Optegnelser om Vederloven

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Krøniker fra Valdemarstiden



Optegnelser om Vederloven



Oversat af Jørgen Olrik,
Krøniker fra Valdemarstiden
Kjøbenhavn.


Selskabet til Historiske Kildeskrifters Oversættelse
1900-1901





Fra Oldtiden har de danske konger som andre germanske fyrster haft et hærfølge (hird) af krigere, der dannede et nøje sammenknyttet samfund med kongen som midtpunkt. Denne institution fortsatte sig fra Oldtiden ned i Middelalderen, dog ikke uden betydningsfulde nydannelser og sideskud, der navnlig voksede frem i Vikingetiden med dens stærkt udadvendte strømninger. Særlig betydning iblandt disse omdannelser fik Knud den stores organisation af et stående korps på 3000 "huskarle" (Tinglid), der dannede et indbyrdes broderskab (et lag) under fælles tugt af en streng "Vederlov" (ɔ: straffelov)[1]. Knud´s institution, der må betegnes som en art udvidet hird, og som nærmest hørte hjemme i England, spiller en særlig rolle for overleveringen på Valdemarernes tid, der uden videre antager den for identisk med det lag af hærmænd i kongens tjeneste, som fandtes i 12. årh.s slutning, og som havde udviklet sig af den gamle hirdinstitution[2]. Hvilken rolle Knud´s institution har spillet ved denne omdannelse af den gamle danske hird, er det næppe muligt at afgøre; så meget er vist, at denne under det 12. årh. s indre brydninger og kampe i langt højere grad end tidligere må have antaget præget af et almindeligt stormandsbroderskab, idet kampene mellem kongsæmnerne vel splittede hirden i flere dele, men samtidig fylkede stormændene om kongemagten i højere grad end før. Idet laget således ikke længer dannedes af den snevrere krés af kongsmænd, der boede i kongens gård og tjente ham daglig, men af et flertal af landets stormænd, der tjente kongen som "hærmænd", men iøvrigt boede på deres egne gårde, var herved grunden lagt til udviklingen af en særlig standsfølelse. Ganske naturlig stræbte kongerne nu at få hånd i hanke med dette broderskab af stormænd i deres tjeneste, selv om dette endnu ikke på Valdemarernes tid havde antaget en sådan holdning overfor kongemagten som senere i 13. årh. Dette kunde navnlig opnås ved at hævde de gamle overleverede strenge hirdlove, givne for kongens snevrere krigerfølge (svarende til senere tiders "gårdsret") som gældende ret også overfor den udvidede hird, stormandsbroderskabet. Især vilde det i høj grad befæste kongemagten, om landsforræderi og i det hele et fjendtligt forhold til kongen kunde dømmes efter den gamle hirdlovs summariske retsregler, der gjorde det i høj grad let for klageren at sætte sin sag igennem. Dette var da også et af hovedpunkterne i striden mellem konge og stormænd i 13. årh. Det er sikkert med dette for øje, at der ved overgangen mellem 12. og 13. årh. udfoldedes en betydningsfuld virksomhed med skriftlig at optegne disse gamle, mundtlig overleverede retsregler; således opstod ikke mindre end tre indbyrdes afvigende optegnelser af "Vederloven" for kongens "huskarle".

1. Den første optegnelse er tilvejebragt af ingen ringere end kong Knud Valdemarsøn selv i forbindelse med hans "fosterfader" Absalon (kort før eller efter hans tronbestigelse) og har muligvis skullet have et vist officielt præg; den er meget kortfattet og lægger særlig vægt på forholdet til kongen og på retsforfølgningen mod "trosvigere"; hensigten med dens affattelse er naturligvis at hævde gammel tugt i laget. Den er optegnet på dansk.

2. Sven Aggesøns latinske bearbejdelse, affattet efter hans Danmarkshistorie, bygger for en del på den ældre danske tekst, men er langt vidtløftigere og lægger mere vægt på "huskarlenes" indbyrdes forhold.

3. Sakses bearbejdelse bygger på begge de ældre tekster; den er lige så bred som Sven Aggesøns og rummer en endnu strengere opfattelse af tugten i stormandslaget end de to andre tekster.

Alle tre bearbejdelser fører "Vederloven" tilbage til Knud den store. Hvad de giver os, er dog i virkeligheden kun de mundtlig overleverede retsregler for hirden i den skikkelse, disse havde ved år 1200, og om disses større eller mindre lighed med en ifølge overleveringen af Knud den store udstedt lov kan vanskelig på forhånd noget siges; men selvfølgelig må lagets omdannelse til stormandsbroderskab i løbet af 12. årh. have haft en betydelig indflydelse på de oprindelige love og retsregler. Denne indflydelse kan da også spores i en række enkeltbestemmelser i "Vederloven"; men først og fremmest mærkes den på, at laget i virkeligheden på Valdemarernes tid var vokset fra den gamle "Vederlov", der var givet under andre forudsætninger og for en snevrere krés af hirdmænd. Valdemarernes forsøg på at genoplive den gamle tugt i laget er da sikkert aldrig blevet fuldt gennemført, og i deres efterkommeres tid fandtes endnu langt ugunstigere betingelser for denne sags gennemførelse. Ingen af optegnelserne kan derfor antages at rumme den virkelig fra alle sider som gældende anerkendte ret; det er optegnelser af retsregler, som allerede i datiden delvis var forældede.

Af de tre optegnelser danner navnlig de to første en for nutiden højst påfaldende mellemting mellem en historisk beretning og en lovtekst. Dette har imidlertid faldet meget naturligt for datiden, for hvis retsbevidsthed love og vedtægter netop havde deres begrundelse deri, at de var overleverede fra fædrene, idet de ældste mænds vidnesbyrd om tilsvarende tilfælde til den særlig foreliggende sag opfattedes som højeste avtoritet[3]. Det er selvfølgelig overleveringen indenfor hirden, som de alle bygger på. — Det er kun de to første bearbejdelser, som her skal oversættes.

Den oprindelige "Vederlov"´s formål er at gennemføre en streng tugt i kongens gård blandt hans hirdmænd. En sådan "gårdsret" måtte ifølge sagens natur være langt strengere end den almindelige lovgivning (landskabslovene); og dette giver sig ikke blot udslag i straffenes strenghed, men også i rettergangens form. Efter almindelig germansk retsopfattelse kom det ved retssagers afgørelse ikke an på at føre et vidnebevis om det virkelige sagforhold, men det var af afgørende betydning, hvem af parterne der havde den formelle ret til at sværge (sammen med et vist antal andre mænd) på sin opfattelses sandhed. Dette træk genfindes også i Vederloven; men medens i den almindelige lovgivning (landskabslovene) retten til bevis for det meste findes hos den anklagede, så at klageren kun kan få sin sag ført igennem, hvis beviset glipper for den anklagede (idet denne ikke kan finde medédsmænd), viser Vederlovens strenghed sig just deri, at den i de fleste tilfælde lader klageren have den nærmeste ret til bevis (og kun kræver et lille antal medédsmænd), så at den anklagede forholdsvis let kan fældes. Særlig betydning fik dette forhold selvfølgelig, når det var kongen selv, der optrådte som klager. Ved retssagers afgørelse trådte "huskarlene" sammen til et ting (huskarlestævne), hvor kongen førte forsædet.


Vederlovens danske tekst


Vederlovens danske tekst er den ældste og forsåvidt den mærkeligste, som den er tilvejebragt af kongen selv. Men den har tillige for os den særlige interesse at være det eneste vidnesbyrd fra den ældre Middelalder om fortællende (historisk) stil på modersmålet; i al sin knaphed viser den folkesagnets tilbøjelighed til at dvæle ved det enkelte optrin, uden, som de islandske sagaer, at oprede hele begivenhedernes sammenhæng[4]. Selve sprogformen i teksten, der er udpræget skånsk, er imidlertid langt yngre, idet hovedhåndskriftet stammer fra år 1430 (det Rantzauske håndskrift nr. 136, 4º e donat. var. i Universitetsbiblioteket, som også indeholder Skånske lov, Skånske kirkeret m. m.).

Dette håndskrifts tekst er udgivet af Langebek i Scriptores rerum Danicarum III, 159 ff., hvilken udgave er lagt til grund for nærværende oversættelse[5]. Senere udgaver den danske tekst af Kolderup-Rosenvinge (Saml. af gi. danske Love V, 2 ff.) og af C. J. Brandt (Gammeldansk Læsebog, Kbhvn. 1857). Den er oversat i Ludvig Holberg, Dansk Rigslovgivning s. 250 ff. I nærværende oversættelse er den gamle sprogtone søgt gengivet.


__________


Dette er Vederloven, som Knud konge Valdemars søn og Absalon ærkebiskop lode skrive, således som den var i Gamle Knuds dage[6]. Gamle Knud var konge i Danmark og England og Norge og Samland[7] og havde sanket en stor hird fra alle lande, som han var konge over, og han kunde ej haft dem sammen rolige og i fred, uden at retten var stærk mod hver den, som misgjorde mod nogen. Derfor gjorde han i England — og med ham Øppe Snille af Sælland og Eskil Øppesøn — Vederloven stærk og stiv, at ingen skulde djærves at misgøre mod nogen[8].

Og fastsatte han dette for det første, at kongen og andre højfornemme mænd, som hird skulde have, skulde være deres mænd hulde og blide og give dem rettelig deres sold. Mændene skulde derfor yde deres herre tro og tjeneste og være rede til alle hans bud[9].

Hænder der nogen den skændsel og vanskæbne, at vorde trosviger og øve Judasværk med onde råd mod sin herre, da har han forgjort sig selv og alt det han ejer.

Om kongen vil udstøde nogen mand af laget[10] , da skulde han først i sin gård med to lagsmænd lade ham i hans svét og i hans fjerding stævne til Huskarlestævne, og nævne for ham sted og dag[11] . Søger han ej stævne, da skal han hjem fare til hans hus og stævne anden gang, og sige ham sted og dag. Ænsede han ej stævnet, da skal han tredje gang lade ham stævne hjemme i hans hus og sige ham, når og hvor han skal møde. Søgte han så ej stævne, da være han fældet, og fly land og rige, og kongen tage alt det han ejer[12]. Kommer han til stævne, og kunde kongen med tvende lagsmænds vidnesbyrd og med helligdomséd[13] sande den klage mod ham, at han lagde råd op mod hans liv eller hans land, da har han laget forspildt og sig selv forgjort[14]. Turde lagsmænd det ej vidne og på helligdom ej sværge, da skal han med Guds dom enten fældes eller værges, det er: med jernbyrd, efter den lov, som Gamle-Knud gjorde[15].

Om nogen vil skilles fra sin herres tjeneste, da skal han på ottende dags aften i Julen lade opsige sin tjeneste ved to lagsmænd. Så kan han siden anden herre tjene[16].

Forbryder nogen i laget sig med hug eller med sår, da skal han jages af kongens gård med nidings navn og fly alle de lande, som Knud var konge over[17]. Og hver den lags mand, som siden finder ham, skal angribe ham, om han har ét skjold mere end hin, eller også skulde han selv hedde niding, uden hug og sår[18] .

Om nogen klagede over, at nogen lagsmand havde gjort ham uret, da skulde sagen afgøres på Huskarlestævne. Kunde han sande det med tvende lagsmænds vidnesbyrd og med helligdoms éd, da skulde han sidde én mand længere nede, end han sad før[19]. Og alle de trætter, dem kommer imellem, skal ej andensteds afgøres end på Huskarlestævne[20].

Er der trætte om jord eller boran, da skal han, som ved huskarlenes dom vorder nærmest til bevis, sande sin sag med seks mænds ed, udtagne ved lod i hans fjerding[21]. Mindre trætter skal alle afgøres med tvende lagsmænds ed, én indenfor ham og en anden udenfor ham[22].


__________


Vederloven[23] blev ærlig vedtagen mellem herren og hans mænd og stod således uspildt i otte kongers dage, som var: Gamle-Knuts, Harde-Knuts, Magnus godes, Sven Astradesøns, Harald Hens, Knud hin helliges i Odense, Olaf hans broders, Erik hin egodes, og brødes ej før end i den niende konges dage; det var Nikles[24]. Da gik Kristiern Svenssøn på og hug Thure Doke; det var det første Vederlovsbrud[25]. Da tyktes det både kong Nikles og Kristierns frænder ondt at være at udstøde ham af kongens gård med nidings navn, fordi tvende af hans brødre var biskopper: Asser ærkebiskop og Sven biskop af Viborg, og hans tvende andre brødre: Eskil og Agge, samt deres fader Sven Thrundesøn, var høvdinge i Danmark, og vilde hellere lade det komme til bøder[26].

Da spurgte de Bo Hedinssøn af Vendle[27], som havde været Gamle Knuds mand, og andre af de ældste mænd, der var i Danmark, om nogen kunde mindes, at Vederloven[28] før var brudt, og bøder givet derfor, men de kunde ej finde noget efterdømme derfor[29]. Da mælte Bo Hedinsøn: "Imeden der ej findes noget efterdømme derfor før vore dage, så lader os gøre den vedtægt, som være skal efter vore dage, at nemlig den, der bryder Vederlov[30] med hug eller med sår, han bøde kongen fyrretyve mark, og de andre lagsmænd andre fyrretyve mark, og ham, mod hvem var misgjort, fyrretyve mark, og give to mark guld i gørsom"[31] .

Siden hug Agge Thver Esge Ebbesøn, bryde af Varde, hjemme hos Vide Staller i Byrg, under kong Nikles' arm[32]. Da vilde kongen og kongens mænd alle tage Agge, men Vide Staller vilde ej lade ham tage, men stod for og bød bøder og fæste[33] efter den samme vedtægt, hvorefter Kristjern havde bødet. Og de bøder blev bødede hos Bo Ketilsøn i Lime[34].

Og siden er mange bøder bødede efter den samme vedtægt, hvorefter Kristjern bødede.


Sven Aggesøns Vederlovstekst


Sven Aggesøns latinske bearbejdelse af Vederloven må være forfattet efter hans Danmarkshistorie, da han i dennes kap. 5 bebuder dens fremkomst. Et enkelt træk tyder på, at skriftet først er affattet i Valdemar Sejrs kongetid; i indledningen brages nemlig udtrykket "Valdemar den første"; dette udtryk vilde Sven (forsåvidt ordene er oprindelige i teksten) næppe have anvendt, før Valdemar II sad på kongestolen.

Svens skrift bygger på Absalons og kong Knuds danske tekst, men er i virkeligheden langt mere end en oversættelse eller bearbejdelse heraf. Han genfortæller nemlig ganske anderledes fyldigt overleveringen i laget om dettes tilblivelse og lovenes givelse, og om Knud den stores brud på dem. Desuden giver han langt mere gennemførte og detaillerede regler end den meget kortfattede danske tekst, selv på steder, hvor han iøvrigt holder sig nær til dennes mening. Endelig sporer man hos ham tydelige tegn på, at han ser sagen mere fra et stormandsstandpunkt end de to andre bearbejdelser af Vederloven. Dette ses bl. a. af hans fremstilling af Knuds lovbrud med påfølgende bod, der afviger ganske fra den tilsvarende fortælling hos Sakse, men viser sig dog først og fremmest deri, at Sven ikke ét, men mange steder, efter at have nævnt det gamle strenge lovbud anfører en lempelse deraf, der skyldes "de nyeres lemfældighed", og som betragtes som den egentlig gældende lov. Disse lempelser i den gamle strenge ret måtte jo selvfølgelig i det hele være til gunst for stormændene, der dannede hovedmassen af lagsbrødrene på Valdemarernes tid. Hermed skal dog på ingen måde være sagt, at Sven stod i et uvenligt eller blot køligt forhold til kongemagten; han føler sig tværtimod som kongens ivrige tjener og taler lige så vel som den danske tekst om mændenes forpligtelse til lydighed overfor deres herre; det er nærmest i de enkelte tilfælde, men ikke så meget i helhedsblikket, at man mærker hans mere aristokratiske synsmåde, der afviger en del fra den strengt monarkiske retning i de to andre Vederlovstekster.

Svens stil er ganske den samme i dette skrift som i hans Danmarkshistorie; dog indeholder det vistnok nogle flere ordsproglige talemåder[35]. Ligesom i Danmarkshistorien gør Sven ogsaa i dette skrift undskyldninger for sin lidet sirlige stil og håber i denne henseende paa efterkommerne, der nok vil bøde paa disse mangler. Herved sigter han antagelig (ligesom i Danmarkshistorien) først og fremmest til Sakse, der i virkeligheden i høj grad har benyttet Svens skrift ved sin Vederlovsbearbejdelse, dog således, at han gennemgående vender tilbage til den i den danske lovtekst herskende gammeldags strenghed eller endog går videre end den i denne henseende.

Håndskriftforholdet for dette skrift af Sven er ganske det samme som for Svens Danmarkshistorie. Det er udgivet af Stephanius sammen med Svens Danmarkshistorie 1642, og denne udgave er optrykt i Langebek, Scriptores rerum Danicarum III 139 ff., samt i Kolderup-Rosenvinge , Gamle danske Love V, 8 ff. Ligesom den danske tekst er det oversat i Holberg, Dansk Rigslovgivning (s. 254). Det er teksten i Script, rer. Dan., der er lagt til grund for nærværende oversættelse.

De partier af skriftet, der kun består i en lidt udvidet oversættelse og bearbejdelse af den danske tekst, er her udeladte.


Fortale


Oldtiden, hvis omhyggelige overvejelser vi skylder så meget, som den har efterladt os, har også været betænkt på at sørge for hærmandslagets tarv, for at ikke krigsmændene i kongens gård, når de fik uindskrænket frihed og slappe tøjler, ustraffet skulde udæske hverandre ved indbyrdes fornærmelser. Derfor har de mægtigste konger i Danmark, for at tøjle slette mænds frækhed, fra Arilds tid af fundet det rigtigst at udstede og stadfæste den lov, som de på deres eget tungemål har kaldt Vederlov, og som vi på Latin, skønt med en mindre nøjagtig betegnelse, kan kalde "lex castrensis" (gårdsret) eller "lex militaris" (hærlov) eller "lex curiæ" (hirdlov)[36]. Denne lov vilde dog tidens længde ganske have bragt i glemsel — ti hidtil har der jo kun været overmåde få, der skriftlig har optegnet de svundne århundreders bedrifter, var de end nok så berømmelige, og således overgivet dem til erindringen — hvis ikke hele Danerigets berømmelige ærkebisp, den store Absalon, med sin vanlige omhu i betimelig tid havde overvejet og drøftet sagen skønsomt og omhyggeligt saromen med sin fostersøn kong Knud, søn af Danmarks konge Valdemar den første, og derefter optegnet loven i et lille bind, ligesom i en kort indholdsfortegnelse. Ti hvad der allerede for størstedelen skønnes at være forslidt af ælde, det kan dog atter fornyes ved skriftens hjælp. Idet jeg altså havde forefundet disse lovbestemmelser, optegnede i vort hjemlige mål og tilmed med kortfattet knaphed, har jeg forsøgt at oversætte dem til det latinske sprog, visselig ikke i dristig tillid til min kundskab eller min begavelse, ikke heller for med indbildsk anmasselse at foregribe deres arbejde, der er i besiddelse af større lærdom, nej, min hensigt har langt snarere været den at give dem, der udmærker sig ved større veltalenhed, et stof til grundlag, som de kunde udarbejde i en mere sleben stil[37]. Først vil jeg da tale om gårdsrettens givere; dernæst vil jeg fremstille, hvorfor og hvor de har udstedt disse love.


KAPITEL 1
Om Knud den store,
gårdsrettens eller hirdlovenes giver


Efter at altså kong Knud, søn af Danmarks konge Sven Tjugeskæg, var kommen i besiddelse af sine forfædres riger og lande, udvidede han med uovervindelig kraft ved glimrende dåd sit herredømmes grænser lige fra det yderste Thule og til Grækernes kejserdømme. Ti han, som i sin vidt udbredte storheds magtfylde næsten var den store Alexanders ligemand, bragte England, Norge, Vendland, Finland og alle de omliggende lande i sin magt og lagde dem under sit fædrene rige[38]. Heraf blev følgen, at til hans hof strømmede kæmper sammen alle vegne fra, idet de kappevis og uden tøven trådte i den store fyrstes tjeneste på grund af hans ry for manddom og sejrsælhed. En talrig skare af hærmænd kom da sammen i hans kongsgård; men det var dog langtfra, at alle udmærkede sig ved lige stor manddom.


KAPITEL 2
Om udvælgelsens grund


Derfor rettede da kong Knud sin tanke og sin omsorg på at få hærmændenes skare, der hidtil, ret som en uordnet hob, ikke havde kendt til indbyrdes ulighed, inddelt efter deres fortjenesters beskaffenhed og deres forfarenhed i manddomsdåd. Først og fremmest besluttede han da i sin nærmeste omgivelse at optage dem, som han vidste enten udmærkede sig ved et berømmeligt stamtræ, eller havde rigelig overflod på formue; han tilsigtede dermed, at de, der var oprundne af ædel herkomst, skulde stræbe efter manddommens krone, og at på den anden side de, der var opfostrede i en velhavende slægt, ikke skulde komme til at lide under en slet udrustnings mangel. Han lod da en herold ved udråb forkynde, at særlig de skulde få del i kongens nåde og fremfor andre nyde den fordel at høre til kongens snevrere husstand, som til kongens ære og hærmandsskarens pryd kunde glimre med forgyldte økser og sværdfæster. Ti det regnes fyrsten til ære, når de hærmænd, der i kres og ring overalt fylker sig om ham og ledsager ham, stråler i glimrende våben. Da denne kundgørelse var udstedt, besluttede de, der trykkedes af mangel på formue, sig til at udskille sig fra den mere velhavende flok og udsondre sig fra denne, som om de slet ikke hørte hjemme der. Snart genlød nu samtlige byer af larmen fra smedeesserne; ti alle de strålende guldsmykker, man før havde haft, smeltedes ved guldsmedenes arbejde sammen i en masse, for at det guld, som hærmændenes forfængelighed tidligere havde sanket sammen til tom prunk og pral, ved guldsmedenes fine kunstsnille kunde dannes til pryd for økser og sværdfæster. Så gik det da således, at så som det menneskelige sind plejer at være tilbøjeligt til glimrelyst, sparede ingen af hærmændene på udgifter, men hver især stræbte at overgå sine lagsmænd og staldbrødre ved sine våbens pragt og kunstfærdighed. Heraf er det da tydeligt, at et fint våbenudstyr kun passer for dem, der er fødte og opdragne i en mere fornem stands kår.

Da nu, efter kongebudets forskrift, en talrig skare, strålende i hidtil ukendt våbenglans, var strømmet sammen i Knuds gård, besluttede han, at hele mængden skulde tælles, og tallet nøjagtig udregnes. Dens størrelse beløb sig til 3000 udvalgte hærmænd. Denne skare besluttede han i sit sprog at kalde med navnet Thinglid[39].


KAPITEL 3
Om lovudstedelsens grund


Da kong Knud nu havde forenet folk af så afvigende sæder og skikke i én husstand, var det nødvendigt, at den store konges hær, som jo var samlet sammen fra forskellige folkeslag, (nemlig fra alle de riger, som lå under hans herredømme), og hvis sæder var umådelig vekslende og uensartede, blev tvunget til at overholde en ensartet gårdstugts regel. Ti intet sømmer sig mere for ærlige lagsmænd end at neddysse al kiv og uden indbyrdes kævleri at tjene en og samme herre ifølge samme løfte, så at de, aldrig plettede af indbyrdes uenighed, nid eller nag, men forenede i en enig fællesvilje, som lemmer af ét legeme og som tro følgesvende endrægtig lyder én konges bud, uden at nære nogen uheldsvanger mistanke til hverandre indbyrdes. For at imidlertid den virksomme kong Knud mere hensynsløst og ubøjeligt kunde ave hærens opløste sæder, mente han snarere at måtte vise strenghed mod de tøjlesløse og hidsige unge kæmper, end ødsle alt for meget med gunst og overdreven overbærenhed. Han vilde nemlig ikke let have formået at bringe et så talrigt følge, såre uensartet og indbyrdes afvigende som det var i sprog, sæder og tænkemåde, til indbyrdes enighed, hvis han ikke ved straffens hårdhed havde lagt en dæmper på overtrædelsens fremfusenhed, og ved revselsens størrelse tøjlet forbryderlystens frækhed.


KAPITEL 4
Om lovenes givelse og stedet derfor


Medens altså kong Knud i England, hvor han havde samlet hele sin hær, vederkvægede sine af kampens id trætte lemmer ved fredens ro, kaldte han til sig højvise mænd, som han vidste udmærkede sig fremfor andre ved klogskab, nemlig Øpe Sællandsfar med tilnavnet "den vise" og Eskil, hans søn; ti til dem plejede han fornemmelig at meddele og betro sine hemmelige rådslutninger på grund af deres erfaring i mangt og meget, og dem havde han også gjort til sine sekretærer[40]. Med disse indlod han sig i en alvorlig overvejelse og drøftelse om, hvorledes han ved streng tugt kunde ave ungdommens overmod og for fremtiden fastslå en sikker fred og enighed mellem hærmændene. Efter disse mænds råd og tilskyndelse udstedte han derfor gårdsretten, som indgød alle en sådan skræk, at ingen vovede at udæske nogen anden ved nogensomhelst krænkelse. Og da nu menneskene efter deres natur er tilbøjelige til overtrædelsens fremfusenhed, var det nødvendigt, at der anvendtes omhyggelig udtænkte midler til at bøde på hvert enkelt tilfælde af lovbrud. Derfor fastsatte han med udsøgt varsomhed straffe såvel for mindre som for sværere overtrædelser. Lad os da først betragte småtingene, for at vi senere kan gå des lettere over til de vanskeligere sager. Ti Oldtidens snilde stræben gik ud på at udelukke enhver tanke om strid fra høvdingenes gård, og beflittede sig med den største iver på, at der ikke mellem lagsmænd skulde opstå selv den ringeste anledning til kiv, men at tværtimod de mænd, hvis sjæl glødede af samme kamplængsel, også kunde forenes ved en vis broderlig kærligheds bånd.


KAPITEL 5
Om de love, der angår mindre overtrædelser


Blandt de gamle hirdmænd, de samme, der nu kaldes hærmænd, herskede der den skik, at de uden væbnere og svende gensidig viste hverandre opmærksomheder og betjente hverandre[41]. Derfor bestemte de, at hvis nogen vandede sin lagsbroders hest sammen med sin egen, skulde han ride ud på den ene og hjem på den anden. Men hvis nogen, når han red til vands på en andens hest, lod sig forlede af karrigheds lyde til at ride på én og samme hest både ud og hjem, og, tre gange stævnet for den samme forseelse, var bleven overbevist derom ved to lagsmænds vidnesbyrd, var det bestemt, at han skulde sidde én mands plads længere nede ved bordet. Det var nemlig skik, at hærmændene fik deres siddepladser anviste enten efter deres manddomsry eller deres tjenestetids længde eller deres slægts adelskab, så at de, der stod højest i værdighed eller først var indtrådte i tjenesten, indtog de højeste pladser[42]. Heraf, ses det klart, at det ikke kunde ske uden særlig skam og skændsel, at nogen flyttedes ned fra sin vante plads.

En lignende dom, bestemte de, skulde overgå enhver, som ved fodringen tre gange gav sin egen hest kærven, men den andens hest strået, når han, ligesom i forrige tilfælde, var bleven overbevist derom ved to mænds vidnesbyrd. Ligeledes, hvis nogen ved hestenes vanding red op imod flodens strøm og derved plumrede vandet, så at de andre heste kun kunde få plumret vand at drikke, så var han, hvis han ved et lignende vidnesbyrd blev overbevist om tre gange at have gjort dette, hjemfalden til en lignende dom. Ti lige brøde rammes af lige bod. Fremdeles: dersom hårdnakket trods mod retten ved tre gentagne forseelser havde kendetegnet nogen som ulydig, og han afviste at komme til fornuft igen, bestemte de, at han skulde sidde nederst i hele flokken, ja, de fastsatte yderligere, at enhver af bordfællerne måtte kaste ben efter ham, så meget de lystede, uden at nogen derfor kunde beskyldes for hensynsløshed og frækhed. Fremdeles skulde ingen have lod og del med ham i mad og drikke, men han måtte nøjes med eget fad og egen skål for sig selv alene[43].

Hvis imidlertid kongens nåde i den grad vilde tage en sådan stivnakke under sin beskyttelse, at han ved at gøre ham til sin sidemand satte ham allerøverst, mente de, at dette i medfør af fyrstens gunst kunde indrømmes ham; dog kun på den betingelse, at lagsmændene unddrog ham al deres støtte, idet han dermed var stillet uden for al sin tidligere ret og pligt[44].


Kap. 6 og Kap. 7, der handler om "gensidig huldskab og betaling af sold" samt om "opsigelse af tjeneste" springes her over, da Sven Aggesøn i disse afsnit følger den danske tekst nøje, blot med anvendelse af langt flere ord (jfr. andet og begyndelsen af femte stykke i den danske tekst).


KAPITEL 8
Om spot- og hånsord


Eftersom kiv og skældsord plejer at antænde al ondskabs tønder, besluttede man at anvende midler også herimod, for at ikke den broderlige endrægtigheds samhold skulde brydes ved tvedragt, had og nid, og lagsmændene tilføje hverandre indbyrdes forhånelser. Oldtidens snildhed har derfor ment, at man burde imødegå sådanne forhold ved en rask tugtelse, for at spirerne til kiv og skænderi kunde blive foregrebne af lovens bud og således kvalte lige i deres første begyndelse, inden de ved lang tøven fik vokset sig stærke. Med jern må nemlig de sår udskæres, som ej plaster hjælper på. Om nogen derfor overvældede sin lagsbroder med skældsord eller fornærmelser eller udæskede ham ved nogensomhelst art af krænkelser, var det bestemt, at der om denne sag skulde indledes retsforfølgelse i kongens nærværelse på det møde, der kaldes Huskarlestævne, hvor alle lagsbrødre var stævnede sammen. Og hvis så klageren ved to lagsmænds vidnesbyrd kan godtgøre, at hans lagsbroder ved den ham tilføjede uret har forsyndet sig mod mændenes straffelov[45], således at vidnerne ikke undslår sig for at bekræfte deres vidnesbyrd med helligdoms éd, er det bestemt, at den anklagede skal have sin siddeplads én mand længere nede ved det daglige bord. Tillige er det ved en almindelig lovbestemmelse fastsat, at al strid, der opstår mellem selve lagsbrødrene indbyrdes, aldrig skal behandles eller afgøres andensteds end på det allerede før nævnte stævne[46].


KAPITEL 9
Om almindelig retstrætte


Ved en almindelig lovbestemmelse er det tillige blevet fastsat, at enhver mellem lagsbrødre opstået trætte om gård, gods og ager eller også om røveri fra boligen, hvad der på vort sprog hedder boran, skal behandles på det nævnte stævne. Her skal så han, som lagsmændenes dom tilkender retten til at hævde sig besiddelsen, tillige med 6 mænd, udtagne ved lodkastning i hans kres, det er: fjerding, hævde for sig den uafbrudte besiddelse af sin jord og værne sin hævd med den bevisret, han får tildelt[47].

Om mindre retstrætter vedtoges den bestemmelse, at de skulde afgøres ved vidnesbyrd af to lagsmænd, nemlig, ifølge den gamle lov, af den indstævntes to nærmeste naboer ved bordet, den, der sad oven for ham, og den, der sad neden for ham. De nyere mener imidlertid på mange punkter, at man må mildne lovens strenghed, og hævder derfor, at også i det her foreliggende tilfælde skal sagen kunne afgøres, hvis vedkommende blot kan værne sig med to lagsmænds vidnesbyrd, tagne hvorsomhelst[48].


KAPITEL 10
Om det første brud på loven


Der var kun forløbet kort tid efter lovens givelse, da menneskeslægtens efterstræber, lykkens fjende, den såre grumme hader og forfølger af ret og billighed, de først skabte menneskers listige forfører, Satan, rettede sit angreb på fyrstemagtens højhed og forsøgte at lokke kongen til at overtræde loven, for at han, når han først havde fået hovedet forgiftet, også kunde indgyde sin fordærvelses edder i de øvrige lemmer. Lovens giver, kong Knud, blev nemlig en gang, mens han endnu sad i fred og ro i England, optændt af vredens vanvid, så at han drog sit sværd og huggede en af sine hærmænd ned. Herover blev hele skaren så voldsomt oprørt, at den ikke afholdt sig fra at gribe til våben, idet dens afdelinger strømmede sammen fra alle kanter. Men da det var blevet bekendt, at det var kongens hånd, der havde begået dette drab, holdt de stævne og drøftede her med ængstelig overvejelse, hvad der var at gøre. De var nemlig tvivlrådige og kunde ikke blive enige med sig selv i deres dom, om fyrsten for den uhørte brødes skyld skulde straffes på livet, eller om der skulde gives ham nåde. Ti hvis kongen underkastedes den fældede dom, vilde de som hovedløse flygtninge blive helt uddrevne af det fremmede land. Men hvis man på den anden side af ærefrygt for kongen bar over med ham, vilde dette forbillede på fordærvelig overbærenhed give de andre et holdepunkt for overtrædelser. Endelig besluttede hele følget sig til denne kendelse, at deres høje konge skulde knæle ned på et hynde, der blev udbredt midt i forsamlingen, og her vente dommens nåde eller strenghed. Da så dette var sket, rejste de kongen op og tilstod ham tilgivelse og nåde for overtrædelsen, idet de med enstemmig forsikring råbte, at for fremtiden skulde enhver tilgivelse være udelukket, og ingen, der blev anklaget for en sådan overtrædelse, skulde senere hen ved nogensomhelst bøde kunne sone en så stor og gruelig brøde, men enten skulde han dømmes til døden eller i al fald, idet straffens strenghed lempedes noget, landflygtig og fredløs udstødes af hele hærmandslaget og forføje sig bort med beskæmmende navn og ord, det er: nidings navn[49].


Kap. 11 Om hug og sår og bod derfor er her sprunget over, da det er en temmelig nøje oversættelse af den danske teksts slutning (fra ordene: "Vederloven blev ærlig vedtaget osv.".) — I modsætning til dette kapitel og det foregående, der handler om drab og svære sår, behandler kap. 12 mindre sår og slag.


KAPITEL 12
Om stød og slag


Hænder det, at nogen ypper kiv med sin lagsbroder og slår ham med hånden eller med et hvilket som helst våben, tilsteder den gamle lovs strenghed aldeles ingen soning ved bod, når blot gerningens vitterlighed bekræftes ved to lagsmænds vidnesbyrd. Dette forhold har dog de nuværendes lemfældighed begyndt at lempe ved en ny formildende lovændring. Hvis nemlig gerningen står fast ved så tydelige tegn eller vidnesbyrd, at den anklagede aldeles ikke kan værge sig med benægtelse, er det blevet bestemt, at han skal kaste sig ned for den mands fødder, hvis ære han har skændet, for at således den groveste forsmædelse kan sones med den mest ydmygende form af bod. Hvis derimod klageren ikke kan overbevise den anklagede ved vidner, er det bestemt ved en almindelig lov, at den sigtede i så fald sammen med 6 lagsbrødre kan rense sig for den vanærende beskyldning[50].


KAPITEL 13
Om forskellige arter af hug


Ligesom den gamle slange har forskellige veje til forførelse, således kan der også finde angreb og udæskning sted på forskellig måde. Det er jo nemlig i reglen så, at det enten er med eller mod éns vidende, at man tilføjer en anden et sår; fremdeles kan den, man med sit vidende krænker, stundom være ens fælle, stundom ikke; ligeledes kan den, som man krænker uafvidende, enten være éns fælle eller ej.

Sårer nu nogen med fuldt vidende og bevidsthed sin lagsbroder, da skal han bøde efter den tidligere nævnte regel. Men hvis nogen uden at vide af det og kende det tilføjer sin lagsbroder sår, medens det var en anden, han vilde skade, og således tilfældig kommer til at skade ham, skal han, når han er stævnet herfor, til forsvar og undskyldning for sig med tre lagsbrødres vidnesbyrd godtgøre sin uvidenhed og, at han har gjort det mod sin vilje. Brister forsvaret for ham, skal han afgøre sagen ved forlig med den krænkede efter den førnævnte form for bod[51].

Hvis nogen derimod med fuldt vidende og overlæg tilføjer sin lagsbroder et sår, men uden at vide af, at han er bundet og forpligtet overfor ham ved ovennævnte lov, er det bestemt, at en sådan uvidenhed ikke skal være undskyldningsgrund nok til at fri ham fra anklage for overtrædelse. Ved disse selv samme love er der nemlig også truffet foranstaltninger imod, at nogen skal plette den udmærkede hærmandsstillings strålende glans med uvidenheds smuds. Det sømmer sig nemlig for mænd af berømmelig æt at leve med hæder og ikke ved uvidenheds dvaskhed sværte deres adelige navn.

Ved en almindelig lov er det altså fastsat, at alle stridigheder, idet de er søndrede i forskellige klasser ved lovenes bestemmelse, skal føres til ende enten ved ed af seks lagsmænd, forsåvidt de hører til de større sager, eller ved ed af tre eller to, forsåvidt de hører til de middelstore eller mindre sager, således som vi ovenfor har fremstillet dette[52].


KAPITEL 14
Om forræderi og majestætsforbrydelse


Efter at vi nu har opregnet de love, hvorefter mindre forseelser fra gammel tid af afgjordes, står det tilbage, at vi skal gå over til de større sager. I det jo nu den træske fjende, djævelens, daglige anslag og stræben alene går ud på at hilde os i sine snarer, lader han os snedigt lidt efter lidt, ligesom trin for trin, stige fra den ene overtrædelse op til den anden, for at han endelig, når forbrydelsens toppunkt er nået, kan føre os til fordømmelsens undergang; ti når han ved sine fordærvelige tilskyndelser har øvet sine tjenere i det små, lokker han dem derefter uafladelig til større fejltrin og fald. Dem, som han altså tidligere havde lært at kives med deres lagsbrødre lige indtil at sætte disses liv på spil, — dem går han derefter endnu heftigere løs på og tilskynder dem til ikke at undse sig ved forrædersk at pønse på deres herres og fyrstes død. Hvis da nogen gør sig skyldig i denne afskyelige misgerning, at han vover at lægge forræderiets onde råd op mod sin herre, har man ment, at han burde dømmes til at miste ikke blot livet, men også alt sit gods[53].


__________


Så vidt er jeg da, om end i et ikke synderlig pynteligt sprog, nået i min gengivelse af gårdsretten, efter hvad jeg med omhyggelig forsken har kunnet opspørge om den hos de gamle. Tilbage står nu kun, at vore efterkommere skal udfylde mangelen på velklingende udtryk og fuldende dette skrift i en mere sleben stil.

Fodnoter

  1. Ordet Vederlag som betegnelse for samfundet, broderskabet, fremkommer kun i sént-middelalderlige håndskrifter og er "et ved misforståelse dannet ord fra en forholdsvis sen tid"; se herom Wimmer, Oprindelsen til ordet "Vederlag" i "Vederlagsret", i Oversigt over det kgl. danske Vidensk. Selsk. Forhandlinger 1898 s. 119.
  2. Jfr. Kr. Erslev, Valdemarernes storhedstid.
  3. Jfr. fortællingen om Bo Hedinssøn nedenfor, der tillige viser, hvorledes en af de "ældstes" avtoritet kunde skabe en ny lovbestemmelse i mangel af tidligere foreliggende tilsvarende tilfælde.
  4. Jfr. Axel Olrik, Kilderne til Sakses oldhistorie I 15 ff.
  5. Om håndskriftsforholdene findes udførligere oplysninger i Wimmers ovenfor nævnte afhandling (i Oversigt over det kgl. danske Vidensk. Selsk. Forhandl. 1898 s. 119), hvorfor der ikke er givet nogen fuldstændig oversigt her.
  6. Ordet Vederlagsret, der findes i teksten i dens nuværende skikkelse, må antages at være kommet senere ind i teksten i steden for ordet Vederlov; se Wimmers afhandling. Indledningsordene viser, at der tilsigtes at give de gamle retsregler (uden samme hensyntagen til senere ændringer, som forekommer i Sven Aggesøns bearbejdelse).
  7. Det nuværende Preussen.
  8. Vi har her retsreglernes oprindelige navn: Vederloven (ɔ: straffeloven). Overleveringen i laget har henført dennes udstedelse til "Gamle Knud" (ɔ: Knud den store, jfr. Sven Aggesøn, ovfr. s. 61), der for datiden har stået som en vældig, men noget tåget helteskikkelse. Vederlovens strenghed betones med rette straks fra begyndelsen.
  9. Denne første bestemmelse handler i almindelighed om det gensidighedsforhold, som må være tilstede mellem kongen og hans hirdmænd. Det ses tydelig, at bestemmelsen egentlig kun passer på hirden i snevrere forstand (navnlig budet om at betale sold rettelig passer overmåde dårlig til Valdemarstidens stormandslag), og det fremgår da også af teksten, at foruden kongen kunde også andre højtstående ("hædverde", ɔ: rige og mægtige) mænd anvende Vederloven (som gårdsret) overfor deres mænd.
  10. Nemlig ved at sigte ham for majestætsforbrydelse ("Judasværk").
  11. I den oprindelige tekst har der sikkert blot stået "lag", og "lagsmænd"; i teksten i dens nuværende skikkelse står derimod "Vederlag" og "Vederlagsmænd". Det samme gælder, hvergang disse ord senere forekommer i teksten. De militært organiserede huskarle har været delte i fire fjerdinger og disse atter i svéter (samme ord som fransk suite, følge).
  12. Bestemmelserne om de gentagne stævninger hjemme hos anklagede må stamme fra en tid, da det var almindeligt, at huskarlene ikke boede i eller ved kongens gård. — Bestemmelsen om, at den, der ikke fulgte tredje stævning, derved havde tabt, sin sag, stemmer godt med almindelig dansk ret. Fredløshed med ejendomsfortabelse ("at forgøre sig selv med alt det, man ejer") svarer i datiden til senere tiders dødsstraf, idet enhver havde ret til at dræbe den fredløse uden at kunne drages til ansvar derfor. — Ligefrem at idømmes dødsstraf ansås derimod for krænkende for den fri mands værdighed; det anvendtes kun overfor vanærende forbrydelser som tyveri o.l.
  13. Ed på kirkelige relikvier og helgenlevninger (helligdomme).
  14. Såfremt kongen blot kan få to lagsmænd til at sværge "helligdomséd" på sin klages sandhed, har han altså derved givet et fyldestgørende bevis og fældet den anklagede. Denne regel er unægtelig meget streng og ugunstig for den anklagede og danner et mærkeligt modstykke til landskabslovenes regler.
  15. Her viser lovens strenghed sig stærkt: kan kongen ikke finde to medédsmænd blandt huskarlene og således bevise sin klage, er sigtelsen dog ikke dermed faldet til jorden, men den anklagede må rense sig for den ved jernbyrd. For datiden stod jernbyrd som et særligt vanskeligt renselsesmiddel, der ifølge landskabslovene (Skånske lov) kun kunde kræves af den anklagede, når anklageren bestyrkede sin sigtelse ved éd eller ved vidner. I Sakses tekst nævnes da heller ikke jernbyrd, men ed af 6 medédsmænd som renselsesmiddel; dog viser hans beretning om Erik Lams søn Magnus´ påtænkte forræderi mod kong Valdemar, at man vilde kræve jernbyrd af Magnus som bevis for hans uskyldighed. Jernbyrd var i det hele på Valdemarernes tid et noget forældet bevismiddel, som præstestanden ikke yndede; det fandtes kun i Skåne og forbødes her af Valdemar Sejr.
  16. Kun nyårsaften kunde tjenesten opsiges. Opsigelse opfattedes som en højtidelig retslig handling (ligesom stævning) og skulde derfor udføres af to lagsmænd.
  17. Denne strenge regel om hug og sår kunde, som Sven Aggesøns bearbejdelse viser, ikke opretholdes. Ordene om at fly alle de lande, Knud var konge over, er selvfølgelig et historisk-poetisk udtryk i lovsproget; praktisk gennemførligt var dette bud ikke. — Rettergangsmåden i sådanne sager, der ikke omtales udtrykkeligt, må tænkes at have været en lignende som den ovenfor skildrede.
  18. Det vil sige: skønt han (i modsætning til den anden) ikke har hugget eller såret nogen. At have ét skjold mere må her vist betyde: at have en mand flere i sit følge.
  19. Der er her tale om de mindre forseelser indenfor laget, som de andre bearbejdelser af loven udmaler i enkeltheder (at tage en andens plads ved bordet, at forulempe nogen ved hestenes vanding, at bruge smædeord, osv.). Det sidste "han" må selvfølgelig forstås om den anklagede.
  20. Disse ord viser, at ikke blot sådanne sager, der i snevrere forstand vedkom laget, faldt ind under afgørelsen på huskarlenes stævne, men også hvad man måtte kalde rent civile processer, såsom om jord (jfr. det følgende). Denne bestemmelse er vel næppe oprindelig i Vederloven; under henblik til lagets skikkelse på Valdemarernes tid måtte den let kunne føre til, at stormændene fik en lignende forret som præstestanden til at få deres retstrætter afgjorte for deres eget værneting og unddragne fra de almindelige landsting.
  21. Boran er den groveste form for ran, nemlig røveri i éns egen gård. Ordene viser iøvrigt tydelig den germanske retsopfattelse, i følge hvilken det nærmest kom an på, hvem af parterne der havde bevisretten (var "nærmest til lov"). Medédsmændene har han dog ikke (som de fleste steder i landskabslovene) ret til selv at vælge, men de udtages ved lod i hans fjerding, hvorved de mere får præget af et dømmende nævn. løvrigt må der sikkert her, som i landskabslovene, have været bestemte regler om, hvem bevisretten (og bevispligten) tilhørte; men disse er ikke optegnede. I landskabslovene var det den gængse bestemmelse, at bevisret (og -pligt) tilhørte den sagsøgte (i ejendomssager som regel besidderen).
  22. Hermed menes, at den, der har bevispligt og bevisret i vedkommende sag (sikkert den anklagede i alle sådanne sager, hvor "bevisretten" ikke udtrykkelig var forbeholdt klageren), ikke kan vælge sine medédsmænd frit, men skal tage sine to sidemænd ved bordet. Men denne regel, der frembød en del garanti mod en mere eller mindre partisk eller ensidig afgørelse af sagerne, omtales ikke som gældende for de større forseelser, der medførte udstødelse af laget. At iøvrigt heller ikke denne regel var forbleven uberørt af omdannelseslyster, ses af Sven Aggesøns bearbejdelse (kap. 9).
  23. I teksten står her Vederlaget; men oprindelig må der have stået Vederloven.
  24. Nikles eller Niklas er middelalderlig omdannelse af Nicolaus; først sent i Middelalderen blev navnet til Nils.
  25. I teksten står Vederlagsbrud, men også her må oprindelig have stået Vederlovsbrud. Den mægtige jyske høvding, Sven Aggesøns bedstefader, Kristjern Svensøn, er omtalt ovenfor. Thure Doke kendes ellers ikke.
  26. Sven Thrundesøn er ligesom Sven Estridsøn blevet kaldt efter sin moder, ikke efter faderen. Moderen hed Thorgunn (forkortet Thrund), faderen Thrugot. Asser var ærkebiskop 1104—37; men Sven (Svensøn) blev ikke bisp i Viborg før 1132; da begivenheden imidlertid nødvendigvis må sættes tidligere end dette år, da Kristjern optrådte som Nils's afgjorte fjende, foreligger der her en mindre unøjagtighed. De to brødre Sven og Eskil døde begge i Palæstina 1153.
  27. Vendle = Vendlesyssel, Vendsyssel.
  28. I teksten står Vederlaget; men oprindelig må der have stået: Vederloven.
  29. Selv de ældste mænd, der er indehavere af den største lovkyndighed og den fyldigste viden om tidligere retslige tilfælde, kan altså ikke finde noget eksempel på, at der i laget er givet bøder for hug og sår, og dette strider jo også mod Vederlovens egentlige bestemmelser. Bo Hedinsøn kendes ellers ikke; at han havde været i Knud den stores tjeneste, lyder egentligt ikke meget troligt, da han i så fald på kong Nils's tid måtte have været 100 år eller derover.
  30. I teksten står Vederlaget; men oprindelig må der have stået Vederloven.
  31. Ved gørsom forstodes en art overbod til yderligere betryggelse. 40 mark penge var i den almindelige lovgivning den sædvanlige størrelse for bøder for større forseelser, og denne bøde skulde betales ikke blot til den forurettede, men også til kongen. Indenfor laget forhøjes nu straffen yderligere ved, at der også kræves en fyrretyve marks bøde til selve laget (altså en tredobbelt bøde). Hele fortællingen er meget betegnende for den ovenfor antydede udvikling af laget; det er umuligt at bringe den gamle hirdlov i dens fulde strenghed til anvendelse overfor en mand som Kristiern, der hørte til landets høvdinge ("hovedmænd", som der står i teksten), og straffen nedsættes derefter til en meget høj bøde. Men derved skabes i virkeligheden en ny vedtægt, som følges ved tilsvarende senere Vederlovsbrud.
  32. Borg (Byrg) ubekendt. Bryde betegner foged og gårdbestyrer. Stalleren var en højtstående hofembedsmand, der sørgede for kongens staldvæsen og rejser. Agges lovbrud er så meget mere graverende, som det finder sted i kongens umiddelbare nærhed.
  33. ɔ: gik i borgen for ham ("stod fore) ved at tilbyde pant ("fæste") for bøderne.
  34. Lime ved Randbøl i Vejle amt.
  35. Således begrundes reglen om, at fyrsten skal give mændene rettelig deres sold, med et ordsprog, der ganske svarer til det danske: "gæld må gældes, om venskab skal holdes." Et andet sted hedder det: "Med jern må sår skæres, som ej med plaster læges."
  36. Da "Vederlov" betyder straffelov, er Svens latinske betegnelser ikke oversættelser af det danske navn, men betegnelser af loven efter den kres, den galdt for. Med hæren menes det snevrere samfund (stående hær) af krigere i kongens tjeneste (modsat ledingsopbuddet).
  37. Sven betegner således sit skrift som en latinsk bearbejdelse af Absalons tekst; i virkeligheden indeholder det dog mange selvstændige bidrag (se indledn.). De sidste ord i fortalen hentyder antagelig til Sakse (jfr. tilsvarende ytringer i fortalen til Svens Danmarkshistorie).
  38. Svens udtryk her minder meget om de tilsvarende i hans Danmarkshistorie; men den lange og urigtige opregning af lande er opgivet her. Finland er vist skrivefejl for den danske teksts : Samland (Preussen). Thule er klassiske forfatteres betegnelse for det yderste Norden (Senecas tragedie Medea v. 379).
  39. Dette er sikkert hærfølgets (lagets) oprindelige navn, som Islænderne gengiver i en noget omdannet form (Thingamannalid). Det sagn, som Sven fortæller om hirdens udvælgelse, har ikke præg af at have noget virkeligt historisk grundlag, men må stamme fra en tid, da der kun fandtes rige og højbyrdige mænd i laget. Dette forhold søger det i høj grad aristokratisk sindede sagn at afhjemle ved at føre denne "udvælgelse" af rige og højbårne mænd tilbage til Knud den stores tid. Den historiske kerne kan sagnet dog indeholde, at kongsmændene hos Knud var udmærkede med forgyldte våben.
  40. Hermed må antagelig betegnes en hoftitel.
  41. Her mærker man stærkt modsætningen mellem det gamle hirdmandslag og stormandsbroderskabet. Hærmænd (senere: herremænd) er just navnet på Valdemartidens stormænd, der var rede til at følge kongen overalt i kamp og til gengæld var fritagne for skat, men som til daglig boede på deres egne gårde og ganske sikkert havde "væbnere" og svende i deres tjeneste (ordet væbner må dog ikke her tages i den særlige betydning, som det havde i det udviklede riddervæsen; det betegner blot: våbensvend). De følgende bestemmelser passer åbenbart kun på hirden i gammeldags forstand, hvis enkelte medlemmer boede i kongens gård og hver måtte passe sin hest selv.
  42. Svens ord, der er holdte i en vis ubestemthed, viser, hvor gerne han vil gøre fornemheden i slægt til grundlaget for lagsmændenes rangfølge — noget, der næppe passede så godt på det gamle hirdsamfund som på det deraf udviklede stormandslag.
  43. Efter gammel bordskik spiste flere sammen af ét fad, ligesom drikkestøbene gik på omgang: at have eget fad og bæger rummede altså den hån, at man ikke var god nok til at spise og drikke sammen med andre.
  44. De af Sakse i hans Vederlovstekst opbevarede regler for mindre forseelser stemmer i det hele med Sven Aggesøns, men er på enkelte punkter noget strengere.
  45. I teksten: witherlogh manne ɔ: mændenes vederlov (straffelov).
  46. Den sidste bestemmelse slutter sig nøje til den danske tekst; at den omtales som fastsat ved en almindelig lov, betegner muligvis dens senere oprindelse.
  47. Svens tekst støtter sig her i høj grad til den danske, som den blot på enkelte punkter udvikler nøjere. Det er besidderen, hvem bevisret og bevispligt tilkommer; således også i den almindelige lovgivning; jfr. den danske tekst.
  48. Også her bygger Sven ret nøje på den danske tekst. — I disse mindre retstrætter (civile processer, i modsætning til sådanne retssager, der særlig angik laget) havde den anklagede som regel bevisret (og pligt). Den sidste bestemmelse, der af Sven selv betegnes som opstået ved "de nyeres" mildere opfattelse af sagen, findes ikke i Absalons tekst
  49. Dødsstraf, der i det hele var fremmed for Oldtidens tankegang, har dog sikkert aldrig været anvendt; jfr. ovenfor (Vederlovens danske tekst). Sagnet om Knuds lovbrud fortælles også hos Sakse, men i en skikkelse, som er langt mere hædrende for kongemagten end Svens fortælling, der i virkeligheden understreger kongens ydmygelse under Jagsmændene; ifølge Sakse gav disse nemlig kongen selvdømme, hvorpå han idømte sig selv nidobbelt mandebod. Hvorvidt sagnet har noget historisk grundlag, kan næppe afgøres.
  50. Nemlig ved 6 lagsbrødres éd på, at sigtelsen er usand. — Reglen om at sone lovbrud ved knæfald for den forurettede forekommer ikke i den danske tekst og bærer ved sin lidet oldtidsagtige karakter i høj grad præg af at stamme fra "de nyeres lemfældighed", som Sven selv siger.
  51. Nemlig ved det (i kap. 12 omtalte) knæfald for den forurettede.
  52. Disse ord indeholder ingen ny lovbestemmelse, men er en rekapitulation af de tidligere bestemmelser i kap. 5. 8. 11. 12. 13.
  53. Herpå følger et afsnit om procesmåden i majestætsforbrydelsessager; men det meste af dette er bortfaldet, da der i håndskriftet har manglet et blad, og det er derfor ikke oversat her. Det ses dog tydeligt, at det må have indeholdt ganske lignende regler som Sakses Vederlovstekst; men heraf er kun bevaret slutningsreglerne om den dømte forbryders udstødelse af laget og påfølgende flugt til lands ejler til vands. Så meget viser disse regler, at når der lige ovenfor i teksten tales om dødsstraf for majestætsforbrydelser, må dette ligesålidt her som andensteds forstås bogstaveligt: den virkelige straf har været fredløshed, således at enhver lagsbroder havde ret og pligt til at angribe og fælde den dømte, hvor han mødte ham.