Overnaturlige væsener på land

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Overnaturlige væsener på land


Af
Anker Eli Petersen
© 2003


Huldefolk.

De oftest forekommende blandt Færøernes og Islands, overnaturlige væsener, er de såkaldte huldefolk, også kaldt álvar.
   Beskrivelserne af huldefolkene varierer lidt, men den mest generelle opfattelse er, at de var højere end almindelige mennesker, havde sort hår og gik klædt i gråt tøj. Visse kilder hævder også, at de skulle være koldblodede.
   Huldefolkene levede en slags parallel tilværelse med menneskene. De boede i klipper og høje, og rundt omkring på Færøerne kender man stadig til steder, som skulle være beboede af huldefolket, bl. a. den såkaldte Álvheyggur (Elverhøj), syd for bygden Vík på Streymoy.
   Huldefolkene havde får og kvæg, som man af og til kunne finde i udmarken. De bedrev også samme havfiskeri som menneskene, og der er mange historier om fiskere som har mødt huldebåde ved øerne. Der fortælles endda om personer, som er draget på fiskeri med huldemænd.


Det skjulte folk.

Huldefolk betyder "de skjulte/usynlige folk". De var trolddomskyndige og havde en evne at gøre sig selv, deres ejendom og fæ usynlige for almindelige mennesker. Hvis ting forsvandt for en eller anden, kunne man sige, at hulden havde taget det, og der er også optegnelser om en såkaldt huldanhat, d.v.s. en hat som gjorde bæreren usynlig.


De uberegnelige.

Huldefolkene blev generelt opfattet som farlige, og måtte omgås med yderste varsomhed. Hvis man af en eller anden årsag var kommet til at støde dem, kunne de tage en ganske frygtelig hævn.
   Mange historier fortæller om mænd der har mødt en huldemand i udmarken, som har prøvet at skubbe dem ud over skrænter. Andre har været i direkte slagsmål med de underjordiske og der er såmænd beretninger om mænd, som er blevet lemlæstede eller ligefrem dræbt under konfrontationen med de gråklædte huldemænd. Disse sammenstød kunne skyldes tvister om får, at man har trådt på huldefolkenes boliger, eller brud på vedtagne tabu-regler, som forårsagede at huldefolkene fik magt over vedkommende.
   Det fremgår tydeligt fra mange af sagnene om huldefolket, at de gerne prøvede at få magt over mennesker. Hvis en huldepige bød en kristen mand noget at drikke, øl eller mælk, måtte man sikre sig ved at blæse skummet af drikken, for i den lå trolddommen som fik en at miste hukommelsen eller modstandskraften, og derved komme i huldens magt.


De ombyttede.

Dem der var mest udsatte for huldefolkets trolddom var spædbørn som endnu ikke var døbt eller havde fået tænder. I denne kritiske periode af barnets liv måtte man aldrig lade det ligge alene, ellers risikerede man at barnet blev "byttet", hvilket vil sige, at huldefolkene tog det og lagde deres eget barn i stedet. De byttede huldebørn græd meget, spiste meget og når de voksede til, blev de evnesvage og hjælpeløse.
   Det færøske ord for "dum" er "býttur", d.v.s. ombyttet.
   Der fandtes metoder at få sit eget barn tilbage på (se historien om Huldebarnet), men det var ikke altid det lykkedes.
   Det forekom også at små børn, som gik ude alene, blev bortført af huldefolkene. Somme tider fandt man dem igen langt hjemmefra, og da skal nogen af dem have fortalt, at en stor mand har bragt dem mad, mens de har været borte.


"Virkelighedens huldefolk."

Virkelighedens huldefolk (hvis man kan udtrykke sig sådan) har ikke meget tilfælles med de ædle og romantiske elverfolk, vi møder i den moderne, Tolkien inspirerede fantasy-litteratur. Ikke sådan at forstå at der er noget forkert med Tolkiens eller andres opfattelse af elverfolket, men de nordiske sagn om romantiske huldefolk, álvar, hill-people, elverfolk, troll, skogsrå og hvad de ellers kaldes, er faktisk ikke særlig mange, når man pløjer sig igennem de omfangsrige sagnsamlinger.


Prügelknabe.

Folketroen efterlader snarere et indtryk af huldefolkene som uberegnelige, pågående og hævngerrige. De er en slags ekstreme refleksioner af visse sider af den menneskelige natur, især dem vi ikke bryder os så meget om.
   Deres funktion synes i stor udstrækning at være en slags usynlig prügelknabe, nogen man kunne skyde skylden på, når man stod overfor uforklarlige begivenheder eller fænomener. Forældrenes desperation over deres barns fysiske eller psykiske defekt, folk som forsvandt uden påviselig grund, familier som af en eller anden grund blev forfulgt af uheld eller ulykker etc. etc.. Alt det uforklarlige og ubehagelige måtte have en årsag, og det er altid lettest at bebrejde det uhåndgribelige for det ubegribelige. Dette, at skyde skylden for det ubegribelige på de underjordiske er i øvrigt et ganske udbredt fænomen i alle kulturer. Jævnfør f. eks. med det danske udtryk "ellevild", om en person som er grebet af en eller anden form for ustyrlig galskab. Så tosset var han nok ikke blevet, hvis han ikke havde danset med elverpigerne.


Nemesis.
En anden side af huldefolkets funktion var, lige som hos andre underjordiske væsener, at fungere som nemesis, hævnere, overfor den, som af en eller anden årsag brød mod de, til enhver tid gældende tabu-regler.
   Hvis man mente at der var behov for at opretholde en eller anden form for almennyttig eller selvbestaltet orden, så var det jo ganske praktisk at kunne diske op med eksempler på, hvad de underjordiske havde gjort ved de stakler som havde forbrudt sig imod dem. Hvis man fortæller børnene, at huldefolket vil tage dem, hvis de går alene ud om aftenen, kan man være nogenlunde sikker på at de holder sig hjemme. Hvilke spor det har sat i de mørkerædde børns sind, er en anden historie, det er vel et spørgsmål om prioritering.


Og dog.

Der er dog også beretninger om folk som kom sammen med huldefolkene uden skærmydsler, og det skete også at huldefolkene hjalp mennesker i forskellige situationer. Et sagn fortæller endda, at en bonde i Gásadalur på Vágoy havde et seksuelt forhold til en huldekvinde og fik en datter med hende (se "Brylluppet i Stapa" blandt huldesagnene).


Da lyset kom, forsvandt hulden.

Man siger på Færøerne, at huldefolkene forsvandt samtidig med at elektriciteten blev introduceret, især i anden halvdel af det tyvende århundrede. De truende skygger blev jaget ud af byer og bygder af den gennemtrængende gadebelysning, og hvis man sad alene og bævede i mørket, kunne man bare trykke på kontakten og straks blev mørket og alle dets ubehagelige skygger forvandlet til lys og kendte omgivelser.
   Man har dog en tendens til at glemme andre faktorer, som måske i endnu højere grad forårsagede huldefolkenes flugt. I samme tidsrum blev infrastrukturen betydelig forbedret. De gamle robåde fik motorer, færgeruter forbandt øerne med hinanden, og byer og bygder blev forbundet med rigtige veje.
   Det var ikke længere nødvendigt for trætte, sultne og tørstige mænd eller kvinder at færdes til fods i udmarken og på bjergene i mørke og al slags vejr. Og det er især fra mennesker som har været udsat for ekstreme omstændigheder, at beretninger om overnaturlige fænomener stammer.
   Fysisk og psykisk anstrengelse, mangel på søvn, psykotiske tilstande, accepteret overtro og, ironisk nok, hjernens stræben efter logik og orden, det er huldens grå grænseland.


Vættre.

Ude i naturen var det generelt huldefolkene som beherskede den underjordiske og overnaturlige sfære, men på selve gårdene, kunne man fornemme de såkaldte vættre i det skjulte.
   Vættre var efter sigende små, smukke væsener, som lignede mennesker. Det fremgår ikke helt hvor små de var, men de har nok været mindre end de dansk svenske nisser og tomter, måske snarere på størrelse med den svenske vittra (bemærk ligheden i betegnelserne).
   Vættrene regnedes som gode, beskyttende ånder og det gjaldt om at holde sig på god fod med dem. Den som havde vættrenes velvilje, kunne prise sig lykkelig, fordi de beskyttede både folk og fæ, og sørgede for, at får og kvæg ikke blev syge.
   Vættrene boede under folks huse, i kostalde og lader samt, som det fremgår af sagnet om vættrene fra Skála, i de såkaldte "sornhuse" (huse til tørring af korn). Hvis man havde vættre på gården, måtte man sørge for at de trivedes. De tålte ikke uvæsen, at folk skændtes, bandede eller førte ugudelig levned. Dette sidste er ganske interessant, idet det virker som om vættrene, som var et levn fra den førkristne kultur, tilsyneladende regnedes som en slags vogtere af god, kristen opførsel.


Kvindernes hjælpere.

Sagnene om huldefolkene omhandler begge køn, dog med en vis mandlig overvægt. Når det drejer sig om vættrene, synes de overvejende at forekomme i forbindelse med kvinder. Dette kan skyldes den markante kønsopdeling af arbejdet i det gamle landbrugs- og jægersamfund. Huldefolket færdedes på engene, i udmarken og på havet, som var mændenes domæne, mens vættrene holdt sig til gårdsbygningerne, hvor kvinderne udførte deres arbejde.
   Denne kønsopdeling afspejler måske også en lidt usympatisk vurdering af tingenes tilstand i det gamle bondesamfund. I historien om Kloge Marjun fra Øravík får vi at vide, at hun var usædvanlig begavet og dygtig til praktisk taget alting. Alt lykkedes for hende og set med det mandsdominerede samfunds øjne, kan dette have foranlediget folk til at tro, at hendes velstand skyldtes trolddomskyndighed og hjælp fra vættrene. At hun, af sin egen indsigt og viden, kunne have skabt sit vælde, er åbenbart ikke faldet folk ind. Visdom og trolddomskyndighed blev ofte forbundet med hinanden, især når det gjaldt kvinder.
   Der skal dog retfærdigvis siges, at der var stor respekt for Marjun og hendes visdom. I andre sagn fortæller man om hendes menneskekundskab, godt nok under indtryk at det drejer sig om trolddom, men alligevel. Og i sagnet om vættrene, holder Marjun selv sig ikke tilbage for at bruge vættrene som argument overfor sin søn, når hun prøver at overbevise ham om at bevare tingenes tilstand, men mere om dette i behandlingen af selve sagnet.


De små hævngerrige væsener.

Hvor smukke og gode vættrene end var, hvis man føjede dem, lige så lede og hævngerrige kunne de være, hvis menneskene ikke rettede sig efter deres vilje. Både i sagnet om Kloge Marjun og Vættrene på Skála, tog småfolket en frygtelig hævn over menneskene som forårsagede at de måtte flytte fra deres hjem. Der er ingen tvivl om, at man her, ligesom med mange af huldehistorierne, bruger vættrene til at forklare ubegribelige ulykker. Alle Marjuns børn omkom under ulykkelige omstændigheder og i bondefamilien på Skála forekom mentalt retarderede børn i et par generationer. Dette kunne kun skyldes at Marjuns søn rev kostalden ned, eller at bonden på Skála ikke ville bygge det nedbrændte "sornhus" op igen.
   Moralen synes at være: bevar tingenes tilstand, ellers går det galt, eller at når nu menneskenes uforklarlige ulykke skal have en årsag, er det ganske praktisk at have et ikke eksisterende væsen at skyde skylden på.


Norner.

Fra den nordiske mytologi ved vi, at skæbnen spillede en betydelig rolle i vore forfædres trosforestillinger. Disse forestillinger var personificerede i de såkaldte norner, en slags skæbnegudinder, som udlagde liv, skæbne og død for det enkelte menneske. allerede ved fødslen. Foruden de tre overordnede norner, Urð (fortidens/ættens skæbne), Verðandi (det nuværende og fremtiden) og Skuld (det uafvendelige, døden), var der knyttet bestemte norner til de enkelte familier.
   At man på Færøerne har bibeholdt visse af disse forestillinger langt op i tiden, viser flere ord og betegnelser, som refererer til begrebet norne.
   J. C. Svabo fortæller i sin "Dictionarium Færoense" fra 1700 tallet, at norner, foruden at være skæbnegudinder, også var usædvanlig små, menneskelignende væsener, endnu mindre end vættre.
   Der er ikke flere oplysninger om disse væsener, hverken hos Svabo eller andre, men man kan forestille sig at de på en eller anden måde har været knyttet til familierne og har været anset som dem der lagde skæbnen for de nyfødte børn, sådan som man kender det fra andre norrøne kilder.
   At man har anset nornerne for at være til stede når børn blev født, kan man udlæse af en anden bemærkning i Svabos Dictionarium. Der fortæller han, at man på øen Suðuroy tilberedte en speciel grød kaldet nornagreytur (norne grød), som man serverede som det første måltid for den nybagte mor, lige efter at hun havde født. Når moderen havde spist, serverede man også grøden for jordemoderen og andre, som havde været til stede under fødslen.
   Vi kan også for sjov nævne her, at de hvide pletter som af og til forekommer på folks negle, blev kaldt nornaspor (norne spor/pletter/mærker). Pletterne kan være en indikation på sygdom.


Marra. (Mare).

Alting skal have sin årsag, og hvis man ikke kunne finde en rationel forklaring på dette eller hint, så blev problemet antropomorficeret, d.v.s. at man personificerede begrebet. Et godt eksempel på dette er Marran (maren), som gav folk onde drømme om natten (mareridt).
   V. U Hammershaimb skriver således om Maren (forkortet):

Maren ligner den smukkeste pige, men er den værste trold man kan forestille sig. Om natten, når folk ligger og sover, kommer hun ind til dem, lægger sig på dem og trykker så hårdt til, at de hverken kan trække vejret eller røre på sig. Hun presser fingrene ind i munden på dem og prøver at tælle tænderne. Hvis hun får tid til at tælle alle tænderne, mister ofret straks åndedrættet og ligger livløs. Man skal derfor prøve at få maren væk og drive hende ud af huset, og hvis man er i stand til at skrige: "Jesus", så må hun flygte.
   Der er nogen som har ligget lysvågen og har set maren komme ind i rummet, frem til sengen og op på dynen for at stikke fingrene i munden på dem, uden at de har kunnet gøre noget ved det.

Maren kan være i rummet, uden at man ser hende, og for at være sikker på at få hende ud, skal man vikle en kniv ind i en klud, føre den tre gange rundt om sig selv, fra den ene hånd til den anden, og fremsige følgende ramse:

Marra, marra minni,
hvis du er her inde,
husk så på det slag,
som Sigurd Sigmundssøn en gang
gav dig over trynen?

Marra, marra minni,
hvis du er her inde,
så skal du gå udendørs,
og slæbe muld og græstørv
og alt, som er her inde.

Det skal efter sigende også være effektivt at stille sine sko foran sengen med skospidsen pegende ud i rummet. Så vil maren få problemer med at komme op i sengen.


Niðagrísur.

En af de mest hårrejsende af de overnaturlige færøske skabninger er også den mindste. Det er den såkaldte niðagrísur (mørke gris/skabning), som trods navnet, ikke har noget med grise at gøre. Ifølge Hammershaimb er den mørkt rødbrun, lille, tyk og rund i det, på størrelse med et lille nyfødt barn eller et stort garnnøgle. Svabo påstår dog, at den ligner en lille dreng eller nisse og at den især opholder sig i nærheden af kostalde. Niðagrisur opstår hvor nyfødte uægteskabelige børn, bliver dræbt eller begravet, uden at have fået et navn.
   Hvis folk kom forbi begravelsespladsen, kunne niðagrísur pludselig ligge og vælte rundt for fødderne på dem, og hvis den lykkedes den at smutte mellem benene, så levede man ikke året ud. Der er dog en historie, hvor en mand kom til at kalde niðagrísen for en Loddas (hvad det så end betyder), og da forsvandt den, fordi den nu havde fået et navn.
   Der er også historier om niðagríse, som har forfulgt deres mødre, og plaget deres omgivelser så meget at man har måttet få trolddomskyndige folk til at mane dem i jorden igen, bl.a. den galgenhumoristiske beretning om præsten på Viðareiði, hvis tjenestekone havde dræbt sit nyfødte barn. Da troldmanden Guttorm í Múla kom for at hjælpe ham, lå niðagrísur og suttede på den skrækslagne præsts storetå.
   Der findes lignende skabninger i alle de nordiske lande, og deres funktion er ganske givet at forhindre, at de unge piger slog deres nyfødte ihjel for at dække over deres graviditet. En ganske barsk metode, men sikkert også effektiv.


Dværge.

Dværge er, ifølge Hammershaimbs Anthologi, korte og tykke. De har ikke nogen skægvækst, men er dog ikke grimme. De bor i store klipper eller i høje, under stene, og sådanne findes mange steder på Færøerne.
   Jeg skal lige indskyde, at ordet dværg ikke nødvendigvis behøver at betyde en kort person
   Dværgene er fredsommelige af natur, men tåler ikke at folk kives og skændes i deres nærhed. Hvis der forekommer strid og kævl i nærheden af deres klippeboliger, bliver de vrede og forlader stedet. Den store dværgesten på øen Skúvoy skulle, ifølge Hammershaimb, være forladt af de dværge som boede i den, fordi to drenge havde sloges og skændtes tæt ved den. Dværgene blev så oprørte over dette, at de flækkede den store sten og flyttede.
   Dværgene er de bedste smede som findes, og det var dem som først lærte menneskene at smede i ild og hærde stål i vand. Før det blev jernet bare udspilet og smedet uden opvarmning. Under de sten hvor dværgene bor, kan man ofte se aske, som de har fejet ud fra deres smedje.
   Dværgenes kræfter sidder i deres bælter, og hvis man er så heldig at få fat i et dværgebælte, kan man tvinge ejeren at smede hvad man ønsker, eller til at købe det tilbage for dyre metaller.
   I nordisk kultur er dværgene i det hele taget forbundet med smede faget. De forbindes også generelt med klipper og malm, hvilket også kommer til udtryk i det gamle færøske ord "dvørgamál" (dværge stemme), en betegnelse for ekko.
   Ifølge nordisk mytologi, var dværgene på jorden før menneskene. De opstod som maddiker i den dræbte urjætte Ymers krop, den som guderne brugte til at skabe jorden af. Der fortæller man også, at himmelhvælvet, som oprindelig var Ymers skalleben, bliver holdt oppe af fire dværge som kaldes henholdsvis: Nord, Øst, Syd og Vest.
   I det hele taget findes der mange henvisninger til og myter om dværge i nordisk kultur, b.l.a. indeholder fornkvadet Vøluspá en hel afdeling som kaldes Dvørgatal, hvor man remser en masse dværgenavne, mange af dem metaforer for et eller andet begreb.


Trolde.

Troldene er uden sammenligning de dummeste væsener i det færøske sagn univers. De beskrives oftest som store, groteske og behårede og har tilsyneladende lange arme. I sagnet om Troldet ved Sjógv fortæller man, at det havde så meget fedt i nakken, at det hang som en fedtdelle. Dette trold blev også kaldt "lommetroldet", fordi det havde syv lommer, og på hovedet bar det en hætte med vrangsiden udad.
   Troldene boede ude i naturen, under sten og i bjergene, men engang imellem, især den trettende nat (natten mellem 5. og 6. januar), fik de lyst til at opsøge menneskenes boliger for at danse og more sig (se sagnet om Trøllanes).
   Som det fremgår af sagnet om troldene på Trøllanes, tålte troldene dog ikke kristendommens symboler, og de mistede også deres kraft hvis der var en kirke indenfor øjenvidde.
   Hvis et trold var så uheldigt at opholde sig ude i det fri, når solen stod op, blev det forvandlet til en sten, og netop dette faktum er med til at forklare troldenes tilstedeværelse.
   Nattens mørke, skumringens og daggryets halvmørke hvor man kun aner konturer af tingene omkring sig, får hjernen til at drage forkerte konklusioner. Ting, som ved dagens lys er velkendte og uskadelige, kan virke truende og skræmmende i mørket, og de groteske silhuetter kan lede tanken hen på trolde og andre ubehagelige væsener. Når dagens lys vender tilbage, forvandles troldene til sten, fordi de selvfølgelig har været sten hele tiden.
   Der findes mange troldehistorier på Færøerne, og de fleste af dem synes at have til formål at stoppe børnenes indbyggede trang til at drage på vandring og gøre opdagelser.


Risar. (Jætter).

Riser, en slags overdimensionerede jætter, forekommer, lige som trolde og huldefolk, ofte i færøske sagn, myter og eventyr. De er for det meste rent naturmytiske væsener, som man har brugt som forklaring på specielle ejendommelige naturfænomener. Det bedst kendte eksempel er Risin og Kellingin (Jætten og Kællingen), to kæmpestore stenblokke som står i havet nord for bygden Eiði på Eysturoy.
   Jætterne huserede på Færøerne i forntiden, før, eller lige efter at folk havde bosat sig der. Efter hvad myterne beskriver, har de været nogle rigtige bjæsser, som tumlede rundt med øerne, sprang, eller ligefrem skrævede fra ø til ø, kløvede bjerge, sloges med hinanden, og beskæftigede sig iøvrigt med, hvad man kunne forvente af en rigtig jætte. Mange steder kan man stadig se spor efter deres aktiviteter, og hvis de ikke havde været, ville Færøerne, ifølge myterne, se ganske anderledes ud i dag.