Oplysninger om Nordens Oldtid hos Jordanes

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Arkiv for nordisk filologi

ved
Sophus Bugge

Første bind, s. 1-21
Christiania 1883.


Oplysninger om Nordens Oldtid hos Jordanes
I. Rosomonorum gens


Jordanes fortæller, som bekjendt, om den gotiske Konge Ermanarik et Sagn, der gjenfindes i en germansk episk Digtning, hvilken vi i Norden kjende bl. a. fra Eddakvadet Hamðismál og fra Saxo Grammaticus. Jordanes's Ord er følgende:1 Hermanaricus, rex Gothorum, licet, ut superius retulimus, multarum gentium extiterat triumphator, de Hunnorum tamen adventu dum cogitat, Rosomonorum gens infida, quae tunc inter alias illi famulatum exhibebat, tali eum nanciscitur occasione decipere. dum enim quandam mulierem Sunilda 2 nomine ex gente memorata pro mariti fraudulento discessu rex furore commotus equis ferocibus inligatam incitatisque cursibus per diversa divelli praecipisset, fratres eius Sarus et Ammius, germanae obitum vindicantes, Hermanarici latus ferro petierunt; quo vulnere saucius egram vitam corporis inbecillitate contraxit.
   Denne Fortælling har spillet en Rolle i Undersøgelser om de nordiske Folks Oprindelse. Man læste hos Jordanes Roxolanorum gens. Man mente, at Rhoxolanerne, der ifølge mange historiske Vidnesbyrd boede i Egnene nord for det sorte Hav, var et germansk Folk, Skandinavernes nærmeste Stammefrænder. Deres Navn skulde være det samme som det Navn, finske Folk give Svenskerne (finsk Ruotsalainen en Svenske, Ruotsi Sverige), hvilket hører sammen med Navnet Russer.
   Alt dette er forlængst modbevist.
   Rhoxolanerne, som allerede nævnes før Christi Fødsel, var ikke et germansk, men et sarmatisk Folk, det vil sige af iransk Æt, og deres Navn maa forklares ikke af Finsk eller af Nordisk, men af Iransk.3 Derimod Finnernes Navn paa Sverige og Svenskerne (Ruotsi, Ruotsalainen) og det dermed sammenhørende Navn Russer er mange Aarhundreder yngre en Jordanes og er sandsynlig af nordisk Oprindelse. Det synes at staa i Forbindelse med det gammelsvenskeróþsmenn d. e. Rorskarle, der tillige blev Navnet paa det svenske Kystdistrikt Roslagens Indbyggere.4 Den hos Jordanes meddelte Fortællings oprindelige Kilde maa være et gotisk heroisk Sagn, men der er ingen Rimelighed for, at Navnet Rhoxolaner skulde kunne optræde i et Sagn, der havde faaet sin faste Form paa gotisk Sprog.5 Endelig har Læsemaaden Roxolanorum gens ingen Hjemmel i Jordanes's Text.
   Efter de bedste Haandskrifters Vidnesbyrd har han skrevet Rosomonorum gens. Hvad dette Navn betyder, er hidtil ikke blevet paavist. Müllenhoff 6 giver et Vink, der, som jeg tror, peger i den rigtige Retning, ved den Bemærkning, at det ikke er et historisk, men et episk og uden Tvivl mythisk Navn. Men naar han føier til, at det vil være forgjæves at lede efter Navnets Betydning, saa fremlægger jeg i Modsætning dertil den her følgende Undersøgelse.
   Rosomoni gjengiver efter min Formodning et gotisk Navn, der ifølge Vulfilas Skrivemaade vilde have Formen Rusmunans.
   Jordanes 7 har i 1ste og 3dje Stavelse af Rosomoni skrevet o, hvor Vulfila maatte have skrevet u, ligesom han ellers oftere skriver o for Vulfilas u. Saaledes Gothi d. e. Gutans; Ostrogotha, hvis andet Led hos Vulfila maatte hede -guta; Optila d. e. Uftila. I anden Stavelse af Rosomoni er o indskudt i Lighed med, hvad der er sædvanligt i Oldhøitydsk; jfr. f. Ex. oht. fersana, der svarer til Vulfilas fairzna, oht. hraban, der hos Vulfila vilde hede hrabns. At saadant Vokalindskud passer til Jordanes's Skrivemaade, ser man deraf, at han i Kap. 14 to Gange skriver Valaravans, der hos Vulfila vilde hede Valahrabns. Jordanes har ved Rosomonorum brugt den latinske Genetiv paa -orum af et Navn, der i Gotisk, hvis min Forklaring er rigtig, har været bøiet som en an-Stamme og havt Nom. pl. paa -ans. Paa samme Maade kalder han det Folk, om hvis Historie hans Bog handler, paa Latin Gothi Gen. Gothorum, medens de paa Gotisk hed Gutans.
   Det gotiske Navn *Rusmunans, som Jordanes har gjengivet ved Rosomoni, er afledet af et Substantiv *rusma Gen. *rusmins. Dette Substantiv er bevaret i Oldhøitydsk. Det findes der skrevet rosamo, som oversætter rubor, i Accus. rosomon, som oversætter aeruginem. Dette rosomon staar i sin Form det deraf afledede Navn Rosomoni hos Jordanes nærmest. Ordet bruges fremdeles i Middelhøitydsk, hvor det betyder Fregne (lentigo) og har Formerne roseme, rosem, rösem, rösen; deraf afledet rosemeht eller rosmat og rosemic eller rosmig, fregnet (se Lexers Ordbog). Ordet *rusma, oht. rosamo har altsaa betydet Rødhed, men er særlig blevet brugt om rødbrun Farve, og er da naturlig gaaet over til at anvendes om Rust og Fregner. *rusma, Stamme rusman for rudsman, er ved Suffixet -sman afledet af *riudan, oldn. rjóða gjøre rød; den korte Vokal i Rodstavelsen viser, at Hovedtonen oprindelig hvilte paa Suffixet. Paa samme Maade er dannet f. Ex. oht. desmo, Dat. pl. thesemon, fructus, successus, af dihan, gedeihen, og, naar man ser bort fra Kjønnet, oht. brosama, brosma, mht. broseme, brosme, nht. brosame sandsynlig af et til oldn. brjóta bryde svarende Verbum. *rusma, oht. rosamo forholder sig formelt til oht. rotamo, glsvenskruþmi, Rødme, ligesom ags. blôsma, eng. blossom forholder sig til ags. blôma af blôwan blomstre.8 At saadan Orddannelse ikke har været fremmed for de nordiske Sprog, antydes bl. a. af et Fiskenavn norsk brasma f. (i Smaalenene) cyprinus brama, sv. braxen f., sv. Dial. brasma m., mht. brahsem o. s. v., der sandsynlig staar i Forbindelse med oldn. braga flamme, brjá blinke, mht. brehen blinke, saa at Fisken har faaet sit Navn deraf, at den er sølvblank.9 Dog er dette Navn mulig et Laanord.
   Det oldhøitydske rosamo Eødhed maatte i Oldnorsk hede *rosmi. At dette Ord engang virkelig har været brugt, godtgjøres efter min Mening ved rosmhvalr. De gamle Nordmænd havde for Hvalrossen to Navne rostungr og rosmhvalr.10 Disse to Ord, hvis Oprindelse hidtil ikke har været paavist, er enstydige, saa at i Jónsbók nogle Haandskrifter har det ene, andre det andet (Vigfusson). Begge Ord kan paavises at have været brugte saavel paa Island som i Norge. Hvalrossen kaldes paa Island nu ikke rosmhvalr, men et Minde om, at Benævnelsen før brugtes der, er bevaret f. Ex. i Stedsnavnet Rosmhvalanes.11 Allerede tidlig blev det andet Sammensætningsled i rosmhvalr afændret i Form. I Konungsbók af Grágás fra anden Halvdel af 13de Aarhundred er Accusativ en Gang skrevet Rosm hval (Finsens Udgave S. 34), en Gang Rósmhval, hvor Bogstaverne hv er skrevne over Linjen, mulig med en yngre Haandskrift (S. 31), og en Gang rosmal (S. 36); enkelte Haandskrifter af Sturlunga har Rosmelingar for Rosmhvelingar (Vigfussons Udg. I, 210). Almuen i Norge kjender endnu Hvalrossen under dette Navn. Den kaldes (jfr. Aasen) i Nordland og det Trondhjemske rossmål,12 i det Trondhjemske ogsaa rossmal (hvilken Form dog ikke skal være fuldt sikker) og i Bergens Stift, hvor den er lidet kjendt, rossmår. Dette Navn er i Formen rosmarus brugt af Olaus Magnus i hans Skrift "Historia de gentium Septentrionalium variis conditionibus" (Aar 1555), hvorfra Dyrets videnskabelige Navn er hentet. Ligesaa omtaler Peder Claussøn (Aar 1599) det under Navnet Rosmar (G. Storms Udgave I S. 85- 89), hvis Oprindelse han feilagtig forklarer. Fra Norsk er dette Navn gaaet over i Dansk, hvor det forekommer under Formen Rosmer i et af Christian III's Breve.13
   I det færøiske Gongu-Rólvs kvæði kaldes en Havjætte Rosmar (Hammershaimb Fær. Kvæder II, 135). Han hyller sig i en Skindpels, der er sammensat af atten unge Sælers og to gamle Sælers Skind 14 og farer saa ud i Havet, hvor han vader ved Bunden. Dette Kvæde, der oprindelig er færøisk eller norsk, har vandret vidt om i Norden, og i dets danske Form (Danm. gi. Folkev. Nr. 41) kaldes Jætten med samme Navn Rosmer. Fra Kvædets norske Form har den i Aafjordens Præstegjæld (søndre Trondhjems Amt) sungne Haltens Vise sandsynlig laant Udtrykket "Rosmaals Slægt".
   Hvalrossens Navn rostungr, der forekommer i Kongespeilet 15 er nu tabt i Norge, men er Dyrets almindelige Navn paa Island. Paa Færøerne kaldes det roysningur, hvilket Navn er en senere Fordreielse, hvori, som det synes, rosmhvalr og rostungr er sammensmeltede, og som er opstaaet derved, at Færingerne har sat disse Navne i Forbindelse med roysni Styrke og reystur stærk.16
   Da Ordene rosmhvalr og rostungr er enstydige, vækkes naturlig den Formodning, at Stammeordene, der indeholdes i Stavelserne rosm- og rost-, ligeledes har været enstydige. Nu er de oldtydske Ord rosamo og rost, der i Lyd nøiagtig svare hertil, indbyrdes enstydige; begge betyde: Rust. Den Slutning kan da ikke let undviges, at rosmhvalr kommer af et tabt oldnorsk Ord rosmi, der har betegnet Rust eller egentlig Rødhed, rød (rødbrun) Farve, og at rostungr kommer af et oldnorsk Ord rost Rust.
   rosmhvalr kan være sammensat med rosmi, som gálgnár med gálgi, skuggsjá med skuggi, þorstlauss med þorsti o. s. v.
   Et til "Rust", søndmørsk ryst, sv. rost, tydsk rost masc, ags. og eng. rust svarende Ord er ikke paavist i den norrøne Litteratur. Men selv om Ordets Brug i Nutiden rundt om i Norge skulde skyldes fremmed Indflydelse, synes intet at være til Hinder for den Antagelse, at rost ligesaavel som rosmi i en fjern Fortid har tilhørt det norske Sprog, thi Ordet er i sig selv ældgammelt.
   Af dette Ord rost "Rust" er rostungr dannet ved et Suffix, hvorved Navne paa flere Hvalarter er dannede: skeljungr, hnýðingr, rauðkembingr o. s. v.
   Den her givne Forklaring af Ordene rosmhvalr og rostungr passer godt til Hvalrossens Udseende. Hr. Conservator R. Collett har godhedsfuldt henvist mig til følgende Beskrivelse af Farven hos Nordishavets Hvalros i Allens History of North American Pinnipedes (Washington 1880): "In the young and middle aged, the body is ratlier thickly covered with short hair, which, however, is thinner and shorter on the ventral surface of the neck and body and on the limbs than elsewhere. It is everywhere of a yellowish-brown colour, except on the belly and at the base of the flippers (Forlabberne), where it passes into dark reddishbrown or chestnut."
   Hvalrossen har altsaa efter min Mening faaet sine gammelnorske Navne af sin Farve, der i det hele er gulbrun, paa enkelte Steder af Legemet mørk rødlig-brun. Til Sammenligning med rostungr kan da anføres de sammensatte Udtryk "rustbrun" og "rustgul" og det lettiske ruste, som er nærbeslægtet med vort "Rust" og som i Ulmanns Ordbog forklares ved "en brunrød eller gul Farve af Oretræ".17


Jeg vender nu tilbage til det gotiske Navn, som Jordanes har gjengivet ved Rosomoni. *Rusmunans, i Ental *Rusmuna er dannet af *rusma = oht. rosamo ved Suffixet an, det samme Suffix, hvorved i Oldnorsk f. Ex. Tilnavnet blesi er dannet af bles Blis, faxi af fax. Derved at dette Suffix, som oprindelig havde Hovedtonen, traadte til, kom Stammen rusman her til at optræde i den svækkede Form rusmun-. Saaledes er i got. glitmunjan glinse Substantivstammen glitman (jfr. oht. glizemo Glans) svækket til glitmun-. Den samme Svækkelse til -mun- er foran Suffixet da indtraadt i oht. hliumunt (ældre germansk Stamme hleumunda), nht. Leumund i Forhold til got. hliuma, Stamme hliuman, Hørsel.
   Efter Jordanes's Gjengivelse Rosomonorum var en gotisk Form *Rusmunōs i og for sig mulig, men af Hensyn til Orddannelsen synes en saadan Form mig mindre sandsynlig.
   Naar Rosomoni, got. *Rusmunans er en Afledning af *rusma = oht. rosamo, Rødhed, Rust, Fregne, saa maa hint Stammenavn betegne "de rødlige", med Hensyn til Haarets eller til Hudens - mulig til begges - Farve, eller "de Fregnede".18
   Jeg skal nu søge at vise, at et Navn af saadan Betydning passer fortræffelig i det gotiske Heltesagn om Ermanarik. Jordanes siger ligefrem, at Sunilda (der svarer til det nordiske Oldsagns Svanhild) samt hendes Brødre Sarus og Ammius hørte til Rosomonernes Folk. Men naar Jordanes paa den ene Side kalder Rosomonernes Folk troløst og særlig betegner Sarus og Ammius's Overfald som en troløs Handling, og naar han paa den anden Side fortæller, at Ermanarik lader Sunilda dræbe til Straf for, at hendes Ægtemand svigagtig er dragen bort,19 saa er der al Grund til at tro, at ogsaa Sunildas Ægtemand hørte til Rosomonerne og var Høvding for dette troløse Folk, der havde underkastet sig Ermanarik og tjente ham som sin Herre. Nu fremhæves i alle andre Meddelelser af Heltesagnet om Ermanarik hans troløse Raadgiver, der ved sine falske Raad volder Kongens Ulykke. Der synes altsaa at være god Grund til at gjenfinde denne troløse Raadgiver i Sunildas af Jordanes omtalte Mand, der ligesom Sunilda hørte til Rosomonernes troløse Folk og som svigagtig forlod Ermanarik.20 Dog maa det lades uafgjort, hvilket Navn Sunildas Mand har havt i det af Jordanes benyttede gotiske Heltesagn; Ermanariks (Jormunreks) falske Raadgiver heder i tydske Sagn Sibeche, Sifka, i nordiske Bikke. Den her fremsatte Mening, at Sunildas af Jordanes omtalte Mand er samme sagnhistoriske Person som Ermanariks troløse Raadgiver, modbevises ikke derved, at de senere Optegnelser af Sagnet intet véd om, at Svanhild var gift med Sifka eller Bikke, thi Jordanes staar i ethvert Tilfælde alene med den Beretning, at Sunilda blev dræbt til Straf for sin Mands svigefulde Bortgang.21
   Jeg slutter altsaa: Efter det af Jordanes gjengivne gotiske Sagn hørte Ermanariks troløse Raadgiver, der i tydske Sagn kaldes Sibeche, Sifka, i det nordiske Bikke, til Stammen Rosomoni eller Rusmunans d. e. "de Rødlige" eller "de Fregnede". Men hertil passer den i Þiðrikssaga Kap. 186 givne Skildring af Sifkas Ydre paa en mærkelig Maade:
   Sifca hans har er rautt som bloð eða rosa grasit oc karhofðaðr ( - éða þat gras er heitir rusalitter ok liðaðiz allt i lokka A). hans andlit er leost oc rauðfrecnottr (r -ott A B), oc biartan likama hævir hann oc allan fręknottan, rautt skegg heuir hann oc hælldr sitt o. s. v.
   Denne Skildring er ligefrem en Illustration af den Stammes Navn, til hvilken Ermanariks troløse Raadgiver efter det gotiske Sagn hørte, Rosomoni d. e. Rusmunans, de Rødlige eller de Fregnede.
   Paa den anden Side vinde vi ved denne Kombination af Meddelelserne i Þiðriks saga med Jordanes Vished for, at Skildringen af Ermanariks falske Raadgiver som en rødhaaret og rødskjægget Mand, skjønt den minder om Middelalderens Forestillinger om Judas, ikke kan være et i kristelig Tid i Tydskland indkommet Motiv, men allerede har tilhørt det gotiske Sagn paa Jordanes's Tid. Den røde Ræv gjælder og har fra gammel Tid af gjældt for listig og troløs. I figurlig Betydning som vort "Ræv" brugtes lat. vulpes og gr. άλωπηξ (Lucas 13,32). Rævens Farve, den røde, blev da ogsaa anseet som Tegn paa Falskhed. Allerede hos Plautus er den indfule Træl rufus. Som et rødhaaret og rødskjægget Menneske fremstilles i Middelalderen den Troløse.
   I det tydske Digt om Wigalois af Wirnt von Gravenberg fra Begyndelsen af det 13de Aarhundred kjæmper Digtets Helt med en rød Ridder, om hvem det heder (med forandret Sprogform):

Ihm war der Bart und das Haar
beide roth und feuerfarb;
von denselben hör ich sagen,
dass sie falsche Herzen tragen.

Fortællingen om Wigalois er fra Tydsk gaaet over i nordiske Litteraturer.22 Den falske og feige "Ridder Rød" spiller en Rolle i det norske Eventyr om "Fugl Dam" (Asbjørnsen og Moe Nr. 3) og i flere nordiske Eventyr. I islandske Eventyr optræder en falsk RaadgiverRauðr.
   I ældre Tydsk forekommer ze rôt brugt i Betydning af "alt for ond, falsk"; "übel" og "rôt" blev sammenstillede.23 I Hákonar þáttr Hárekssonar (Fms. XI, 428) siges: þat er mitt ráð, at þú trúir aldregi lágum manni oh rauðsheggjuðum. Ordsprog fra andre Lande (Tydskland, Spanien) advare ligeledes mod den Rødhaarede og Rødskjæggede.
   I Heltesagnet er *Rusmunans, Rosomoni saaledes allerede ved sit Navn mærkede som gens infida.24


Efterat det hos Jordanes forekommende Navn Rosomoni saaledes er sikret og oplyst baade i Form og Betydning, skal jeg fremsætte en Formodning om et i et norrønt Heltedigt forkommende Ord, som mulig turde staa i Forbindelse dermed.
   I Atlakviða siger Hunekongen Atles Hustru Gudrun til sin Broder Nivlungen Gunnar, der som Gjæst er kommen til Huneland, at han er forraadt og at han heller burde angribe Atle med Vaaben. Da svarer Gunnar i Str. 17, at det er for sent at samle Nivlungerne:

langt er at leita
lýða sinnis til
of rosmofjöll Rínar
rekka óneissa.

Dette Ord rosmofjöll er hidtil ikke forklaret.25 Fra Formens Side vilde det være tilstedeligt at opfatte rosmo som Genetiv af et til det tydske Hankjønsord rosamo svarende Hunkjønsord *rosma Rødhed, hvorefter rosmofjöll vilde betyde "Rødhedsfjelde", røde Fjelde.
   Men uagtet der forekommer Exempler paa, at et Fjeld paa Grund af sit Farveskjær faar Navn "Rødfjeld", saa synes mig dog et Udtryk som "Rinens røde Fjelde" i det norrøne Digt lidet sandsynligt. Jeg tør lede efter en anden Forklaring.
   Rosomoni, got. *Rusmunans maatte i Oldnorsk hede *Rosmonar eller *Rosmunar, da vi i dette Sprog af samme Stamme har rosmhvalr. Af *Rosmonar vilde regelret dannes *Rosmonfjöll. Den i Haandskriftet af Atlakviða forekommende Form rosmo kan let være opstaaet af rosmō d. e. rosmon derved, at Stregen over o er bleven overseet eller glemt.26
   Idet jeg udtrykkelig betegner Formen Rosmonfjöll i Atlakviða som grundet paa en usikker Formodning, af hvilken min Forklaring af Rosomoni ikke er afhængig, tør det dog maaské ikke være ørkesløst at give denne Formodning den nærmere Begrundelse, hvortil den trænger, saameget mere som Begrundelsen maa røre ved Spørgsmaal, der i andre Henseender er af Vigtighed for Undersøgelser om de norrøne heroiske Kvad.
   Hvad Forbindelse kan der være mellem Rosmonfjöll og Nivlungerne samt Rin, ved hvilken Nivlungerne boede?
   For at kunne besvare dette Spørgsmaal maa jeg fremhæve nogle Eiendommeligheder ved Atlakviða.
   Dette Digt er af særegen Vigtighed for den norrøne heroiske Digtnings Historie, fordi vi der tydeligere end i de fleste andre heroiske Digte kan iagttage forskjellige Lag.27 Atlakviða i sin foreliggende Form forudsætter Benyttelse af ældre Kvad, dels om samme Æmne, dels om andre heroiske Sagn. Verslinjer, der uforandret er overførte fra ældre Digte, staa her ved Siden af omarbeidede og nydannede. Verslinjernes forskjellige Alder og Oprindelse røbes ofte af det skiftende Versemaal og Uoverensstemmelser i det poetiske Udtryk.
   Jeg skal her nævne nogle af de Elementer i Atlakviða, som er overførte fra Kvæder, i hvilke andre heroiske Sagn har været besungne.
   Flere enkelte Udtryk er optagne fra det Digt om Kampen mellem Goter og Huner, hvoraf vi har Brudstykker i Slutningen af Hervarar saga. Naar Hunekongen Atles Sendebud lover Gunnar og Hogne, hvis de vil komme til Hunaland (V. 5):

staði Danpar,
hrís þat it mæra,
er meðr Myrkvið kalla,

er disse Udtryk sikkert laante fra Kvadet i Hervar. s. (Bugges Udg. S. 269-270. 348), hvor Hlöðr kræver af sin Broder Angantyr, Goternes Konge:

hrís þat it mæra,
er Myrkviðr heitir
(Var. er Myrkviðir heita),
. . . . . . . . . .
stein þann enn fagra (Var. meira)
er stendr á stöðum Danpar.

Thi Danparstaðir (d. e. Dnjepr-Stad, saaledes som P. A. Munch forklarede Navnet) har sin rette Betydning i Hervar. s., hvor Navnet betegner det Sted, paa hvilket Goternes Konge vælges og den gotiske Kongeborg er, men ikke i Atlakviða. Derfor tør vi ogsaa i Adjektivet hringreifðum,28 der findes som Epithet til hjálmum og bekkjum Akv. 1. 3. 16, hvor Udtrykket i Haandskriftet er forvansket til aringreypom, formode Efterligning af hjálmi hringreifðum i Kvadet i Hervar. s. (S. 266. 346 Bugges Udg.). Umiddelbart efter denne Linje følger i Hervar. s. hvössum mæki, hvormed man kan sammenstille mæki hvassastan Akv. 7.
   Af særlig Vigtighed for os her maa være den Kjendsgjærning, som jeg allerede tidligere tror at have paavist, at der i Atlakviða er optaget Vers fra et Kvad, der besang Sorles og Hamders Hævntog til Jormunrek. Dette gjælder Akv. 14 a, der efter Haandskriftet skrives saaledes:

Land sa þeir Atla
oc liðscialfar divpa,
Bicca greppar standa
a borg inni há,
sal vm svðrþioþom
sleginn sessmeiþom,
bvndnom raundom,
bleicom scioldom.

Et Bevis for, at der her foreligger Benyttelse af et Kvad om Sorle og Hamder, har vi i Navnet Bikki; thi dette er Navnet paa Jormunreks falske Raadgiver, der spiller en fremtrædende Rolle i Sagnet om Svanhilds, Sorles og Hamders Død, medens Bikki derimod aldrig ellers forekommer som Atles Mand. At den anførte Strophe er med en enkelt Forandring overført fra eller dannet efter et Digt om Sorle og Hamder, godtgjøres ogsaa ved Saxo Grammaticus's Skildring af Jarmeriks Borg (S. 411-414), der forudsætter Verslinjer af et dansk Kvad, som her ordret har stemt overens med Skildringen af Atles Borg i Atlakviða 14 a. Dette er nærmere udviklet af mig i min Udgave af Sæmundar Edda S. 429 f.; S. 439. Anledningen til Overførelsen var given deri, at der i begge Sagn var for en væsentlig Del samme Situation: To Brødre komme ridende over vilde Fjelde til sin Svogers, en fremmed Konges Land, hvor de skal finde sin Død. Vægtere speide fra dennes Borg, for at Overfald af Fiender ikke skal overraske Kongen. Denne sidder selv omgiven af sine Mænd inde i Hallen og drikker Vin. Han skildres i begge Sagn som grusom, havesyg og overmodig. Brødrene trues i det fremmede Land med Galgen. Gudrun optræder i begge Sagn som de to Brødres Beskytterinde, om end paa forskjellig Maade.
   Jeg finder det sandsynligt, at ogsaa en anden Digtning, hvori Jormunrek er optraadt, har havt Indflydelse paa Atlakviða. I dette Digt Str. 12 ledsages Gunnar og Hogne, da de drage hjemmefra med følgende Ønske:

Heilir farið nú ok horskir,
hvars ykkr hugr teygir!

   Disse Ord vise nært Slægtskab med de Ord, som i Þiðrikssaga Kap. 324 (S. 284) udtales af Erminrik til hans Krigere, der skal drage ud til Kamp mod Thidrik, Attilas Sønner og Hunernes Hær: farit hæilir oc verit nu hraustir oc goðir drengir. Ligeledes vise de Lighed med de Ord, som Attilas Hustru Erka grædende udtaler til sine unge Sønner, da de med Thidrik drage mod Erminriks Folk (Þiðr.s. Kap. 319 S. 280): Nu verit þit sua vaskir oc raustir sem ykkor vapn duga. oc sua mikit sem i skiptir at þit komit hæilir hæim. Þa þikki mer halfu mæira varða at þit megit hæita raustir menn oc goðir drengir. Þa er þit hafit verit i orrosto.
   Ogsaa viser Akv. 32, 5-7:

dynr var í garði,
dröslum of þrungit,
vápnsöngr virða,

hvor Trængselen i Atles Gaard omtales, Lighed med Þiðr. s. Kap. 321 (S. 281), hvor Scenen ligeledes er i Attilas Kongeborg: Nv er i Susat sua mikill gnyr ok stormr af vapnabraki oc af allzkonar kalli oc hæstagnæggian oc alzkonar gny af hærinom. Allr þessi staðr er sua fullr af mannom oc hestom at ængi maðr fær framkomiz þott ganga vili. Ligeledes med Ordene i Þiðr. s. Kap. 324 (S. 283) om Troppesamlingen i Erminriks Borg: Nv er sua mikit kall oc óp oc stormr um alla þessa borg oc vapna brak oc hæsta gnæggr oc þyss manna, at hvert stræti er nu fullt af hærmannom.
   Hvis ikke andet kom til, maatte man tro, at disse Ligheder havde sin naturlige Grund alene deri, at tilsvarende Situationer skildres paa de anførte Steder i de to Digtninger, og ikke i en nærmere historisk Sammenhæng mellem disse. Men man maa endnu mærke følgende. Det synes lidet passende, at Hognes unge Søn ved Afskeden fra sin Fader Hogne samt sin Farbroder og Konge Gunnar, disse prøvede Helte, der drage afsted for som Venner at gjæste Atle, udtaler Ordene: heilir farið nú ok horskir, hvori han ønsker, at de maa vise sig tapre paa Færden. Derfor vilde Svend Grundtvig stryge ok foran horskir, hvilket nu ved Sammenligning med Þiðr.s. viser sig utilstedeligt. Derimod er det meget naturligt, at i Þiðr.s. Erka paalægger sine Sønner at vise sig tapre, da de første Gang drage ud til Kamp. Ligeledes er det netop hvad man maatte vente, at Kong Erminrik, da han sender sine Mænd ud til det Slag, hvortil han er stævnet, ikke blot ønsker dem Lykke paa Færden, men ogsaa siger til dem: Viser Eder som tapre Mænd! Der er derfor Grund til at tro, at Ordene heilir farið nú ok horskir i Atlakviða, hvor de ikke passe, skyldes en Efterligning af et andet Heltedigt, hvor de fortræffelig har føiet sig ind i Situationen.
   Dette støttes ved et andet Ord i samme Strophe af Atlakviða. Det heder:

Leiddu landrögni
lýðar óneisir,
grátendr gunnhvata
ór garði Húna.

Her, hvor der er Tale om Gunnar og Hogne, som drage til Hunerne, er Húna som Navn meningsløst. Heller ikke kan Gunnar og Hogne kaldes húna unge Drenge, saa meget mindre som Húnar i Digtet bruges som Navn paa Atles Folk. Man har derfor her formodet Skrivfeil, som man har søgt at rette paa forskjellige Maader. Jeg antager derimod nu, at Ordet Húna her tankeløst er bevaret fra et Digt, som har fortalt om Atles Sønner, der med Hunernes Hær drog ud mod Erminrik.
   Str. 12 i Atlakviða viser altsaa efter min Mening Benyttelse af et Digt om Jormunrek (Erminrik), der maa have vandret ind fra det nordlige Tydskland og som i sin tydske Dragt maa have været nær beslægtet med det nedertydske Digt, hvorpaa Fortællingen i Þiðriks saga om Thidriks Tog sammen med Attilas Sønner mod Erminrik grunder sig.29
   Da Atlakviða saaledes har optaget Laan fra flere andre Heltedigte om Huner og Goter, af hvilke det ene har handlet om Sorles og Hamders Hævntog til Jormunrek, saa kan ogsaa Rosmonfjöll i Akv. Str. 17 være overført fra dette Digt om Sorle og Hamder. Og herimod kan ikke opretholdes den Indvending, at Rosmonfjöll efter sin oprindelige Betydning ei passer til Situationen i Atlakviða, thi det samme kan siges om Navnene staði Danpar i Str. 5, Húna i Str. 12, og, hvad navnlig her maa fremhæves, om Bikka i Str. 14, hvilket Navn efter min ovenfor begrundede Formodning staar i den nøieste Forbindelse med Rosmonfjöll.
   Dette Stedsnavn betegner: Rosmunernes Fjelde d. e. Fjeldene i Rosmunernes Land eller de Fjelde, som adskille Rosmunernes Land fra deres Naboers Lande. Dette Navn vidner om, at *Rosmonar i Heltesagnet var Navnet paa en Folkestamme, ligesom Jordanes bruger Udtrykket Rosomonorum gens. Sammensætninger, som fra Betydningsforholdets Side er analoge, har vi i Húnmörk Atlakv. 13, Finnheiðr, Finnmörk, Gautelfr, Raumelfr, Saxelfr o. s. v.
   Men hvorledes skal vi forklare den Omstændighed, at Rínar er føiet til Rosmonfjöll, uagtet Jormunrek og Bikke i det nordiske Sagn ligesaalidet sættes i Forbindelse med Rin, som Rosomonerne efter det gotiske Sagn boede ved Rin? I denne Henseende er Versemaalet oplysende.30
   Mange Verslinjer i Atlakviða er i málaháttr, hvis vigtigste Eiendommeligheder er Linjer paa 5 Stavelser, foran hvilke kan indtræde en Optakt, samt Udgang paa /_ eller /_ _. Verslinjen
             of Rosmonfjöll Rínar
er i málaháttr med Optakt ligesom i samme Strophe Linjen:
             at samna Niflungum.
   Andre Verslinjer i Atlakviða følge derimod ikke de formálaháttr eiendommelige Regler, men er i kviðuháttr. Dette gjælder endog hele Halvstropher og Stropher. Sammenlign f. Ex. Str. 20, 5-8; Str. 23, 25, 37. Fremdeles er det ved Sammenligning af Verslinjer i Atlakviða med beslægtede Verslinjer i andre Digte klart, at den Form, som Verslinjerne i Atlakviðahar, oftere er fremkommen ved Udvidelse af ældre kortere Verslinjer. Akv. 5, 8:

er meðr Myrkvið kalla

som er i málaháttr med Optakt, godtgjøres ved Verslinjen:

er Myrkviðr heitir

i Hervar. s. at være udvidet i metrisk Henseende. Akv. 36, 4:

við hunang of tuggin

gjenfindes med Undtagelse af of i Guðr.II, 41, L. 6: við hunang tuggin. I Guðr. II er Linjen i kviðuháttr, idet de to Stavelser hunang er metrisk ensgjældende med én lang. Akv. 2, 7:

seggr inn suðræni

forekommer ligelydende i Sigurð. 4, 1; se min Udgave S. 420. Deraf ser man, at Linjen fra først af er skabt ikke til et Digt i málaháttr, men til et Digt i kviðuháttr, hvor den da oprindelig vistnok har lydt: seggr suðræni.31 I den umiddelbart forudgaaende Linje i Akv. 2 kaldri röddu er jo fra et Digt i kviðuháttr det oprindelige Versemaal uforandret bevaret.32
   I Forbindelse hermed maa endnu fremhæves, at Strophe 14 a (Land sá þeir Atla - bleikum skjöldum), der, som ovenfor nævnt, er overført fra et Kvad om Sorle og Hamder, tildels er i kviðuháttr. Dette gjælder om:

sal um suðrþjóðum
sleginn sessmeiðum,

og navnlig uimodsigelig om:

bundnum röndum,
bleikum skjöldum.

Herefter er der Grund til at antage, at overhoved de Verslinjer, der fra Digtet om Sorle og Hamder er gaaede over i Atlakviða, oprindelig har været digtede i kviðuháttr. Det tør da formodes, at dette ogsaa gjælder om Linjen: of Rosmonfjöll Rinar, hvis jeg har Ret i, at Ordet Rosmonfjöll oprindelig har hørt hjemme i Digtningen om Sorle, Hamder og Jormunrek. Men dersom denne Linje er Omdannelse af en i kviðuháttr forfattet Linje, saa maa dens oprindelige Ordlyd have været:

of Rosmonfjöll.

Ordet Rinar, der i Mening ikke passer til Rosmonfjöll, har altsaa efter min Formodning ikke i Digtningen om Sorle og Hamder været forbundet med dette Ord, men er kommet til i Atlakviða, hvis Helte var Gunnar og Hogne, som boede ved Rin.
   Et andet Spørgsmaal, som jeg endnu mindre vover med fuld Sikkerhed at bekræfte, er det, om hele den Halvstrophe Atlakv. 17, 3-6, hvori Navnet Rosmonfjöll (efter min Rettelse) forekommer, i en oprindeligere Form har hørt til et i kviðuháttr forfattet Digt om Sorle og Hamder. Versemaalet i denne Halvstrophe taler ikke herimod. Linjen rekka óneissa kan ligesaavel, med Antagelse af Elision, passe til kviðuháttr. Ogsaa Linjen langt er at leita kan meget vel oprindelig have hørt til et i kviðuháttr forfattet Digt, hvad enten er, i ældre Form es, her som ofte har været udtalt saa, at det ikke dannede en egen Stavelse, eller at har manglet. Linjen lýða sinnis til stemmer vistnok overens med málaháttr i Antal af Stavelser, men afviger fra dette Versemaal derved, at Linjen ender med Ordet til, som da mulig senere er kommet ind her.
   Det er klart, at disse Verslinjer i et Digt om Sorle og Hamder ikke vilde kunde passe i andre Personers Mund end i en af de to Brødres, og at Ordene ikke kunde have været ytrede, førend efter at Brødrene var komne til Jormunreks Land, hvor de alene stod overfor en talrig Flok af Goter. Vanskeligt er det derimod at sige, til hvem disse Ord, hvis de virkelig har hørt hjemme i et Digt om Sorles og Hamders Hævntog, kunne have været sagte, og jeg skal derom ingen Formodning udtale, da ethvert fast Holdepunkt, saavidt jeg ser, her fattes.
   Sagnet om Sorle og Hamder er i Digtform vandret fra Nordtydskland til Danmark og siden til Norge og Island.33 Dette fremgaar navnlig med Klarhed af de Overensstemmelser mellem Hamðismál og den nedertydske af Gödeke udgivne Vise om Kong Ermenriks Død, hvilke Raszmann (Deutsche Heldensage I, 356, 359 f.) har paapeget. Men Ermenriks-Sagnets Udbredelse mod Nord har fundet Sted gjennem flere Digte og i flere Strømninger til forskjellige Tider.34


Tillæg om det oldnorske Ord hrosshvalr

hrosshvalr (d. e. Hestehval) beskrives i Kongespeilet (Christiania Udg. S. 30 f.) som en for Mennesker farlig Hval, hvis Kjød ikke er spiseligt, og den adskilles fra rostungr, der S. 41 f. aabenbart, som ellers, er Navn paa Hvalrossen. Ogsaa i Grágás (Finsens Udg. af Konungsbók S. 36, Staðarhólsbók S. 45) adskilles hrosshvalr hvis Kjød man ikke skal spise, fra rosmhvalr Hvalros, som man kan spise, naar det er tilladt at spise Kjød. Versene i Snorra Edda I, 580 f. nævne baade rostungr og hrosshvalr. Paa disse Steder kan derfor hrosshvalr ikke betegne Hvalros, hvorved Finsen (Grágás II, 35) og Vigfusson (Ordbog) oversætte Ordet.
   hrosshvalr er dog i Betydningen "Hvalros" fra Norsk gaaet over i flere fremmede Sprog. I sin Gjengivelse af Nordmanden Ottars (Ohthere's) Fortælling kalder den engelske Konge Ælfred Hvalrossen horshwæl (d. e. hrosshvalr). Det samme Navn for Dyret forekommer i 18de og Begyndelsen af 19de Aarhundred i Tydsk under Formerne Roszival, Ruszwal; se Sanders Ordbog, hvor Ordet feilagtig forklares som "russisk Hval". Det samme Ord for Hvalrossen kan allerede tidlig i 14de Aarhundred paavises i Frankrig. Bernardus de Ortolis fra Sydfrankrig taler Aar 1327 om dentes de roardo d. e. Hvalrostænder; se Pavelige Nuntiers Regnskabs- og Dagbøger ved P. A. Munch S. 25. Littré opfører fra 14de, 15de og 16de Aarh. rohart, rochal, rohal, Hvalros, ogsaa Hvalrostand, rohal er for roshal af hrosshvalr (jfr. -oldn. rosmal af rosmhval); i rohart er l gaaet over til r, som i vort rosmår , ved Assimilation, dog tillige ved Paavirkning af det romanske Suffix-ard.
   Det nytydske Walrosz, Walrusz eller Wallrosz, holl. Walrus (der forekommer i Midten af 18de Aarhundred), har ladet de to Sammensætningsled i hrosshvalr, tydsk Roszwal, Ruszval bytte Plads. Fra Hollandsk er vel Ordet kommet ind i Engelsk som walrus og fra Tydsk sandsynlig i Dansk som Hvalros, i Svensk som hvalross, valruss. Enkelte engelske Ordbøger har waltron Hvalros. Jeg ved ikke, om dette er en Forvanskning af walrus. Disse Ords Historie maatte kunne følges nøiagtigere ved Gjennemgaaelse af ældre zoologisk Litteratur.
   Endelig kan tilføies, at Ordet hrosshvalr i Middelalderen er gaaet over til Irlænderne, i hvis Skrifter rosualt eller ruusuall nævnes som et Havuhyre, der ved at spy fremkalder Død og Dyrtid. Se Whitley Stokes i Revue Celtique I, 258.


Christiania 2den Juni 1882.

SOPHUS BUGGE.




Noter:

1) S. 91.
2) Haandskrifterne af 2den Klasse har sunielh, de af 3die Klasse sunihil. Skrivemaaden sunielh synes at vise tilbage til en Form suniélda.
3) Se Müllenhoff: Über die herkunft und sprache der pontischen Scythen und Sarmaten. Monatsbericht der Königl. Akad. d. Wiss. zu Berlin 1866 S. 562 f.
4) Se Thomsen: Ancient Russia and Scandinavia S. 95 ff.
5) Müllenhoff i Mommsens Udgave af Jordanes S. 164 siger: de Rhoxolanis in mythis fabulisque Gothorum cogitare absurdum est.
6) Mommsens Udgave S. 164.
7) Det synes ikke her nødvendigt at adskille, hvad Jordanes har skrevet paa egen Haand og hvad han har optaget fra en skreven Kilde.
8) Saaledes har Litauisk baade Suffixet -smé, f. Ex. i versmé Kilde, og -, f. Ex. i gelmé Dyb.
9) Se Tamm Bidrag till etymologisk ordbok öfver svenska språket.
10) Se Tillæg om Ordet hrosshvalr.
11) Jfr. Kaalund hist. topogr. Beskriv. I, 32.
12) I Norsk Glosebog af Christen Jensøn, Præst til Askevold, trykt 1646, staar: Roszmul.
13) Se Svend Grundtvig Danm. gl. Folkev. II, 663 a.
14) Saaledes forklarer jeg Ordene: har vóru átjan Kópaskinn (eller kobbaskinn) og aldanshúðir tvinnar. I Islandsk betegner kópr særlig en ung Sæl. aldans-húðir er forvansket af öldungs-húðir af öldungr, egentlig en Gamling, et gammelt Dyr overhoved, særlig en gammel Stud. Jfr. Fær. Kvæder S. 124, hvor det om Sæler heder:Níggju verða fjósir ristar af hvörjum aldansfiski.
15) I Norge forekommer rostungr ofte som Tilnavn, men betyder som saadant neppe: Hvalros.
16) Se. Hammershaimb i Færøiske Kvæder II, 135.
17) Hvor let baade *rosmi og *rost kan have betegnet Farvenuancer, som indbyrdes har været temmelig forskjellige, kan godtgjøres f. Ex. ved Henvisning til finsk ruskia, som i Lönnrots Ordbog oversættes ved: "mörkröd, rödbrun, kopparfärgad, rödlett, ljusbrun, rödgul, brandgul."
18) Jacob Grimm (i Kuhns Zeitschr. I, 438) har til rosennun lentiginem Graff II, 548, der er Sideform til rosomon, henført Kvindenavnet Rosanna cod. Lauresham. No. 2770 og 3565 (8de Aarh.), hvilket han forstaar som "nicht sowohl eine sommersprossige frau als eine rothwangige". Uden fuld Grund vil Grimm skrive rôsamo med langt ô. Grimm vil endog til rosennun henføre de frankiske Navne Baudorosena, Theodorosena, Flavarasena, Dagarasena, Modorosena. Men de udelukkende frankiske Navnedannelser vise paa Grund af Berørelse med Romaner mange ugermanske Eiendommeligheder. Navnene paa -rasena, -rosena er saaledes sandsynligvis romanske Omdannelser af germanske Navne paa -râda. Jfr. Dagarasena med Tagarât, Theodorosena med Theuderâda o. s. v. Lignende Omdannelse forekommer i det frankiske Navn Bransin (Forstemann S. 281) i Forhold til Brand.
19) Ordene mariti fraudulento discessu synes at maatte forstaaes om, at Sunildas Mand unddrog sig sin Troskabspligt mod Ermanarik, faldt fra ham, forlod ham og ikke længer anerkjendte ham som sin Herre. Jfr. discessio = seditio Kap. 49 (S. 125 L. 13 i Mommsens Udgave).
20) Væsentlig den samme Mening er allerede udtalt af Wilhelm Grimm Deutsche Heldensage S. 2 i følgende Ord: "Der Ermanarich (Airmanareiks) des Jornandes ist kein anderer als dieser Ermenrek [der Vilkina saga], und das treulose geschlecht, das in seiner nähe dient und ihn verderben und betriegen will, wird durch Sifka vorgestellt".Ogsaa Raszmann Deutsche Heldensage I, 276-279 identificerer Sunildas Mand med Ermanariks troløse Raadgiver.
21) Paa en Kombination af Jordanes's Fortælling med Beowulf 1197-1201 (2394-2403) grunder sig den af Müllenhoff (Haupts Zeitschr. XII, 305) nævnte Slutning "dass Heime einmal für den Gemal der Swanhild galt"; men denne Slutning synes mig altfor svagt begrundet. Ligesaa lidet kan jeg finde det sandsynligt, at Sunildas Mand hos Jordanes skulde svare til det islandske Sagns Randvér, Saxos Broderus.
22) Se Nyerup Morskabslæsning i Danmark og Norge S. 125-133.
23) Littré anfører af Cotgrave (16de Aarhundred): Les plus rouges [dvs. les plus malins] y sont pris.
24) Om den røde Farve som Tegn paa Falskhed se Jacob Grimm, Reinhardt Fuchs XXX; Deutsch. Wörterb. IV, 1, S. 337 f. At Svanhilds Broder heder Erpr d. e. Brun og betegnes som jarpskör d. e. Bruntop, vover jeg ikke at bringe i nogen Forbindelse med *Rusmunans.
25) Til Ordet i Atlakv. anføres i den Arna-Magn. Udgave et nyisl. rosm quisquiliae, excrementa. Dette er maaské beslægtet med vort rusk.
26) Jfr. f. Ex. vollo Völuspá i Cod. Reg. Str. 32 Feil for vollom; einvgi Fáfn. 17 for einvngi.
27) Jfr. mine Bemærkninger i Zeitschrift für deutsche Philologie VII, 386.
28) Af reifa, udstyre rigelig (her ikke: glæde).
29) Det vilde føre mig for langt bort fra mit egentlige Æmne, om jeg her nærmere skulde undersøge det i Þiðrikssaga og i det høitydske Digt "Rabenschlacht" behandlede Sagn, at Attilas (Etzels) Sønner falde paa et Tog mod Erminrik. Jeg skal da her ikke indlade mig paa en Drøftelse af den Formodning, som P. E. Müller (Sagabibliothek II, 248, i Langes tydske Oversættelse II, 224) har fremsat i følgende Ord: "At de trende Fostbrødre, Erp, Ortvin og Thether drage ud for at stride imod Ermanrek, og falde i det vundne Slag, synes en dunkel Erindring af Saurles og Hamders Tog mod Jormunrek." Denne Formodning er tiltraadt af E. Martin Deutsches Heldenbuch II S. XXV.
30) Jfr. Sievers i Pauls og Braunes Beiträge VI, 350 ff.
31) Jfr Sievers i Pauls og Braunes Beiträge VI, 336.
32) Sievers's Forslag (S. 351): þá kaldri röddu synes mig uheldigt.
33) Jfr. mine Bemærkninger i Zeitschrift für deutsche Philologie VII, 388. 394.
34) At en fra Nedertydsk overført Vise, der behandlede Sagnet om Ermanarik og hans falske Raadgiver nærmest i Overensstemmelse med Þiðriks Saga og Indledningen til Heldenbuch, var kjendt i Danmark i 14de Aarhundred, har jeg søgt at godtgjøre ved Paavisning af Visens Spor i den danske Ballade om Erik Glipping og Marsk Stig. Se: Det philologisk-historiske Samfunds Mindeskrift, Kjøbenhavn 1879.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.