Om to Venner, som vare Angakut (Rink)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


George Francis Lyon – En Sadlermiut-jæger, 1824.
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

57. Om to Venner, som vare Angakut


En Enke boede ene med sin Søn paa en Vinterplads; men søndenfor dem boede der paa en anden Plads ligeledes en Enke med sin Søn. Begge Sønner vare Venner og pleiede altid at gaae ud sammen i Kajak til en fælleds Jageplads. De gik altid ud paa samme Tid, og først naar de begge havde faaet Sælhund paa Slæb fulgtes de sammen hjem. En Morgen vaagnede den nordligst Boende og saae, at Luften var klar, ved en let Østenvind; han vilde da ikke vente paa den anden, men gik ud alene til den vante Plads, for at jage. Da hørte han paa engang en Støi fra Solsiden af, og idet han vendte sig om, fik han Øie paa sin Ven, som løftede Harpunen mod ham med et mørkt Blik. Da der ikke var andet at gjøre, holdt han blot Øie med ham, og idet han lod sig kæntre rundt, streifede Harpunen blot Kanten af Kajakken, og faldt skummende i Vandet paa den anden Side. Derpaa rettede han Aaren og reiste sig. Den anden rullede sin Fangerem op igjen, og uden at der blev talt et Ord, forbleve de sammen, fangede deres Sælhunde, og da de roede hjem, talte de høfligt sammen efter Sædvane. Imidlertid holdt han dog Øie med sin Ledsager, men bemærkede ingenting. Senere gik han atter engang ud til Jagepladsen, uden at vente paa den anden; atter hørte han Støi fra Solsiden, og da han vendte sig om, var det hans Ven, som sigtede med Harpunen efter ham, og det gik ganske som forrige Gang. Men da det samme gjentog sig tredie Gang, besluttede han at hævne sig. Idet han nemlig reiste sig efter Kæntringen, greb han sin Harpun og kastede. Den anden undgik ligeledes Kastet ved at kæntre, men han roede hurtigt til, og løb med Stævnen af sin Kajak lige op over den Kæntrede og forhindrede ham fra at reise sig igjen. Efter saaledes at have dræbt sin Ven, der efterstræbte ham, roede han ind ad Landet til, men endnu inden han naaede de yderste Øer, mærkede han, at Vandet strømmede ind i hans Kajak; han fordoblede sin Fart, men forgjæves. Tilsidst blev han endnu kun ved Fangeblæren holdt flydende. Da først mindedes han, at han som Angakok havde flere Brødre blandt Ingnersuït til Tornakker, og strax da han havde kaldet paa dem, saae han tre Kajakker paa Rad komme ude fra Søen af. De to forreste, som tillige slæbte paa Fangst, kom hurtigt til ham, stak deres Aarer fra hver Side i hans Kajak, og holdt den derved over Vandet, medens den Tredie udbedrede Kajakken og trak sine Underklæder af, som han gav den Sunkne til at iføre sig. Derpaa satte de ham atter i Kajakken, bandt deres fangne Sælhunde sammen, og sagde, at dem skulde han slæbe paa, for at blive varm. Selv roede de foran, og han bagefter i strygende Fart. De kom til en temmelig høi Ø, og paa Ydersiden af den var der et stort Huus; der stege de op og gik ind. Da de havde sat sig ned, saae han for sig den ældgamle Huusherre, hvis slappe Ansigtshud hang ned over Øinene. Den Gamle trak blot Huden lidt tilside, og saae paa de Indtrædende. Strax efter raabte man, at der kom to Kajakker med Fangst paa Slæb. De som skulde trække Sælhundene op, gik ud, og kom atter ind med Slæberemmene, som havde Beenbesætning af skinnende hvid Hvalrostand, og efter dem kom de to Kajakmænd. Idet de traadte ind, betragtede de blot den Fremmede og sagde bebreidende til deres Brødre: »hvorfor kom I ham ikke til Hjælp i rette Tid, før han begyndte at fryse?« Men de svarede: »han kaldte ikke paa os, før han var ved at synke.« Derpaa bøde de Qvinderne at hente tørret Kjød, indbundet i Skind. Da de havde spiist, trak den Gamle Huden fra sine Øine, saae ud af Vinduet, og sagde til den Yngste: »»gaa hen og hent vore Slægtninge.« Den Unge skyndte sig ud, og kom tilbage efter nogen Tid i stærk Sved. Den Fremmede tænkte: »hvor kan han have været, siden her intet Huus var at see i Nærheden, da vi kom?« Men snart kom der fem Mænd, af Skikkelse som de fem Brødre, og ligeledes ledsagede af en Olding. Med dem fulgte en Anden. Det var nemlig den i Kajak omkomne, som først havde villet dræbe sin Ven. Han satte sig ned foran denne, og turde neppe slaae Øinene op. Da de havde beværtet Gjæsterne, trak den ældste Broder et Skind frem, udbredte det paa Gulvet, prøvede Kræfter først med sine Brødre og derpaa med Gjæsterne, men ingen kunde maale sig med ham. Derpaa prøvede Huusherren med den anden Gamle, men denne maatte ogsaa give tabt. De Fremmede, saaledes beskjæmmede, bortfjernede sig. Men Tornakkerne sagde til de Mennesker, som de havde frelst, at de herefter ikke maatte gjøre saa og ikke leve i Uvenskab. Da de andre vare bortdragne, blev han der endnu i fem Dage, men paa den sjette reiste han tilbage, og da han kom til den vante Fangeplads, mødte han atter sin Ven, der paa samme Maade var gjenoplivet og vendte tilbage. De erfarede nu første Gang om hinanden, at de begge vare Angakut, og hver havde deres Tornakker blandt Ingnersuït. Fra den Tid af forsonedes de, og pleiede som tidligere at drive Fangst sammen ude tilsøes.