Om det, at alle mennesker glæder sig over deres egen sangstemme

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►


Små eventyr


Om det, at alle mennesker glæder sig over deres egen sangstemme

Af því at hverr maðr gleðsk af raust sinni [1]


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2026



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Hugo Gering: Islendzk æventyri, Verlag der Buchhandlung des Waisenhauses, Halle an der Saale, 1882


En ulv

Det fortælles, at to kammerater rejste fra et sted til et andet, hvor de hørte en kvindestemme, som var meget klar og skøn og havde en nydelig klang. Denne kvinde sang vidunderligt. Den ene af kammeraterne standsede, fordi stemmen var så behagelig at høre på, men hans kammerat sagde: »Gå væk herfra, for mange bliver ofte ført bag lyset af en smuk stemme.« Han svarede: »Denne stemme er mere behagelig at høre på end den, jeg og min mester hørte engang.« Den anden sagde: »Hvad var det for en stemme, og hvordan kom I til at høre den?« Han siger: »Der skete det, at vi rejste fra en købstad, og så hørte vi en rædsom røst, der sang ubehersket, og vedkommende sang det samme igen og igen, men havde dog selv stor fornøjelse deraf, selv om det lød forfærdeligt. Da sagde min mester: ‘Hvis det er sandt, når man siger, at en ulvs tuden varsler et menneskes død, så varsler denne stemme ulvens død, for dette er ganske frygteligt at høre på.’ Jeg svarede: ‘Men hvorfor finder denne person glæde ved det?’ Mesteren sagde: ‘Husk på, hvad vismanden sagde med disse ord: Der er tre ting, enhver mand glæder sig over — selv om det ikke nødvendigvis er noget særligt — og det er sin egen sangstemme, sin egen digtekunst og sin egen søn.’« Derpå fortsatte de videre.




Note:

  1. ↑ Teksten findes overleveret i håndskriftet Isl. papp. fol. 66.