliger, Odins død og Vidars hævn (v. 44-53; hertil maske også v. 54-55, om hvad Odin hviskede Balder i øret, og 39, at Njord »í aldar rök« skal vende hjemtil Vanerne). I virkeligheden udgør dette en hel skildring af ragnarok, ganske vist ikke på alle punkter stemmende med Voluspås billed, men - som vi snart skal se en i sig selv klar og udtømmende redegørelse for, hvorledes guderne og menneskeslægten går til grunde og atter genfødes.


De andre eddakvad giver en lang række spredte glimt fra guders og jætters sidste strid. Grimnismál v. 17 Vidar sysler med sin faderhævn, 23 einherjerne går at stride med ulven. Lokasenna 39 og 41 ulven bier i bånd på ragnarok, 42 »Muspells synir« rider over mørkskoven, 44 Odin sluges af ulven. Vegtamskviða 14 Loke kommer løs af sine bånd. Fáfnismál 14-15 Surts og asernes kamp på holmen Óskópnir. Kun den sent digtede Vǫluspá in skamma spænder over større omrade, men går ganske i den ældre Voluspås spor; v. 42 naturens forstyrrelse , 44 Odins kamp med ulven, og den mægtiges komme.


Skjaldekvadene indeholder et par bestemte ragnaroksmotiver, der til dels går i arv fra den ene digter til den anden. Eirikmál (o. 950) lader Odin samle kæmper i Valhal til den fremtidige strid med ulven, og digteren synes også at kende Balders genkomst. Egil Skallegrimssøns »Sønnetab« (Sonartorrek) hentyder i sine slutningsvers to gange til Odins kamp med ulven (24 ulfs bági; 25 Tveggja bága njǫrvanipt); Eyvind skaldaspiller peger i slutningsverset af Hákonarmál mod den tid, da Fenresulven slipper løs og farer hen over de øde menneskeboliger. Kormak, Arnor jarleskjald o. fl. ved om, at jorden en gang skal synke i hav.


Snorres fremstilling af ragnarok i hans Gylfaginning (Snorra Edda I 186 204) grunder sig væsenlig på Voluspå; tillige har han indflettet træk fra de andre kendte kilder. På enkelte punkter giver han en fyldigere udmaling, uden at han dog tilføjer nogen ny kendsgerning; intet tyder herpå, at han har haft et ukendt kvad til sin rådighed, tværtimod er han meget nøjagtig med at anføre sine poetiske kilder de samme eddakvad, som vi kender. På den anden side kan det ikke nægtes, at han på enkelte punkter har en viden, som er ejendommelig for ham. Når Voluspå fortæller, at »Naglfar kommer løs«, tilføjer han: »Dette skib er gjort af døde mænds negle; derfor skal man tage sig iagt for, at om en mand dør med uskårne negle, øger han meget æmnet til skibet Naglfar«. Denne bemærkning har han øjensynlig hentet fra sine landsmænds folketro. Også om Fenresulven har han bestemtere oplysninger. »Fenresulven løber frem med opspærret gab, den øvre kæbe når himmelen, medens underkæben er nede ved jorden«. Og videre, da ulven har slugt Odin: »Da går Vidar frem; han træder med den ene fod på ulvens underkæbe; på foden har han den sko, som der har været samlet til gennem alle tider, nemlig de skindstrimler, som man skærer af skolæderet ved tå og ved hæl; derfor skal man kaste strimlerne bort, om man vil hjælpe aserne; - med sin ene hånd tager han i ulvens overkæbe, og således sønderriver han dens gab; det bliver ulvens bane.« Også denne skildring af ulvekampen støtter sig på en folketro og indeholder den mytiske forklaring af en religiøs skik. Endvidere har Snorre en nærmere redegørelse for, hvilke guder og jætter der kæmper sammen i ragnarokkampen. Om dette går tilbage til gammel tradition, eller om det blot er en udregning af de naturlig sammenhørende modstandere, kan vi senere drøfte. Hvad der er det sikre, er, at Snorre i de allerfleste tilfælde ikke er en kilde, men er en bearbejder af de kendte kilder, og at han på nogle enkelte punkter har en særlig viden, nemlig prosatraditioner der grupperer sig om overtroiske sædvaner.


Fig. 1. Manden kæmper med uhyret, Gosforth-korset i Cumberland (Årb. 1884, s. 16).
Desuden må der til kilderne henregnes enkelte synlige mindesmærker fra vikingetiden eller den tidlige middelalder. Det mærkeligste af dem er stenkorset på Gosforth kirkegard i Nordengland, som måske går tilbage til 9de årh. Fra 11te årh., snarest den sidste del, stammer de nordiske gravstene, med eller uden runeindskrift, på øen Man. Et mindesmærke i Normandiet er fra midten af 11te årh.[1].


Gosforth-korset ses en fremstilling af utvivlsom kristen oprindelse: Kristus på korset og stridsmanden, der støder spyddet i hans side; de andre billeder på stenen svarer til kendte nordiske myter, eller det synes dog, som de naturligst må tolkes i den retning. Højere op på stenpillen, et stykke over korsfæstelsen, ses et vilddyrhoved, der åbner sit mægtige gab imod en menneskeskikkelse; han træder med sin ene fod i dyrets underkæbe,med sin ene hånd griber han i overkæben, medens han i den anden hånd fører en stav eller et spyd; udyrets krop findes ikkefremstillet, men antydes kun ved en række ornamentale båndslyngninger (se fig. 1).


Fra Man kendes en kristen ligsten, rejst af en Nordbo, der hed Torvald; den bærer en lignende fremstilling. På højre side af det i stenen udhugne kors ses en mand, hvis ene fod stikker ned i gabet på en ulv; i dennes overkæbe griber han med sin venstre hånd. Foran mandens ansigt og til dels over hans hoved ses vendt mod ham en stor fugl, en ravn eller ørn, som synes at sidde på hans højre skulder. Manden holder i sin højre hånd et spyd, som han stikker ned mod ulvens forben« (Bugge i Årb. 1899, 250).


Fig. 2. Manden kæmper med ulven, runekors fra Kirk-Andreas på Man (Proceedings of the Society of Antiquaries of Scotland, XXIII, s. 336).
Dette sidste billede opfattes af forskerne som Odin, der i ragnarok sluges af Fenresulven; derimod opfattes Gosforthkorset som en fremstilling af Vidar, der sønderriver ulvens gab. I virkeligheden må de to billeder betegne et og detsamme. Stillingen med den ene fod i dyrets gab og med den ene hånd i dets overkæbe er så ejendommelig, at den ikke tilfældig frembringes ved flere lejligheder; hertil kommer oven i købet et spyd (eller stav), der føres med den anden hand uden at spille nogen afgørende rolle. Ligheden er så stor, at begge billeder ikke blot er fremstillinger af samme sagn, men at der formodenlig er et slags kunstnerisk slægtskab imellem dem[2]. Billedet må i begge tilfælde fremstille Vidar, der sønderriver ulvens gab. Spyddet skal altså ikke være et Odins-attribut, men blot i almindelighed betegne ham som kriger[3]. Rovfuglen ved hans hoved på det yngre billede skal måske betegne Odins ravn, der her - straks efter sin herres fald - følger hans unge hævner; eller den er måske blot et symbolsk udtryk for sejren[4].


I Normandiet, i klosterkirken S. Georges i Bocherville, der er opført o. 1050 findes et søjlehoved, hvor man ser en mandsskikkelse i kamp med en drage, han er nøgen, stærkt skægget og fører som våben en hammer i sin højre hånd (se Årb. 1884, s. 42). Billedet lader sig hvis tegningener rigtig ikke opfatte anderledes end som Thor, der kæmper med Midgårdsormen. Og da billedet på intet punkt viser hen til myten om Thors fiskefangst, må det være ragnarokskampen, det forestiller. Mindre sikkert er det, om et kors fra Man, hvor en negen kortskægget mand med bælte kæmper imod en slange, skal fremstille Thors og Midgardsormens kamp. Ganske vist er det forklarligt nok, at Thor, efter at have udslynget sin hammer imod uhyret, »løfter sin arm op mod slangens hoved, ligesom for at slå den eller trykke den tilbage«; men vi mangler det afgørende kendetegn på den nordiske gud: hammeren[5]. På en runesten fra Jurby på Man ses en hornblæsende kæmpe med sværd, der vist med rette opfattes som Heimdal; måske har fortolkerne også ret i at tænke sig ham som blæsende til ragnaroks begyndelse[6].


Gosforth-stenen ses tillige nogle billeder, der står i fjærnere forhold til ragnarok. På den vestlige side af korset (altsa som modstykke til korsfæstelsen) ses flere scener med mere nordisk karakter. Om den nederste af dem hersker der ingen tvivl. Den tredobbelt bundne skikkelse er Loke; den kvinde, der står hos ham og rækker skålen op, er Sigyn; en slange slynger sig over dem. Den øverste scene har først nylig fået sin tolkning ved Bugge (Eddic poems, s. lxv).Her ses det samme uhyre, som på stenens anden side kæmper med Vidar: rovdyrhovedet med opspærret gab og bagved de ornamentale båndslyngninger, der tjæner som dets krop; foran uhyret står en mand, der stiller sit spyd i dyrets opspærrede gab, så at den ene spids står i overkæben, den anden i underkæben; med den anden (bortvendte) hånd holder han et drikkehorn. Skønt billedet er blevet noget uklart, fordi stenhuggeren af dekorative hensyn har fremstillet uhyret dobbelt, kan det næppe forestille anden scene end den, der i nordisk fortælles om aserne, at de satte et sværd i Fenresulvens gab for at gøre den uskadelig, og i en serbisk legende fortælles om Kristus, at han plantede sit spyd i djævelens gab med odden imod overkæben og nederenden imod underkæben[7].


Fig. 3. Gosforth-korset. (Årb. 1884, s. 22).
Alle disse billedlige fremstillinger af ragnarok udgør en gruppe for sig selv. De tilhører de nylig kristnede folkefærd,men aldrig selve hedningerne. Når disse ikke fremstiller gudernes undergang, men myter fra deres liv (f. eks. billederne fra Olaf Pås storstue og på Brage den gamles skjold), skyldes det vel en religiøs sky for at bringe den store katastrofe på scenen indenfor dagliglivets omgivelser. De kristne mindesmærker ynder derimod alle scener, hvor guderne står som sejrherrer over de farligste uhyrer: Thors kamp imod Midgårdsormen, Loke som bunden, Fenresulven med spyd i gabet eller opflænget af den sejrrige Vidar. Det fælles bindeled imellem dem - måske med undtagelse af nogle af de yngste, mindesmærkerne på Man, - synes at være det, at de kan tjæne som symboler på Kristus sejr over den onde[8].


Billederne tilfører os ikke nogen ny viden medmindre det skulde være sådanne småting som, hvorvidt Fenresulven ligger bunden med et sværd eller med et spyd i gabet, og min efterfølgende undersøgelse vilde næppe på et eneste punkt føre til andre resultater, hvis vi ikke havde disse kilder. Men de har dog værdi ved at oplyse udbredelsen og hyppigheden af visse typiske optrin.


Endnu en gruppe af kilder har vi i den nyere folketro fra de nordiske lande. Den indeholder ikke optrin fra gudekampen,men rige bidrag til naturmotivernes historie, tilligemed mange træk, der fra en eller anden side kaster lys over de mytiske forestillinger. Den nærmere redegørelse herfor skal dog først gives efterhånden, når vi har gennemgået motiverne efter de ældre og klarere overleveringer.


Imod et enkelt af de nævnte mindesmærker er der rejst indvendinger af Sophus Bugge (Home of the Eddic poems, s. lxv). To af billederne på Gosforth-korset skal ikke fremstille Vidar og Odin overfor Fenresulven, men Kristus som sejrende over djævlen. Jeg kan ikke se andet, end at denne opfattelse mangler tilstrækkelige støttepunkter.Vi kender ikke nogensomhelst billedlig eller skriftlig fremstilling,hvorefter Kristus skulde have trådt i djævlens opspærrede gab og grebet i hans øvre kæbe; derimod svarer denne stilling med slående rigtighed til den nordiske mytes fortælling. For den anden fremstilling (spyddet i uhyrets gab) kendes heller ingen billedlig hjemmel på noget kristent mindesmærke; og den literære kilde, der påberåbes, - en serbisk folkelegende - er af tvivlsom alder og autoritet (jf. nedenfor § 12 om de med Fenresulven beslægtede myteforestillinger). Hertil kommer skikkelsens udstyr med spyd i den ene hånd og drikkehorn i den anden, der langt snarere tyder på hedensk end på kristen oprindelse. Tillige må det erindres, at vi på selve Gosforth-korsene har fremstillinger, om hvis hedenske oprindelse der ikke er rejst tvivl: Loke og Sigyn på det større kors, Thors fiskefangst på det mindre (S. Müller, Vor oldtid, s. 677; Bugge s. lxxvii; Årb. 1899, 262). Der kan heller ikke lægges nogen vægt på den indvending, at en kristen mand ikke vilde fremstille en hedensk gud som sejrende. Alle billederne på Gosforth-korsene fremstiller jo guderne som sejrende over jætterne; og netop derfor lod de sig anvende allegorisk på et kristent mindesmærke.




Fodnoter

  1. Om Gosforth-korsene se Stephens i Årb. 1884, s. 12-39. Om det store korses alder udtaler Bugge (Eddic poems, s. lxiv) , at han efter sammenligning med de daterede irske og skotske mindesmærker finder naturligst at henføre det til 9de årh. Sophus Müller (Vor oldtid,s. 677) opfatter det som yngre; jf. hans kendetegn på den med år 900 begyndende yngre stilperiode (Årb. 1880, 282). Om mindesmærkerne på Man se Bugge i Årb. 1899, 250-58, samt afbildningerne hos Kermode, Catalogue of the Manx Crosses, 1892 (s. 33 ulven) og Sagabook of the Wiking-Club I (3. h. 1897; s. 363 Heimdal).
  2. Selvfølgelig er der ikke tale om nogen umiddelbar efterligning mellem disse i sted og i alder ulige mindesmærker. Dog er forskellen tilsyneladende større, end den ved nærmere eftersyn viser sig at være. Hver af dem har på sin måde løst den opgave at få billedet til at fylde i et langstrakt rum, der står på højkant. Gosforth-korset har vendt gruppen vandret og derved fået en hensigtsmæssig billedflade; Man-korset har fastholdt den for øjet naturlige lodrette stilling af figurerne, men har derved fået dem anbragt over hinanden.
  3. Der kan ikke lægges vægt på, at Voluspå lader Vidar kæmpe med sværd; ti dette digt kender ikke engang forestillingen om, at han flænger ulvens gab.
  4. En tredje fremstilling af det samme motiv (»Vidar, Odins son, rending the jaws of the Volf«) skal findes i Drainie i Lancashire. Men den pågældende afhandling (af dr. H. C. March i Transactions of the Lanc. and Cheshire Ant. Society, XI) har ikke været tilgængelig for mig, men kun en kort henvisning i Sagabook of the Wiking-Club,1897, s. 363.
  5. Jf. Bugge i Årb. 1899, 257. Dette mindesmærke kender jeg kun af beskrivelse, ikke af afbildning.
  6. Bugge i Årb. 1899, 250-51; jf. ndfor §15.
  7. Flere sagnfortællinger af samme art vil blive nævnte i § 12. - Der synes mig at være så megen mere grund til at tiltræde S. Bugges opfattelse af Gosforth-billedet. fordi en barnlig kunst ofte gentager figurer for at få rummet udfyldt. Jeg kan således nævne en keltisk ligsten fra Skotland med fremstilling af syndefaldet: af hensyn til symmetrien er slangen her afbildet to gange (Joseph Anderson, Scotland in early Christian times, 2d series, 1881, s. 160-61). For øvrigt kan man med nogen grund spørge, om det virkelig har været stenhuggerens mening, at uhyregabene og manden skulde udgøre en fremstilling; det kunde måske være tilfældigt (af pladsmangel), at hans spyd et kommet ind i dyrets kæbe. Men denne formodning forekommer mig usandsynlig. Alle de andre figurgrupper er af episk indhold (Loke og Sigyn, Vidar, korsfæstelsen). Typen af uhyret er ganske den samme som Vidars fjende på den anden side af stenpillen; dette taler imod, at vi har en almindelig ornamental dyrefigur. At manden ikke ser imod uhyret gab (således som Vidar gør), har vel sin forklaring i, at billedet ikke skal forestille det øjeblik, hvor gudehelten støder sit spyd ind, men skal vise, at han har spyddet stående i dets gab. Hornet i hans hånd er vel et person-attribut; den stilling, hvori han holder det, vil i praktisk henseende være lige urimelig, enten han har med dyret at gøre eller ikke.
  8. En anden opfattelse findes hos Sophus Müller (Vor oldtid, s. 677): de kirkelige billeder af helte- og gudesagn indeholder intet religiøst, men kun »tiltrækkende og kære gamle fortællinger« om gude- og heltelivet. I så fald måtte man dog vente at træffe heltesagnene tidligst, som de mindst forargelige. Men det er gudemyterne, der først får adgang til gravkors (og kirker), tilmed en bestemt lille kres af gudemyter; kun på de sene man'ske runesten findes heltesagn blandede med ind. Denne unge og stedlig begrænsede gruppe indeholder ganske vist de »kære gamle fortællinger« i en broget blanding, der nu ofte er vanskelig at tyde. (Muligvis kan den endogså nærme sig lidt til en sammensmæltning af hedenske og kristne forestillinger; Bugge i Årb. 1899, 260-61). For nærværende arbejde bliver dog denne strid om helhedsopfattelsen uden betydning, da det er som vidnesbyrd om de enkelte fortællingers tilværelse, disse mindesmærker skal benyttes.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.