Ordlukajarsuk, den sidste af dem, som kun brugte Knive paa Rensjagt (Rink)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Rener i Grønland. Foto: Christoph Strässler - Wikimedia.


Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871

11. Ordlukajarsuk, den sidste af dem,
som kun brugte Knive paa Rensjagt


(Nyere Sagn, efter den mundtlige Fortælling)



Ordlukajarsuk var den mellemste af 5 Brødre, som paa deres Rensjagter aldrig brugte andre Vaaben end Knive. Naar de opdagede Dyrene, listede de sig paa dem, omringede dem, skræmmede dem, og naar de saa vilde flygte, stak de dem med Knive og pleiede at faae dem alle. Af denne Grund holdt deres Landsmænd ikke af dem, frygtende, at de skulde ødelægge Jagten for dem, og ingen vilde have dem til Samboende. Det var i hiin Tid, da Sydlandet endnu var rigt paa Rensdyr, og de pleiede at gaae paa Jagt i Semiligarsuk-Fjorden. Engang da de kom hjem fra Fjorden og flyttede i Vinterhuus, blev den ældste Broder syg, det blev bestandig værre med ham og snart efter døde han. Brødrene begrove ham, men kort efter Begravelsen blev den næste Broder syg, det gik ganske ligesaa med ham, og derpaa ligeledes med de andre, alle døde de efter hverandre, paa Ordlukajarsuk nær. Da denne nu var ene tilbage, vilde han om Foraaret ikke drage til den vante Fiskeplads, da det smertede ham at see paa de Steder, hvor hans Brødre havde vandret omkring. Han gik da hen til en anden Fiskeplads, og da de havde tørret deres Angmagsat droge de hjem igjen, og de vilde ikke mere reise ind i deres kjære Fjord, Sermiligarsuk. Ved Midsommertid længtes han dog efter den, og besøgte den derfor blot i Kajak. Da han nu langs Solsiden i stille Veir nærmede sig den store Landiis, saae han en stor Stime bevæge sig paa Vandet ovre under den anden Side. Da den flygtede for ham, nærmede han sig den med stor Hurtighed. Atter saae han den bevæge Vandet stærkt længer ude, og han ilede efter den af alle Kræfter, for at undersøge den nøiere, da den syntes ham noget fremmed. Da han nærmede sig Stedet, hvor den var dukket under, viste Vandet sig rundt om hvidligt og kom i stærk Bevægelse. Han tænkte: her bliver der nok noget at forslaae Sorgerne med. Roende nærmere, hørte han en pibende Lyd, som af en Hundehvalp, og han bemærkede at der kom noget Hvidt op fra Dybden, og en Deel af det dukke op over Havfladen. Da han aldrig før havde seet et Dyr af den Størrelse, skottede han tilbage med Aaren og fjernede sig fra det. Han saae det krumme sig, stikke Labberne frem og bevæge Vandet, som om det kunde være en Sælhundestime. Atter dukkede det under, og han lavede sig til at angribe det, fremtog sin Lændser men betænkte sig, da han ikke ansaae det for muligt at dræbe det. Medens det gik tilsøes langs Skyggesiden af hans Land, fulgte han efter det, indtil han omsider ved at vende sig om saae de yderste Øer forsvinde. For ikke at komme for langt fra Land, vendte han tilbage uden at det havde bemærket ham, og fortalte efter Hjemkomsten at han havde seet en Bjørn, hvis Størrelse han aldrig før havde seet Mage til. Da sagde de Gamle: »det har ikke været nogen Bjørn, men kun en Unge, man siger, at Landisens Affald gaaer tilsøes og der bliver til iisklædte Bjørne, af den Grund er den ikke bleven opmærksom paa dig, nemlig fordi det kun har været en lille Unge« Om Vinteren derefter, da Fjorden var tillagt, besøgte han den engang af Begjærlighed efter at forslaae Sorgerne. Da han roede henimod Kanten af den faste Fjordiis, saae han noget stort Sort ovenpaa denne, og da han kom nærmere, opdagede han, at det var en Hvalros, som laae og solede sig paa Isen, og reisende sig op skyggede den med sin store Lalle for Solens Skjær paa Vandfladen. Langsomt og med Forsigtighed roede han ind paa den fra Solsiden af, og idet han standsede lidt, saae han tillige en uhyre stor, afrundet Sneemasse langsomt glide hen imod den. Han mærkede, at det ikke kunde være Snee alene, thi var det blot Snee, vilde det ikke kunne bevæge sig fremad. Standsende betragtede han det, og da det vendte Siden til, fik han Øie paa en uhyre Bjørn med skaldet Hoved, som saaledes indhyllende sig i Snee, listede sig paa Hvalrossen. Ganske langsomt kom den nærmere og altsom den nærmede sig, vendte den sig om, hvergang den skulde drage Aande, — hvor forunderligt, tænkte han, at et Dyr kan have saamegen Klogskab. Endelig da den kom ganske nær, reiste Hvalrossen sig, men fik med det samme et Slag af Bjørnens Labbe. Da hørtes der et vældigt Brag, Isen søndersloges og begge Dyrene forsvandt under Vandet, men lidt efter kom de atter op, Hvalrossen havde hugget sine Tænder ned i Bjørnens Skulder og sad fast paa den som om det kunde være en lille Fugl, der hakkede med Næbet. Atter forsvandt de, Vandet farvedes rundtom af Blod, og derpaa flød de atter op, men Bjørnen var livløs. Ordlukajarsuk roede rask ind paa Hvalrossen og lændsede den tildøde. Paa denne Maade gjorde han Ende baade paa Bjørnen og Hvalrossen. Da han senere flyttede nordpaa, fortalte han i sin Alderdom denne Begivenhed. Da han kom til Kakok (ved Nouk), hørte Isoungak ham fortælle den. See! han var den sidste Levning af dem, der kun vare væbnede med Knive, men dengang kunde han af Alderdomssvaghed kun gaae omkring, støttet til en Stav. Han døde som udøbt, da han ikke vilde lade sig døbe.


Kilde


Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn, ss. 33-35