Pigen, som opsøgte sin Broder (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

45. Pigen, som opsøgte sin Broder

Alekatokak gik med sin Broder Asuvina ud at bygge Rævefælder. Da de kom hen til Stedet, sagde hun til Broderen, at hun manglede en Falddør for Fælden, han skulde opsøge en flad Steen. Han gik, men da det varede hende for længe, inden han kom tilhage igjen, søgte hun efter ham, men forgjæves han var forsvunden, og hun maatte gaae ene hjem. Ved hendes Ankomst sagde Faderen: »det er nok dig, som har dræbt ham, jeg skal øve Gjengjæld paa dig.« Han havde nemlig allerede i tidligere Aar havt isinde at rydde hende afveien, da han sagde, at hun ikke var andet end en Snavs Qvinde, som ikke kunde blive til Erhverver. Moderen, som nu fik Medlidenhed med hende, sagde, at hun skulde flygte fra Menneskene, hvorpaa hun pakkede Klæder i sin Taske, og vandrede ind i Landet. Hun opnaaede efterhaanden Styrke og Behændighed, saa at hun tilsidst kunde indhente Rensdyr. Engang kom hun over et Bjergpas, og opdagede nede i Dalen et lille Huus, som havde en Aabning midt i Taget. Hun gik hen, kiggede gjennem Aabningen og saae en stor Mand med eet Øie, som vendte sig om, bemærkede hende og sagde: »hvad vil du her, du lumpne Kystbo, troer du at jeg vil lade dig leve?« Derpaa styrtede han ud af Huset, men hun skjulte sig, og da han var gaaet ind igjen, drog hun videre og kom til et Huus med tre Vinduer. Hun kiggede ind og saae, at der flensedes og kogtes derinde, uden at der var nogen Beboer at see, det var nemlig hos »Skyggerne.« Hun hørte at der blev sagt: »du Lille fra Kysten, kom kun ind,« og da hun var gaaet ind, stillede et Fad sig af sig selv for hende, og da hun havde spiist, tilbøde de Usynlige hende at sove der. Men om Natten blev hun forskrækket, og flygtede videre. Tilsidst saae hun atter Vand, og bemærkede inderst i en Bugt mange Telte. Medens hun afventede Aftenen, inden hun vilde gaae derned, hørte hun Børnene raabe: »en Kajak kommer slæbende!« Derpaa viste der sig en Kajak, og hun hørte dem atter raabe: »Asuvina har fanget.« Da mærkede hun, at hun havde gjenfundet sin forsvundne Broder. Beboerne paa dette Sted havde en Høvding, hvis Telt var større end de andres; ovenfor samme var der en Slette, paa hvilken de pleiede at spille Bolt. Saasnart Kajakkerne vare hjemkomne, kaldtes der til Boltspil; hun kunde see, hvorledes Asuvina gik med, og da han kom op paa Sletten, skulde han løfte en rund Steen, men kunde ikke, hvorpaa de Andre stødte ham omkuld. Om Aftenen gik hun ned, og ind i Broderens Huus. Denne blev meget forundret og fortalte, hvorledes han var kommen herhen, dengang han havde forvildet sig ved at hente Steen til Rævefælden, og at han nu var gift med en Qvinde, som havde en Søster. Tillige fortalte han hende, at der fandtes en Tosse paa Pladsen, som vist strax vilde mærke, at der var kommet en Fremmed. Derfor skulde hun skjule sig bag Vægskindene. Den næste Morgen kom Tossen ind og sagde: »jeg drømte inat, at et Menneske fra Kysten, Søster til Asuvina, var kommet hertil.« Men Asuvina svarede: »jeg har ingen Sødskende,« hvorpaa han gik igjen. Asuvina blev hele Dagen hjemme for at nyde Gjensynet af sin Søster. Om Aftenen fulgte hun med dem til Boltspillet paa Sletten, idet hun iførte sig Broderkonens Klæder. Da Høvdingen løftede den runde Steen og vilde bruge den som Bolt, kastede han feil, og knuste sine Fødder. Da sagde Alekatokak, at de skulde bringe en lille Hund, men da de ingen Hund havde, løb hun hurtigt bort og kom tilbage med et levende Rensdyr. Dette skar hun op, lod Høvdingen stikke Fødderne ind i Indvoldene, og helbredede ham. Medens hun opholdt sig paa dette Land, blev hun gift og fik en Søn. Da denne var født, bragte de hende et aflangt Fad med Ræveindvolde, og sagde, at hun skulde spise dem, men med lukkede Øine. Denne Skik brugte de her, naar de vilde have, at Barnet skulde opnaae Behændighed. Da hun havde spiist, blev hun rask og hendes Søn blev meget hurtig til at løbe; de forbleve der og fik mange Efterkommere.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 154-155.