Råb på eller tale til bjærgfolk

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

36. Råb på eller tale til bjærgfolk


530. Når fårehyrderne lå ved fårene ude på marken, kravlede de stundom ude på høje og bakker, og idet de slog med deres hyrdekjæppe, sang de:

«Bjærremand. bjærremand Bind'!
æ do hærind',
så ska Fanden føør dæ ue mæ sæjsten egepind',
fii ofår, å fii obåeg,
å fii ve hwæe sii.»

Jeppe Jensen.


531. I Sønder-Felding sogn er der en höj, som hed der Troldhöj. Når vi hyrder samledes på den, sagde vi ofte til bjærgmanden, som skulde bo i højen:

«Bjærremand, bjærremand Bennd !
er du her ennd ?
så ska du føres ud med femten jegepennd.»

T. Kristensen. K.


532. «Bjærgmand, bjærgmand Tndlilut

vil du mig noget, så kom herut.»

Bruges i en börneleg.

J. T.


533. Nogle hyrder var en gang kommen sammen med deres får ovre i Papsø, Torning sogn, hvor de da forslog tiden med at lege, tog hinanden i hænderne, løb omkring en höj og sang:

Bjærgmand, bjærgmand Bomm,
er du her ind', skal du her ud komm.»

I det samme løb fårene til skade, og enhver løb efter sine. Da de kom tilbage til højen, løb de forskrækket tilbage, for oppe på höjens top lå en lille underlig skikkelse, som de alle tog flugten for, og siden gjentog de aldrig legen.

J. Jensen, Refshalegård.


534. Når man vil kalde bjærgmanden ud af en höj, går man hen til den og råber:

Bjærgmand, bjærgmand Brinde !
er du herinde, så skal Fanden føre dig ud med femten gloende pinde
og en stålstang på din nakke.»

P. K. Madsen.


535. Når börnene løb runden om den höj på Snorup mark tolv gange og sagde:

Bjærgmand, bjærgmand Binnd !
er du herinnd, så skal Fanden føre dig ud med tolv jegepinnd,
tre æfor, og tre æbag, og tre ved hver side,»

da gav det et skrald inde i højen, og så slog han hans kiste i låse. Det var helt sikkert.

Niels Tranbjærg, Tistrup.


536. I Femhöje i Velling sogn bor en bjærgmand, som hedder Find. Hyrderne, som vogtede får ved højen, gik derhen og råbte:

Bjærremand Finnd,
er du her innd,
så skal Fanden jage dig ud med alle vore egepinnd !»

Med det samme hørte de et svært rabalder i højen, og siden den dag lod de sligt være.

P. K. M.


537. På min fødegårds mark her i Sejling ligger Svinhöj. Den var der bjærgfolk i, og ingen turde fare om ved den om aftenen. Der blev set lys på den og hørt rabalder i den. Da vi gik der i min hjordetid, var vi store karle om dagen og sagde: «Bjærremand, bjærre mand Buu, er du herind', så kom herud med di hwitoppe luu.» Så gav det et rabalder — kom det os da for, og vi løb ned ovenpå hinanden og næsten trådte hinanden, til vi kom på et stykke rug. Der kunde bjærgmanden ikke komme og tage os. Samme höj blev slöjfet for en 20 år tilbage. Der var et stort gravkammer i den, hvori lå et forfærdelig langt sværd, og uden om en forfærdelig masse sten.

Jens Jensen Skov, Sejling.


538. Der var en bitte höj knold på Peder Frandsens mark i Ø. Rundt omkring den var der nogle små huller ind i højen, og der stod nogle lyseblå fyrreskjelde, én for hvert hul. Så var der en bitte hjordedreng der, han gik om dagen og tog skjeldene fra. Han sad også på knolden og bankede på den og sagde: «Bjærgmand, bjærgmand Binnd, est du herinnd, så skal Fanden føre ham ud på femten jegepinnd.» Nu sad han der og trask på højen så længe, te bjærgmanden blev kjed af at høre på det og kom ud. Så render drengen hen på ruglandet, der var rundt omkring ved, for han vidste, at det var bjærgmanden forment at gå på rugen. Så rendte bjærgmanden rundt omkring knolden og råbte: «Kom af det bløde, og kom på det hårde.» Hvis drengen havde nu kommet af, vilde bjærgmanden jo have snakket med ham. Det blev drengen jo klog på, og han blev siddende, te husbonden kom ridende og fik ham op på hesten og red hjem med ham. Siden kom drengen ikke på den knold.

Ole Mønsted, Hulbæk.


539. Min bedstefader fortalte, at han og andre drenge om aftenen var henne ved Tofthöj i Gadbjærg, og der løb de og legede oppe ved de höje, der ligger nord for byen. Så vilde de drille bjærgmanden, og så råbte de:

«Nis mæ di nies, å Tulli mee di to !
æ do herinnd, så skal du udgo.»

Så rejste højen sig, og der kom en hel mængde småfolk, og drengene løb ad byen til det bedste, de kunde. Bjærgmændene fulgte dem, indtil de kom til broen. Da drengene kom så løbende over bækken, gav det et plask i vandet, og så så de ikke mere til dem.

Lærer Nielsen, Tågelund.


540. En mand i Börsmose var ridende hjem ad her fra Ål af, og da han kom forbi Lille-Jens höj, sagde han: «Jens, kom her ud og skjænk mig!» Så kom han og med en sølvtommel. Det slog manden bag over sig, og så tog det hårene af hesten. Nu red han så stærkt, han kunde, for Jens var bag efter ham. Han red ind i en rugager, og der kunde Jens ikke komme, så han beholdt bægeret.

Gunde Gundesen, Kjelst.


541. På halvøen Hindsholm på Fyen har fordum været en mængde jættestuer og dysser, og adskillige er endnu bevarede. Når man kommer ad den höjt liggende landevej forbi Martofte og Brockdorff ud ad Fyenshoved til, ser man til begge sider af vejen på de smalle landstykker mellem vejen og vandet mægtige gravhøje og rester af dysser. Især vil man lægge mærke til en stor meget jævn, rund höj, der ligger på en naturlig bakke ved Martofte. Den bærer navnet Moseshöj, og i den findes en nu udgravet «gangbygning», der er en af de störste og smukkest byggede i Danmark; den består af et kammer, der er 32 fod langt og 7 fod bredt, og én til dette førende gang, som er 22, 23 fod lang; den er så höj, at man kan gå omtrent oprejst der inde, og væggene og loftet er over alt dannet af höje, smukt tilpassede sten. Om denne böj findes adskillige sagn. Der fortælles, at den om natten står på gloende pæle. Og af gårdmand Lorens Nielsen i Martofte er fortalt følgende: En gang gik ungdommen fra Martofte til nabobyen Snave for at lege jul. Da de kom forbi Moseshöj, råbte en ung karl, der vilde være rask på det, op til højen, om bjærgfolkene ikke vilde med til juleleg. Nu hørte de en stemme i højen: «Mose, giv mig min røde hose, jeg skal med de Martofte drenge til Snave at lege levj (udtryk for juleleg).» Martofterne gav sig nu til at løbe, men bjærgfolkcne efter dem. Martofterne nåede dog lige at komme igjennem Snave vangeled i det øjeblik, bjærgfolkene tog i det udvendig, og når man er kommen igjennem vangeleddet, kan bjærgfolkene ikke gjøre én noget.

Af samme mand og af en anden, hvis moder tjente hos den kone i Snave, der omtales i sagnet, fortælles videre: En kone i Snave gik en dag hen ad vejen til Martofte og siger da hen for sig, just som en skruptusse krøb over vejen. «Du laver nok snart til barsel». Om aftenen banker det på ruden. Det er bjærgmanden fra Moseshöj, der vil have konen med hjem for at hjælpe hans kone ved hendes barselfærd, og af sted måtte hun til Moseshöj. Da barselfærden var overstået, bød bjærgmanden hende et glas vin; men hun lod det løbe ned over sine klæder, og de var også straks svedne af på de steder, hvor vinen kom. Så gav han hende en hob sten i forklædet og fulgte hende uden for. Men hun var jo, lige til hun rystede, og livet sad hende i halsen. Så snart bjærgmanden var borte, smed hun stenene og rendte hjem. Lidt smul af dem var lige godt blevet hængende ved forklædet, og da hun næste dag tog det frem, sad der guldkorn på det.

J. E. Boesen, Sorø akademi.


542. Midtvejs mellem Martofte og Snave ligger Peder Moses höj, hvori der tilforn boede dværge. En aften, som nogle unge folk gik fra Martofte til Snave for at lege jul og kom tæt forbi højen, fik en lystig fyr iblandt dem det indfald at råbe: «Hej, hej, bjærgfolk, vil I med til Snave at lege jul ?» I det samme hørte de det råbe inde i højen: «Peder Mose, tag mig mine hose, jeg skal til Snave at lege jul!» Men da de derpå hørte en snakken og buldren med kistelåg derinde, blev de alle sammen bange og skyndte sig ad Snave til. Lidt efter viste sig i dören til gildestuen en lille pusling, og folkene blev end mere bestyrtede, end de för havde været. Dog nogle af dem bød ham ind, og han gik også og spögte med dem en tid af natten.

A. C. P.


543. Høgebjærg (udt. Höjbir) ved Jyderup er en meget höj, regelret kegleformig banke midt i en stor skov og er selv aldeles skovklædt. I den boer troldenes konge. For en 50 år siden voksede der et stort træ nede på foden af denne banke; det var åbent oven i, og man så tit en damp stige i vejret derfra som fra en skorsten. To drenge, der havde været hos præsten, kom en dag her forbi. Da sagde den ene: «Kom her ud, trold! så vil jeg i tre år tjene dig i Fandens navn!» Denne dreng var nu ikke til at få fra højen igjen, men blev ved at gå forvildet om og tosse ud og ind. Til sidst faldt han om og lå som død, og i fire dage efter måtte han ligge i sengen, men derefter kom han sig.

V. Bennike.


544. Den tid vi boede i Skjensved, traf det sig, at en mand kom sildig fra Kjøge, og da han kjørte forbi Naver bjærg, råbte troldtøjet inde i bjærget: «Det skal Filaks have.» Manden smurte på hestene og kjørte, alt hvad töjet kunde holde. Da han nu kom hjem, fortalte han, hvad der var mödt ham, og det rygtedes snart i byen, hvorpå nogle drenge gik ud på højen og gjorde støj og allarm; men især råbte de på Filaks, uden at de dog så eller hørte noget; ti om dagen lader troldtøjet sig aldrig se og har heller ingen magt. Men nogle dage efter, da Hans Ol’s folk var meget silde ude at høste, viste de en lille dreng, der havde været med at gjøre støj på bjærget, hen for at flytte to heste, der stod töjrede ved samme. Da han kom der hen, kom der en lille halt, sort kjælling ud af højen og løb efter drengen. Denne løb, alt hvad han kunde, men kjællingen nåede ham og slog ham over hans ryg med en lille stav. Da drengen kom tilbage til høstfolkene, var han stum og kunde ikke tale et ord, men pegede og tegnede for sig. De troede, at det var af skræk, men da han ikke kom sig dagen efter, søgte de med ham til præsten, der dog ikke kunde hjælpe, för han havde været på bjærget og talt med troldtøjet, da gav det ham mælet igjen.

Jobannes Olesen.


545. Min bedstefader har en gang fortalt, at da han og nogle andre drenge en gang var inde i Höjris skov, kom de til en höj, og der så de ved middagstid nogle små drenge med røde hier løbe rundt om højen. Så gav de sig til at råbe på dværgen og dværgkonen. Hun kom først ud og var en lille lav kone, og han kom sidst og var den mindste af alle drengene. Så satte hun efter dem, og de løb, men så kom de for en å og havde nær ikke kommet over den, men hun blev stående ved den anden bred. Siden turde de ikke kalde på hende.

Rødding.


546. To börn sad og legede på Barnehöj i Landsgrav. Da fik en af dem i sinde at råbe, at Barnehöjs-kjællingen skulde komme. Pludselig blev der sådant rabalder i højen, så drengene gav sig til at løbe, og den ene glemte sine træsko. Men han, som havde råbt, turde aldrig siden gå forbi Barnehöj om aftenen.

A. N.


547. Der var en gård i Eskildstrup, som havde haft mange ejere i kort tid, og de var enten snart døde eller blevne forarmede og smidt ud af herremanden. Så kom der en ny mand, og den aften, da han nyttede ind i gården og kom inden for porten, sagde han: «God aften, Skalle!» - «Aften!» sagde en stemme oven over porten. Manden eller karlen, for han var ugift, sagde: «Er her nogen, som jeg ikke kan se, så beder jeg dem til gjæst lille-juleaften.» Den bestemte aften kom trolden, just som bonden og hans folk var færdige med deres staldtjeneste og var komne ind i stuen, men havde dog endnu ikke tændt lys. Da han trådte ind, sagde han: «Aften, og en glædelig jul alle sammen.» — «Hvem er du?» sagde bonden. «Jeg er den, du bad til gjæst i aften.» — «Så vær så god at sidde op til bordet og tag en bid mad.» Trolden satte sig og spiste. «Nu beder jeg dig til gjæst lille-nytårsaften,» sagde trolden. «Ja, det er godt nok, men hvor boer du?» — «Når du bare går uden for din stalddör, så træffer du mig nok.» Den bestemte aften gik manden uden for stalddören og blev ført ned i troldens bolig. Den så smukt og godt ud, syntes han, og trolden bad ham til bords. Han satte sig op, og de spiste risengrød. Men som de bedst sad og spiste, snappede trolden hurtig fadet af bordet. Bonden blev lidt forundret over det, men han tog mod til sig og sagde: »Hvad skal det betyde?» — « Ser du ikke, det drypper ned på bordet?» spurgte trolden; «derfor er det, at ingen kan bestå i gården, men vil du flytte stalden hen i en anden længe, så skal du blive en rig mand her.» Det gjorde bonden, og så gik det ham godt.

H. Nielsen.


548. En herremand havde en gård, som ingen vilde have i fæste. Men til sidst tvang han en karl til at tage den, og da nu den ny ejer den første morgen kom til gården, hilste han i sin utilfredshed på den med de ord: «God morgen, Skaldepande !» — «Hvor véd du, at jeg hedder Skaldepande,» svarede én — og det var nok en trold — henne fra laden, «men det er nu det samme med det, vil du opfylde, hvad jeg begjærer, så skal vi nok komme ud af det sammen.» — «Ja, det vil jeg gjærne, hvis det er til at opfylde,» svarede manden. «Det er ikke andet, end at du skal flytte din stald, for kreaturernes urenlighed flyder al tid ned på mit bord.» — «Ja, det skal jeg nok,» svarede manden. En juleaften gjorde trolden sin datters bryllup, og manden så hele stadsen, de dandsede i gården, og alle döre og porte flöj op, men ingen så noget, uden manden.

P. Olsen.


549. På Tårnholm gods var en gård, som næsten al tid stod folketom, fordi ingen kunde være der for spøgeri. Til sidst tvang herren en karl til at være der, men det var og en dristig fyr, som ikke let lod sig forbløffe. En aften gik han hjem fra byen, hvor han havde leget på gade, og da han kom i nærheden af gården, sagde han: «God atten, Skaldet!» Han mente gården, fordi den var så nøgen; men trolden, som spøgede der, hed Skaldet, han kom derfor straks hen til karlen og sagde: «God aften, du er den første, der har nævnet mig ved navn, dersom du vil lyde mig, så skal du blive rig. Du behøver blot at lave stue, hvor du har stald, og stald, hvor du har stue, ti skarnet fra din stald er mig til besvær.» Det gjorde karlen, og siden lykkedes al ting for ham, så han snart blev en rig mand.

Chr. R.


550. Der var en mand i Fåborg, de kaldte for Mads Kusk i Agerbæk. Han og hans kone, de var ude i mosen at læsse et læs kjærhø. Så kom der en bitte mand med en rød lue på vippende over knoldene hen efter Gavlbjærg. Det bjærg sigtede han efter. Så siger konen: «Hvad er det for en én, der kommer med den røde lue på?» Manden kunde ingen ting se, og hun måtte stå og vise efter den med hånden. Den kom fra Rishöj og satte over efter det andet bjærg. «Da gad a nok set den karl», lægger manden til at bande. Lige i det samme, som han bander den slemme bande, sigter den bitte mand lige efter dem. Da han kommer nær hen til dem, så kan manden se ham. Han giver sig nu til at læse hans Fadervor, for han tænkte, at han kunde læse ham fra sig, og så vender han også om og fortsætter ad Gavlbjærg til. Gavlbjærg er et stort fladt bjærg, min fader har boet derved i 30 år, og a kjender det så godt. De vilde have til, at bjærgfolkene i Rishöj og Gavlbjærg havde omgang med hverandre.

Kai Burchardt Nielsen, Harte.


551. I Norbjærg, en gård i Gjötrup, havde de en hund, som aldrig tav nætter ud. Tæt ved gården var en lille höj. En aften, da karlen vilde gå til Drøstrup, kom han forbi højen og gav sig til at råbe efter bjærgmanden. Næste aften gik han igjen til Drøstrup og bar sig lige sådan ad. Da korn bjærgmanden ud og spurgte, hvad han råbte efter ham for. Karlen vidste ikke, hvad kan skulde svare hertil. Bjærgmanden sagde, at det kunde endda blive godt, når han vilde få deres hund bunden eller skudt, for han kunde ikke komme til brønden for den, når han hentede vand om natten. Gjorde han det, skulde der komme lige så megen lykke til gården, som der för havde været vanlykke; men blev hunden ved at gå løs, skulde det gå ilde både med karlen og de andre folk der. Karlen gik da lige hjem og fortalte sin husbond, hvad bjærgmanden havde sagt. Manden lod straks hunden skyde, og han kom ikke til at fortryde det.

Nik. Christensen.


552. Den nys bortdøde Frann-skrædder, der troede om sig selv, at han kunde mane rotter bort ved læsning, havde en krøbbels, forstandssvag dreng. Det er velbekjendt, at skrædderen nødte ham til at anråbe troldfolket i Maglehøj, der ligger lige over for Tudse skole, om penge. Det skete med de tre gange gjentagne ord, der fremsagdes i skrædderens overværelse: «Fader, fader, giv mig penge!» Men forgjæves.

F. Dyrlund.


553. Den gamle Villads her i Ersted — han boede i den allervesterste og sønderste gård — det var sådan en heksemester, og han kunde komme deher bjærgmænd og ellefolk i tale, når han vilde. Så boede der en bjærgmand ude på hans mark i en bakke, der hedder Kringelbjærg, sønden for vejen til Årestrup, der er en grusgrav i den nu, og ham kaldte de Kringelbjærgmanden. Se, ham sagde gamle Villads, at han kunde komme i tale, når han vilde. Så var det en aften, at han og Kolde-Per og Sören Østergård — det var netop ham, der siden kom til at bo i Tveden — de sad og svirede i den nordvestligste gård her i byen, og da de havde fået dem nogle dramme, så begynder Villads at prale af, at han kan komme denher bjærgmand i tale, og dersom de vilde følges med ham op til Kringelbjærg, så skulde han kalde på ham, så de kunde få ham at se og komme til at snakke med ham. Ja, de vilde da godt med, sagde de, måske fordi han ikke skulde tro, det kunde forskrække dem. Så rejser de jo af derud med hverandre, og så siger Villads, hvordan de har at forholde dem. «Nu skal vi gå tre gange omkring bjærget, og når a så slår tre gange i bjærget med min kjæp, så kommer han mossel.» Nå, de spaserer jo omkring bjærget, og så slår Villads ned i jorden med kjæppen og råber åpå ham: «Davbjærremand, kom her ud, der er to, der vil tale med dig !» — «Der er tre,» sagde Kolde-Per. Men han vilde ikke komme. Han slog anden gang, og der kom ingen. «Ja, når a slår nu tredje gang, så kommer han mossel. Han tænkte måske, de skulde være blevne forskrækkede og rendt deres vej. Nå, så slog han tredje gang, men der vilde ingen til at komme. I det samme giver en hund sig til at gjø så stærkt, det var netop Sören Bravlstrups her oppe ved skoven. «Nu véd a mossel besked,» sagde gamle Villads, «bjærgmanden er gået derop, og på den måde kan han jo da ikke komme ud til os i aften.» Sådan slap Villads for at kalde bjærgmanden frem, for de skal jo begå dem med lögn, og hvordan de kan, når de kan ikke nærere.

Villads så så tit deher bjærgfolk, han så, de gik og spaserede fra Bavnhöj og ned til degnens fåresti, og der fra og ud til Kringelbjærg, og de gik og tog hverandre i armen og havde voksfakler eller lys i hånden. Der var en gang et kobbel får, der slap ned for ham i Kringel bjærg, og havde han ikke haft så meget mere klogskab, så havde han aldrig fået dem igjen; men han læste dem op, for han havde Cyprianus og hans bøger og kunde komme Gamle-Jerrik i tale.

Jens Kristensen, Ersted.


554. Mosemanden går fra Nedre-höje til Hammel höjeDjörup hede. Der var en sti tværs over markerne, og det så ud, som én kunde have gået med en høle og skåret kornet af hele det strög. I de sidste år er den sti forsvunden. A tror, a er kommen imod ham en aften. Det var i Karls mose neden for Snorup höje. Han så ud som et almindeligt menneske. Der fulgte en dreng med mig, og han bad godaften, da vi kom til ham. A sagde til drengen, han skulde tie stille, «én véd ikke, hvem én snakker til om aftenen». Men han bad en stor dæwel på, at vilde han ikke svare, så skulde han få noget andet, og da drengen gik med et töjr, slog han løs efter skikkelsen. Da blev den så stor, så stor for vore öjne at tykke. Men det blev ved at passe sin vej, og vi paste vores. Drengen blev straks så syg og brækkede sig, te a döjede nok med at få ham hjem, a måtte bære ham til sidst, og han var syg en tid lang efter.

Jens Mark, Vokslev.


555. En aften efter solnedgang red nogle drenge ud for at søge efter løsgående heste, som skulde bruges næste dag. Det var i den tid, da folk lod kreaturerne gå vårløst (ɔ: hvor de lystede), som det hedder på bornholmsk. Da drengene kom til Haglebjærgsbakkerne, red de derop for at se sig om. Her traf de en mand, som de ikke kjendte, han spurgte dem, hvor de agtede sig hen. «Vi er ude at lede efter smådjævle,» svarede de muntert. Med ét forekom det dem, at hele højen stod i lys lue, hvorover de blev ikke lidet forfærdede og sögte at komme derfra, hvilket dog ikke lykkedes dem för næste morgen, ti hvordan de end vendte og drejede sig, var de bestandig på højen, dog gjorde ilden dem ingen skade. Den ukjendte så de ikke mere til. For fremtiden vogtede de sig meget omhyggelig for disse slemme bakker.

Chr. Weiss.

En karl kaldes på Bornholm dreng, og man har benævnelserne hoveddreng, dreng og halvdreng for forkarl, karl og större knøs. En dreng kaldes derimod for hårra, og pigen pejin, samt et pigebarn pipling.


556. En mand havde været ude at spille til et gilde, men kom sent hjem. Da han kom forbi en banke, hørte han en græde. Han spurgte så: «Hvad fejler du, min lille?» men fik intet svar. Han gik videre, men med et råbte én med vældig stemme ham ind i öret: «Hvad fejler du, min lille.» C. M. L.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.