Om Salik (Rink)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866
65. Om Salik
Salik drog nordpaa. Endnu medens han reiste indfandt Frosten sig, og han opslog sin Vinterbolig paa et ubeboet Sted. Næste Foraar reiste de videre, fremdeles nordpaa. Da de vare komne et kort Stykke Vei fra deres forladte Huus, ihukom Salik, at han havde glemt sin Øxe, som var slaaet fast i Loftsbjælken. Han vendte derfor om for at hente den, steg iland, gik op og krøb gjennem Vinduet ind i det halvmørke Huus. Da han vilde tage Øxen, mærkede han, at der var noget, som rørte sig paa Gulvet foran Brixen, og da han saae til, var det et Menneske. Denne Fremmede begyndte at fløite ganske høit, og lidt efter sagde han: »skjøndt jeg er vidende om alting, har du dog overrasket mig; saaledes bærer jeg mig nemlig ad: da jeg er meget hurtig, pleier jeg at drage omkring og opsøge Levninger efter Folk, som reise bort.« Derpaa føiede han til: »naar man seer et Menneske første Gang, vil man gjerne vide hvad han hedder.« Den anden svarede: »jeg hedder Salik.« Strax sagde hiin: »jeg hedder ogsaa Salik, og siden du har overrasket mig, som ellers aldrig lader sig overraske, vil jeg fortælle dig om mit Levnetsløb:«
»Fordum som Børn bare vi os saaledes ad: naar vor Fader gik i Kajak, pleiede vi altid at gaae ud af Huset samtidig med ham, og vi beskjæftigede os glade i den frie Luft med Pilekastning hele Tiden, indtil han kom tilbage; saa først gik vi ind igjen sammen med ham. Naar saa Fader spiste, pleiede han at sige til Moder: »»have disse endnu ikke faaet noget?«« Derpaa tog hun et stort Fad frem, fyldte det med Kjød, og satte det hen for os. Det var vort første Maaltid om Dagen, og vi slugte det i os. Vi vare ialt 10 Børn, og naar Fadet var tømt, fyldte hun det anden Gang, og saa først bleve vi mætte. En Aften hændtes det, at vi som sædvanligt gik ind, efter vor Faders Hjemkomst; men da vi kom ind i Huset, fandt vi vore Forældre heelt forandrede og tause. Skjøndt det var i Mørkningen, var Lampen ikke tændt, men laa omvæltet paa Gulvet. Da vi mærkede dette, satte vi os paa Brixen og Sidebrixen, uden at sige noget; efter nogen Tids Forløb vendte Fader sig om og sagde til Moder: »»man skulde troe, at de maatte være sultne; jeg vil ikke gjøre som min Morbroder, der flygtede fra Menneskene, dengang han fik Skjænd af sin Kone.«« Vor Moder taug først lidt, derpaa rørte hun sig og sagde: »»hvis han havde Fornuft, vilde han ikke tale saaledes.«« Derpaa satte hun Fadet frem for os, Fader spiste ogsaa med, og de begyndte at snakke sammen efter Sædvane. Mine Sødskende vare ogsaa igjen uforandrede, men jeg kunde ikke glemme min Moders bittre Ord, skjøndt de ikke gjaldt mig. Jeg tog ved Maaltidet blot en lille Bid, og da de tømte det andet Fad, sad den endnu i Halsen paa mig. Vinteren gik hen, medens jeg bestandig mere grundede over min Moders Ord. Om Foraaret tog Fader med os paa Angmaksatfangst ved Laxelven; alle vare meget glade og hjalp Moder med at øse Fiskene op ved Strandbredden. Hun pleiede at sige: »»nu maa vi holde op, ellers bliver der saamange, at vi ikke kunne faae slæbt dem op, førend Høivandet tager dem.«« Derpaa hjalp vi hende med at udbrede dem til Tørring, og naar Fader kom hjem med Fangst, hjalp vi hende med at skære Kjødet i Strimler til Tørring. Paa den Tid brøde Elvene frem; vor Fader lod os bygge en Dæmning foran Elvens Munding, for at fange Lax. Ved Høivande jog han dem med sin Kajak, medens vi hjalp fra Land med Steenkastning, og naar Vandet saa faldt, stak vi Laxene, som vare indenfor Dæmningen. Vi havde alle nok at bestille med at slæbe dem op til Moder, og hjælpe hende med at skære dem op til Tørring. Mine Brødre vare altid glade og muntre ved denne Fangst, men jeg kunde ikke glemme min Moders Ord og mit Sind formørkedes bestandig mere. Endelig var der kommen en stor Mængde Lax indenfor Dæmningen, men jeg stak kun nogle faa, og da Fader havde forladt os, og vi skulde slæbe de fangede Lax op, bad jeg mine Brødre om at tage mine med for mig; men de sagde alle, at det tilkom mig selv at gjøre dette. Omsider saae jeg den yngste af dem staae og trække sine Lax paa en Snor, for at bære dem; jeg sagde til ham: »»hist seer jeg en Rype flyve henad Jorden, tag du mine Lax, medens jeg gaaer hen og kaster efter den.«« Han adlød mig, og da han fulgte med de andre, som bare op, løb jeg afsted. Saasnart jeg var i Skjul for mine Brødre løb jeg lige ad Indlandet til, og vedblev saaledes hele Dagen. Henad Aften lagde jeg mig til at sove, hvor jeg bedst kunde, dog ikke førend jeg vidste, at de ikke mere kunde naae mig. Hele Sommeren fangede jeg blot Ryper, henad Efteraaret lavede jeg mig en Bolig af passende Størrelse, men om Vinteren bleve Ryperne stedse sparsommere. Engang var det om Morgenen stærkt Snefog, jeg blev derfor i min Bolig, men kiggede engang imellem ud, og bemærkede gjennem Snefoget noget Bruunt, som bevægede sig. Da det klarede lidt, saae jeg, at det var et stort Hanrensdyr, som gik og aad. Da jeg piintes af Hunger, kunde jeg alligevel i det samme ikke tilbageholde et Skrig. Denne Kniv var dengang endnu lang (hermed fremviste Fortælleren en Kniv af Længde som en Pegefinger), jeg tog den og nærmede mig forsigtigt, idet jeg løb til, naar Snefoget var tæt, og kastede mig ned, naar det klarede lidt; tilsidst da det var heelt indhyllet af en Snesky, løb jeg til fra Siden og stødte min Kniv gjentagne Gange i Dyret. Derpaa forsvandt det for mig, men jeg fulgte Blodpletterne i Sneen, og fandt det snart liggende dødt. I en Hast fik jeg det flenset og bragt ned til min Bolig; det var heelt bedækket med Fedt, og jeg havde nok af det for Resten af Vinteren. Om Sommeren drog jeg til en Egn, som var rig paa Rensdyr, og jeg fandt nu ingen Vanskelighed mere ved at jage disse. Men da jeg var forbittret i mit Sind, brød jeg mig ikke mere om Fangst, men søgte efter Noget, som kunde indgyde Skræk; dog traf jeg kun nogle stakkels gamle K’ivigtut[1]. Jeg var meget hurtig og kunde indhente alleslags Dyr; engang kom jeg op til den store Jøkel, og besteg et Land, som var omgivet af Iis. Da mine Støvler vare slette og vaade, tog jeg Strømperne ud og tørrede dem i Solen. Idet jeg overskuede Jøkelens uhyre Flade, saae jeg i stor Afstand en lille sort Plet komme frem. Jeg holdt den for en Ravn, men lidt efter saae den ud som en Ræv, jeg vendte mig om og undredes over, at en Ræv kunde komme ind paa Landisen. Men da jeg atter saae derhen, var den af Størrelse som et Rensdyr, derpaa som en Amarok[2], eller endnu større. Da jeg netop ønskede et Middel til at adsprede Tankerne, ventede jeg paa Dyrets Ankomst, men da det nærmede sig, blev jeg betænkelig. Idet jeg stod og gjorde mine Støvler istand, bemærkede jeg, at Dyret bukkede sig ned, og at Iisstykkerne fløi op omkring det. Jeg tænkte, blot det ikke maatte komme til min Læside, ellers vil det lugte mig. Jeg tog Støvlerne paa og snørede Alting fast om mig, for at Vinden ikke skulde trænge igjennem. Imidlertid stod Dyret stille, snøftede og lugtede til Isen, og i det samme foer det som i en Støvsky hen imod mig. Nu først begyndte jeg at flygte, og opsøgte den ujævne Iis. Dyret fulgte bagefter, og jeg tænkte: min Adspredelse bliver nok at jeg bliver ædt op af et Udyr. Imidlertid naaede jeg Revnerne i Isen, og idet jeg sprang over dem, bemærkede jeg, at Dyret blot skrævede, hvor jeg sprang. Derfor udsøgte jeg en meget bred Revne, idet jeg tænkte, at det dog var bedre at styrte i Afgrunden, end at blive opædt. Kun tilnød slap jeg over den, men da jeg saa var løbet lidt, hørte jeg et frygteligt Brøl, og da jeg saae mig om, hang Dyret paa Kanten af Revnen og kunde ikke komme op. Jeg ilede hen imod det, men inden jeg kom dertil, var det styrtet i Afgrunden, og jeg fik saaledes ingen Gavn af mit Bytte.«
»Ved hver Vinters Begyndelse fyldte jeg to Forraadskamre med Fødemidler, da jeg mindedes den første Vinters Trang. Engang tidligt paa Vinteren, da jeg sad og arbeidede om Aftenen, hørte jeg nogen tale udenfor, og da jeg lyttede, hørte jeg, at de kom gjennem Indgangen. Derpaa traadte der to smaa Qvinder ind til mig, begge ganske lyse, med en lille Haartop og spaltet Overlæbe. De bare hver en Bærpose, og da de havde sat sig ned, var mit Huus heelt fuldt. Da jeg svarede dem høfligt, fordi de vare de første Mennesker, som besøgte mig, hældte de begge deres Bær ud og bade mig spise. Jeg hentede dertil noget Fedt og Kjød, men ingen af Delene vilde de nyde. Jeg spiste med dem, og hørte paa deres Underholdning hele Aftenen; de sagde skjæmtende: — »»naar Folk forlade deres Gjemmesteder, saa komme de slemme smaa Ræve og stjæle fra dem, og naar saa nogen overrasker dem løbe de afsted med stive Haler!«« — Idet de talte saa, loe de, saa at de vare nær ved at tabe Veiret, og jeg lo ligeledes med og var rigtig glad hele Aftenen. Tilsidst toge de deres Bærposer og forlode mig; idet de gik ud, bemærkede jeg at mine Gjæster havde været Harer i Menneskeskikkelse. En anden Aften sad jeg paa samme Maade og syslede, da der atter kom to smaa Qvinder til mig, men disse havde en mørk Hud og store Haartoppe. De vare endnu høfligere end de forrige, og hældte ligeledes deres Bær ud for mig, hvorefter jeg gik ud og hentede Renstælg og tørret Kjød. De spiste! dette med Begjærlighed, og efter Maaltidet sagde de: »»de smaa dumme Harer, naar de møde Mennesker, sidde de og kigge efter dem; de see saa morsomme ud med deres spaltede Overlæber, og naar de løbe og Menneskene blot raabe: itek, sætte de sig strax.«« Paa denne Maade snakkede og morede vi os hele Aftenen.«
»Da jeg nu er bleven saa hurtig, løber jeg omkring, for at opsøge Levninger, naar Menneskene forlade deres Boliger. Saaledes kom jeg ogsaa her ind. Du har overrasket mig, skjøndt jeg ellers aldrig overraskes. Naar Ryperne sætte sig hiinsides de høie Bjerge hist, kan jeg høre deres Fodtrin som ganske nær ved; men dig har jeg ikke bemærket.«
Salik greb ned i Kanten af sin Støvle, fremtog en Kniv, og gav den til Fortælleren med de Ord: »jeg har intet andet at betale dig med for din Fortælling, tag denne Kniv.« Da de forlode Huset, sagde den Fremmede: »nu er jeg noget tung af at have spiist, men see blot efter mig.« Dermed løb han afsted. Ovenfor Huset var der Bjergskraaning; denne løb han opad som en Ravn, der svæver hen over Jordfladen, hurtigt forsvandt han, men Salik gjentog senere ofte Fortællingen om sin Navne.
Fodnoter
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 192-196.
