Om nogle af de gaadefulde Menneske- og Dyreskikkelser, som forekomme i vor Middelalders Konst
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
som forekomme i vor Middelalders Konst
Af Jacob Kornerup
Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1870
Ved siden af de velbekjendte Fremstillinger af den hellige Historie, af Herren, Englene, Evangelisterne og Helgenerne, som vi finde i vor Middelalders Kirker og andre Mindesmærker, støde vi undertiden paa adskillige gaadefulde Afbildninger af eventyrlige Dyreskikkelser, som Løver, Gripher, Sfinxer, Lindorme, Fugle og Centaurer, hvilke tale til vor Indbildningskraft i et eget hemmelighedsfuldt Sprog, som ikke altid er let at tyde. Det lange Tidsrum, der ligger imellem vor Tid og den, i hvilken hine Billeder bleve udmeislede i Sten, skaarne i Træ, støbte eller udhamrede i Metal eller udførte med Penslen, maatte jo ogsaa gjøre os fremmede for hele den baade christelig-katholske og eventyrlig-fantastiske Forestillingskreds, i hvilken hin Tids barnlige og overtroiske Mennesker bevægede sig. Men hvad enten vi nu maatte antage hine gaadefulde Billeder for Sindbilleder eller billedlige Udtryk for dybere, især religiøse Tanker, hvad de fleste i deres Oprindelse utvivlsomt ere, eller for vilkaarlige fantastiske Prydelser, kunne vi dog være sikkre paa, at det, der nu maa synes os gaadefuldt og fremmed, og som vi kun utilstrækkeligt kunne forklare, har fordum været ligesom en klar og tydelig Skrift, hvori hin Tids Mennesker have læst. De have fuldstændigt været paa det rene med hine Billeders sindbilledlige Betydning og ialfald fortrolige med hele den Forestillingskreds, der igjennem Aarhundreder var bleven en Vedtægt og en Prydelse for den romanske Kirke og kirkelige Konst. Smagen for sindbilledlig Fremstilling var, som vi vide, stærkt fremherskende især i den tidlige Middelalders Konst, hvortil jo selve den hellige Skrift[1] med sine rige østerlandske Billeder maatte give Anledning. Derfor indeholde ogsaa Middelalderens religiøse Skrifter og Digte en Mængde Billeder og Lignelser. Man se saaledes, for at tage et Exempel af vor egen Middelalders Litteratur, blot hen til Erkebiskop Anders Sunesons bekjendte latinske Digt "Hexaémeron". At ogsaa Datidens Folkesagn og Folkeviser have givet Anledning til mange billedlige Fremstillinger i Kirkerne er bleven fremhævet af den tydske Oldforsker Anton Springer[2]. Vi se, at dette ogsaa har været Tilfældet i Norden. Saaledes er Kong Diderik af Berns Kamp med Dragen eller et dermed beslægtet Sagn skildret i det bekjendte Snitværk fra det 12te Aarhundrede paa en Kirkedør fra Island, nu i Oldsagsamlingen i Kjøbenhavn. Ligeledes findes det gamle, i Danmark saa hyppige Sagn om Lindorme, som fordum skulle have lagt sig for Kirkedøre for at forbyde Folk at gaae i Kirke, fremstillet i et Relief over den nordre Dør af Eiby Kirke imellem Roskilde og Kjøge. Lindormen i Eiby (Fig. 1) ligger med udspilet Gab. Dens Kløer med de skarpe Hager minde om Uhyrets paa den store Runesten , som Harald Blaatand lod reise i Jelling til Minde om sine Forældre. Vingen ligger i Ro blødt ned over Ormekroppen. Halen snoer sig som en Knude og spalter sig derpaa i flere mindre Slangehaler, som igjen ende i Slangehoveder. Desværre er den Indskrift, med store romanske Bogstaver, som i en Halvkreds har omgivet dette mærkværdige Billede, nu ved Tidens og Veirligets Indflydelse bleven ulæselig; men det jævnaldrende Billede, som har siddet over den ligeoverfor værende søndre Dør og som nu bevares inde i Kirken, giver os nogen Veiledning til Forstaaelse af Lindormen. Paa dette se vi Herren, der sidder i Høisædet med Evangeliet i Skjødet og uddeler Velsignelsen fra Templets Indgang. Paa hver Side af ham bemærkes nemlig en snoet Søile og i den utydelige Indskrift synes man at kunne læse Ordet TEPLI, d.e. templi. Udenfor Søilerne staae tvende Palmetræer, Seirens og Fredens Sindbillede. Meningen er da uden Tvivl den, at fremstille den seirende Christus i Modsætning til hint Afgrundens Dyr, der havde lagt sig for hans Kirke. Det barnlige Sagn om Lindormen er da egentlig ogsaa kun et Sindbillede, som baade kan betegne Hedenskabet og, hvad der efter Munkenes Forestilling omtrent blev ensbetydende dermed, det Onde eller Djævlen. (Joh. Aab. 12, 9).
Lindormen er upaatvivlelig en nordisk Figur ligesom dens Navn er gammeldansk, og skjøndt Begreberne Lindorm og Drage omtrent ere ensbetydende og vistnok i mange Tilfælde blandes sammen, er der dog muligen den Forskjel imellem dem, at Lindormen, som kun har et Par Ben med Kløer fortil, i det Hele har mere ved sig af en krybende Orm eller Slange, end Dragen fra den senere Middelalder f. Ex. paa den i Træ udsnittede St. Jørgen med Dragen i Oldsagsamlingen i Kjøbenhavn. Dragen har her fire Ben med fem Kløer paa hver og nærmer sig saaledes mere til en bevinget Krokodil.
At Billedet af Lindormen i Eiby og lignende Fremstillinger af Orme med konstigt slyngede og indviklede Haler ere Former, der ere eiendommelig nordiske og nedarvede fra Hedenold, synes rimeligt. Vi vide jo, at Lindorme og Ormslyngninger vare meget yndede Fremstillinger hos de gamle Nordboer, saa at Oldsager fra den senere Jernalder som oftest ere prydede med saadanne. Dronning Thyras Sølvbæger og Snitværket fra hendes Gravkammer i Jelling er prydet med Ormslyngninger. I de norske Trækirker fra det tolvte og trettende Aarhundrede bemærke vi i Snitværket paa Dørkarmene mange af disse mærkværdige, kjækt tegnede Lindorme, som endnu synes at minde om Midgaardsormen. Selv i Kalkmalerier fra en noget senere Tid som paa en af Buerne i Sverborg Kirke i Sydsjælland se vi Billedet af en vinget Lindorm, der kun har to Kløer fortil. Ligeledes i Skibby Kirke[3].
løvrigt nærede, som bekjendt, næsten alle Folkeslag i ældre Tider barnlige Forestillinger om slige Uhyrer. Man skulde næsten troe, at der til Grund herfor kunde ligge ældgamle nedarvede Erindringer om Forverdenens Uhyrer. Men naar den christne Tidsalders Konst optog Billeder af Lindorme og Drager, maa det dog herved erindres, at Bibelen indeholder flere Skildringer af slige fabelagtige Uhyrer og andre eventyrlige Dyr. I Johannes' Aabenbaring (12, 3 og 4) afmales Djævlen som en stor rød Drage med syv Hoveder og en mægtig Slangehale. I samme Skrift skildres uhyre store Græshopper med Menneskeansigter og Heste med Løvehoveder osv. Skildringen sammesteds af den hellige Michaels Kamp med Dragen maatte især tiltale Middelalderens Smag. Vi finde derfor hyppigt denne Kamp afbildet allerede i det 12te Aarhundrede. Paa Muren af den gamle Granitkirke i Starup imellem Veile og Kolding se vi saaledes St. Mikkel og Dragen udhugget.
Paa Billeder af den hellige Jomfru især fra den tidligere Middelalder bemærkes undertiden en Lindorm under Foden paa Jomfruen. Saaledes f. Ex. paa et, vel omtrent fra Slutningen af det 13de Aarhundrede stammende Mariebillede i Sælsø Kirke ved Issefjorden. Denne Fremstilling er da rimeligvis en Hentydning til Bibelens store Spaadom: "Hendes Sæd skal knuse dit Hoved" (1ste Mose Bog 3, 15), eller med andre Ord: Marias Søn skal beseire Helvede.
Men det er i det Hele klart, at de fleste af de paa vore gamle Kirker udhuggede Billeder af eventyrlige Dyreskikkelser ere vandrede herind fra Syden tilligemed den kirkelige Bygningskonst. Dette gjælder navnlig de saa hyppigt forekommende Løver, hvis Betydning iøvrigt i flere Tilfælde neppe lader sig sikkert bestemme. At anbringe Løver ved Indgangen til Hallen ligesom Dørens Vogtere er en saa ældgammel Tanke, at vi allerede træffe den hos Grækerne. Over den saakaldte Løveport i Mykene, et af Grækenlands ældste Mindesmærker, ses to mod hinanden vendte Løver med en Søile imellem sig. Det er høist paafaldende, at se en noget lignende Fremstilling gjentage sig paa Oldsager, paa Kirkeportaler og Døbefonter i Norden i en langt senere Tidsalder. For at nævne et Exempel, se vi saaledes i det halvrunde Felt over Indgangen til den prægtige romanske Taarnbygning i He ved Ringkjøbing tvende mod hinanden vendte Løver med en høi Skaal eller Kandelaber imellem sig. Stilen i hele Bygningen viser hen til første Halvdel af det tolvte Aarhundrede. Paa Levningerne af en Kappe, der tilligemed flere andre mærkværdige Sager i 1868 fandtes i en Gravhøi ved Mammen i Nærheden af Viborg, ses broderet en lignende Fremstilling af tvende mod hinanden vendte Løver med en Kandelaber imellem sig. Etatsraad Worsaae antager Mammen Fundet for at hidrøre fra det 10de Aarhundrede[4] og gjør opmærksom paa en lignende Fremstilling[5] paa et ved Brangstrup i Fyen fundet Smykke fra Overgangstiden imellem den ældre og midterste Jernalder.
Paa den jydske Halvø træffer man en stor Mængde Døbefonter af Graasten, prydede med temmelig fladt udhuggede Løver, der gjerne ere fremstillede to og to med fælles stærkere fremspringende Hoved. Manken paa disse Løver ligger altid i regelrette krøllede Lokker og det er vedtaget, at Halen gaaer ind imellem Bagbenene og svinger sig derfra op over Ryggen, hvor den ender i et Blad eller Trekløver. A. Springer[6] har gjort den mærkelige Iagttagelse, at denne Fremstilling med tvende Løver med fælles Hoved synes at være laant fra et Mønster, der hyppigt forekommer i de konstigt vævede Tæpper, som allerede i den tidligste Middelalder anvendtes til Kirkernes Udsmykning, idet man ved festlige Leiligheder ophængte saadanne paa Forsiden af Alterbordet, imellem Ciboriets Søiler, i Chorets Runding[7], foran Dørene, ja selv paa Vægge og Piller. Allerede i det 8de og 9de Aarhundrede bragtes saadanne kostbare konstfærdigt vævede Tæpper fra Østerlandet, fra Syrien og fra Byzans, hvor der var Mestere i denne Konst. Senere udøvedes konstig Vævning paa Sicilien og i Spanien af Araberne, hos hvilke sidste den holdt sig længst. Prof. Engelhardt har gjort opmæksom paa, at vi have en mærkelig Prøve paa slige fra Syden hidsendte vævede Tøier i de Levninger af saadanne, som fandtes i Kong Knuds Helgenskrin i St. Knuds Kirke i Odense[8] ligesom han ogsaa har fremhævet den omtalte nære Forbindelse imellem Tæppemønstrene og nogle paa Alteret fra Lisbjerg forekommende Prydelser. Det var bleven en fast Vedtægt, at smykke hine vævede Tæpper med regelmæssigt sig gjentagende Dyrefigurer, saasom Løver, Ørne, Griffer, Hjorte, Enhjørninger, Drager og Centaurer osv. Forstod man ikke at væve saa konstigt, som Byzantinerne og Araberne, efterlignede man disse Tæpper ved Hjælp af Udsyning og Baldyring. Oldsagsamlingen i Kjøbenhavn besidder et i denne Retning meget mærkeligt baldyret Tæppe fra Island[9].
Idet vi komme tilbage til de ved Kirkedøren udhuggede Løver, maa vi erindre, at dette Dyr efter ældre Tiders Forestilling betragtedes som Dyrenes Konge og derfor blev et Sindbillede paa Konge- og Dommermagt. I Overensstemmelse med denne Betydning opreiste Henrik Løve i Aaret 1166 ved Domkirken i Brunsvig en Bronceløve, som skulde være baade en Hentydning til hans Navn og et synligt Tegn paa, at han besad den øverste Magt og dømmende Myndighed i det gamle saxiske Rige. I Syden var det i de gamle romanske Kirker sædvanligt, at Hovedindgangen prydedes med et Par Søiler, der bares af hvilende Løver som Fodstykker. Denne Prydelse var saa almindelig i Frankrig, at der paa mange gamle Dokumenter læses, at de ere bekjendtgjorte "imellem Løverne" (inter leones)[10], hvilket vil sige, at de ere kundgjorte i Kirkens Forhal eller ved Hovedindgangen, hvor man nemlig efter gammel Skik holdt Rettergang, navnlig i kirkelige Sager, fordi Eden skulde aflægges for Alteret. Man har derfor ogsaa villet udtyde Løverne som Sindbilleder paa Retfærdighed.
Ogsaa i Danmark have vi Exempler paa saadanne ved Kirkedøre anbragte Løver. Saaledes ses raat udhuggede Løver som Bærere for to af Søilerne ved Indgangen paa Søndre Korsfløi af Ribe Domkirke. Paa begge Sider af den søndre Dør paa den gamle Graastenskirke i Romb[11] ved Lemvig ses udhuggede Løver. I Lunds Domkirke ses ved to Alternicher i Høichoret Løver som Bærere af Søiler; ligeledes i den gamle Kryptkirke i Dalby. Flere Triumfbuer i Skaanes Landsbykirker bæres af Løver, saaledes i Hammarløf, Tommarp, Skegrie og Borrie Kirker[12]. Ifølge ovenstaaende Bemærkninger kunne vi maaske betragte disse Løver som en Antydning af Kirkens Magt, hvis vi ikke ville nøjes med en simplere Forklaring og i dem kun se en fra ældste Tider vedtagen Prydelse, der ogsaa var naaet op til Norden tilligemed den romanske Bygningsstil. Andre, f. Ex. Brunius, have i slige Løver villet se Sindbilleder paa Gud og Christus.
Undertiden se vi derimod paa Kirkemure, som f. Ex. ved Hovedindgangen til Slesvigs' Domkirke, ved den nordre Dør paa Vor Frue Kirke i Aalborg (Fig. 2), paa Lunds Domkirke og flere Steder, Løver ifærd med at sønderrive Mennesker. Her maa vi antage, at det har været Meningen, at fremstille det Ondes eller Djævlens forfærdelige Magt over syndige Mennesker, naar disse ikke tye ind til Frelsen i den hellige Kirke. Udentvivl er det de bekjendte Ord i Apostlen Peders første Brev 5, 8: "Eders Modstander Djævlen gaaer omkring som en brølende Løve og søger hvem han kan opsluge", der har givet Anledning hertil.
En anden yndet Fremstilling er Samson, der vrider Løvens Gab op. Paa den herlige nordre Sidedør af Lunds Domkirke, over Nedgangen til Kryptkirken i Dalby og over Døren paa Karleby Kirke og Stjær Kirke ved Aarhus bemærkes denne Scene. Samson er det gamle Testamentes Forbillede for Christus, den altovervindende stærke Helt[13]. Naar han aabner Løvens Gab, betegnes dermed, at Christus overvinder Helvede og opbryder dets Porte.
Paa Foden af gamle Døbefonter, som f. Ex. (Fig. 3) i Gumløse i Skaane[14]se vi undertiden Løver, gabende over Lindorme, her betegnende gode Magter, som overvinde det Onde eller Afgrundens Dyr. Saaledes træffe vi i det Hele Løverne anvendte i meget forskjellig Betydning.
En høist mærkelig og eventyrlig Fremtoning i Middelalderens Konst er den halvt dyriske, halvt menneskelige Skikkelse, Centauren, som er laant fra den antike Konst. Hos Grækerne afbildedes, som bekjendt, Centaurerne med menneskelig Overkrop og Hestekrop forneden. I den tidligere Middelalder synes derimod den nederste Del af de fra Oldtidens Konst laante Billeder af Centaurer som oftest at være dannet som en Løve med Kløer og en lang Hale, der ender i et Blad. Naar vi ogsaa i Norden paa enkelte Steder træffer Centaurer udhuggede paa Kirkernes Mure, maa det erindres, at Sagaerne undertiden omtaler fabelagtige Væsner af en noget lignende Form, nemlig firfødede Uhyrer med Menneskehoveder. Ved sin Hjemkomst til Island pralede Thorkel Haak af, at han i Finland, som i det Hele var Eventyrets Land, havde kjæmpet med og nedlagt et saadant Uhyre (en "Fingalkn"), hvilken Bedrift han lod udskjære over sin lukkede Seng[15].
Men idet de Christne laante saadanne Billeder fra Hedningene og udhuggede dem ved Kirkernes Indgange, gave de dem uden Tvivl en ny og sindbilledlig Betydning. Man formoder, at de ved disse Skikkelser have villet betegnet det Raa og Dyriske i den menneskelige Natur, det hedenske Væsen, som maatte aflægges inden man traadte ind i Christi Kirke. Undertiden ser man saaledes paa den ældre Middelalders Mindesmærker Centaurer, som oftest bevæbnede med Bue og Pil, i Kamp med Mænd. En saadan mærkelig Fremstilling er udhugget paa den ældgamle Ligsten fra Kierte i Fyen, nu i Oldsagsamlingen i Kjøbenhavn[16]. Prof. Engelhardt har udentvivl Ret naar han mener, i dette Billede at se legemliggjort den Tanke, at den i sin Tid under Stenen Begravne her er skildret i Kamp med de onde Lidenskaber og dyriske Lyster, som han dog som Christen vidste at overvinde.
Mindre tydeligt fremtræder Betydningen af Centauren, hvor denne Figur ikke er fremstillet i nogen umiddelbar Forbindelse med andre Figurer. I Landet Kirke paa Thorseng, en Bygning af smukt tildannede Graasten, bemærker man tilhøire for den søndre Dør en Centaur, hvis nederste Del er en Løve, den øverste en bevæbnet Mand. I Modsætning til den antike græske Fremstilling af en nøgen Mand med Bue og Pil er det her en Kriger, der er paaklædt og væbnet paa den tidligere Middelalders Vis med Skjold, Sværd og Hjelm og som det synes Ringbrynje. Paa det bekjendte Alter af forgyldt Kobber fra Lisbjerg Kirke, nu i Oldsagsamlingen i Kjøbenhavn, bemærkes foroven i Buen tre Centaurer, der ligeledes ere væbnede med Skjold og Sværd, hvilket i det Hele synes at være et hyppigt forekommende Motiv i Billeder af Centaurer fra den tidligere Middelalder. Hvad den omtalte Centaur fra Landet Kirke angaaer, maa det bemærkes, at en Løve er sat ligeoverfor paa den modsatte Dørstolpe, saa at det muligen har været Meningen, at disse to Skikkelser skulde forestille Indgangens Vogtere i Lighed med den ovenfor omtalte ældgamle Skik , at anbringe tvende Løver ved Hallens Dør.
Paa den gamle Graastensdør fra Begyndelsen af det 12te Aarhundrede paa Nordsiden af Vor Frue Kirke i Aalborg ses adskillige høist mærkværdige temmelig fladt udhuggede Reliefs, som dog neppe efter de mange ved denne Kirke foregaaede Forandringer have beholdt deres oprindelige Pladser. Imidlertid er denne interessante Indgang dog nylig bleven istandsat af Architekt Uldal, ved hvilken Leilighed de gamle Kvadre og Reliefs ere blevne befriede for et meget uklædeligt Overtræk af Oliefarve. Paa Dørens Pilaster tilhøire ses en skjægget Mand med Løvekrop forneden. Han bøjer Hovedet tilbage og leger med sin Hale (Fig. 5). Paa Kapitælen tilvenstre bemærkes et firfødet Dyr med Menneskehoved[17] (»en Fingalknu" ?) og ved Siden af det et sælsomt Uhyre med Hanehoved, Løvekrop og Slangehale, en Basilisk. Et Firben synes at bide dette Dyr i Halsen.
Det maa antages, at mange lignende fantastiske Fremstillinger ere gaaede tilgrunde i Tidens Løb. Meget hyppige have de dog neppe været i Danmark, hvor den haarde Graasten lagde en betydelig Hindring ivejen for Udførelsen af Billedhuggerarbeide paa Kirkemurene. I det 12te Aarhundrede var det bleven Skik over hele Evropa, at pryde Bygningerne med en hel Verden af de forunderligste Skabninger, som en barnlig Indbildningskraft kunde frembringe. Dette var saaledes ogsaa Tilfældet i Frankrig, hvor den høit ansete Abbed Bernhard af Clairvaux endogsaa fandt sig foranlediget til at ivre mod disse i Klosterkirker overhaandtagende Billeder, som han mente maatte forstyrre Munkene i deres fromme Studier og Betragtninger. I et Brev fra Aaret 1125 udtaler han sig paa følgende Maade[18]: »Hvortil tjene i Klostrene foran Brødrene, som granske i Skriften, disse latterlige Uhyrer, disse forunderlige Vanskabninger? Hvad have disse urene Aber, disse vilde Løver, disse Centaurer og halve Mennesker, disse plettede Tigre, disse kjæmpende Soldater, disse Jægere som blæse i Horn dér at gjøre? I kunne se flere Legemer forenede under ét Hoved, et firfødet Dyr med Slangehoved ved Siden af en Fisk med Hoved af et firfødet Dyr, et Uhyre, foran Hest og bagved Gjed, et Dyr med Horn og Hestekrop, kort sagt en saa forbausende Afvexling af Former, at det er mere tiltrækkende at læse i Marmoret end i Bøgerne." Denne Udtalelse af en af Kirkens mest fremragende Mænd i det 12te Aarhundrede fortjener Opmærksomhed. Uagtet den hellige Bernhard selv bemærker, at det er tiltrækkende "at læse i Marmoret" udtaler han sig ikke nærmere om Billedernes sindbilledlige eller religiøse Betydning, hvilket maaske maa advare os mod at ville søge altfor dybe Tanker i dem eller ialfald mod at udtyde dem alle som Sindbilleder.
En særdeles mærkelig Prøve paa Middelalderens ofte gaadefulde Sindbilleder er os levnet i et sælsomt for sin Tid vel udført Snitværk paa den gamle saakaldte Erkebiskopstol i Lunds Domkirke (Plade 1). Denne i Egetræ udarbeidede Chorstol, som nu henstaaer afsides bag Alteret, er med rette af Sagkyndige anset for et af de værdifuldeste og sjældneste Mindesmærker af sit Slags i hele Norden. Vi ere saa heldige, her at kunne fremstille den i et af Hr. Magnus Petersen udført fortrinligt Staalstik. Stolen, som synes udført omkring Aaret 1300, stod i den katholske Tid tilhøire foran Høialteret og har, efter hvad Brunius formoder[19], tjent til Sæde for Domkirkens fire Prælater. Nu har den kun tre Sæder, men den er aabenbart afbrudt ved den ene Ende. Imellem Sæderne bære høie smækkre Søiler en Baldakin. Endestykket, der har en Høide af omtrent syv Alen, er prydet med det omtalte halvt ophøiede Snitværk. I nederste Afdeling af dette ses en Pelikan, som staaer i sin Rede og aabner sit Bryst for ifølge den gamle Fabel at mætte sine Unger med sit Blod. Øverste Afdeling fyldes for en stor Del af en kolossal Skikkelse, hvis Hoved forestiller en Kvinde med lange Lokker og en opretstaaende Vinge. Dertil slutter sig Kroppen af et Dyr med Kløer. Denne Krop ender i en Slangehale, der igjen gaaer over i en stor Vinranke, hvori sidde Fugle. Paa Kvindehovedet sidder en Ræv og en Hare, som blæser i en Lur. Paa Nakken af den sidste sidder en Abekat og spiller paa Harpe.
Ved Betragtningen af hele denne besynderlige Fremstilling, kommer man snart paa det Rene med, at her er tilsigtet noget Dybere end en blot vilkaarlig Leg af Indbildningskraften. Tanken har da muligen været, at den store eventyrlige Skikkelse, der foroven er en skjøn Kvinde og forneden ender som en hæslig Slange, skal forestille Synden[20], Ræven, Haren og Aben: de menneskelige Daarskaber og Pelikanen: Frelsen ved Christi Blod.
De fra Oldtidens Konst nedarvede Centaurer bleve snart en meget yndet Fremstilling i Middelaldrens Snitværk, Metalarbeider, Malerier og Tegninger i Haandskrifter. Men ligesom disse eventyrlige Skikkelser undergik en ydre Forandring, der gave dem en vis Lighed med Satyrerne i den antike Konst, idet nemlig de to forreste Ben af Dyrekroppen nu faldt bort og den menneskelige Overkrop nu som oftest afbildedes paaklædt, ikke nøgen, saaledes synes ogsaa hin tidligere Betydning at træde i Baggrunden og antage en anden, mere satirisk Retning. Centaurerne, baade mandlige og kvindelige bleve nu et Middel for Konstnerens Indbildningskraft til at give det kaadeste Lune en fri Tumleplads for de mest pudsige, ofte letfærdige Fremstillinger[21].
Oldsagsamlingen i Kjøbenhavn besidder enkelte Prøver paa de omtalte Billeder. Saaledes ejer Samlingen en med Hensyn til sin hele Form meget smuk Sølvkande, prydet med indsmeltede Farver (Emaille)[22]. Denne Kande, som maa antages at være forarbeidet omtrent i den første Halvdel af det 14de Aarhundrede, skal være bleven udleveret af Ditmarskerne til Kong Frederik den 2den. Den har fordum været Alterkande og en til den hørende Kalk og et Sølvfad, ligeledes med Emaille af stor Skjønhed, blev af Frederik II´s Dronning, Sophia skjænket til Vor Frue Kirke i Helsingør, hvor disse Sager endnu bevares[23]. Den ottekantede Sølvkande er prydet med flere Belter af Emaille. Hovedbilledet i det største og midterste Belte fremstiller den fortabte Søns Historie, men baade paa Laaget og Fodstykket ses en hel Række legende Centaurer, hvoraf et Par blæse paa Lur eller Fløite. Flere af dem have Vinger og hos nogle ender Bagdelen i Ansigter med gabende Mund. Hvis disse Skikkelser ikke ere blotte Skabninger af Konstnerens frie Fantasi, er der maaske her tænkt paa visse raa Uterligheder og dyriske Lidenskaber, som passende kunde fremstilles som Ramme om den fortabte Søns Historie. Men det kan ikke nægtes, at disse Billeder synes lidet sømmelige eller passende til Brugen af Kanden, hvoraf Vinen skulde udskjænkes paa Alteret ved den hellige Nadver.
Det er i det Hele et mærkeligt og betegnende Træk ved den senere Middelalders kirkelige Konst, at det Religiøse ofte blandes med det Letfærdige, det Ophøiede med det Latterlige, den barnlige Tro med den kaade Spot. Selv Kannikernes Sæder, der vare anbragte i Kirkens Allerhelligste, ere ofte prydede med komiske Masker og Vrængebilleder. I Lunds Domkirke ere neden under Sæderne, som ere til at klappe op, Æsops Fabler afbildede, f. Ex. Historien om Storken, der beværter Ræven m. m. Vi kunne dog neppe troe, at disse Scener vare udskaarne særligt til Opmuntring for de hellige Fædre for at adsprede dem i de lange kjedelige Bedetimer. Nedbrydningen af disse Chorstole og Paneler bragte iøvrigt nogle morsomme Oplysninger frem, der synes at vise, at Kannikerne, dækkede bag den Tværmur, der tidligere skilte Choret fra Skibet, have forstaaet at forkorte de daglige Bønnetimer paa en temmelig verdslig Maade. Man fandt nemlig ved den omtalte Leilighed et næsten fuldstændigt Spil Kaart fra Middelalderen tilligemed Tærninger, som vare gledne ned bag Panelerne og som nu bevares i Lunds Universitets historiske Samling.
En Prøve paa hin forunderlige Blanding af det Kirkelige og det letfærdigt Satiriske finde vi i de besynderlige Snitværk paa Chorstolene i Klosterkirken i Mynster ved Basel, hvor en hel Mængde Munke og Nonner, der forneden ende som Dyr, ere udskaarne. Denne Satire over Klosterlivet i den senere Middelalder, denne Hentydning til, at dyriske Lyster kunne yttre sig selv hos Geistlige, er det høist paafaldende at træffe fremstillet i selve Kirken. Vi tør dog neppe troe, at Munkene ved Betragtningen af disse Billeder have smilet til hinanden indbyrdes ligesom hine Augurer i Rom, medens det uvidende Folk knælede udenfor Choret?
Vi have anført dette Exempel fra Udlandet fordi der selv i Norden forefindes enkelte lignende Billeder. I Dalby Kirke i Skaane bevares Levninger af en Chorstol af Egetræ, som nu er forandret til en Degnestol. Paa det ene Endestykke af denne Stol ser man (Fig. 6) en Skikkelse, der foroven er som en Biskop, der ringer med tvende Chorklokker, forneden som et Dyr med lang Hale og stampende Ben. Paa det tilsvarende Stykke ses en Mand med en Munkehætte. Han rider paa en Bjørn og spiller Violin. I disse mærkelige Billeder har man ment[24] at se et Udtryk for den Tanke, "at Præsterne prædike for Folket og formane det til Forbedring men selv leve lidet opbyggeligt". Bjørnen derimod fremstiller det raa Folk, som beherskes og ledes af Geistligheden. (Fig 7).
Ogsaa blandt vore gamle, nylig fremdragne Kalkmalerier forefindes flere gaadefulde Billeder, blandt hvilke jeg her kun vil berøre ét, som findes paa Hvælvingen i Hellig Trekongers Kapel ved Roskilde Domkirke. Medens man paa de tre Hvælvinger i Kapellet ser Billeder af Christus paa Korset, Dommedag og Engle, der spille paa Harpe og Strengeleg, ser man paa den fjerde Hvælving en Nar med Narrehætte og Bjælder. (Fig. 8). Ligesom Englene paa de andre Hvælvinger sidder han midt i et stort Blomsterbæger og blæser paa Fløite og slaaer paa en Haandtromme. Er det Meningen, at Fremstillingen af denne Person, der synes at haane de himmelske Engle og deres Musik, skal tjene til at fremhæve det Ophøiede og Hellige ved en skarp Modsætning af det Verdslige og Latterlige? Eller er ikke snarere Narren at betragte som et Udbrud af den ubændige Kaadhed, der var saa betegnende for Slutningen af hin skinhellige Tidsalder, i hvilken Narre og Narrefester udartede til en Tøilesløshed og Raahed, der intet skaanede, Fig. 8. Og som er et Vidnesbyrd om, at den katholske Tro ikke havde været istand til at udbrede nogen sand christelig Sædelighed?
I ethvert Tilfælde synes det satiriske Element først at være kommet frem i den senere Middelalders Konst, hvor vel ogsaa undertiden Kjættere ere malede til Skræk og Advarsel som Forhaanere af det Hellige. (Se Kalkmalerierne i Reerslev Kirke ved Roskilde.) De egentlige mythiske Sindbilleder tilhøre derimod snarere den tidligere Middelalder, en Tidsalder, der aabenbart stod paa et strængere religiøst Standpunkt ligesom den ogsaa med en mærkværdig Troskab igjennem Aarhundreder fastholdt den gamle vedtagne Kreds af christelige Sindbilleder over hele Evropa.
Fodnoter
- ↑ Navnlig Ezechiel. De fire bekjendte Skikkelser, den vingede Løve , Oxe , Ørn og Menneske synes allerede at være opkomne i den assyriske Konst. Profeten kan have set dem i de assyriske Paladser.
- ↑ Anton Springer: "Ikonographiche Studien" i Mittheilungen der k. k. Central Commission. Wien 1860, V Band, 33.
- ↑ Aarbøger for nord. Oldk. og Hist, 1868. Side 37.
- ↑ J. J. A. Worsaae: "Mammen Fundet". Aarbøger for nord. Oldk. og Hist. 1869, Side 209. Plade 5.
- ↑ Aarbøger for nord. Oldk. 1866. PI. 4 Fig. 2.
- ↑ Anton Springer: "Ikonographische Studien" 11, 67—75.
- ↑ Selv i vore danske Kirker har man sikkert brugt denne ældgamle Skik, og fra saadanne Tæpper har man laant Ideen til Udsmykning af den krumme Flade i Absis med malede Forhæng. Ogsaa i senere Kalkmalerier, f. Ex. i Christian l's Kapel i Roskilde, synes Motivet til den hele Udsmykning at være laant fra vævede Tæpper
- ↑ C. Engelhardt: "Udsigt over Museets Tilvæxt 1863—67." Aarbøger f. n. Oldk. og Hist, 1868. S. 156.
- ↑ Worsaae: "Nordiske Oldsager", 1859, Side 129.
- ↑ M. J. .1. Bourassé: "Dictionnaire d^Archéologie sacrée." Paris 1863 II, 335. Bordier & C harton: "Histoire de France", Paris 1859. I, 297.
- ↑ ) J. Kornerup: "Om den tidlige Middelalders Trækirker i Danmark." Aarbøger for nord, Oldk. og Hist. 1869 S. 198.
- ↑ Brunius: "Skånes Konsthistoria." S. 469.
- ↑ Menzel: "Christliche Symbolik."
- ↑ Aarbøger for nord. Oldk. og Hist. 1866. S. 184.
- ↑ Njals Saga. Kap. 119.
- ↑ C. Engelhardt: "Udsigt over Museets Tilvæxt 1863—67." Aarbøger for nord. Oldk. og Hist. 1868, S. 146.
- ↑ Paa en Kapitæl ved Sjørring Kirke i Thy samt paa den søndre nu tilmurede Dør paa Grønbæk Kirke ved Silkeborg ser man lignende Fremstillinger; ligeledes paa en Vandkande (Lavatorium) af Bronce i Oldsagsamlingen i Kjøbenhavn.
- ↑ H. Bordier & E. Charton: "Histoire de France" , Paris 1859. I, 297.
- ↑ C. G. Brunius: "Skånes Konsthistoria" Side 566.
- ↑ Brunius mener, i Lunds Domkirkes Beskrivelse 1854 Side 180, at denne Figur forestiller Satan, der viser sig i Skikkelse af en Lysets Engel.
- ↑ Se Afbildninger af Centaurer, tegnede i en Bibel fra det 14de Aarhundrede i Bibliotheket i Stuttgart hos Franz Kugler i hans "Kleine Schriften und Studien zur Kunstgeschichte", Stuttgart 1853. I, 65, 66.
- ↑ J. J. A. Worsaae: »Nordiske Oldsager v. Kbhvn. 1859. Side 186.
- ↑ Ifølge velvillig Oplysning af Hr. Justitsraad Herbst.
- ↑ N. M. Mandelgrén: "Samlingar til Svenska Konst- och Odlings Hist." 1ste Hefte.