Omrids af den finske Hedentro - Forord
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
.jpeg)
Forord
At det er lykkedes de finske Lærde i den nyere Tid at drage deres Fædrelands gamle Hedningetro frem for Lyset, netop i det Öieblik den var i Begreb med at forsvinde, maa vistnok betragtes som et herligt Erhverv for Religionshistorien i Almindelighed. Men ikke mindre har den skandinaviske Oldtidsforsker Grund til at glæde sig ved dette Fund, da det er noksom bekjendt, at Finnerne i Hedenold stode i saa nær et Forhold, fjendtligt og fredeligt, til vore Forfædre, at det bliver mere end sandsynligt, at deres Tro har havt en betydelig Indflydelse paa den Gudeverden, der maa være os kjærere end nogen anden af Hedenskabets Forgreninger. För 1832 vare endnu saa faae af de finske Folkesange eller Runer (Runot), som de kaldes, bekjendte, at det var umuligt at gjennemskue Sammenhængen i disse Sagn. Da var det, at Dr. Lönnrot anstillede sine Forskninger i nogle af Nutidens Almendannelse næsten ganske uberörte Sogne i Gouvernementet Archangelsk, og fandt her paa russiske Enemærker endnu den Folketro og Folkepoesie levende, som i svundne Tider har behersket hele Finland, rimeligvis ogsaa de svenske Nordlande, ja i en forhistorisk Tid vel endog visse Egne af Norge. Hans ufortrödne Bestræbelser lykkedes det og at bringe Runerne i en indbyrdes Sammenhæng, som, hvorvel den paa visse Steder nødvendigvis maatte blive noget vilkaarlig, dog nu lader os overskue dem som en mærkværdig skjön og storartet Folkedigtning, der klarere end nogen anden Beskrivelse vil være istand til at give os et Billede af dette Folks indre Liv og Væsen. Denne Samling kaldes efter Gudeslægtens Hjem Kalevala og er af den desværre for tidlig afdöde Professor H. A. Castrén udgivet i svensk Oversættelse i Helsingfors 1841. Der gives endnu en anden Runesamling, Kanteletar kaldet; men da denne, saavidt jeg har kunnet erfare, endnu ikke er oversat, og Kalevala allerede i sig indeholder en saa rig Kreds af Oldtidssagn, at man gjennem den kan skaffe sig et forelöbigt tilfredsstillende Indblik i den overnaturlige Verden, Finnerne have levet og tildels endnu leve i: har jeg troet, det ikke vilde være ukjært for de Læsere, der have Interesse for denne Side af Menneskeaandens Bevægelser, at see et ordnet Omrids af hvad man allerede af denne Samling kan öse.
Da det desuden strax ved det förste Bekjendtskab dertil maa falde enhver Kjender af den nordiske Oldtid paa, hvor mærkværdig hele denne sværmeriske og trylleagtige Trosverden stemmer overens med hvad vore Forfædre have overleveret os om Finnernes Væsen og Konster, har jeg ogsaa troet, at jeg ikke burde lade disse Iagttagelser blive ubenyttede, og har derfor i et Tillæg paapeget de Tilknytningspunkter til den skandinaviske Hedentro, som nærmest falde i Öinene.
