Om Theophilus og hans pagt med Djævelen
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Om Theophilus og hans pagt med Djævelen
Theophilus iartegn
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2021
De mange eksempler på fru Sankt Marias herlige mirakler styrker syndige folks hjerter meget og giver dem et stort håb om Guds nåde, men den salige Marias guddommelige mildhed viste sig dog at overgå nærmest alt i den barmhjertighed, hun viste den mand, der hed Theophilus.[1]
Denne Theophilus levede et ærværdigt liv og skænkede for Guds skyld mange almisser til fattige folk. Han var en god klerk og virkede som rådgiver for en biskop. Og da denne biskop døde, ønskede hele folket at kåre Theophilus til biskop i dette bispedømme, men han ville ikke påtage sig forpligtelsen og sagde, at han ikke var værdig til denne myndighed, så derfor blev en anden mand valgt til biskop. Men da denne mand var blevet bispeviet og havde fået magten, fratog han Theophilus al indflydelse og den værdighed, som han havde nydt under den foregående biskop, og satte en anden mand i hans sted. Og da Theophilus havde mistet sin stilling, tog det snart ende med hans midler, og da hans penge var væk, forsvandt hans anseelse, således at ingen regnede ham for at være noget værd.
Men den gamle fjende — ham, der for sin snuheds skyld kaldes den skadeligste hugorm, og som er fuld af ondskabens edder — havde længe været misundelig på Theophilus for hans gode gerninger og listigt stået på lur for at se, om han med et skadeligt skud kunne ramme denne mand med sin ondskab og nedbryde hans godhed.
Og da Theophilus havde mistet al ære og alle sine penge, blev han fristet af Djævelen og tilskyndet til at beklage sig over, at han ikke havde taget imod den timelige værdighed, som han var blevet tilbudt. Hans sindelag begyndte da at bevæge sig bort fra en støt kærlighed til Gud, og han blev efterhånden tynget af bekymringer, og det kom dertil, at han på grund af mismod hverken var i stand til at sove eller spise. Så opsøgte han en jøde dér i byen, som var kyndig i trolddom. Og da han kom til jøden, tilbød han ham penge og bad ham om at skaffe sig en tilsvarende værdighed, som han før havde haft. Og hvad enten de talte kort eller længe om dette, så endte det med, at jøden lovede Theophilus at følge ham hen til den høvding, som han sagde, at han tjente. Og han sagde, at såfremt Theophilus ville tjene denne mand, så ville han snart forsyne ham med penge og værdighed. Theophilus gik derpå hjem, og om natten skulle han komme hen til jøden og gå med ham hen til denne høvding og blive hans tjenestemand. Men jøden betingede sig, at Theophilus aldrig måtte gøre korsets tegn på denne færd.
Denne samme nat forlod Theophilus byen sammen med jøden og gik ud i skoven. Og da de kom til en rydning, forekom det Theophilus, at han dér så en stor folkeskare. Dér så Theophilus dette folks høvding sidde på en høj stol. Han var iklædt kongeskrud og havde en krone på hovedet. Stolen var omringet af en utallig hær af ondskabsfulde ånder, der var udstyret som en konges riddere. Nogle af dem stod med vokslys, og der syntes hverken at mangle ting eller tjenestemænd, som denne høvding behøvede eller kunne ønske sig som tegn på værdighed. Derpå trådte Theophilus og jøden frem for høvdingen, og jøden forelagde ham Theophilus’ ærinde. Manden i stolen svarede ham og sagde, at han før var blevet bedraget af tilhængere af den korsfæstede Jesus, »— og hvis denne mand ønsker, at jeg skal skaffe ham de midler og den værdighed, som han tidligere har haft, så skal han skrive et brev, hvori han fornægter den korsfæstede Jesus og dennes moder Maria.« Og Theophilus tøvede ikke med skrivningen, og han svor og fornægtede både Gud og Guds moder Maria. Han satte derefter sit segl på brevet og overrakte det til Djævelen og kyssede ham på knæet. Da sagde hele menneskehedens fjende, at Theophilus snart ville opnå stor anseelse på samme måde, som han havde haft før — både hos biskoppen og hele folket.
Og kort tid efter dette sendte biskoppen bud efter Theophilus og bad ham komme. Og da de mødtes, hilste biskoppen venligt på ham og gav ham plads ved sin side og tilstod ham den samme indflydelse, som han havde haft hos den foregående biskop, og han værdsatte ham mere end de andre mænd, som var hos ham. Og derefter nød han anseelse fra alle dem, som høvdingen regnede for noget, og snart manglede Theophilus hverken penge eller værdighed. Han var venlig imod de trængende og fattige, og han var anstændig i sin adfærd, når han holdt opsyn med folk.
Men da det var gået sådan længe, kom han til at tænke på, hvad der mon skulle ske med ham, når han forlod denne verden, og jo mere han tænkte over det, des mere påvirkede det ham, og han sagde til sig selv: »Hvem vil bede om nåde for mig, når Herren kommer for at dømme alle efter deres fortjeneste, og Djævelen fremviser den skrivelse, som jeg selv gav ham, hvori der står, at jeg fornægtede Gud og hans moder, fru Sankt Maria, men gav mig selv til Djævelen? Ingen har vel forkastet Gud på en mere frygtelig vis,« sagde Theophilus. Det forekom ham, at selv om han for en stund havde haft både værdighed og rigelige midler, så var dette ikke meget værd sammenlignet med evige pinsler. Så kom han i tanker om det profetiske skrift, der siger således: Jeg vil ikke dræbe en syndig mand, siger Herren, jeg vil hellere, at han bekender sig til mig og lever. Theophilus tænkte over disse ord og fandt dem rigtige og huskede, at Gud havde sagt, at uanset hvad man begår af forseelser, så kan man opnå Guds frelse, såfremt man angrer dem og ønsker at blive forligt og vil gøre bod for sine synder. Alt dette fik ham til at frygte Herrens vrede, men på den anden siden gav Guds lovbud og de mange eksempler på Guds barmhjertighed, som Theophilus så for sit indre blik, ham håb om nåde. Han søgte skjul for andre mennesker i den Mariakirke, som var dér i byen, og han gemte sig i et hemmeligt rum og fastede dér i 40 dage og nætter med kun ganske lidt føde, og han vågede og græd over sin misgerning og bad den salige Maria og Guds helgener om hjælp, skønt han vidste, at han ikke fortjente deres bistand, fordi han selv havde skrevet og givet Djævelen det brev, hvori der stod, at han fornægtede Gud og fru Sankt Maria og alle helgenerne.
Da der var gået 40 dage, kom den salige Maria til Theophilus den følgende nat, og hun forekom ham at være vred, og hun bebrejdede ham. Men Theophilus bad om nåde, og før hun steg til himmels, da lovede hun at bede Gud om barmhjertighed på Theophilus’ vegne. Og seks dage senere kom fru Sankt Maria og fortalte Theophilus, at hun havde skaffet ham forlig med Gud, hendes søn Jesus Kristus, og hun sagde, at han nu havde fået tilgivelse for de synder, han havde begået. Han blev da meget glad, men bad desuden om, at Guds moder, den salige Maria bevilgede ham, at han fik det brev tilbage, som han havde givet Djævelen. Han fik ikke noget svar på denne bøn. Theophilus var vedholdende i sine bønner, og den tredje nat kom fru Sankt Maria til ham, mens han sov, og lagde brevet på hans bryst. Kort efter vågnede Theophilus og fandt brevet, som den gode dronning havde efterladt, og han genkendte seglet og det brev, han havde givet Djævelen. Da blev Theophilus mere glad, end det kan beskrives, og han fór af sted til den kirke, hvor biskoppen skulle synge messe den dag, og han viste biskoppen brevet og fortalte ham om dette mirakel. Og biskoppen kundgjorde dette for hele folket og bad alle ihukomme, hvordan denne hændelse var et godt eksempel på anger. Alle, der hørte det, lovpriste Gud og den hellige jomfru Maria for deres barmhjertighed. Derefter gav biskoppen Theophilus corpus domini, og da ændrede hans udseende sig, således at han blev meget mere lys og skinnende end andre mennesker, og han levede siden kun få dage i denne verden.
Note:
- ↑ Fortællingen om Theophilus af Adana (d. ca. 538) er den ældste kendte beretning om indgåelse af en pagt med Djævelen.
