Rasmus Kristian Rask biografi
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Rasmus Kristian Rask
(1787-1832)
Rask, Rasmus Kristian, 1787-1832, Sprogforsker, var født 22. Nov. 1787 i Landsbyen Brændekilde (en Mils Vej fra Odense), hvor hans Fader, Niels Hansen Rasch (f. i Paarup 13. Marts 1749, d. i Fjelsted Sogn 5. Dec. 1810), beboede et lille (nu ombygget) Hus. Faderen, der af Profession var Skrædder, skal have været en begavet og for sin Stand ualmindelig belæst Mand, der bl. a. gav sig en Del af med Lægekunsten og havde stort Ry for sine heldige Kure som «klog Mand»; han ejede en ret god Bogsamling, navnlig af historiske Arbejder (f. Ex. Arild Huitfeldt). Han var 3 Gange gift; R.s Moder var hans 2. Hustru, Birthe Rasmusdatter (d. 6. Avg. 1801, 47 Aar gammel). R. var ved sin Fødsel meget lille og skrøbelig og vedblev som Barn at være svagelig, saa at Faderen, da de 3 andre i dette Ægteskab fødte Børn døde, skal have klaget over, at Vorherre kun lod ham beholde det, der ikke duede noget. Men det skulde snart vise sig, ogsaa for ham selv, hvor overilet denne Dom var, og at der i Sønnens svagelige Legeme boede en ganske usædvanlig Aand. Faderen læste selv med ham; nogen Undervisning fik han ogsaa af Sognepræsten P. Jacobsen, efter at man ret var bleven opmærksom paa hans Begavelse; selv læste han endelig flittig i Faderens Bogsamling. Det blev saa besluttet, at han skulde gaa den studerende Vej, og i Juni 1801 blev han optagen i nederste Klasse i Odense Latinskole. Der foreligger fra hans Skoletid en Række Vidnesbyrd om den Interesse, den lille vævre Landsbydreng vakte hos sine Lærere – blandt hvilke der var flere fremragende Mænd – ved sin Flid, sit hurtige Nemme, sin sikre Hukommelse, sin fine Iagttagelsesevne og sine skarpsindige Bemærkninger, om den hurtige Fremgang, han gjorde, og om den vækkende Indflydelse, han udøvede ogsaa paa Meddisciple, bl. a. N. M. Petersen. Tidlig førte hans Trang til Kundskaber og Klarhed ham langt ud over Skolens Fordringer. Fra først af ledet af sin Interesse for Historie og særlig for Nordens Oldtid begyndte han omtr. i Foraaret 1804 paa egen Haand at studere Islandsk efter Folioudgaven af «Heimskringla», som han laante af en af Lærerne, men Aaret efter havde den store Glæde selv at modtage som Flidsbelønning. Uden andet Hjælpemiddel end den ledsagende danske Oversættelse uddrog han af Texten selv Sprogets Ord og Former og udarbejdede sig paa Grundlag heraf efterhaanden baade en Ordbog og en hel Grammatik. Det er tydeligt, at allerede nu den sproglige Side efterhaanden fanger ham endnu mere end den historiske. Fra Islandsk føres han videre til andre Sprog: Gotisk, Angelsaxisk o. a. Et Spørgsmaal, der ogsaa allerede da interesserede ham i høj Grad, var den danske Retskrivning, navnlig efter Fremkomsten af hans Lærer S. N. J. Blochs Retskrivningslære (1805), og han udarbejdede sig selv et System med Udtalen som nærmeste Rettesnor. I Forbindelse hermed staar det, at han fra denne Tid af forandrede Skrivemaaden af sit fædrene Navn Rasch til Rask.
I Efteraaret 1807 blev han dimitteret fra Skolen og drog nu til Kjøbenhavn. Hans Faders Tanke havde været, at han skulde tage theologisk Examen og blive Præst; men skjønt han flere Gange var paa Vej dertil, opgav han dog efterhaanden enhver Tanke herom og tog overhovedet aldrig nogen afsluttende Examen. Grunden hertil laa dels i en allerede i Skoletiden vakt stærk Kritik og Tvivl lige over for alle religiøse Dogmer, dels i at de sproglige Studier efterhaanden ganske optoge ham. Disse drev han nu med utrættelig Iver og i stadig voxende Omfang, skjønt han navnlig i de første Aar maatte kæmpe med yderst trange Kaar og aldeles ingen Understøttelse havde fra sit Hjem. En trofast Støtte fandt han hos sin Landsmand i snævrere Betydning Professor R. Nyerup (XII, 341). Dennes Opmærksomhed for den unge Student vaktes paa Grund af hans sjældne Kundskaber i Islandsk, hvoraf Nyerup strax drog væsentlig Nytte ved den Oversættelse af Snorres «Edda», han udgav 1808; han skaffede ham Friplads paa Regensen og allerede 1808 en (ulønnet) Ansættelse som Volontær ved Universitetsbibliotheket. Ellers maatte R. efterhaanden tjene sit Brød ved kjedelige og slet betalte Informationer (især i Regning).
I 1811 udkom hans første selvstændige Arbejde, «Vejledning til det islandske eller gamle nordiske Sprog», et Arbejde, hvortil han allerede havde lagt Grunden i sin Skoletid, og som aabner en ny Æra i den nordiske Sprogvidenskab. I en udførlig Fortale udvikler han Vigtigheden af Studiet af Islandsk, som han anser for identisk med Oldnordisk, og meddeler Bemærkninger om de nordiske Sprogs Historie og deres Forhold til Tysk. Han tænkte ogsaa noget paa at udgive den islandske Ordbog, som han i sin Skoletid havde anlagt; men det blev ikke til noget, da den Arnamagnæanske Kommission havde bestemt sig til at udgive den af Bjørn Halldórsson efterladte Ordbog, i hvis endelige Bearbejdelse R. da ogsaa tog nogen Del (udkom 1814). Islandsk vedblev overhovedet i disse Aar at udgjøre Midtpunktet for hans Studier; ved stadig Omgang med islandske Venner, især Ární Helgason (VII, 289) og den senere Amtmand Bjarni Thorsteinsson, i Kjøbenhavn opnaaede han allerede da en betydelig Færdighed i at tale dette Sprog. Men ved Siden deraf gav han sig af med mange andre Sprog, i det han paa den ene Side tog sig for at udarbejde grammatiske Oversigter over hvert af dem, paa Grundlag af det ham egne System og med Anvendelse af danske Kunstord, paa den anden Side at undersøge deres mulige Slægtskabsforhold indbyrdes og særlig til Islandsk. I Foraaret 1812 foretog han sammen med Nyerup med offentlig Understøttelse en Rejse til Sverige, dels vist nok for at virke for Islandsken, dels for, foruden Svensk, at studere Finsk og Lappisk, Sprog, som han formodede kunde have haft Betydning for Sprogudviklingen i Norden; vi vide nu, at de to Videnskabsmænd tillige havde det Hverv at virke i det politiske Efterretningsvæsens Tjeneste. Nyerup skulde efter Instruxen navnlig holde Øje med Rigsdagen i Ørebro; «i Stockholm etablerer han Studenten med den islandske Grammatica for at have en Mand til at sanke Nyheder og opkjøbe alle udkommende politiske Skrifter». Hvorledes R. har opfyldt denne Del af Missionen, vides ikke; sikkerlig har han taget den videnskabelige Side alvorligere. I Stockholm arbejdede han ivrig paa at lære Svensk og læste desuden Finsk med den finskfødte Digter Franzén. Hjemrejsen foregik i Juni over Christiania. Under sin Fraværelse var han bleven udnævnt til Amanuensis ved Universitetsbibliotheket med en Gage af 100 Rdl. aarlig.
Imidlertid havde Videnskabernes Selskab udsat en Prisopgave, der gik ud paa «at oplyse, af hvilken Kilde det gamle nordiske Sprog sikrest kan udledes,» og «at bestemme de Grundsætninger, hvorpaa al Udledelse og Sammenligning i disse (de nordiske og germanske) Tungemaal bør bygges». Denne Opgave var som skabt for R., og han tog strax fat paa at besvare den. Efter først at have indsendt nogle Prøver, der vandt Bifald, udarbejdede han i det væsentlige, som det synes, sin Prisafhandling fra Sommeren 1812 til Sommeren 1813, men fik den først afsluttet under sit følgende Ophold paa Island.
At besøge dette Land havde længe været hans Ønske. Nu tilbød en islandsk Kjøbmand i Kjøbenhavn ham fri Rejse med et af sine Skibe, og desuden opnaaede han nogen anden Understøttelse, dels privat, dels offentlig. I Sommeren 1813 sejlede han da til Reykjavik og tilbragte nu 2 Aar paa Island, i det han efterhaanden berejste de forskjellige Dele af Landet og saaledes ikke blot gjorde Bekjendtskab med alle de i historisk Henseende mærkelige Steder, men ogsaa til Fuldkommenhed tilegnede sig Sproget, som han talte og skrev omtrent som en indfødt. I Efteraaret 1815 vendte han hjem over Leith, hvor han opholdt sig i nogle Uger; her fra besøgte han næsten daglig Edinburgh, hvor han gjorde forskjellige litterære Bekjendtskaber.
Under sin Fraværelse var han 1814 bleven udnævnt til Underbibliothekar ved Universitetsbibliotheket med aarlig Løn af 200 Rdl. S. A. havde han til Videnskabernes Selskab indsendt sin Prisafhandling, der i det følgende Aar vandt Selskabets Guldmedaille. I Trykken udkom dette mærkelige Arbejde («Undersøgelse om det gamle nordiske ell. islandske Sprogs Oprindelse») dog først 1818, længe efter at R. allerede havde tiltraadt sin store Rejse. Hvad der er det mest fremtrædende i dette Arbejde, er den deri anvendte, endnu i det væsentlige nye Methode, hvis Principper nærmere udvikles i Bogens 1. Hovedstykke: at man ved sprogsammenligninger ikke, som man hidtil har gjort, maa nøjes med Ordligheder, men at Hovedvægten maa lægges paa den grammatiske Bygning. Dette Princip anvender han da, i det han, efter først at have undersøgt Forholdet mellem de nordiske og de øvrige «gotiske» Sprog, gaar videre for at finde «Kilden» til hine. Efter at have dvælet ved forskjellige Sprog, i hvilke denne umulig kan findes (Grønlandsk, Finsk o. a.), gjennemgaar han de slaviske og lettiske Sprog og viser, at de maa være udgaaede selvstændig fra samme Kilde som de gotiske Sprog; endelig viser han i den sidste Halvdel af Bogen, at Græsk er det Sprog, der staar den tabte Kilde – som han temmelig vilkaarlig benævner det gamle «thrakiske» – nærmest og for saa vidt kan betragtes som Roden til de andre Sprog, blandt hvilke Latin atter staar Græsken nærmest. (Desværre er kun dette sidste Afsnit, og det endda meget skjødesløst, bleven oversat paa Tysk («Über die thrakische Sprachclasse», i J. S. Vaters «Vergleichungstafeln der europ. Stammsprachen»,1822) og derved gjort mere tilgængeligt for den almene Videnskab.) Ved de indiske og persiske Sprog maa R. standse, skjønt han ikke finder det usandsynligt, at vi her atter kunde have Roden til de «thrakiske» Sprog, naar den blot ikke «var skjult for dybt under Jorden».
At faa Lejlighed til selv ved en større Rejse at undersøge dette nærmere blev da R.s næste store Opgave. I Efteraaret 1816 lykkedes det ham at opnaa de nødvendige Midler til at tiltræde den paatænkte Rejse, hvis Maal oprindelig synes at have været gjennem Sverige og Finland at gaa til Sydrusland for at undersøge, «hvad Levninger der muligvis maatte befindes af vore Forfædre eller i det mindste af de senere Goter»; men dette Maal viste sig senere naturligvis ganske illusorisk, og Planen blev da ogsaa efterhaanden betydelig forandret og udvidet.
De Midler, han foreløbig havde at regne paa, vare en privat Understøttelse af Gehejmeraad Bülow til Sanderumgaard paa 2000 Rbdl., fordelte paa 2 Aar, og en Understøttelse af Universitetsdirektionen paa 200 Rbdl., ligeledes i 2 Aar. Det lykkedes imidlertid hans utrættelige Talsmand Professor P. E. Müller i de følgende Aar efterhaanden at skaffe ham en stigende Understøttelse, særlig af Kongens Kasse, om end ikke rigeligere, end at han ofte paa sin Rejse havde store pekuniære Vanskeligheder at kæmpe med. Vore Kilder til Kundskab om hans Rejse ere dels den endnu bevarede Dagbog, som han begyndte at føre ved sin Afrejse fra Kjøbenhavn, dels hans til Tider ret udførlige Breve til Hjemmet (Nyerup, P. E. Muller, hans Ven og Kommissionær Urtekræmmer Larsen o. a.), af hvilke de vigtigste ere trykte.
25. Okt. 1816 gik R. om Bord paa en Galease fra Kalmar. Efter undervejs at have opholdt sig nogle Dage i denne By og senere være bleven forsinket paa Grund af Pasvanskeligheder ankom han i Slutningen af Nov. til Stockholm, hvor han saa opholdt sig i o. 1 ¼ Aar, fuldt optagen af Arbejde. Ved Siden af spredte Studier som Forberedelse til den videre Rejse var det navnlig Islandsk og Angelsaxisk, hvormed han syslede. Han søgte med stor Iver at vække Interesse for Islandsk, dels ved privat at undervise forskjellige deri, bl. a. sin Ven A. A. Afzelius, hos hvem han boede, dels ved at holde Forelæsninger derover, hvilke dog ikke ret sloge an. Nærmest til Brug ved disse udgav han en islandsk Læsebog («Sýnishorn»); sammen med Afzelius, dog saaledes at hele Arbejdet i Virkeligheden er R.s, udgav han baade Snorres og Sæmunds «Edda»; end videre offentliggjorde han her paa Dansk sin vigtige «Angelsaxisk Sproglære» (1817; oversat paa Engelsk af Thorpe med Forbedringer af Forfatteren 1830), ved hvilken han i Virkeligheden grundlægger det videnskabelige Studium af dette Sprog, og endelig en i høj Grad forandret og forbedret svensk Bearbejdelse af sin «Vejledning» fra 1811: «Anvisning till Isländskan». Den Omstændighed, at R. udgav Eddaerne i Stockholm og ikke i Kjøbenhavn, og endnu mere et Rygte om, at man ønskede at beholde ham der, hvad han i Virkeligheden synes at have været stærkt fristet til at gaa ind paa, vakte for øvrigt en forbigaaende Misstemning hos nogle af hans Venner hjemme, navnlig P. E. Müller, og fremkaldte en ret skarp Brevvexel mellem sidstnævnte og R, som dog fuldstændig kunde forsvare sig.
Efter at R. i Jan. 1818 havde modtaget Meddelelse om den ham af Kongens Kasse tilstaaede Rejseunderstøttelse og om, at der samtidig var tillagt ham Titel af Professor, kunde han nu tænke paa Fortsættelse af sin Rejse, og i Febr. forlod han Stockholm. Over Grislehamn og Åland gik han under store Besværligheder i Isbaad over til Finland og kom til den daværende Universitetsby Åbo. Han tog øjeblikkelig med Iver fat paa Studiet af Finsk, hvori han fik Undervisning af Lektor G. Renvall, og tilbragte saa o. 3 Uger her, i livligt Samkvem med finske Videnskabsmænd, hvis Interesse for finsk Sprog og Folkedigtning han forstod yderligere at anspore. Derfra rejste han gjennem rent finsktalende Egne over Tavastehus og Vilmanstrand til Viborg. Med Sorg skiltes han fra Finland og kom til St. Petersborg, hvor han saa tilbragte 1 ¼ Aar. Hvad der her sysselsatte ham, var først og fremmest Studiet af Russisk, hvori han navnlig fik Undervisning af en ung russisk Videnskabsmand, L N. Lobojko, hvem han til Gjengjæld underviste i Dansk og knyttede nøje Venskab med. Ved Siden deraf studerede han Sanskrit og med forskjellige indfødte Lærere Armenisk, Arabisk, Persisk og andre orientalske Sprog. Han knyttede tillige en Række Forbindelser med Videnskabsmænd og var stadig Gjæst hos Rigskansleren Grev Rumjæntsov. En blivende videnskabelig Frugt af denne Forbindelse var, at R., der selv levende havde følt Savnet af en finsk Ordbog og med stor Interesse paa Bibliotheket i Åbo havde gjort sig bekjendt med nogle der opbevarede haandskrevne lexikalske Arbejder, fik Rigskansleren til at bekoste Udarbejdelsen og Udgivelsen af en saadan Ordbog, der paa R.s Forslag overdroges ovennævnte Renvall. Den udkom 1826 med Forklaringer paa Tysk og Latin. I denne Ordbog anvendtes for første Gang en Række nye, af R. dannede Kasusnavne, der senere have faaet almindelig Hævd (Illativ, Inessiv, osv.). Større Arbejder havde R. for øvrigt ikke Lejlighed til at skrive under sit Ophold i Petersborg, men vel forskjellige mindre Afhandlinger, f. Ex. en meget vigtig om de finske Folk og Sprog og deres Klassifikation. Hvad der tog en Del af hans Tid og Kræfter, var en Plan til at fremme Kjendskabet til den nordiske Litteratur og den direkte litterære Forbindelse mellem Norden og Rusland, noget, hvortil han førtes af Harme over det tyske Væsens og tyske Anskuelsers Overmagt i Petersborg. Noget væsentligt Resultat kom der dog ikke ud heraf.
I Petersborg opstod der hos ham forskjellige Tvivl angaaende de videre Rejseplaner; men paa P. E. Müllers Forestilling, og efter at han havde faaet Tilsagn om en Forøgelse af Rejseunderstøttelsen for de næste Aar, blev det slaaet fast, at han skulde fortsætte Rejsen til Kaukasus og der fra se gjennem Persien at naa til Indien. I Juni 1819 forlod han da Petersborg og rejste til Moskov, der fra i sydostlig Retning til Astrakan, hvor han opholdt sig til 1. Okt. for at benytte den rigelige Lejlighed, der her tilbød sig til praktisk Studium af forskjellige Sprog, navnlig Persisk, og kom saa til Mosdok ved Terek. I de øde Egne, han her under mangfoldige Besværligheder havde gjennemrejst, fandtes naturligvis intet Spor af Minder om Nordboer eller Goter, kun hist og her Kalmukker, Tatarer og lignende Folk. Han rejste saa over Kaukasus til Tiflis, hvor han var i 4 Maaneder; drog saa derfra med en tatarisk Karavane til den persiske By Tabriz, som han naaede i Marts 1820, og derpaa videre gjennem Persien over Teheran, Ispahan, Ruinerne af Persepolis, Shirâz til Havnebyen Bushehr. Paa den sidste Del af denne Rejse – af hvilken han ikke havde andet Udbytte end at lære mere Persisk – var han flere Gange syg som Følge dels af den voldsomme Hede, dels maaske ogsaa af et Slag af en Hest. I Avg. gik han i Bushehr om Bord paa et engelsk Skib, hvormed han ankom en Maaned efter til Bombay.
I Bombay blev han overordentlig vel modtagen af det engelske Selskab, og navnlig viste Statholderen, den lærde M. Elphinstone, ham stor Velvilje. Særlig var det R. om at gjøre her at komme i Forbindelse med Farserne, der jo nu saa godt som kun findes i Bombay, for at sætte sig ind i deres gamle, selv af Præsterne næsten glemte, hellige Sprog Zend og Pehlevi. Det lykkedes ham med store Anstrængelser at erhverve en sjælden Samling af Haandskrifter i disse 2 Sprog, hvortil Regeringen havde anvist ham en særlig Sum, og som nu udgjør en af vort Universitetsbibliotheks Skatte. Med Afrejsen fra Bombay i Nov. 1820 begynder en lang Lidelsestid for ham, hvor han plages af Bylder og Feber og tillige af Vrangforestillinger om Forfølgelser og ofte i Uger, ja i Maaneder maatte afholde sig fra alt Arbejde. Over Gvalior, Benares osv. gik han til Kalkutta (Maj 1821), der fra til Madras, hvor han opholdt sig nogle Maaneder og atter kom til Kræfter; her afsluttede han en vigtig Afhandling paa Engelsk om Zendsproget samt studerede Tamulisk og andre sydindiske («malabariske») Sprog, hvilke han for første Gang erkjendte som en særlig Æt, grundforskjellig fra Sanskrit; saa over Trankebar til Kolombo (Nov. 1821). Her i den sydlige Buddhismes Hovedsæde var det dels Buddhisternes hellige Sprog Pali, dels Singalesisk og det gamle Sprog Elu, han syslede med, og han erhvervede her en sjælden Skat af Haandskrifter paa Palmeblade i disse Sprog. Tiltagende Sygelighed nødte ham imidlertid til at tænke paa Tilbagerejsen, og 30. Marts 1822 afsejlede han med et engelsk Skib; men 6 Dage efter led det Skibbrud paa Sydkysten af Ceylon, hvorved R. vel reddede Livet og sine orientalske Haandskrifter, men mistede en Del Bøger og Penge. Over Land maatte han saa vende tilbage til Kolombo. Han var nu efterhaanden kommen i den største Forlegenhed; han havde i lang Tid ikke modtaget og kunde ikke vente nogen Pengesending hjemme fra og stod blottet for det nødvendige i det fjærne Land. Noget have vistnok Frimurerne i Kolombo støttet ham, i det han, allerede under sit første Ophold her, rimeligvis under Indflydelse af alt da raadende Vanskeligheder, havde ladet sig optage i en derværende hollandsk Loge. Men ellers havde han nu ikke anden Udvej end at henvende sig til det danske Gouvernement i Trankebar om en Understøttelse af den kongelige Kasse, hvilken han ogsaa modtog (2000 Rupier). Efter at have opholdt sig endnu o. 4 Maaneder i Kolombo for at vente paa Skibslejlighed - en Tid, som han benyttede til fortsatte Studier og til bl. a. at lade trykke paa Dansk sin «Singalesisk Skriftlære», der indeholder hans System til Gjengivelse af de indiske Alfabeter med latinske Bogstaver – maatte han over Trankebar sejle til Kalkutta, og efter at have modtaget en fornyet Understøttelse til Hjemrejsen af det danske Regeringsraad i Frederiksnagor (2500 Rupier) kunde han endelig 1. Dec. 1822 i Kalkutta gaa om Bord paa et dansk Skib, og 5. Maj 1823 ankom han til Kjøbenhavn efter 6 ½ Aars Fraværelse. Som et Vederlag for de af de kongelige Kasser i Indien modtagne Understøttelser afgav han efter sin Hjemkomst til det kongl. Bibliothek en sjælden og fortrinlig Samling af 50 Haandskrifter dels paa Pali, dels paa Singalesisk.
Paa denne sin lange Rejse havde R. erhvervet sig et maaske enestaaende Fond af Kundskaber i en Mængde og det yderst forskjellige orientalske Sprog, uden at han derfor havde forsømt de evropæiske, baade gamle og nye, med hvilke han «for Tidsfordriv» jævnlig havde beskæftiget sig. Med Spænding imødesaa Verden Resultaterne af hans Rejse; saa meget større var Skuffelsen hos alle, da det første Arbejde, han udgav efter sin Hjemkomst, var en «Spansk Sproglære» (1824). Overhovedet er der noget gaadefuldt i, at saa rastløst R. end vedblev at arbejde i de tilbagestaaende Aar af sit Liv, saa har Rejsen dog kun afsat aldeles forsvindende Spor i hans følgende omfattende Produktion, der, blot med større Modenhed og Sikkerhed, nærmest fremtræder som en Fortsættelse af hans første Ungdoms Planer og Arbejder. Han havde, som han nogle Aar senere udtrykker sig, faaet «Lede til alt det asiatiske». Grunden dertil kan dels have ligget i Mindet om alt det, han havde gjennemgaaet paa sin Rejse, og som han senere kun ugjærne synes at have dvælet ved, dels muligvis ogsaa i det ejendommelig springende og spredte i hans Karakter, der, som han selv undertiden klagede over, ofte tvang ham til at opgive et Arbejde for at tage fat paa et helt andet og nu ogsaa førte ham ind paa Æmner, paa hvilke han lagde endnu større Vægt end paa det asiatiske, dels endelig i den Mangel paa virkelig Opmuntring og Støtte, han fandt her hjemme. Vel fik han i Efteraaret 1823 bevilget en offentlig Understøttelse af 400 Rbdl. aarlig i 3 Aar og senere ogsaa Udsigt til en Gratifikation af 200-300 Rbdl., hvis han udgav en interessant Afhandling vedrørende den asiatiske Litteratur; men ellers var han ved Siden af sin ringe Løn som Underbibliothekar henvist til at leve af almindelige Informationer, navnlig i Engelsk. Efter at han i 1825 havde afslaaet en Kaldelse til Edinburgh som Bibliothekar ved Advokaternes Bibliothek, blev han vel ansat ved Universitetet som extraordinær Professor i Litterærhistorien med særligt Hensyn til den asiatiske Litteratur; men dels var det ikke dette, han ønskede, dels paalagde denne Ansættelse ham blot den Pligt at holde Forelæsninger, men var ikke forbunden med ringeste Tillæg i Løn undtagen Bibeholdelsen af de ovennævnte 400 Rbdl. I 1826 blev Professoratet i orientalske Sprog ledigt ved J. L. Rasmussens Død, og R. haabede nu at blive hans Efterfølger; men atter blev han skuffet, idet Omstændighederne krævede, at Pladsen henstod ubesat i flere Aar. Endelig, efter at han i 1829 først var rykket op til Bibliothekar ved Universitetsbibliotheket, nærmede sig dog Opfyldelsen af hans Ønske, hvad der atter vakte hans Interesse for det orientalske, og i Dec. 1831 fik han sin Udnævnelse som extraordinær Professor i de orientalske Sprog; men da var han allerede saa svag, at han med god Grund udbrød: «Jeg frygter, det er for silde».
Som umiddelbare Frugter af Rejsen fortjene blandt de Arbejder, han selv udgav efter sin Hjemkomst, kun at nævnes den vigtige Afhandling «om Zendsprogets og Zendavestas Ælde og Ægthed» (skreven 1823 som en Omarbejdelse af den i Madras affattede engelske Afhandling; trykt 1826 i «Skand. Lit. Selsk. Skrifter», s. A. oversat paa Tysk af v. d. Hagen), hvori han bl. a. ogsaa giver nogle epokegjørende Bidrag til Tydningen af de persiske Kileindskrifter, og maaske hans sidste lille Arbejde om Hvislelydenes System, særlig i Georgisk, Armenisk og Lappisk, hvilket udkom som Program til Universitetets Reformationsfest 1832. Blandt andre Arbejder, som han havde forberedt, kunne nævnes en sammenlignende Udsigt over de «malabariske» Sprog og en Undersøgelse af det lappiske og overhovedet de finske Sprogs Slægtskab. Et dansk Etymologicum, som han havde tilbudt Videnskabernes Selskab at udarbejde, blev heller ikke til noget, og hans Samlinger hertil ere senere forsvundne. For øvrigt udsendte han i denne Periode af sit Liv Grammatikker i en Række forskjellige Sprog, saaledes foruden den spanske navnlig en frisisk (1825), italiensk (1827), dansk (paa Engelsk, 1830), lappisk og engelsk (1832). Men først og fremmest er det atter nu de nordiske Sprog, der optage ham; han fortolkede f. Ex. Runeindskrifter, og som den første Formand for det nordiske Oldskriftselskab (1825-27) ofrede han dette et stort Arbejde og besørgede bl. a. selv Texten til adskillige Bind af «Fornmanna sögur», hvad der i høj Grad angreb baade hans Syn og hans Helbred. Hans sidste fortræffelige Arbejder paa dette Omraade ere en senere flere Gange oplagt «Kortfattet Vejledning til det oldnordiske eller gamle islandske Sprog», i hvis Fortale han tager Afsked med dette ham «i lang Tid saa kjære Studium», og en «Oldnordisk Læsebog» (begge 1832).
Hvad der dog mest af alt lagde Beslag paa hans Tid og Interesser, var Kampen for hans ejendommelige Retskrivning, hvis Begrundelse han har givet i sit største Arbejde, «Forsøg til en videnskabelig dansk Retskrivningslære» (1826). Dette var for ham en Hjærtesag, og han førte Kampen med en Iver og Haardnakkethed, som de fleste vistnok ville finde havde været en større Sag og en mindre Mand værdig, og hvis Følger alle ville være enige om at beklage. Da han intet vilde offentliggjøre uden med sin egen Retskrivning, lukkedes der efterhaanden forskjellige Veje for ham, hvor man ikke mente at kunne gaa ind herpaa, og vare de Tilhængere, han vandt, snart talte, skaffede han sig selv saa mange flere Modstandere, virkelige eller indbildte, eller høstede ligefrem Spot. Alt dette drog ham ikke blot bort fra vigtigere Arbejder, men gjorde ham bitter og virkede baade legemlig og aandelig nedbrydende paa ham, og dette forøgedes yderligere ved anden Modgang, som en efter kort Tids Forløb atter opløst Forlovelse med en Datter af Nyerup (hos hvem han efter sin Hjemkomst fra den store Rejse boede, vistnok indtil Nyerups Død 1829) og en Polemik fra islandsk Side, der atter førte til et Brud med det af R. selv (1816) stiftede «islandske Litteraturselskab», hvis Formand han hidtil havde været (s. IV, 472). Følgen heraf blev, at der til en tiltagende Brystsygdom sluttede sig ligefrem Sindssyge (Forfølgelsesforestillinger), der, ligesom under Rejsen i Indien, til Tider formørkede hans klare Aand og gjorde hans sidste ensomme Aar endnu tungere. Først i hans sidste Levetid vendte atter Ro og Mildhed tilbage i hans Sind, men hans Kræfter vare nu udtømte, og 14. Nov, 1832 døde han.
Paa hans Grav (paa Assistenskirkegaarden) rejste Venner senere et meget karakteristisk Gravmæle. (Den trykte «Beretning» om Gravmælet er ledsaget af et, senere ofte gjentaget Portræt af R., som er udført efter hans Død paa Grundlag af et ældre Portræt, der er vedføjet Stockholmer-Udgaven af Sæmunds «Edda». Intet af dem skal være rigtig ligt.) En anden Mindesten for ham rejstes i hans Fødeby Brændekilde paa Hundredaarsdagen for hans Fødsel. Hans efterladte egenhændige Haandskrifter og de orientalske Manuskripter, han havde efterladt sig foruden de ovfr. omtalte, bleve afgivne til det kongl. Bibliothek. Af hans efterladte Brevvexling er senere en stor Del kommet til Universitetsbibliotheket. Hans yngre Halvbroder Hans Kristian R. (f. 1805, fra 1841 Sognepræst i Nidløse, fra 1852 i Viskinde, d. 1875), hvis Uddannelse ad den studerende Vej R. havde taget sig faderlig af, udgav 1834-38, desværre temmelig skjødesløst, hans «Samlede, til Dels forhen utrykte Afhandlinger» (3 Bind). Som Indledning til 1. Bd. har R.s Skolekammerat og Ven N. M. Petersen givet en udførlig Biografi af ham.
R. var en sjælden udpræget sproglig Begavelse. Med en glimrende Hukommelse forbandt han en klar og skarp Tænkning, en fin Iagttagelsesevne og en samvittighedsfuld Nøjagtighed i alle Enkeltheder. Hans Svaghed laa paa den ene Side i hans store Spredthed, paa den anden Side i en vis doktrinær Ensidighed i Interesser og i Sprogbetragtning og i den – man tør vel sige – Stædighed, hvormed han holdt fast ved de Synsmaader, han en Gang havde dannet sig. Det var en stor Mængde Sprog, R. efterhaanden havde syslet med; N. M. Petersen angiver temmelig vilkaarlig Tallet til 55. Men man vilde tage meget fejl, hvis man troede, at han virkelig beherskede eller i og for sig lagde nogen Vægt paa at beherske alle disse Sprog. Han staar over for Sprogene, i det enkelte og i det store, som den systematiserende Naturforsker over for Naturgjenstandenes Mangfoldighed; det, der interesserer ham, er at finde Systemet og tilvejebringe Orden i Mangfoldigheden, og selv om vi herved kunne finde meget hos ham vilkaarligt og uholdbart, maa vi dog langt oftere beundre, hvor vidt han med sit geniale Blik har kunnet naa, ofte med et meget begrænset Materiale og uden Forgængere.
Inden for det enkelte Sprog er det ham om at gjøre at udfinde og gjennemføre det System, den Ordning navnlig af Bøjningsmaader og -former, der tilfredsstiller ham som den naturlige og logiske (saaledes f. Ex. at han altid gaar fra det simplere til det kunstigere), og naar han efterhaanden udarbejder alle sine Grammatikker (væsentlig Formlærer) for en Række forskjellige Sprog, da er Hensynet hertil mere eller mindre et Hovedformaal derved. Det er den samme Stræben efter Orden og System, der fører ham ind paa hans Retskrivningsreformer og paa hans Methoder til en fast Omskrivning af fremmede Alfabeter med latinske Bogstaver. Naar hans danske Retskrivning, dels paa Grund af de stærke Afvigelser fra det tilvante, dels ogsaa paa Grund af visse ubestridelige doktrinære Særheder, ikke kunde vinde Tilhængere, maa det dog ikke glemmes, at han derved har lagt Grunden til den senere Udvikling af vor Retskrivning. Større Held havde han med Hensyn til Islandsk, hvis Retskrivning han ordnede saaledes, som den med faa Undtagelser bruges endnu.
I det han gik uden for det enkelte Sprog, førtes han atter til at sammenligne de forskjellige Sprog for at bestemme deres indbyrdes Forhold og anvise dem deres Plads i større Systemer. Paa dette Omraade betegne hans Forskninger et stort og gjennemgribende Fremskridt. Dette viser sig allerede i det Grundprincip, han hævder i sit Prisskrift, at det ved Sprogsammenligning langt mere kommer an paa den grammatiske Bygning end paa Ordforraadet. Vel er han ingenlunde den første, der udtaler dette; men han er den første til at gjennemføre det paa den Maade og i det Omfang, hvori han gjør det, om end Grundlæggeren af den sammenlignende Sprogvidenskab i Tyskland, Fr. Bopp, omtrent samtidig anvender det samme Princip. I Prisskriftet har han, med Islandsk som Udgangspunkt, bestemt dette Sprogs Forhold til de beslægtede Sprog i Evropa, i det han i Græsk ser det Sprog, der maa træde i Steden for det tabte ældste Sprogtrin. Her faar ogsaa f. Ex. Litauisk-Lettisk for første Gang anvist sin rette Plads i Systemet. Efterhaanden som paa den store Rejse hans Blik udvides, fremtræder Inddelingen af hele vor Sprogæt (han kalder den en Tid den «sarmatiske», fra omtr. 1821 den «japetiske») med en Klarhed og Fuldstændighed som næppe ellers hos nogen Sprogforsker paa den Tid. Gaa vi uden for vor Sprogæt, maa blandt de Sprog, af hvis videnskabelige og sammenlignende Behandling han har grundlæggende Fortjeneste, særlig fremhæves de finske.
Det er en Selvfølge, at Paavisningen af Sprogenes Slægtskab kun er mulig paa Grundlag af en Undersøgelse af deres Ligheder og Uligheder og, saa vidt muligt, en Forklaring af, hvorpaa disse bero. Her træffe vi i Enkeltheder mange nye, fine og epokegjørende Iagttagelser, men – det kan ikke nægtes – jævnsides med mange Særheder, der forbavse os. Overhovedet er hele den historiske Side af Sprogudviklingen, der har faaet en saa overordentlig Betydning i Sprogvidenskabens senere Udvikling, det, hvori R. mindst er naaet til nogen klar og sikker Methode, og som i sig selv synes at have interesseret ham mindre, i alt Fald saa snart han kom uden for Saadanne historisk begrænsede Omraader som særlig de nordiske Sprog (f. Ex. den for sin Tid lærerige Afhandling «Den danske Grammatiks Endelser og Former af det islandske Sprog forklarede», 1820).
De nordiske Sprog stode hele Livet igjennem hans Hjærte nærmest, og ligesom de, og særlig Islandsk, stedse vare det centrale i al hans Forskning, saaledes ere ogsaa hans største Fortjenester knyttede til dem; thi ham er det, der har skabt den nordiske Sprogvidenskab og grundlagt Studiet af Oldnordisk-Islandsk –, 2 Begreber, som han i største Delen af sit Liv ansaa for væsentlig identiske; først i hans sidste Aar blev det ham efterhaanden klart, at de dog ikke uden videre kunne identificeres. Ikke meget ringere er den Betydning, han har haft for Studiet af Angelsaxisk. Det er da ogsaa de om disse Sprog grupperede Arbejder, der fortrinsvis have sat deres Spor i den universelle Videnskab, om end fra først af ganske vist kun middelbart gjennem den Indflydelse, de havde paa den tyske Sprogforsker J. Grimm, og som særlig træder frem i 2. Udg. af dennes «Deutsche Grammatik» (1822). Naar R.s Arbejder overhovedet ikke umiddelbart fik den Betydning for Videnskabens Udvikling, som mange af dem for deres Tid fortjente, da laa det for en Del i, at han altid skrev dem paa Dansk, med Undtagelse af nogle ganske enkelte, for Udlandet beregnede Lejlighedsskrifter. Men det maa da heller ikke glemmes, at dette, ligesom f. Ex. hans ihærdige Bestræbelse for Indførelsen af danske Kunstord i Grammatikken, er et Udslag af den dybe Kjærlighed til Fædrelandet, som prægede hele hans Liv, og som har fundet sit Udtryk i de ofte gjentagne Ord, hvormed han skal have afslaaet Kaldelsen fra Edinburgh, og som, ved Siden af Indskrifter med Runer, paa Sanskrit og paa Arabisk, i Efterligning af hans Haandskrift staa paa hans Gravmæle: «Sit Fædreneland skylder man alt, hvad man kan udrette».
Rasks Samlede Afhandl. I. Dansk Lit. Tid. 1833. Erslew, Forf. Lex. Progr. fra Odense Cathedralskole 1861. Suomi II, l, 1861. Raumer, Gesch. d. german. Philologie. Collin, Fremragende danske Frimurere. Nord. Tidsskr. f. Filol. og Pædag., N. R. I, 284 ff. 304 ff. F. Rønning, R. K. R. (1887). L. Wimmer, R. K. R. (1887). Nord. Tidskr. 1887. Tímarit IX. Meddel. fra Krigsark. V. Bondesen, Små mindeblade om N. M. Petersen S. 10 f. 37 f. Dania IV, 129 ff.
Vilh. Thomsen.
Kilde: Dansk Biografisk Lexikon (1887-1905)
