Pakitsok (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

99. Pakitsok

(Fortælling fra Nordgrønland)

Pakitsok, en gammel Ungkarl, havde ingen Sødskende, men kun sin Moder. Paa deres Vinterplads boede de sammen med en vældig Mand, som havde en smuk Datter. Pakitsok byggede en Baad, i den Tanke at drage nordpaa om Foraaret. Da han under dette Arbeide pleiede at gaae i Kajak, kom han hjem engang med en fanget Ræv. Han sagde da til Moderen: »den skal du gjemme, naar den er tørret.« Moderen tørrede og gjemte den. En anden Gang var han i Kajak, kom hjem med en blaasidet Sælhund, og sagde atter til Moderen, at Skindet af den skulde hun tørre og gjemme. Moderen adlød alle Sønnens Ord; ogsaa det tørrede og gjemte hun. Om Foraaret fik han endelig Baaden betrukken, og tænkte nu paa at reise, skjøndt han kun havde sin Moder til Ledsager. En Morgen, da Veiret var godt og den stærke Mand var gaaet ud, satte han Baaden i Vandet, og da den var ladet færdig, gik han op og tog den Stærkes Dater, bar hende paa Skulderen, og satte hende ned i Baaden. Da de skulde afsted, gav denne Pige sig til at græde, siddende midt i Baaden. Pakitsok sagde: »du skal ikke græde, men roe.« Da han talte saaledes, begyndte hun at roe, og Pakitsok saae ind til Landet, lagde Mærke til Farten og tænkte: »naar vi havde en saadan Ledsager til, kunde vi komme rask frem.« Om Aftenen lagde de paa Land. Den næste Morgen, da det blev lyst, kom Moderen ind i Teltet og sagde: »Pakitsok, der kommer en Kajak, og du bliver endnu liggende hos din Hustru!« Men først da hun anden Gang kom ind og fortalte, at nu nærmede Kajakken sig, stod han op og gik udenfor, blot iført sin Tarmeskindspels. Han gjenkjendte i den Ankommende strax sin Hustrues slemme Fader, og gik derpaa ned og lagde sig ved Strandbredden, med Ryggen vendt mod Søen. Kajakken roede lige ind paa ham, forsynet med en Harpun, hvis Beenstykke og Skaft vare af Hvalrostand, kastede og traf ham i Ryggen, men den sønderbrødes strax, uden at gjøre ham Skade, og da det gik ligesaa med Kastespydet, vendte han om igjen uden at gaae iland. Derpaa reiste Pakitsok videre, og de kom til en Plads med mange Telte, hvor de atter gjorde Ophold. Han gik omkring i alle Teltene, for at see efter Qvinderne, og da han den næste Dag skulde reise videre, hentede han en smuk Pige og bar hende paa Skuldrene ned i Baaden, hvor hun satte sig og begyndte at græde. Pakitsok sagde: »ti stille og ro!« Derpaa greb hun ogsaa en Aare, og Pakitsok, som saae, at det gik raskere end den forrige Dag, tænkte: »hvis vi havde tre, vilde det gaae endnu raskere.« Om Aftenen lagde de atter op ved mange Telte, og den følgende Dag tog Pakitsok atter her en Pige med sig ved Afreisen, og ligesaa gjorde han den næste Dag, men da han havde faaet fire Koner, lod han det være nok. Derpaa reiste de i mange Dage og kom omsider til Iluligsat (Jakobshavn), og traf et Skib, som var kommet til Landet. Moderen sagde til Pakitsok: »hør engang, bring nu Ræveskindet og Sælskindet til Kjøbmanden.« Pakitsok svarede, at Kjøbmanden betalte for lidt, hvorpaa han gik med Skindene ud til Skibet. Da Skibsføreren spurgte, hvad han vilde have for dem, svarede han: »en Bøsse.« Skibsføreren sagde: »de have ikke en Bøsses Værdi, hvad andet vil du have?« — Men han svarede atter: »en Bøsse,« — og da han saaledes bestandig vedblev, blev Skibsføreren omsider vred og sagde til Matroserne: »binder ham og hænger ham op paa Masten, og skyder ham!« — Men da de havde hængt ham op og skjøde efter ham, faldt Kuglerne ned paa Dækket, uden at skade ham. Ligeledes prøvede de paa at stikke ham med en Hvallændser, men dens Spids gik blot gjennem Klæderne og bøiede sig mod Kjødet, uden at kunne trænge ind. Man siger at han havde en Perle til Amulet. Da han slet ikke kunde saares, lod Skibsføreren ham fire ned, tog ham ved Haanden og førte ham ned i sin Kahyt, og lagde Bøsser for ham til Udvalg, og da han havde udsøgt sig en, tog han den, og fik tillige Krudt og Bly.

Da de havde overvintret ved Iluligsat, vendte de tilbage sydefter om Foraaret. Da han kom til sine Koners Hjemsteder, lagde han paa Land, og gav dem tilbage til deres Forældre. Tilsidst var kun den ene, hans første Kone, tilbage, hende bortgav han ikke. Nu kunde han gjøre det af med Svigerfaderen paa eengang, men saa hørte han, at denne laa syg, og at han derfor vilde komme for sildigt. Da de Dagen efter reiste videre, naaede de ham, men efterat han havde ud-aandet. Da Liget var indsyet, slæbte han det paa Skuldrene tilfjelds. Konen sagde: »læg ham her!« — Han svarede: »de Gamle pleie at fryse.« — Han betragtede alle Klipper, som han kom til, og fandt omsider en, som var udhulet. I den lagde han ham ned og bedækkede ham med en ganske flad Steen; Blodet flød ud over Klippen, idet den Døde brast. Endskjøndt han var død, hævnede han sig dog paa ham, fordi han havde kastet efter ham med Harpunen.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 275-277.