Om Ragnarok 10

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Illustration til keltisk mytologi, Stephen Reid, 1911

Axel Olrik: Ragnarok
Heimskringla Reprint

Om Ragnarok
af Axel Olrik

III. Gudernes kamp

10. Den keltiske gudekamp

Den mytologi, hvor vi fandt den nærmeste tilslutning til ragnaroks naturforestillinger, var de gamle druiders lære om verdens undergang i ild og hav (ovfor s. 184 ff.). Det er da naturligt, at man først spørger, om den keltiske mytedigtning også har haft tilsvarende optrin til den anden store side at ragnarok, den afgørende kamp mellem guder og jætter.

Sagnstoffet fra druidelærens glanstid på Europas fastland er nu ukendt for os. Der er kun et sted, hvor den keltiske myteverden er at finde: i den ældste irske literatur. Hos Irerne blev en mængde gamle gude- og heltesagn bevarede og udviklede videre i de første århundreder efter kristendommens indførelse, dels i mundtlig, dels i skriftlig form. Blant disse er også sagnet om guders og jætters store kamp, om slaget på Tured-sletten, eller rettere slagene på Tured-sletten; ti overleveringen nævner to slag, et hvor guderne sejrer, og et senere, hvor både jætternes konger og de ypperste af guderne falder.

Sagaen om slaget på Tured-sletten synes at være nedskreven senest i det 9de årh.; ti i Kormaks glossar fra o. 900 eller ikke så meget senere anføres enkelte stykker af den. Men teksten foreligger nu med flere yngre tilføjelser i håndskrift fra 15de årh. En kortere fremstilling findes i et digt af abbed Fland Manistrech († 1056), og det ligger til grund for Lebor na gabala (»erobringsbogen«, i hskr. fra o. 1150). Hos et par digtere i 10de årh. findes hentydning til enkelte herhenhørende optrin. Se D'Arbois de Jubainville, Littérature Celtique, V 393-448.

I hele denne overlevering, der er formet af boglærde kristne forfattere, opfattes guderne (De-dannan-folket) som et historisk folkefærd, der fordriver et ældre folk Firbolgerne, strider med jætterne (Fomorerne, egl. »dem hinsides havet«) om herredømmet, og endelig efter det store mandefald må overlade landet til et nyt folk, de senere Irers stamfædre. Trods den historiske iklædning findes dog mange gamle mytiske træk.

Fortællingen begynder med at gudefolket kommer sejlende til Irland på skyer og røg, – vel at mærke efter sagnet; ti sagaskriveren mener, at det vel egenlig er gået sådan til, at de ved landstigningen brændte deres skibe, og at røgen stammede derfra. Med landets ældre indbyggere, Firbolgerne, kæmper de i det første slag på Tured-sletten; guderne sejrer, men mister flere af deres kæmper, og deres konge Nuadu får sin hånd afhugget. De overvundne Firbolger drager bort over havet og forener sig med jætterne. Men Nuadu kan med sin legemslyde ikke længere være gudernes konge; de vælger i hans sted Eochaid Bress (E. den smukke), hvorved de bliver venner med jætterne; ti Bress er søn af Elatha, en af jætternes konger, med en gudekvinde, dog knæsat af guderne som hørende deres folk til. Men Bress bliver, med hjælp af de tre jættekonger Indech, Elatha og Tethra, en ond herre, der piner sit folk med skatter og hovværk; gudernes bedste kæmper som Dagdé og Ogme må trælle i hans gård. Da gudernes sanger Coirpre har fået en ussel modtagelse i kongsgården, kvæder han forbandelse over den slette konge; hele gudefolket samler sig, Bress må tilstå at han dårlig har overholdt de vilkår han skulde; han drager bort at søge hjælp hos sine frænder jætterne. Guderne vælger atter Nuadu til konge; han har nu fået en hånd af sølv og kaldes Nuadu med sølvhånden. Til hans gård kommer den unge kæmpe Lug; han prøves og viser sig i hver kunst eller idræt jævnsides med den dygtigste, så tages han i tjæneste til kampen imod jætterne.

Lug holder nu råd sammen med Dagdé og Ogme, samt med smeden Goibniu og lægen Diankecht, om hvorledes de skal kunne møde jætternes angreb; dernæst går de tre til gudefolkets tre (over-)guder (Brian, Jucharba og Juchair), der samtykker i at overgive Lug ledelsen af gudehæren. I løbet af syv år ruster de sig nu. Da kommer jætterne sejlende med en umådelig hær fra alle nordlige egne af Europa. – Et par sagn om Dagdé knytter sig til jætternes ankomst. Det ene fortæller, hvorledes han vinder Morrigu's elskov (Irernes krigsgudindes), de hviler sammen, og hun forudsiger ham dernæst fjendernes komme, og lover at fælde jættekongen Indech. Senere (ɔ: under slaget) –siger sagaen – stænkede hun også begge sine hænder fulde af Indechs blod over gudernes hær. Det andet sagn knytter sig nærmere til jætternes ankomst. Lug sender Dagdé at udspejde jættehæren; jætterne koger suppe til ham i deres største kedel og hælder den op i en sænkning i jorden, de lover ham døden, om han ikke æder op. Han tog sin ske frem – dens blad var så stort, at et ægtepar kunde ligget i hulningen, – og øste i sig: stykker som halvparten af grise eller fjærdinger af svin. Da han havde tømt den, lagde han sig rolig til at sove, og drev så hjem efter, tung af den megen føde; han slæbte sin kølle hen ad jorden, så at den lange sænkning fremkom, der endnu kaldes »sporet af Dagdes kølle«.

De to hære står nu på sletten overfor hinanden. Lug samler gudernes ypperste kæmper omkring sig og rådspørger dem, hvad hver især vil gøre for at overvinde jætterne. Goibniu vil stadig smede ny våben, selv om slaget varer i syv år, og hvert af hans spyd skal blive en fjendes bane, når det udslynges; Credne og Luchte vil sætte beslag på alle Goibnius lanser; Diankecht lover at helbrede alle sårede. »Og du, Ogme,« sagde Lug til den stærke svend, »hvad dygtighed viser du i slaget?« »Jeg skal overvinde deres konge, jeg skal overvinde tre gange ni af hans mænd, tredjedelen af fjendehæren skal blive dræbt af mine krigere.« »Og du, Morrigu?« spurgte han. »Jeg skal indhente alle dem, jeg forfølger.« »Og du, Dagdé,« spurgte han til sidst, »hvad vil du gøre mod jættehæren i slaget?« »Så mange haglkorn som der kommer under hestens fødder i en byge, så mange jættekroppe skal knuses under min kølle, når hærene mødes på Tureds slette.«

Slaget begyndte, og rasede dag for dag; Goibniu smedede ny våben, Diankecht dukkede de sårede ned i livskilden. Jætterne sendte Bress’ søn Ruadan at spejde, hvorfor guderne var så uovervindelige; og dernæst sendte de ham ud at dræbe våbensmeden. Han kom og bad om et spyd, han fik det og slyngede det straks på smeden; men Goibniu drog det ud af sit sår og gennemborede fjenden; dødelig såret kom Ruadan tilbage til jættehæren og udåndede foran sin fader, men smeden helbredtes i lægedomskilden. Da kastede jætterne hver en sten i kilden, indtil den blev helt fyldt. Nu styrtede jætterne sig endnu voldsommere end før over guderne. Lug, som hidtil havde været holdt udenfor slaget, sammen med ni krigere, der vogtede på at han ikke styrtede sig i kamp (så stor pris satte guderne på den kunstfærdige mester), rev sig løs fra vogterne og stormede forrest i striden, syngende høje kampsange. Kampbraget var som torden, blodet randt i strømme, krigerne snublede på den slibrige grund og kæmpede videre på jorden. Nuadu med sølvhånden faldt for Balar, jættekongen, der dræbte alt med sit øjekast; Macha, Ernmas’ datter, fandt samme død. Lug ilede imod ham; idet Balar vilde åbne sit øje og se på ham, ramte Lug ham med en slyngesten, der rev øjet ud af hovedet på ham og slængte det bagved ham, så det dræbte tre gange ni af jætterne; deres hoveder faldt mod Indech’s bryst, deres blod sprøjtede over hans ansigt. »Opsøg mig den mand,« udbrød Indech, »der har stænkt strømme af blod over mig.« (Fortsættelsen af dette optrin synes at mangle.) Da viste Morrigu (kampgudinden) sig blandt det kæmpende gudefolk, opildnede til strid og sang sit kampkvad. Ogme mødte Indech i slaget, og de dræbte hinanden. Et senere tilføjet kapitel i sagaens slutning fortæller, at Ogme finder jættekongen Tethras sværd på slagmarken; da han tager det op og afpudser det, taler sværdet og opregner de storværker, det har øvet. Sejren er gudefolkets; jætterne drives tilbage til stranden. Bress bliver benådet; ligeså sangeren Loch, der optæller de faldne: af højbårne kæmper 87936, af ringere folk og trælle 700944, og af den ukrigerske hob så mange som stjærner på himlen, som snefnug om vinteren, som dugdråber på vårens eng, som hagl i uvejret, som græsstrå under stridshestens hov; de er så umulige at tælle som Manannans, havsønnens, heste, når de i stormen svømmer over havet. Morrigu ilte ud over Erins bjærge og mældte sejren til elvermøernes flokke, og ved flodernes bred. Når de spurgte, hvad bud hun bragte, svarede hun med et kvad: »Freden stiger mod himlen, himlen sænker sig mod jord, hver mand i sin styrke . . . « Og hun føjede dertil et spådomskvad om fremtidens ulykker: »Jeg ser en verden, der er mig lidet kær: en sommer uden blomster, køer uden mælk, kvinder uden blyhed, mænd uden mod, . . . oldinge, der dømmer falsk, hver stridsmand sviger, søn stiger i sin faders ægteseng, og fader i sønnens, moder bliver svegen af datter.

Men efter Nuadus død – tilføjer Erobringsbogen – gav Dedana-folket kongedømmet til Lug, der havde fældet Balor, og han herskede over Erin i 40 år.

Det er klart, at der findes en mængde ægte myteskikkelser og ægte mytetræk i denne fortælling. På den anden side er de bevarede igennem flere århundreder, af kristne sagamænd, i en tid hvor den irske sagadigtning var i sin frodigste vækst. Fra disse fortællere stammer nødvendigvis en del af det historiske arrangement, hvorefter hele gudernes og jætternes kamp udstrides på Irlands grund. De nyere mytologer vil gærne se bort fra denne faktor og betragte hele den foreliggende fortælling som myte; men hellere end at træde i deres fodspor bør vi se at finde faste holdepunkter for en bestemmelse af de senere sagamænds behandling af sagnstoffet.

Denne menneskeartede gudesaga er i overensstemmelse med den irske heltedigtning, idet den lader de guder og jætter overleve slaget, som senere optræder i helteverdenen (kunstnerguden Lug, krigsgudinden Morrigu og dødsgudenTethra), og den lader de guder og jætter falde, der ikke kendes i heltesagn (Nuadu med sølvhånden, Ogme osv.). Men, går vi tilbage til den keltiske stammes hedenske tid, kommer dette forhold ganske i uorden. Ikke blot var Lug (af Romerne sammenstillet med Mercurius) og dødsguden blandt de guddomme, der dyrkedes mest af Gallerne; Nuadu tilbades af Britannerne i et tempel ved floden Severn, flere indskrifter bevarer hans navn i formen Nodonti eller Nodenti (D’Arbois II 155). Og den stærke kæmpe Ogme, gudernes stridsmand, genkendes i den galliske gud Ogmios, der i Romertiden fremstilledes som en langskægget kæmpe med Herkules’ attributer.

At de hedenske Irer skulde betragte disse guddomme, endogså den af deres nærmeste naboer dyrkede Nuadu, som afdøde, er vist utænkeligt. Når keltiske mytologer vil overføre hele sagaen om Tured-slaget til den hedenske mytologi, kan dette ikke være rigtigt; der må være sket en forvanskning af myten ved dens overlevering hos kristne sagafortællere. Enten er disse guder ikke faldne i slaget, eller slagets situation er galt opfattet. Ja, lad os standse ved den første tanke. Vi skal da udslette Ogmes, »den stærke svends«, fald; ligeså Nuadus, gudekongens død. Lugs vovestykke, da han styrter sig i kampen og hævner den faldne hersker på den sejrrige jætte, må dannes om, så at det ikke bliver en hævn, og heller ikke nogen redning fra den allerede nære ødelæggelse. Men hvad bliver da af alt det, der gav kampen dens præg? Var det hele et slagteri af jætter, uden at det kostede gudeverdenen noget stort offer? Over Ogmes kæmpedød og Lugs hævn er kampskildringen bygget; uden dem er slaget en tom formel, et intet. – Da må vi gå en anden vej; vi må søge fejlen ikke i slagskildringen, men i den historiserende forbindelse, hvori den kristne forfatter sætter den; vi må løsrive gudeslaget fra dets forbindelse med indvandringen til Irland o. desl. og alene opfatte det som den store kamp, hvor alle jættemagterne samles til den afgørende strid med gudefolket: den strid, hvor gudekongen og gudernes ypperste kæmper falder sammen med de frygteligste jætter. Men for de slægter, der selv tilbad Nuadu og Ogme, kan denne store strid ikke have foregået i fortiden; den må være udskudt til fremtiden. Den må være et keltisk ragnarok.

Vi véd, at Gallernes druider lærte verdens fremtidige tilintetgørelse ved vand og ved ild. En sådan katastrofe må også gribe mægtig ind i guders og jætters tilværelse; og da kampen mellem guder og jætter spiller så stor en rolle i den keltiske gudeverden, er denne katastrofe vel også ledsaget af en tilintetgørelseskamp imellem de to folkefærd. Set fra denne side er der afgjort formodning for, at de kristne sagamænds fremstilling hviler på et ægte hedensk grundlag.

Dette ægte grundlag må vi naturlig søge i de handlingstræk, der mest umiddelbart er knyttede til kampen, og som ikke lader sig løsne fra den uden at forvanske dens præg. Først er der selve det, at gudefolket som samlet uhyre hær står overfor jættefolkets endnu større masser. Dernæst er der en bestemt slette som kampplads. For det tredje er der visse af de betydeligste guders fald: gudekongen Nuadus død, med tilhørende hævn af Lug, og Ogme »den stærke svends« fald.

Denne betragtning af slaget har i mærkelig grad støtte i den nordiske ragnarokskamp; ti hvad vi der fandt som den fælles faste mytetradition om gudekampen, var netop disse punkter: at det var hele gudefolkets kamp mod den samlede troldemængde, at den stod på den bestemte navngivne slette, at gudekongen faldt, men blev hævnet af den unge gud, der efter kampen bliver hans efterfølger, og at den stærke gud falder uden at hævnes af andre, men samtidig med sin banemand.

Der er ganske vist en forskel, som ikke kan henregnes under de ulige tiders forskellige måde at udmale kampen på, men som er indgribende nok, nemlig at gudernes farligste fjender er de store udyr, Midgårdsormen og Fenresulven. Men dette hindrer ikke, at hele den episke bygning af slaget er fælles. Den store kamp, hvor gudernes og jætternes ypperste finder døden, må betragtes som en for Nordboer og Kelter fælles forestilling. Muligvis skyldes da de nordiske uhyrer en stofpåvirkning andenstedsfra; herom skal ret snart foretages undersøgelse.

Det vil have sin interesse at forfølge ligheden mellem nordisk og keltisk i sine enkeltheder. Det væsenlige bindemiddel er jo gudekongens fald med dertil hørende hævn af den unge gud. Her møder en påfaldende overensstemmelse mellem den keltiske gudekonge Nuadu »med sølvhånden« og den oprindelige nordiske gudekonge Tyr, der også mangler en hånd og har fået en jærnhånd i dens sted; Nuadu har mistet sin højre hånd i kamp med Firbolgerne (et folk af gudefjender) i det »første slag på Tured-sletten«, Tyr har fået sin hånd afrevet af Fenresulven, gudernes farligste fjende i ragnarok.

Ogme eller Ogmios »den stærke svend«, som Romerne kaldte Herkules, har øjensynlig berøringspunkter med Thor. (Ellers er Dagdé den gud, der minder stærkest om Thor ved sin kølle, kedel og bælte, ved sin umådelighed og lystighed; men i Tured-slaget spiller han en højst beskeden rolle, de forskellige æventyr fra hans færd blandt jætterne synes tilfældig at være satte i forbindelse med det store gudeslag).

Mindre lighed er der mellem Vidar og den virksomme og kuntfærdige Lug (af Romerne betegnet som Mercurius) ud over selve handlingens lighed, at den unge gud hævner gudekongen og efter striden indtager hans herskerplads. Det er vel kun en tilfældig lighed med Vidars tavshed, at Lug er søn af Kian med tilnavnet »den tavse helt«, således som den ældste kilde siger (D'Arbois V 400).

Det er vanskeligt at identificere jætterne i den keltiske og den nordiske mytekres; ti vor kendskab til begge parter er højst ufuldstændig. Ligheden er ret håndgribelig imellem Nordboernes Loke og Irernes Eochaid Bress, den fagre jættebårne svend, der tidlig er optagen i gudekresen, men bringer ulykker og endelig henter jætteskarerne hid til den store kamp. Et oprindeligt lighedspunkt er det måske, at både nordisk og keltisk har den opfattelse, at jætterne kommer til søs til kampsletten; men her kan jo også foreligge nyere paralleludvikling. Overhoved må man være sig bevidst, at grundligheden ikke beror på et større eller mindre tal af overensstemmelser, men på om sagnets hele bygning af handlingen kan identificeres, om de indeholder den samme række af religiøse og episke ideer.

Heller ikke må man vente at få klarhed over alle de keltiske myteoptrin ved sammenstilling med nordisk ragnarok. Hvad vi har fået forklaring på, er kun hovedbegivenhederne indenfor det, som irske sagamænd kalder »det andet slag på Tured-sletten«. Jeg kommer ikke ind på andre momenter af gudernes og jætternes strid; f. eks. indlader jeg mig ikke på at granske, om det »første« slag på Tured-sletten egentlig er samme begivenhed som »andet slag«, eller om det virkelig er en fortidskamp, hvorved guderne har fordrevet deres fjender. Dette hører hen under en mere omfattende betragtning af den keltiske mytologi og en sammenligning med andre ariske myter. Også enkeltheder i selve hovedslaget har intet sidestykke i nordisk, men peger andensteds hen. Jætten Balor, der dræber med sit blik, minder om den græske gigant Tyfon, der dræber med ilden fra sit øjekast.

En bestemt forskel imellem Nordboers og Irers fremstilling af det store gudeslag gør sig stærkt gældende. Til det nordiske ragnarok er uadskillelig knyttet tanken om gudernes undergang; den keltiske tradition lader guderne vinde en rigtignok dyrekøbt sejr. Men her møder det overraskende, at i de episke motiver, som er fælles for begge folk, ligger der egenlig ingen gude-tilintetgørelse; tværtimod kunde man med de nordiske kvads kres af episke motiver langt lettere fremstille gudernes sejr: Vidar står jo som ulvens overvinder og sin faders hævner, Midgårdsormen ligger dræbt foran den døende Thor; er disse største uhyrer dræbte, må jo jætternes magt være brudt. Vi skal senere vende tilbage til denne tanke om gudernes mulige sejr.

---