Rangåvolde syssel (K.Kålund)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Rangár-Vallasýsla
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands
Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island


P. E. Kristian Kålund


Rangåvolde syssel
Rángárvalla sýsla

[Indbyggerantal c. 5000]


Hinsides (sydøst for) Tjorså strækker sig Rangåvolde syssels vestligste del, de to anselige landskaber Holterne (Holt) og Landet (Land), eller, som man også finder dem benævnte, da de hver indeholder én hrepp, Holtamannahreppr og Landmannahreppr. For dem begge danner Ydre Rangå (Ytri Rangå) under hele sit løb den østlige (ɔ: sydøstlige) grænse. Til det øverste af disse landskaber, Landsvejten, fører alle Tjorsåvadene; dog ligger det sydligste af disse (Eyjarvað) omtrent på hreppsgrænsen, der dog kun dannes af nogle mosestrøg, i det de to landskaber i øvrigt gå umærkelig over i hinanden. — Landsvejten er til dels en smuk bygd med bølgeformige eller flade græssletter, hist og her afbrudt af en lille hraun- eller sandstrækning; men længere nord på tiltager disse, de øde strækninger få overhånd og flyvesandet ødelægger mere og mere de tidligere her ikke ubetydelige skove. Bygden selv har kun et enkelt ubetydeligt fjæld, men i nordøst hæver sig Burfell (i A.) og Hekla.


Oppe i ubygden (avretten) flere mile nord for Hekla udspringer Rangå, knap en halv fjærdingvej fra Tjorså, og samme ringe afstand vedligeholder den endnu en mils vej sydligere ud for det under Tjorsådal (i A.) omtalte Burfell. Åen kan ikke sammenlignes med de langt større vandløb Ölveså og Tjorså, men i følge J. C. Schythe[1] vokser den på grund af særlige forhold kort efter sit udspring til en vandrighed, der ikke står meget under dens vandmængde flere mile længere nede i bygden, hvad der gør fortællingen om Hjaltes sejlads noget mindre usandsynlig. At han kunde ønske at foretrække Rangå for Tjorså kan forklares af hin ås roligere og jævnere løb og mere lige retning.


I den nærmeste egn syd for Burfell på denne side Tjorså har indtil ind i dette århundrede været betydelige skove, disse skal fordum ligeledes have bedækket den smalle strækning mellem Tjorså ved Burfell og Rangå, de såkaldte Kjøldragatunger (Kjöldragatungur, var: Kjölreka-, Kjallraka-túngur); her, fortæller nogle, skal Hjalte Skeggessön have hugget en del af tømret til sit skib; almindelig berettes, at han herover trak sit skib til Rangå, — og navnet afledes da af, at han her mistede kølen, eller man forsøger andre etymologiske gætninger (af sporet efter kølen «kjölrák»)[2]. Skibets flytning tænker man sig udført på den måde, at det over is er bleven ført over Tjorså og ligeledes på is over de ofte om vinteren oversvømmede tunger til Rangå.


Lidt nord for gården Flagbjarnarholt[3], lige ud for øen Ånæs ligger en langagtig (nyre- eller halvmåneformet) græsgrot bakke Tingholt (Þíngholt); den lille dal, der dannes mellem bakkens to udgående hjørner, beskyttet mod nord- og østenvinden, indeslutter en del tomter, der må betragtes som hørende til de mærkeligere oldtidslevninger, øjensynlig resterne af et gammelt tingsted. Man påviser her stedet for i alt 8 bodtomter (hvoraf 2 nu er ødelagte), alle anbragte således, at de løber ud fra bakkeskråningen og vender den anden gavlende, hvor indgangen synes at have været, ind imod dalen. De er gennemgående meget store, fra 10 — 13 fv. lange (en nu ødelagt undtagelsesvis kun 8), bredden omtrent 3 fv. Flere synes at have haft en slags udbygning eller at have været afdelte i en større og mindre afdeling. Først kommer yderst imod sydvest en stor bodtomt, der synes inderst imod bakken at have haft en mindre og snævrere; fra den flade slette neden under synes en skrå, ophøjet vej at have ført op til boden. Tæt ved siden af denne findes en cirkelrund kreds, indvendig 9 fv. i diameter; den særdeles kendelige græstørvsvæg er desuden én favn tyk; denne kreds er vistnok med rette antaget for en domring[4]. Noget mere imod øst har ligget en større og en mindre bod, der nu begge ere ødelagte ved de for en 30 år siden her anlagte fårehuse. Lidt herfra ses største delen af en stor bodtomt, hvis inderste del nu er ødelagt af et lille der opbygget høhus. Længst imod nordøst findes endelig fire store bodtomter, hvoraf to synes at have haft en mindre indre afdeling, en tredje synes endog at være delt i tre afdelinger. — Dette hensigtsmæssige, ualmindelig vel bevarede og upåtvivlelig fra oldtiden stammende tingsted omtales ikke i nogen saga, heller ikke traditionen ved noget om, naar eller af hvem det er bleven benyttet. Fra »domringen« i Ånæs ligger det ikke meget længere borte end tingstedet ved Budafoss (A.), og Ånæs er som omtalt kun tilgængelig fra denne side. — Straks sydvest for den første bod ser man de tidligere nævnte spor af gamle ridestier, vejene til det fordums over Ånæs farende vad; nu rider man over i øen lidt højere oppe. — Fra Eyjarvad strækker hreppsgrænsen sig i sydøstlig retning ned mod Rangå; i Landsvejtens sydøstlige hjørne står gården Snjallstenshövde (Snjallsteinshöfði eller Snjallshöfði) under en lille højde tæt ved Rangå. Det er her, at Snjallsten ifølge Ldn. (s. 286) fanges og dræbes af Önund til hævn for et ved Sandhólaferja begået drab, hvad der igen drager begivenhederne i Vælugerde (A.) efter sig. Ellers er denne egn meget fattig på historisk mærkelige steder; man kan indskrænke sig til at minde om den omtrent midt i hreppen liggende gård Skard (Skarð), nærmest for at gjøre opmærksom på, at dette er de ældre kilders (Bsk.s og Sturl.s) Ydre Skard (»Skarð it ytra« eller »vestra«)» tidligere ofte forvekslet med det i den tilstødende hrepp nærmere Hekla liggende, men nu forsvundne Østre Skard. Ogsaa kan det lidt sydvestligere Store Klove (Stóri Klofi) nævnes, som bolig for den i den senere tids annaler (c. 1500) meget omtalte »Torve rike». Et meget langt gærde eller en ophøjet vej, der ligger oven for Store Klove og når næsten tværs over hreppen (omtr. ½ mil) henføres til ham som den mest bekendte mand her; rimeligvis har man her for sig en af de betydelige, ofte ligefrem forbavsende gærdelægninger fra oldtiden, der træffes på så mange steder på Island, og som må forklares som grænseskel mellem de forskellige jorder eller kommuner; ofte gætter man også på, at de har været »göngugarðar», ophøjede veje for mennesker og kreaturer[5]. Omtrent svarende til Landmannasvejten bruger Ldn. betegnelsen de ydre Rangåvolde (Rangávellir enir ytri); en del af eller måske hele den svejt, som nu kaldes Holterne (Holt), har derimod været indbefattet under navnet Tjorsåholterne (Þjórsárholt)[6].


Neden for Landmannahrep strækker sig som omtalt Holtamannahrepp, større end den forrige, mellem Tjorså og Rangå, helt ned til søen. Det er et ikke ufrugtbart, men fugtigt landskab bestående af mosestrøg og en mængde smådale adskilte ved mellemliggende holter, der har givet disse egne deres navn (» Holterne »). Tjorsåen danner en del af hreppens nordlige og hele dens vestlige grænse. Ved sit udløb danner den ligesom Ölveså en stor af sandrevler og grunde opfyldt bredning, der stadig udvider sig; dog synes åen nu mest tilbøjelig til at kaste sig mod den vestlige bred, i sydvest ligger også åens nuværende munding. Det er tidligere omtalt, at Tjorsåens udløb formodes fordum at have været en del østligere; dette, der er en almindelig antagelse, bekræftes, som bemærket, ved den ret, som den sydøstligste gård i Ånæs syssel har til en stump forstrand øst for åmundingen, og gør tillige beretningerne om, at Tjorsåos (Þjórsáróss) i oldtiden har været brugt som landingssted for skibe, noget sandsynligere; medens der nemlig uden for åens nuværende munding ligger skær, findes længere øst på ren sandbund.[7]. Dette landingssted nævnes kun i Ldn. én gang, i det der fortælles, at landnamsmanden Torarin Torkelsson landede i Tjorsåos; efter det på hans skibsstavn værende tyrehoved fik åen navn. Desuden fortæller Eg. (s. 44 — 45)[8], at landnamsmanden Ketil hæng sejlede gennem Tjorsåmundingen op i åen, Ldn. siger derimod, at han landede i Rangåos; og den forklaring, som Eg. tilføjer, at åen da løb i meget snævrere leje og var dybere end nu, viser, at forholdene i al fald på forfatterens tid (d. 13de århundrede) ikke var gunstige for skibsfarten. Endnu kan anføres, at i følge Flatb. I, 213 landede Torlejv jarleskjald i Tjorså, og i året 1342 led i følge samme annal den nordlandske biskop Orm ved sin hjemkomst til landet skibbrud ved Tjorsåsand (braut skipit við Þjórsársand).


Fljótshlíð - (W.G. Collingwood, 1897)
I det foregående er Rangåos (Rangáróss) nævnt; nogen egen munding for Rangåerne findes imidlertid nu ikke, og i det hele har det mellem Rangåernes tidligere udløb og Tjorsåen liggende land, hreppens nederste del, undergået store forandringer, til dels i en ikke fjærn fortid. Foruden på oven nævnte sted omtales et skibs landing i Rangåos endnu en gang i Ldn. (s. 294); i følge Hungrv. (s. 66) landede ligeledes Gissur Islejvssön her ved sin hjemkomst fra udlandet umiddelbart før hans udvælgelse til biskop.


Til oplysning om Rangåernes nedre løb tjæner ogsaa følgende sted af Ldn. (s. 289), hvor der fortælles om tre søskende (Hild, Hallgejr og Ljot), at de tog land mellem Fljot (ɔ: Markarfljot) og Rangå, hele Eyjasvejt (ɔ: alle Landøerne) op til Tværå (Þverá). Nu er Tværå en stor å, egenlig kun en arm af den store jøkelelv Markarfljot, der gennemstrømmer den østlige del af syslet; i sit løb gennem den nedre del af syslet fra øst til vest danner den nordgrænsen for de flade ved søen liggende strækninger Landøerne, optager nord fra først østre (eystri) og kort derpå vestre (ytri) Rangå, hvorefter den deler sig i to arme Djupos (Djúpós) og Hôlså (Hólsá eller Hólsár farvegr ɔ: Hôlsåleje). Hovedmassen af vandet går gennem Djupôs lige mod vest til Tjorsåens bredning. Hôlsåen har en sydlig retning ned imod kysten, men dens leje ligger nu for største delen tørt; dog danner den endnu som en fortsættelse af ydre Rangå østgrænsen for Holtamannahrepp og adskiller denne fra Landøerne. Den nederste lille del af Holtamannahrepp, der begrænses af Djupos, Holså og Tjorså, er en ø, den saakaldte Tykkebæ (þykkvibær). Af biskop Finn Jonssön (Hist. eccl. IV. s. 28 ffg.) kaldes dette Tykkebæ endnu ligefrem »Th. in Holtum« til adskillelse fra »Th. in Veri«; og den etymologi som han giver af det sidste Th., at det egenlig betyder »densas habitationes«, passer også meget godt paa det her omhandlede, der optages af en stor samling gårde (kot ɔ: parceller) , af hvilke dog ingen enkelt vides at have båret navnet Tykkebæ.


De tidligere forhold her erindres dog meget vel endnu; indtil hen imod dette århundredes begyndelse kendtes Djupos ikke, nord for Tykkebæ var to ved en bæk forbundne småsøer (Bæarvatn og Fiskivatn); Tværå-Rangåernes vand førtes derimod bort gennem Holså, endnu i A. M. (1709) benævnt Rangå, ligesom selve udløbet i hovedkortet fra forrige årh. (Knoffs, 1734) findes betegnet som Rangåos. Men da indtrådte en pludselig forandring, formodenlig bevirket ved et pludseligt tilløb fra Markarfljot til Tværå; denne må oprindelig have været at betragte som en biflod til østre Rangå[9], men er da nu optrådt som hovedfloden, der optog begge Rangåerne i sig og brød sig en ny vej Djupos gennem begge de nævnte småsøer ud til Tjorså[10]. Det gamle leje mistede største delen af sit tilløb, og en stor del af dette ligger nu tørt, kun i den øverste del nærmest Djupos er vandets bredde endnu betydelig; denne arm af åen benævnes siden Holsåfarvej. Navnet Holså — efter en gård Ytri Hóll på åens østre bred — har dog alt tidligere begyndt at fæste sig ved de forenede Tværå-Rangåers nederste del, et sådant eget navn for denne del af åen har paa grund af dennes vandmængde og forandrede retning (den pludselige drejning mod syd) intet påfaldende ved sig[11]. Rangåernes udløb har vistnok været mange omvekslinger underkastet på grund af de flade foranderlige sandstrækninger, der langs denne del af landet danner kysten, ligesom tilfældet endnu er med det i Holsåens leje løbende vand. For en del år siden havde Holsåen sit udløb i sydøstlig retning ikke meget øst for Tykkebæ (ud for Grímsstaðir); dette tilstoppedes, og i nogen tid havde åen egenlig intet udløb, men bredte sig over den flade strandbred inden for kysten i Vester-Landøerne, hvor den dannede en saakaldt »gljå» (gljá — en flad stillestående vandsamling); nu har den brudt sig et nyt om end temlig ubetydeligt udløb sydøstligere, hvorimod gljåen er optørret. På de Knoffske kort fra forrige århundrede ses åen (kaldet Rangå) tæt ved kysten delende sig om en lang smal sandstrækning Rangåsand (Rángársandur) med hovedudløb »Rangåos« sydøst for Tykkebæ, hvorimod den anden arm — der vel kun har været en gljå — langt østligere har udløb fælles med en arm af Markarfljot, det saakaldte Affall[12].


Med undtagelse af forholdene ved disse åmundinger er der ikke meget i dette landskab, der tiltrækker sig historikerens opmærksomhed. Omtrent en mil fra Tjorsåens munding, hvor åen allerede har nåt en anselig bredde, ligger gården Sandholafærge (Sandhólaferja). Her er endnu færgested, som da Stén »hin snjalle« og Sigmund Sighvatssön kom i strid angående færgen; kampen må vel have stået på den anden åbred, de kom nemlig »utan af Eyrum«. I følge Ldn. (E. s. 284) skal Sigmunds høj imidlertid findes øst for Tjorså, om den ved man intet bestemt nu; gården Sandholafærge selv skal for have stået nærmere åen. En halv mils vej sydligere, nord for Djupos eller rettere dens vestlige bredere fortsættelse, ligger, hvor denne munder ud i Tjorså, gården Håv (Háfr, Krstn s. 21)[13]. Et par mil øst for Sandholafærge, ved Ydre Rangå ligger Ravntofte (Hrafntóptir), hvor Ketil hæng opholdt sig den første vinter efter sin ankomst til Island; navn tog stedet efter Ketils søn Ravn, den senere lovsigemand, der fødtes her. Oven for Ravntofte er en foss i Rangå[14]; under denne findes i følge sagnet en jærnring i klippen, hvorved Ketil hæng bandt sit skib, et sagn, der i al fald viser, at man har tænkt sig Ketil landende i Rangå[15].


Hekla - (W.G. Collingwood, 1897)
I disse to hrepper så vel som i de fleste andre egne af dette syssel (undtagen Landøerne) findes adskillige huler (hellrar), såvel kunstige som naturlige. Man anser dem for så bekvemme til fåre- og høhuse, at man ofte hugger sig sådanne, hvor en blødere stenart findes[16]. Øst for Landmanna og Holtamanna hrepper ligger, begrænsede af Vestre og Østre Rangå, de egenlige Rangåvolde eller Rangåvoldesvejten (Rángárvellir, Rángárvallasveit). Smallest mod syd, hvor disse åer ved deres udløb i Tværå kun er fjærnede en fjærdingvej fra hinanden, og hvor Rangåvoldene rimeligvis oprindelig har endt i en endnu regelmæssigere odde dannet ved de to åers sammenløb, før Østre Rangås biflod Tværå ved at opkaste sig til hovedåen gav forholdene her et andet udseende, — tiltager dette landskab i bredde mod nord (egl. nordøst), i det de to Rangåer spreder sig mere og mere op mod deres kilder. Den nordligste del indtages fuldstændig af Hekla og dens nærmeste omgivelser, nord for hvilke Vestre Rangå har sit udspring; den noget mindre Østre Rangå (Eystri Rangá) udspringer nærmere bygden i hraunet øst for Hekla. Hinsides dette fjæld strækker sig kun ubeboede fjældgræsgange. På Rangåvoldene træffer man ligesom i »Landet« mere eller mindre bølgeformige græssletter af og til afbrudte af sand- og grusstrækninger; men jo nærmere man kommer Hekla, desto mere tiltager det sorte vulkanske sand, hvorigennem større og mindre hraunblokke stikker frem, og kun pletvis afbrydes den øde flade af en enkelt grønsværstue eller plet med marehalm (blaðka) eller forkrøblede pile- og birkekviste. Hekla eller rettere Heklefjæld (Heklufjall ɔ: Kappefjældet), der har givet ikke alene denne egn, men en stor del af sønderlandet sin karakter, hæver sig umiddelbart oven for bygden som en stump kegle, blå med hvide sneskjolde (en sådan større sneplet, der navnlig mod vest sænker sig fra toppen ned ad fjældsiden, har sandsynligvis givet anledning til fjældets navn), synligt allerede fra næsten ethver sted i Ånæs syssel, hvad dets betydelige højde, omtrent 5000 f., gør let forståeligt. Allerede i en fjærn forhistorisk tid har det medvirket til at give sønderlandet sin nuværende skikkelse, således skyldes den lavastrækning, der viser sig paa begge Tjorsåens bredder, og som danner underlaget i hele Floen, dette fjæld. En noget yngre strøm må antages at have bedækket Rangåvoldene; også den var vistnok i sin tid fuldstændig græsklædt og på mange steder bedækket med kratskov; men de hårde nordenvinde, understøttede af senere udbruds ødelæggende virkninger, har for en stor del blottet grunden for grønsvær, og af skovene er der nu kun svage spor tilbage. Det samme gælder en tredje strøm, der til dels har dækket den sidstnævnte. Jo nærmere man kommer Heklas fod, desto mere nøgen og øde blive hraunene, der med stejle vægge hæver sig; over hinanden, så at de højeste, ufrugtbareste og yngste ligger nærmest fjældet; mindst over en strækning af en mil nærmest fjældet breder disse kun med en enkelt mosart bevoksede hraun sig, om hvilke man antager, at de er udflydte i den historiske tid.


Hekla hører til de såkaldte længdevulkaner, der ikke har noget bestemt hovedkrater, men udbruddene finder sted forskellige steder langs ad vulkanrævnens strækning, hvor der da i reglen for hvert udbrud dannes flere eller færre ny kratere, medens de tidligere til dels forsvinde. Ligeledes har mange udbrud fundet sted fra forskellige småkratere omkring fjældet.


På en fra nordøst til sydvest løbende fjældryg hæver den egenlige vulkan sig bestående af sort pimpsten, slagger og aske, der sammenholdes af de langs fjældets sider nedflydte lavastrømme, en løselig opstablet bygning, der ved de fornyede udbrud bestandig er vokset, indtil nu et af landets højeste fjælde på denne måde er opdynget. Om end måske voldsommere og mere ødelæggende udbrud har fundet sted fra andre vulkaner på Island, er det dog naturligt, at Hekla ved sin beliggenhed umiddelbart ved en frugtbar bygd og ved sine udbruds talrighed, i hvilken henseende den ubetinget indtager den første plads, i en særlig grad har tildraget sig opmærksomheden. Annalerne indeholder omstændelige beretninger om dens rasen, dens ry strakte sig vidt ud over Islands grænser, og både for folketroen her og andetsteds kom fjældet til at stå som selve de fordømtes pinested.


Hekla - (A. E. F. Mayer, 1836)
Efter en forholdsvis lang hviletid havde vulkanen som det synes sit første udbrud siden Islands bebyggelse år 1104. Siden den tid er intet århundrede gået fri for udbrud; det sidste fandt sted 1845; i alt synes vulkanen at have haft mindst 18 (eller 17?) større udbrud. Til disses særkende hører en af det tykkeste mørke ledsaget umådelig sand- og askeregn, der gentagne gange har gjort stor skade på de neden under liggende bygder og vilde have gjort det endnu mere, hvis ikke ofte vindretningen havde ført den ind over de nord for liggende fjældheder, hvorfra den så spredtes ud over det hele land, voldende misvækst og kreaturdød[17]. Desuden berettes idelig om ledsagende jordskælv, lyn og torden og frygtelige brag fra fjældet; om udflydte lavastrømme hører man derimod ikke så meget. Nogle af de frygteligste udbrud fandt sted i det 14de århundrede. Ved udbruddet år 1300, der anses for Heklas sjette, fortælles der, at »fjældet rævnede, så at det vil kunne ses, sålænge Island er bebygget. I den opkastede ild fløj mellem hinanden store klipper som kul i en esse, og af deres sammenstød opstod så voldsomme brag, at det hørtes på nordlandet og vide andetsteds.« Den her omtalte kløvning af fældet skal man endnu kunne se spor af i fjældets sydvestlige del og forfølge helt ned til grunden[18]. Det næste udbrud 1341 har vist nok været endnu fordærveligere ved det voldsomme sand- og askefald, der siges at have ødelagt fem hrepper; i fjældet hørte man, som om en uhyre stor sten eller klippeblok kastedes frem og tilbage, og i ilden syntes man at se fugle flyve, både små og store, med forskellige lader, og man antog, at det var sjæle.


I det derpå følgende udbrud 1389-90 er rimeligvis gårdene Eystra Skarð og Tjaldastaðir i Rangåvoldesvejt blevne ødelagte, ligesom skovene oven for Skard, vistnok af den udflydte lava, skønt det for den første gårds vedkommende måske først fuldstændig er sket under et udbrud, som skal have fundet sted ved midten af det 15de århundrede, og hvorved 18 gårde i Rangåvoldesvejt siges at være blevne ødelagte, til dels for stedse[19]. Ved et udbrud 1510 kastedes gloende stene vidt om, så at endog en mand i Skålholt ramtes af sådanne[20]; under et andet 1597 så man fra nogle gårde 18 ilde i fjældet alle forenende sig til ét bål; 1636 sås ilden brænde til samme tid på 13 forskellige steder i fjældet[21]. År 1693 havde igen Hekla et af sine største udbrud, det som i reglen anses for det sekstende, fordærveligt for gårde og skove ved sit stærke aske-, sand- og pimpstensfald; fra fire forskellige steder hævede ilden sig i fjældet. Derefter hvilede vulkanen så at sige til 1766, da der fandt et stort og skadeligt udbrud sted, det eneste i det 18de århundrede. Sandfaldet, der heldigvis snart af vinden dreves i nordlig retning (hvor den imidlertid gjorde stor skade ved at fordærve græsset og foranledige kreaturdød), fik dog tid til at ødelægge fem gårde, mange birkeskove gik ud, åerne fyldtes nu som flere gange tidligere ved lignende lejligheder aldeles med pimpsten og kysten bedækkedes hermed; en lavastrøm brød frem og løb omtrent en mil i sydvestlig retning, to kratere sås at spy ild, et på fjældets top, det andet noget lavere mod sydvest.


Derefter holdt Hekla sig ualmindelig længe rolig, først 1845 fandt der igen udbrud sted, og dette hører endda til de mindst skadelige. Den udkastede aske førtes hovedsagelig i nordlig retning, en langs Heklas nordvestlige side udflydende lavastrøm voldte ingen ødelæggelse; efter udbruddets ophør fandtes langs fjældets ryg fem kratere, tre stdrre og to mindre. — Uagtet disse udbruds mængde og voldsomhed har de dog i følge deres karakter ikke været til hinder for den underliggende bygds fortsatte bebyggelse; i så henseende indskrænker ødelæggelsen sig til, at et par gårde i sin tid er blevne tilintetgjorte af de udflydende lavastrømme og nogle andre lagte i øde ved den udkastede aske[22]. Men en gennemgående forringelse af den omliggende bygd er derimod bleven bevirket ved det gentagne voldsomme sand- og askefald, der dels straks har ødelagt græs- og skovvæksten på mange steder, dels har givet jordbunden mindre kraft til at modstå stormene og den dermed følgende opblæsning. Dog er den øvre del af Rangåvoldene endnu en forholdsvis begunstiget egn, og selv hvor landet for den mindre opmærksomme betragter ser ud som en ørken, findes ofte ypperlige græsgange for talrige fåreflokke hele året rundt[23].


Den her omtalte mellem Rangåerne indesluttede Rangåvoldesvejt, hvorunder formodenlig i oldtiden hele den øst for liggende lille Hvolhrepp indbefattedes, benævntes almindelig Rangåvoldene (Rangárvellir — sål. Nj. f. eks.); Ldn. kalder denne landstrækning særlig de østre Rangåvolde (Rangárvellir enir eystri, s. 295) i modsætning til den nuværende Landsvejt. Islb. benævner bygden Rangåhverve (Rángárhverfi, s. 6). Beboerne af denne egn kaldtes Rangæingar (Nj. 124, 252), et navn, der dog også synes undertiden at være brugt i mere udstrakt betydning om beboerne af det nuværende Rangåvolde syssel i det hele taget (Nj. 133). Efter Rangæingerne som de mest fremtrædende af Sønderlandets beboere benævnes undertiden hele fjærdingen Rangæinge fjærdingen (Rángæínga fjórþungr, Islb. s. 16) i steden for det sædvanlige Søndendinge-fjærding (Sunnlendínga-fjórðúngr); i samme betydning som Rangæingar er undertiden »Áverjar« (Åverjer ɔ: Åfolk) brugt (Sturl. II, 260), og at Rangåvoldesvejten også i nyere tid stundum er benævnt Åverjahrepp ses af oven nævnte beretning om ødejorder her fra begyndelsen af forrige århundrede.


Oddi á Rangárvöllum - (W.G. Collingwood, 1897)
Denne egn er tillige med de nærmeste, øst og syd for liggende landskaber hovedskuepladsen for den berømte Njåls saga, foruden at steder her nævnes i forskellige andre sagaer. Sydligst i Rangåvoldesvejten omtrent midtvejs mellem de to Rangåer og heller ikke langt fjærnet fra den syd for liggende Tværå træffer vi først gården Odde (Oddi), en stor og rig præstegård, beliggende på grønsværklædte småbakker, der udgør en del af tunet, og hvorfra man har et fuldstændigt rundskue over flade sletter til alle sider; først i baggrunden hæver sig til de tre sider fjælde. I Nj. nævnes Odde, da Gejr gode efter Gunnars drab til betryggelse for sine venner bosætter sig her en tid, og her begynder Skarphedin og Gunnars søn Högne hævnen efter Gunnar med at dræbe Gejrs søn Hroar selv anden (s. 369 ffg.). Dog først i en senere tid får Odde sin egenlige berømmelse; her fremblomstrede den bekendte høvdingeslægt Oddaverjerne. Den første mere bekendte af disse er den for sin lærdom berømte Sæmund Sigfussön den frode († 1133), hvem man uden grund har tillagt samlingen af den ældre Edda, en skikkelse, hvem folkesagnet snart bemægtigede sig. Han gøres til en stor galdremand, om hvis magt over djævlen der haves mangfoldige fortællinger (Isl. Þjóðs. I, s. 485 — 504). En gang forsøgte dog den onde at sætte sig op imod Sæmund; denne havde befalet ham at rense kostalden, men djævelen bar i steden for hele møddingen hen for indgangen til kirken, hvor Sæmund netop var ved at holde gudstjæneste; dog Sæmund tvang ham ikke alene til at bære møddingen bort igen, men endog til, til slutning, at slikke den flade sten foran kirkedøren ren med tungen, hvilket han gjorde med sådant eftertryk, at tungen efterlod spor i stenen. Stenen med den derved fremkomne fordybning vistes endnu til for kort tid siden i Odde i brolægningen foran indgangsdøren[24]. — Sæmunds sønnesøn Jon Loftssön, Snorres fosterfader, var i sin tid den fornemste og måske også mægtigste mand på Island. Han og hans nærmeste efterfølgere spiller en stor rolle i Sturlungetiden[25].


To til tre mil nordligere end Odde tæt ved Rangå finder man det bekendte gamle tingsted Tingskålar (Þiugskálar). Tingskåleting nævnes oftere i Nj. (s. 201 — 556), og flere gange fremhæves, at det og det tildrog sig på Tingskåleting om høsten; dog også det, for de tre til ét tingsogn forenede godord, fælles vårting holdtes her; som vårtingssted omtales det således ved år 1200 i Sturl. (I, 202 = Bsk. s. 458). Her indtræffer undtagelsesvis det tilfælde, at vårtingsstedet optræder med et navn, der ikke står i nogen forbindelse med navnet på den tilsvarende tingkreds. »Rangæinga þingsokn« nævnes tingkredsen Dipl. isl. I, s. 319, og Rangå ting (Rangár þing) finder vi det til Rangåvolde syssel svarende herred nævnt i Hákb. og Jónsb. Dog forekommer i Bdm. (F. s. 31) Rangålejd (Rangárleið) som benævnelse på høstmødet i denne kreds, der som vi ved fandt sted på Tingskålar, og i øvrigt kan der jo ikke være nogen tvivl om, at netop navnet Rangå tingsogn har sin oprindelse af, at vårtinget holdtes ved åen Rangå (på et sted, der efter de der opførte tingboder fik navnet Tingskåler). Dette sted er måske det tingsted på Island, hvor den største mængde bodtomter har været at se; men disse oldtidslævninger har desværre i den nyere tid lidt betydelig overlast, i det den tidligere noget sydligere liggende gård Vikingslæk (Vikíngslækr), til hvis land tingstedet hørte, i begyndelsen af dette århundrede (1811) nedlagdes på grund af sandfog og en ny under navnet »Þingskálar« opbyggedes midt mellem de gamle boder. Tingstedet er en aflang bakke, tidligere kaldet »Þínghóll« , der strækker sig fra øst til vest, og på hvis sydlige skråning gården er bygget, tæt ved hvor den største bod stod — der ved den lejlighed forsvandt. De endnu tilbageværende tomter i et antal af omtrent 50 findes neden for gården i tunet eller på den nærmeste strækning uden for samme; men de forsvundne boders plads erindres endnu af beboerne, og man påviser stedet for mere end 100. Bodernes størrelse har været til dels temlig betydelig, de største 9 — 18 fv. lange, 3 fv. brede; ejendommelig for flere af tomterne er en usædvanlig højde (flere alen), navnlig af ydervæggen og sidevæggene, hvor boderne står på skrå grund. De fleste synes at have vendt bredsiden ud imod den neden for liggende græsslette, flere at have haft en mindre afdeling ved den ene ende, nogle dør på bredsiden, eller vel endog to, den ene lige over for den anden, hver på sin langvæg. Interessant vilde det være, hvis det er pålideligt, hvad Povl i Åkværn fortæller, at der i bodtomternes mindre afdeling (det formodede »ildhus«) er bleven fundet arnestene og aske[26].


Tinget er bleven benyttet langt ned i tiden, således kender man eksempel på her fældede dødsdomme fra midten af forrige århundrede. Fra denne senere tids retstilstand må sådanne stedsnavne skrive sig som »aftökusteinn« , en stor sten, der stod, hvor køkkenhaven nu er anlagt, men som nu anvendes som grundsten i et af husene; »Þjófapollr«, ud for tingstedet tæt ved Rangå; »aftökugil« , en kløft ved en bækskrænt nordøst for tingstedet. Både på sidstnævnte sted og i dysser omkring ved tingstedet vil man have fundet opblæste menneskeben.


Et af hovedvadene over Vestre Rangå er nu noget oven for Tingskålar ved gården Bolholt; men kort syd for tingstedet findes ved åen nogle småhøjder, Vaðhólar; her antager man, at et gammelt hovedvad har været, så meget mere, som mange gamle ridestier ses ligge ned til åen forbi tingstedet — En halvanden mil nordøst for Odde ligger Kirkebæ (Kirkjubær), ligeledes omtrent midtvejs mellem begge Rangåerne; dens nærmeste omgivelser er jævne græssletter, men nærmer man sig gården fra nordvest fra et eller andet punkt ved Vestre Rangå, f. eks. Tingskålar, finder man disse sletter på en lang strækning fra nordjøst til sydvest afbrudte af en lidt højere liggende, men aldeles flad sand-, grus- og stenslette. På Kirkebæ boede den i Nj. ofte omtalte Otkel, fra hvem Halgerd lader stjæle fødevarer; i tunet vises en svagt ophøjet, oval tomt af temlig betydeligt omfang, der udgives for at være »skemmetomten« eller det nedbrændte udeburs plads[27]. — En mils vej længere i nordøst ligger gården Gunnarsholt, der har sit navn efter Gunnar på Hlidarendes bedstefader, i linje med den hinsides Vestre Rangå stående gård Snjallstenshövde; gården er på grund af sandflugt i den senere tid bleven flyttet noget østligere end før.


Øst for Kirkebæ støder man snart igen på udstrakte grussletter; disse så vel som de nordvest for Kirkebæ liggende tidligere omtalte har formodenlig holdt sig uforandrede fra oldtiden, da det vel er disse »sande« (sandar), som Gissur hvide og Gejr gode rider øster over til Hov (Nj. s. 366). — Følger man fra Kirkebæ af vejen over disse grussletter omtrent en halv mil i sydvestlig retning, ser man dem falde temlig pludselig af ned mod en grønklædt slette, der strækker sig til Østre Rangås bredder; her står lige for på sletten gården Store Hov (Stóra Hof), til venstre på en græsklædt højde Lille Hov (Minna Hof). Store Hov, der antages at svare til sagaernes Hov, er for en 150 år siden flyttet til sin nuværende plads på grund af sandflugt, tidligere stod gården netop på grusslettens brink, hvor vejen nu ligger forbi og hvor en varde er anbragt; her påvises stedet endnu, ligesom man også vil have fundet forskellige lævninger her af den tidligere bebyggelse. Hov grundlagdes først af den berømte landnamsmand Ketil hæng, der oprindelig tilegnede sig så godt som hele Rangåvolde syssel, nemlig alt land mellem Tjorså og Markarfljot. Hans sønnedatters søn var den fra Nj. så bekendte Valgård grå, der med sin søn Mörd boede her. Sit navn har naturligvis gården — som så mange andre på Island — af det her i sin tid opførte gudehus, der dog ikke omtales i sagaerne. I følge sagnet kaldtes den plads, der nu indtages af tunet, fordum »goða-lágar«[28]; her påvises i bunden af en lang grønklædt sænkning eller kløft gudehusets tomt, den er oval, længden 5 fv., bredden 4½ fv.


På en besynderlig måde benyttes nu Mörds og Valgards navne som stedsnavne, i det grusbrinken, der strækker sig øst for hvor det ældre Hov har stået, kaldes »Valgarðr«, og en lille høj straks neden for (syd for) gården Lille Hov »Mørðr«; om Valgards gravhøj derimod lader sig intet bestemt oplyse. — Lille Hov må formodenlig være det »annat Hof«, hvor i følge Nj. Skamkell boede; afstanden mellem gårdene er kun ubetydelig.


Noget oven for Hov falder den nord fra kommende ikke ubetydelige bæk Stokkalæk (Stokkalækr, ældre: Stotalækr, Nj. 260) i Rangå. En mils vej højere oppe (og omtrent lige så meget østligere) ligger kort fra Rangå gården Kelder (Keldur), bekendt fra Nj. som Ingjald fra Kelders bolig; ordet »kelda« betyder på islandsk nu sump, tidligere må det have haft den i de andre nordiske sprog almindelige betydning, ti gården har øjensynlig navn af de mangfoldige kilder, som vælder frem her og danner Keldnalækr[29]. — Gården ligger på randen af en lille grøn slette; lige over for (mod øst) hæver sig den blå Trihyrning (Trehjørning — Þríhyrníngr, navnet af de tre hjørner eller horn, hvormed denne afstumpede fjældpyramide ender) og det grønklædte Vatnsdalsfjæld[30], men ellers er gården omgiven af højere liggende lava- og sandsletter. Tidligere skal gården Kelder have ligget på sletten straks neden for den nuværende, hinsides bækken. — Oven for Kelder bedækker lava og flyvesand store strækninger, der før optoges af forskellige til dels historisk bekendte gårde; landet, der ser ud som en ørken, er dog af stor betydning som fåregræsgange for denne og nabogårdene.


En halv mil nordøst for Kelder ikke langt fra gården Åbæ (Árbær) lå Store Skog (Stóri Skógur) eller som den tidligere kaldtes Trodeskog (Tröllaskógr), hvor man i al fald endnu i forrige århundrede så spor af bebyggelsen og tegn til, at her vistnok i sin tid havde været kirke. — Vestligere, ligeledes oven for Kelder, var Sandgil, der først senere (omtr. 1700) er bleven lagt i øde på grund af sandflugt Hor boede Egil Kolsson, en broder til Önund i Tröllaskog, hvis fader i følge Nj. tog land mellem Stotalæk og Reyðarvatn; men nøjagtigere udtrykker vistnok Ldn. sig, der siger, at han tog land øst for Reydarvatn og Stotalæk, vest for Rangå og Trdllaskog og boede på Sandgil. Reydarvatn er nemlig en ubetydelig sø (nu er navnet overført på den nærliggende gård) kort vest for Stotalæks udspring, omtrent i linje med Kelder.


Nordvest for disse ødejorder lå Østre Skard (Skarð it eystra) eller, som det senere almindelig benævntes, Store Skard; om gården, der som anført c. 1400 ødelagdes af en lavastrøm fra Hekla, mindede senere stedsnavnet Skarðshólmar[31]. Her boede landnamsmanden Torsten tjaldstæding; hvor han opslog tælte og plejede den syge skibsbesætning, byggedes senere en gård Tjaldastad (Tjaldastaðir), der ødelagdes samtidig med østre Skard; denne gård må rimeligvis have ligget i nærheden af Skard. Hvorledes østre Skards tilværelse senere glemtes eller gården forblandedes med Ydre Skard, er tidligere omtalt i anledning af »Krosskard« på altinget og Ydre Skard; egnens folk synes dog altid at have kendt det rette forhold; rigtig er fremstillingen i denne henseende således både i A. M. og i den antikv. indb. fra Kelde sogn (1818); bevissteder for de to gårde Skards forekomst i ældre kilder findes udførlig Dipl. isl. I, s. 351 — 54 [32].


Knafahólar (W.G. Collingwood, 1897)
Til egnen nord for Kelder knytter sig også fortællingen om en af Gunnars kampe, nemlig den ved bagholdet ved Knavaholar (Knafahólar, nu Knæfahólar) foranledigede. En fjærdingvej oven for Kelder, lige ud for Trihyrning, vises i hraun- og flyvesandsstrækningen en snes favne vest for åen dysserne af de faldne; mere end to kan ikke med bestemthed påvises. De er opførte af vandslidte fra åen hentede sten, skønt der nu er fuldt op af hraunsten rundt om, men den gang har egnen rimeligvis ikke været så opblæst som nu, Efterhånden er jorden bortblæst fra dysserne og stenene faldne fra hinanden; man har derved — i løbet af de sidste 100 år — fundet adskillige menneskeben her; navnlig i den sydligste og større af disse dysser synes flere mennesker at have været begravede[33]. I Nj. (s. 286) fortælles, at da Gunnar så bagholdet ved Knavaholar, red han forbi og ned til Rangå i næsset, hvor der var »vígi nakkvat« (et til forsvar egnet sted). Hvis kamppladsen har været her, må der ved næsset tænkes på en flad, kort og bred tunge, der her fremkommer ved en svag krumning af åen; og en lavablok, der står ud for dysserne ved åen, kan måske særlig have begunstiget forsvaret[34]. I øvrigt findes noget neden for dette sted en flad klippepynt »Einvígi« , der fra vest rager frem i åen; men hertil knytter sig intet sagn, og navnet er et temlig jævnlig forekommende for steder, der af naturen egne sig for enkeltmands forsvar.


Knavaholar, hvor Starkad fra Trihyrning og Egil fra Sandgil 30 tilsammen lagde sig i baghold for Gunnar , da han ledsaget af sine to brødre kom tilbage fra et besøg i Tunga (Bræðratúnga i A.), er fire kegleformige, spidst tilløbende høje, der ligger temlig langt fra åen, omtrent en halv mil nordvest for dysserne, inde i flyvesandshraunet eller egenlig hinsides den tunge af dette, der her skyder sig ned. Sagaens beskrivelse af forholdene der, at »þjar sjer eigi fyrr enn at er komit«, passer særdeles godt. Nordvest for holerne skyder sig nemlig en lav højderyg frem, hvorved de er dækkede for deres blik, der kommer uden fra; højene selv, hvoraf de østligste er de største, er noget aflange, stejle for til, den ene med en bag til stejl klippe på toppen, den anden med en aflang dalskråning bag til, — det hele dannende det fortræffeligste baghold man kunde ønske sig. Langs med højderyggen, mellem højene, og derpå ned til et af vadestederne over Rangå har vejen ligget, der i vedkommende sognebeskrivelse endnu angives som en af hovedvejene, — og ad denne har altså formodenlig Gunnar redet hurtig forbi dem og det rigtignok ikke så ganske korte stykke ned til åen (længere end sagaens ord lade formode).


Rangå nævnes hyppig i Nj., og altid må der herved forstås Østre Rangå, uden at dog denne nærmere bestemmelse nogen sinde tilføjes); forståelsen af sagaens angivelser angående denne å og vadene over den er i det hele ikke uden vanskelighed. På nogen forandring af Rangås leje hjælper det vistnok ikke at tænke, en sådan omtales rigtignok af annalerne under Heklas udbrud 1294: »Rangá féll ór farveg sínum«, men har vistnok indskrænket sig til, at åen på en strækning noget neden for Kelder (øst for gården Tunga) antog sit nuværende lavere leje i stedet for det højere, hvoraf sporene endnu ses i tungen mellem Rangå og Fiskå; og selv om nogen større mere gennemgribende forandring af åens løb havde fundet sted, kan dog dens retning aldrig have været en sådan, at Nj.s angivelser derved bliver forklarligere. Dens i det væsenlige uforandrede leje ses desuden noksom af angivelser i Ldn. og Nj. om landnam m. m.


Enkelte angivelser i Nj. frembyder ingen eller i al fald kun mere underordnede vanskeligheder. Gunnars vej over Rangå, da han forbi Knavaholar agter sig hjem, falder således meget naturlig, ti for folk fra den øvre del af Rangåvoldene ligger en af vejene over Reynefellsvad (østen for Kelder), og så mod syd mellem Vatnsdalsfjæld og Trihyrning ned til de vestligste gårde i Fljotshliden[35]. Og heller ikke er der noget at indvende imod Floses møde med Ingjald (Nj. s. 678), da Flose fra Landøerne (Bergtorshvol) rider op til Rangå og op langs åen, hvor han da ser Ingjald ride ned langs den anden side åen; de veskler spydkast over åen, og Ingjald undgår derpå Flose ved at ride ind i skoven; skoven, som her omtales, har formodenlig været vest for åen. — Men af flere steder synes det, som om sagafortælleren forestiller sig, at Gunnars vej mellem Hlidarende, der ligger midtvejs i Fljotshliden, og endog de sydvestligste dele af syslet, har ført langs Rangå, endog temlig højt op langs denne, hvad der må i høj grad forundre, da den lige vej ligger langs Tværå — som forf. af Nj. ikke synes at kende; i al fald nævnes den uagtet given anledning ikke en eneste gang i hele sagaen — , medens den af sagaen forudsatte danner en spids vinkel.


Når Gunnar for at få lejlighed til at angribe Otkel , da denne er på tilbagevejen fra Dal hinsides Markarfljot, rider til Rangå og ned til vadet ved Hov (til Rangár ok ofan til vaðs hjá Hofi, Nj. s. 244), kan dette vel være for så vidt forståeligt, som Otkels vej naturlig måtte ligge herover; skønt det må synes underligt, at han ikke valgte et Hlidarende noget nærmere liggende sted til angrebet, men navnlig vækker dog udtrykket »ofan« betænkelighed, forudsat at det ikke kan stå blot for at betegne, at Gunnar red ned (nemlig fra det højere liggende land) til Rangå til vadet ved Hov. Men at det virkelig er sagaens mening, at Gunnar er kommen oven fra langs Rangå (og ikke neden fra, som vilde være det naturlige) til dette vadested, synes med bestemthed at fremgå af ytringen i det følgende (ved fortællingen om Gunnars spring fra hesten) om, at Gunnar og hans broder Kolskegg på hjemvejen efter kampen red »stærkt op over ørerne« — ti at det ikke går an her at tænke på ørerne langs Tværå, følger med nødvendighed af, at denne å som omtalt ingen sinde nævnes i sagaen. — Hvor vadet ved Hov den gang har været, kan ikke nøjagtig angives; det nuværende Hovsvad findes lidt oven for Lille Hov, men er af ny oprindelse, desuden findes to fordums vad her, et omtrent ud for Gamle Hov og et andet noget neden for Store Hov[36]. Vadenes beliggenhed på denne å forandres i det hele taget hyppig, da åen snart kaster sig mere i øst, snart mere i vest, og deres antal er på grund af åens ikke betydelige størrelse mangfoldigt.


Ligeledes drager Gunnars træl Melkolv efter at have stjålet fødevarer i Kirkebæ, som dog ligger nordligere end Hov, på tilbagevejen »op med Rangå« (Nj. s. 211), og på et ridt op langs Rangå for at søge efter får finder Skamkel hans her efterladte kniv og bælte (Nj. s. 213). Endvidere ses det (Nj. s. 329 ffg.), at det forudsættes som selvfølgeligt, at Gunnars vej til og fra »øerne«, ɔ: Landøerne, lå langs Rangå. Mörd (på Hov) er den, der bliver var, at han en gang rider derned for at se til sine med høhøst beskæftigede huskarle. Hans fjender samler sig i Kirkebæ og bliver der enige om at begive sig ned til Rangå og oppebie ham der. Da Gunnar ser mændene ved åen, rider han hurtig op forbi dem til vadet for dér at sætte sig i forsvarsstilling; fjenderne følger efter, og nu kommer det til kamp, under hvilken Gunnar blandt andet gennemborer Torgejr Otkelssön med »atgejren« og slynger ham ud i Rangå, så at han driver ned til vadet og dér bliver hængende på en sten, og det sted hedder siden Torgejrsvad (ok heitir þar síðan Þorgeirsvað, Nj. s. 329 fig.). Ifg. sognebeskr. fra Kelde sogn (sml. Povl i Åkværn) ligger Torgejrsvad ubetydelig neden for Reynefellsvad og regnes nu for det dårligste af vadene over åen[37]. Over Rangå endog en del oven for Kelder synes altså — ifg. Nj.s fremstilling — den sædvanlige vej fra Hlidarende, selv til langt sydligere punkter i syslet, at have ligget Dette er dog om ikke umuligt så i det mindste meget usandsynligt. Hvis sagaen endda i øvrigt gjorde indtrykket af ubetinget nøjagtighed hvad lokalbeskrivelser for denne egns vedkommende angår, vilde der imidlertid måske på grund af angivelsernes bestemthed være anledning til at opstille den formodning, at vejen langs Tværå indtil Fljotshlidens begyndelse, medens denne endnu var en ubetydelig å, har været vanskelig at passere på grund af fugtighed, ligesom tilfældet måtte være med vejen tværs gennem Landøerne, i hvorvel en sådan antagelse vilde være temlig utilfredsstillende. Men da Rangå desuden ved én lejlighed i sagaen omtales på en måde, der næsten med nødvendighed forudsætter endog påfaldende mangel på lokalkundskab, er det vistnok rettest også i de tidligere besynderlige angivelser vedrørende samme å kun at se tegn på sagaskriverens uklarhed angående stedforholdene i denne egn. Stedet, hvortil her hentydes, findes Nj. s. 513—21. Da Lyting fra Såmsstad (Sámsstaðir), der ligger i den vestlige del af Fljotshliden, tillige med sine brødre i nærheden af sin gård har dræbt Njåls uægte søn Höskuld, begiver de sig til skovene øst for Rangå og skjuler sig der. Da drabet samme aften erfares på Bergtorshvål, begiver Skarphedin og hans brødre sig op til Rangå og overrasker Lyting og hans brødre ved en bæk dér; Lyting slipper over åen, får fat i en hest og rider, til han når Vörsabæ (i Øster-Landøerne). Det må synes besynderligt, at brødrene vælger et skjulested så fjærnt fra deres hjem (1—2 mil), og endnu mere, at Skarphedin straks falder på at søge dem dér; ligeledes er det en ganske betydelig vej, som Lyting må ride for at komme til Vörsabæ (ɔ: Ossabæ). Skriveren, hvem membranen B. skyldes, har åbenbart været bedre kendt med egnen og har derfor forandret Rangå til Tværå; det falder nemlig ganske naturligt at lade drabsmændene skjule sig ved den tæt syd for Såmsstad liggende Tværå, ligesom også Skarphedin let måtte ledes til at søge dem her; herfra er også vejen til Ossabæ kun kort (i sydlig retning), — ved Tværå må også utvivlsomt kampen mellem dem og Njålssønnerne være foregået, men B.s frembringer har, da han foretog den i og for sig berettigede ombytning af ånavnene, overset, at der derved kun skabtes nye vanskeligheder, når ikke fremstillingen i det hele tillige omredigeredes. Hvad den på dette sted omtalte skov angår, kan mærkes, at nogen sådan findes nu hverken ved Rangå eller Tværå.


Angående Holtsvad er det allerede tidligere anført, at navnet nu er glemt, men at det utvivlsomt er det samme som det nuværende Nautavad ved Tjorså; det bemærkedes den gang tillige, at af selve angivelserne i Nj. lod sig intet nøjagtigt slutte om beliggenheden af dette vad, ja at man endog, når man vilde lægge vægt på sagaens ordlyd, snarest måtte føres til at søge det ved Østre Rangå[38]. De to lejligheder, ved hvilke dette vad omtales i Nj., er, hvor begivenhederne s. 595—99 og 682—88 berettes. Først fortælles, at Flose på vejen til altinget fra Vörsabæ rider til Holtsvad og dér venter på Sigfussønnerne (der havde hjemme i Fljotshliden, og som kom, da de erfarede, at Flose var ved vadet) og sine andre venner; ligeledes sender han bud efter Ingjald på Kelder, og denne kommer selv femtende, men efter en samtale med Flose rider han foreløbig hjem for derfra at begive sig til tings. Også Mörd Valgardssön opsøger Flose her for med sine folk at ledsage ham til altinget.


Hlíðarendi í Fljótshlíð - (W.G. Collingwood, 1897)
Det andet sted, hvor vadet omtales, er da Kåre efter Njålsbranden begiver sig til Mörd og opfordrer ham til at samle folk og skaffe alle til Holtsvad (koma öllu til Holtsvaðs). Fra Mörd begiver Kåre sig til Hjalte Skeggesson i Tjorsådal, denne samler ligeledes folk og kalder alle til våben (kveðr upp almenning), med dette følge rider de nu til møde med (ɔ: forener de sig med) Mörd, som de traf ved Holtsvad, hvor han var tilstede med mange folk; herfra udgår eftersøgningen efter brandstifterne, der imidlertid bliver resultatløs, da disse har skjult sig i fjældet Trihyrning, hvorfra de ser alt. Betragter man disse angivelser nærmere, må det for det sidste steds vedkommende indrømmes, at det er noget besynderligt, at Mörd til ingen nytte skulde ride den lange vej vester på med sine folk, ligesom også eftersøgningen efter brandstifterne ad de forskellige i sagaen nævnte veje først naturlig kunde udgå fra et langt østligere punkt; en fra Tjorsåen udgående eftersøgning vilde brandstifterne vel heller ikke være i stand til med nøjagtighed at opfatte fra fjældet Trihyrning, hvor vid udsigten fra dette end er.


Hvad det første sted angår, da kunde ganske vist — antaget at sagaens ord her stod til troende — den omstændighed, at man fra Hlidarende stadig synes at have gjort en omvej for at passere Østre Rangå på et bestemt sted, tale for, at også Floses vej til altinget har ført herover, og at han her — det første sted hvor han med sikkerhed kunde antage at støde sammen med disse — har ventet efter sine tilhængere fra Fljotshliden. Her — ved det hovedvad over Østre Rangå, som den i Nj. givne fremstilling af alfarvejene lader os formode — var det også let for Ingjald og Mörd at opsøge ham, hvorimod det vilde være en påfaldende lang vej for Ingjald selv femtende at ride fra Kelder til Tjorså blot for en samtales skyld, og så oven i købet strax efter at være kommen hjem at ride samme vej tilbage (under tingridtet). Herved er dog at bemærke, at, forudsat at traditionen om Torgejrsvads beliggenhed er ægte, kan det af Gunnar og Flose benyttede vad ikke godt have været det samme; ti det vad, der fik navnet Torgejrsvad, må dog vel have været det af Gunnar stadig benyttede, hvorimod Floses vad jo benævntes Holtsvad[39]; og antagelsen af Holtsvad umiddelbart ved et andet stærkt benyttet vad over åen må efter sagaens fremstilling anses for meget usandsynlig. Men selv bortset herfra vil Holtsvads henlæggelse til Tjorså i og for sig vise sig som den naturligste afgørelse, når man betænker, hvor usandsynlig tilværelsen af et enkelt hovedvad — og som sådant fremtræder Holtsvad — over østre Rangå er, hvor tvivlsomme de øvrige angivelser i Nj. ere, der kunde synes at styrke formodningen om et sådant (ikke at tale om, at det på disse steder omtalte vad synes at have båret navnet Torgejrsvad) , medens på den anden side tilstedeværelsen af et enkelt stærkt benyttet vad over Tjorså må anses for givet, samt at Nj.s forfatter næppe har haft nogen klar forestilling om afstandene mellem de forskellige punkter han her omtaler. Den tvivl, der kunde være tilbage om rigtigheden af denne afgørelse, må vistnok siges at være besejret, når man først har fået øje for, hvorledes vadets gamle navn endnu skjuler sig i navnet på gården og holtet Tjorsåholt ved Nautavad.


De øst forRangå nærmest liggende strækninger, Hvolhreppen og oven for dem den smalle — Rangåvolde hrepp tilhørende — tunge (Krogen) mellem Rangå og Fiskå, samt Fljotshlidens vestligste del med fjældet Trihyrning, kan i beskrivelsen ikke godt holdes ude fra hinanden, da de her nævnte steder, navnlig hvad forholdene i Nj. angår, står i nøje indbyrdes forbindelse.


Straks hinsides Rangå, ved dens udløb i Tværå, står gården Moejdarhvol (Móeiðarhváll eller -hvoll), der oprindelig har fået sit navn efter en af Ketil hængs sønners kone[40]; Gunnars slægt, der også på fædrene side nedstammede fra Ketil hæng, synes siden at være kommen i besiddelse af i det mindste en del af gården; i følge Nj. (s. 311) agtede nemlig Kolskegg på sin moders vegne at indløse (ripta) den fjærdedel af Moejdarhvol, som var betalt Starkad under Trihyrning i sønnebod.


En halv mils vej østligere ligger ved den sydvestlige ende af det lille græsgroede Hvolsfjæld gården Storolvshvol (Stórólfshvoll), der bærer navn efter Ketil hængs søn Storolv. Fjældet er næsten for lille til et sådant navn og har da også øjensynlig oprindelig været benævnt hvol; Eg. (s. 45) siger om Storolv, at han ejede hvolen (hválinn) og Storolvsvold. I OSto. (Flatb. I, 521) siges Storolv at bo på Hvol (at Huoli), som siden kaldtes Storolvshvol[41]. Storolvsvold (Stórólfsvöllr) eller, som den nu kaldes, Hvolsvold (Hvolsvöllr) er den græsgroede tuede slette, der oven for Moejdarhvol strækker sig vest om Hvolsfjældet langs Rangå. Om Storolv fortæller Ldn. (s. 289), at han stod i fjendtligt forhold til Duvtak, hvem hans fader havde givet »Duvtaksholt og mosen« (Dufþaksholt ok mýrina); gården Duvtaksholt ses i sydøstlig retning fra Storolvshvol i flade og sumpige omgivelser, hvorover nu en ophøjet vej (bro) fører ned til Tværå[42]. Af en synsk mand sås deres fylgjer kæmpe indbyrdes: en aften gik en stor bjørn fra Hvol og en tyr fra Duvtaksholt, de mødtes på Storolvsvold og angreb hinanden, indtil bjørnen sejrede. »Om morgenen sås det, at der var opstået en dal, hvor de havde kæmpet, som om jorden var væltet om, og dér hedder nu Öldugröv (Öldugröf); begge var sårede.« Denne »Öldugrav«, en ejendommelig dannnelse i landskabet, der formodenlig har givet anledning til sagnet, findes endnu aldeles som af sagaen beskrevet. Den såkaldte »alda«[43] er en ikke ubetydelig kløft eller sænkning i sletten, hvis nederste del fører en lille bæk ud i Rangå oven for Moejdarhvol, men som ellers aldeles tør med jævn stenet bund og sandstensklipper i bredderne fortsætter sig op vest for Hvolsfjæld, ud for hvis nordvestlige hjørne »Öldugröf« eller, som stedet nu i almindelighed kaldes, »Öldubotnar« dannes. Her findes i sletten en bred fordybning, omtrent som en lav grusgrav, hvorfra flere rævner udstrækker sig i forskellige retninger; den største af disse er den omtalte kløft (»alda«), der af mange, dog vist uden tilstrækkelig grund, anses for et gammelt åleje, på grund af dets skuffende lighed med et sådant; en anden af rævnerne fortsætter sig endnu noget længere nord på for derefter at tabe sig i sletten.


Storolvs søn var den stærke Orm Storolvsson, hvis bedrifter, om end kun bevarede i en meget udsmykket fortælling, dog med særlig fornøjelse erindres. Ormsvold (Ormsvöllr) er nu navnet på en lille gård syd for Storolvshvol, der for et halvt hundrede år siden er bygget på den jævne lille slette, der bar samme navn, og som i følge sagnet er bleven slettet, ved at Orm med sin le slog alle tuerne af den; dyngerne, som skal være fremkomne ved, at Orm stablede tuerne op i sådanne, ses derimod ikke, uagtet man i følge fortællingen »ser sporene af alt dette end i dag« (sér þessa alls merki enn í dag)[44].


En mils vej nord for Storolvshvol omtrent lige over for Hov ligger tæt ved Rangå Völl (Völlr, egl. Vold ɔ: slette), ligeledes først bolig for en af Ketil hængs sønner (Helge); i følge Nj. boede Mörd gigja og hans datter Unn her[45].


Lidt højere oppe, hvor Fiskå falder i Rangå, ligger en høj Hestatingshol (Hestaþíngshóll)[46], som man udpeger som stedet for Gunnars og Torgejr Starkadssöns hestekamp (Nj. 267 ffg.). Højen har rimeligvis før været rund; nu er dens nordlige halvdel bortskåren af Rangå, der tidligere har løbet tæt under højen, men for nogen tid siden har kastet sig mere mod vest, så der nu ligger en bred øre imellem; navnlig øst, men også vest under højen er en flad lille slette.


Øst for Hvolsfjældet dannes gradvis overgangen til Fljotshliden, i det denne mod vest bliver efterhånden lavere og begynder at opløse sig i bakkedrag. Den sidste gård i Hvolhrepp, før man kommer ind i Fljotshliden, er Brekke (Brekkur); »undir Brekkum« boede Herjolv, en af Ketil hængs fem sønner. Han ejede i følge Eg. (s. 45) land i Fljotshlid ind til hvor Baugs landnam begyndte og ud til Hvalslæk (Hvalslækr); dette udtryk er for så vidt unøjagtigt, som det indbefatter mere under Fljotshlid, end man almindelig forstår herved[47] — i Ldn. siges også, at Baug »nam Fljótshlíð alla« — ; men ellers er det nøjagtigt nok; »Hvalslækr« er nemlig upåtvivlelig den lille bæk, der nu hedder »Hvolsgil«, som Løber i sydvestlig retning mellem Hvolsfjæld og en sydøst herfor liggende hals Moshvolsås, og tilsidst taber sig i mosen nordvest for Duvtaksholt Herjolvs sønnesøn var Vetrlide skjald, som Tangbrand dræbte på grund af en nidvise, han havde skrevet om ham. Forbi Brekke har fra Tværå strakt sig en ophøjet vej (gammel »bro«)« som har fortsat sig op over bakkerne bag om Hvolsfjæld i retning mod Hov — måske et minde, om, at den nærmeste strækning nord for Tværå tidligere har været uvejbar på grund af sumpe[48].


Udsigt fra Breiðabólstað í Fljótshlíð - (W.G. Collingwood, 1897)
Vestligst i Fljotshliden (Fljótshlíð) på skråningen af en mindre højde, med udsigt mod syd: over en grøn slette, over Tværå og Landøernes ensformige flader, bag hvilke i klart vejr de karakteristiske Vestmanøer ses hæve sig op af havet, — ligger Bredebolstad (Breiðabólstaðr), kirkested og præstegård i et af landets anseligste kald og selv en betydelig ejendom. Her forefaldt i Sturlungetiden en kamp mellem medlemmer af Oddaverje- og Haukdæleætten, i det Loft (Povlssön) biskopssøn med en betydelig skare folk og ledsaget af flere af sine frænder fra Odde angreb Björn Torvaldssön her, der med sine folk havde forskanset sig syd for kirken — denne ligger tæt sydøst for gården — ; her faldt Björn, men de nærmeste følger af denne kamp blev dog snarere til gunst for Haukdælerne end for Oddaverjerne (Sturl. I, 246—48)[49].


Fljotshlidens vestlige grænse synes i oldtiden at have været den samme som nu; det hedder nemlig i Ldn. (s. 285—86) om Baug, at han tog hele Fljotshlid ned forbi (ofan um) Bredebolstad, indtil Hængs landnam, der netop endte ved den bæk, som falder »uden for« Bredebolstad. Kort øst for Bredebolstad ligger i skråningen de tre gårde Såmsstad (austustu-, mið- og vestustu- Sámsstaðir) ganske tæt ved hverandre og upåtvivlelig oprindelig én jord.


Når man følger vejen op gennem det vest for Bredebolstad liggende Flókastaðagil , der antages at danne grænsen for Fljotshliden, kommer man ind på et lille bølgeformigt højland; fra øst til vest går en sænkning eller dalstrækning Rjúpubotnar, der indesluttes af forskjellige holter og højder, hvoriblandt Vatnsdalsfjæld mod nord. Imod vest åbner denne sænkning sig ud imod den foranliggende Hvolhreppsslette på to steder, dels lige imod vest, dels mod nordvest. Rjúpubotnar antages at være de i Nj. (s. 344) nævnte Gejlastovnar (Geilastofnar), hvorigennem Gunnar lægger vejen, da han fra Hlidarende begiver sig til vadet ved Hov for der at oppebie sin fjende Otkel og dennes ledsagere. Det naturligste vilde være at vælge den vestlige nedgang, hvorfra man ser Hov hinsides sletten.


Set nede fra sletten danner hele strækningen mellem Fljotshliden og Trihyrning tilsyneladende et sammenhængende højdedrag, hvoraf da den del, hvorunder Völl og den lidt nordøstligere gård Ågilsstad (Árgilsstaðir) står, er det før omtalte Ågilsstaða- eller Vatnsdalsfjæld[50]. Nord for dette og Trihyrning løber Fiskå (Fiská) dannende den sydlige begrænsning for den lange smalle tunge Krogen (Krókr) eller som Ldn. kalder den Holmslandene. (»Hólmslönd öll« toges af Rolv rødskæg, som boede på Fors; hans søn var Torsten rødnæb, som boede der siden. Torsten var en stor blotmand, han blotede fossen, og alle lævninger skulde man kaste deri; den nat, han døde, styrtede hans utallige får i fossen. Den oven nævnte gård Fors må være den, der nu kaldes Rødnæbsstad (Rauðnefsstaðir) østligst i tungen, og fossen, Torsten ofrede til, antages overensstemmende hermed almindelig at være en foss i Fiskå tæt ved tunet paa Rødnæbsstad[51].


Den navnkundige kalk, som kirken i Bredebolsted fik foræret af en alfekvinde. - (W.G. Collingwood, 1897)
Midtvejs i tungen, omtrent en mils vej øst for Fiskås udløb i Rangå og lige saa langt vest for Rødnæbsstad ligger gården Reynefell (Reynifell). Når det mellem egnens beboere ofte behandlede spørgsmaal er kommet på bane, hvor gården Holt, Høskuld Njålssöns bolig, har ligget, har den almindelige mening været, at det måtte være en af de to gårde Reynefell eller Vatnsdal, navnlig fordi at alene fra disse to af egnens gårde folder den naturlige vej til Fljolshliden og en del af Landøerne forbi Såmsstad, og i Nj. (s. 509—10) fremhæves udtrykkelig, at Höskulds vej til og fra Bergtorshvol lå forbi gærdet på Såmsstad (um garð á Sámsstöðum). Uheldigvis er man i lige så stor forlegenhed med hvor Starkads gård Trihyrning (undir Þríhyrningi) har ligget, og også med hensyn til den gætter man fornemmelig på Reynefell. Ved første øjekast er den sidste hypotese unægtelig fristende, da gården ligger lige under Trihyrnings midterste tinde, kun ved et holt eller en lav højde, Reynifellsalda, og ved den lille Fiskå adskilt fra selve fjældet. Men den omstændighed, at Reynefell ligger i Rolvs landnam Holmslandene, medens derimod Starkads bedstefader Torkel bundenfod besatte et derfra forskelligt landområde — han tog land, siger Ldn. s. 285, omkring Trihyrning, og boede dér under fjældet — , taler stærkt herimod. Desuden har Reynefellsalden aldeles karakteren af et skaldet holt, så at navnet på gården Holt, så fremt denne antages at have ligget her, bliver let forklarligt. Når dertil kommer, at Holt, hvad i det følgende skal påvises, ikke vel kan antages at være Vatnsdal, er det næppe for dristigt at opstille som den sandsynligste formodning, at Reynefell er Nj.s Holt[52].


Med temlig sandsynlighed kan det vel antages, at Hrappstad (Hrappstaðir), hvor Tråen Sigfussön skaffede den uværdige Hrapp bolig efter at have ført ham med fra Norge (Nj. 443), har ligget på den såkaldte Hrappstadatange (Hrappstaðatángi), et græsgrot, bredt næs, der skyder sig frem i Fiskå noget øst for Reynefell, mellem denne gård og Torlejvsstad (Þorleifsstaðir). Rigtignok lever der nu ingen tradition herom, men her findes tomter og mange gamle gærder og indhegninger[53].


Bag om Reynefellsalda kan man passere langs Trihyrning og kommer derpå ind i den lille græsgroede Engedal (Engidalr), der adskiller Vatnsdalsfjældet fra Trihyrning. Sydøst under fjældet står gården Vatnsdal (Vatnsdalr), til alle sider omgivet af højder og holt, beliggenheden er ikke uden ejendommelig skønhed, men ensom og indelukket. Vatnsdal har man været meget tilbøjelig til at gøre til Holt. Rigtignok må fjældet, hvorunder gården står, synes for stort til en sådan benævnelse, men til gengæld forekom beliggenheden så særdeles passende. Fra Såmsstad til Vatnsdal er c. ½ times ridt, fra Vatnsdal til Reynefell c. 20 minutters; for begge disse gårde ligger som omtalt den naturlige vej forbi Såmsstad, men Vatnsdal ligger nærmest, kan på en måde betragtes som nabogården, og af fremstillingen i Nj. af Höskulds drab, hvor der (s. 513) fortælles, at fårehyrden fra Holt fandt Höskulds lig samme aften, som denne var bleven dræbt tæt ved Såmsstad, skulde man formode, at de to gårdes jorder næsten måtte støde sammen. Dog er afstanden mellem Såmsstad og Reynefell ikke større, end at Reynefellsfårehyrdens optræden i nærheden af Såmsstad meget vel lader sig forklare, uagtet hans færden dér daglig falder mindre naturlig. Men foruden at navnet Holt om Vatnsdal vanskelig lader sig forklare, kommer hertil, at man næppe kan finde noget andet sted for gården »undir Þríhyrningi« end netop Vatnsdal. Rigtignok står fjældet i nogen afstand fra gården og hinsides dalen, men på det af Torkel bundenfod tagne område er der næppe nogen anden bebyggelig plet end Vatnsdalsgårdens nærmeste omgivelser med den tilhørende engstrækning Engedal; om ødejorder her i dalen eller en tidligere bebyggelse på et andet sted her i nærheden ved man intet. At netop gården Vatnsdal har været sagaernes »under Trihyrning« bestyrkes også i høj grad ved BSnf., der fortæller (s. 11), at Torkel bundenfod tog land »omkring Trihyrning og boede der under fjældet, syd for dette (ok bjó þar undir fjallinu sunnan«)[54]. — Fra Vatnsdal fører vejen til Såmsstad i sydsydøstlig retning over højtliggende hedestrøg, hvorfra man til højre har udsigt til den indre del af Rjúpubotnar; efter at være kommen noget over halvdelen af vejen får man til højre hånd en mose, til venstre og foran et højdedrag; i fordybningen herunder — i nordlig retning fra Såmsstad — påvises stedet for Höskulds drab, der passer ganske godt til sagaens ord, at Lyting og hans brødre lurede på ham »norðr frá garði í gróf nakkvarri«, kun ligger stedet noget langt fra gårdene Såmsstad, mindst 10 minutters vej. Disse ses først noget senere, længere nede på liens skråning: forbi dem fører vejen, og derpå gennem det såkaldte Raftagil (Raptagil) tæt øst for Bredebolstad.


I det foregående er flere gange nævnt Trihyrning (Þríhyrningr), et fjæld, der fortjænte nærmere omtale, selv om det ikke spillede den rolle i Nj. som tilfældet er. Det hæver sig pyramidalsk i vejret til en højde af næsten halvtredje tusend fod og bliver endnu mere kendeligt ved, at det for oven ender med tre spidser eller horn — i det pyramidens oprindelige spids kan tænkes uregelmæssig afhugget — , hvad der har skaffet fjældet dets navn. Til dels imod nordøst, men navnlig imod sydøst og øst strækker sig neden for fjældet en ås eller hvælvet fjældryg, de såkaldte Trihyrhalse (Þríhyrningshálsar), der udgør en del af en sammenhængende fjældstrækning, der når helt øster på til Tindfjallajøkel, og under hvis sydskråning landskabet Fljotshlid ligger. Trihymingshalsene er græsgroede, men af de skove, hvorom Nj. taler, findes nu intet spor. Da Torgejr Starkadssön vil angribe Gunnar hjemme på Hlidarende, stævner han Torgejr Otkelssön til at møde sig på Trihyrningshalse; her rider de tilsammen ind i nogle skove og lægger sig til at sove, men opdages af Njåls fårehyrde og skræmmes af Njål tilbage til »under Trihyrning« (Nj. s. 317 ffg.). At de har valgt vejen oven for bygden over halsene eller fjældstrækningen har vel været for ubemærkede af alle at kunne komme bag på Gunnar[55]; det besynderligste er, at de just skulde opdages af fårehyrden fra Torolvsfell (Þórólfsfell), da denne gård ligger en del østligere end Hlidarende; man må vel altså antage, at de har skjult sig i nærheden af denne gård for at afvente et belejligt øjeblik til overfaldet. — Trihyrningshalse nævnes også gentagne gange i anledning af Floses overfald på Bergtorshvol (Njålsbranden).


Efter Njålsbranden rider Flose med alle deltagerne i brandstiftelsen op i fældet Trihyrning — i en dal, som siden er kaldet Flosedal (Flosadalr) tilføjer den ny udg. af Nj. efter håndskriftet B. — og skjuler sig dér, medens der alle vegne søges efter dem, og herfra ser de alle folks rejser herredet over (s. 681 — 82). Denne dal, der endnu har bevaret sit navn, er en langagtig, flad, noget dyb indsænkning, der ligger mellem det østligste og vestligste horn, medens derimod det bredere nordvestlige danner en dækning for dalen ad imod Rangåvoldene; den ligger næsten vandret oven på fjældet skrånende ned mod sydøst; der skal være græs i dalen, og man skal kunne føre heste derop. Dalen har frembudt et ypperligt skjul, og et bedre udkigssted over den flade bygd til alle sider skal man næppe kunne ønske sig; fra Trihyrning ser man, siges der, ud over 18 herreder eller landskaber. — I det for en del grønklædte fjæld vises højt oppe under det midterste horn en ubetydelig indsænkning eller klippehule i den stejle fjældvæg, der kaldes Flosahellir (Flosehule)[56]; ikke langt herfra øjner man, ligeledes højt oppe, en grøn græsplet i fjældlien, benævnt Flosatorva (Flosatorfa).


Sydvest for Bredebolstad, lige ud for gården Nup (Núpr), ligger en aflang med græs og marehalm bevokset strækning Lambø (Lambey); tidligere løb Tværå snart nord, snart syd for denne; nu begrænses den kun mod syd af åen. Lambø udgives almindelig for et af de ofte forekommende gamle »tre hreppers ting«. Som tingsted synes Lambø temlig tidlig at være benyttet; således nævnes »Lambeyjarþíng« allerede i annalerne ved midten af det 14de årh. i anledning af en her fældet dødsdom, hvis eksekution havde til følge, at hirdstyreren Smed Andréssön lod ophavsmanden halshugge i Lambø[57]; indtil det 17de årh.s udgang stod her en gård af samme navn.


Langs Fljotshliden, neden for de i denne stående gårde, løber fra øst til vest den brede og vandrige å Tværå (Þverá). Det er allerede tidligere nævnt, at denne nu hovedsagelig optræder som en arm af jøkelelven Markarfljót, der i sydvestlig retning kommer ned fra heden øst for Fljotshlid og derpå mod sydvest og syd langs Øfjældsjøklens og øfjældenes nordlige og vestlige affald søger udgang i havet. Tværå, samt Markarfljots øvrige forgreninger Affaldet og Ålarne, der brede sig over Landøerne, har derfor, ligesom i endnu højere grad Markarfljot selv, jøkelelvenes sædvanlige karakter; de tiltage i dybde og strømhastighed om somren og er i denne henseende hyppige og pludselige forandringer undergivne; der findes ingen bestemte vadesteder, men disse veksler idelig, efter som strømmen graver sig; man må derfor ride sådanne åer efter »bruddene« (brot; vælge vadestederne »eptir brotum«, d. v. s. dér hvor man af strømmens brydning ser, at vandet i det øjeblik er lavest). Dog gælder dette langt mindre om Markarfljots forgreninger og navnlig Tværå end om hovedelven selv, da det er så forskelligt, hvorvidt tilløbet fra denne til hine er stort eller ringe. Forholdene, som de nu er, kan dog, hvad Tværå angår, ikke være de oprindelige. At denne å endog til dels i løbet af dette århundrede har forandret karakter, fremgår af flere af de vedkommende sognebeskrivelser (alle fra c. 1840). Bestemtest udtrykker sognebeskrivelsen for Odde sogn sig: »Tværå, som fordum var meget smal og ubetydelig, er nu en bred færgeå (ti næsten alt vandet, som var i Markarfljot, løber nu i den), hvorved den skader alle de jorder, den når til.«


Kirken i Breiðabolstaður - (A. E. F. Mayer, 1839)
Sognebeskr. for Indhliden, som siger: »Tværå den større har meget forandret sig med hensyn til størrelse og vandrigdom, hvorved der er sket stor skade, når det såkaldte Markarfljot er faldet i den, medens den ellers ikke er så farlig«, — antyder allerede det foranderlige i Markarfljots forening med Tværå. Det samme fremgår endnu tydeligere af ordene i sognebeskr. for Bredebolstad: »Når vandløbene stiger, og når Markarfljot falder i den indre del af den (ɔ: Tværå), som ofte sker, måske mange år i træk — bliver den overmåde vandrig og hyppig ufarbar for ridende. Når intet ligger i den af Markarfljot, og når regnløs tid hersker, fører den derimod kun ringe vandmængde og kan på de fleste steder passeres.«


I sognebeskr. for Storolvshvol og Siglevig endelig — der dog i udtrykkene er mindre nøjagtig — siges det ligefrem, at Markarfljot og Tværå ikke altid er forenede: »Tværå er en meget betydelig og foranderlig strøm, dens kilder er inde på avretten mellem Fljotshlid og Øfjældsjøkel ligesom Markarfljots; disse storstrømme falde den ene i den anden eller skilles fra hinanden, eftersom de kaste sig, hæve eller sænke deres leje, og eftersom vinden blæser.«


Af fremstillingen i oven nævnte sognebeskrivelser tør man dog næppe slutte mere end, at Tværå en gang i begyndelsen af dette århundrede, måske som følge af Øfjældsjøklens udbrud 1821—22, har fået et ualmindelig rigt tilløb fra Markarfljot, hvorved dens flodsæng er bleven udvidet og i højere grad end før omdannet til at tjæne som afløb for en del af Markarfljots vand. Så vel af skriftlige angivelser som af ældre kort ses det desuden, at Tværå allerede tidligere har stået i forbindelse med Markarfljot. Sv. Povlssön anfører således i sine dagbøger (1795-97), at »nu i nogle år« har en stor del af jøkelelven Markarfljot taget sit løb gennem den langs Fljotshlidböjgden flydende Tværå (etsteds udtrykkelig nævnt Store Tværå)[58]. Og den 1841 afdøde amtmand Bjarne Thorarensen, der er født 1786, og hvis personlige kendskab til Hlidarende og egnen dér må hidrøre fra årene 1789-1803, beretter (i en beskr. af Gunnars høj ved Hlidarende, AnO 1847), at Markarfljot fra begyndelsen af det sidst forløbne (18de) årh. til dels og undertiden helt har kastet sig over de sletter, der ligge mellem Fljotshliden (fjældstrækningen Þríhyrníngshálsar) og Øfjældene og således forenet sig med Tværå.


Hvor gammel forbindelsen mellem Tværå og Markarfljot er, lader sig dog vanskelig afgøre. Det ældste kort, på hvilket man finder en forening af disse elve angivet, er det af S. Mgns. Holm 1777 tegnede[59]; de ældre kort har de to elve fuldstændig adskilte. At dette har været det oprindelige forhold, anses i almindelighed for selvfølgeligt, og meget taler unægtelig derfor. Allerede Tværås navn tyder hen på, at den fra først af har været opfattet som en selvstændig å, og at den ikke har været noget betydeligt vandløb, viser navnets overordenlig sjældne forekomst i den ældre literatur. Tværå nævnes hverken i Nj., Bsk., eller Sturl., kort sagt næppe andetsteds end i Ldn., hvor navnet forekommer to gange. Også den omstændighed, at alle de større gårde i Fljotshliden (indtil Eyvindarmule østligst, denne indbefattet) har en del af deres land liggende syd for Tværå, kan bidrage til den formodning, at åen på landnamstiden har været langt ubetydeligere end nu.


Men påvisningen af Tværås oprindelige udspring og dens leje som selvstændig å er imidlertid forbunden med mange vanskeligheder. De to steder, hvor Tværå omtales i Ldn., siger ikke meget: S. 282 nævnes Tværå som sydgrænse for Ketil hængs besiddelser mellem østre Rangå og bækken vest for Bredebolstad; s. 289 siges der om landnamet i Landøerne, at det indbefattede landet mellem Markarfljot og Rangå, »hele øsvejten op til Tværå«; af denne sidste angivelse lader sig dog måske formode, at Tværå alt da løb langs med hele Fljotshliden fra dennes inderste (østligste) del af. Således fremstilles eller antydes allerede Tværås løb på de ældste kort, der giver oplysning om denne å. Det ældste kort, der kan anses som en art specialkort over Island, er det i Ortelii atlas indeholdte, der er tegnet af A. S. Vedel, naturligvis efter islandske meddelelser (man antager fra biskop Gudbr. Torlakssön)[60]; dette kort er dog så ufuldstændigt og unøjagtigt, at intet kan bygges på dets angivelser, hvad enkeltheder angår. Den omstændighed, at Tværå helt mangler på kortet, kan man således ikke tillægge nogen betydning, uden måske den, at åen da ikke har været så særdeles betydelig. — Det næste kort i rækken, et af biskop Theod. Thorlacius efter biskop Gudbr. Torlakssöns målinger tegnet, synes derimod forholdsvis pålideligt, også hvad enkeltheder angår[61]. Her ses Tværå løbende langs Fljotshliden med udspring inde på avretten nordøst for denne bygd, så at dens løb først bliver sydvestligt, en tid lang omtrent parallelt med denne del af Markarfljots, derefter, i bygden, vestligt, hvor den i følge fremstillingen må tænkes at have haft retning og, væsenlig set, leje som nu. — Et sådant udspring og løb for denne å er med endnu større tydelighed angivet på de Knoffske kort (og de fra disse stammende, f. eks. kortet i E. O. og i Olavii Reise). — Utvivlsomt er der dog nogen unøjagtighed i disse korts angivelse af Tværås udspring; der lader sig nemlig næppe påvise nogen kildeflod for Tværå på bemældte avrett. I den nordøstligste del af Fljotsklidens avrett, en strækning almindelig kaldet Grønnefjæld (Grænafjall), beliggende vest for Markarfljot, findes vel en lille å Tværå, men denne — der efter at have gennemløbet en snæver dal styrter sig ned i en dyb fjældkløft for derigennem at søge ned til Markarfljot, som den forener sig med længe før denne elvs indtrædelse i bygden, medens dens løb endnu er indsnævret af et trangt klippeleje — har aldrig kunnet have nogen anden retning eller stået i nogen som helst forbindelse med den fra bygden kendte, ofte nævnte Tværå[62].


Neden for Tværå på avretten er en anden lille å (Gilså), der ligeledes falder og øjensynlig altid har faldet i Markarfljot; derpå kommer Torolvså, som nu vekselvis falder i sydlig retning lige ud i Markarfljot, eller mod sydvest, ud i Tværå, hvis inderste kilde den er, når intet af Fljotet falder deri. Har denne lille å virkelig været Tværås oprindelige kilde, må det højlig undre, at den optræder med et særligt navn.


Litla-Þverá í Fljótshlíð - (A. E. F. Mayer, 1839)
Dels vanskeligheden ved at påpege Tværås oprindelige udspring, dels egnens naturbeskaffenhed, dels endelig — og det måske ikke mindst — ønsket om at finde en forklaring af Nj.s fuldstændige tavshed angående denne strøm og komme til en forståelse af flere af sagaens noget besynderlige angivelser, har imidlertid skabt en, i omegnen så at sige almindelig antaget hypotese om Tværås tidligere løb, der vel må synes meget dristig, men som dog fortjæner at kendes. I følge den skulde Tværå oprindelig først være opstået omtrent midt i Fljotshlid tæt vest for Hlidarende, hvor nu en lille å »Tværå« eller »Lille Tværå« styrter sig ned fra lien og falder i den større å af samme navn; derimod skulde de østligere i lien (hliden) værende smååer den gang have søgt sig en egen vej gennem Landøerne til havet. Dette bygger man dels på, at man mellem den »oprindelige« Tværå og strækningen øst herfor mener at kunne spore lævningerne af et tidligere vandskel, dels på, at navnet på en af de østligere åer i lien »Blejkså« (Bleiksá) — med hvilken da de øvrige af den østlige afdeling skulde have forenet sig — genfindes i Landøerne som navn på et halvudtørret åleje, ligesom også andre spor rundt om i Landøerne viser de store forandringer, som vandløbene her ere undergåede.


For at forklare forholdet med Fljotshlidens vandløb, som det viser sig i det 18de årh., antager man da, at Markarfljot længe før den tid — f. eks. i det 16de årh., som man af visse sagn mener at kunne slutte, — skulde ved at gennembryde det oven nævnte vandskel have fuldendt foreningen af Fljotshlidens østlige og vestlige vandløb; til hele den herved opståede langs Fljotshliden løbende å (egl. elvearm) måtte da navnet Tværå naturlig udstrækkes. Men senere skulde så Markarfljot igen for en tid have afbrudt den ved denne lejlighed dannede forbindelse med Tværå og have trukket sig tilbage til sit gamle leje; Tværå derimod beholdt den ved Markarfljot én gang givne udvidelse, løbende langs hele Fljotshlid, fra dennes inderste del, men kunde fra nu af kun få sit tilløb fra liens små vandløb. Således var Tværås løb i det 18de årh.; Bj. Thorarensen går endogså, i sin oven nævnte lille afhandling, ud fra, at forholdet allerede i sagatiden var således; at det i al fald ved begyndelsen af det 18de årh. længe uforandret havde været således, tør man vel slutte af den lejlighedsvise bemærkning i A. M. om Hlidarende, at gården ejer land »syd for Tværå«[63].


Tør man ikke følge den oven for fremstillede hypotese om »Lille Tværå» som Tværås oprindelige kilde, som navnlig Ldn.s omtale af Tværå og manglen af enhver (direkte eller indirekte) efterretning om Markarfljots gennembrud af vandskellet gør betænkelig, bliver der næppe andet tilbage end at antage, at Markarfljot allerede før landets bebyggelse har givet Tværå sin historisk kendte karakter af en langs hele Fljotshliden flydende å (eller elvearm), som optog alle de fra lien kommende smååer, uden at dog nogen af disse særlig kunde anses som dens kilde, men at Fljotet derefter i en lang periode har holdt sig borte fra Tværå, hvorved denne svandt ind til et mindre betydeligt vandløb. Således må da forholdet tænkes at være hele sagatiden igennem, og først senere er da en forbindelse mellem denne å og Markarfljot genindtrådt, hvorved Tværå efterhånden skiftede karakter, afgørende først dog ved gennembruddet af Djupos.


Når man fra Bredebolstad passerer den sædvanlige vej ind i Fljotshlid langs Tværå med lien på venstre hånd, når man efter et kort ridt 'Grjotå (Grjótá), en lille bæk (alle åerne i Fljotshliden er nemlig ualmindelig små), vest for hvilken gården af samme navn ligger lidt højere oppe, tæt ved flere andre både øst og vest for åen. På Grjotå boede den fra Nj. bekendte Tråen Sigfussön; om ham minder endnu et par stedsnavne her. Neden for tunet, sydøst for gården, hvor lien er forholdsvis lav, men ujævn og fuld af tuer, omtrent som en slags hedemose, strækker sig fra disse højere omgivelser ud i Grjotå, der her gør en bugtning, en lille græsgrot flade, der kaldes »Þráinsbugr«. Åen svarer til sit navn, dens leje og bredder er fulde af større og mindre sten og klippeblokke. Oven for gården, nord for denne, findes i tunranden spor af en gammel, omtrent firkantet, ikke stor indhegning eller omgærdet plads, der kaldes »Þráinsgerði«; den ligger temlig ophøjet. I Nj. (s. 486) fortælles, at Tråens lig efter kampen ved Markarfljot førtes til Grjotå og højlagdes dér; men om højen ved man nu intet[64].


Lige over for Grjotå ligger øst for åen gården Tejg (Teigr) med tilhørende kirke; i kanten af den ophøjede vej (stétt) ved indgangen til kirken findes en temlig betydelig runesten, et par alen lang, forholdsvis smal, af ret køn polygonisk form , med indskrift på de to sider[65].


Øst for Tejg ligger gården Heylæk (Heylækr); her skal der i tunranden findes en fladere strækning, der kaldes Akratúnga. Navnet (hvis det ellers er pålideligt og af nogen ælde) henleder tanken på det i Nj. på to steder nævnte Akratunga. Den ene gang navnet forekommer i sagaen (s. 244) siges der, at Gunnar, da han agtede sig til vadet ved Hov, red fra Hlidarende tværs over Akratunge og så til Gejlastovnar o. s. v. Denne angivelse lader sig vel forlige med beliggenheden af det nu »Akratunga« benævnte sted. Når derimod (s. 165) Halgerd fortæller Tord løsingesøn, at Brynjolv roste er »nede i Akratunge«, hvorpå Tord rider ud af tunet på Hlidarende og derpå ned i Akratunge, han og Brynjolv mødtes på vejen, og Brynjolv dræbes, — ligger det nærmest ved Akratunge at tænke sig et sted, der har ligget længere nede end Hlidarende; syd for Hlidarende gård skal Gunnar desuden have haft sine agre (akrar). Dog kunde måske også udtrykket »ned« (ofan) bruges om Heylæks beliggenhed i forhold til Hlidarende. Selve navnet Akratunge lader formode, at det har været brugt om en strækning mellem to sammenløbende åer eller bække.


Fra Tejg til Hlidarende ligger vejen over en fast, noget ophøjet grusstrækning Tejgssand (Teigssandr), det før omtalte formodede vandskel, der mod øst har nåt helt op til Hlidarende, mod vest til syd for Bredebolstad, nu på en bred strækning gennembrudt af Tværås til dels tørliggende leje. Man øjner snart Hlidarende (Hlíðarendi) beliggende midt paa den temlig høje skråning, der dog er aldeles græsgrot, ejendommelig ved mange dybe furer eller græsgroede småkløfter i tunet vest for gården, lidt vestligere løber Lille Tværå (Litla Þverá); øst for gården findes en dybere kløft, hvori en lille bæk. Lige for sig har man udsigten mod øst til den indre del af Fljotshliden, der fra Hlidarende af bestandig bliver smukkere.


Højen som ifølge traditionen er Gunnars høj - (A. E. F. Mayer, 1836)
At Hlidarende var bolig for den fra Nj. så bekendte Gunnar Håmundssön, er allerede oftere omtalt i det foregående. Her dræbtes han efter et heltemodigt forsvar mod overmægtige fjender[66], og her højlagdes han (siddende). I Nj. (s. 370—72) fortælles først, hvorledes fårehyrden og en tjænestekvinde, der drev får forbi Gunnars høj, hørte Gunnar synge i højen, og dernæst om et varsel Skarphedin og Gunnars søn Högne havde, da de en aften på Hlidarende var ude og befandt sig syd for Gunnars høj: højen forekom dem nemlig åben og Gunnar havde vendt sig i højen, så mod månen og kvad en vise; derefter gik de hjem til Hlidarende.


Gunnars høj påvises på Hlidarende noget nordøst for gården temlig højt oppe i lien; man træffer her på en temlig stor naturlig høj eller bakke (hóll), hvis højeste del er grønnere og spidsere og vel kunde være menneskeværk; øverst ender højen i en varde. Højen består mest af grus og sten, dog er den græsgrot undtagen til dels mod øst. Denne samme høj er det utvivlsomt, som i Eggert Olavssöns tid udgaves fra Gunnars. I den under hans store Islandsrejse holdte dagbog anføres nemlig (Hlidarende 26/8 1756): »Den såkaldte Gunnars høj oppe på holtet nord for gården er en congestus af stene, som de middelmådige varder her ses på landet«; herefter følger en bemærkning om, at højen ikke kan ses fra bæen, hvilket dog burde være tilfældet, hvis det var Gunnars, — men noget sådant kan næppe uddrages af sagens fremstilling[67].


Fra højens top har man en glimrende udsigt: til begge sider, mod øst og vest, har man liens skråninger; mod øst afsluttes udsigten ved jøklerne og den syd for disse fremløbende Seljalandsmule; foran sig har man de flade Landøer med deres mange forskellige vandløb, og længst ude havet, hvoraf Vestmanøerne med deres kække takkede klippeformationer hæver sig op lige for beskueren. I følge andre sagn skal Gunnars våben være lagt under en tæt ved højen stående stor sten.


Hlidarende gjaldt tidligere for en udmærket jord og har jævnlig i flere slægtled været bebot af fornemme og velstående folk; som minde om de tider står endnu det bygningerne nærmest omgivende gærde (húsagarðr) tilbage, der er af et usædvanligt omfang: nu står bygningerne kun i dettes forreste del. Tæt østen for det omtalte »husgærde« skal, siger man, Gunnars berømte skåle, hvorfra han så heltemodig forsvarede sig i sin sidste kamp; have stået. Han viser grundvolden af den søndre langvæg med indgang tæt ved østergavlen, grundstenene består af temlig store stenblokke eller kampesten.


Øst for gården, på den for nævnte kløfts østlige bred, ses en grøn tue »Sámsreitr« (i den antikvariske indberetning fra vedkommende præst 1817 kaldet »Sámshaugr«), hvor Gunnars trofaste hund Såm (Sámr) skal være begravet Efter Nj. at dømme har agerdyrkningen i oldtiden været almindelig i Fljotshliden. Gunnar vender om fra udenlandsrejsen, hvortil han havde forpligtet sig, greben af synet af liens blege agre og slagne tun (Nj. 350), og ved en anden lejlighed (s. 237) fremstilles Gunnar i færd med at tilså sit agerland (sáðland). Disse Gunnars agre antages at have ligget på sletten neden for lien, hvor al grønsvær og muld nu er bortskyllet af Tværå; en sådan beliggenhed passer også bedst med sagaens fremstilling på sidst nævnte sted. I følge E. O. (og dagbogen) sås på sletten sønden for Hlidarende endnu ganske tydelige spor (agerfurer) af Gunnars agre.


I en langt senere tid (17de årh.) gjordes igen forsøg på agerdyrkning på Hlidarende, men da anlagdes agrene oven for gården — hvor de endnu påvises — ; dette fosøg mislykkedes, så vel som et fra det følgende årh. (18de), da et stykke af tunet indtoges til ager (E. O. s. 948). Til Gunnars højs oven for angivne beliggenhed passer godt Nj.s angivelse, at tjænestefolkene, der drev fårene forbi højen, hørte Gunnar synge i den; fårestierne fra gården og op på heden eller til græsningspladserne i lien har nemlig netop fra gammel tid ligget forbi denne høj. For Hlidarendes vedkommende — så vel som flere andre Flotshlidsgårdes — ligger dog, som tidligere nævnt, de egenlige sommergræsgange, hvor fårene haves i sæter om somren, på de syd for Tværå liggende sletter, og at disse strækninger allerede i oldtiden har tilhørt vedkommende ejendomme, kan ikke betvivles.


På disser sletter må altså det sæter antages at have ligget, hvorfra Halgerds værkstyrer Kol kom, da han dræbtes af Bergtoras huskarl Atle (s. 148—50). Derved bliver det tillige naturligt, at Gunnars fårehyrde har lejlighed til at iagttage dennes fjender, Otkel med følge, ride ned langs Markarfljot fra Dal (hinsides denne elv, øst — ɔ: syd — for Hlidarende), hvorefter han hurtig rider hjem for at meddele sin Husbond dette (s. 241—42). Hvor der i Nj. (s. 236—37) berettes om Otkel fra Kirkebæ, at han med sit følge, da han agter sig i besøg til Runolv i Dal, »stævner øst på til Markarfljot«, men at hans heste bliver ustyrlige og løber fra vejen op til FIjotshlid, hvor han kommer til at såre Gunnar, der er ved at så korn på sin ager, med den ene spore, må det vel også antages — da det vilde være en unødig omvej for Otkel at rejse øster på langs Fljotshliden — , at vejen har ligget over disse strækninger, skønt Tværå ikke med et ord omtales, uagtet denne å dog i så fald må antages at have været mellem Otkels vej og FIjotshliden eller Gunnars ager. At Nj. ikke kender tilværelsen af Tværå er imidlertid tidligere anført[68].


Noget øst for Hliderende kommer den lille å Merkeå (Merkiá), hvortil i følge Eg. (s. 45) Baugs landnam strakte sig[69]; i sit løb ned over lien danner den en ganske ejendommelig foss, i det man ser åen øverst i lien, derpå forsvinder den og kommer først frem længere nede, hvor der er en stejl klippe med fire runde i en lodret linje stående huller; ud af det nederste kommer nu fossen, men når der er meget vand i den, skal den styrte ud af dem alle fire.


Fljotshlid fra Hlidarende og indefter kaldes Indhliden (Innhlíð); dette parti er, navnlig fra de noget øst for Merkeå liggende gårde Eyvindarmule (Eyviudarmúli)[70] og Åkværn (Árkvörn), meget smukt. Lien har nu mere antaget karakteren af et fjæld, er højere og klippen træder på mange steder frem, men ellers grønklædt, og med få favnes mellemrum styrter sig skummende bække eller småfosse ned over skrænten eller gennem en af de mangfoldige kløfter, hvor endnu hist og her et lille birketræ ses at klynge sig fast, af ualmindelig størrelse og frodighed for disse egne. Udsigten til den grønklædte med de mange hvide bånd prydede li, til dens fortsættelse, det højere, brunlige og mere alvorlige Torolvsfell, derpå til Godalandsjøklen, blå med en betydelig snemængde, der begrænser udsigten mod øst, og til den sneklædte Øfjældsjøkel med violette sider og fod, der først går fra øst til vest og sammen med de oven nævnte fjælde indeslutter en frisk, grøn dal, og derpå strækker sig mod syd med den smukke top Fagrafell og den lodrette Seljalandsfoss for tilsidst at ende i Seljalandsmule, — frembyder altid, når den fornødne klarhed i luften er tilstede, et herligt syn; men dobbelt skønt er det ved solnedgang, når jøkelrødmen kaster sit skær fra fjældenes sne over hele egnen.


Noget hinsides Åkværn træffer man den lille Blejkså (Bleiksá); øst for denne ligger gården Barkarstad (Barkarstaðir)[71].


Efterhånden som man kommer østligere i lien, indsnævres landet mellem fjældstrækningen mod nord og Øfjældsjøklen mod syd mere og mere, og i steden for græs kommer nu udelukkende en sten- og grusslette, frembragt og vedligeholdt af Markarfljot, når den i pludselig vækst kaster sig fra sit vanlige leje over mod lien. Man er her nåt til liens ende, dens østlige fortsættelse Torolvsfell (Þórólfsfell) har et langt alvorligere udseende; det er et temlig regelmæssig hvælvet fjæld, med mange kløfter og furer, med fremherskende brunlig tone og med kun sparsomt græs. Den efter fjældet benævnte gård Torolvsfell — om hvilken nu intet vides — , omtales oftere i Nj., da Njål drev denne gård sammen med Bergtorshvål, og på Torolvsfell foregår derfor flere af de i sagaen fortalte begivenheder. Torolvsfell omtales også i Ldn., hvor der (s. 280) siges om den mand, der først byggede her, at han tog land vest for Fljotet mellem to Dejldaråer (milli Deildará tveggja) — med sin søster Åsgerds samtykke (at ráði hennar) siges der besynderlig nok, uagtet hendes eget landnam var indskrænket til Markarfljots østside. — Man gætter, men uden sandsynlig grund, på, at gården Torolvsfell oprindelig har stået vest under fjældet, vest for den lille å Torolvså (Þórólfsá), der her løber ned mod Markarfljot; men at den så senere på grund af Markarfljots ødelæggelser er bleyen flyttet lidt vestligere og op i lien, hvor nu Fljotsdal (Fljótsdalr), den østligste gård i Fljotshlid, ligger. (På det formodede sted for den ældre gård vil man nemlig have fundet spor til gærdebygning.) Sandsynligere er det vistnok, at netop Torolvså er den sydligste (vestligste) af de to Dejldaråer; derved bliver netop også hele Fljotshliden tilovers for landnamsmanden Rang, der i følge Ldn. »nam Fljótshlið alla ofan um Breiðabólstað.« Den øvre (nordøstligere) Dejldarå er vel den lille Gilså, der udspringer på avretten øst for Torolvsfell og flyder ned forbi dette til fljotet[72]. Om en anden landnamsmand, Sighvat den røde, siges det nemlig i Ldn. (s. 284), at han tog land vest for Markarfljot, Enhyrningsmörk oven for Dejldarå og boede i Bolstad. Enhyrningsmark (Einhyrníngsmörk) har åbenbart taget navn efter fjældet Enhyrning (Einhyrningr), der hæver sig nordøst for Gilså nær Markarfljot som en skæv kegle med enkelte små spirformede tinder ud til siden; endnu længere mod nord oppe i Fljotshlidsavrettens nordøstligste hjørne; ikke langt fra, hvor åen Hvitmage (Hvítmagi) adskiller denne fra den nord for liggende avrett Lauvalejte (Laufaleitir), står et andet fjæld Grønnefjæld (Grænafjall), efter hvilket selve Fljotshlidsavretten tager navn helt ned forbi Enhyrning. Stedet for Sighvats gård Bolstad (Bólstaðr) må vel rettest søges under Enhyrning; midt i Fljotshlidsavretten (det såkaldte »Grønnefjæld«) skal der nemlig ifølge A. M. i gamle dage have været en gård »Einhyrningr (undir Einhyrningi)«, af hvis tomter man endnu 50 år før den tid (1710) havde kunnet se spor; omegnen var imidlertid efterhånden bleven blottet for vegetation og ubebyggelig.


Vadested ved Markarfljót eller Krossá - (A. E. F. Mayer, 1836)
I øvrigt er det værd at lægge mærke til, at også ved omtalen af Dejldaråerne i Ldn. iagttages fuldstændig tavshed om Tværå, hvorimod de snarest synes at betragtes som tilløb til Markarfljot.


Endnu en senere forsvunden gård, nemlig Svertingsstad (Svertíngsstaðir) nævnes på dette sted (s. 284) i Ldn.; også den må utvivlsomt henlægges til avretten vest for Fljotet, måske endog højere oppe end Bolstad, til hvilken den vel har været nabogård. På Svertingsstad byggede landnamsmanden Jörund gode et stort hov og henlagde til dette en ubesat strækning øst for Fljotet.


Vest for disse to fjælde (Enhyrning og Grønnefjæld) hæver sig inde i højlandet (østligst i Trihyrningshalsene) den høje Tindfjældejøkel (Tindfjallajökull — med sorte spidser eller tinder). Vest og syd for selve fjældet Grønnefjæld løber den før nævnte Tværå på avretten: den snævre dal oven for Enhyrning og øst for Tindfjældejøkel , hvorigennem den løber, er bekendt af de talrige huler og grotter — af Sv. Povlssön omtalte under navnet »Þverárhellrar« — , hvoraf de omgivende klipper er opfyldte, hvad der gør dette sted til et søgt bedested og stadig brugt nattekvarter for de folk, der hvert efterår afsøge fjældgræsgangene.


Syd for de hidtil beskrevne landskaber af Rangåvoldesyssel strækker sig de oftere omtalte Landøer (Landeyjar) begrænsede af Markarfljot, Tværå og Holså. Det er flade strækninger, for største delen bestående af udstrakte moser, hist og her også af sparsomt bevoksede sandstrækninger eller af enkelte tørrede græsflader. Ved en fra Markarfljot udgående arm Affaldet (Affall) deles de i Øster-Landøerne og de bredere og større Vester- eller Ud-Landøer. Uagtet den fuldstændige mangel på havne drives dog fra disse egne en del fiskeri med store både, ligesom man også ad søvejen henter en del af sine livsfornødenheder fra handelsstedet på Vestmanøerne; landingsstederne forandres efter som søen bryder gennemgange, de såkaldte »led« (hlið), i sandrevene uden for; når disse gennemgange lukkes af sandet, siges der at være »leddeløst«, og da ses langt ud i søen uafbrudte brændinger, så man næppe kan ro selv i død sø[73] — I det sydøstligste hjørne af Vester-Landøerne ligger den fra Nj. så berømte gård Bergtorsvold (Bergþórshváll eller, som den nu sædvanlig benævnes. Bergþóruhvoll), der allerede i nogen afstand viser sig for den ankommende[74].


Gården er beliggende på et lille højdedrag, som har givet den sit navn, og som ofte omtales i Nj. under benævnelsen »hvállinn«, der hæver sig i sletten i retning fra omtrent øst til vest. Det er bølgeformigt, i det det består af tre småbakker med sænkninger imellem; en af disse har været lavningen , hvor Tord syntes at se bukken ligge død (Nj. 173). Den nordvestligste høj er den bredeste, men måske lidt lavere end de andre, på den står husene; den midterste optages af en høindhegning. Gården ligger med udsigt mod sydvest, tæt neden for ligger på bakkeskråningen en køkkenhave; ved gravning i denne er der for nylig fundet et tykt askelag, hvori der blandt andet fandtes en del tynde plader og brudstykker af bronce, der skal have båret tydelige spor af ildens påvirkning[75]. Ligeledes fortælles, at der tidligere ved ombygning af huse i den østlige del af gården er bleven fundet en del forbrændte græstørv. Den tredje og sydøstligste høj hedder »Floshóll«; på sletten øst for er en lille fordybning »Flosalág« , hvor brandstifterne siges af have bundet deres heste og opholdt sig, indtil de begav sig helt hen til gården. Beliggenheden passer just ikke aldeles til sagaens ord »dalr var í hválinum«, desuden er den for lille til et sådant brug (kun 4 - 5 fv.); men hvad dette sidste angår, da er man på hele sletten neden for højen uset fra gården, her var altså overalt et bekvemt sted til skjul. Sletten, der begrænses mod øst af Affaldet, er nu ikke stor.


Imellem Bergtorshvol og den nordvestligere gård Kåregærde (Káragerði)[76] findes i tunet en sumpig lavning kaldet Kåretjørn (Káretjörn , tjörn ɔ: kær, vandsamling); her skal Kåre efter at være sluppen ud af den brændende gård have slukket ilden i sine klæder — i følge sagaen skete dette i en bæk — ; det sumpige drag fortsætter sig neden for tunet og kan vel gøre indtrykket af at have været eller vel stundum endnu at være en art bæk eller vanddrag. Her ses man næppe fra gården, i al fald ikke, når man undlader at stå oprejst.


Straks hinsides gården Kåregærde er i en jævn skråning en lille fordybning, stor nok for et par liggende mennesker; dette er Kåregrav (Káragróf), den grav, hvori Kåre (Nj. 671) en tid udhvilte sig[77].


Om Affaldet også i oldtiden har dannet Bergtorshvolsgårdens østlige begrænsning må synes tvivlsomt, det findes ingensteds omtalt i den ældre literatur; måske har der, hvor det nu løber, været et mindre vandløb, måske slet intet. I A. M. fortælles, at Bergtorshvol tidligere havde en indbringende drivtømmerforstrand — gården ligger nemlig ikke langt fra søen, som man hjemme fra hører og til dels ser — , nu (1709) var den derimod meget ødelagt af vand (affallið), »som overskærer kysten på skrå, så at man i de to sidste år så godt som intet gavn har haft af det opdrevne«. Heraf at slutte, at Affaldet først to år i forvejen skulde være opstået, turde synes noget dristigt, (så meget mere som A. M. ved de andre gårde, forbi hvilke Affaldet løber, slet ikke nævner dette vandløb, men kun taler om ødelæggelser dér, anrettede af flyvesand[78]. Nu viser Affaldet, der i sydvestlig retning udgår fra Markarfljot omtrent syd for Tejg, en del vestligere end Tværås adskillelse fra samme elv, sig som en meget foranderlig flodarm; stundum er vandstanden kun ringe og det brede leje til dels tørt, men på få dage eller timer skal det aldeles kunne fyldes. En mils vej oven for Bergtorshvol, omtrent midtvejs i Vester-Landøerne og ud for den ved Affaldets østlige bred stående gård Kanastad (Kanastaðir, lidt sydvest for Voðmúlastaðir), træffer man et sted ved Affaldet, som hedder »Blejksåmunding« (Bleiksármynni); fra dette punkt kan man i nordøstlig retning forfølge et tydeligt åleje op mellem Tværå og Affaldet; med forskellige afbrydelser skal det kunne ses næsten ind til disses vinkel. I følge den tidligere (under Fljotshliden) omtalte hypotese skulde der oprindelig have været et naturligt vandskel mellem Tværå, der udgående fra Lille Tværå skulde have løbet mod vest, og Blejkså, der udgående fra åen af samme navn i Fljotshlid skulde have løbet i sydvestlig retning ad det nu udtørrede leje indtil »Bleiksármynni«, hvor Affaldet skulde have kastet sig i dens gamle leje. På adskillige andre steder i Landøerne træffer man som alt berørt spor efter fordums til dels temlig betydelige vandløb; i almindelighed kaldes de »fljót« eller »fljótsvegir« (ɔ: fljotsveje), hvad der fører tanken hen på at sætte dem i forbindelse med Markarfljot og søge deres oprindelse dér, i det man antager, at de har været tidligere forgreninger af denne urolige elv. Foruden flere sådanne (Hallgeirseyjarfljót og Krossfljót) øst for Affaldet findes en af de betydeligste vest for dette; denne, der i almindelighed benævnes »Fljotsvegr«, strækker sig i sydvestlig retning fra syd for Tværå omtrent ud for Bredebolstad oven for Berjanes[79] forbi Fivlholt (Fíflholt), efter hvilken gård dette vandløb i al fald på en vis strækning ofte kaldes Fivlholtsfljot, ned mod søen, hvor det har sit udløb noget vestligere end Affaldet; det er at se til som en dyb bæk med høje bredder og græsskrænter og synes oprindelig at have været lejet for en betydelig strøm. Denne sidste »farvej« med flere tilhørende tager sig snarest ud som oprindelige forgreninger af Tværå.


På Fivlholt har man i følge en af Povl i Åkværn opstillet teori villet søge tingstedet for det i Nj. omtalte for Höskuld Hvidenæsgode oprettede godord. Dette er dog vistnok aldeles grundløst. På Øster-Fivlholt, hvor der endnu er tingsted (med tinghus), er intet andet, der minder om ældre tingvæsen, end tre — fire lave banker eller jordvolde i tunet, adskilte indbyrdes ved smalle mellemrum, fra 12 — 6 al. lange og et par alen høje, der kaldes »lögréttubalar« eller »lögréttugarðar«; i navnet ligger vistnok kun et minde om, at tinghuset i ældre tider (forrige årh. f. eks.) har stået her. I tunet findes et af de sædvanlige til de forrige århundreders tingsteder knyttede minder, en græstørvsdysse, hvori to tyve skal ligge.


Om Hvidenæs (Hvítanes) er vistnok ikke andet at sige, end at navnet er tabt, og man ved ikke, hvor stedet har ligget[80].


Øerne (eyjar), hvor Gunnar lod sine huskarle slå hø, kan ikke være andet end Landøerne, og sammenhængen viser, at de må have opholdt sig i den vestlige del af disse. Måske der den gang langs Rangåens bredder har været græsrige enge ; forandringer ved Rangåernes udløb skal have bidraget meget til at forringe græsvæksten mange steder her; andre årsager: sandfog, oversvømmelse, frost, har også gjort deres indflydelse gældende. Således anføres i A. M. angående Bergtorshvol, at medens man indtil for kort tid siden kunde holde 40 køer dér, kunde der nu kun fodres 16, og forskellen ved flere af de vestligere gårde var endnu større; ødelæggelserne dér var navnlig bevirkede ved den 30 år tidligere opståede »gljá«, i det vandet fra Rangå da gik over engene uden senere at have fundet sig noget udløb.


I Øster Landøerne, på gårdene Hallgejrsø (Hallgeirsey)[81] og Hildesø (Hildisey), fæstede begge de brødre bo, der tilligemed deres søster Ljot besatte hele Øsvejten (Eyjasveit) ɔ: alle Landøerne, strækningen mellem Fljotet og Rangå op til Tværå. I Øster Landøerne, noget oven for disse gårde, ligger også Ossabæ (Ossabær, ældre: Vörsabær), hvor Höskuld Hvidenæsgode fæster bo med Hildegunn, efter at Njål har købt land til ham her. Den nuværende gård Ossabæ ligger omtrent 1½ mil nordøst for Bergtorshvol, øst for Affaldet; det gamle Vörsabæ lå lidt længere nede, dér er der omtrent vest for Vodmulastad en rund høj, hvorunder gården har stået; i begyndelsen af forrige århundrede lagdes denne gård øde på grund af sandfog. I Nj. (s. 57 —73) fortælles det, at Höskuld Hvidenæsgode er beskæftiget med på et indhegnet stykke jord (gerði) at så korn, da han dræbes af Njålssønnerne og Mörd Valgardssön, der har skjult sig bag gærdet her; på strækningen mellem Ossabæ og Vodmulastad lå en hjåleje Höskuldargerði, der ødelagdes 30 år før den ældre gård, og som da kun havde været 30 år bebygget. — Også her er ved betegnelsen af retningen noget besynderligt i Nj. Da Hildegunn, samme morgen drabet foregår, finder sin mand dræbt i kornmarken, kommer Mörds fårehyrde til og beretter, at Njålssønnerne — der efter drabet begav sig hjem — var dragne bort dernede fra (neðan þaðan) og havde kaldt på ham for at tillyse drabet. Hvorfor Njålssønnerne skulde gøre den omvej først at drage mod nord (neðan) er ikke let at se, hvis ikke vandløbenes daværende tilstand har foranlediget dette; og hvad Mörd Valgardssöns fårehyrde har haft at gøre i disse egne er aldeles ubegribeligt[82].


At man af de oven nævnte »fljotsveje« til dels kan slutte sig til forholdene på landnamstiden, synes selve navnet »Landøer« at antyde. »Landøer« bruges nemlig andensteds på Island i betydningen af tæt op til det faste land og til dels med det i forbindelse stående øer; men det vilde næppe falde ret naturligt at give så store sammenhængende landstrækninger, som Landøsvejten nu består af, et sådant navn — navnlig hvis ikke engang Affaldet i sin nuværende skikkelse da var dannet og hvis Tværå ikke stod i nogen forbindelse med Markarfljot. Måske dette landskab på landnamstiden endnu bar spor af en voldsom naturomvæltning, hvorved talrige forgreninger af Markarfljot — direkte (og indirekte gennem Tværå?) — havde gennemskåret det flade land. På sådanne forhold kan måske også de ikke få på »ø« endende gårdnavne i Landøerne tyde. Ejendommeligt nok er det, at der slet ingen landnamsmænd i Vester-Landøerne nævnes.


Uagtet man i almindelighed udtrykker sig, som om Landøerne imod øst begrænsedes af Markarfljot, er deres østgrænse i virkeligheden ikke denne elv selv, men dens østligste (dog vest for hovedelven liggende) forgrening Ålarne (Álar). Mellem Ålarne og Fljotet ligger en smal langagtig ø, der endnu i verdslig henseende henhører til landet øst for Fljotet, idet Ålarne danner grænsen mellem øster Landaørnes hrepp og Øfjældshreppen; men også ejendomsforholdene viser tydelig nok, at denne landstrækning oprindelig har stået i nøje forbindelse med egnen øst for Fljotet. Den øst for dette liggende gård Store Dal har største delen af sit land i den nævnte strækning, og fire af dens hjålejer, de såkaldte »Hólmabæir«, ere beliggende her. Det kan næppe betvivles, at Ålarne oprindelig har været Markarfljots egenlige leje, hvad der også er en bestemt og rodfæstet anskuelse i hele omegnen, ligesom det også bekræftes ved fremstillingen i Nj. Således fortælles (s. 349 — 50), at Gunnar og Kolskegg rider hjemmefra til skibet, der skal fare dem bort fra landet, efter at de i følge overenskomst havde underkastet sig en treårig landsforvisning. De red ned (fram) til Markarfljot, her snubler Gunnars hest, så at han springer af og kommer til at se tilbage. Synet af liens skønhed (lyse agre, slagne tun) griber ham så stærkt, at han vender om, uagtet han derved bryder sit ord og véd, at det vil medføre hans død. Stedet , hvor Gunnar vendte om, »Gunnarsholm« (Gunnarshólmi) — ikke nævnt i Nj. — henlægges til det nordøstlige hjørne af Øster Landøerne, i vinklen mellem Affaldet, der her har forgrenet sig i mange småarme, og Ålarne; det er hverken nogen holm eller høj, men en strækning, der er lidt mere ophøjet end de nærmeste aldeles flade omgivelser, en lav banke. Herfra ser man over mod det omtrent lige over for liggende, rigtignok temlig fjærntliggende, Hlidarende; dog skal det, naar tunene er slåede og frembyder deres blege gulgrønne flader, ses særdeles tydelig; udsigten er smuk, mest dog til Indhliden og jøklerne[83].


I østlig retnig ud for Gunnarsholm har man i ikke lang afstand et karakteristisk, aldeles fritstående lille fjæld Store Dimon (Stóra Dímon)[84]; det er grønklædt, skråner nogenlunde jævnt ned mod nord og syd, er derimod brat mod vest. Her må de i Nj. nævnte Rødeskrider (Rauðaskridur), hvor Njål og Gunnar ejede skov sammen, sages; foruden at det er den bestemte mening dér i egnen, tillægges navnet Rauðaskriður (på grund af stenenes farve) endnu et bestemt sted i fjældets østlige skrænt, hvor klippen på flere steder træder frem; skoven her er dog nu aldeles forsvunden[85]. — At Hlidarende har haft part i Dimon, er så meget mindre underligt, som denne gårds land når lige her til[86]. — De af Halgerd og Bergtora foranledigede gensidige drab af hinandens tjænestekarle begyndte med, at Halgerds værkstyrer Kol i skoven her dræbte Svart, der fra Bergtorshvol var sendt op i Rødeskrider for at tilbringe en uge der med at hugge skov. — Da Njålssønnerne vil anfalde Tråen Sigfussön med følge, der har været i besøg i Store Dal hinsides Markarfljot, begiver de sig op i Rødeskrider og venter dér; »derfra kunde de nemlig se, når hine red østen fra, fra Dal.« Da må nemlig Markarfljot (ɔ: Ålarne), som nu løber på begge sider af Dimon, have løbet væsenlig øst for dette fjæld, men i øvrigt ad Ålarnes leje. Da Tråen og hans mænd red ned[87] fra Dal langs ørerne, så de skjoldene blinke i Rødeskrider — som man i virkeligheden særdeles tydelig ser derfra — og vendte derfor om for at begive sig længere ned langs Fljotet, hvorved Njålssønnerne nødtes til ligeledes at løbe ned for at møde dem. Fljotet var tillagt ved begge bredder, men mellem disse iskanter var kun et enkelt sted en isbro tværs over elven. Ad denne søger de andre at komme over, men Skarphedin springer over det dybe, 12 alen brede (se Nj. s. 624), åbne vand og dræber den første mand, i det han i flyvende fart glider over den glatte is øst for Fljotet; her kommer nu kampen til at stå (Nj. 477 ffg.).


Tilbage står beskrivelsen af landet øst for Markarfljot, den såkaldte Øjfjældssvejt (Eyjafjallasveit), samt de højere oppe langs Markarfljot liggende fjældgræsgange; hele det indre land her optages af en sammenhængende jøkelmasse, der under forskellige navne (Øfjældsjøkel, Myrdalsjøkel o. fl.) strækker sig fra sydvest til nordøst og nord, og hvis større østlige del hører til Vester Skaftafells syssel[88]. Navnlig mod sydvest og syd når den dog ikke helt ud til det lavere foranliggende land, men bedækker kun den indre og højeste del af Øfjældene (Eyjafjöll), medens den derimod lader fjældmassens stejle skråninger og næsten lodret affaldende sider helt fri. Under Øfjældenes vestlige og sydlige affald ligger hele bygden, den såkaldte Øfjældssvejt, nord for Øfjældsjøklen og videre i nordøstlig retning langs jøkelmassen strækker sig derimod de omtalte fjældgræsgange (avretterne).


Den nederste del af det ubeboede land er det såkaldte Lánganes (ɔ: Langenæs), der nord for Øfjældsjøklen strækker sig langs Markarfljot; det kan dog ikke regnes til avretten, da det er en del af gården Store Mörks græsgange. Det er en flad strækning mellem elven og jøklen, på sine steder stenet, men mest bedækket med mos, engvækst eller græs; tidligere skal det have været skovgrot. Langanæs udgjorde en del af den Asgerds landnam, som Nj. kalder Njåls moder, men Ldn. vistnok rettere hans bedstemoder; hun tog nemlig land øst for Markarfljot mellem Öldustén og Seljalandsmule[89], eller som Ldn. udførligere udtrykker sig mellem Seljalandsmule og Markarfljot og Langanes helt op til Joldustén[90].


Fra den nærmeste del af avretten, Stensholt (Steinsholt), skilles Langanæs ved en lille å Jøkelså (Jökulsá); hinsides åen ligger foran jøklen et stenet højdedrag, der giver stedet navn. I jøkelfjældet her oven over, højt oppe, var krateret under Øfjældsjøklens udbrud 1821 — 22. Fra en skridjøkel (eller faldjøkel, som sådanne nedglidende gletschere i reglen kaldes på Island), som den gang lå ned fra fjældet vest for Stensholt og hvorfra Jøkelså havde sit udspring, styrtede en uhyre med isblokke opfyldt vandflod tværs over Stensholt, ned over det flade underliggende land, hvor endnu mange runde fordybninger (som huller i en æbleskivepande) er tilbage som minder om de uhyre jøkelstykker, der skal have brugt over to år til at tø op. Derfra søgte vandet ud i Markarfljot, hvor det foranledigede en overordenlig stigning og drev elven umiddel bart op til tunene af forskellige gårde i Fljotshliden. Hvor krateret var, ses nu en sænkning i jøklen.


Noget længere tilbage ses i de hvide omgivelser et sort punkt, det er Gudnasten (Guðna- eller Goða-steinn)[91], jøklens højeste punkt (omtr. halvsjette tusinde fod over havfl.). I følge Svend Povlssöns undersøgelse 1793 er denne klippeblok en del af randen af et gammelt vulkankrater, måske stammende fra året 1612; i dette år siges nemlig Øfjældsjøklen under et vulkansk udbrud »at være løbet frem til søen«. Udtrykket er dog rimeligvis unøjagtigt, da der ikke er noget tegn til, at vandfloden har taget denne retning. Havde man ikke krateret at holde sig til, kunde man antage beretningen opstået ved en forveksling med de østlige jøkler i denne gruppe, hvor idelige udbrud har fundet sted; disse må i al fald snarest et udbrud 1717 tilskrives, som stundum tillægges Øfjældsjøklen.


I højdedraget Stensholt ses en enkelt grønlig skråning, kaldet Hovtorva (Hoftorfa); efter hvilket hov den bærer navn, ved man dog ikke[92]. Hinsides holtet ser man en skridjøkel mellem to klipper skyde sig næsten helt ned til jorden; ellers er fjældet her på det forreste parti ikke snedækt. Fra Skridjøklen udgår en å, Stensholtså (Steinsholtsá), der danner grænsen mellem Stensholt og den følgende strækning Stakksholt, og som efter et kort løb falder i den fra øst til vest løbende jøkelå Krosså (Krossá); nederst mellem Stensholtså og Krosså er en græsgrot strækning, mærkelig ved sit navn, Fagreskov (Fagriskógr). Omtrent lige over for ses hinsides Fljotet sydøst for Torolvsfell en på grussletten frit stående klippeblok »Lausalda«, som siges tidligere at have båret navnet Øldusten (Öldusteinn ɔ: Aldasten) — sysselbeskrivelsen nævner endog ligefrem »Øldusten« kort vest for Torsmarksrane (den mellem Krosså og Markarfljot skillende pynt) som et af de faste punkter for grænselinjen mellem Øfjældshreppen og Fljotshlidshreppen. Nu løber Fljotet snart på den ene, snart på den anden side af denne klippe. Er virkelig her den i Nj. (s. 78) som Öldusteinn, i Ldn. (s. 279) som Joldusteinn nævnte ene ydergrænse for Asgerds landnam, synes altså den første af disse former for navnet at være at foretrække; i bægge benævnelserne ligger vel for resten kun forskellige former af samme ord: jalda = alda ɔ: bølge.


Þórsmörk og Fljótshlíð - (W.G. Collingwood, 1897)
Øst for Stakksholt, mellem Krosså og Hvannå (Hvanná), der ligeledes er en syd (eller egenlig sydøst) fra kommende biflod til denne, ligger en lille strækning, der bærer navnet Godaland (Goðaland), opfyldt af fjælde og kløfter. Dette er, tværtimod hvad man i følge Nj. skulde formode (hvorom mere senere), et afsides parti, hvorigennem aldrig nogen alfarvej kan have ført. Kun for de sydøst for Øfjældene boende folk kan det være bekvemt at drive fårene til og fra fjældgræsgangene ad denne vej over en syd for liggende smal jøkelryg, som forener Øfjældsjøklen med de mere udstrakte nordøstligere jøkler.


Torsmark (Þórsmörk) kalder man den nærmest nord for Krosså liggende del af højlandet, af udstrækning kun ringe, langagtigt, smalt, mod nord begrænset af den ligeledes i Markarfljot faldende Trøngå (Þröngá), men berømt for sin romantiske skønhed, der gør det til et stadigt mål for de turister, der færdes i denne del af landet. Man har her fra alle højere punkter udsigt til de vildeste alpepartier, hvor stejle skrænter, ejendommelige tinder, klippens skønne farvenuancer og den blændende sne veksler for øjet. Torsmarken selv er gennemfuret af kløfter, hvor man mellem grusskrænter og sandhøjder hist og her støder på smilende smådale, der selv i et frodigere landskab vilde vække beundring. Den vigtigste af disse er Husadal (Húsadalr), der åbner sig mod vest ud mod Markarfljot, bedækket på skråninger og højder med frodiggrønt birkekrat; inderst og østligst i dalen er en stejl, noget fremad ludende klippe, hvori der 4 - 5 al. oppe er en lille hule med snæver indgang , som kaldes Snorrarike (Snorraríki)[93]; i klippevæggen er hugget fordybninger, så at man kan komme op i hulen. I denne og i klippevæggen neden for har mangfoldige besøgende indhugget deres navne (til dels med runer), en af fjældvejene over Torsmarken ligger nemlig her forbi. I Husadal, fortæller A. M., antages det, at der i fortiden har været bygd, endog anselig, på grund af indhegninger og gærder, som dér ses. I dette århundrede er der påny bleven gjort et dog kun kortvarigt forsøg på at anlægge en gård her. — Yderst i Husadal findes en anden klippehule, som kaldes Sóttarhellir (sothulen); i følge sagnet, som fortælles med forskellige småafvigelser, søgte nemlig en gang atten mænd, som afsøgte fjældgræsgangene , ly i denne hule. Da de her så en ældgammel troldkvinde, spottede de hende alle undtagen én, men hun forbandede dem, så at de alle undtagen denne ene døde af pest — i hulen vises endnu de huller, der indhuggedes for deri at ophænge klokkerne, da hulen efter denne begivenhed viedes.


Til en strækning sydvest for Husadal knytter sig benævnelsen Turidarstad (Þuríðarstaðir); i følge den almindelige mening — hvad allerede A. M. anfører — skal her fordum have ligget en gård, noget som allerede navnet giver formodning om. I følge A. M. kaldtes den nærmeste egn her omkring Mið-Mörk[94]; brugen af Miðmörk som avrett tilhørte i følge samme kilde gårdene i Fljotshlid.


Den sydøstligste del af Torsmark udmærker sig ligeledes ved sin frodige skønhed, lierne neden for den faste klippe og andre småskrænter, kløfter og smådale er bevoksede med frodigt græs, lyng eller birkekrat; under en stejl klippe (Búðarhamar) i disse omgivelser er det sædvanlige nattested for de folk, der om efteråret afsøge fjældgræsgangene, og hvilested for turisterne om somren. — På grund af sin ualmindelige frodighed skattes Torsmarken meget som avrett, og det har tidligere været ikke ualmindeligt at lade fårene gå her halvvilde omkring hele året rundt.


At Torsmark oprindelig har været bebygget, erfares allerede af Ldn., der nævner brødrene Asbjörn Rørketilssön og Stenfinn som landnamsmænd her. De tog, siges der nemlig (s. 280), land oven for Krosså øst for FIjotet. Stenfinn, der ikke efterlod sig afkom, boede på Stenfinnsstad (Steinfinnsstaðir). Asbjörn helligede sit landnam til Tor og kaldte det Torsmark (Þórsmörk). Asbjörns sønnedatter hed netop Turid, men at sætte hendes navn i forbindelse med Turidarstad, vilde vel være for dristigt. — Har Stenfinnsstad ligget i selve Torsmark, lader der sig næppe sige noget nærmere om denne gårds beliggenhed. Har den derimod ligget uden for — og vel altså oven for — det egenlige Torsmark, hvad Ldn.s ord nok kunde give anledning til at formode, er det ret naturligt at henføre de tomter, der findes nord for Torsmark, i de såkaldte Almenninger, til denne gamle gård. Almindingerne eller, nøjagtigere gengivet, Almenningerne (Almenníngar) er en langt mere øde strækning, der begynder nord for Tröngå, og som deles i de »fremre« (fremri) og »indre« (innri). Straks hinsides åen møder øjet kun sand og sten. Her i et næsten aldeles vegetationsløst højdedrag Kåpa (Kápa — kåbe) findes imidlertid tydelige spor af en tidligere bebyggelse; man ser endnu lævninger af husenes (ɔ: de til en gård hørende huses) grundvold, dyreben, hvoraf der tidligere skal have været en hel dynge, og selv et kort ophold er tilstrækkeligt til at lade en finde forskellige små sager af sten og bronce. Menneskeben skal og være fundne på et enkelt sted her. (Når man nu gætter på, at den fra Nj. velbekendte bonde i Torsmark Bjørn i Mörk skal have bot her, mangler dette vistnok al sandsynlighed og har formodenlig kun sin grund i, at dette sted på grund af de her fundne oldsager særlig har tiltrukket sig folks opmærksomhed.) Nj. har oftere lejlighed til at omtale denne egn, om end navnet Þórsmörk kun forekommer to gange i sagaen (s. 845, 853). I omtalen af selve Torsmarks beliggenhed er intet stødende, men når der (Nj. 845) siges, at »dér er tre gårde, som alle hedde Mörk«, af hvilke Bjørn boede på midgården — Miðmörk, s. 869 —, da kan man vanskelig frigøre sig for den tanke, at der her finder en forveksling sted. I den Torsmark nærmeste del af Øfjældssvejten findes nemlig netop tre gårde Mörk (Syðsta Mörk, Miðmörk, Stóra Mörk), og at disse allerede fra gammel tid af have bestået alle tre, er der næppe nogen grund til at betvivle, om end Nj. ikke særlig udhæver den af dem, på hvilken den i sagaen så hyppig nævnte Ketil i Mörk boede (formodenlig Stóra Mörk), i modsætning til de to andre. At tre gårde i Torsmark skulde have haft samme navne som tre samtidige gårde lidt sydligere i bygden, er i højeste grad usandsynligt, og selv om man vil gå ud fra, at tredelingen af Mörk i Øfjældssvejt er af yngre oprindelse, vilde det dog være et besynderligt træf, om de samme tre gårdsnavne først skulde have forekommet i Torsmark og senere igen lidt sydligere. At i Torsmark tre gårde Mörk skulde være opståede (vel ved udvikling af én, senere tredelt gård) er heller ikke rimeligt; ja ikke en gang tilværelsen af den enkelte gård Midmörk her synes ret vel at kunne antages. Rigtignok er der, som anført, en strækning i Torsmark, der bærer navnet Miðmörk, men den gård, der skal have ligget her, benævnes med et andet navn. At forfatterens kendskab til Torsmark ikke kan have været meget nøje, ses også af, at han omtaler Torsmark som bebygget (þar eru þrír bæir, er í mörk heita allir), uagtet denne bygd ved midten af det 13de årh., ja vel endog i slutningen af det 12te, var lagt øde. For midten af det 13de årh.s vedkommende synes der ikke at kunne være nogen tvivl efter Sturl.s ord (II, 263), hvor der berettes om de såkaldte Andressønner af Oddaverjernes slægt, at de efter et forsøgt overfald på Gissur jarl af frygt for denne begav sig øst på til Torsmark og opholdt sig der en tid lang, men var stundum i bygderne (austr í Þórsmörk, ok höfðusk þar við um hríð, en stundum í bygðum); og at Torsmark var ubygd allerede i 12te årh. synes at ligge i Jon Loftssöns svar til biskop Torlak, da denne truer ham med bansættelse, hvis han ikke vil sende sin frille, biskoppens søster, bort fra sig: at han vil drage til Torsmark eller et andet sådant sted, hvor folk ikke udsættes for at have omgang med ham (den bansatte) og leve der med den pågældende kvinde, så længe han har lyst[95]. Rimeligst er det at antage, at Nj.s forfatter også her kommer til at fejle af mangel på lokal kundskab; fortællingen har vel oprindelig lydt om Björn i Miðmörk ɔ: Torsmörk, og forfatteren har da hermed blandet sammen, hvad han havde hørt om tre gårde Mörk øst for Markarfljot. En anden antagelse, der kunde opstilles, at Bjørn slet ikke skulde have bot i Torsmörk, men på en af de endnu bestående tre gårde Mörk og altså været Ketil i Mörks nabo, er vel mindre sandsynlig[96].


Oven for Almenningerne, der adskilles ved den lille å Ljoså (Ljósá), kommer, hinsides Emstreå (Emstraá), Hvolhreppens avrett Emstrerne (Emstrur), der strækker sig nord for jøkelklasens nordøstligste del.


Oven for Emstrerne ligger Rangåvoldesvejtens avrett Lauvalejte (Laufaleitir, lauf ɔ: løv), der af Markarfljot deles i »fremre« og »indre«, som strækker sig helt op under den langt nordligere i højlandet, omtrent i linje med Hekla, stående Torvajøkel (Torfajökull[97].)


Vest for denne jøkel udspringer Markarfljót (ɔ: Skovelven, for modenlig således benævnt efter Torsmark) i de for deres mange varme kilder bekendte Reykjadale; mere tilløb får den dog fra den umiddelbart øst for liggende Torvajøkel — der selv inden for sit isdække ikke holder sig fri for de kogende kilder (således E. O. s. 767; Sv. Povlssön derimod er af den mening, at hvererne her må være forsvundne eller have flyttet sig, da han (1793) ingensteds i jøklen blev røg vár, men fandt hele dens sydlige side bedækket med kiselskorpe og spor af fordums hverer). Derpå løber Markarfljot mod syd, optager også en biflod vest fra fra Tindfjældsjøklen, men mange flere fra Østerjøklerne. Indtil ud for Husadal løber den i et snævert klippeleje med stejle bredder, men her begynder de flade strækninger, de såkaldte »Fljótsaurar«[98], over hvilke den urolige elv nu efter lune kan forgrene sig og brede sig mellem Torolvsfell og Fljotshliden på den ene side, Øfjældsjøklens underland på den anden[99].


Seljalandsfoss - (A. E. F. Mayer, 1836)
På et tidligere punkt af beskrivelsen er allerede det lille syd for Torsmark liggende Godaland nævnt, men der er her grund til at vende tilbage til omtalen af dette stedsnavn , da Godaland, som oftere forekommer i Nj., oftest dér nævnes i forbindelse med den tidligere nævnte Et ridt over en sådan jøkelelvs mange arme, med dens rivende og brusende strøm, det uigennemsigtige vand og det forud uberegnelige ridt ad »bruddene«, snart med, snart mod strømmen, kræver stærke nerver, for at ikke en nerves og svimlende fornemmelse skal overvælde den uvante. Drukning i Markarfljot omtales Nj. s. 163. - Endog små jøkelåer, som de ved Torsmark, kan være farlige ved den foranderlige vækst, om somren i løbet af hvert døgn, men stundnm aldeles pludselig, uden synlig årsag. Fjallabaksvej, ved hvis nærmere beskrivelse kendskab til avretterne på begge sider Markarfljot må forudsættes. Fjallabaksvejen nævnes vel ikke i Nj. med noget særligt navn, men efter den måde, på hvilken den i sagaen er beskreven, kan der næppe være tvivl om, at det er den, der er ment, skønt der også ved disse lejligheder til flere af stedsangivelserne — så vel for VSkf.s som for R.s vedkommende — knytter sig vanskeligheder. Som før nævnt er det almindeligst at begynde Fjallabaksvejen fra de nordøstligste gårde i Rangåvoldehrepp; man går da bag om Trihyrningshalsene og Tindfjældejøkel, passerer over den på begge sider af Markarfljot liggende avrett Lauvalejte, drager derpå langs sydsiden af Torvajøkel hvor snart Mælefellssand (Mælifellssandr, i Nj. Sandr — s. 653, 684 — ) begynder at vise sig[100]; den øst for denne liggende Holmså anses for grænsen mellem Rangåvoldesyssel og Skaftafellssyslerne , og fra denne ligger vejen i sydøstlig retning ned til bygden i Skafttungen. — Dog kan Fjallabaksvejen også tiltrædes fra Fljotshliden eller fra Torsmark af; i sidste tilfælde passeres da over de før nævnte avretter Almenningerne og Emstrerne til Mælefellssand.


Første gang der i Nj. er tale om denne vej er, da Flose med sine tilhængere drager til Njålsbranden (Nj. s. 644 — 45, 652 — 53). Da det er dem om at gøre ubemærket at ankomme til Trihyrningshalse, må man antage, at de har valgt den først omtalte retning. Kommende øster fra stævnede de vester på »Sanden« ɔ: Mælefellssand — de lod Øfjældsjøkel, der her som sædvanlig i sagaen betegner hele jøkelklyngen, på deres venstre hånd — , derpå ned i Godaland og så til Markarfljot og kom, om eftermiddagen den anden dag efter at de havde forladt Floses gård, på Trihyrningshalse. — Da der efter branden ledes efter dem, rider nogle af forfølgerne »hit efra« om (ɔ: over) Trihyrningshalse og så ned i Godaland. Derpå red de nord på helt til »Sand« (utvivlsomt også her Mælefellssand), ja nogle endnu længere, inden de vendte om (Nj. s. 684).


For at få en klar opfattelse af Nj.s forestilling om Godaland må man med oven anførte endnu sammenligne — foruden et sted i det følgende (Nj. s. 825), hvor Flose, på hjemvejen fra altinget, fra Fljotshliden rider op om Godaland og så til fjælds (á fjall) og nord for Øfjældsjøklen — Björn i Mörks fortælling til sine naboer (Nj. s. 848 — medens Kåre i virkeligheden opholder sig skjult hos ham), at han havde truffet Kåre på rejse og at han red derfra op på Godaland og så nord på Gåsesand (Gásasandr)[101] og derfra til Gudmund den rige (i Øfjords syssel); samt endelig, hvor der fortælles om Sigfussønnerne, at de red fra Skaftåtunge til fjælds og nord for øfjældsjøklen og ned i Godaland og så ned gennem skovene i Torsmark (Nj. s. 853).


Skønt den tilsyneladende bestemthed og nøjagtighed, hvormed beliggenheden af Godaland her gentagne gange angives, er der dog næppe andet for end at antage, at forfatterens mangel på nøjere kendskab til de steder han omtaler også her fører ham vild. Vil man nemlig følge Nj.s angivelser angående beliggenheden af Godaland, må man komme til det resultat, at den således benævnte egn har ligget oven for Torsmark og nærmest svaret til de såkaldte Emstrer. Men at forholdet virkelig skulde have været således, og navnet så senere være tabt for denne egns vedkommende og ombyttet med et andet, men derimod have fæstet sig ved en ganske anden, afsides liggende lille plads, er så usandsynligt, at sagaens angivelser desangående kun da kunde tillægges noget værd, hvis den i topografisk henseende helt igennem udmærkede sig ved den strængeste pålidelighed.


Markarfljot, som på sit første løb ned over fjældhederne har hovedsagelig en sydlig retning, men som derpå, fra det den udbreder sig over »aurarne« , antager retningen fra øst til vest, vender sig omtrent hvor bygden begynder vest for Langanæs atter mod syd. Den første gård man her møder er Store Mörk, en af de tre tæt ved hinanden stående gårde af samme navn (Stóra-, Mið-, og Syðsta-Mörk), der formodenlig fra først af alle har udgjort én ejendom. De ere allerede tidligere lejlighedsvis nævnte, fra først af har de formodenlig udgjort én samlet ejendom Mörk, og enten denne samlede besiddelse eller den oprindelige hovedgård (formodenlig Store Mörk), hvorfra hine to er blevne udparcellerede, må have været bolig for Ketil Sigfussön, som i Nj. (s. 129) siges at bo »í mörk fyrir austan Markarfljót.« — Store Mörk ligger på skråningen af en større højde neden for fjældet. — Da den er den øverste gård i bygden, fører vejen videre ind i denne i sydvestlig retning langs Øfjældenes stejle ubrudte fjældmasse; stundum er der en bred, flad strækning mellem Fljotet og fjældene, stundum snor det sig tæt under pynterne, som ved den lave ås Kattarnev (Kattarnef), der antages for at være Ldn.s Katanes, hvor Asgerd boede. — Lidt nord for Kattarnev ligger gården Store Dal (Stóridalr) på en lav skråning tæt under fjældet. De foranliggende enge er kun ringe lævninger af gårdens fordums store besiddelser. I følge A. M. (1709) antoges Markarfljot at have ødelagt (afbrudt) tre fjærdedele af gårdens enge, og deraf i mands minde halvdelen[102]. Efter Dal benævntes det såkaldte Dalverjagodord. — På denne gård boede i følge Nj. høvdingen Runolv, søn af Ulv örgode, sønnesøn af Jörund gode.


Gljúfurárfoss - (A. E. F. Mayer, 1836)
Markarfljots nedre løb synes at have været idelige forandringer underkastet og navnlig i det 17de årh. synes det at have haft en meget urolig periode. Omtrent ud for Store Dal antager nu Markarfljot en bestemt sydlig retning og fortsætter denne, indtil elven falder i søen gennem et for hovedelven og Ålarne fælles udløb. Theod. Thorlacius' kort (1668 & 70) viser os derimod Markarfljot for den nedre dels vedkommende med en stærk sydøstlig retning, og med udløb syd for øfjældene, hvor den i forbindelse med havet stående indsø Holtsós er beliggende. At denne angivelse er rigtig, bekræftes af A. M., der beretter, at c. 1645 havde Markarfljot forandret sit løb og taget vejen øster på langs Øfjældene, hvorved megen skade var forårsaget. Siden havde elven dog, i følge samme kilde, igen antaget sit tidligere løb; og hvorledes forholdene derefter en tid har været, oplyses af de Knoffske originalkort fra 1733 & 34 (kopier i kongerigets arkiv og grønlandske handels kontor), hvoraf det ses, at Markarfljot da har haft sit udføb lige i syd, Ålarne og Affaldet desuden hver sit, forbindelsen mellem Holtsos og Markarfljot synes endnu ikke at være ganske afbrudt, om end det kun er en smal arm eller flodsæng, der forbinder dem[103].


Medens Markarfljot i det 17de årh. havde kastet sig stærkt mod øst, synes denne elv fra begyndelsen af det 18de årh. at have haft en tilbøjelighed til at kaste sig mod vest og nordvest op mod Fljotshliden. Således beretter A. M., at flere gårde i Fljotshliden (der jo, som omtalt har en stor del af deres land syd for Tværå) var ved at få deres enge ødelagte af Markarfljot. Bjarne Thorarensen fremhæver også i sin lille (for resten til dels temlig uklare) afhandling om Gunnars høj, at elven først i løbet af det 18de årh. var begyndt at ødelægge Fljotshlidsgårdenes land; men når han tilføjer, at selv han kunde erindre, hvorledes elven (omtr. 45 år tidligere) ikke havde været bredere, end at man kunde have skudt med en riffel over til den anden side, og at græsrige sletter fra begge sider stødte tæt op til åen — da er der vist en hel del overdrivelse i udtrykket. — Dog kan bemærkes, at E. O. (dagbogen) anfører, at Fljots »aurarne« i de sidste 100 år var i en betydelig grad blevne bevoksede med græs.


Den nærmeste strækning neden for Store Dal, hvor vejen fører først i sydlig, så i østlig retning langs fjældet, er udmærket ved naturskønhed og navnlig berømt for sine fosser og klippegrotter. Først kommer den nydelige lille Gljuvrafoss (Gljúfrafoss), der falder lodret ned fra fjældkanten, for en del skjult af klippeblokke, der skyder sig frem fra begge sider, så at de for oven når sammen, men for neden lader en spalte åben, så at man kun ser fossen straks på den øverste fjældkant og derpå gennem åbningen mellem klipperne længst nede forvandlet til støvregn — fuldstændig mindende om et kæmpemæssigt styrtebadsapparat; ved at bestige en af de omtalte klippeblokke kan man følge den lodrette vandsøjles gradvise forvandling gennem hvidt skum til perlende regndråber. — Kun kort herfra træffer man den anseligere skønne Seljalands foss (30 — 40 fv. høj), der falder i en bue ned fra den fremad ludende klippe, så at man kan gå rundt om fossen, hvis vandmasse falder sydende og brusende ned i et rundt bassin, hvorfra den som en lille å finder sit afløb. Synet af den skummende af en tæt røg omgivne vandsøjle, der under larm og brag udgyder sig i bassinet, hvorfra vandet skummer om søjlen til alle sider, skal kunne give en art forestilling om et Geyse(r)udbrud, kun at vandmassen her har den modsatte retning.


Af hulerne tilhører især mange gården Seljaland, der ligger straks på den anden side Seljalandsmule (Seljalandsmúli), der her skyder sig frem som Øfjældenes sydøstligste pynt. Blandt disse kan mærkes en på nordsiden af Seljalandsmule, hvælvet tunnelformig, der udmærker sig ved sin vistnok ved kunst frembragte regelmæssighed, og som nu bruges som tinghus. De andre må gøre nytte som hølader, stalde o. d. l. — Gården Seljaland står tæt under fjældskråningen , der her mere har karakter af et stejlt holt eller en hede. Øst for gården oppe i lien findes en såkaldt »goðahof«s tomt, tilsyneladende gammel, og, som det synes, næppe med urette udgivet for lævningerne af et hedensk tempel (hov). Tomten står temlig højt oppe i fjældskråningen i den øverste fladere del af en græsgrot li, kaldet »hoftorfa«, der i en spids trekant strækker sig ned ad, indesluttet af to fjældbække, der længere nede forener sig og falder ned fra fjældet øst for gården under navn af Hovså (Hofsá). Tomten selv behævnes i følge almindelig tradition »hof«, og at benævnelsen er ægte og den dertil knyttede tradition gammel, støttes unægtelig så vel ved de oven nævnte stedsnavne, som ved den omstændighed, at der angående dette sted hverken er nogen skriftlig overlevering eller her i nærheden noget gårdsnavn, hvoraf sagnet senere kunde have dannet sig. Tomten strækker sig ned ad lien i sydsydvestlig retning; formen synes nu at være aflang-firkantet, omtrent 9 fv. lang og 2 fv. bred, måske med adgang nede fra gennem den sydvestlige gavl; fra den nordvestlige ende af den vestre langvæg udgår en mindre sidebygning[104]. — Den almindeligste formodning er vel, at Dalverjahovet har stået her, men gården Store Dal ligger dog påfaldende langt borte; over fjældet til denne gård er vistnok en times gang og langs dette en halv times ridt. Heller ikke ved man noget om, at der har været et hov ved Store Dal. Da der derimod i Ldn. fortælles, at Jörund gode på Svertingsstad, hvis beliggenhed nu ikke kendes, rejste et stort hov, er det ikke underligt, at man har gættet på, at Svertingsstad har ligget her; men over for Ldn.s bestemte angivelse af, at denne gård lå vest for Fljotet, går dette næppe an.


Hule ved gården Seljaland - (A. E. F. Mayer, 1836)
Efter at man er drejet om Seljalandsmule , går vejen i østlig retning langs sydsiden af det stejle fjæld med dets mange fremspringende pynter og tinder. Også her møder en karakteristisk lille foss Drivande (Drífandi), der er endnu højere end Seljalandsfoss, men så lille, at den på sin lange lodrette vej fra klippekanten opløses til støvregn og forsvinder, inden den når jorden. — Endvidere findes her den berømteste af alle hulerne, Paradishulen (Paradísarhellir). Da indgangen til den er 10—15 alen oppe i den stejle klippevæg, er den for de fleste kun tilgængelig ved hjælp af et fra hulen nedhængt tov, som man under opklatringen støtter sig ved; den er ikke stor, omtrent 5 fv. lang, 5 alen bred, 4 — 5 alen høj; mod nordvest har den en mindre sidehule. Loftet er bedækket med lignende regelmæssige skjolde og smårygge som i Mögugilshulen; det ligesom glacerede gulv er også på sin vis ejendommelig udstyret, men med ophøjede skrubtudseagtige figurer. — Så vel på gulvet som på væggene findes et ualmindelig stort antal runetegn, dels de sædvanlige, dels binderuner af forskellig art. Indskrifterne er i begyndelsen af dette århundrede blevne aftegnede, og Finn Magnussön har forsøgt en tolkning af dem, i følge hvilken de for største delen skulde udtrykke en mængde mandsnavne, af hvilke han tillægger nogle en ikke ringe ælde; også årstal fra den tidlige middelalder vil han finde her[105].


Noget østligere end Paradishulen kommer en lille halvrund af to høje fremspringende fjældpynter begrænset dal; her står tæt under fældet de tre »Skålegårde« (Skálabæir), der skylder Asolv den kristne deres tilblivelse, således som det fortælles i Ldn. (s. 50 — 52). Da denne mand nemlig på grund af sin tro ikke vilde have samkvem med hedningerne, byggede han sig en skåle dér, hvor nu den østligste gård ligger, der i almindelighed særlig benævnes Asolvsskåle (Ldn. Ásólfsskáli enn austasti, Ásólfsskáli også nævnt Nj. s. 871); øst for gården skal man tidligere have påvist stedet for Asolvs skåle nordøst for hvor et tidligere herværende kapel (bænhús) skal have ligget[106]. Bækken, der løb forbi skålen, og som så længe Asolv boede der vrimlede af fisk, må vel være den lille Fosslæk (Fosslækr), der løber øst for gården og ved sit fald ned fra fjældet danner en lille foss. Vest for gården kommer fra en kløft en lille å Midskåleå, der tager navn efter nabogården mod vest Midskåle (Miðskáli), hinsides åen, hvortil Asolv fordreven fra sin første bolig tog sin tilflugt; da nu fiskeriet flyttede sig til vandløbet her, fordreves han til den vest for Midskåle liggende Yderste Skåle (Yzti Skáli, Ldn. enn vestasti Ásólfsskáli); kort vest for denne løber åen Irå (Irá), der også, i det den fra fjældvæggen styrter ned mellem klipperne, danner en køn lille foss. Afstanden mellem gårdene er kun kort, vandløbenes beliggenhed passer godt til skildringen i Ldn., vanskeligst bliver det at tænke sig fiskeri i noget vandløb umiddelbart ved den »østligste Skåle«[107]. — I højderne øst for disse gårde vises et »Grettishaf«, temlig højt oppe, en klippeblok, om hvilken man mener at kunne føre traditionen temlig langt tilbage.


Kort sydøst for »Skålerne« ligger præstegården Holt, en anselig gård, hvor i følge Nj. Njåls brodersøn Torgejr Skorargejr boede. — Egnen her, syd for Øfjældene, der udgår den midterste og væsenligste del af denne bygd (Øfjældssvejten), er i besiddelse af en ejendommelig skønhed. Op fra det smalle og aldeles flade sletteland, der strækker sig ud til søen, hæver sig en fjældvæg, der ved sin højde og stejlhed er noget for denne del af Island ualmindeligt; så vel det flade land som de forskellige smådale, der dannes mellem fjældmassens fremspringende pynter og foranliggende småfjælde, er ualmindelig tæt bebyggede; øverst og længst tilbage ses den hvide jøkelhætte, når ikke skyer tilhyller fjældtinderne. — Øst for Holt ligger en grund færskvandssø Holtsos (Holtsós), med et foranderligt udløb til havet, hvorfra den er skilt ved en smal sandtange. Stundum tilsander for en tid udløbet, og da gør søen stor skade ved at oversvømme de omkringliggende enge og græsgange, man må så søge at grave den et nyt. I ældre tid benævntes søen Holtavatn, som det ses af Flatb. (III, 511) og Bsk. (119 = 315 = 333); og det jærtegn, som sidstnævnte sted fortælles om biskop Torlak, viser, at forholdene ved Holtsos den gang var ganske som nu: søens udløb tilsandedes af og til, hvorved de omliggende enge truedes med oversvømmelse, og man måtte da ved gravning skaffe vandet afløb til havet. — Uagtet her vistnok aldrig har været noget godt landingssted og kysten desuden frembyder samme vanskeligheder for enhver besejling som den tidligere beskrevne ud for Landøerne beliggende, er det dog bleven benyttet som sådant i fortiden. Bsk. 308 fortæller om købmænd, som lå i Heltavatnsos og i lang tid ikke kunde komme ud af osen; ligeledes beretter Flatb. (III, 446), at den grønlandske biskop Arnald på rejsen fra Norge til Grønland landede i Holtavatnsos, og samme kilde (I, 267) lader Asolv kristne komme ud her. - Af senere forfattere omtaler E. O. (s. 1036) stedet som »en gammel havn, hvor man endnu ser toftene af de handlendes huse«; disse bodtomter — sådanne er det vel her sigtes til — skal have været i nærheden af en nord for søen liggende fritstående klippe Arnarhol (Arnarhóll). Ved beskrivelsen af Ölvessvejten (A.) omtaltes foreløbig, at det i Flm. og Nj. nævnte landingssted Arnarbælesos af mange henlagdes til Øfjældssvejten. Hvad der kan tale herfor er navnlig fremstillingen i Nj. (s. 105), hvorefter styresmanden på det skib, som kom ud i Arnarbælesos, tager sig ophold på Hlidarende; med ham rejser Gunnar og hans broder Kolskegg næste sommer udenlands (s. 107); ved deres tilbagekomst fra rejsen lande de sammesteds (s. 122). Måske også Gunnar har agtet sig til en havn under Øfjældene for anden gang at forlade landet, da han i det afgørende øjeblik vender om ved Markarfljot (s. 349). — Med Povl i Åkværn at antage at Arnarbælesos fuldstændig har svaret til det nuværende Holtsos, lader sig næppe forsvare, når man ser, at søen og dens udløb fra gammel tid har båret navnene Holtavatn og Holtavatnsos. Heller ikke kan det tjæne til bekræftelse for navnet Arnarbælesos brugt om Holtsos at anføre, at klippen Arnarhol oven for søen måske i gamle dage har heddet Arnarbæle. Denne gætning har intet som helst at støtte sig til, og på forhånd er det kun lidet rimeligt, at bemældte landingssted har båret navn efter en enkeltstående klippe; den første del af navnet Arnarbælesos er utvivlsomt et gårdsnavn. Vel finder man — i al fald for en ældre tids vedkommende — i Øfjældssvejten et gårdsnavn Arnarbæle, men rigtignok i en sådan afstand fra Holtsos, at det ikke er rimeligt, at denne nogen sinde kan have båret navn derefter. Det er gården Midbæle (Miðbæli), og formodenlig ligeledes to af nabogårdene, som navnet Arnarbæle har været knyttet til. Denne gård i forbindelse med et par andre med tilhørende hjålejer indtage tilsammen den nedre del af landet mellem to øst for Holtsos løbende åer Svadbæleså (Svaðbælisá, opr. Svarfbælisá) og Laugarå; oppe under Øfjældene står her et mindre fjæld Lambafell — med tilhørende gård syd for fjældet — ; efter dette fjæld må en af de to åer (Povl i Åkværn antager Laugarå) i ældre tid være benævnt Lambafellså (Ldn. 277—78: Lambafellsá). Midbæle, hvor der tidligere var kirke, benævnes i et diplom, som af Jon Sigurdssön (Dipl. isl. I, s. 252) henføres til 1179, Miðarnarbæli, og i Bsk. (323 = 348) forekommer samme gård under navnet Arnarbæli alene. Det ligger nær at antage, at den vest for Midbæle liggende gård Yztabæli (Yderste Bæle) tidligere har været benævnt Yderste eller Vestligste Arnarbæle; derimod finder man nu ingen gård her i nærheden, i hvis navn et »Østligste« eller »Store« Arnarbæle kunde skjule sig. Dog skal det (ifg. Povl i Åkværn) være et almindeligt sagn, at den øst for Midbæle liggende gård Stóra Borg oprindelig har heddet Arnarbæle og været den ældste gård her af dette navn.


Både afstanden fra Holtsos og navnlig den omstændighed, at disse »Arnarbæle«-gårde er skilte fra Holtsos ved Svadbæleså, hinsides hvilken en ikke ubetydelig landstrækning med flere gårde ligger, taler imod, at et efter dem benævnt landingssted kan have været, hvor denne å nu har udløb. Enten kunde man derimod antage, at et par af de fra Øfjældene nedstyrtende åer, der alle har et meget foranderligt løb, i sin tid i forening har haft udløb nær den tidligere »Arnarbæle« benævnte gård, at dette udløb enkelte gange er blevet benyttet som landingssted for havskibe og efter gården er blevet Arnarbælesos. Eller man kunde opstille den formodning, at Holtsos tidligere havde haft et udløb i sydøstlig retning, måske optagende så vel Svadbæleså som Laugarå; (tilstedeværelsen af sporene af et sådant udløb for en tidligere tids vedkommende synes virkelig antydet på søkortet 1823). Men et vanskeligt spørgsmål bliver det så rigtignok, hvorledes forholdet mellem et udløb Holtsos og et udløb Amarbælesos da må tænkes — samtidige kan de vel næppe have været[108].


Skógarfoss - (A. E. F. Mayer, 1836)
De for Øfjældene karakteristiske klippehuler varer ved også langs sydsiden af fjældmassen. Straks øst for Holtsos findes »Steinahellir«, hvortil jævntskrånende grønsvær fører op; også denne tunnelformige hule bruges som tinghus, og dens forside er derfor bleven forsynet med en bræddegavl, til skade for den yppige brægnevækst, der hvor lys og luft tillader det bedækker loft og vægge. — Blandt flere mindre fremløbende fjælde, noget østligere, må mærkes Rauvarfell (Raufarfell eller Rauðafell), et højt og stejlt fjæld tæt under højfjældet; neden under det er to gårde af samme navn[109]. Sydligere i lavlandet, men ligesom Rauvarfell mellem åerne Laugarå og Kaldaklovså (Kaldaklofsá) står præstegården Eyvindarhólar; Hólar kaldes den simpelt hen hos A. M. , og det er måske rimeligst at antage, at det er denne gård Holar (Hólar), hvor Njålssønnerne Helge og Grim havde børn til opfostring (Nj. s. 653—54), — dog formoder Povl i Åkværn, at der hermed menes gården »Álfhólar« i Landøerne, en halv mil nordvest for Bergtorshvol. Samme forf. beretter, at også gården Eyvindarholar har været flyttet fra en tidligere plads nærmere kysten.


Øst for Rauvarfell er Hrutafellsfjæld (Hrútafellsfjall)[110]. Dettes yderste klint, en kolossal klippeblok, der kun ved en smal ryg — oven i købet gennembrudt af en overhvælvet gang, så at man kan gå rundt om klinten — er forbundet med fjældet, indeslutter den bekendte Rutshule (Rútshellir). Til den når man også uden besvær op ad en grønklædt skråning; hulen er høj og rummelig, til venstre er der en sidehule, og over indgangen til den er der igen en lille hule i modsat retning, ind i hvilken man kan komme fra sidehulen. I denne hule levede Rut (eller Hrut), om hvem imidlertid intet nærmere vides; den øverste, sidst omtalte, lille hule var hans sovested; gennem et hul, der på dette sted findes i hovedhulens loft, dræbtes han sovende af sine trælle, der for at kunne ombringe ham havde hugget dette[111].


Øst for Hrutafellsfjældet findes et andet til dels fritliggende fjæld Drángshlidsfjældet (Drángshlíðarfjall) med en isoleret klippe Drangen (Drángr) foran; fjæld og klippe er opfyldte med grotter og småhuler, der anvendes til forskelligt husligt brug; og på fjældets hylder og afsatser ruger en hvid måge, den såkaldte »fill« (stormfuglen, procellaria glacialis), hvis unger ved deres kød og dun afgiver en indbringende, men besværlig fangst, da man ikke kan nå dem uden ved at lade sig hejse ned i tove langs klippevæggene. — Mellem de to sidst nævnte fjælde er i den såkaldte Skarðshlið et Grettisskarð, til hvilket dog ingen tradition knytter sig. — Nu viser sig for ude mod øst en stejl, næsten lodret udløbende pynt Skoganup (Skóganúpr), og foran på sletten en lille å Skogå (Skógá). Umiddelbart før man drejer om pynten ved åen ses i skråningen et klippeskred; herunder skal Traselejde (Þrasaleiði) være, en tradition, der måske er vedligeholdt ved Ldn., hvor (i C. og E., s. 277) en tilsvarende beskrivelse gives af stedet for Trases grav. — Så snart man er kommen over åen, ses Skogafoss (Skógafoss), sydlandets skønneste foss, der med en tilsyneladende betydelig vandmasse styrter sig lodret ned fra kanten af en ellers grønklædt li øst for fjældpynten. Fossen er omtr. 100 alen høj og temlig bred, lodret og aldeles jævn og udelt[112], dog adskilles i vandmassen — eller denne er ligesom sammensat af — 10 til 12 parallelt nedfaldende skumsøjler. Bestiger man lien øst for, ser man for sig den ikke store, flade å, der danner fossen; en lille kratbevokset holm i åen oven for fossen vises som den sidste rest af »skovene« , der fordum gav egnen her navn — de to øst for Skogå liggende gårde bærer nemlig navnet »Skógar« (ɔ: skove) — ; dog findes ved Eystri-Skógar en plet af lignende størrelse[113] På det flade land øst for fossen ligger den vestligste af de to nys nævnte gårde, den anden, Østre Skogar, der er en mindre betydelig ejendom, ligger en fjærdingvej østligere. »Skógar« nævnes i Nj. (s. 833) som en gård, der dreves fra Holt (eller i al fald sammen med denne gård). — I Ldn. (s. 277) siges, at den tryldekyndige Trase boede »í Skógum enum eystrum«, hvad der dog ikke passer så godt med C. og E.s beskrivelse af hans gravs beliggenhed; ligeledes skal Bjallabrekka, hvor han i følge samme kilder boede, endnu være bevaret som navn på skrænten oven for gården Ydre Skogar[114].


Øst for Østre Skogar begynder den sten- og sandstrækning, der udgør de nærmeste omgivelser for Jøkelså (Jökalsá), Jøkelså på Solhejmasand, som den kaldes til adskillelse fra andre af samme navn. Denne korte, men brede og farlige å dannede på sin vej fra jøklerne til havet fra gammel tid[115] grænsen mellem Syd- og Østlandet indtil 1783, da Skaftafellssyslerne ved en kgl. resolution henlagdes til Sønderlandet. Men endnu danner overgangen over Jøkelså ligesom indgangen til en egen landsdel, afsides liggende og lidet kendt for den øvrige del af Sydlandet. Sprogbrugen, om end af nyere oprindelse, antyder noget lignende. Medens beboerne af Gb. og Kj., A. og R. henholdsvis benytter sig af udtrykkene »øst« og »syd« (að fara austur, suður) for at betegne en rejse til nabosyslerne, forstås »fara austur« i denne del af landet aldrig om en rejse til Skaftafells eller Mule syslerne, men en sådan må betegnes ved en nærmere angivelse af syslet, hvortil man agter sig. — Ganske nøjagtigt er det dog ikke Jøkelsåen, der er grænsen mellem Rangåvolde og Vester Skaftafells syssel, men derimod denne ås ældre, noget vestligere leje, hvori der nu kun løber en bæk. Efterhånden som man nærmer sig åen over den omtalte grusstrækning, får man en høj sandbanke på højre hånd, der hindrer udsigten til søen; til venstre har man jøklerne, den egenlige jøkelmasse noget længere tilbage, men i kun kort afstand skyder en skridjøkel, »jøkeltåen« , som den kaldes, sin snavsede sortegrå sne frem, hvorfra åen har sin oprindelse. Dennes nærmere omtale opsættes dog bedst til beskrivelsen af Vester Skaftafellssyssel. — Fra et højdedrag, der mod vest begrænser den foran jøkelen nærmest åen liggende grusdal, går der en fremspringende pynt ud mod dalen; dette er Trasesæde (Þrasasæti, Þrasaháls), til hvilket et »Loðmundarsæti« svarer hinsides åen. Navnene viser hen til de to tryldekyndige landnamsmænd, der i følge et sagn, som allerede Ldn. kender, ledte Jøkelså, da der en gang var løb i den, mod hinandens gårde, indtil de mødtes ved en fjældkløft og enedes om, at åen derfra skulde falde den korteste vej til søen[116].



WGC.P006.jpg


Se Tillæg og rettelser



Fodnoter

  1. Hekla, 1847.
  2. Disse former af navnet med det dertil knyttede sagn synes dog at være af temlig ny oprindelse, da A. M. har Kiarlaka-túngur (navn på en af de fire skove, hvor man fra gården Klove har ret til hugst— itak).
  3. Eller som den i daglig tale kaldes Flagvelta, at forkorte gårdes navne er nemlig i disse egne ikke ualmindeligt.
  4. ”Domringen” må vel rettest opfattes som dommernes sæde (bænk), hvad også synes bedst at stemme med de oldtidsminder, der antages for lævninger af domringe. I Oxforderordbogen tages derimod ”dómhringr' omtrent i samme betydning som ”vébönd”.
  5. For den, der udtømmende kunde beskæftige sig med landnamsforholdene i dette distrikt, vilde egnen frembyde større interesse; der er nemlig den besynderlighed, at om Flose Torbjörnssön, der ifg. Ldn. skulde have besat Rangåvoldene øst for Vestre Rangå, beretter C. og E., at han boede i Skarfanes og havde alt landet mellem Tjorså og Engå. Skarvanæs er den øverste gård i Landmannahrepp; Engå kendes slet ikke. Brynjolv Jonssön (Tímarit II, 95) antager derfor, at meningen har været, at Flose har besat den øvre del af alle Rangåvoldene, mellem Tjorså og Östre Rangå. Povl i Åkværn (Safn t s. Í. II, 515) går derimod ud fra, at der ved de forskellige oven nævnte angivelser må være betegnet en flytning for Floses vedkommende fra hans første bosættelsessted til Skarvanæs.
  6. Dog strække i følge Ldn. (s. 296-97) de ydre Rangåvolde sig ikke fuldt saa langt i syd som Landsvejten nu; således siges om Thorsten lunan og hans søn, der boede på den en mils vej sydøst for Flagbjranarholt, men dog endnu i Landsvejten liggende gård Lunansholt, at de ”námu enn efra hlut Þjórsárholta”; derimod begyndte først ”Rángárvellir enir ytri” oven for Ljækjarbotnar, navnet på en gård lidt nord for Lunansholt. — Angående Torstens høj — ifg. Ldn. højlagdes han nemlig på Lunansholt — gør sig forskellige gætninger gældende; den antikv. indberetn. (1821 ) siger, at han med sit skib ligger i ”Skrokkhóll”. Arngr. Jonssön (Spec. Isl. s. 24) omtaler gravhøjen som en høj af vældig størrelse nær gården.
  7. Sv. Povlssön, der dog ikke selv har beset Tjorsåens udløb, fortæller besynderlig nok, at der skal være 8 fv. dybt vand i ebbetiden (dagb. I, 95).
  8. Og overensstemmende hermed OSto. (Flatb. I, 521) der tillige lader Össurr den hördske have skib stående oppe i Tjorså (Flatb. I, 525).
  9. Et eks. på Østre Rangås tidligere større betydning end Tværå frembyder Bsk. s. 288, hvor det ved foreningen af Østre Rangå og Tværå opståede vandløb — der svarer til det stykke Tværå, der nu forbinder de to Rangåer — kaldes Østre Rangå.
  10. Dog synes Tværås forbindelse med Markarfljot at være af ældre oprindelse.
  11. Udførlig beskrivelse af forholdene oven for Tykkebæ før Djupos' dannelse findes navnlig i vedkommende sognebeskrivelse (for Kálfholts, Áss og Háfs sogne). Rigtigheden af disse angivelser bestyrkes ved et af S. Mgn. Holm 1777 optaget kort over R. med tilstødende egne (nu på det kgl. bibliotek) hvor Þykkebær endnu står i sammenhængende forbindelse med den øvrige Holtasvejt. Grænselinjen dannes af den nedre del af en i Holtasvejten udspringende bæk, der i sydvestlig retning gennemløber først en mindre sø, derpå en noget større (Fiskevatn), hvorefter den falder ud i Tjorsåen lidt oven for dennes munding. Om den første af disse småsøer er Bæarvatn, er måske ikke så afgjort, da bækken synes at være Bj. G.s Rauðalækr; men i hvert fald er der en ganske betydelig afstand mellem disse to samt nogle flere omliggende småsøer og Holsåen, som Rangås nedre del alt her kaldes. På grund af dette korts detaillerede og tilsyneladende nøjagtige angivelser bliver man noget betænkelig ved på Knoffs kort — hovedkortet fra forrige årh., fra hvilket både det i E. O. og Ol. indeholdte stammer — at finde en vandforbindelse mellem TJorså og Rangå (ɔ: Holså) oven for Tykkebæ, så meget mere som man af udtrykkene i A. M. (1709) kan slutte, at Fiskevatn den gang kun fik et mindre betydeligt tilløb (formodenlig kun fru den nærmeste omegns bække o. d. l.): dets sædvanlige afløb til Tjorså, Hafsós, havde da i nogle år været tilstoppet, hvorfor søen mere og mere oversvømmede de omliggende enge og græsgange, især når vandløbene var i stigning (í vatnavöxtum). Af Knoffs kort, der fuldførtes 1734, findes i Kongerigets arkiv et stort på pergament tegnet, pragtfuldt udstyret og koloreret eksemplar, på de titlen omgivende siratslyngninger findes således 6 afbildninger af befolkningen i nationaldragt. I den kgl. grönlandske handels arkiv opbevares et kort i endnu større format over Vester- og Øster Skaftefells, samt en del af Árness, Rangaválla og Mula sysler optaget 1733 af Knoff; (det første af disse ses at være kopieret 1741, det andet 1785). Bestemt at angive året for Djupos’ dannelse er vel næppe muligt. I følge Ohlsens to søkort fra begyndelsen af årh. (1802-4, i det kgl. sekortarkiv) — på hvilke navnet Holså forekommer — synes Djupos endnu ikke at være ret fremtrådt, men den oven for Tykkebæ liggende sø (Bæarvatn findes nemlig ikke) har dog udløb både i øst og vest (begge ubenævnte på kortet). Oplysninger om forholdene angående Djupos’ dannelse kan også findes hos Povl Sigfussön fra Åkværn, tidligere hreppstyrer og altingsmand († 1873) , der har efterladt sig en ret udførlig afhandling om landnam, godord, gamle stedsnavne og oldtidsminder i det hele taget i R., men som dog hvad forf.s hypoteser angår må benyttes med forsigtighed. Det da endnu utrykte arbejde har ved arkivar Jon Sigurdssons velvilje kunne benyttes ved udarbejdelsen af denne beskrivelse; nu foreligger det trykt i Safn t. a. Í. II, 498-557. -
  12. En sådan fra Rangå stammende gljå omtaler A. M. (1709); den havde dannet sig i slutningen af det 17de årh. og skadede nu engene fra flere af de nærmest kysten i Vester-Landøerne liggende gårde meget, da den manglede udløb. Af A. M. erfares ligeledes, at Rangå de nærmeste år før 1709 meget havde ødelagt forstranden (reken) i Tykkebæ ved sit forandrede udløb, i det den havde afskåret en stor del af landet og forstranden, så at det her opdrevne siden den tid måtte søges tværs over åen, hvad der kunde have sine store vanskeligheder. Lignende forhold fandt sted, som det ses af Ohlsens kort, ved århundredets begyndelse; Holså drejede, i steden for at gennembryde Rangå sand, mod nordvest og mundede derpå ud i Tjorså efter også at have omsluttet Tykkebæ mod sydvest.
  13. Så vel på Håv som i Tykkebæ fandt i ældre tid agerdyrkning sted; fra begge disse steder tilkom der nemlig i følge Vm. Bredebolstad kirke en melafgift.
  14. Rigtigheden af beretningen om Hjaltes skibsbygning i Tjorsådal og påfølgende sejlads ned ad Rangå forudsat har altså Hjalte haft denne foss at omgå, hvad der vel kun kunde ske, ved at skibet på dette sted droges over land.
  15. Jólgeirsstaðir, for hvilken gård der på kortet er afsat et ødegårdsmærke, var ifg. Ldn. bolig for landnamsmanden Jolgejr. Om Jolgejrsstad siges i A. M., at foruden traditionen vidner her tomtelævninger af sten om en fordums bebyggelse, ligesom at også menneskeben og metallævninger er fundne her, men at nu er alt dækket med sand og således har det været så længe man ved; hertil er med AM.s hånd bemærket i marginen, at man fortæller (munnmæli eru), at kirken er bleven flyttet herfra til Odde. Sognebeskr. meddeler ligeledes flere sagn, der slutte sig til Jolgejrsstad — hvor der også ifg. dennes beretning skal være fundet flere malmlævninger. Man ved således at berette om Jolgejrs død og højlægning og om Gullkistudý, hvor han skjulte sine skatte, som kun kan hæves af en, der er opkaldt efter ham. Endvidere gør sagnet Arnkatla og Bera til hans døtre, og Amkötluhóll (eller -leiði) vises ved gården Arnkötlustaðir, nær ved hvilken igen den efter Bera opkaldte gård ligger. — Også til forskellige andre gårde findes sagn knyttede: man viser Snjallsteinshóll (ɔ: høj), Herriðarhaugr, Sumarliðaleiði , Unnhóll — alle over landnamsmænd eller første beboere på vedkommende gårde; desuden en høj (Leynihóll ved Hamrahóll), som man forgæves har søgt at udgrave, men dog fundet en del oldsager i. Ved Håv ses spor af en ”göngugarður”. Endvidere findes en ”Grettissteinn”. I tunet på Tjodolvshage skal findes en Þínghóll.
  16. Svend Povlssön beretter herom, at hvor en af de talrige græsgroede høje giver særlig hul og dunkende lyd, graver man ned, og træffer da, når man har gennembrudt den bløde sandsten (móberg) hvoraf højens indre består, en fuldstændig hule, aflang hvælvet (som en elliptisk halvkugle) med et fladt af sand bestående gulv, hvor kun indgang hidtil han manglet (!) — dette, der lyder noget besynderligt bekræftes ikke desto mindre af egnens folk, der med bestemthed mener at kunne udlede dette af disse hulers form og det på dem i loftet, sædvanlig hvor den indesluttende høj er højest, anbragte hul. Af Bsk. (s. 320 = 346-47) ses, at man på den store gård Odde i dennes glansperiode (12te årh.) gjorde en udstrakt brug af sådanne ”hellrar”, endog til kvæg- (okse-) stalde.
  17. En sandmasse, der på store strækninger ofte faldt i ¼ - ½ alens tykkelse.
  18. I følge Jonas Hallgrimssön, der anfører dette efter Sv. Povlssön.
  19. Se Dipl. isl. I, 351-55.
  20. Biskupa-annálar Jóns Egilssonar.
  21. Annálar Björns Skarðsá.
  22. Sv. Povlssön anfører rigtignok som et almindeligt sagn, at Hekla har stået midt i bygden ved landets første bebyggelse. — Det samme sagn findes omtalt på et i A. M. indlagt ark i kvartformat, hvoraf kan de første 3½ sider er beskrevne, indeholdende nogle bemærkninger om ødejorder i Rangåvoldesvejt (»Áverjahreppr«, som den her kaldes) af en unavngiven forf. barnefødt der i egnen. For så vidt meddelelserne omhandler ødegårde i bygden, er de blevne benyttede ved udarbejdelsen af jordebogen for Rangåvolde hrepp; de sidste 1½ side, der optages af mere løse sagn, er derimod ladet upåagtede. Forf. der begynder med at citere — så vidt han mindes — Hungrv. for at Næverholt (Næfrholt) (den nordligste gård i hreppen, i linje med Hekla, vest for hvilket den ligger), skal have stået midt i svejten, og Hekla have været tingsted — dette er formodenlig en dunkel reminiscens af hvad Jon Egilssön foftæller i sine bispeannaler om forholdene i Tjorsådalssvejten før dennes ødelæggelse (»Hagi í miðri sveit og þeirra þingstaðr«) —, siger, at han dog aldrig har hørt noget gårdsnavn nævnt nord for Næverholt undtagen Frostastaðir, hvis navn skulde være bevaret i Frostastaða-vatn , som ligger oppe i Landmanna-avretten, nordøst for Hekla. Vest for denne sø er en bred, græsgrot dal, kaldet Dómadalr, hvor der skulde have været tingsted og hvor domme skulde være blevne afsagte.
  23. Til oplysning om Hekla og dens udbrud tjæner bl.a. foruden nysciteiede skrifter: Íslenzkir annálar, Espolíns árbækr, Jonas Hallgrimssöns »Hekla« (i »de isl. Vulkaner«), Sv. Povlssöns dagbøger, Egg. Olavssöns og Bj. Povlssöns isl. rejse, Schythes skildring af Hekla og dens udbrud 1845, Paijkulls »en Sommer i Island«.
  24. At sagnene om Sæmund frode er så overordenlig righoldig og udførlig bevarede, skyldes for en stor del Arne Magnusson, der 1701 tilskrev den daværende præst i Odde om at sende ham alle relationer om Sæmund frode, som han havde hørt, endog de tåbeligste; også fra andre mænd modtog han sagn om Sæmund. Alle disse findes nu i hans samlinger til fortolkningen af Islb. (hans egenhændige optegnelser Addit. 65, 4to og Addit. 1, 8vo). I den antikv. indb. (1818) fortælles adskillige af sagnene om Sæmund frode, således som de bestandig leve blandt egnens folk; et af sagnene, at Heklas udbrud skulde have deres oprindelse fra en tilsendt galdrekiste, som Sæmund kastede ned i fjældet, er ret interessant, da Heklas første udbrud netop indtraf i Sæmunds dage. Blandt andet fortælles her, at Sæmund drev storartet landbrug, ikke alene på Odde, men en mængde af de omliggende gårde hørte herunder, og disse bærer navn efter de forskellige arter kreaturer, som her opholdt sig; det omtrentlige sted for hans grav på Odde kirkegård angives; kirken forulæmpes aldrig af sne, fordi Sæmund »blæser fra den« m. m.
  25. Intetsteds på Island træffer man så hyppig og stærkt udpræget som i denne egn en ejendommelig art luftsyn, de såkaldte »upphyllíngar« (eller »tiðbrá«, som præsten i Odde i sin sognebeskrivelse nævner dette fænomén), der består i, at i klart, stille og varmt vejr viser gårde og alle højder, som befinder sig i nogen frastand (i øst, syd og vest — herfra sét ikke i nord) sig som holme, der hæver sig op af en spejlklar sø, et syn af overordenlig skønhed, der tit minder skuffende om en i havet bygget by (et Venedig).
  26. Flere af de anselige boder tillægges der navne efter de bekendteste personer i Nj. (Mörðr gígja, Njáll, Gunnarr). — Mærkes kan det udtryk, som Valgard i samtalen med sin søn Mörd bruger om tilstanden på Tingskåleting »sá ek þar ofan brotna búð vára alla« (Nj. s. 566) , i følge hvilket goden kun har haft én bod for sig og sine tingmænd.
  27. I Nj. (s. 312) omtales, at Gunnar i følge Mörds påstand havde taget »saðland af Þorgeiri Otkelssyni ok rofit svá sætt á hánom«; om dettes beliggenhed ses imidlertid intet, og det er vel ikke engang rimeligt, at det har ligget hjemme ved gården, da det formodenlig snarere i sin tid har været betalt Torgeir i bod for faderens drab.
  28. I den antikv. indberetn. (fra Odde) sættes dette navn i forbindelse med ordet ”gode”, og hovet siges at have stået på højden øst for.
  29. På Kelder byggede Jon Loftssön i slutningen af 12te årh. et kloster med tilhørende kirke, men indvielsen blev aldrig foretaget, så stiftelsen kom ikke i gang. Se F. Jonssöns Hist eccl. IV. 22 ffg.
  30. Hvis vestligste del almindelig kaldes Ågilsstadafjæld (Árgilsstaðafjall).
  31. Neden for Selsundsfjæld , noget østligere end gården Dagverðarnes ses endnu lævningeme af et gærde, der skal være tungærdet fra Store Skard. Dette nævnes allerede af Egg. Olavssön s. 863. — I A. M. siges, at der ses en plads i hraunet, af størrelse som et stort tun, hvor gården skal have stået.
  32. Om de ved Heklas udbrud ødelagte gårde i den øvre del af Rangåvoldehr. se A. M. og det alt tidligere nævnte indlagte kvarthefte af en ubenævnt forf. Foruden de oven for anførte nævnes Lille Skog (nær ved Store Sk.) og vest for denne Melakot og Hrannkot, som den anonyme forf. antager har heddet Hraun. Nordvestligere, ved gården Kot, gættedes på, at stedet Kastalabrekka havde været bebot; mellem Kot og det nordøstligere Selsund i det såkaldte Ketilstaða vík skulde en gård Ketilstaðir have ligget, men som antoges allerede tidlig at være bleven ødelagt af en fra Hekla kommende hraunstrøm; man mente endnu da at kunne se spor af tungærdet. Mellem Selsund og det nordvestligere Haukadal antoges en af et Hekla-hraun ødelagt gård Kanastaðir at have stået; om den mindede endnu navnene Kanastaða botnar (torfa) og Kanastaða lækur. — Det her nævnte Haukadal er den tredje nordligste gård i hreppen.
  33. Om en oldsag fra en af disse dysser se Sig. Gudmundssöns Skýrsla um forngripasafn Ísl. I, s. 134—35.
  34. Skulde det være dette sted, som i den antikv. indberetn. (1818) er kaldet Haugsvík i Årbæ land, hvor der siges ikke at være set spor til høje, men hvor der e. 1800 blæste op benene af fem mænd?
  35. Det kan her bemærkes, at ifg. Sv. Povlssöns ytringer i hans dagbog var hans stadige vej mellem Hlidarende og den øvre del af R. og A. (Hekla og Geyse) ”over þríhyrningshálsa eller østen for Trihyrning forbi et sel fra Kirkjulæk, straks vesten for samme er en liden elv Fiská kaldet, og kort der vesten for den østre Rangá; . . vejen falder tæt forbi gården Árbæ, til Knæfhóla”.
  36. De i sagaen omtalte ”móhellu”-dannelser ved vadet er almindelige i denne egn.
  37. I følge Povl i Åkværn skal ved Torgejrsvad endnu findes en sten ”Þorgeirsklettur” og øst for åen en høj ”Þorgeirshaugur”.
  38. Tilmed kan det, som senere nærmere skal udvikles, med nogen sandsynlighed antages, at gården Reynefell, hvorefter et af Østre Rangås bekendteste vadesteder bærer navn, tidligere har heddet Holt.
  39. Ti nogen formodning óm, at det vad, ved hvilket den navnet Torgejrsvad foranledigende kamp stod, og som efter sagaens fremstilling (se omtalen af denne kamp oven for s. 226) må antages at være det af Gunnar sædvanlig benyttede, har været Holtsvad, men at »Þorgeirsvað« derimod knyttedes til et enkelt bestemt sted neden for dette, finder næppe medhold i sagaens ord.
  40. I følge den antikv. indberetn. forevises en Moeiðarsteinn, hvorunder hun skal ligge.
  41. Hvoll, ældre hváll betyder ”høj” og er egenlig det samme ord som det nu så almindelige hóll. — Ved gården Storolvshvol findes en ”Þinghóll” og ”Gálgaklettar”, navne, af hvilke i al fald det sidste minder om senere tids tingvæsen. I følge A. M. var pinghóll navnet paa en hjåleje fra Hvol (ɔ: Storolvshvol), hvis første bebyggelse folk ikke erindrede. — Storolv skal ligge i højen Kornhúsaholl (antikv. indb.).
  42. I en Dufþakshóll skal Duvtak ligge (antikv. indberetn.).
  43. Et ord, der oprindelig betyder en bølge, og som, når det bruges med overført betydning, ellers i almindelighed betegner en sandbanke e. d. l.
  44. Den antikv. indberetn. gætter på to høje, der skal findes dér på sletten.
  45. Helges dattersøn hed Oddbjörn; ”við hann er kent Oddbjarnarleiði” (Ldn.), ESk. har: ”er Oddbjarnarleið er við kennd” — om dette stednavn mangler oplysning.
  46. Noget uklart afsat på kortet.
  47. Dog bruger Krstn. (s. 14.) et lignende udtryk, i det sagaen lader Vetrlide på Brekkes drab finde sted i Fljotshlid.
  48. Om nogle gårde (Bakkabæirnir) syd for Tværå lige over for Odde anføres det udtrykkelig, at Tværå, siden den voksede, har tørret op ”kviksendisflóð” ved at bære sand ”ofan á þau og gjört að bestu slægju.”
  49. Skønt ingen oldsag bør dog måske Bredebolstad kirkes berømte kalk nævnes; denne, der er udmærket ved en sort plet i bunden, skal være givet kirken af en alvekvinde og viste endnu i forrige årh. på en opsigtvækkende måde sin lægende kraft.
  50. Vatnsfell kaldes det i Ldn. efter en lille sø, der findes oppe på fjældet.
  51. Større fosser findes dog i Rangå (fosserne i Fiskå ere alle ubetydelige); den øverste af disse giver nu gården Foss hinsides åen sit navn, men i følge Kelde sognebeskrivelse skal denne af nogle kaldes Rauðnefstaðafoss, hvorfor man kunde forledes til at søge blotfossen her — det er dog næppe rimeligt; bestemmelsen om de daglige madlævninger, der skulde kastes i fossen, synes at forudsætte, at denne må have været umiddelbart ved gården.
  52. Det vil ses, at Reynefellsvad , vest for Reynefell, tæt neden for Reynefellsfoss — endnu det sædvanlige kirkevad til Kelder — da med en vis sandsynlighed kunde antages at have båret navnet Holtsvad; men at det dog næppe har været tilfældet, og at i al fald Nj.s Holtsvad ikke er at søge her, er tidligere udviklet.
  53. A. M. kalder stedet Hrappstaðir i Smiðjunes i Þorleifsstaða land, fremhæver tomterne og beretter, at her i følge almindelig antagelse tidligere skal have stået en gård. Allerede det oftere omtalte i A. M. indlagte kvarthefte om ødegårde i »Åverjahrepp« sætter stedet i forbindelse med Njåls Sagas Hrapp; beretningen begyndes med følgende meddelelse (retskrivningen normaliseret): Á millum Þorleifsstaða og Reynifells við Fiskaá eru nefndir Hrafnstaðir (ei ólikara að Hrappstaðir heiti, þar Niála nefhir bústað Hrapps þvi nafni.
  54. Også den antikv. indberetn. (1820) udtaler, at det må være Vatnsdal, der fordum er bleven kaldet ”under Trihyrning".
  55. Måske også den gang vejen over Trihyrningshalse til Ffjotshliden var mere brugt end nu (Sml. Sv. Povlssöns vej).
  56. Ifg. Ísl. Þjóðs. II, s. 92 skal denne hule have fået sit navn, fordi Flose, medens hans mænd var skjulte i Flosedal, selv opholdt sig her; her efterlod han en guldkiste, men knyttede dertil den bestemmelse, at kun den skulde få gavn af dette gods, som var opkaldt efter ham, men ingen anden (nu bruges navnet Flose nemlig ikke, rimeligvis på grund af den til det knyttede betydning — letfærdig person e. d. l.). En bonde prøvede at nå rigdommene, men så kun løvblade i kisten, der dog senere viste sig at have været guld.
  57. Flatb. III, s. 565-66.
  58. Dagb. III, s. 246-47, 266-67. På først nævnte sted omtaler han Tværå i anledning af nogle lævninger af en tidligere tids skov, som ved denne elv var bragte for dagens lys, og beretter herom, at i bredderne af denne å brække årlig hele træer af en gammel birkeskov løse ved elvens omvæltninger, en del heraf så tykke som et menneske, med bark på, men for det meste ganske rådnede, dog syntes et enkelt stykke urådnet, træerne lå under et tre alens lag sandgrus, horisontale. — Forf. gætter på, at dette kan være en ved vulkanudbrud fra Øfjældsjøklen begravet skov.
  59. På et af Sv. Povlssön 1795 optaget kort, der ledsager en af ham forfattet, særdeles interessant beskr. af de isl. isbjærge (hidtil utrykt, ny kgl. saml. 1094 b.) er forbindelsen ligeledes angivet.
  60. Se herom: Wegener, hist. Efterretninger om Anders Sørensen Vedel, s. 146, 231-32.
  61. Af kortet forekommer to i størrelse og udstyring noget forskellige eksemplarer. Det ene eksemplar (i det kgl. bibl.) er tegnet 1668, til venstre for neden holder en islandsk mand og kvinde i nationaldragt det islandske våben; det andet (AM. 379, B. fol.), hvor det islandske skjold holdes af to ørne, er dediceret til Kr. V (dette omtales af Eggers: phys. und stat. Beschreibung von Island. Kph. 1786, s. 202).
  62. Oplysning angående den lille Tværå »på avretten« — med hvilket tillæg man til adskillelse fra de to andre (se det følgende) kan benævne den — , samt desuden forskellige vink angående den i det følgende fremsatte hypotese om det oprindelige løb af »Tværå i bygden« skyldes skriftlig meddelelse fra pastor Skule Gislessön på Bredebolstad i Fljotshlid. — Navnet Tværå er overhovedet et jævnlig forekommende navn på små åer, hvis retning ligger lodret ned mod større vandløb.
  63. I øvrigt giver A. M. intet til oplysning om Tværås løb eller beskaffenhed.
  64. Dog nævner Povl i Åkværn, at der i tunet på Grjotå er en plads (reitr), som kaldes Þráinsreitr, og at i følge gamle sagn skal Tråen dér være højlagt.
  65. Til Dørringen i Tejgs kirke knytter sig et af de ofte genkommende sagn om hemmelighedsfuld oprindelse — den skal være tagen i en opbrudt høj.
  66. I Ldn. (s. 291) siges om Gunnars fjender, der anfaldt ham på Hlidarende, at de ”fóru um Leiðarskeið”, og i udg. er dette sidste ord skrevet med stort bogstav som et egennavn. Det kan dog ikke være noget stedsnavn, men betyder simpelt hen ”på lejdtiden”.
  67. Bj. Thorarensen søger i sin omtalte lille afhandling (om Gunnars høj, AnO. 1847) at vise, at denne høj, til hvilken traditionen fra umindelige tider har været knyttet, virkelig er Gunnars høj, og at en formodning om, at den snarere skulde have stået „på de nu ved (Tværås af Markarfljot forårsagede) elvebrud ødelagte stækninger sønden for gården Hlidarende,” kun skulde have dannet sig ved en misforståelse af et udtryk i den ældre udgave af Nj. (om Skarphedin og Högne: at de vare ude ”hjá haugi Gunnars suðr frá”, hvor den ny udg. — s. 371 — har det aldeles klare ”fyrir sunnan haug Gunnars”). At højen har været på de flade strækninger syd for gården, er der vistnok heller ingen grund til at antage. Når Jon Olavssön fra Grunnavig i sin relation om gravhøje m. m. beretter (Antiqv. Annaler II, 183), at Gunnars høj ligger nede på mosene ved Markerflod's beror dette vistnok kun på en hukommelsesfejl — sml. hans beskrivelse af hajen med Bj. Thorarensens og med et hos Bj. Th. (s. 78) citeret udsagn af Jon Olavssön om samme sag.
  68. Flere eksempler — foruden de alt tidligere anførte — på Nj.s påfaldende tavshed angående Tværå findes s. 148—50, hvor Atle fra Bergtorshvol rider op til Fljotshlid og træffer nogle hinsides Markarfljot hjemmehørende folk, der netop kom fra Hlidarende, og som sagde ham besked om den fra sæteret kommende Kol; og endnu mere s. 192—98, hvor der fortælles, at Njålssønnerne drog fra Bergtorshvol og til Fljotshlid og opholdt sig om natten nær ved Hlidarende; næste morgen dræbte de Sigmund og Skjold, ligesom disse mellem to bække havde fundet nogle stodheste, som de var ved at søge efter i lien. Brødrene overgiver Halgerds fårehyrde Sigmunds hoved og begiver sig derpå afsted, indtil de traf folk nede ved Markarfljot, hvem de sagde tidenden og hvorefter de drog hjem. Selvfølgelig taber Nj.s tavshed angående Tværå på oven nævnte steder det påfaldende, hvis man antager hypotesen om Tværå oprindelig kommende fra Lille Tværå. Forudsættes derimod Tværå at have haft sit nuværende løb, bliver det vel rettest at tænke sig Sigmunds og Skjolds drab lige så vel som Kols at være foregået på sletterne syd for Tværå, men at da sagaskriveren, ikke tilstrækkelig lokaliseret, har givet en fejlagtig udmalet skildring af drabsstedet.
  69. Skulde navnet Fljotshlid i ældre tid kun have omfattet strækningen hertil og gården Hlidarendes navn stå i forbindelse hermed? Skulde selve navnet kunne bruges som argument for Tværås oprindelig forsvindende betydning over for »fljotet« ?
  70. I den antikvariske indberetning fra vedkommende præst 1817 meddeles, at to brudstykker af en runesten (rimeligvis ligsten) findes i husvæggen på denne gård.
  71. I tunet neden for gården vises »Börkshaugar« der dog ikke nævnes i den antikvariske indberetning fra 1817; man har næret en vis sky for at forulæmpe den døde ved gravning; en del hesteben skal imidlertid være fundne i højen.
  72. I en kløft i Torolvsfell, Mögugil, findes den i E. O. (s. 932) omtalte Mögugilshellir, en hule i kløftens skrænt nogle alen oppe i klippevæggen: indgangen er meget snæver, men er man først kommen ind, bliver hulen så h5j, at man til dels kan stå oprejst i den; den er af c. 20 alens længde, skrånende ned ad. Loftet er interessant ved de regelmæssige skjolde og smårygge som af smæltet og derpå stivnet metal. E. O.s fortælling om denne hules ubestemmelige længde må bero på en skuffelse; bunden er, som allerede Sv. Povlssön fremhæver, blødt sand, og ingen sidehule eller dybere liggende gang er at finde.
  73. Den sandede kyst her er det, som undertiden (Ldn. s. 280, anm., Flatb. I,442) findes benævnt Øsand (Eyjasandr).
  74. Gårdens fra sagaen så bekendte ejer er i dette arbejde helt igennem kaldet Njål,der svarer til den allerede fra gammel tid i prosa gængse form Njáll. Det er dog, som det ses af ordets forekomst i vers (f.eks. Nj. s. 675) utvivlsomt, at navnets oprindelige form har været Níall, hvorfor det egentlig vilde være rigtigere at gengive det ved det tilmed mere velklingende Nial.
  75. Skulde dette dog ikke være en af de sædvanlige gamle askedynger?
  76. I følge A. M. hjåleje fra Bergtorshvol, dengang bebygget så længe folk kunde erindre.
  77. I følge den antikvariske indberetning 1818 skal der i tunet på den nordvest for Bergtorshvol liggende gård Akurey findes en stor grav (leiði) midt i en nedfalden firkantet omgærding. Efter præstens beretning var bønderne her som andensteds utilbøjelige til at åbne slige høje (af frygt for højboens hævn).
  78. Dog er det værd at lægge mærke til, at på de for denne egns vedkommende tilsyneladende ret pålidelige kort efter Theod. Thorlacius fra 1668—70 findes intet spor til Affaldet. På den anden side må bemærkes, at A M. kender inddelingen i Vestre og Østre Landøer.
  79. Det er rimeligvis dette Berjanes, efter hvilket Tyrving i Berjanes benævnes (Nj. 297), dog findes også en gård B. i Øfjældssvejten, sydøst for Holtsós.
  80. Forgæves søger man her eller andensteds i disse egne efter de »mange bodtomter«, der efter Valgards ord til Mörd havde rejst sig på Hvitanæs efter det ny godords oprettelse.
  81. Ifg. den antikv. indbretn. af 1818 findes i tunet på Hallgejrsey en såkaldet »lögrétta«, en lille indhegning (girðing) omtr. 15 fv. i omkreds.
  82. Ifg. A. M. ansås den tidligere nævnte gård Kanastaðir for opr. bygget i Vorsabæ land; ikke des mindre vil man ifg. den antikv. indberetn. af 1818 påvise en høj Kanahóll i tunet på K., hvor Kane skal have ladet tig begrave i skib. På den noget sydligere liggende gård Skíðbakki påvises ifg. samme kilde i tunet Skída leiði.
  83. En levende forestilling om den her nævnte situation og egnens natur fås gennem Jonas Hallgrimssons smukke digt »Gunnarshólmi«.
  84. Det tilsvarende »Litla Dímon« ligger sydvest for Stóra Dímon hinsides Markarfljot, vest for gården Eyvindarholt.
  85. Også Egg. Olavssön kender dette navn og dets forbindelse med Nj.; i dagbogen anføres om et på Hlidarende opbevaret spyd, at det »er fundet på et sted kaldet Rauduskridur ved rødderne af det bjærg Dymont, hvor den store elv Markarfliot fremrinder 1 mil østen for Hliderenda: den oft bem. Niala vidner, at her er sket slagsmål circa annum 1000.« — I rejsebeskr. (s. 1035) er det tilsvarende sted mindre tydeligt.
  86. Store Dimon er grænsemærket for forskellige gårde i Fljotshliden og Øfjældssvejten; her støder gårdene Tejgs, Hlidarendes, Eyvindarmules, Dals og Store Mörks jorder sammen.
  87. »ofan« — således fordi bevægelsen foregik i retning bort fra fjældene, om end snarest i nord.
  88. Dog bruger Sv. Povlssön i sit skrift om de islandske isbjærge »Eyjafjallajökull« som fællesbetegnelse for hele jøkelklasen.
  89. fyrir austan Markarfljót, milli öldusteins ok seljalandsmúla, Nj. s. 78.
  90. millum Seljalandsmúla ok Markarfljóts, ok Lánganes allt upp til Joldusteins, Ldn. s. 279.
  91. Angående navnets oprindelse har der dannet sig forskellige sagn: enten afledes det af en jætte Gudne, som i sin tid skal have levet her, eller af en for mordforsøg på sin husbond bortflygtet træl, som forfulgtes hertil og dræbtes her (begge sagnformer efter Sv. P.); eller man fortæller, at efter kristendommens indførelse flyttedes fra de nærmeste egne de hedenske gudebilleder herop og skjultes her.
  92. Nærmest ligger det måske at antage, at her har man den »bjórr ónuminn fyrir austan Fljót milli Krossár ok Joldusteins«, som Jörund »fór eldi ok lagði til hofs«, Ldn. s. 284. Ti Asgerds landnam har formodenlig ikke strakt sig længere end til Stensholt, og de følgende landnamsmænds — Asbjörn Rørketilssöns og hans broder Stenfinns — besiddelser begyndte først »fyrrir ofan Krossá«. — Under en klippeblok midt i skrænten skal hovet have stået, siger sagnet (ifølge Povl i Åkværn).
  93. Sit navn (Snorrerige) skal den have fået efter den mand, som først ved egen hjælp nåede herop. Daværende provst Stengrim Johnsen (senere biskop) har til den antikvariske kommissjon 1821 indsendt beskrivelse og tegning af Snorraríki; de i klippevæggen i og uden for hulen indhuggede indskrifter anser han alle for unge og oplyser, at kun enkelte er med runer; af de i hulen forefundne årstal er det ældste 1707.
  94. I sognebeskrivelsen fra Odde siges der, at kirken har halv avrett i Mið-Mörk, men at det ikke er ganske sikkert, hvor stor en del det er af Torsmark.
  95. Mun ek þola þín ummæli með þvi móti at fara í Þórsmörk, eðr í einhvern þann stað, er eigi sekist alþýða af samneyti við mik, ok vera þar hjá kona þeirri sem þér vandlætið um, þann tíma, sem mér líkar (Bsk. 291).
  96. Hos E. O. (s. 765, sammenlignet med s. 1030) synes på en besynderlig måde Tjorsådal i A. og Torsmark at være blandede sammen og den ved vulkanudbrud foranledigede ødelæggelse af Tjorsådal at være henført til Torsmark, der, hvad også Sv. Povlssön (i sin afhandl, om isfjælde, § 26) bekræfter, er urørt af nogen lavastrøm, men som vel snarere er bleven forladt på grund af vinterens strænghed her. Om det vel derfor rettest må antages, at de to ødegårdsnavne i Torsmark, Stöng og Steinastaðir, som E. O. nævner, hører hjemme i Tjorsådal (hvor netop to af disse navne omtales), og skønt også Sv. Povlssön meddeler, at han ingen oplysninger har kunnet få om disse i Torsmark, bør det dog måske anføres, at på et særdeles omhyggeligt kort over avretterne øst for Markarfljot, der følger med sognebeskrivelsen fra Holt under Øfjældene (af hreppstyrer Ejnar Sighvatssön) findes i Torsmark et stedsnavn Stöng angivet.
  97. Langs bredderne af de små gennem Lauvalejte løbende bække vokser den såkaldte »hvönn« (angelica archangelica), hvis rødder navnlig tidligere om efteråret ivrig eftersøgtes; de benyttes, nydte med smør til, om vinteren som en slags surrogat for tørfisk (og derigennem for brød). Hvannen er en stor grøn skærmplante, indtil et par alen høj, hvis friske stængler, der har en noget bitter smag, af mange anses for velsmagende, hvorfor man stundom ser små plantninger af denne urt anlagte hjemme ved gårdene.
  98. Benævnelsen »aurar« er den sædvanlige, derimod ikke det ellers almindelig brugte hunkønsord »eyrar«. En fremragende mand af en i den østlige del af R. hjemmehørende høvdingefamilie, Jörund godes søn Ronolv, førte tilnavnet ørgode eller aurgode (således findes f. eks. navnets første del i en stamtavle fra det 13de årh., Dipl. isl. I, 505); det synes ikke urimeligt at antage, at hans tilnavn hentyder til herredømmet omkring Fljotsaurarne; hans fader Jörund var det således, der havde lagt strækningen mellem Krosså og Jöldustén til sit hov. (På samme måde er i øvrigt oven nævnte tilnavn forstået allerede i den latinske oversættelse af Nj.).
  99. Et ridt over en sådan jøkelelvs mange arme, med dens rivende og brusende strøm, det uigennemsigtige vand og det forud uberegnelige ridt ad »bruddene«, snart med, snart mod strømmen, kræver stærke nerver, for at ikke en nerves og svimlende fornemmelse skal overvælde den uvante. Drukning i Markarfljot omtales Nj. s. 163. - Endog små jøkelåer, som de ved Torsmark, kan være farlige ved den foranderlige vækst, om somren i løbet af hvert døgn, men stundnm aldeles pludselig, uden synlig årsag.
  100. Mælefellssand må på B. G.s kort være afsat for vestlig, vistnok nærmest på den plads, der tilkommer Emstrerne; dette viser sig ved sammenligning af E. O., sysselbeskrivelsen for K og det tidligere omtalte tillæg til sognebeskr. fra Holt om avretterne, ligesom det også fremgår af Sv. Povlssöns beskrivelse af Øfjældsjøklen (ɔ: hele den efter Øfjældene benævnte jøkelgruppe (Eyjafjallajökull i videste forstand), med tilhørende kort (»IsIfjældene« § 16), hvor han lader Mælefellssanden strække sig langs hele den nordøstlige side af denne jøkelklynge; dette er denne strækning, som også benævnes »Fjallabak« (ɔ: fjældenes bagside.
  101. Formodenlig Sprengesand, den store ødestrækning på vejen til nordlandet.
  102. Om de Store Dal tilhørende strækninger »Hólmabæir«ne på det af Markarfljot og Ålarne omsluttede land og om Markarfljots tidligere udelukkende løb ad Ålarne er tidligere talt.
  103. Hermed kan sammenlignes et reskript (16/3 1759) i Lovsaml. for Isl., ifg. hvilket præsten i Holt endnu da klagede over skade, der tilføjedes ham af Markarfljot.
  104. Daværende provst Stg. Johnsen har 1821 til den antikv. kommissjon indsendt tegning og beskrivelse af den af de to vandløb indesluttede »Hofs torfa« med tilhørende tomt; i følge ham ender den aflang-firkantede tomt for oven i en cirkelformig udvidelse (som en art kor); hvor cirklen og langvæggen støder sammen mod nordvest, sætter han et mindre halvcirkelformigt tilhæng. — Sml. hermed hvad Henry Petersen: Nordboernes Gudedyrkelse og Gudetro, s. 21 ffg, fremsætter om gudehovets formentlig almindelige kirkebygningsform med langhus og halvrund korslutning.
  105. Tegninger af indskrifterne og Finn Magnussöns tolkningsforsøg befinder sig i prof. Thorsens besiddelse. Runeindskrifterne aftegnedes først af daværende provst Stg. Johnsen (senere af provst Tomas Sæmondssön, se det nord. oldskr. selsk. årsberetn. 1838); i det medfølgende brev til den antikvariske kommissjon 1820 fremhæver han som sin mening, at runerne ikke er fra oldtiden, men bomærker o. d. l. fra senere tider. — Hulens navn afleder han af den smukke udsigt herfra og dens solbeskinnede beliggenhed. — I Finn Magnussöns isl. brevsamling (Geh. ark.) findes breve om Paradishulen så vel fra Stg. Johnsen (18/2 20) som fra T. Sæmundssön (31/8 38, 20/2 39); begge udtaler som deres bestemte overbevisning; at alle disse runetegn og kradserier er betydningsløse og af sen oprindelse. T. Sæmundssön vil mene, at hulen har fået sit navn af den ophøjede beliggenhed og henviser i den anledning til en beskrivelse af adgangen til Paradis i Erik vidførles saga (se Flatb. I, s. 33—34).
  106. Således i følge Povl i Åkværn. Den antikvariske indberetning fra 1820 anfører, at her ingen tomter er, og at det er uvist, om gården har været flyttet.
  107. A D. Jørgensen, i »Den nord. Kirkes Grundlæggelse«, lægger vægt på de fra B. afvigende Landnama-håndskrifters beretning om at Asolv kom her til selvtolvte og mener (s. 212—13), at vi her måske har et eksempel (det eneste) på en skotisk kristendomsforkyndelse inden for den nordiske folkestammes område. Skoternes kirkelige mænd (Keledeer) udgik nemlig bestandig tolv i følge ligesom apostlene.
  108. Foruden hvad Povl i Åkværn i sin antikv.-topogr. afhandling beretter om forholdene i denne egn, har han i det islandske blad »Þjóðólfr« (navnlig XVIII, s. 67—68) givet en ret interessant beskrivelse af lævningerne af den ældre gård Midbæle, som fandtes 1862 i sandet umiddelbart ved kysten; så vel denne gård som flere af de omliggende er nemlig i tidens løb flyttede længere fra kysten på grund af søens ødelæggelser; denne antages nemlig også her nu at gå længere op på kysten end før.
  109. Når sognebeskr. og jb. 1861 nævner den østligste af disse gårde Rauðafell, den anden Raufarfell, beror det vistnok kun på vilkårlighed; fjældet benævnes nemlig i sognebeskr. »Raufarfell eller Rauðafell« og i Jh.’s jt. og A. M. forekommer Raufarfell om begge gårde. I Nj. (s. 826) forekommer Raufarfell som gårdsnavn, i Ldn. (s. 278) nævnes Rauðafell et eystra (C. Raufarfell), og i måldagen for Midarnarbæle kirke endelig Raufarfell et vestra.
  110. Denne nyere form er opstået ved, at navnet »Hrútafell« overførtes på en ved fjældet liggende gård.
  111. Den antikv. indberetn. fra 1818, der fortæller dette sagn noget anderledes, og i følge hvilken Rut gøres til landnamsmand, indeholder en beskrivelse af Rútshellir, hvorefter forskellige i sidehulens gulv udhugne haller skal minde om Ruts ophold her (de udgives for hans hærdetrug, hans essegrube, hans amboltsted). Det må være denne hule, som Egg. Olavssön i sine »Enarrationes historicæ«, s. 128 kalder Brusa-Hellir.
  112. Fossen — siger vedkommende sognebeskrivelse — ligner mest af alt en sammenhængende udbredt uldpels (Sauðarreifi), der fra fjældkanten når ned til det flade land.
  113. Åen kaldtes i ældre tid Forsá hjá Skógum.
  114. I følge Povl i Åkværn.
  115. Således Ldn. s. 275.
  116. På grund af den af naturen udprægede grænse, der udmærker Rangåvolde syssel både mod øst og vest, må det synes rimeligt, at denne landsdel fra de ældste tider har haft samme omfang som nu. Formodenlig er det også aldeles den tilsvarende strækning (vel med Vestmanøerne indbefattede), der i Hákb. og Jónsb. benævnes Rangå ting. Dog fortjæner det at fremhæves, at det til Rangå syssel nærmest svarende »héraðstakmark« (Grg. § 167) strakte sig fra Arnarstakkshede til Tjorsåos. Denne fjældhede ligger i den vestligste del af Vester Skaftafellssyssel og går fra den sydøstligste rand af den mellem R. og VSkf. liggende jøkelklase. — Den tidlige forekomst (c. 1200) af »rangæinga Þingsokn« med territorial betydning (Dipl. isl. I, s. 318—19) er allerede før nævnt.