Om nogle af de sidste Hedninges Skikke i Godthaabs-Fjord (Rink)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866
112. Om nogle af de sidste Hedninges Skikke i Godthaabs-Fjord
(Sydgrønland)
Fordum siges Folk at have havt deres Vinterpladse i Kangersunek nær hverandre, paa Karraks Igdlunguak, Karrak, Nugarsuk og Kornuk. Naar de droge ud for at more sig, nemlig til de saakaldte Syngeselskaber, vare de pyntede ligesom nu til Julen. Beboerne af Nunaroluks Igdlunguak og af Karraks Igdlunguak morede sig med at besynge hinanden indbyrdes. Da det var forbi, og de droge hjem igjen, vare Nunarolukkerne utilfredse, fordi de vare bievne overvundne; derfor udsendte deres Angakok noget som Middel til Undergang. Men ogsaa de Bortreisendes Angakok, som fulgte med, mærkede strax, at en Ulykke forfulgte dem, og sagde dem det derfor. Strax raabte de til ham, at han skulde afvælge det Onde og sende det tilbage. Ogsaa den, som havde udsendt det, mærkede nu, at det vendte tilbage. Han vilde atter sende det ud, men kunde ikke, og snart begyndte Undergangen paa Nunaroluks Igdlunguak. Derfor siges der ogsaa at Qvanerne paa dette Sted ere skadelige, formedelst de mange døde Mennesker, som ligge der.
Ogsaa Kornukkerne gik til Syngeselskab hos Nugarsukkeme. Da de droge hjem, hexede disses Angakok en Storm over dem, da de vare nær ved at lande. Østenvinden kom pludselig, og Kornukkerne forliste med Baaden. De som dreve paa Land, bleve begravede; deraf fik Stedet Navn af Iliverpagsuït (de mange Grave).
Uvist om før eller senere, boede der en berømt Angakok paa Karra, som aldrig har havt sin Lige i Godthaabs Fjord. Der siges, at i gamle Dage var Karra i flere Vintre beboet. Ved Iluliak var der megen Fangst af Sælhunde om Vinteren, og naar de kom i Forlegenhed for Krudt og Bly, brugte de kun een Bøsse, som aldrig skjød feil. De skiftedes om at bruge den, skjøndt Fangsten var saa stor. Engang om Morgenen ved Vintertid sagde deres Spaamand: »idag ville vi faae noget nyt at see, jeg aner noget op ad Dagen.« Da han gik bag om Fjeldet Inajuaktorsuak, saae han henimod Landtungen en Bjørn, som svømmede i Vandet. De lode den krybe op paa et Næs, lidt nordenfor dem, men ligesom den kom paa Land blev den forvandlet til en Øm, som fløi bort; denne skulde bringe Ulykke over dem, sagde han.
Paa den Tid reiste deres Angakok til Nouk (Godthaab), hvor Præsten vilde omvende ham, men han vilde ikke. Præsten sagde: »er du virkelig saa stor en Angakok, saa siig mig hvorledes Verden er?« Han svarede: »som et Æg.« Præsten sagde: »du har Ret, som et Æg; men omvend dig!« — Men Angakokken vilde ikke troe paa Præstens Ord; han stolede paa sig selv, at han vidste alt omkring sig ved sin Konst. — Men paa samme Tid bemærkede Angakokken, at Landet om ham blev mindre, og han sagde det til sine Ledsagere, men vilde dog alligevel ikke omvende sig. I det samme stod han stille og sagde, at han var nær ved at falde ned. Nu først vilde han strax omvende sig og døbes. Derpaa viste man ham en Bog for at han skulde læse, men han kjendte ikke engang Bogstavet A; derfor kunde han ikke blive døbt, fordi den hellige Skrift skulde opfyldes, som siger, at den, der ikke kjender noget til Frelseren, ikke skal indlemmes i hans Daab. Kort efter opgav han Aanden og lidt efter hørtes der en buldrende Lyd under Gulvet, som nærmede sig og bragte den Døde ilive igjen, da den naaede ham. Han levede nogen Tid paany, og døde saa igjen. Paany kom Bulderen, og han blev atter levende. Saaledes døde og levede han flere Gange, og da han saaledes slet ikke kunde døe rigtig, sagde en Mand, ved Navn Kilalugarujak, at de skulde hente et Kajaksæde, hvorpaa hans Søn hentede et saadant, som var af et Hundehoveds Skind. Da han nu næste Gang opgav Aanden, bedækkede de hans Ansigt med Skindet. Atter kom Bulderen til ham, men kunde nu ikke mere gjøre ham levende, da han nu først var rigtig død. — De Udøbte sagde, at denne Angakok var saa mægtig, at han var nærmest efter Tornarsuk; derfor vilde denne ikke stege ham, men de andre stegte og spiste han. Ja, de Udøbte brugte jo andre Skikke, da de ingen Fornuft havde.
