Om oldnordiske egennavne i en i Reichenau skreven necrolog fra det 9de og 10de aarhundrede

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Antiquarisk tidsskrift
Udgivet af Det Kongelige Nordiske Oldskrift-Selskab
1843-1845


Om oldnordiske egennavne i en i Reichenau
skreven necrolog fra det 9de og 10de aarhundrede

af Jacob Grimm

(Foredraget af forfatteren i mödet den 16de September 1844.)


Det vil falde vanskeligt for en fremmed, for mænd, der ligesom sidde i den nordiske oldtids skjöd og med vaagent öie overskue ethvert derved forekommende forhold, at foredrage nye sager eller endog kun at afvinde en bekjendt gjenstand nye synspunkter, der kunde være en saadan forsamlings opmærksomhed værdige. Imidlertid har - som det synes mig - den tydske oldtidsvidenskabs forhold til den nordiske overhovedet efterhaanden viist sig at være saadant, at hin, skjöndt ikke istand til selv at udkaste et almindeligt billede af fortiden, dog paa mangfoldige hidtil oversete maader kan stötte og udsmykke den storartede bygning, som skal opreises her i Norden. Vi ere i Tydskland fattigere, mere usammenhængende, men dog især ældre og mere sikkre ved skrevne minder; paa den tid da Skandinavien blev omvendt og begyndte at optegne, havde vi allerede skrevet i flere aarhundreder, og det er umuligt at vore mangfoldige, om end ufuldkomne og törre mindesmærker ikke skulde indeholde et og andet, som tjener til oplysning og endog til beviis for de nordiske efterretninger. En saadan enkelthed tillader jeg mig her at fremhæve, og ganske uforberedt og uden at have mine bjelpemidler ved haanden, at ledsage med nogle bemærkninger, hvis ufuldstændighed jeg beder undskyldt med overbærelse.
   En neppe overskuelig mængde af latinske haandskrifter fra 6te indtil 10de aarhundrede i næsten alle Tydsklands egne afgive, som bekjendt, et stort antal af egennavne, hvis höie og mangesidige værd for sproghistorien först da kan fremtræde i sit fulde lys, naar de engang blive bragte i en fuldstændig ordnet samling. Men da der nu fra den tidligste tid var samkvem mellem Tydske og Skandinaver og et betydeligt antal Nordboere opholdt sig en længere eller kortere tid blandt Tydske, saavel under krig og fangenskab som ogsaa efter omvendelsen til christendomroen ved fredelige forbindelser, især paa valfarter til hellige steder i Tydskland, er det naturligt, at ogsaa deres egennavne optoges i hine documenter ved forskjellige anledninger. Jeg erindrer, at de rige Traditiones Fuldenses indeholde enkelte nordiske navne, men her vil jeg nævne en ganske egen samling, som yder et langt större udbytte.
   Man veed, at der allerede i den tidlige middelalder bestode nærmere forbindelser mellem mange kirker og klostre, navnlig mellem dem, hvilke det paalaa at optage og pleie de omvandrende brödre og pilegrime. I saadanne klostre laa fortegnelser over de kirker, der ved venskab eller broderskab vare forbundne med dem, og man pleiede endogsaa at indföre de reisende pilegrimes navne i egne böger; maaskee indtegnede de fremmede selv deres navne, naar de kunde skrive, eller man spurgte derom ved ankomsten eller afskeden, og derpaa bleve de nedskrevne af en geistlig, hvem dette var overdraget. Der er opbevaret os et necrologium fra det berömte abbedi Reichenau (augia dives) paa en ø i Overrhin; det er begyndt i begyndelsen af det 9de aarhundrede og fortsat til begyndelsen af det 11te aarhundrede, og man kan af det see, at broderskabsbaandet har strakt sig over Tydskland, Frankrig, Italien og Skandinavien. Der ere 56 klostre af confraterniteten udtrykkelig betegnede, men endou 40 andre udfindes af indholdet; mod slutningen fölge de nordiske pilegrime, tilsidst de fra Hislant terra. Hele fortegnelsen skal indeholde 40,000 navne, og deriblandt omtrent 400 nordiske, paa geistlige og verdslige mænd og kvinder. Disse nordiske egennavne har Mone, som indsaae deres værd, ladet aftrykke i sin Anzeiger 4de aargang s. 97-99; om haandskriftet selv, der kun haves i en sildigere, men nöiagtig afskrift, giver han s. 17 og 18 den nödvendige underretning; originalen var allerede undersögt og benyttet af Mabillon (i Annales Benedict. 2, 195. 408).
   Her have vi altsaa oldnordiske egennavne for os, nedskrevne i det tiende eller i begyndelsen af det ellevte aarhundrede, altsaa fra en tid, til hvilken Skandinaviens ældste indenlandske skrevne mindesmærker endnu ikke gaae tilbage. Jeg behöver ikke först at sige, at den maade, hvorpaa disse optegnelser ere gjorte, maa have indflydelse paa navnenes hele form og skrivemaade; det vil vanskelig lykkes af denne at udfinde historiske data, men for grammatikeren kan det være magtpaaliggende maaskee at finde nogle nye navne, og end mere at iagttage, med hvilke bogstaver de bekjendte navne her ere udtrykte og skrevne.
   Saavidt jeg seer, er der brugt en tredobbelt fremgangsmaade. Enten bliver nemlig den oldnordiske skrivemaade bibeholdt, dog saaledes at runen Þ oploses til th, og at der istedenfor k hyppig skrives c; herhen hörer former som thorkil, tkorlac o. s. v. For det andet skal vel den nordiske udtale beholdes udtrykt, men der anvendes dertil bogstaver efter deres höitydske udtale, hvortil navnlig hörer, at der for det samme þorn (þ) skrives z, f. ex. zurgils for þorgils, zurgrim for þorgrim. Den tredie maade er endnu friere, den nordiske form oversættes , det vil sige oplöses i den tilsvarende höitydske, f. ex. halbtene for hatfdan, wetarlit for vetrliði. Saaledes kan det samme navn forekomme tre gange forskjelligt, f. ex. thorkil, zorkil, durchil.
   Det ved den anden skrivemaade forekommende z istedenfor th synes mig mærkværdigt nok til at foranledige endnu nogle nærmere bemærkninger.
   Der sees heraf, at det islandske bogstav þorn dengang allerede fuldkommen havde den lyd, som tilkommer det, og som den höitydske skrivemaade nærmest naaer ved z, omendskjöndt dette dengang var blödere, end som vi nu udtale det; det er: den samme lyd som det engelske th eller det græske θ.
   Til de vigtigste love for vort sprog hörer den, som jeg kalder "lautverschiebung" (lydnedsættelse), det vil sige den, hvorefter det græske og latinske sprogs stumme consonanter nedtrykkes i det gothiske, sachsiske og nordiske een grad, men i det höitydske endnu en grad videre. Fuldkommen som det gothisk-sachsisk-nordiske sprog forholder sig til det græsk-latinske, saaledes forholder igjen det höitydske sig til det gothisk-sachsisk-nordiske. For alle consonantes mutæ danner der sig en urokkelig trilogi, saaledes at en media gaaer over til tenuis, en tenuis til en aspirat, fra aspiraten maa man paany gaae tilbage til dens media. For her at blive staaende ved tungebogstaverne, det græske δ svarer til det gothiske t, det oldhöitydske th; det græske τ til det gothiske þ, det oldhöitydske d; det græske θ til det gothiske d, det oldhöitydske t. Saa langt op i tiden, som vi kunne forfölge det höitydske sprog har man skrevet z istedenfor th, det vil sige der sættes zit, zorn istedenfor thit, thorn, og om man end havde skrevet det sidste, vilde det ikke være blevet udtalt anderledes. Man maa altsaa slet ikke tænke paa det nyhöitydske th i ord som thur, thor, thal, som skrives urigtigt istedenfor med den rene tenuis tür, tor, tal, og i hvis udtale der rigtigt kun höres den blotte tenuis. Til bekræftelse for det oprindelige forhold tjener nu den maade, hvorpaa hine meget velkomne nordiske egennavne ere skrevne.
   Men ikke i alle sprog have de tre klasser af mutæ vedligeholdt sig, og hyppig bliver den ene af dem indskrænket eller aldeles undertrykt. Ligesom d, t og th adskille sig i det oldnordiske, saaledes ogsaa indtil den dag idag i det höitydske d, t, z; begge de to nye nordiske sprog, jeg mener det danske og det svenske, have derimod tabt den ene lingvalklasse, nemlig aspirata, til ikke ringe skade for mange rødders fuldkomne tydelighed. Det organiske th erstattes vel paa en dobbelt maade snart ved en tilsvarende tenuis (f. ex i tak, ting, tjene, tre), sjeldnere ved sin media (som i du, dig,din, det, da); denne media synes naturligere end tenuis, fordi aspiraten efter den almindelige regel gaaer over til media og ikke skulde gaae tilbage til tenuis. Iövrigt vedblev man at skrive th endnu til i det 16de til 17de aarhundrede, ja det har endog undtagelsesvis vedligeholdt sig til vor tid i partiklen thi (nam, enim), hvor de Svenske bruge ty; derimod er uconseqvent media optagen i de sammensatte partikler, fordi, efterdi, i hvilke di er af samme oprindelse.
   Det er unægteligt, at der ogsaa i det islandske sprog, skjöndt det anerkjender forskjellen mellem de tre klasser d, t, th, er indtraadt en uorganisk forblanding af d og th, hvorved især media lider; man udtaler den vel bestemt i begyndelsen af ordet, men i midten og i enden af et ord har man ladet ð (egentlig det asprrerte d) komme istedenfor d, naar der gik en vocal eller en anden consonant end l, m, n foran. Kun efter disse tre lader man det organiske d blive, ikke efter andre consonanter eller vocaler, og dette staaer i fuldkommen modsigelse med det gothiske, oldgermaniske og höitydske sprogs lydlove. Ja man har endog, som bekjendt, i den islandske skrivemaade i enkelte tilfælde indsat endebogstavet ð istedenfor tenuis, som i ordene það, , istedenfor det organiske þat, at, hvilket svarer til det oldhöitydske daz, az, og atlsaa i lydgraden urigtig stemmer overeens med den höitydske udtale.
   Denne grammatiske udvikling maa endvidere lede til en mythisk, til hvilken ligeledes hine egennavnes former i den Reichenauske necrolog opfordre mig.
   Guden Torrs navn finde vi her overeensstemmende med udtalen betegnet med Zor eller Zur; havde man villet aldeles fortydske det efter den angivne tredie maade, saa havde der maattet staae Donar, hvilket navns identitet med Thórr jeg omstændelig har behandlet i min tydske mythologi. Forholdet mellem disse to former vil let vise sig. Den nordiske form er - overeensstemmende med denne mundarts almindelige bestræbelse - en sammentrukken, ganske som det oldnordiske á svarer til det oldhöitydske ana, det oldnordiske í til det oldhoitydske in, det vil sige, ligesom vocalens forlængelse er begrundet i udeladelsen af consonanten n, saaledes maa ogsaa Thórr være opkommen af en ældre, fuldere form Thonar, og genitivet Thórs stemmer overeens med det oldhöitydske Donares, angelsachsiske Thunores; dagnavnet Thórsdag stemmer med det oldhöitydske Donarestac, ligesom ogsaa med det angelsachsiske þunores däg. Dersom nogen endnu kunde tvivle om dette forhold, vilde jeg gjöre opmærksom paa den oldhöitydske form af egennavnet Donaralp eller omsat Alpdonar, hvori der dog altfor tydelig sees det oldnordiske Thórálfr, med en fordærvet udtale Thórólfr. Men noget endnu vigtigere: Thórr leder ikke til nogen tydsk rod, men Donar er umiskjendelig udsprunget af donan, dunan, det angelsachsiske Thunor af þynian, tonare, sonare. Thórr og Donar ere fölgelig det lydnedsatte latinske tonitrus, tonitru, som kommer af tonare. Da nu det oldnordiske sprog kun har dynja, dundi, og intet þynja, þundi, saa maa man antage, at den sidste form tidligere har været brugt og efterhaanden er gaaen over i den förste. Mod denne, som det synes mig, uimodsigelige overeensstemmelse mellem Tonitrus, Thunor, Thórr, vil altsaa den tilsyneladende lighed mellem Thórr og det celtiske Taran, ja endog med et finsk Tora, være at betragte som en fjernere liggende. Der behoves en nöiere undersögelse om, paa hvilken maade det galiske torun, det irske torin, det vælske toran kan bringes i forbindelse med det latinske tonitru; tydelig adskiller det nordiske Thórr sig fra dem ved sin lange vocal, der först kan forklares af sammentrækningen. Hvad det finske Tora angaaer, da er det endnu et spörgsmaal, om det ikke kommer af det nordiske Thor? den ægte finske mythologi synes ikke at kjende til ham, hvorved end mere den anskuelse maa falde, som nogle have haft, at den nordiske Thor skulde være en ældre naturgud fra Finnernes tro, som i det skandinaviske norden var trængt i baggrunden af Odin. Alt dette anseer jeg for grundfalsk.
   Det var önskeligt at vide, naar udtrykket thordon og torden i det svenske og danske sprog först er fremstaaet? det oldnordiske sprog og selv det nye islandske har intet lignende, og det usammensatte dyn eller dunr eller duna betegne i dem allerede det samme begreb; det svenske dön vilde före tilbage til daun. I intet tilfælde tör man oversætte det Thori fragor, thi da vilde formen have været Thorsdón, Torsden, ligesom i Torsdag. Tordón vilde være som en oldhöitydsk donardón, som ikke træffes nogetsteds; ved dón skal det uforstaaelige tor tydeliggjöres, men i det danske torden er ogsaa det andet ord allerede blevet utydeligt. Ligesom ogsaa den gaadefulde latinske form tonitru indeholdt en lignende fordobling og det i omvendt form, i det den beholder n i den förste deel og udstöder det i den anden? medens tordön, torden udstöder det i den förste og beholder det i den anden.
   Jeg slutter med den tilstaaelse, at jeg ikke indseer, hvorfor man lader egennavnene þórálfr, þóroddr, þórhildr, þórhallr beholde den dem tilkommeode lange vocal, og borttager den fra andre som þorbjörn, þorleikr, þorsteinn, þorgeirr? skal den i de sidste ved consonanten bevirkede position foraarsage en forkortning i o-lyden? og kan h i þórhildr ikke bevirke det samme.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.