Om Ragnarok 04

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Undergang ved ild og vand, Louis Moe, 1929
Om Ragnarok
af Axel Olrik


II. Ragnaroks naturmotiver

4. Jorden synker i hav


Jordens ødelæggelse ved at synke i havet er ikke, således som fimbulvinteren, indskrænket til en enkelt kilde. Det er tværtimod den bedst kendte form for verdens undergang indenfor de på Island bevarede kilder.


Voluspå udmaler dette i det allersidste vers af sin ragnaroksskildring: »Solen sortner, jorden synker i hav, de klare stjærner styrter af himlen; ild og røg raser sammen, og luen spiller mod himlen.« Her er jordens synken i hav nær ved at træde i skygge for den pragtfulde skildring af verdensbranden; men i Voluspås opfattelse af hele verdensløbet har den en væsenlig plads. Digtet fremstiller i en af sine første strofer, hvorledes menneskeverdenen skabes, da de tidligstfødte aser, Burssønnerne, løfter landene op af hav; dertil svarer det da, at jorden, når guderne ikke mere holder den på sin plads, synker i havet; og atter kommer fornyelsen, da jorden dukker op af havet »for anden gang, grønnende på ny.« Her er ganske anderledes stærkt end ved fimbulvinteren - en gennemført lære om verdens tilblivelse og dens undergang, bygget på en naturopfattelse af havet som det evig vældige og jorden som den svage og forgængelige.


Ikke mindre mærkeligt er det, at denne lære møder os i en række skjaldedigte, som ikke er af mytisk indhold, men griber det virkelige livs flygtige tanker. Midt i 10de årh. kvad Islændingen Kormak et vers om sin kærlighed til Steingerd:

heitask (heitar?) hellur fljóta
hvatt sem korn á vatni
(enn emk auðspǫng ungri
óþekkr), en bjǫd sekkvisk,
fœrask fjǫll in stóri
fræg í djúpan ægi,
áðr jafnfǫgr tróða
alin verði Steingerði.

»Stene skal flyde så let som korn på vandet, jorden skal synke, de herlige store fjælde skyde sig ud i den dybe sø, før der fødes en mø så fager som Steingerd«[1]. Foruden jordens synken indeholder verset et selvstændigt motiv i de flydende klippestykker, hvorom mere siden.


Da Orkenøernes mægtige jarl Torfinn var død (1064) hædredes han af Arnor jarleskjald med en mindedrapa, der har det pragtfulde slutningsvers, en genklang af Voluspås skildring:

Bjǫrt verðr sól at sortna,
søkkr fold í lǫg døkkvan,
brestr erfiði Eystra,
allr brunar sjár med fjǫllum.

»Den klare sol skal sortne, jorden synke i det mørke hav, Østres tunge byrde (himlen) vil briste, hele havet skylle henad fjældene, før slig en jarl vil fødes på øerne«[2]. Den samme tanke har en simplere form i slutningen af Snorre Sturlesons Hattatal (1222): »før skal den klippestøttede jord falde i havet, før kongens ros svinder« (falli fyrr fold í ægi steini studd en stillis lof).


Tilsyneladende er disse skjaldekvad af mindre interesse. De er måske alle yngre end Voluspå; Arnors digt er blot en gentagelse af dette digts udtryk, og Kormaks måske også. Men netop derfor er det af stor betydning, at Voluspås billede af undergangen er ændret i dem; verdensbranden, der optager vølvedigteren stærkest, træder ganske tilbage (kun Kormak har måske en svag antydning), og forestillingen omverdens ødelæggelse samler sig i den ene tanke, at jorden synker i hav.


Denne tanke kan også følges udover Norden udenfor den gamle norrøne literatur. Her må fremdrages nogle danske folkesagn fra vore dage. Bonden Nis Callesen på Lerskov ved Åbenrå har i 1850erne gjort en mærkelig samling af sin hjemstavns overleveringer; et af sagnene lyder: »Man vil sige, at hele verden skal forgå ved ild undtagen vort land, som skal forgå med vand. Da skal der komme en okse svømmende ind ad et af glamhullerne på Hellevad kirketårn, og så er al verden ødelagt«. Her er forestillingen om en undergang ved vand holdt fast med en mærkelig trods overfor den kristne lære, der gennem tusend år har forkyndt tilintetgørelsen ved ild; alt hvad man her indrømmer den, er, at dens udsagn passer på andre lande, men ikke på vort land. For resten er det almindeligt i al verdens sagn om dommedag, at det enkelte land og hele jorden sammenblandes; en jysk spådom udtaler således, at når det eller det tegn sker, »skal verden eller i alt fald Danmark forgå«. Vort sagns sammenhæng med verdens undergang fremtræder også i en anden opskrift, som præstekonen Anna Ludvigsen har gjort på Sønderjyllands vestkyst i egnen nord for Tønder: »Når en rød stud kommer svømmende og ser ind ad glamhullerne på Nørrelygum kirketårn, da skal verden forgå«[3]. En tredje opskrift har E. T. Kristensen senere fået fra højskolelærlinge i Limfjordsegnene: Der skal komme en tid, da vandet står så højt, at en ko kommer sejlende ind ad et glamhul på Håsum kirketårn. Her indeholder overleveringen slet intet om denne fremtids art uden det, som ligger i selve begivenheden: når den højtliggende Håsum kirke på Sallings vestlige kyst er overskyllet af havet, er der næppe meget menneskeligt liv tilbage indenfor den del af verden, som sagnfortælleren kender.Vi har andre tilfælde, hvor sammenhængen med verdens undergang er klart bevidst. I det sydlige Vendsyssel fortælles det om Birsted kirke, at der skal gro en tjørnebusk på kirkegården, og når den er så stor, at en skade kommer og bygger sin rede i den, »da skal Vesterhavet med voldsom magt trænge ind og gå lige til lydhullerne i Birsted kirke; når det er sket, skal verden forgå«. Birsted kirke ligger på en bakke, der rager op over det omgivende flade land (105 fod høj), så at det i mange miles omkres er det højeste og kendeligste punkt; skønt liggende to mil fra havet, er den sømærke. »Når vandet går ind ad lydhullerne«, vil da som sædvanlig sige, at verdens ende kommer, når landet er sunket i hav. Også om Lyngby kirke midt på Vendsyssels vestlige kyst, hedder det, at når den »går i havet«, skal verden forgå[4].


Dette danske sagn giver os tanken om, at »jorden synker i hav«, ikke i abstrakt form, men tillæmpet efter almuens forestillingskres: man nævner et enkelt højtliggende punkt, der vil sluges af havet; og for at udtrykke alt i klare træk ombyttes selve havet med det dyr, der kommer sejlende over det til kirketårnets glamhul. Denne okse eller »røde stud« synes ikke at være noget sædvanligt dyr, siden det kommer svømmende over den uhyre havflade; det må høre selve havet til. Altsa en gammel mytisk forestilling; man sammenligne sagnet om den tyr, der kom af havet og stangede sandflugten frem. Dette mytiske træk og selve sagnets plastiske form tyder på høj alder, selv om det intet oplyser os om ragnarok ud over selve den tanke, at landet synker i hav.


Alle disse kilder, nye og gamle, er af interesse som stedlige vidnesbyrd. De tre skjaldedigte er forfattede af Islændinge, Arnors er vel nærmest beregnet på en tilhørerkres af Orkenøernes beboere. Voluspå er digtet på en ø eller strand indenfor golfstrømmens milde klima. De danske sagn tilhører Jylland, særlig de egne, der ikke har langt til Vesterhavet. Forestillingen om, at landet synker i hav, optræder på det nordeuropæiske storhavs kyster, ligesom fimbulvinteren alene forekom indenfor Vafþr.s barske vejrlig. Denne sammenhæng med havet er naturnødvendig. Kun hos et folk, der kender og skælver for dets vælde, vil det være rimeligt at fastholde dette motiv som det afgørende i verdens undergang.


Det er klart, at når sådan en natur er et stadigt vilkår for denne tros bevarelse, må den i endnu langt højere grad være en betingelse for dens fødsel. Og det er ligeledes klart, at ikke alle Nordens kystegne i lige stærk grad giver anelse om en fremtidig undergang. For den der bor i bjærglandet, på »den klippestøttede jord« for at bruge Snorre Sturlesons udtryk, bringer havet ikke den stadige mindelse og anelse om undergang. Men på den åbne kyst, hvor stormflod kan vælte ind, og hvor havet ofte æder sig frem år for år, der vækkes spørsmålet altid, om hvad der bliver det endelige resultat af denne frygtelige kraft.


Her byder folkesagnene fra alle egne af Norden et mærkeligt stof til granskning.


Ti alle disse stedlige udsagn om en fremtidig ødelæggelse er de umiddelbare udslag af frygten og anelsen om, at disse menneskers hjemstavn en gang skal gå under i havet. Ud af disse enkeltindtryk må der senere, gennem eftertanke, have dannet sig forestillingen om en verdensundergang i vandflod.


Den del af Norden, hvor de stedlige spådomme forekommer rigest, er som man kan vente efter naturforholdene Danmark. De fordeler sig over hele kysten af Jylland langs med Vesterhavet, lige fra Vendsyssel og Ty og til Sønderjylland, samt ind langs Limfjorden. På enkelte småøer har man lignende spådomme: Sejrø skal synke på en juleaften, og Glænø skal forgå i vandet og blive efterfulgt af Ødsted kirke (ɔ: af den nærmeste del af Sælland). Om København og mange andre købsteder ved vandet hedder det, at de en gang synker; men denne forestilling hører måske mindre herhen, fordi det oftere fortælles, at en so skal komme og rode en vandåre frem, så at byen skylles bort[5]. Men mærkeligst er den jyske sagnrække; her kan man lære, hvorledes naturindtrykket former sig i sagn. Tættest findes de på vestsiden af Ty; her ved Limfjordsmundingen er jo havets ødelæggelser størst. Det er vidt og bredt kendt, at man en gang skal kunne fiske torsk på St. Tøgers kirkegard i Vestervig, alt landet vest og nord herfor skal blive oversvømmet, og Åsebakken skal blive strandbakke; men næsten hvert sogn deromkring har sin særlige spådom: i Nørhå hedder det, at Årup møllers vugge en gang skal strande ved Lægind; i Hurup skal Ashøje engang blive havbakker; i Gettrup sogn skal orlogsskibe kunne sejle ind i Gykær; Agger skal forsvinde og vandet bryde ind i Tåbel sø; på Tyholm hedder det, at man skal kunne fiske torsk på Flovlev gade[6]. Af egnene videre sydpa, langs med Jyllands vestkyst, er det kun den ved Limfjordens munding, der er rig på de stedlig begrænsede småsagn: der skal fiskes torsk på Lemvigs torv og ligesa i Romme dover (landsbyen Roms bakker), Toftum bjærge skal blive havbakker. Men bedst kendt er dog »Sebælles« spådom om at man skal fiske torsk mellem de høje Sir Lyngbjærge eller i Krunderup bjærge, henved tre mil fra Vesterhavet. Lidt længere sydpå hedder det almindeligt, at der skal fiskes torsk i Torsted sande, et bakkedrag på skellet af indlandsheden. Om Lyne kirke hedder det, at den en gang skal blive strandkirke,og det samme siges om Horne kirke og om Skads kirke. Altså alt imellem Ringkøbing fjord og Ribe skal gå under i havet. På Sønderjyllands vestkyst hedder det, at fløjen af Brøns kirke en gang skal strande ved Drøver skov. Fra den frisiske befolkning lidt længere sydpå på samme kyst haves lignende sagn. Midt i det 16de årh. har en præst Meyer i Lindholm optegnet de på egnen gængse spådomme der gik under fru Hertjes navn. »Anno 1400 is een frauwens persohn in Wiedingharde gewesen, mit nahmen Hertje«. Allersidst blandt hendes spådomme - de fleste af dem handler om den fremtidige fordærvelse og forarmelse - findes disse to: »Desbüll og Risum skal forgå i det salte vand, og én præst være nok til at lede hele Marsken; ligesom Lindholm kirke har været den første, skal den også blive den sidste« og »Til sidst skal alle disse lande forgå i vandet, og skipperen vil sige til sin styrmand: vogt dig for Holme-sand [ɔ: for grunden ved Lindholm]«[7].


Man vil se, hvor stærkt sagnmængden fordeler sig over hele den kyststrækning, der er udsat for Vesterhavets angreb. Man vil også lægge mærke til, at de mest vidtrækkende forestillinger om fremtidig ødelæggelse ikke findes på de strøg, der er mest hjemsøgte; her holder den nære fare opmærksomheden fæstet ved den nærmeste fremtid. Langt hen ved Limfjorden og ind i landet i Sønderjylland, helt over mod østsiden, træffes derimod de fuldt udviklede sagn om, at hele landet ved verdens ende skal synke i hav. Det synes, som om der skal først stærke naturindtryk og siden en lidt fjærnere stående kres af mennesker, der kan bearbejde dem, til, for at den almene tanke om verdens-ødelseggelse ret kan udfolde sig. - Pludselige naturulykker kan blæse nyt liv i de gamle overleveringer. Når Sønderjyllands sagn har den klareste bevidsthed om en lands- eller verdensundergang, skyldes det måske den store stormflod i 1634 og de andre strænge oversvømmelser.


Af de andre nordiske lande har kun Island en lignende folketro. Den optræder tidligst iblandt de såkaldte Jon Krukks spådomme. Rundt omkring i Europa har man jo spådomme om en mørk fremtid, henførte til personer fra slutningen af middelalderen; f. eks. den nysnævnte frisiske fru Hertje. På Island bærer sådanne udsagn Jon Krukks navn. Hans forudsigelser skal være fremkomne i årene1514-23, de blev nedskrevne o. 1640. Foruden de mange stedlige ulykker træffes her den spådom, at sønderlandet skal synke i hav, men nordlandet hæve sig altid højere; og denne spådom har holdt sig under hans navn ind i det 19de årh.[8]. I den allernyeste tid, siden den store jordskælvsulykke i 1896,har denne spådom bredt sig med fornyet kraft. Fra bygd til bygd i alle de hjemsøgte egne løb det rygte, at en spåkvinde ved Ørebakke skulde have nævnt en hel række af egne, som til næste nytårsnat eller helligtrekonger skulde synke i havet; og rygtet mødtes med et andet lignende, som kom østfra, at en mand, der kunde mere end sit fadervor, havde sagt, at hele landet skulde synke til næste nytårsnat. Selv om man ikke rent ud troede på disse sagn, øgede det dog uroen og pinen hos alle disse opskræmte mennesker; utallige fik ikke søvn i den frygtede nat, men alle var de i hele denne tid mere skrækslagne og mørkrædde end ellers. Således lyder den mærkelige øjenvidneskildring, som geologen dr. Thoroddsen har modtaget (Jarðskjálftar á Íslandi, 1899, s. 155-56). Vi ser her under en lidt anden form hvor stærkt naturforhold er betingelse for disse forestillingers vækst.


Vi går nu fra Nordboerne til den mærkeligste af Vesteuropas gamle befolkninger, til Kelterne. Det er først i de sidste år, at man er bleven opmærksom på, at denne folkestamme har haft forestillinger om verdens undergang, der i mærkelig grad minder om de gamle Nordboers. Den efterfølgende redegørelse grunder sig til dels på en lille afhandling af H. Gaidoz »La cosmologie celtique« i Zeitschrift für celtische philologie I (1897) 27.


Det allerældste vidnesbyrd om disse forestillinger skyldes hærføreren Ptolemæos Lagos’ søn, der skrev erindringer om sin herre Aleksander den stores krigstog; selve skriftet er tabt, men geografen Strabon har derfra bevaret os følgende lille fortælling som et eksempel på barbarernes fyndige enfold i talen. Den unge konge Aleksander var sejrrig nået frem i Donauegnene, da der kom udsendinge fra Kelterne ved Adriaterhavet og bad ham om hans venskab. Om aftenen ved gildet tog Aleksander rigelig til sig af vinen,og han spurgte pralende, hvem af alle de var mest bange for. Da svarede Kelterne, at de intet frygtede, uden at himmelen skulde styrte ned[9].


Fra de vestlige Kelter, Gallerne i Frankrig, kendes verdensundergangen i endnu bestemtere form. Også her er Strabon vor hjemmelsmand; og jeg skal gengive hans meddelelse i sammenhæng. »Hos alle Gallerne«, siger han, »gives der tre stænder, som særlig æres: barder, vatis og druider. Barderne er sangere og digtere, vatis er offerpræster og naturkyndige, men druiderne driver ved siden af naturvidenskaben også sædelæren. Gallerne betragter dem som de mest retfærdige mennesker og overdrager dem afgørelsen i offenlig eller privat tvist . . . Når folkets gavmildhed imod dem har sikret dem stor indkomst, tror man, at høsten skal blive rig i tilsvarende grad. Men både disse og de andre [spåmændene] tror på sjælens og verdens uforgængelighed, dog at ilden og vandet en gang skal tage overmagten«. Således skriver Strabon år 19 e. Kr. endnu i den galliske præstestands glanstid; få år efter fik den jo sit knæk ved kejser Tiberius’ forfølgelse[10].


I den oldirske literatur findes der et mærkeligt værk, hvis spådomme hidtil næppe har fundet den fortjænte opmærksomhed. Det er den sakaldte »Samtale mellem de to lærde« (Agallam in dá súad); den er for Irernes literatur noget lignende som Snorres »Edda« indenfor den islandske. I form af en kappestrid i lærdom, mellem to digtere i den gamle heltetid, giver den en mængde oplysninger om gammel digtekunst, trolddomskunst, og endelig også oplysninger om, hvad der i fremtiden skal hænde Irland. Det ældste håndskrift af værket er Leinsterbogen fra o. 1150. Tillige citeres det i Kormaks glossar, der udgiver sig for at være fra o. 900, men i alt fald indeholder enkelte lidt senere partier. Selve spådommene har øjensynlig fået deres skikkelse i vikingetiden: Nær mod tidernes ende vil der være kvægdød over al verden; hedningerne vil hærje Erin, sådan at fødsel og rigdom ikke mere vil hjælpe nogen; konger vil blive til vandringsmænd, ædling vil blive nedtrykt, og vanbyrding hæves, tonemestrene vil blive til gøglere; kirkerne vil komme under herremænd, og børn vil ikke understøtte deres gamle forældre. Der vil komme manddød, uvejr og uregelmæssige årstider; den store ildhjemsøgelse vil komme på en S. Johannes-fest, den vil dræbe 2/3 af hele verdens mennesker, resten vil frelses ved at den ene tredjedel af ilden falder i skoven eller i havet. Da skal de fremmede komme til Dublinbugten, og det uhyre skib Roth-Rámhach (»det roende hjul«) skal strande på klippen Cnámhchoill; da skal de fremmede blive dræbte samt deres saksiske kvinder, som får børn med deres egen fader. Da vil Erins syv hovedstæder blive øde, og endelig vil syv år før dommedag havet opsluge hele Erin[11].


Denne sidste tanke om landets og folkets sluttelige undergang i hav er ganske fremmed for kristendommen. Det er en folkelig hedensk tanke, om man vil druidernes gamle lære; den form, hvorunder den fremtræder i kristen tid, er den samme, som vi allerede kender fra dansk folketro, at den øvrige verden skal forgå ved ild, men »vort land skal forgå ved vand«. Den gamle tanke er sat på aftægt ved at flyttes hen til syv år før dommedag, ligesom fimbulvinteren i Snorres fremstilling sank ned til at blive en indledende ødelæggelse,og ligesom man overalt i verden fra - Indien og Mongoliet indtil Stoikerne og alskens nyere folketro - forsoner de forskellige naturprinciper for ødelæggelsen ved at gøre nogle til de mere underordnede. Et yderligere vidnesbyrd om tankens hedenske udspring har vi også deri, at den aldrig findes igen i de senere irske kilder, hvor derimod de andre motiver fra verdens sidste tid er blevet flittig udnyttede.


Det vilde være af interesse at vide, om også andre træk i den irske skildring går tilbage til gamle druidiske forestillinger om et ragnarok. En ødelæggelse ved ild omtales hos Strabon; i »De to lærdes samtale« kommer der ild over landet, så at de to tredjedele af verdens befolkning omkommer, og de andre er nær ved det samme. Den nærmere prøvelse af dette spørsmål må jeg dog opsætte til en speciel granskning af verdensbranden i alle dens forskellige former; de senere irske kilder - hvor denne ildhjemsøgelse er bleven et truselmiddel i præsternes hånd - oplyser næppe sagen i nævneværdig grad.


Henry Gaidoz har, uden at kende denne mærkelige kilde, fremdraget spredte vidnesbyrd fra oldirsk literatur om det gamle keltiske verdensbillede, og hvorledes det står i samklang med havets endelige sejr. De gamle irske helgenhymner og tolkninger antyder flere gange, at »hele riget« eller »hele verden« er båret oppe af fire stenpiller, altsa således at landene vilde synke i havet, hvis pillerne ikke holdt det op[12]. I nyere folketro fra Bretagne findes den samme folketro i mindre målestok. Det hedder, at kirken i Kernitron hviler på fire stenpiller, som står på et stivnet hav; men den tid skal komme, da havet atter bliver flydende, og da stormen bringer det til at vælte op og sluge kirken; dette skal ske på en trinitatis søndag under højmessen.


Altså findes forestillingen om en verdensundergang ved hav både hos Kelterne og hos Nordboer, hos begge de betydeligste folkestammer på Europas vestkyst. Det er lidet tænkeligt, at disse nabofolk med nær sammenhængende kultur uafhængig af hinanden er komne til denne opfattelse; det ene må have lånt fra det andet. Det er i tiden omkring Kristi fødsel, vi kender denne verdensundergang som de galliske druiders lære, altså netop det tidsrum, hvor den keltiske indflydelse på Norden var stærkest, navnlig i religiøs henseende (figurerne på Gundestrup-sølvkarret). Det er i højeste grad sandsynligt, at læren om en verdensundergang er nåt fra Kelterne til Norden, ikke omvendt. Men ganske vist kunde den i Norden meget let slå rod, ti her fandtes allerede hele den underbygning af naturindtryk og anelser om havets ødelæggelser, hvortil denne ragnarokslære let kunde føje sig som teoretisk overbygning fra en mere tænkende tidsalder.


Også i en enkelt indlandsegn, i Sydtyskland, har man en sådan forestilling. I en af Øvre-Pfaltz’s landsbyer fortælles der, at når Antikrist er dræbt af lynet fra himlen, da skal jorden blive til lutter vand. I andre bygder tror man derimod, at hans sønderknuste lemmer skal nedslænges på jorden og fremkalde verdensbranden[13]. Man ser, at denne tilknytning til kristne forestillinger intet har med sagnets handling at gøre, men kun er en datering: den indeholder den tydelige betegnelse af, at det er ved selve verdens ende, dommedag, at jorden drukner i hav[14].


Troen på havets overmagt er altså ikke indskrænket til de keltiske og nordiske kystegne. Den trænger ind til de nordiske og endogså tyske indlandsfolk, hvor den mødes med, eller brydes med, troen på en fimbulvinter.


Det må endnu nævnes, at også andre folkeslag kender forestillinger, der mer eller mindre svarer til Nordboernes om at jorden synker i hav. Inderne lærer at jordkloden fra først af svømmede i et uhyre hav, indtil guddommen, Brahma, i skikkelse af en bjørn dukkede ned og hentede den op til havets overflade. Når efter mange tusender af år verden er ældet og til sidst opbrændt, ånder skaberen tunge skyer frem; det regner i 100 år, indtil alt er skjult i vand, og selve skaberen sover i dybet i lige så mange årtusender, som han før virkede, - - indtil han atter vågner og løfter jorden af dybet. - Tilsyneladende minder denne gang i verdensløbet om Voluspå; men der er sikkert ikke umiddelbar forbindelse. Formodenlig er den bleven til for at forsone en vand-kosmogoni med en ild-tilintetgørelse; og den umådelige regn er et sydlandsk, for Nordeuropæerne ganske fremmed motiv. - Også de græske Stoikere kender som bimotiv til verdensbrandenen jorddrukning i regn eller hav; men motivet synes at være meget spædt og uden videre betydning. Sikkert er det, at først hos kystfolkene ud mod det store vestlige hav hæver frygten for at opsluges af søen sig til at være et alment og afgørende motiv i ragnarok.


Endnu har vi dog et spørsmål at løse. Hvad forbindelse er der i Nordboernes tro mellem jordens synken i hav og så de andre forestillinger om ragnarok eller den øvrige myteverden?


Det er klart, at jordens synken i hav står mærkelig ene. Den optræder i vore kilder som et rent og skært naturfænomen, som fysik. Intet mytisk væsen fremkalder eller hindrer den; mindst af alt noget til havet knyttet væsen, f. eks. Midgardsormen. Hverken fimbulvinter, uhyrernes løsbrud eller gudernes fald træder i forbindelse dermed enten som dens årsag eller dens virkning[15]. Verdensbranden optræder ganske vist som samtidig med den i Voluspå, men mere som pragtfuld poetisk maling, end i kraft af en indre nødvendighed; og i sin opfattelse af verdensbranden står Voluspå jo ret ene. Den eneste myteforestilling, der virkelig svarer til jordens synken i hav, er skildringen af aserne, der i tidens begyndelse løftede landene op af hav og dannede Midgard; men vor eneste kilde, Voluspå, har netop ikke benyttet denne tilknytning; den lader jorden uden nogens indgriben synke i hav, og lader den atter af indre livskraft hæve sig over vandene til et nyt verdensliv.


Jordens synken i hav står altså ene. Den kæder sig ikke ind i rækken af de almindelige ragnaroksforestillinger, og den har overhoved aldrig nået det egenlig mytiske udtryk, hvor hver kraft og gerning er et levende væsens værk. Det er ikke som mytisk væsen, men slet og ret som element, at havet opsluger jorden. Den samme frygt for havets vælde og anelse om dets ulykker, der skaber de stedbundne sagn om undergang, har holdt ragnaroksskildringen fast i naturmotivet. Tanken om, at jorden synker i hav, indtager således en særstilling indenfor de nordisk-hedenske forestillinger om verdens tilintetgørelse.




Fodnoter

  1. Kormakssaga udg. Möbius, s. 61; Bugge i Årb. 1889, 6. I stedet for hskr.s heitaz læser Bugge heitar (hellur) ɔ: de ved verdensbranden gennemglødede klippestykker.
  2. Flateyjarbók II 422; jf. F. Jónsson, Oldn. lit. hist, I 624.
  3. Også E. T. Kristensens utrykte Danske Sagn har Sybilles spådom om en stor springflod, hvor en rød druknet stud skylles ind ad klanghullerne i Sogn sogns [= Nørrelygum] kirke. I Toftlund sogn har jeg hørt Sibylles spådom, at der skal komme en hest (?) ind ad Toftlund kirkes lydhuller; andre sagde dog, at det var til (den højtliggende) Højerup kirke, havet skulde nå op.
  4. Jens Kamps håndskrift »Folketro«, nu på universitetsbiblioteket. Om Birsted kirke: Grundtvig, Gl. minder, I 134 (jf. E. T. Kristensen, Danske sagn III 380 nr. 1926 (1925); Jyske folkeminder VIII 386 nr. 701).
  5. Øerne: E. T. Kristensen, Danske sagn III 373 (93-94); Thiele, Folkesagn, II 21: byerne: Kristensen III 295 (1448-1450);Thiele I 163.
  6. Spådommene fra Ty: Danske sagn II 341-44 (nr. 370, 373, 374, 380, 393); Kristensen, Efterslæt, 201 (4, 6, 8); J. Kamp, Folkeminder,34 (46).
  7. Hertjes profetier er trykte i Heimreich, Nordfresische chronik, herausg. von Falck, II (1819) s. 341- 42; udtog hos Müllenhoff, Sagen aus Schleswig Holstein, s. 248.
  8. Árnason, Ísl. Þjóðsögur I 438; Krukksspá útg. Jón Borgfirðingur, Reykjavík 1884, s. 29.
  9. Strabon, Geografika, 7de bog 3, 8.
  10. Strabon, Geografika, 4de bog, 4, 4: ’αϕθαρτουζ δε λεγουσι και ουτοι και [οι] αλλοι ταζ ψυχας και τον κοσμον επικρατησειν δε ποτε και πυρ και υδϖρ. Jeg læser οι αλλοι, da det vilde stride mod Strabons fremstilling, og mod alt hvad vi andensteds ved om de keltiske spåmænd, hvis det var druiderne alene, der havde denne naturkundskab.
  11. O’Curry, Lectures on the MS. materials of ancient irish history, s. 384-85; Atkinson, Livre of Leinster, contents, 47-48; D'Arbois de Jubainville, Catalogue de la litterature epique de l'Irlande, 5-6.
  12. Også udødelighedslandet omtales i lighed hermed som båret af fire støtter (Voyage of Bran, ed. Meyer, s. 4).
  13. Wenn der katholiken nur mehr sieben sind, fällt feuer vom himmel und schlägt ihn dreyssig ellen tief in die erde hinein. Diese aber wird dann lauter wasser vom schwarzen meere her, das nicht abläuft und nicht voll wird, so viel auch wasser hineinläuft (Schönwerth. Aus der Oberpfaltz, III, 337. jf. 336).
  14. Til mere begrænsede spådomme om vort eget lands drukning kan man måske regne sagnet om, at Rhinlandet skal sættes under vand, når den skjulte fisk rører sig (Grimm, Myth. III, 4, udg. s. 291).
  15. Man vil maske indvende, at Voluspå indeholder en sammenhæng: den lader Thor »Midgards værge« segne død efter kampen med ormen, og straks i næste vers sker verdens undergang. Denne tanke kan vel være rigtig nok; men kvadet oplyser os hverken om, at netop denne ulykke truede jorden, eller om hvorledes Thor hidtil havde hindret den. Thors fald har kun umiddelbar betydning for verdensbranden: nu kan intet hindre Surt og hans fæller i at hærje verden med ild.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.