Præsten og hans Degn
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Præsten og hans Degn
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864
Der var engang en Præst, som var meget rig, men gjerrig over al Maade. Han havde sin gamle Moder i Huset. I Nabolaget boede Degnen med sin voxne Søn; han var ligesaa fattig, som Præsten var rig, og holdt ikke synderlig af sin Præst, formedelst dennes store Gjerrighed.
Nu skulde det træffe sig saaledes, at Præstens Moder lagde sig til at døe, og hendes Liig blev sat ud i Kirken, for at blive staaende der til hun skulde jordfæstes. Om Natten gaae Degnen og hans Søn ind i Kirken og hente Liget, hvorpaa de bringe det ind i Pakhuset, hvor Præsten opbevarede sin tørrede Fisk. De sætte hende midt i Fiskebunken, efter at have rodet dygtig op i den, og give hende en halvreven og gnavet Fisk i Haanden. Den næste Morgen kommer Præsten ind i sit Fiskehuus og seer, hvad her er gaaet for sig. Han blev forfærdet over dette Syn, saameget mere, som hans onde Samvittighed slog ham, thi han havde ligesaa lidt undt hende Spise i levende Live, som nogen Anden. Hvad var nu herved at gjøre? Han vidste, at Degnen var en fattig Mand, og derfor gik han til ham og fortalte ham, at hans Moder var gaaet igjen, kort sagt, Alt, hvad der var skeet. Han lovede at skjænke ham al den Fisk, der var, hvis han nedgravede hans gamle Moder saa godt, at hun aldrig oftere gik igjen. Desuden havde han Modbydelighed for at spise Fisken, efter hvad der nu var foregaaet, og derfor gav han den gjerne bort. Degnen lover at tage sig af Sagen, skjøndt han just ikke lader, som han er meget villig dertil. Fisken tog han dog imod, og siden nedgravede han den gamle Kone omhyggelig og vel, i Overværelse af Præsten.
Den næste Nat opgrave Fader og Søn Liget paany, og sætte det ind i Præstens Smørkammer; derpaa kaste de Smørbælgene hulter til bulter, putte hende en Klump Smør i Munden og tilsmøre hendes Fingre, dermed. Om Morgenen kommer Præsten ned i sit Smørkammer, og var han bange forrige Gang, saa blev han det meget mere nu, da han saae, hvad der var skeet. Han gik da til Degnen og tilbød ham alt det Smør, der fandtes i hans Forraadskammer, hvis han nu vilde begrave den Gamle saa forsvarligt, at hun aldrig tiere gik igjen. Degnen gjør Vanskeligheder, men afslutter dog Handelen, tager sit Smør i Forvaring, og nedgraver saa Liget en halv Gang dybere i Jorden end første Gang.
Den følgende Nat tage Degnen og hans Søn Liget op igjen og sætte det ind i Præstens Kornkammer. De rode om i Korndyngerne og sætte den Gamle midt ned i dem, med en Øse i Haanden. Om Morgenen kommer Præsten ind i sit Kornkammer og seer, hvad der er skeet. Da bliver han som aldeles ude af sig selv og beder nu Degnen om for Guds Skyld at befrie ham for Gjengangersken, saa maa han g jerne eie og have alt Kornet. Længe undslog Degnen sig for at have Noget at gjøre med den Sag, men slog dog til tilsidst, og saa tog han først sit Korn og begravede derefter Liget meget dybere end de to andre Gange.
Den næste Nat opgrave Fader og Søn paany den Gamle, give hende en Skaut paa Hovedet og pynte hende, hvorpaa de gjemme hende hjemme hos sig. Men om Dagen skal det nu træffe sig saaledes, at Præsten sætter sig op paa sin Hoppe og rider bort fra sin Præstegaard. Da tage Degnen og hans Søn en ung utæmmet Hingst, sætte den Døde op paa den og binde Hende fast til dens Ryg, og slippe saa Folen afsted efter Hoppen, som Præsten rider paa. Præsten saae, hvem der forfulgte ham, og glad blev han ikke derved; thi Folen indhentede ham snart og gned sig opad Hoppen, som han red paa. I dødelig Angst red han hjem til Degnen, men Folen løb vrinskende efter ham med hans gamle Moders Liig. Da Præsten kom til Degnen, besvor han ham ved Alt, hvad helligt var, at hjælpe nu. Degnen lod sig længe bede, men tilsidst paatog han sig det dog for en Hest, kløvlæsset med Penge. Præsten udbetalte med Glæde alle Pengene, som Degnen tog imod, og nu gravede denne saa dyb en Grav til den Gamle, at hun aldrig oftere kom op af den igjen. Efter den Tid sørgede Præsten altid for at Degnen havde Nok at leve af; thi han meente, at han aldrig kunde lønne ham noksom for at han havde faaet hans gamle Moder vænnet af med at gaae igjen.
