Om grønlændernes gamle tro - Indledning
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
.jpg)
Om Grønlændernes gamle Tro
og hvad der af samme er bevaret under Kristendommen
Af Hinrich Rink
Ved Kristendommens Indførelse blandt Grønlænderne overførte man enkelte af deres tidligere Begreber under en forandret Skikkelse paa Kristendommen. Navnlig gjorde man deres høieste Væsen eller Viisdoms-Kilde, Tornarsuk, til de Kristnes Djævel, og stadfæstede saaledes ialtfald dets virkelige Tilværelse. Deres øvrige Tro lod man mere eller mindre upaaagtet, og da samme støttede sig til en Overlevering, som vedblev at fortsætte sig jævnsides med den europæiske Underviisning, men ganske selvstændig for sig indtil den Dag idag, have de derved ogsaa bevaret Kundskaben om deres gamle Tro, saa at man endnu kan lære den af deres Mund ligesaa godt, og tildeels langt klarere og omstændeligere, end af de europæiske Beretninger om de oprindelige hedenske Indvaanere. Hvad der er anført i en Afhandling: «om Folketro i Norden« af B. Grøndal i Annaler for nordisk Oldkyndighed 1863, nemlig at det især er de underordnede Guder eller Magter, som endnu vedligeholde deres Anseelse efter den nye Læres Indførelse, finder en særegen Anvendelse her. Thi her er rigtignok ogsaa det mest Overordnede blevet stadfæstet som virkeligt værende, men ved dets Forvandling til Djævelen er det kommet til at indtage en anden Plads i Forestillingen. Hvad derimod den underordnede Aandeverden angaaer, da har denne ikke alene i dens Heelhed vedligeholdt sig, men den har ogsaa, alt som den stod fjernere fra Tornarsuk, bevaret sin oprindelige Skikkelse, mindre besmittet af den Skam, der blev kastet paa denne.
Overleveringen af den gamle Tro skeer gjennem Sagnfortællingen, den dertil knyttede Forklaring og Anvendelsen deraf paa det daglige Livs Begivenheder. Sagnene ere to Slags: de ældre eller egentlige, og mere eller mindre for alle Eskimoer fælleds Sagn, og de nyere, som mere ere et Slags Krøniker for visse Egne eller visse Slægter. De sidste, saaledes som vi kjende dem fra Grønland, gaae sjeldent længer tilbage end 150 til 200 Aar; det historiske er ogsaa i dem i Reglen behandlet som Mythe, med stærk Anvendelse af det Vidunderlige, selv paa de allernyeste Begivenheder, og medens de gamle Sagns Antal synes at være temmelig begrændset, vilde de nyere, dersom de samledes fra hele Grønland, muligen gaae i tusindviis. Ved denne Anvendelse af det Vidunderlige paa den nyere Tid kan man forklare sig, hvorledes Troen paa den gamle Aandeverden har kunnet vedligeholde sig saaledes, at den endnu vel næsten er ligesaa levende, som i gamle Dage, naar man nemlig tillige betænker den store Kløft mellem de Indfødte og Europæerne, fra hvilke de nye Begreber skulde indføres, men som endnu bestandig ere som Fremmede, der kun midlertidig opholde sig iblandt dem. De Indfødte have endnu daglig for Øie, at saavel deres, som disse Fremmedes Livsophold alene beroer paa det, som hine have lært af deres Forfædre. Det er ikke her, som i andre Lande, hvor samtidig med Kristendommens Befæstelse, og fredet ved denne, europæisk Konstflid har udvidet Erhvervskilderne, men Alt tærer kun paa det Gamle. Grønlænderen har endnu daglig den samme Kamp at bestaae, umiddelbart for at friste Livet, som i gamle Dage. Kommer hertil, at de Indfødte ikke kjende andre, end deres eget Lands, fra den øvrige Verdens saa forskjellige Naturforhold, og at de af andre Folks Levemaade heller ikke kjende andet, end hvad de leilighedsviis kunne see hos de faa, i Grønland bosatte Europæere, vil man, om det end er vanskeligt ret levende at sætte sig ind i deres Forestillingskreds, dog let kunne tænke sig, at den aandelige Føde, som kan tilføres dem af Fremmede , aldrig vil kunne erstatte den, som de have i deres Sagn, og at disse derfor ligesaa sikkert ville vedligeholde sig, som Tanke og Indbildningskraft fordre Næring. Der kan i saa Henseende heller ikke drages nogen ligefrem Sammenligning mellem Grønlænderne i deres Land, og Almuen, sondret fra de øvrige Stænder, i et europæisk Land. Thi Europæerne ere og blive kun som Fremmede i Grønland, de støtte ikke de Indfødte i noget væsentligt Punkt, hvad disses Livsophold angaaer, og om end den indfødte Erhververs Stilling ved deres Nærværelse er bleven forringet er dog endnu mere eller mindre, ligesom tidligere, alt det forenet i hans Person, som i europæiske Lande er sondret i forskjellige Stænder, der gjensidig støtte hverandre, og i Tidernes Løb blande og atter sondre sig indbyrdes. Denne Mellemting mellem Selvstændighed og Afhængighed afspeiler sig ogsaa i den Indfødtes Tro, ved Tvivl og Modsigelse i samme. I Hovedsagen giver han efter og stoler blindthen paa den europæiske Lære, men i Enkelthederne, naar han overladt til sig selv skal røgte sit Livs farlige og besværlige Gjerning, som han veed Europæerne ikke forstaae sig paa, tvivler han atter. Her faaer Troen paa de underordnede, usynlige Magter atter Overhaand hos ham. De onde frygter han, og de gode, som vaage over ham, naar han færdes ene i sin skrøbelige Kajak, troer han dog muligen endnu at kunne faae Hjelp af, ja han paakalder dem endogsaa. Det sidste troer han dog at maatte holde hemmeligt, det øvrige vedkjender han sig mere eller mindre, men dog mindst ligeover for den europæiske Lærer, og møder han den ringeste Modsigelse, saa indrømmer han alt men bliver dog ligefuldt ved sin Tro.
Det kan efter det Foregaaende ikke undre os meget, at der i Grønlændernes Sagnfortælling, som ikke alene er skabt af de Indfødte, men tillige maa være afpasset efter deres Evner og Smag, ikke findes saa godt som det ringeste Spor af Paavirkning gjennem Fremmede, og at den ikke omhandler det ringeste, som de ikke selv have havt Leilighed til at see i deres eget Land. Den betegner paa en vis Maade ogsaa en skarp Grændse mellem Europæerne og de Indfødte. Thi vel gives der enkelte Europæere, som have grønlandske Familier, leve i Huus med dem og endog have tilegnet sig noget af det grønlandske Erhverv, men selv om disse, hvad der dog er sjeldent, have opnaaet nogfen Færdighed i Sproget, saa ere de dog ikke med, naar det kommer til Sagnfortællingen. De høre da ikke efter eller forstaae den ikke, den lader dem ligesaa eller mere uberørt og kold, end Fortællingen om europæiske Begivenheder lader Grønlænderen. Men derimod forstaaer ethvert grønlandsk, og saaledes vedkommende Europæers eget Barn strax den indfødte Sagnfortæller, og denne er en yndet Gjest i ethvert grønlandsk Huus endnu i vore Dage. Denne Forskjellighed ligger ganske naturligt deri, at der til den gjensidige Forstaaelse vilde udfordres, saavel fra Europæerens som fra Grønlænderens Side, Forklaring og Eftertanke, og derpaa strander Opmærksomheden. Den er saaledes begrundet i Opdragelsen, og denne atter i Levemaaden og Erhvervet, der endnu danner den samme Kløft mellem begge, som tidligere.
Det som imidlertid udgjør den største Vanskelighed ved Forstaaelsen af de grønlandske Sagn selv for den, der stiller sig dem som Opgave, er netop den før omtalte Indblanding af den gamle Tro næsten overalt i disse Fortællinger. De ere ligefrem en Rettesnor for denne Tro, og naar man spørger en Grønlænder om en bestemt Lærdom i samme, saa udleder han Hjemmelen derfor af bestemte Sagn, som han saa anfører. Uagtet Troen saaledes paa den ene Side vedligeholdes ved dem, forudsættes den dog atter i dem paa hvert enkelt Sted som bekjendt. Fortælleren giver sig ikke af med at forklare i selve Fortællingen. Det Enkelte skal fremgaae af det Hele, og omvendt. Af den Indfødte kan man vel sige, at det læres paa samme Maade, som han har lært sit eget Sprog; vi Fremmede støde ogsaa herved paa ganske lignende Vanskeligheder, som ved Sproget. Ved at udgive en Samling af Sagnene paa Dansk (Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866) blev dette mig ret indlysende; jeg har efter den Tid samlet endnu omtrent ligesaa mange Sagn til, som i hiin, og det især ved selv at opskrive dem efter mundtlig Fortælling. Derhos har jeg ved at erkyndige mig hos forskjellige Indfødte søgt Forklaring paa meget, og ved at sammenholde dette med det, som vi finde hos Egederne, Crantz, Glahn, Dalager o. A. om de hedenske Grønlændere, har jeg søgt en Ledetraad til Forstaaelsen af de mange Forestillinger, der udenfor deres Sammenhæng forekomme os saa fremmede i bemeldte Sagn. Adskilligt kunde jeg ogsaa derefter ønske at rette eller tilføie i hiin Samling, saavel hvad Valget af passende Benævnelser, som og Forklaringer angaaer, om end disse Mangler kunne være tilgivelige paa Grund af Æmnets Nyhed. I efterstaaende Oversigt har jeg søgt at sammenstille det, som saaledes er blevet mig bekjendt om Grønlændernes gamle Tro i en sammenhængende Form, og ved hvert Afsnit tilføiet, hvorledes de paagjeldende Forestillinger endnu opfattes af de Kristne. Til den rette Forstaaelse af begge Dele kan det ikke noksom fremhæves, at den gamle Tro har dannet sig efter den for et Jagtfolk særegne og fra vor saa forskjellige Livsanskuelse, ved hvilken Deling af Arbeide og Forskjel paa Stand og Eiendom ere forsvindende, hvorimod den personlige Duelighed i een og samme Retning træder i hine Betingelsers Sted i Samfundslivet. Naar der saaledes i europæiske Folkesagn er Tale om skjulte Skatte, om fortryllede Prindser og Slotte, saa træffe vi i de grønlandske paa Tryllemidler til at opnaae Kraft, Behændighed, Usaarlighed o. s. v., men der kjendes ikke til anden Anseelse, end den, som saa atter følger umiddelbart af disse Egenskaber, eller til anden Rigdom, end den, som bestaaer i deres Besiddelse.
Det er indlysende, at de Ufuldkommenheder, som fra Kristendommens første Begyndelse have ledsaget dens Udbredelse mere eller mindre overalt i Verden, her maatte blive større end nogetsteds. Reisen til og Bosættelsen i Landet vare for de første Europæere saa vanskelige, at de ved dem alene kunde opnaae en vis Navnkundighed. Sproget var aldeles ubekjendt, og der savnedes ethvert Hjelpemiddel til dets Forstaaelse. Havde Sproget ogsaa været bekjendt, saa vilde dog Oversættelsen af den hellige Skrift i samme have været en Umulighed, eftersom det savnede Udtryk for talrige af de allersimpleste Begreber, vedkommende deels Naturen, deels Menneskelivet, som findes i Skriften, og som ere Beboerne af næsten alle andre Himmelstrøg og rigere befolkede Lande ligesom medfødte, ikke at tale om afledte eller høiere Begreber og Udtryk. Naar det saa ogsaa, hvad der vel haves Midler til, lykkes, af det grønlandske Sprog at danne passende Betegnelser for saadanne Begreber, saa blive dog selve Begreberne noget, som endnu den Dag idag maa læres Grønlænderen som noget, der kun vedkommer eller findes i fremmede Lande. Paa den anden Side maatte Synet af de første Fremmede, som ankom i Skibe fra det aabne Hav, og af det, som de førte med sig, hos de Indfødte vække Tanken om Trolddom eller Forbund med høiere Magter, saa at de fremmede Lærere for dem ikke alene vare Lærere, men, og det vel hovedsagelig, tillige Mennesker af en Slægt, der havde en saadan særegen Begavelse, og Ordets eller den hellige Skrifts Magt blandede sig derfor sammen med den Magt, som Forkynderne havde i nysbemeldte Egenskab eller som Europæere alene, et Forhold, som udentvivl giver Anledning til megen Misforstaaelse i al nyere Missionsvirksomhed overhovedet. Man vil af alt dette kunne dømme om den Afstand, der maatte være mellem Meningen af Skriftens Ord, eller den rene Kristendom, og den Mening, hvori Grønlænderne opfattede den paa dem anvendte Kristendom. Da Grønlænderne jo allerede som Hedninge vare et fredsommeligt Folkefærd, hvis indbyrdes daglige Samliv endog i visse Henseender havde et større ydre Præg af oprindelig Kristendom, end vort eget, var den Opgave, at tilveiebringe et, efter det ydre Skin kristeligt Samfundsliv, ikke vanskelig, naar man først havde overvundet de andre Vanskeligheder ved Bosættelsen i Landet. Det gjaldt nærmest kun om at give Tilliden til Europæerne og Tilslutningen til dem Varighed og en mere ordnet Form, hvorimod den Opgave, i en lignende Grad at anvende Kristendommen efter de Indfødtes Tarv, og derefter at omskabe deres Samfundsliv paa en for dem frugtbringende Maade, neppe vil blive løst af Nogen.
Hyldingen af den europæiske Myndighed i Troessager er senere bleven til en Overlevering og er som saadan nu ganske befæstet. Men der er endnu, som omtalt, den samme skarpe Adskillelse mellem de Indfødte og de europæiske Lærere, der endnu, som i Missionens første Dage, umiddelbart maae opretholde Kristendommen iblandt dem. De Indfødte, der opdrages paa selve Missionspladsene og saaledes daglig kunne see dem, staae ganske paa samme Trin, som de, der voxe op paa Steder, hvor Missionæren kun kommer engang om Aaret. Jævnsides med det ydre Samqvem med Europæerne vedligeholde de Indfødte en, efter Kristendommen lempet Overlevering af den gamle Tro, i hvilken ingen Europæer har nogensomhelst Deeltagelse. Denne Overlevering kan ikke ganske sættes i Lighed med gammel Overtro eller Levning af Hedenskab i europæiske Lande, eftersom den danner et mere sammenhængende og med de kristelige Forestillinger sammensmeltet Hele, der udentvivl har uddannet og befæstet sig samtidig med Kristendommens Indførelse, og senere holdt sig ganske uforandret. Der synes saaledes allerede i lang Tid at have været en fuldkommen Stillestaaen i saa Henseende, og der er saameget mindre Udsigt til nogen Forandring, som Fattigdom og Mangel paa indbyrdes Samqvem blandt Kystens Beboere mere og mere gjøre det blotte umiddelbare daglige Livsophold til deres Hovedopgave. Man har ogsaa af og til sendt Indfødte til Danmark og uddannet dem der, for gjennem dem at virke paa deres Landsmænd, men de blive derved enten til Europæere i nysomtalte Betydning, eller og gaae de atter ganske op i det grønlandske Samfund, uden at øve nogen europæisk Indflydelse, endog blot paa deres egne Slægtninges eller Huusfællers Begreber. Disse synes neppe engang at bryde sig synderligt om at høre dem fortælle om hvad de have oplevet i Europa. Paa de Indfødte ialmindelighed er deres Indflydelse end ikke til at spore. Hvad dem selv angaaer, da medfører den europæiske Halvdannelse en paafaldende Udvikling af Evnen og Lysten til at efterligne eller til alt Arbeide, som ikke udfordrer selvstændig skabende Tanke. De formaae ikke at bringe deres tidligere Begreber i Samklang med den europæiske Kundskab, som de mene at skulle bære til Skue, og deres Væsen og Tale erholde derved et vist paataget Præg.
Da de grønlandske Benævnelser kun saa høist ufuldkomment kunne gjengives efter deres Bogstavlyd, naar de skulle optages i dansk Skrift, uden Anvendelse af særskilte Bogstaver eller Tegn, ere saadanne Benævnelser, hvor de første Gang forekomme i Efterstaaende, tilføiede efter den grønlandske Skrivemaade, saaledes som den er opstillet af S. Kleinschmidt i hans grønlandske Grammatik, I denne Anledning bemærkes:
Bogstavet κ udtales som en Ganelyd, der staaer imellem kr og g.
Bogstavet r' udtales som et, dybt i Ganen udtalt, tydsk ch.
Bogstavet ss udtales som et ganske blødt, tydsk sch.
Accenternes Betydning er den sædvanlige.
Derimod har jeg, ved at optage Ordene i det Danske, for hine Bogstaver ligefrem brugt k, r og s, og istedetfor Accenterne tildeels fordobblet Vokalerne. Endvidere er Hovedordenes grønlandske Fleertalsform , som dannes ved Slutningsbogstavet t, med mere eller mindre Omsætning af den sidste Stavelse, eller og ved i og e, naar der underforstaaes: »hans« eller «deres«, tildeels bibeholdt i det Danske.
