Om grønlændernes gamle tro - E

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Foto: Dave Stanley - Wikimedia

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Om Grønlændernes gamle Tro
og hvad der af samme er bevaret under Kristendommen

Af Hinrich Rink

E.
Troen i dens Anvendelse paa Livet, Sæder og Skikke.

Under Stammens store Adspredelse udgjorde Sagnet og sammes Hovedindhold, Troen, det eneste fælleds Baand, ligesom og atter Troens Bærere, Angakut, afgave den nærmere Sammenknytning for de enkelte, mindre Samfund. Troen var derfor mere, end hos andre Folkefærd, Rettesnoren for alle Vedtægter lige ned til det daglige Erhverv med de til samme hørende Redskaber og deres Afbenyttelse, og herpaa grunder sig atter det Faste og Uforanderlige ved disse, efterat de engang i en ukjendt Fortid havde uddannet sig. Naar vi derfor alligevel skulle udsondre visse Skikke som verdslige, maae vi dermed kun mene, at Troen mindre umiddelbart havde med dem at gjøre. Vi have ovenfor (A, 5) allerede omtalt Begreberne: Eiendom og Stand. Gjenstandene for Eiendom kunde deles i: 1) hvad en Person umiddelbart selv brugte som Klædning og Redskab; dette gaves endog Eieren med i Graven, og man kan vel antage, at Sjælen blev anseet for sammes, ligesom for Legemets Inua. 2) Hvad der efter visse Vedtægter havdes sammen med visse Slægtninge og blandt dem optagne Personer; hertil hørte Baad og Telt eller alt hvad der brugtes, eller hvad der af Fødemidler erhvervedes om Sommeren. 3) Hvad der mere eller mindre havdes sammen med Beboerne af det samme Huus, og 4) af den samme Bygd eller Vinter-Boplads, alt efter bestemte Vedtægter for Deling, navnlig saavidt angaaer Jagtens daglige Udbytte om Vinteren. 5) Saadanne erhvervede Gjenstande, som ansaaes for fuldkommen Fælledseiendom, afseet fra, hvo der havde deeltaget i Erhvervet. Hver af disse Klasser Eiendele havde sine mere eller mindre skarpe Grændser, udover hvilke det Overskydende maatte falde ind under den næstfølgende, og saaledes tilsidt under 5, som ellers navnlig indbefattede alle meget større Sødyr, navnlig Hvaler, men Grændserne vare i det Hele saa snevre, at man med Rette kunde kalde hele Folket, i Modsætning til andre Folkefærd, eiendomsløst. Man behøver vel neppe at betragte som Undtagelse det Overskud, som der kunde samles af visse Gjenstande til dermed at drive indbyrdes Handel, thi deels var denne Handel saare ringe, deels gik den atter kun ud paa at erhverve Fornødenheder indenfor de anførte Grændser, navnlig saadanne, som kun fandtes i visse Egne. Endvidere have vi ovenfor antydet, at Stand eller borgerlig Anseelse beroede paa den personlige Duelighed, hvorunder bliver at indbefatte Angakok-Viisdom, samt at Deel i hiin, uden selv at besidde denne, kun kunde erhverves ligesom i Eiendomsklassen 2, nemlig ved Slægtskab. Endelig bemærkes, at Rettergangen efter Formen deels var reent verdslig, nemlig den saakaldte Syngestrid i offentlige Forsamlinger, og Blodhævnen, deels beroede paa Angakut, men i begge Tilfælde maatte jo Troen ligge til Grund for Bedømmelsen, ligesom og i det første selve Sæderne gjordes til Gjenstand for Rettergangen.

Naar man nu gjennemgaaer Troen i dens Enkeltheder, vil det ikke være vanskeligt at paavise dens Sammenhæng med hvad der her er nævnt om Eiendom, Stand samt Lov og Ret. Vi ville her blot fremhæve Følgende. Det er indlysende, hvad Betydning Forestillingen om de Afdødes Sjæle som Skytsaander for deres Efterkommere og med deres, dem som Pant efterladte Serratit og Arnuat, altsaa Slægtskabsbaandet i det Hele, har havt i de første to Henseender, og i den sidste, nemlig Lov og Ret, udtaler den sig ved Blodhævnen. Slægtskabet bestemte, som vi saae, i hvilken Grad Nogen kunde optages i Eiendomsfælledskab med, eller vente at blive forsørget af Andre, saa og blive deelagtig i en Andens borgerlige Anseelse. Blodhævnen var ingenlunde Selvtægt, men en borgerlig Pligt, et paa Grund af Forholdene ligesaa nødvendigt Onde, som Dødsstraf ved Bøddelen i kristelige Lande, hvorvel dog undtagelsesviis Mord ogsaa straffedes af Samfundet efter en fælleds Raadslagning, naar det nemlig gjaldt en afgjort frygtet Forbryder. Men Spørgsraaalet er, om fortsat Blodhævn, altsaa som Hevn paa selve Blodhævnens Udøver, har været anseet for tilladelig. Dette paastaaes rigtignok, men den synes hverken efter Sagnene eller ifølge sin Natur og sine Følger at kunne have været hyppig.

Til at sikkre den indbyrdes Forstaaelse og hindre Forurettelse af den Svage, alt indenfor det Spillerum af Vilkaarlighed, som Vedtægterne og de naturlige Forhold lode staae aabent, maatte blandt andet Forestillingerne om Akilerarkussinek, og om Hevn ved Gjengangere, Kivigtut, Angiak'er, Serratit Arnuat og Tupilek'er være virksomme, saameget mere, som Sagnet især lægger disse Midler i Hænderne paa de af Naturen svage.

Med Hensyn til Skikkene under de enkelte Livsomstændigheder bemærkes Følgende:

Barnet erholdt strax efter Fødselen et Navn, idet man opkaldte det efter en Anden, især efter en afdød Slægtning. Dette synes at være udført ved et Slags Serranek, og der lagdes stor Betydning deri. Man meente derved at skaffe den Afdøde Ro i Graven og troede paa et Slags Sjæleslægtskab mellem Navnerne, saa at den Afdødes Egenskaber, ja endog Egenheder gik over paa den Levende. Det var dennes Pligt at hævde hiins Ære og navnlig at trodse de Indflydelser, som havde voldet hans Død (akissartorneκ). Var han saaledes omkommen paa Havet, maatte Navnen saameget desto mere lægge Vind paa at kunne trodse dette i sin Kajak. Skjøndt det saaledes givne Navn vedblev at være Barnets egentlige Navn, brugtes dog som oftest eet eller flere andre til at benævne det med i det daglige Liv; thi naar dets Navne var en, først nylig, eller under særdeles sørgelige Omstændigheder Afdød, turde dennes Navn ikke udtales eller nævnes til dagligt Brug. Der gaves da den Levende tillige et andet Navn, som saa atter paa samme Maade kunde blive byttet mod et tredie.

Ved Børneopdragelsen anvendtes der, som det synes, aldeles ingen Straffe, men vel Trudsler med straffende Aander, navnlig Kungusutarisat. Forøvrigt gik Opdragelsen, for Drengenes Vedkommende, vel kun ud paa at uddanne dem til Erhververe. Den øvrige Opdragelse overlodes til Omgivelserne og for Qvindens Vedkommende til den, senere hendes Mand tilkommende Tugtelsesret.

Skjøndt der i ganske enkelte Sagn er noget, som tyder paa, at man ved Ægteskabers Afslutning har brugt et Slags Vielse, synes denne Handling forøvrigt at være foregaaet paa reent verdslig Maade. Blandt de Ugifte herskede der skarpe Regler for Sædelighed. Men Overtrædelsen af det ægteskabelige Forhold ved Konebytten o. a., synes i og for sig ikke at have været anseet for noget Ondt, naar det skete med Vedkommendes Indvilligelse, og især naar Hensigten derved var stilet paa Afkom, navnlig mandligt Afkom, hvorimod den blotte Sandselighed i og for sig var Gjenstand for offentlig Paatale.

Under Sygdomme og andre tilstødende Uheld benyttedes, gjennem Atdlernek og paa andre Maader, Troen af Angakut til at skaffe sig Lydighed.

Ved Dødsfald og Begravelser iagttages forskjellige Skikke, som havde Hensyn, deels til den Afdøde, deels til de Efterlevende. Man lagde den Døde ned paa Gulvet, for at betegne Ønsket om at han maatte komme til Underverdenen. Østlændingene sænke af samme Grund Ligene i Havet. Derimod bleve Ligene af Forbrydere sønderlemmede og adsplittede.

Man overholdt 5 Sørgedage, og af Hensyn til de Efterlevende maatte der iagttages forskjelligt, for ikke at fornærme de høiere Magter ved de Sørgende (pujortut) eller ved noget, som havde været i nærmere Berøring med den Døde.

____________________

De ved Kristendommen medførte Forandringer i Foranstaaende.

Det gjelder her for en Deel kun om at gjentage hvad der allerede hist og her er anført i det Foregaaende, for at man deraf og af Sagens Natur skal kunne slutte sig til den nuværende Samfundstilstand blandt Grønlænderne. Ligesom overalt i Verden Religionen mere eller mindre er bleven anvendt i Statens og Politikens Tjeneste, saaledes er dette ogsaa skeet her, ved Varetagelse af Europæernes Tarv ligeoverfor de Indfødte, paa den ene Side vistnok med mere Skaansel og Hensyntagen for de sidstnævnte, end i de fleste andre Lande, hvor Europæerne have bosat sig som Nybyggere, men paa den anden Side ogsaa uden tilbørligt at betænke, at de Indfødtes Tarv her mere end andetsteds paa Længden falder sammen med Nybyggernes, eftersom Landets hele Værdi, saavidt hidtil kan skjønnes, kun beroer paa de Indfødte og staaer i Forhold til deres Velvære og Kraft.

Den rene Kristendom maatte i de Indfødtes Forestillinger her saameget mere falde sammen med deres Anvendelse paa Livet, som man med Kristendommens Indførelse forbandt en Afskaffelse af alt det, som tidligere udgjorde Lov og Ret, og paa den anden Side slet ingen Love eller Domstole indførte, men overlod det til de europæiske Embedsmænd at haandhæve Retfærdigheden efter bedste Overbeviisning. Ifølge det Foregaaende maatte jo saagodt som enhver af de gamle Skikke eller Vedtægter kunne kaldes hedensk, og som saadan forbydes, eftersom jo alle mere eller mindre stode i Forbindelse med Troen, og da Bedømmelsen heraf hvergang tilkom de idelig skiftende, fremmede Mænd, der udsendtes fra Europa, uden andet Kjendskab til Folket, end i det allerhøieste nogle faa Ord af dets Sprog, kan man vel tænke sig, at de Forskrifter, som saaledes i Aarenes Løb ere givne Grønlænderne, og som skulde svare til nye Love og Skikke, istedetfor de formeentlig hedenske, frembyde en meget broget Sammenstilling, som kun udjævnedes, deels ved de samme Aarsager, som have vedligeholdt den Bevarelse af det Gamle, vi i det Foregaaende have udviklet, deels derved at der gaves Hovedhensyn, i hvilke alle de Fremmede, blot i Egenskab af Europæere vare enige, nemlig saadanne, som gik ud paa at forhindre Alt, hvad der kunde støtte de Indfødtes indbyrdes Sammenhold ligeoverfor hine. Som en Følge heraf afskaffedes alleslags offentlige Sammenkomster, og dermed deels de Lege og Forlystelser, ved hvilke Ærgjerrigheden sporedes og de naturlige Forholds sløvende Virkning modarbeidedes, deels den almindelige Rettergang. At Blodhævnen desuden først og fremmest afskaffedes, er jo en Selvfølge. Hvis nu den kristne Tro alene var til Hinder for hine Skikke, burde de jo kun have været forandrede saaledes, som kristen Skik formeentes at fordre det, men derpaa er der ikke gjort et eneste Forsøg. I Mangel heraf skulde saa det, som udgjør en Hovedbetingelse i vore kristelige Samfundsindretninger, nemlig Eiendommens større Sondring og Sikkring, have afgivet en Erstatning for den Drivfjeder til Virksomhed, som hine Skikke ydede. Men Eiendoms Erhvervelse, som Drivfjeder til Virksomhed, synes at være saa godt som aldeles uanvendelig paa et Jagtfolk, ikke at tale om, at af ganske ydre Grunde den Indfødte ogsaa i saa Henseende alligevel kom til at staae tilbage for den ringeste Europæer. Det ligger ligesom i Jagtfolkets Natur, at hver Enkelt uddannes og hærdes saaledes, at han er istand til, daglig paa egen Haand at skaffe sig sit Livsophold. Dette forudsætter en vis Frihedssands, som ikke kan forliges med Sandsen for Eiendom. Til Erstatning for de store Farer og Besværligheder, som den grønlandske Sælhundefanger er udsat for, vil han have Frihed og Sorgløshed forøvrigt. Derefter maae ogsaa hans huuslige Forhold være afpassede; Børneopdragelsen maa, saavel af Hensyn til Faderen, som for at uddanne den samme Frihedssands hos Sønnen, saavidt muligt være overladt til Samfundet eller Omgivelserne. Men selv om der havde kunnet tænkes Forandring heri, saa har man heller ikke stillet Grønlænderen i denne Henseende paa lige Fod med Europæerne, men er endnu den Dag idag vedbleven at fordre af den grønlandske Erhverver lignende Opoffrelser som tidligere, uden tilsvarende Fordeel, og medens paa den ene Side Huustugten blev vanskeligere for ham derved, at Fristelserne for hans Huusfæller blive større, blev paa den anden Side hans Myndighed forringet ved Europæernes Indblanding. Man kan endnu som tidligere dele det, han eier eller erhverver, i ovennævnte 5 Afdelinger. Samfundet, saaledes som det nu har uddannet sig mellem de Indfødte og Europæerne i Forening, fordrer endnu af ham, at hvad der i hver af dem gaaer ud over det nødvendigste, skal falde ind under den næste. I modsat Fald faaer han Ry af Karrighed. Thi forsaavidt som Salg er traadt istedetfor Gave, taber det alligevel sin Betydning derved, at der ved Priisbestemmelsen ikke tør søges nogen Fordeel, som ligger udenfor Øieblikkets Tarv, ja der behøves endog kun et saare ringe Overskud eller Oplag af nogetsomhelst erhvervet Forraad, for at Prisen derpaa skal blive saa godt som slet ingenting. Endvidere er Maalestokken for hvad der i ethvert Tilfælde skal ansees for det Nødvendigste kun nedsat og neppe i nogen Henseende forhøiet. Følgen af det Hele er bleven, at Grønlænderne nu endog ere langt fattigere end fordum, saa at man ikke uden Grund kan sige, at deres Eiendele svare til de Levninger, de paa samme Maade have bevaret af deres gamle Tro. Et Par Exempler ville oplyse dette: Under den første Afdeling kunde der fordum findes 2, men rigtignok aldrig 3 Kajakker. Hvis derimod nu Nogen eiede 2 Kajakker, vilde det blive anseet for stridende ogsaa mod kristelig Skik, om han nægtede, eller forlangte Vederlag for at laane den ene ud til en Slægtning. Den vilde derfor gaae over i anden, eller man tør vel nok sige i tredie og fjerde Afdeling, og som Følge deraf findes der vist heller neppe en eneste saadan mere. Ligeledes under anden Afdeling, naar Nogen eier en Baad, og den kan rumme flere end hans Slægtninge, kan han vanskeligere end fordum, undgaae at tage Naboen med. Den gaaer derfor halvveis over i tredie Afdeling. Paa samme Maade falder under tredie Afdeling Huusly mere end fordum sammen med fjerde og femte, saa at selv den mindste Plads i et Huus tidligere eller senere optages af Indflyttende. Den eneste Fordeel, som paa den anden Side Erhververen med Hensyn til Eiendele har faaet gjennem Europæerne, er at han kan skaffe sig Gjenstande til øieblikkelig Nydelse, som han tidligere ikke havde; thi disse regnes som henhørende nærmest under anden Afdeling, men dog ogsaa kun forsaavidt Forraadet deraf ikke overstiger nogle faa Dages Forbrug. Det er derfor ogsaa om Misbrugen af disse Gjenstande og den deraf følgende Fattigdom, at de væsentligste Fristelser nu dreie sig, og naar man har meent, at der derfor ved ydre Midler skulde nægtes Adgang til at erholde dem, er dette altsaa en meget uheldig Prøve paa Frugterne af den kristne Underviisning i dens Anvendelse paa Livet. Der er saaledes nu, som tidligere, kun saare ringe Forkjel paa de Indfødtes Kaar. Ved Indbyggernes Sondring i Menigheder ere ogsaa Ægteskaberne blevne mindre blandede, saa at Slægtskabsbaandet blandt dem, der leve i samme Egn, er blevet større, og Antallet af dem, der formene at have Krav paa at hjelpes af en Erhverver, større end fordum. Selv de dueligste Mænd ende derfor nu sjeldent deres Dage uden at have gjennemgaaet Fattigdommens forskjellige Trin.

Kristendommen har saaledes ved den Maade, hvorpaa man har anvendt den paa Samfundslivet, vel dæmpet Lidenskabernes ydre Udskeielser i Vold og raa Vilkaarlighed og derved ydet personlig Sikkerhed, men dette er ikke saameget skeet ved at lede Lidenskaberne i et bedre Spor, som ved at sløve dem under en vis Selvforagt ligeoverfor de Fremmede. Med det samme maa ogsaa den Kraft langsomt hensygne, som formeentlig er nødvendig til Samfundets Bestaaen i Længden. Men de Indfødtes Hensygnen eller Undergang i alle, mindre civiliserede Lande, i hvilke Europæerne trænge frem, er jo rigtignok en almindelig Kjendsgjerning og har mange Aarsager, saa at det er vanskeligt at afgjøre, hvorledes Religionen derved benyttes. Selv hvor der ikke ligefrem findes Missionærer, kan man neppe nogetsteds sige, at Europæerne i deres Adfærd ligeoverfor de Indfødte ikke paavirkes af Religionen, om ikke andet, saa ved at foragte dem i Egenskab af Hedninge, og ligesaalidt kan man tænke sig europæiske Missionærer ganske uden verdslige og eensidigt europæiske Øiemed. Jo mere imidlertid Missionsvirksomheden er den fremtrædende, desto længer opretholdes den indfødte Befolkning eller forhales dens Undergang, om end muligen ligesaa meget ved at paavirke Europæerne selv, som de Indfødte; og det kan neppe nægtes, at Grønland i saa Henseende har udmærket sig fremfor de fleste andre, lignende Lande. Det bliver af det Foranstaaende ogsaa forklarligt, at den europæiske Myndighed alene kunde erstatte Mangelen paa Lov og Ret. Saaledes kunde Blodhevnen afskaffes, uden at der blev indført en europæisk Straf i dens Sted. De sidste, som vare hjemfaldne til den, bleve tagne i Beskyttelse af Europæerne; altsom Ærgjerrigheden og Lysten til at gjøre sig frygtet tabte deres Raaderum, ophørte ogsaa deres slette Følger af sig selv. Forbrydelser mod Eiendomsretten vare tidligere saagodtsom ukjendte mellem Grønlænderne indbyrdes; derimod var Tyvagtigheden stor ligeoverfor de første Fremmede, som let forklarligt deraf, at disses Eiendomme maatte synes dem saa store, at de kom i Lighed med det, de selv betragtede som Fælledsgods. Senere har ogsaa denne Tyvagtighed tabt sig og gaaer saa godt som aldrig ud over rene Ubetydeligheder.

Blandt de misforstaaede Anvendelser af Kristendommen var den, at i Begyndelsen nogle Missionærer nægtede at døbe med grønlandske Navne. Senere kom hertil Grønlændernes egen Efterabelsessyge, som og udartede i Henseende til Mængden af Navnene. Derfor ere de nuværende Grønlændere i Reglen døbte med flere, indtil 6 europæiske Navne. Men da disse slet ikke ere afpassede efter deres Tungemaal, gives der deels Folk, som neppe kjende deres egne Døbenavne, deels saadanne, som undsee sig for at udtale dem. Til Brug i det daglige Liv vælges enten eet af disse, og omdannes efter det Grønlandske, saa at det som oftest neppe kan kjendes mere (saasom Faffare for Alfred, Pustuse for Leopoldus), eller og bruges ligesaa ofte et vilkaarlig valgt Øgenavn. Forøvrigt anvendes Opkaldelsen ogsaa paa Døbenavne, men paa Grund af den dybere Betydning, som lagdes i Opkaldelsen, og som endnu uforandret er den samme, blev ved hiin første Indførelse af europæiske Navne, den gamle Opkaldelse vedligeholdt jævnsides med Daabsnavnene og har fortsat sig indtil nu. Enhver Grønlænder har derfor ogsaa endnu et af de gamle Forfædres Navne, som gives ham strax efter Fødselen og kaldes atekoκ (Navnlevning), men halvveis betragtes som en Hemmelighed og ikke benyttes i det daglige Liv. Den Skik, ikke at turde nævne visse Afdødes Navne, og i den Anledning at ombytte de Nulevendes, vedligeholdes ogsaa endnu.

Ægteskabs-Indgaaelse betragtes selvfølgelig som en udelukkende kirkelig Handling. Derfor holdes Ægteskabet nu ogsaa helligere, end i den hedenske Tid, hvorhos Skilsmisse altid kun har været anseet som tilladt for europæiske Kristne. Men paa Grund af Europæernes Indblanding i Familieforholdet og Ægteskabernes Stiftelse ere de tidligere Baand slappede, Børneopdragelsen vistnok slettere, og Agtelsen for de Gamle i det Hele forringet.

Den offentlige Gudstjeneste overværes i Reglen meget flittigt, ligesom og de indfødte Kateketer altid have været flittige til at holde den og til at undervise Børnene, selv da der kun ydedes dem et saare ringe Vederlag derfor. Hertil bidrager vel og den Omstændighed, at Gudstjenesten og især de kirkelige Høitidsdage nu give den eneste Leilighed til offentlig Sammenkomst, og at Grønlænderne derved føle sig stillede lige med Europæerne. Men det feiler neppe, at deres Forestillinger om Virkningen af den europæiske Geistliges Ord og kirkelige Handlinger ere meget blandede med Overtro. Man maa derfor ikke antage, at det, for derved at gjøre Indtryk, netop kommer an paa at tale godt grønlandsk. Da Uddelingen af Nadverens Sakramente hos Herrnhuterne foregaaer uden uvedkommende Tilskuere, har der deraf udviklet sig den Tro, at de, der uforvarende komme til at see denne Handling, skulle blive blinde eller døe.

Ved Begravelser søger man vel hist og her at efterligne lidt af den europæiske Skik, men i det Hele iagttages der saare lidet derved. Derimod overholdes endnu endeel af de gamle Skikke for Sorg.

Jeg kan ikke slutte disse Betragtninger uden et Par Ord om den Maade, paa hvilken jeg saa mange Gange har erfaret, at Grønlænderen pleier at see sin Død imøde, naar han mærker, at der intet mere er for ham at haabe her i Livet. Hans Omgivelser ere da i Reglen kun sørgelige. Skeer det under Ulykkestilfælde, saa hændes det jævnligen, at der er Flere i Følge; de hjelpes da ad med stor Opoffrelse og Aandsnærværelse til det Yderste, men mærker Nogen, at han ikke mere kan følge med de Andre, uden at udsætte ogsaa disse for en rimelig Død, saa beder han dem forlade sig, tilføier endnu et Par Ord om sine Efterladte, og dermed er hans Regning opgjort. Siddende paa et Stykke Driviis i det aabne Hav, paa et øde Skjær, eller i en synkefærdig Kajak, venter han kun paa, at Kulden og Søerne skulle gjøre Resten. Er det hjemme, saa ender han ogsaa her i Reglen paa et Leie, hvis Usselhed en Europæer selv i sund Tilstand vilde gyse tilbage for. Ogsaa her undslipper der ham sjeldent Klager. Hvor det kan skee, hører han gjerne Psalmesang og gudelig Trøst, og det synes som om den Tvivl og Frygt, der kan have blandet sig i hans Tro i Løbet af hans Liv, nu er opløst i en fast kristelig Forvisning om et bedre Liv.