Plejebørnene (Holm)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Gustav Holm
1888
19. Plejebørnene
Barne-Uhyret — Blaa Mennesker
fortalt af Ukutiak
Hun blev nu frugtsommelig. De boede i et Hus, som var større end dette, og havde to Plejebørn, nemlig en Dreng og en Pige, som vare Søskende, og ved Siden af dem i samme Hus boede en gammel Kone. Da hun fik et Barn, sagde hun: «De andre spise saa meget, derfor skal jeg vænne dette Barn til at spise ganske lidt». Naar Barnet græd, rakte hun det hen til Plejedatteren, som gav det Vand at drikke. Moderen gav det ikke Die og havde ingen Amaut; men førend de lagde Mærke til det, voxede Barnet dog. Den gamle Kone hørte en Nat en smaskende Lyd, og da hun saae efter, hvad det var, saae hun, at Barnet havde spist sin Moder op, og Barnet sagde: «Nu har jeg spist min Moder, bare jeg nu ogsaa kunde spise mine Plejesøskende». Plejesøsteren gik baglænds ud af Gangen; men da Barnet forfulgte hende, sagde hun: «Kan Du huske, dengang Du ikke kunde faa noget, gav jeg Dig Vand og Spise?» Den gamle Kjælling tænkte: «Nu har Barnet spist sine Forældre, nu vil det ogsaa spise de andre«, og saa krøb hun ind under en Træøse, der var hendes Amulet, og som derfor blev saa stor, at den dækkede hende.Da Plejesøsteren kom ud, krøb hun op under Konebaaden, der laa paa Støtterne. Hun havde taget en Pose med, hvori der laa en lille Sten-Kniv. Det store Barn kom nu hen under Plejesøsteren og sagde: «Nu har jeg spist mine Forældre, bare jeg nu ogsaa kunde spise mine Søskende». Søsteren sagde: «Kan Du huske, dengang jeg gav Dig Vand og Spise?» hvorpaa Barnet gik bort, og Søsteren kom atter frem fra Baaden. Hun blev forfulgt af Barnet, og da det kom hen til hende, sagde hun: «Kan Du huske, dengang de andre ikke gav Dig noget, gav jeg Dig Vand og Spise?» Barnet svarede: «Ja! men da jeg nu har spist mine Forældre, vil jeg ogsaa spise mine Søskende». Plejesøsteren tog nu Kniven ud af Posen og sagde, at den skulde blive stor og kløve Barnet fra Hagen til Skrævet. Hun kastede den fra sig og hørte Barnet raabe: «Nu vil jeg spise Eder!» og derpaa skrige. Hun vendte sig om og saae, at Barnet var flakt, tog derfor Kniven igjen og stak den i Posen. — «Det er derfor, at Stenknive ere saa dyre[1], fordi man med dem kan gjøre alting». —
Hun gik nu sammen med sin Broder ind i Landet og fik Øje paa et Hus. Broderen sagde, at han var tørstig; de gik derfor ind i Gangen. Her var ophængt en Rangle[2]. Søsteren tog Kniven op af Posen, skar Ranglen ned og kastede den ud. Da Broderen havde drukket Vand, spurgte hun: «Hvis Rangle var det, som jeg skar ned?» Ingen svarede; hun gjentog det: «Hvis Rangle var det, jeg skar ned?» «Eh! eh! det var maaske min!» var der nu noget der skreg, og der kom en Skikkelse frem, der var ganske blaa i Ansigtet. Da den kom hen imod dem, tog Søsteren sin Bjørneskinds-Støvle af og kastede den hen paa den. Den skreg og faldt om og døde. Søsteren og Broderen gik nu atter ind i Landet og fik Øje paa nok et Hus. De vare tørstige, gik ind i Gangen, hvor noget raslede, hun tog Kniven frem, skar Ranglen ned og kastede den ud. De gik ind og drak Vand, og hun spurgte: «Hvis Rangle var det, jeg skar ned?» Intet Svar; hun gjentog det og hørte noget fra en mørk Krog, der skreg: «Eh! eh! det var vist min!» En Skikkelse kom frem, og de saae, at den ikke alene var blaa i Ansigtet, men ogsaa paa Kroppen. Da den kom hen til dem, tog hun sin Bjørneskinds-Støvle af og kastede den paa Skikkelsen, og denne døde. De gik atter ind i Landet, og da de havde gaaet længe, fik de atter Øje paa et Hus. De gik ind; det raslede stærkere end de foregaaende Gange. Hun tog Kniven op, skar Ranglen ned, kastede den udenfor og gjemte Kniven igjen. De gik ind og drak Vand, hvorpaa Broderen gik ud. Hun spurgte: «Hvis Rangle var det, jeg skar ned?» «Eh! eh!» hørte hun det raabe højere end de andre Gange og hørte noget komme løbende hurtigt. Det var et Menneske, der var meget mere blaat end de andre. Da det kom hen til hende, tog hun sin Bjørneskinds-Støvle af og kastede den paa det, saa faldt det om og døde. — «Det er ogsaa derfor, at Bjørneskinds-Støvler ere saa dyre[3]». — Da hun kom ud af Huset, gik de længere ind i Landet, og de gik, og de gik, og tilsidst satte de sig ned.
Nu er den Fortælling til Ende, og Vinteren er bleven kortere.
Fodnoter
