Om de to eenlige Brødre (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

41. Om de to eenlige Brødre

To Brødre havde stadig Boplads i en Fjord, hvor de levede ganske alene; da de heller ingen Qvinde havde i Huset, maatte de selv sye deres Klæder og koge deres Mad. Engang droge de ud sammen i Kajak, og da de kom omkring et lille Næs og saae op paa Landet, fik de Øie paa en Qvinde. Den ældste Broder sagde, at han vilde hente hende, steg ud af Kajakken og gik op, men altsom han nærmede sig, flygtede hun, først langsomt, og da han gav sig til at løbe, ilede hun ogsaa afsted, hvorfor han opgav hende og gik ned igjen. Derpaa gik den Yngre op, men da han kom, stod hun stille, lod sig godvillig gribe og føre ned til Strandbredden. Derpaa bandt de Kajakkerne sammen, og satte hende ovenpaa dem. Qvinden sagde til den Ældre: »fordi din Tanke var ond, derfor flygtede jeg for dig, men din Broder har et bedre Sind.« Derpaa droge de hjemad, og passede hele Tiden nøie paa hende, men da de nærmede sig deres Telt og blot et Øieblik saae bort fra hende, hørtes der en Støi paa Kajakken, og forsvunden var hun. De saae efter, ned i Vandet og allevegne, men hun var intetsteds at finde, tilsidst opgave de hende og tænkte: »det faaer være det samme, hun var neppe noget rigtigt Menneske.« Derpaa løsnede de deres Kajakker og roede hjem, men da de kom til Teltet, saa stod hun der og var ifærd med at gjøre deres Støvler istand. De løb op og greb hende, men hun sagde: »slipper mig, jeg vil ikke forlade Eder.« De følgende Dage vilde de slet ikke gaae i Kajak, kun for at passe paa hende, derpaa gik de blot ganske i Nærheden, for at have Øie med Teltet, og først da hun atter sagde til dem; »gaaer I kun saa langt l lyster, jeg holder nu af at blive hos eder,« gik de atter paa Fangst som sædvanlig. Da de nu havde en Qvinde i Huset og ikke behøvede selv at koge og sye, bleve de ogsaa mere velhavende. Endelig blev hun frugtsommelig og fødte en Søn; men efter den Tid forandrede hun sit Væsen og blev taus. Den ældre Broder bad den yngre om at udfritte sin Hustru angaaende Grunden til Forandringen. Om Aftenen, da de havde lagt sig, spurgte han hende, hvorpaa hun svarede: »det er fordi jeg tænker paa vort lille Barn, at det dog burde see sine Morbrødre, dem kan jeg ikke glemme, og derfor er jeg saa taus.« Men da Brødrene fik dette at vide, sagde de, at de ikke vilde nægte hende at besøge dem, og at de selv vilde følge med. Glad herover pakkede hun sin Taske fuld af Klæder til Skiftning, Støvler med nye Saaler og andet Tilbehør, og da de vare heelt færdige, droge de afsted tværs over Landet. Konen med Barnet i Amauten gik bestandig raskere, og tilsidst kunde de neppe følge hende. Saaledes vandrede de i flere Dage, omsider kunde hun gjenkjende Landet, og sagde: »hvis mine Brødre endnu ere ilive, troer jeg at vi imorgen ville see deres Hav, jeg kan gjenkjende alle Fjelde omkring mit Hjem«. Derpaa vandrede de videre den følgende Dag, men inden det blev Aften, saae de Havet; da begyndte de at græde af Glæde, og kunde ikke gaae videre. Konen sagde: »hvis vi nu gaae ned, ville mine Brødre, hvis de ere ilive, være ude i Kajak, derfor ville vi hellere vente her til imorgen, og gaae ned forinden de tage afsted«. De lagde sig derfor først til at sove. Om Morgenen, da de gik ned, fik de Øie paa mange Telte, og da de blandt de andre saae et stort Telt, sagde hun: »Dette er mine Sødskendes, nu skulle I først blive her, medens jeg gaaer ned alene.« Derpaa gik hun. Solen var kommen op og skinnede varmt, en gammel Kone kom ud af det store Telt, førende en lille Dreng ved den ene Haand og bærende et Soldeskind i den anden, gik hun op til en Klippeflade og udspilede Skindet til Tørring. Pludselig sagde den Lille: »see der kommer jo min Moster!« Den Gamle svarede: »nei, saaledes maa du ikke tale, husker du ikke din Moster, dengang de sloges for hendes Skyld, krøb hun langs Væggen ud af Huset og flygtede for bestandigt fra Menneskene.« Den Lille taug stille, men lidt efter sagde han atter: »jo vist, der er jo min Moster.« Men den Gamle stod og bukkede sig over Skindet for at befæste det, og vedblev: »aa Snak, din Moster er jo flygtet for bestandig — bare man dog kunde faae de Spilepløke (Pinde) stukne ned.« Da Drengen imidlertid vedblev at tale om sin Moster, blev hun tilsidst vred og trak saa stærkt i Skindet, at Hullerne til Udspilingen reve ud; da først saae hun opefter og udbrød: »jo der er hun jo virkelig, hvorfor vilde jeg dog ikke troe den Lille;« og dermed gik hun hen og kjælede for Drengen. Imidlertid fik Brødrene det ogsaa at vide og kom styrtende ud af Teltet og raabte imellem hverandre: »nei I andre længes ikke efter hende, jeg alene længes ret efter hende, jeg vil først røre ved hende.« Dermed løb de hende imøde, men af Ærbødighed lode de den Ældste først modtage hende. Derpaa spurgte de hende, om hun ikke havde Følgeskab, og da hun sagde at Mændene ventede deroppe, hentede de dem ned, og førte dem ind i Teltet, idet Indgangen spærredes af Nysgjerrige, som vilde see dem, der vare komne tværs over Landet. Brødrene gik den Dag ikke i Kajak, blot af Glæde over Gjensynet. Hele Dagen tilbragte de med at betragte hverandre. Om Aftenen sagde den Ældste: »nu skulde I foretage lidt til Morskab, prøver Kræfter engang!« Dermed greb han under Brixen og fremtog et stort Vandskind, bredte det ud paa Gulvet og sagde: «Naar man seer Folk for første Gang, vil man gjerne prøve deres Styrke.« Med disse Ord blottede han sig og satte sig paa Skindet; da ingen af de Fremmede vilde, traadte en af hans egne Brødre frem og trak Krog med ham. Den Ældste slog ham paa Ryggen, for at opmuntre ham til at trække, saa det knagede; men han trak forgjæves, og saaledes gik det derefter med alle de andre Brødre, ingen af dem kunde rette den Ældstes Arm det ringeste ud. Men da de nu vare færdige, blev han dog siddende. Derpaa hviskede den ældre Fremmede til sin Broder: »nu vil jeg først prøve at lade mig slaae, saa kan du bagefter.« Dermed blottede han sig og satte sig frem, strakte den høire Arm ud og greb med den om sin Modparts Arm. Da den Fremmede nu mærkede hans Styrke, tænkte han: »nu vil jeg trække til, førend han bliver træt.« Derpaa brugte den Fremmede hele sin Styrke og trak den andens Arm langsomt heelt hen til sit Bryst; denne vilde trække ham tilbage, men hans Ansigt blev heelt fortrukket og omsider var hans Arm ganske hudløs. Derpaa prøvede de med venstre Arm, men det gik ligesaa og omsider reiste Værten sig, hudløs paa begge Arme, og sagde: »Nu kan jeg mærke at vi have faaet nogle stærke Venner.» Derpaa satte han sig paa Brixen, begyndte at fortælle, og sagde: »vor stærke Mand vil nok neppe lade eder uprøvede. Naar I skulle slaaes med ham, frygter jeg for, at han dræber eder.« Den følgende Morgen hørte de Folk raabe udenfor Teltet: »de Fremmede, som ere komne over Landet, skulle op og slaaes!« Da de hørte dette, klædte de sig hurtigt paa og gik ud. De saae en Flok Mennesker gaae tilfjelds, dem fulgte de efter, og kom op paa en Slette, hvor mange Folk stode i Kreds omkring en Kæmpekarl. Da sagde den Ældre til Broderen: »naar du kommer først, og seer modfalden ud, saa bliver det vist slemt, det er bedst at jeg kommer først.« Derpaa trængte han sig frem, gik lige løs paa den Stærke og greb ham, inden han ventede det. Dengang var Solen ved at staae op, og da den dalede, brødes de endnu. Da tænkte den Fremmede: »blot jeg kunde løfte ham, inden jeg bliver træt!« Derpaa løftede han paa ham og svingede rundt med det samme, og nu løftedes hans Been langsomt og tilsidst svingede han frit ud i Luften. Under Opgangen havde han seet et skraat fremstaaende Stykke Træ, som var sat fast i Jorden; dette benyttede han dog ikke til at knuse ham paa, men kastede ham midt ud blandt Tilskuerne, saa at Blodet strømmede ud af hans Mund. Da blev der Larm blandt Mængden, nogle jublede, andre græd, og da de gik ned, trængte man sig om Seierherren, blot for at faae Lov til at røre ved ham og naar han saa vendte sig om, sagde de: »du skal til Tak faae mine Vinder.« Men han forstod ikke hvad de meente dermed. Da hans Svigerske mærkede, at han var træt, sagde hun: »aa han har ingen Kræfter, men den yngre Broder derimod, ham kan han ikke kaste, naar han ligger paa Knæ.« Derpaa raabte de imellem hverandre: »eder ville vi have til Herrer, siden vi nu ingen anden Herre have.«

Saaledes forbleve de da nu paa deres nye Boplads, gik i Kajak og fulgtes altid ad. Da det blev Vinter og Havet frøs til, gjorde Mændene paa Pladsen en Dag deres Redskaber istand til Vinterfangsten, men de deeltoge ikke deri, fordi de ikke kjendte noget til den Fangemaade. Dagen efter gik alle Mændene ud paa Isen, og henad Aften saaes den ældste af Mændene komme tilbage, slæbende to sortsidede Sælhunde efter sig og i en saadan Fart, at de neppe berørte Isen. Alle de andre holdt sig tilbage, og kom først senere tilsyne, gaaende paa Rad; det var nu saaledes Skik hos dem. Nogle havde en Sortside, andre en Blaaside eller en Fjordsæl. Dagen efter fulgte de Fremmede med ud paa Isen for at see den nye Fangemaade. Først langt ude fra Land opdagede de Frostrøg og kom til aabne Vaager, og langs Kanten af disse vare Hvalrostænder fastgjorte i Isen; det var disse, som de havde kaldt deres Vinder. Den Ældste sagde: »I maae ikke kaste efter de større Sælhunde, en lille Fjordsæl kunne I tage, men jeg vil kaste efter de store.« De adløde ham, og da de hver havde sat Harpuner i en Fjordsæl, vandt de deres Fangeremme op omkring en Hvalrostand og fastgjorde den. Da alle de fangne Sælhunde vare dræbte, gjorde de dem istand til at slæbes og begave sig alle paa Hjemveien, idet de lode den Ældste gaae foran. Men ikke langt fra det aabne Vand vendte han sig om og sagde: »nu kunne I gaae efter Behag«, og derpaa fløi han afsted som ført af Vinden, og forsvandt. Alle de øvrige fulgte efter i en Række, men kom først seent hjem. Da de vare komne ind, sad den Ældre der, tog et Fad med kogt Kjød frem under Brixen, og satte det for dem med de Ord: »Maden er nok ikke god mere, den er bleven tør af at staae saalænge.« De Fremmede spiste kun lidt, og holdt saa op, fordi de syntes at Maden var bleven tør; men de besluttede nu at gjøre Gjengjæld. Den følgende Dag gik de atter ud til de aabne Steder; men denne Gang fangede hver af de fremmede Brødre to af de store Sælhunde. Mændenes Ældste sagde: »I ville nok ikke komme hjem før imorgen tidligt.« Da de nu droge hjemad, sagde den Ældre af de to: »paa denne Maade ville vi blive ringeagtede, lader os see at komme først.« Derpaa løb de langt uden om Veien, medens deres Sælhunde snurrede rundt i Luften bag efter dem. De kom hjem allerede før Solens Nedgang. Først senere kom Mændenes Ældste og blev meget forundret ved at see deres Udgangsklæder hænge udenfor, og han troede at der maaskee var kommen andre Fremmede. Men da han traadte ind i Huset, satte de det kogte Kjød frem for ham, sigende: »Maden er nok ikke god mere, den er bleven tør af at staae saalænge.« Derpaa spiste han lidt, men holdt op igjen, fordi han ikke holdt af saadan tør Mad, sagde han. Men senere blev han snaksom, og var glad ved at have faaet saa raske Følgesvende. Om Foraaret længtes Brødrene atter efter deres Hjem. De spurgte deres Ledsagerinde: »hvilke vil du helst være hos, vi agte at drage over Landet igjen?« Hun svarede: »jeg vil helst følge med eder.« Hendes Slægtninge havde heller intet derimod, da de havde billiget hendes første Bortgang. Altsaa droge de bort igjen, og senere hørte Slægtningene ikke mere fra hverandre.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 143-147.