Om Sangiak, ogsaa kaldet Nerngajorak (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

6. Om Sangiak,
ogsaa kaldet Nerngajorak

Et Par Ægtefolk kunde ingen Børn faae; derfor kaldte Manden en gammel Mand til sig og spurgte ham tilraads. Denne gamle sagde: »imorgen skal du roe omkring ude paa det aabne Hav, og naar du hører noget skrige som et Barn, skal du roe efter det, du vil da finde en Orm, den skal du tage og stoppe ned ved Siden af dig i din Kajak, og naar du kommer hjem skal du raabe til din Kone: du deroppe, kom ned; og naar hun kommer ned til Stranden skal du byde hende at vende Ryggen til, og blotte sig, og saa skal du kaste den paa hende.« Den følgende Dag gjorde han som den Gamle havde sagt. Han fandt ogsaa Ormen, løftede sin Pels op og stoppede den ned i Kajakken, og da den blev varm kunde han mærke at den snoede sig. Da han kom hjem, og Konen havde blottet sig om Hofterne, kastede han den paa hende og den forsvandt. Derpaa fødte hun en Søn, som blev kaldet Sangiak. Allerede som ganske lille lavede Faderen en Kajak til ham og tog ham med sig paa Søen, og naar han blev træt, lagde han ham foran sig under Kajakstolen. Men snart forlangte han ogsaa en Blære og Vaaben af Faderen, og den første Dag, da han gik ud med disse, og Faderen havde forladt ham lidt, dukkede der to Sælhunde op for ham; han kastede med Pilen og da Faderen kom nærmere, saae han at den lille Kajakmand ved at træffe den ene havde faaet den anden med, og de roede hjem, idet Faderen slæbte dem. Saaledes vedblev han altid; naar han roede ind paa en Stime, og kastede een, fik han med det samme ogsaa de andre. Tilsidst kunde Faderen ikke overkomme at slæbe Fangsten hjem. Derefter bragte han ham hen til en meget befolket Plads; der saae Sangiak en Kajak, som havde Vaaben paa begge Sider. Den fik han Lyst til at følges med; den næste Dag gik de ud sammen. Han med de dobbelte Vaaben løftede en Harpun i hver Haand naar han skjød sig frem til Fangsten, og naar han kastede, traf han to paa engang; men Sangiak, naar han roede ind paa en Stime, kastede een, og fik med det samme alle de øvrige; derpaa sloge de dem tildøde og droge hjem. Da Sangiak mærkede, at han med de dobbelte Vaaben var meget elsket af sine Landsmænd, blev han misundelig og vilde dræbe ham. Engang da Sangiak var ude og der paakom en stærk Storm, blev Faderen bekymret for ham og gik tilfjelds paa Udkig, da saae han ham gaaende paa Overfladen af Vandet, med Kajakken paa Hovedet og slæbende sin Fangst efter sig; derefter var han ikke mere bekymret for ham. Sangiak pleiede at roe meget langt bort paa Sælhundefangst; engang var han saaledes ene med den dobbelt Væbnede og dræbte ham langt ude tilsøes. Da han kom hjem, sagde han til sin Fader: »hans Efterladte ville forgjæves søge efter ham, derfor vil jeg gaae hen og angive mig.« Faderen sagde: »de ville tilvisse dræbe dig;« men han svarede: »jeg vil alligevel fortælle dem det.« Da han nu kom til Pladsen, bøde de ham ind i Teltet; men derinde saae han sig omgiven af en Mængde Mænd med dragne Knive, som stoppede Udgangen for ham; han saae sig da om, og opdagede en lille Aabning mellem Teltestængerne, og igjennem den smuttede han pludselig ud. Imidlertid havde de tillige skaaret Huller i hans Kajak; men han satte sig alligevel i den, og stødte fra Land, og medens de stode og raabte: »see den lurvede Kajak, den vil snart synke,« roede han uskadt hjem, og da han kom paa Land rystede han en Mængde Steen ud af Kajakken; med dem havde han stoppet Hullerne.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 65-67.