Om Sidliarnat (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

34. Om Sidliarnat

Tre Brødre, af hvilke den ældste hed Sidliarnat, gik tilligemed en fjerde Ledsager, som ikke var dem beslægtet, langt ud paa den faste Iis for at drive Fangst. Da opstod der en Sydoststorm, som sønderbrød Isen, de flygtede op paa et Isfjeld og dreve paa dette ud i det aabne Hav. Omsider, da de vare nær ved at omkomme af Sult, dreve de til en ubekjendt Kyst og slap iland. Da de paa Lykke og Fromme søgte efter Mennesker, kom de over en Landtunge og saae et lille Huus med eet Vindue; derpaa sagde Sidliarnat: »lad dem kun først gjøre mig til Bytte,« og han gik foran dem og ind i Huset. Men der traf de blot et Par gamle Ægtefolk som de eneste Beboere. De fire Mænd satte sig paa Brixen, men da ingen af dem talede et Ord, betragtede den gamle Mand dem, og efterat have blæst sin Aande paa dem, sagde han: «hvorfra ere I komne?« Da sagde Sidliarnat: »Fra Landet hiinsides Havet gik vi paa Isen efter Fangst, da kom Sydostvinden og drev os herover. Vi tre ere Brødre, den fjerde der er blot vor Ledsager.« — Da sagde den Gamle til sin Kone: »Naar man har vandret, pleier man at blive sulten,« og han tilføiede Ord, som de ikke forstode. Men Konen tog en Gryde, hentede lidt Spæk, kogte det, øste det op i en Bakke og satte det frem. Skjøndt nær ved at vansmægte, toge de dog kun ganske lidt til sig, men senere satte hun rigtig Mad frem for dem, og derpaa begyndte den Gamle saaledes: »Vor eneste Erhverver bliver længe borte. Vi have nu længe ventet paa ham, for en Maaned siden gik han paa Fangst, og endnu er han ikke kommen tilbage; blot han ikke har truffet paa slette Mennesker.« — Da han talte saa, tænkte Gjæsterne: »hvad mon det er for Folk, vi ere hos?« Det var nemlig Bjørne i Menneskeskikkelse. — Derpaa fik de denne Gamle til deres Pleiefader. En Aften, da de alle vare hjemme, hørte de en Stemme udefra, som sagde: »jeg vil ind.« Derpaa skyndte den Gamle sig ud og kom siden ind, med sin Søn ved Haanden; denne saae meget bleg og mager ud. Da han havde spiist lidt, lagde han sig paa Sidebrixen, og der blev han liggende i flere Dage, endelig en Morgen stod han tidligt op og var da bleven fed igjen. Nemlig alle hans Indvolde vare nu komne i ham igjen. Derpaa spiste han, fik sin tidligere Skikkelse og blev deres Forsørger igjen. Han pleiede at gaae tidligt ud og bragte mange Fjordsæle, men saaes aldrig med noget Vaaben. Da de nu havde været dér i mange Vintre, sagde den Gamle en Aften til den ældste Broder: »da du var et lille Barn, dengang du blev født, hvad gav man dig da til Amulet?« Sidliarnat svarede: »da jeg blev født, gave mine Forældre mig til Amulet en Aadselmaage, som søger efter Aadsler paa det ydre Hav.« Derpaa sagde den Gamle: »du vil sikkert komme hjem igjen.« Ligeledes sagde den anden Broder: »vi have alle tre den samme til Amulet.« Men da han spurgte deres Ledsager, og denne svarede, at han havde til Amulet en Ravn, som vender sig ind imod Landet, for at søge efter Aadsler, sagde han: »du kommer vist aldrig til dit Hjem igjen.« — Henad Vinteren pleiede den Gamle at være borte om Morgenen, naar de vaagnede; de saae ham da tilfjelds, betragtende Luften. Engang kom han ind og sagde: »Naar Luften er rolig, skal jeg bringe eder derover.« Derpaa tænkte de: »hvorledes vil han bære sig ad med at befordre os, da der hverken er Iis, Baad eller Kajakker, og man heller ikke kan see, i hvad Retning vi skulle sætte over til vort Land«. — En Morgen, medens de laae og sov, vækkede han dem og sagde: »er det nu Tid at sove? staaer op, hvis I virkelig længes efter eders Hjem, jeg skal følge eder.« Derpaa gik de ud og fulgte Veien hen til den bratte Strandbred, hvor de vare landede. Der sagde den Gamle: »seer paa mig.« Derpaa løb han til, fløi ud i Vandet, dukkede under og kom op igjen i Skikkelse af en Bjørn, der var skaldet foran indtil Ørene, og vendte sig til dem med de Ord: »Hvis Sidliarnat virkelig har Maagen til Amulet, vil den vise sig. Følg mig og kast dig i Vandet«. Da han tøvede af Frygt, sagde Bjørnen: »hvis du ikke følger mig ud i Havet, kommer du ikke hjem igjen«. Da han havde talet saa, løb han til og kastede sig i Vandet, men ligesom han berørte det med Foden, gled han hen over Havfladen, som paa Iis; i det samme viste Maagen sig, og han saae nu en stor Iisflade; den krøb han op paa, og Brødrene efter ham. Derpaa sagde Bjørnen til ham, som havde Ravnen til Amulet: »ogsaa du vilde gjerne hjem, prøv paa at flyve!« Derpaa løb han til, sprang ud i Havet, men dukkede heelt under, og var nær ved at tabe Veiret, da Bjørnen bragte ham op paa Landet igjen med de Ord: »Du kommer aldrig hjem, fordi du har Ravnen til Amulet. Gaa du kun hjem til vort Huus.«

Bjørnen sagde til Brødrene: »lukker Øinene i, og sætter eder nær sammen; dersom I aabne Øinene, komme I ikke til eders Bestemmelse, nu vil jeg sætte Hagen mod Isen og skyde eder frem.« Derpaa begyndte deres Opholdssted at ryste, medens han drog afsted. Efter nogen Tid, medens de endnu bestandig førtes videre med lukkede Øine, mærkede de en knagende Lyd, som om de stødte mod noget. Da lod Bjørnen dem aabne Øinene; de saae, at de vare ved Land, og at dette var deres eget, lidt syd for deres Huus. De bade Bjørnen om at følge med dem for at faae Belønning, men den sagde: »jeg bryder mig ikke om Betaling, jeg vilde blot vise eder en Velgjerning; men naar der om Vinteren skulde komme en Bjørn med skaldet Hoved, og eders Samboende gribe til Vaaben, skulle I afholde dem derfra og sætte Føde frem for den.« Da den havde sagt dette, gik den tilsøes og tabtes strax af Sigte. Brødrene gik til deres fordums Huus, og mærkede strax at det var beboet, da nogle Smaadrenge legede udenfor det. Disse Børn vare deres Navner, som Slægtningene havde opkaldt efter dem, og Konerne havde taget andre Mænd, men de Efterladte bleve nu glade, fordi de saae dem igjen, som de alt saalænge havde opgivet. De spurgte ogsaa om deres Ledsager, men fik til Svar, at ham havde de efterladt hiinsides Havet. — Da deres Koners nye Mænd bleve bange, sagde de: »vi ville ikke gjøre eder Fortræd, vi takke eder fordi I have forsørget vore Efterladte«. Men Konerne bleve dem tilbagegivne. Om Vinteren glemte de Bjørnen. Engang begyndte de at tale om den, da sagde Mændene, som alle vare hjemme: »en Bjørn kryber op paa Strandbredden!« Da de toge Vaaben frem, sagde Brødrene: »Lad os først, see paa den.« De gik derpaa ud og gjenkjendte strax hiin Bjørn. Da sagde de: »Lader den være, bruger ikke Vaaben, uden den vare vi ikke komne hjem. Det var den som befordrede os hertil igjen, bereder Føde for den.« Da de talte saa, lode de den være. Da Bjørnen var kommen op, satte den sig ved Husets Indgang, med Hovedet vendt indefter. Derpaa lagde de hele Sælhunde ned for den, og bøde den at æde, og alle Mændene satte sig omkring den, og lode den være deres Gjæst. Da den nu havde fortæret Sælhundene, blev den liggende for at sove sin Mættelse ud, og Børnene legede omkring den. Derpaa aad den atter og reiste sig saa, fulgte sine Spor ned til Havet, gik tilsøes, og blev senere ikke seet mere. Sidliarnats Slægt fik senere mange Børn og levede længe, fortælles der.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 128-131.