Om Ragnarok 18

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Ragnarok, Louis Moe, 1929
Om Ragnarok
af Axel Olrik


V. Voluspås skildring af ragnarok

18. Voluspås kilder


Hermed er gennemgangen af Voluspås skildring til ende, og vi kan søge at samle resultaterne til en vurdering af digtets betydning som mytologisk mindesmærke. Først og fremmest må vi slå fast, at der er et stort personligt element til stede. Folkemytens barokke træk, selv de bedst bevidnede, er satte til side, og en ædlere stil gennemført, der minder om heltedigtningens idealskikkelser, men også til tider udtrykker et mere ophøjet gudsbegreb. Folkemytens plastiske naturbesjæling har givet plads for en mere sanddru opfattelse og en mere farverig udmaling af selve naturfænomenenet. Endelig har denne personlige tillæmpning af stoffet fundet sted samtidig med en ydre påvirkning, i det mindste på et enkelt punkt; den mægtige, der kommer til kongedommen, er en kristen tanke. Undersøgelsen har i høj grad stadfæstet den sætning, som jeg fremførte ved dette arbejdes begyndelse, at en enkelt rigt udmalende digtning mere end nogen anden kilde rummer muligheden for en stærkt subjektiv tilrettelægning af stoffet.


Vi tager nu spørsmålet om Voluspås kilder for. Stillet i sin skarpeste form lyder det således: kendte digteren af Voluspå væsenlig andet og mere af nordisk overlevering, end vi nu kender fra de andre eddakvad? Men det samme spørsmål kan også stilles på en anden, mere literaturhistorisk måde: vi kender mange spredte oplysninger om ragnarok (Vafþr. osv. osv.) og en sammenhængende fortælling (Voluspå); det er givet, at den nordiske skjald, der digtede Voluspå, også kendte mangfoldige spredte oplysninger i forskellige digte; men kendte han også nogen samlet og fyldig fremstilling? Dette spørsmål forekommer sagtens de fleste af både nulevende og ældre myteforskere som ganske ørkesløst, ti de går ud fra, at der har været mangfoldige sådanne fremstillinger til. For folkemindeforskeren stiller sagen sig noget anderledes. Han ved, hvor ofte et bestemt æmne er bundet til en bestemt behandlingsmåde, at former som epos, vise, remse, sagn hver har sine æmner, som ikke let går over i de andre former; og når han ser de mangfoldige behandlinger af ragnarok gennem hentydninger, må han til en begyndelse slå fast, at det hos vikingetidens nordiske skjalde har været den gængse og naturlige form: at mane den fremtidige katastrofe frem glimtvis i enkelte typiske optrin. At disse spredte billeder har været den typiske fremstilling, får vi bekræftet ad to veje. For det første ved det store antal af dybtgående modsigelser, som findes imellem vore forskellige kilder; sådant var næppe tænkeligt, hvis myten var bevaret gennem samlende fremstillinger. For det andet Voluspås særpræg som mægtigt og personligt digterværk, der gør, at dets behandlingsmåde ikke kan gælde som typisk for nordisk overlevering i det hele. Derimod vil det på forhånd være ret rimeligt, at dets kilder har været de sædvanlige ɔ: de glimtvise fremstillinger af ragnarok. Om det forholder sig således, skal nu prøves på selve stoffet.


Der er allerførst de fyldige udmalinger af forberedelserne til ragnarok, af jættehærens fremtog, af den genfødte verden. De må enten være grundede på epos eller de må være digterens egne episke skabelser; ti af korte glimtvise antydninger lader de sig ikke sammenstykke. Men vi så, at netop hvor Voluspå blev fyldigst, fjærnede den sig mest det andensteds kendte; f. eks. gjorde jætternes fordeling i de tre skarer et meget nylavet indtryk.


Men lad os gøre spørsmålet endnu bredere og dybere. Lad os spørge, om digteren af Voluspå overhoved kendte et mytestof, der var væsenlig større, end det som foreligger for vor tids forskere. Jeg forbigår da alt, hvad der uden videre genfindes, og alt hvad der genfindes med mindre afvigelser (f. eks. om Muspelsvendene kommer på Naglfar eller ridende over mørkskoven), og jeg holder mig til de optrin, hvor Voluspå er den eneste kilde, prøver om de af indre grunde kan bestemmes som nordisk folkemyte, eller om de står fremmede i den nordiske gudeverden.


Der er ét optrin, som af indre grunde må være ægte folkeligt: Thors kamp med Midgårdsormen. Herpå tyder fortællingens egen plastik, dens nødvendighed i ragnarok, dens overensstemmelse med Ogmes fald i keltisk mytologi, og dens analogier i nordisk sagnstof (Beovulf og dragen m.m.). Men der kan tvivles om, at Voluspå virkelig er vor eneste kilde: udtrykket i Vafþr. »Vingnis at vígþroti« kan vel hentyde til en bestemt begivenhed, der ganske svarede til optrinnet i Voluspå. Det lader sig ikke heller nægte, at det normanniske søjlehoved kan indeholde en fremstilling af dette optrin.


I øvrigt har Voluspå en hel række af selvstændige motiver og optrin: menneskehedens fordærvelse og naturens oprør, Gjallarhornet der forkynder ragnaroks begyndelse, verdensbranden (i stedet for den blotte »Surts lue« i »gudernes helligdomme«), Gimlehallen for den rensede menneskeslægt, og hin mægtiges komme til kongedommen. Her er ikke tale om nogen blot digterisk udmaling; det er tydelige handlingsmotiver – til dels af stor religiøs rækkevidde – der her stilles frem. Enkeltmand kan ikke have skabt en sådan fylde af nye tanker; de tilhører et folkeliv. Men i den nordiske myteverden finder man ikke støtte for denne række af optrin; de fleste af dem står endogså i bestemt strid eller modsætning til den. Derimod er alle disse for Voluspå særlige ragnaroksmotiver identiske med rækken af træk fra den kristne dommedag: den sædelige opløsning, dommedagsbasunen, verdensbranden, det ny Jerusalem og Herrens genkomst.


Deraf må sluttes, at Voluspå har to kilder, dels den nordiske overlevering om ragnarok i et noget lignende omfang, som vi har den fra de spredte oplysninger i eddakvad og folketro, dels en række kristne forestillinger. Af de kristne forestillinger har en enkelt fået nordisk klædebon, Gjallarhornet; de fleste står uden religiøs forbindelse (den sædelige opløsning, væsenlig også verdensbranden og væsentlig Gimle); kun den mægtiges komme til kongedommen er væsenlig engudsdyrkelse og for så vidt kristen.


Dog må vi ikke overvurdere det kristne element i digtet. Kvadet er som helhed hedensk; kristne forestillinger indgår kun i ringe antal og i stærkt tilpasset skikkelse; digteren har næppe været sig sin stærkt subjektive (og dog ikke kristne) behandling af det gamle mytestof bevidst. For ham selv, som for hans samtid, har det sikkert stået som den mest samlende og fuldendte fremstilling af hedenske tanker, og i mange måder med ret. For os, der ser mere historisk på dets tilblivelse, vil det dog være muligt, ikke blot at udpege de enkelte fremmede handlingsmotiver, men også at spore de indflydelser, som har påvirket hans opfattelsesmåde. Hovedskellet imellem ham og de andre mytekvad er jo, at de opfatter hele naturen i menneskers eller dyrs skikkelse: Ymes pande og Ymes krop, solmøen og den forfølgende ulv; Voluspå opfatter naturen stoflig, forskellig fra de udenfor den stående gudemagter, hans usædvanlig rige naturskildringer er ren fysik: solen mørknes, stormen raser, jordkloden brænder i lue og synker dernæst i aske og ned i havet. Men hele denne opfattelse af naturen som stof som leret i pottemagerens hånd er jo den, som kristendommen førte med sig. Digteren har ganske vist fulgt den nordiske mytologis baner, når han alt stærkere løsrev guddommene fra den synlige natur, men midlet er at nærme naturopfattelsen til de kristne skabelsessagn og endnu mere til den kristne dommedag.


På nogle steder synes det næsten, som om selve evangeliernes udtryk er gåede over i Voluspå. »Men straks efter de dages trængsel skal solen formørkes, og månen ikke give skin, og stjærnerne falde fra himlen, og himlenes kræfter rystes« (sól tér sortna ... hverfa af himmi heiðar stjǫrnur); »og de skal se menneskesønnen komme på himlens skyer med megen kraft og herlighed« (þá kemr enn ríki at regindómi ǫflugr ofan, sás ǫllu ræðr). Måske også i veernes begyndelse: »Folk skal rejse sig mod folk og rige mod rige, og de skal forråde hverandre og hade hverandre«, »broder skal overgive broder til død, og fader sit barn, og de skal falde for sværdets ægg« (brœðr munu berjask. . . skeggǫld, skalmǫld . . . mun engi maðr ǫðrum þyrma).


Det oldengelske epos fører på enkelte punkter endnu lidt nærmere til Voluspå; men om fremstillingen som helhed kan det næppe siges. I Kynevulfs »Krist« møder vi, foruden de evangeliske træk, også det at himmelhvælvingen brister. Hans skildring af Kristus, der kommer med ildsluer foran sig og med sejrssværdet i hånden, har man sammenstillet med Surt i Voluspå – dog med tvivlsom ret[1].


Snarere finder man berøringer med spådoms- og åbenbarings-digtene i den gamle irske litteratur, hvor kristne elementer på en mærkelig måde blandes ind i de folkelig-hedenskes æmner. Til disse må vi vel regne den spådom om ulykkerne ved »verdens ende«, der lægges stridsgudinden Bodb i munden og knyttes til slaget på Turedsletten (se ovfor s. 216); der findes særlig paralleler til Voluspås »hórdomr mikill«, navnlig ægteskabet mellem nære slægtninge.


Et andet digt indeholder mærkelige ligheder med »den mægtige« der kommer til kongedømmet. Her er jo det mærkelige forhold, at Voluspå ganske afviger fra de egenlige kristne kilder; den hverken lader ham herske nu over verden eller lader ham komme på dommedagen for at bryde det ondes magt, men han kommer i en meget fjærn fremtid for at overtage magten. I den irske saga om »Bran Febalsøns udfærd« findes der et langt kvad, som en overnaturlig kvinde synger for kongesønnen for at lokke ham med til sit hjem, udedølighedslandet. Det er en udmaling, i væsenlig hedensk stil, af dette lands lyksalighed; men til slutning slår kvadet over i spådom: Storsønnen vil komme efter tiders forløb, han vil fødes i det lave, søn af en kvinde hvis mand ikke kendes, han vil gribe herredømmet over de mange tusender. . . jord og hav er hans, ve den der er under hans vrede! han vil rense skarerne under det rene vand (dåben) og han vil helbrede deres sygdom«[2]. Denne sammenblanding af kristent og hedensk, eller rettere denne indfletning af kristne motiver, særlig kristne spådomme, i det hedenske sagnstof, er karakteristisk for hele den irske heltedigtning, både i disse ældste kilder og ned igennem middelalderen. Fra digternes side har den sikkert været tænkt som et middel til at bringe det kirkelige trosindhold nærmere til deres landsmænds bevidsthed. Men for tilhørere, der ikke havde den kristne troslære, allermest for hedenske Nordboer, der i vesten tilegnede sig kendskab til irsk sprog, måtte kvad af den art som i »Bran Febalsons« udfærd frembringe forestilling om, at der en gang i en fjærn fremtid vilde komme en hersker, som overtog magten i stedet for de mangfoldige guddomme og overnaturlige væsner. Eller med andre ord: for den ikke kristne tilhører til de irske kvad måtte Voluspås lære om den mægtige til kongedommen en gang ved tidernes ende opstå ganske af sig selv.


Den viden, vi på denne måde har indvundet, er altså følgende:

1) Voluspås digter har til sine kilder haft nordiske overleveringer, der i art og omfang væsenlig svarede til dem som vi nu kender (de spredte hentydninger).
2) Det er ikke sandsynligt, at han har haft nogen sammenhængende og fyldig fremstilling af ragnarok.
3) De optrin i ragnarok,som kun kendes i Voluspå, svarer alle til kristne motiver i verdens undergang, og de er indkomne i nordisk ved lån fra kristendommen.
4) Mellemleddet ved denne overførelse synes i enkelte tilfælde at have været den folkelig-irske digtning af gude- og helteæventyr.




Fodnoter

  1. Fr. Hammerich, De episk-kristelige oldkvad hos de gotiske folk (1873) s. 62-63.
  2. The voyage of Bran, ed. K. Meyer (Grimm Library, IV) s.14. I den anden oldirske udfærdsdigtning (»Condlas udfærd«) udtaler møen fra udødelighedslandet en lignende spådom om sankt Patriks komme til Irland, der skal gøre ende på druidernes herredømme: En retfærdig skal snart komme med mange følgesvende, talrige, vidunderlige; hans retfærd skal ødelægge druidernes trolddom og misgerninger (Jubainville, Lit. Celtique, V 388).

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.