Om en Anginiartok eller forulykket Kajakmand, der vender tilbage til de Levende (Rink)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Isbjerg, Grønlandshavet. Foto: Jerzy Strzelecki - Wikimedia.


Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871

9. Om en Anginiartok eller forulykket Kajakmand
der vender tilbage til de Levende


(Efter den mundtlige Fortælling)



Da Kalerarmiok hørte, at det om Sommeren skulde være behageligere nordpaa, reiste han med sit Sødskendebarn nordpaa og tog Vinterophold paa Kitsigsorsuit-Øerne. Da han selv kunde trodse hvadsomhelst Veir, men Sødskendebarnet ikke kunde reise sig, naar han kæntrede, gav han denne en særegen Kajakpels, som kunde pustes op saaledes, at naar han kæntrede kunde han ikke synke under Vandet med Overkroppen. Da de nu overvintrede paa Øerne, fandt de, at den Nordenvind, som blæste der, ikke var farlig, men Søndenvinden, som pleiede at være meget heftig kjendte de ikke. Engang vare de ude med mange Kajakker i Følge, og der blev sat fast i en Narhval; Veiret var mildt og saae meget truende ud. Da de vilde sætte den anden Harpun i, søgte Dyret ud tilsøs og lokkede Kajakker efter sig. Kalerarmiok saae efter sit Sødskendebarn, da han kun nærede Bekymring for dennes Vedkommende; pludselig seer han Vinden nærme sig sydfra, løftende Havets Overflade. Han raabte til de andre Kajakker: »vor Fangst jager os ud i Fordærvelsen, seer! hvorledes den kommer brusende hist.« Da de saae sig om kom Stormen med det samme farende og indhyllede dem i en Sky af Vandrøg. Kalerarmiok snørede Pelsen til paa sin Ledsager, og saaledes styrede alle Kajakmænd nu ind ad Land til, idet de idelig raabte alle i Forening for at holde sig sammen. Da Vandrøgen skilte sig lidt ad, saae de noget stort komme tilsyne foran dem. De troede, at det var Land, og søgte hen under Læsiden af det, hvor det dannede en lille Bugt, men Kalerarmiok raabte til dem: »det er ikke Land, men et stort lisfjeld, det vil falde ned over eder, flygter derfra, Landet er er ikke fjernt og I kunne sagtens magte Vinden, men naar Søerne først reise sig, vilde de sikkert sønderbryde Iisfjeldet.« Men de vilde ikke høre paa ham, da de blot søgte at komme i Læ. Kalararmiok hørte det brage, og da han saae opefter, slog Søen over Iisfjeldet og nu hørtes pludselig et vældigt Brag. Det sortnede for hans Øine, han droges ned under Søen og det blev mørkere og mørkere, tilsidst standsede han og saa løftedes han atter op igjen. Hurtig greb han sin Aare, reiste sig halvqvalt, blæste Blodet bort, som var trængt frem i hans Næseboer, og saae sig om efter sin Ledsager, men nei — der var ingen at see, ikke een af de mange Kajakker var frelst, da han forgjæves havde speidet med sit Blik, vendte han ind ad Land til, men nu stod Vandet i Røg. Da han nærmede sig de yderste Øer, syntes han at bemærke noget Sort, som bevægede sig nede i Dybet jævnsides med hans Kajakstol. Da han saae nøiere efter, bemærkede han at det var et Menneske, og tilsidst gjenkjendte han sit Sødskendebarn. Han raabte ned til ham: »hvorledes har Du det.« En Stemme svarede: »jeg har det taalelig godt, men der mangler et Stykke af mig« (nemlig som Anginiartok). Saaledes førte han ham med sig ind imod Land, idet han langsomt blev større. Da de kom ind imellem Øerne, sprang Vinden om i Vest og sagtnede. Imidlertid sad hans Sødskendebarns Moder derhjemme paa Brixen, tog sin Mærketraad (d. e. til at udforske Sønnens Skjæbne) op, og trak i den, — strax rev den over, men de afholdt sig dog fra at græde, eftersom de Borteblevne vare Angerdlartugsat. Thi havde de givet sig til at græde, saa vidste de, at de vilde have hindret dem i at vende tilbage. Da hun anden Gang trak i Traaden, sprang Vinden om i Vest uden at Traaden endnu rykkedes over. Omsider fattede de dog Bekymring. Imidlertid havde de to Kajakmænd naaet Strandbredden udenfor Huset. Kalerarmiok sagde til sin Ledsager: »du skal først stige iland, og jeg bagefter, thi jeg er heel, men paa dig mangler der et Stykke,« og han vendte ikke Blikket fra ham, for at kunne hjælpe ham, hvis noget skulde skræmme ham ud til Havet igjen. Derpaa ledede han ham ind ved Haanden og til Huset — o! hvor hvor oplivende skinnede Lampernes Lys dem der imøde! Atter sagde han: »du skal gaae forrest ind i Huset«, og da Sødskendebarnet stak Hovedet op ad Indgangen raabte hans Moder: »der kommer han,« løste sit Topbaand, udbredte sine Haar og gik hen og lod Sønnen hænge sig fast ved dem, hvorpaa hun trak ham op med sit Hoved, og ligesaa gjorde hun ved den Anden. Senere kom Naboerne for at forhøre sig angaaende de mange Kajakker, og da de hørte at de alle vare omkomne udbrøde de i Jammerklager. Men Kalerarmiok fortalte dem, hvorledes han havde formanet dem til ikke at blive ved lisfjeldet, og hvorledes han selv og hans Ledsager paa en vidunderlig Maade vare blevne frelste. Han opholdt sig kun den Vinter paa Stedet, han havde allerede faaet nok deraf, vendte atter tilbage til sit Hjem og drog ikke mere nordpaa.


Kilde


Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn, ss. 28-29