Om den falske Profet Habakuk (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

118. Om den falske Profet Habakuk

(Opskrevet af en Indfødt ved Kangamiut i Sydgrønland,
som har ladet sine Landsmænd fortælle sig alt,
hvad de derom havde hørt af de Gamle.)

Ved Kangerdlugsuatsiak boede der for ikke saa heelt mange Aar tilbage en Mand ved Navn Habakuk, som vilde efterligne Profeterne, idet han fik sine Nærmeste saavelsom alle de i Omegnen Boende til at troe paa sig. I een Vinter og een Sommer vare de meget ivrige. Medens de engang overvintrede ved Kangerdlugsuatsiak, havde de fanget Hvidfisk og Børnene morede sig med Kastepile, idet de kastede til Maals efter et heelt Rygstykke af en Hvidfisk med paasiddende Spæk. Engang hændtes det, at Habakuks Datter stod ligeoverfor de Kastende, og at en af dem streifede Maalet med sin Piil, som gik videre og traf Barnets Næse. Habakuk maatte selv trække Pilen ud, hvorpaa Barnet strax døde af Forblødning. I den samme Vinter mistede Habakuk endnu et andet Barn, og han blev derover meget sørgmodig. Hans Kones Navn var Maria Magdalena, men man kunde endnu ikke mærke noget paa dem; de vare blot bedrøvede. Om Foraaret droge de paa Rensjagt ind i Kangerdlugsuatsiak-Fjorden og lode Maria Magdalena blive tilbage. Men Habakuk havde en Slægfredkone; hende toge de med, og mange Rensjægere leirede sig sammen paa et Land, kaldet Tungujortut, hvorfra de stege tilfjelds. Da Habakuks Reiseselskab ingen Rensdyr fik at see, talte de om at de vilde lave Noget af Blaabær, idet de satte Been paa dem, som de lavede af Grene, og ligeledes satte Horn paa dem og opstillede Stokke, lavede af Grene. Imidlertid opholdt Maria Magdalena sig i det forladte Huus, og led af Skinsyge og stor Bedrøvelse. Engang havde hun en Drøm, at et Menneske, som stod udenfor Huset, talte ind til hende, fortællende om dem der vare paa Rensjagt, deres Tankeløshed, og om hun troede at det Skabte var opstaaet af sig selv. Da nu Rensjægerne kom tilbage, og de alle vare samlede med Maria Magdalena, fortalte hun dem om sin Drøm, hvorpaa alle Mændene vendte sig til hende, fordi hun nøiagtig havde truffet dem og drømt hvad de foretoge sig. De sagde alle: »ja, at de havde gjort saaledes.« Om Efteraaret fortalte Habakuk engang til sin Hustru, at han havde en Slægfredkone, hvorover hun blev meget vred af Skinsyge, og om Aftenen sagde hun til Manden: »men jeg skal tage en Kavdlunak til Slægfredmand, naar vi flytte ud.« Med disse Ord stod hun op og gik ud, men Habakuk kunde ikke røre sig. Da Maria Magdalena i nøgen Tilstand kom udenfor Huset, saae hun østerefter paa en Høi to Mennesker, og hun gjenkjendte dem strax. Det var Ole og hans Hustru, som for lang Tid siden vare døde. Da hun saae to lysende Veie føre hen til dem, vilde hun strax gaae derhen, men Spøgelserne raadede hende derfra og sagde: »luk dine Aabninger, d. e. Øine o. s. v., de ere alle fordreiede, du seer skrækkelig ud!« Derpaa sagde de videre: »Maria Magdalena! i din Opvæxt var dit Hjerte smukt, men nu er du ligesom bunden og fastsurret, vil du lade dit Legeme bruge af dem, som ikke ere dine Brødre?« — Da de talte saaledes, kunde Maria Magdalena intet huske. Spøgelset sagde videre: »for lidt siden sagde du, at du vilde tage en Kavdlunak til Slægfredmand.« — Da hun hørte dette, erindrede hun det og gik saa atter ind, hvorpaa Habakuk atter kunde røre sig og stod op.

Om Sommeren derpaa vare de atter i Fjorden. Om Efteraaret, da de flyttede i Huus, vare de endnu meget sørgmodige. En Aften sade Mile og Barsilai vaagende og fortalte Sagn. Da de ud paa Natten gik udenfor Huset, saae de to Røgskyer over Fjeldet Umiusak, den ene mørk, den anden lys, og de hørte Psalmesang. Ogsaa inde fra Huset kunde de høre noget, men da det bemærkedes ved Huustaget, nærmest Udgangen, stod Maria Magdalena hurtigt op og sprang op paa Vinduesbrixen og begyndte stærkt at skjælve over hele Legemet.

Fra dette Tidspunkt af kjender jeg ikke Begivenhederne i sammenhængende Følge, men jeg har opskrevet hvad vi have hørt:

Efter den Tid fandt de paa mange Skikke og foretoge sig forskjellige Ting. Dengang Folk først begyndte at troe paa dem, var det blot Beboerne af Kangerdlugsuatsiak og Kangamiut, som vare deres Tilhængere. Om Foraaret, da der gik Poster, fik de ogsaa Beboerne af Maneetsok og Ikamiut til Tilhængere. Da om Efteraaret Habakuks Slægfredkone blev frugtsommelig, sagde de, »at hun var frugtsommelig af den Hellige Aand, og hvis det blev en Dreng, skulde han kaldes Kristus.« Men hun fødte en Datter. Derpaa sagde de, at ingen maatte være Hexe, og alle dem, som de ansaae for Hexe, straffede de. De sloge en Hexe-Qvindes Hænder med Steen og kastede hende i Havet. De gik ogsaa, adlydende Habakuk og hans Hustru, op til Gravene, og idet de holdt ved hverandre, gik de i en Kreds omkring Gravene; derpaa trykkede de Hænder og kyssede hverandre. Engang holdt Habakuk Forhør og forsamlede dem alle, for at erfare, hvorledes de vare. Han pegede da blindt hen imellem dem og udsagde, hvem Gud syntes bedst om. Men Qvinderne behandlede han særskilt, idet han tog dem bag ved et Forhæng i Hjørnet paa Brixen. Han lod alle Konerne sidde i en Række, og idet han stak Hovedet frem af Forhænget, vinkede han med Haanden ad dem, som han fandt smukkest, kaldte dem til sig, og skjult bag Forhænget rensede han dem for deres Synder. Engang fremstillede alle Mændene sig for Habakuk og sagde een ad Gangen: »hvorledes er jeg?« Derpaa sagde Habakuk til hver enkelt, hvorledes han var. Da Habakuks Broder Juïtle, som stammede, kom frem for ham og spurgte, hvorledes han var, sagde Habakuk: »du burde berøves din Tunge.« Derover begyndte det stakkels Menneske at græde. En anden Gang lod Habakuk dem gjette og sagde: »hvad er en lille Boble?« — En, som vilde træffe det, sagde: »en Fangeblære.« Habakuk svarede paa Dansk: »Nai, Nai, Nai.« En Anden sagde: »en mindre Fangeblære.« — »Nai, Nai, Nai.« — Atter en Anden: »Krabbe-Øine.« — »Nai, Nai, Nai.« — Tilsidst sagde En: »en Vind.« — Habakuk svarede paa Dansk: »Ja, Ja, Ja.« — En anden Gang tabte Habakuk Veiret og vendte Øinene. De Andre raabte: »Vee os! naar han vender det hvide af Øinene ud, vil Verden forgaae!« — Atter engang hændtes det, at medens de alle vare samlede og hylede af Graad, brøde de midt under Graaden pludselig ud i Latter. Der siges ogsaa, at hvergang nogen havde fanget, skjænkede han Habakuk noget af sin Fangst, og naar nogen kastede feil efter en Sælhund, begyndte han at græde, fordi han frygtede for Skjænd af Habakuk.

Da jeg ikke veed mere, har jeg sluttet her, maaskee der endnu er Nogen, som kan fortælle mere. Naar Folk blive samlede, vil det vise sig. Jeg tænker, at de, som ikke ere glemsomme, endnu kunne erindre det mærkeligste.

________________

(Anden Opskrift:)
Den Aften, da de hørte det banke paa Husets Tag, og da Maria Magdalena sprang op og satte sig skjælvende paa sin Hovedpude og skar Tænder, rystende over hele sit Legeme, begyndte de først egentlig at troe. Fra den Tid er det vanskeligt at fortælle alt, paa Grund af deres Skikkes og Optøiers Mangfoldighed. De Ældste, som endnu have kjendt Habakuk, ere bortdøde. De Yngre have fortalt et og andet, som de have hørt af de Gamle, og alt dette har jeg samlet under eet og opskrevet, som følger:

Hele hiin første Vinter var det blot Beboerne af Kangerdlugsuatsiak, Narsamiut og Kangamiut, der brugte Habakuk som Profet. Om Foraaret sluttede ogsaa Beboerne af Ikamiut og Maneetsormiut sig til dem. Der siges, at to Kajakker droge til Maneetsok, d. e. Kolonien Ny Sukkertoppen, og at en af dette Steds Beboere, ved Navn Simeon, netop vilde gaae ud om Morgenen, da han ikke anede, at der var kommet Fremmede. Det var netop Lavvande, og da han saae ud over Iiskanten, gjenkjendte han strax de to Kajakmænd fra Kangerdlugsuatsiak. Da han var gaaet lidt tilside og de vare krøbne op over Iiskanten, kom den ene hen til ham og rakte ham Haanden, men han kunde ikke begribe, hvorfor han gjorde saa, da det ikke er Grønlændernes Skik. Da han havde taget ham ved Haanden, kyssede han ham og gav slip igjen. Derpaa gjorde den anden Fremmede ligesom den første, trykkede hans Haand og kyssede ham. Simeon kunde ikke begribe, hvad det skulde betyde, men han tænkte da han derpaa gik ud i Kajak, at de maaskee havde gjort saaledes fordi de havde følt saamegen Længsel efter ham. Da han kom tilbage igjen mærkede han, at allerede mange af Pladsens Beboere troede paa dem, og fra den Tid af begyndte mange fra Omegnen at reise hen til Habakuk. Da Habakuks Slægfredkone blev frugtsommelig sagde de, at det var skeet ved den hellige Aand. Hvis Barnet havde været en Dreng, vilde det vist være blevet meget berømt. Dengang de straffede Qvinden, som de beskyldte for at være en Hex, vare Anangnia og Juïtle netop i Kajak; men da senere Liget drev iland, gik de hen, sloge og knuste den Dødes Hænder ligeledes med Stene, for ogsaa at kunne deeltage i hendes Afstraffelse. Dengang de gjettede Gaader og Habakuk sagde: »Ja, Ja, Ja,« var der een iblandt Tilhørerne, som fik alle de andre til pludselig at bryde ud i Latter, men efterat de saa alle havde leet en Tidlang, begyndte de ligesaa pludseligt at græde, og naar der var nogle iblandt dem, som ikke kunde faae Taarerne frem, sagde de Andre: »naar du lægger Hovedet bag over og gaber, vil du komme til at græde.« Engang, da de ligeledes gjettede Gaader, sagde Habakuk: »hvem ligner den Sagtmodige?« Da de gjettede og En sagde: »et stort Dyr,« svarede Habakuk: »Ja, Ja, Ja.« — Dengang Habakuk fordreiede Øinene, troede de, at naar det Sorte af Øinene forsvandt under de øverste Øienlaag, skulde Verden forgaae. Engang kom de ogsaa meget ærbødige til hans Kone og sagde: »Maria Magdalena, naar skal Verden forgaae?« Da hun saa saae op paa Himlen, sagde hun: »dens Beskaffenhed er endnu god« — hvorpaa de glade bragte dette Budskab omkring til de Andre. Dengang Habakuk kaldte Konerne til sig for at rense dem for deres Synder bag et Forhæng, vare der nogle af dem, som syntes godt om det og talte indbyrdes om hvad han havde gjort ved dem. Engang lod han ogsaa alle Pigerne opstille sig langs Væggen i en Række, for at undersøge, hvorledes de vare. Udfaldet af Undersøgelsen kjender jeg ikke, men han begyndte med den yderste og befølede dem alle, idet de maatte staae reiste, med Ansigtet vendt imod ham. Naar der var nogen iblandt dem, som ikke vilde have dette, befalede han dem at gaae ud og ikke at være med.

Mange af Mændene gav han Navne efter Himlens Beboere. Vi erindre dog endnu kun den ene, nemlig Matiuse. Naar Matiuse kom hjem med en Sælhund paa Slæb, raabte de: »Jesus kommer slæbende, Jesus kommer slæbende!« — Matiuse var et ungt Menneske, som holdt meget af at indbilde dem noget. Engang gik Matiuse ud og sagde: »naar jeg blinkede, faldt der et Lys ned fra Himlen.« En anden Gang gik han ud, kom ind igjen og fortalte: »jeg har seet to Engle, den ene skelede, den anden skelede ikke, den ene spiste Hjerne med en daarlig Kniv.« En anden Gang kom han hjem og fortalte, at han havde været i Slagsmaal med en Bjørn, og han fremviste sine Ærmer og sin Halvpels, som vare iturevne. Men han havde selv gjort det ved at banke paa dem med en Steen. Denne Matiuse lod Habakuk ofte kalde til sig.

Medens Matiuse om Foraaret var reist til Nua, ankom Præsten og Naparutak i en Baad. Habakuk vilde ikke gaae udenfor, men de gik ind til ham i hans Telt. Førend de havde yttret noget, sagde Habakuk rask: »De Store i Himlen ville have, at Menneskene skulle elske hinanden.« Naparutak sagde: »Vistnok have de Store i Himlen befalet Menneskene at elske hverandre, men hvorfor har du forandret det syvende Bud? hvorfor har du ikke fulgt det?« Da Habakuk intet svarede hertil, talte Naparutak meget forsigtigt til ham og formanede ham med megen Høflighed, idet han bad ham holde op med sine Sædvaner. Præsten sagde ikke et eneste Ord. Først da de skulde gaae, sagde han til Naparutak, at han med Villie ikke havde talt, fordi det var ham befalet ikke at skjænde paa Menneskene.

Fra den Tid af begyndte de at holde op med deres Optøier, dog vilde de endnu være de Seirende og ikke underkaste sig. Senere hen, da Habakuk var nær ved at døe, formanede han dem til ikke at efterligne ham i hans Adfærd mod de Uskyldige og bød dem, herefter ikke at gjøre saaledes.

Endnu er at fortælle angaaende en af deres Bedrifter: dengang da de vilde dræbe hiin Qvinde, som de ansaae for en Hex, og da de mange Mænd kom og toge hende fat, var den Stakkel slet ikke bange for de mange Mordere, men saae blot op til Himlen. Ligeledes da de kom og vilde dræbe hende, greb hun i sin Hætte, fremdrog sin Snuusdaase og tog sig en Priis Tobak, hvorpaa hun lagde Snuusdaasen ned igjen. Og da de grebe hende i Struben og skulde kaste hende i Vandet, sendte Habakuk Bud til dem og lod sige, at naar de kastede hende ud, skulde de ikke sige andet end: »du beder for vore Synder!« Dette skrege de alle, idet de kastede hende ud.

Ligeledes siges der, at de engang i hiin Vinter raabte ind i Huset: »idag skulle vi hele Dagen være glade, thi Isaks Vei til Himlen er aaben!« Derpaa vedbleve de at raabe saaledes og være lystige hele Dagen. En anden Gang sagde Habakuk om Morgenen: »idag er det Time's Fødselsdag, alle Mennesker skulle ihukomme ham.« Derpaa bare de Krudt ud og skjød den hele Dag i Anledning af Time's Fødselsdag. En anden Gang befalede Habakuk, at alle Børnene, uden at de Gamle vare med, skulde forsamles for at høre paa Titorse, d. e. paa Titus's Tale. En anden Gang, da de alle vare forsamlede for at græde, kunde to Børn, nemlig Klara og en anden, hvis Navn jeg har glemt, ikke komme til at græde, hvorpaa de Gamle sagde, at de skulde lukke Munden op. Derved kom de til at græde; men medens de saa alle græd, trykkede en af dem lidt paa Øinene og begyndte at lee, hvorpaa de alle brød ud i Latter. Men lidt efter forandrede de sig atter og begyndte at græde. Saaledes vedbleve de Undertiden den hele Dag.

Det er nu vanskeligt at samle Alt, eftersom de senere fødte have glemt at fortælle det. Men vi have ogsaa hørt følgende: der var dengang en heel Deel Opskrifter, som nogle havde skrevet angaaende Habakuks Foretagender, men de ere skjulte. Da Naparutak og Præsten ankom til Stedet, fandt de en temmelig stor Kasse fuld af Opskrifter, men efterat de vare reiste, siges Habakuks Tilhængere at have taget den med sig dengang de droge til Timerdlek, og man veed ikke ret, hvor de have gjemt den, enten paa Timerdlek eller i Steenhobene paa Maneetsok. Senere har man vel søgt efter den, men intet kunnet finde.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 318-324.