Pigen, som røvedes af en Indlandsbo (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

46. Pigen, som røvedes af en Indlandsbo

En Broder og Søster elskede hinanden høit. Engang bad Søsteren, som havde megen Lyst til Laxefiskeri, sin Broder om at bringe hende til Laxe-Aaen. Da han ikke kunde negte hende det, satte han Baaden i Vandet og reiste med hende til Laxefangst-Pladsen. Men da de vare landede, og bare Reisegodset op, gik hun lidt tilfjelds hen over en Klippeflade ad Elven til; da saae hun pludselig en Inorusek (Indlandsbo, Kæmpe). I sin Skræk vilde hun flygte tilbage, men han greb hende og løb med hende ind i Landet. De Andre hørte hendes Skrig og ilede til, men da var hun borte, og hendes Skrig bortdøde mellem Fjeldene. Imidlertid bar Inorusekken hende op paa Bjergene, hvor de kom til en Mængde Boliger. Han havde udseet hende til sin Hustru og bragte hende først ind i et Nabohuus, hvor han satte hende paa Brixen og sig selv foran hende; hun vedblev at græde, men hvergang hun vilde flygte, greb han hende som et lille Barn, og satte hende ned igjen. Alt som hun saaledes sad, kiggede en gammel Kone op over Skillerummet og sagde: »hvad vil du spise, vil du have Talu?« Den Grædende tænkte, hvad mon det er, de kalde Talu? Lidt efter hørte hun den Gamle hente noget, og idet hun endnu bestandig grædende holdt Haanden for Ansigtet, kiggede hun mellem Fingrene og saae, at det var Tælg af et Rensdyrhjerte, som hun vilde give hende. Men da hun ikke vilde have det, trak den Gamle sig atter tilbage; senere kom hun frem igjen og sagde: »hvad vil du spise, vil du have Ernaut?» Fremdeles grædende, tænkte hun: »hvad mon de vel kalde Ernaut?« Kiggende mellem Fingrene saae hun, at den Gamle tog et Stykke Renstælg frem og bød hende det med de Ord: »spiis nu, og vær stille.« Men hun vilde heller ikke have det. Da hun nu bestandig vedblev at hyle og græde, sagde den Gamle, at hvis hun ikke holdt op, vilde hun tage hendes Støvler af, men saa græd hun endnu heftigere. Idet hun hørte en Støi, saae hun mellem Fingrene et Menneske, hvis Been vare bare Knogler, komme krybende med Haanden støttet paa Brixen. Denne sagde til hende: »hold dog op at græde, ellers ville de gjøre ved dig ligesom ved mig. Jeg var ligesom du, blevet røvet og bragt hertil, og da jeg ikke vilde holde op at græde, toge de mine Støvler af og gave mig andre paa, som vare fulde at Vandmænd, Edderkopper og Orme. Dem snørede de fast, og da de toge dem af igjen, var alt Kjødet gaaet af mine Been.« Da Knokkelmanden havde talt saaledes, gav Pigen sig endmere til at græde. Den Gamle hylede af Arrigskab, Pigen saae mellem Fingrene og bemærkede, at hun kom med et Par Støvler, i hvilke noget rørte sig; men hendes Mand greb dem, kastede dem i en Krog, og da først holdt hun op at græde. Men nu passede Manden bestandig paa hende, og tabte hende aldrig af Syne. Hvergang hun vilde udenfor Huset, greb han hende og førte hende ved Haanden. Endelig sagde hun engang: »nu tænker jeg ikke mere paa at forlade eder, lad være at passe saa nøie paa mig, jeg holder nu meget af dig, gaa du kun paa Erhverv.« Da hun havde talt saaledes, gik hun bag Huset; men ligesom hun var kommen i Skjul, gav hun sig til at løbe og vedblev at ile afsted indtil hun naaede Kysten og sine Slægtninges Telt, og uden at standse løb hun tværs igjennem Forhænget lige ind i Teltet. Hun sagde: »Indlandsboerne ville vistnok hente mig, lader os ile herfra.« Strax ladede de Baaden, reiste og opsloge deres Bopæl paa de yderste Øer. Efter den Tid lagde de af Frygt aldrig mere op paa Fastlandet.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 155-156.