Om Ragnarok 14

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Fornyelsen efter ragnarok, Louis Moe, 1929
Om Ragnarok
af Axel Olrik


IV. Fornyelsen

14. Slægtsfornyelsen


Medens formerne for tilintetgørelsen er mange forskellige, sker fornyelsen på mere ensartet måde. I stedet for dem, der tilintetgøres i ragnarok, træder overalt en yngre slægt; dette gælder både for asernes og for den af mennesker beboede verden:


1) »Hvad mennesker lever, når den mægtige Fimbulvinter lider til ende hos menneskene? Liv og Leivthrase skjules i Hoddmimes skov; morgendug har de til mad; fra dem udspringer [nye] slægter« (Vafþr.).
2) »Solen føder en datter, før ulven sluger hende; den mø skal, når guderne dør, ride sin moders veje« (Vafþr.).
3) »Hvilke aser råder for gudernes ejendomme, når Surts lue slukner? Vidar og Våle bygger guders helligdomme, når Surts lue slukner (Vafþr.). Sønner af tvende brødre bygger den vide himmel« (vindheim viðan, Vsp.; da Høner nævnes lige foran, er de to brødre sikkert Odin og Lodur).
4) »Mode og Magne skal have Mjølner efter Vingnes [Thors] kraftophør« (Vafþr.).


Det er en ret udbredt forestilling hos forskerne, at verdens fornyelse efter ragnarok er det sidste og svagest udfoldede skud af mytedigtningen. Og i en ensidig kildekritisk betragtning kan man finde en vis støtte for denne opfattelse. Kun to digte indeholder skildring af verdens fornyelse (hvortil vel må føjes et tredje mere vagt vidnesbyrd om Balders genkomst). Derimod er der en hel række af kvad, samt forskellige prosatraditioner, der hentyder til ulvens komme, til at jorden synker i hav, eller til andre undergangs-motiver. Den gængse nordiske opfattelse er klart udtrykt i den sætning, at »få ser længer frem, end til Odin skal møde ulven« (den korte Voluspå).


På den anden side vil man hurtig indse, at de to kvads lærdomme ikke er de famlende og spredte begyndelser til en genfødelseslære, men at en enkelt grundtanke er gennemført i dem alle. »Her læres ikke, hvad vi vilde kalde personlig udødelighed, men det er dog sjælenes udødelighed, idet sjælene tænkes overført stadig på nye mennesker«. Således skriver den forsker (Gustav Storm i Arkiv IX 222), hvis arbejde på dette punkt har været banebrydende; og han påviser, hvorledes denne gudetro hænger nøje sammen med den gamle nordiske – for ikke at sige nordeuropæiske eller almenmenneskelige – forestilling om sjælevandring. »Det er en hedensk (ikke kristelig) forestilling,« således slutter han sin undersøgelse, »der kommer til orde i troen på det godes endelige sejr og stadige fornyelse i den ny verden.«


Disse myter udgør da ikke spredte træk til en genfødelseslære, men en virkelig episk redegørelse for den ny verdens dannelse. Fimbulvinteren svinder bort, ti ligesom den er kommen efter solens tilintetgørelse, må den svinde for varmens magt, da den ny solmø er vokset op til at øve sin moders gerning; renset for kulden og overstrålt af solen ligger jorden rede til at modtage en ny befolkning; denne kommer frem af den skov, hvor den under uvinteren har fundet ly hos Hoddmime: fra det ene menneskepar Liv og Leivthrase udgår slægter, der befolker jorden (þaðan af aldir alask). Lige så fuldstændig er gudeverdenens fornyelse efter samme grundkraft. Surts lue, der har hærjet gudernes boliger, slukner af sig selv, da husene er nedbrændte indtil tomten; nu kommer de fra ragnarok overlevende unge guder. Vidar og Våle genopfører gudernes hellige boliger (byggja vé goða). »Tvende brødres sønner« hersker – ligesom deres fædre havde gjort – over himmellandet (vindheimr), og kan da udfolde en tilsvarende virksomhed med verdens ordning, som »de vise magter« eller »Burs sønner« en gang har øvet; Voluspå udmaler, hvor nøje de gør asernes ungdomsgerning om igen.


Jeg må standse et øjeblik ved Voluspås dunkle udtryk »tvende brødres sønner«:

en burir byggja
bræðra tveggja
vindheim víðan;
vituð ér enn eða hvat ?

S. Grundtvig (Sæm. Edda 2,191) fremsætter den opfattelse, 1) at der måske skal læses bræðra Tveggja, »Odins brodersønner« ɔ: ætlinge af Høner og Lodur (eller af Vile og Ve) , 2) og at her i hvert fald må være tale om en ny gudekres, svarende til de unge aser i Vafþr. Denne gætning, som Grundtvig selv forholder sig forsigtig overfor, har alle senere udgivere optaget i teksten; men den tilfredsstiller ikke. Da Høner har været nævnt lige foran i samme strofe, kan ikke hans søn være en af de unge herskere over himmellandet; afløserne, de unge guder, må træde i stedet for de to andre guder af samme trehed, nemlig Odin og Lodur. (Fra Vile og Ve kan vi se bort, for så vidt de ikke er andre end Høner og Lodur under ny form.) Overhovedet kan disse nye herskere over himlen (»den vide vindheim«) ikke være væsner, der aldrig nogensinde nævnes i mytedigtningen; Voluspå synes endogså at forudsætte dem for kendte af sine tilhørere. Men dette herredømme kan efter sammenhængen i Voluspå (ligesom i Vafpr.) ikke tilkomme nogen anden end Vidar; han er gudekongens søn og hævner, men derved er det givet, at han også må spille en fremtrædende rolle som hans særlige arvetager. Derfor beholder jeg den forståelse af teksten, som ganske umiddelbart frembyder sig: burir brœðra tveggja. I stedet for den gamle Odins-trehed træffes Høner og (hans) to brødres sønner, blandt hvem Vidar naturligyis er Odinssønnen. Hvem den anden broders søn er, fremgar ikke af Voluspå; måske er det en ren begrebsmæssig konstruktion af digteren, at han lader Lodur have en søn, der kan overtage hans plads i treheden.


Her er altså ingen begyndende mytedannelse, men en færdig mytologi, og hvert af dens motiver er fast indleddet på ragnaroksmyterne. Vidars herredømme på gudetomterne er den naturlige følge af hans hævn for Odin. Den fimbulvinter, hvor alt fryser bort, må en gang have ende og livet spire frem på ny.


At denne fornyelseslære er vokset op som mytisk topskud til den vidt udbredte tro på sjælevandring, det har allerede Gustav Storm udtalt. Men ingen synes hidtil at være bleven opmærksom på, at selve disse religiøse lærdomme genfindes i andre mytologier. I den keltiske gudeverden bliver den unge gud Lug, der i det store jætteslag hævner gudekongen Nuadu, selv valgt til gudekonge over den tilbageværende del af gudefolket. Perserne har lignende forestillinger som de nordiske om en uhyre vinter, hvor alt fryser bort, undtagen de mennesker, som guden Yima har gemt i en borg eller fold; dem lader han efter vinterens forløb komme til jorden for at befolke den med nye slægter. Sådanne mytiske forestillinger var nærliggende og naturlige for disse folkeslag. Hos Kelterne var troen på sjælevandring endnu stærkere udviklet end hos Nordboer; man indflettede den dristig i gude- og heltemyter; så det var intet under, at den også bidrog til en lære om gudeverdenens fornyelse[1]. For Perserne er menneskeslægtens redning, omend blot i kim, lige så naturlig, fordi de stadig tænker sig denne menneskehed i kamp for sin tilværelse overfor de onde magter.


Ligheden mellem Nordboernes myter om genfødelse på den ene side og de persiske og keltiske på den anden side lader sig dog ikke forklare ud af den fælles baggrund. Det er selve de enkelte myter, der har handling fælles; de må være vandrede eller efterlignede fra land til land. Nordboerne har på dette punkt ikke føjet noget væsenligt nyt til; deres gudekvad indeholder den fyldige fremstilling af tanker, som også levede hos beslægtede folk i Forasien og i Nordeuropa. Det var ikke Nordens eller vikingetidens særtanker; men hvad Odin og Vavthrudne skiftede ord om, var netop den gamle visdom.



Fodnoter

  1. Jf. Alfred Nutt, The Celtic Doctrine of Rebirth (= Voyage of Bran, II) London 1897.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.