Pigen, som flygtede til Indlandsboerne (Rink)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866
43. Pigen, som flygtede til Indlandsboerne
En Pige kom til at knække sin ældre Søsters Synaal, som var lavet af Renshorn og meget værdifuld. Søsteren, skjøndt hun var gift med en velstaaende Mand, blev meget vred paa hende, der var fattig, og sagde, at hun kunde gjerne flye bort fra Menneskene. Da hun sagde dette, drog Pigen afsted og vandrede ind i Landet i mange Dage. En Aften satte hun sig ned og græd, da hørte hun en Stemme ved Siden af sig, som sagde: »hvorfor græder du;« og da hun saae sig om, stod der en stor Mand, en Indlandsbo. Han gjentog: »hvorfor græder du?« — »Fordi jeg knækkede min Søsters Synaal, og hun jog mig bort,« svarede Pigen. Indlandsboen sagde: »og jeg er paa samme Maade bortjaget, fordi jeg kom til at beskadige min Broders værdifulde Snare.« Derpaa bad han hende følge med, og de kom til hans Huus. Der bød han hende Rensskind til Underpels og andre til Yderpels, og sagde, at hun skulde sye sig Klæder af dem. Derpaa blev hun hos ham som hans Hustru. Denne Indlandsbo fangede Edderfugle i en Indsø, idet han selv gik i Vandet, og naar Fuglene havde sat sig, tog han dem nedenfra. Engang sagde han, at hun skulde følge med at besøge hans Slægtninge, og han tilføiede: »naar vi faae deres Huus i Sigte, vil jeg raabe: Kung, Kung, Kunkujo, da ville de kjende mig.« — Derpaa droge de afsted, og da de fra en Høide af saae hans Slægtninges Huus, og han raabte: »Kung, Kung, Kunkujo,« hørte de Børnene, som legede nede ved Huset, gjentage: »Der er nogen som raaber Kung Kung,« og de saae Moderen komme ud og raabe det samme. Derpaa gik de ned og vare i Huset hos hans Slægtninge; blandt disse var der en Søster, som var tosset og meget snaksom. Til hende sagde de, at hun ikke maatte tale til Naboerne om, at der befandt sig en Kystbo iblandt dem. Derpaa skjulte de hende bagest paa Brixen, men da Brødrene kom ind, sagde de, at det lugtede af Kystboere, og da Tossen kom ud, snakkede hun alligevel til Naboerne og sagde: »I have ingen Svigerske som jeg, jeg har faaet en ny Svigerske, en med Halsbaand, en med Perler, en smuk Qvinde, en af Kystens Beboere.« Da hun havde snakket saaledes, flokkedes de Nysgjerrige til Vinduet, for at see en Kystbo; nogle krøb op paa Huset og gjorde Hul i Taget, og der kom mange Gjæster ind til dem. Nu taltes der om, at ved det næste Maaneskifte vilde der komme en Baad med Tilreisende. En Morgen sagdes der: »nu kommer Baaden,« og da hun skulde see til, var det Bjergtrolde (Inuarugdlikat). Da disse kom hen foran Huset, standsede de og sang først paa hverandre. Derefter kom Bjergtroldene op og bragte Skind til Foræring, et Bundt til hver af Beboerne, og de bleve der nu en heel Maaned, i hvilken Indlandsboerne og Bjergtroldene holdt Gjæstebud og sang Stridssange paa hverandre. En af Indlandsboerne traadte frem, dandsede og sang, og medens han dandsede, forvandledes han til et Rensdyr; da bleve Bjergtroldenes Børn forfærdede og skrege, strax reiste han sig og blev til et Menneske igjen. Derefter traadte en af Bjergtroldene frem, dandsede og blev forvandlet til en Hare; men da Indlandsboernes Børn skrege af Forfærdelse, reiste den sig og fik Menneskeskikkelse igjen. Derpaa traadte en Indlandsbo frem, dandsede og trak Skindet af sig selv, saa at det tilsidst kun hang fast mellem Øinene, men da Bjergtroldenes Børn skrege af Forfærdelse, antog han sin forrige Skikkelse igjen. Tilsidst kom en af Bjergtroldene frem, dandsede og sprang over i den ene Side af Huset, hvorover dette kom til at hælde, saa at Menneskene rullede over til Siden og en Qvinde af Indlandsboerne knuste et Barn. Dermed holdt de op, og den følgende Dag droge Bjergtroldene bort igjen, idet de indbøde Indlandsboerne til at gjøre Gjenbesøg. Den næste Maaned gjorde disse sig færdige til at reise, og de brugte dertil en Baad af Steen. De sagde til Kystboqvinden, at hun skulde med, og satte hende i Baaden, men bade hende lukke Øinene, thi hvergang hun aabnede Øinene, maatte Baaden standse. Først da de hørte Støi af Børn, standsede de, og lode hende aabne Øinene. Hun saae da et ganske lille Huus, og tænkte: »hvorledes skulle vi komme derind?« Men saa mærkede hun, at det ligesom voxede; Bjergtroldene forstode nemlig at udvide deres Huus ved at gnide det. Da de nu kom ind, var det heelt rummeligt, de bragte deres Skindbundter, eet til hver især i Foræring. Derpaa holdt de Gilde. En af Bjergtroldene kom frem, dandsede, kastede sig med eet paa Gulvet, og var bleven til en Orsugiak-Steen (blød Steenart, Kalksteen). Indlandsboerne skulde løfte den, men da de ikke kunde, reiste den sig op igjen i Menneskeskikkelse. Derpaa traadte en af Indlandsboerne frem, dandsede og kastede sig paa Gulvet, forvandlet til en Kampesteen; men Bjergtroldene løftede den, og kastede den mod Indgangen, saa at den gik midt over. Paa denne Maade mistede Indlandsboerne en af deres, og droge nu hjem igjen. Om Sommeren skulde de paa Rensjagt, og Kystboqvinden skulde med. Nu vare der to Piger, som misundte hende, fordi hun havde faaet en Mand; derfor spottede de over hende, og sagde, at hun ikke var behændig, som Indlandsboerne og ikke kunde følge med dem. Den ene af dem tilføiede: »idag forfulgte jeg en ung Renskalv.« Da tog den gamle Huusmoder et Par Støvler frem, som vare fyldte med altslags Kryb; dem gav hun hende paa, og snørede dem fast om Benene, thi Manden sagde, at hun skulde taale det, for at blive behændig. Derpaa tabte hun Bevidstheden, og alt Kjødet gik af hendes Been, men da hun kom til sig selv igjen, voxede der nyt Kjød ud, og hun var nu bleven ligesaa behændig som Indlandsboerne. Da de kom tilbage fra Rensjagten, sagde hun til sin Mand, at hun ønskede at see til sine Slægtninge. Sommeren derefter fulgte han med hende. Da de naaede Kysten, traf de paa en Kajak, med denne sendte de Bud efter en Baad til at hente dem. Da de stege i samme, kastede Indlandsboen sig af Frygt ned paa Maven midt i Baaden, til de naaede hendes Hjem. De forbleve derpaa hos hendes Slægtninge. Henad Vinteren sagde Svigerfaderen: »blot jeg kunde bytte, og faae en anden Svigersøn, som var istand til at fange Edderfugle.« Indlandsboen holdt sig nemlig altid hjemme i Huset, men nu bad han Svigerfaderen om at lave sig en Snare, og en Morgen derefter var han forsvunden, men kom hjem om Aftenen, heelt bedækket med Edderfugle. Ligeledes om Vinteren gjorde Mændene Nar af ham, og vilde have ham med ud paa Isen, naar de gik paa Maupok-Fangst. Om Sommeren derefter vilde han hjem til sine Landsmænd; ved Afreisen sagde han til sin Hustru: »hvis vor Søn er rask, ville Indlandsboerne komme.« Derpaa drog han bort, og kom igjen ved den næste Vinters Slutning, ledsaget af andre; han fortalte da, at Sønnen var død, og drog derpaa hjem, idet han sagde til sin Hustru: »nu kommer jeg aldrig mere tilbage.« Senere saae de ikke Indlandsboerne igjen.
