Ravnkel Frejsgodes saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif


Islændingesagaer


Ravnkel Frejsgodes saga

Hrafnkels saga Freysgoða


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2017



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947


1. Halfred kommer til Island og bosætter sig

Hrafnkels saga Freysgoða (AM 156 fol.)
Det skete på kong Harald Hårfagers tid — søn af Halvdan den Sorte, søn af Gudrød Jagtkonge, søn af Halvdan den Gavmilde og Madgerrige, søn af Øistein Fjært, søn af svenskekongen Olaf Træfælder — at en mand, der hed Halfred, kom til Island og landede med sit skib i Breddal. Det ligger neden for Fljotdalsherred. Med på skibet var hans kone og hans søn, der hed Ravnkel. Denne var da 15 år gammel og en dygtig og lovende ung mand. Halfred slog sig ned dér. Om vinteren døde en udenlandsk trælkvinde, der hed Arntrud, og derfor kaldte man det siden Arntrudssted. Men om foråret flyttede Halfred nordpå over fjeldheden og bosatte sig på det sted, som hedder Gededal. En nat drømte han, at en mand kom hen til ham og sagde: »Dér ligger du — Halfred! — nok så uforsigtigt. Du skulle flytte dit bo vestpå over Lagarfljot. Dér finder du lykken!« Herefter vågner han og flytter sit bo over Rangå til det sted i Tunge, som siden blev kaldt Halfredssted, hvor han boede til sin alderdom. En galt og en gedebuk kom ikke med, og den samme dag, som Halfred flyttede, blev husene ramt af et fjeldskred, hvorved disse husdyr blev dræbt, og derfor kaldte man det siden for Gededal.


2. Ravnkel bygger en gård og tager godordet

Ravnkel havde for vane at ride over fjeldheden om sommeren. Jøkeldalen var da fuldt befolket op til dæmningen. Ravnkel red op gennem Fljotsdalshede og så en ødedal gå ud fra Jøkeldal. Ravnkel fandt, at denne dal var mere egnet til beboelse end de andre dale, han hidtil havde set. Og da Ravnkel kom hjem, bad han sin far om bodeling og sagde, at han ville bygge sig en gård. Dette tilstår hans far ham, og han bygger sig en gård i denne dal og kalder gården Adelbol. Ravnkel blev gift med Oddbjørg Skjoldulvsdatter fra Laksådalen. De fik to sønner. Den ældste hed Tore, den yngste Asbjørn.

Da Ravnkel havde taget land ved Adelbol, holdt han en stor offerfest. Ravnkel lod et stort gudehov opføre. Ravnkel elskede ingen anden gud mere end Frej, og han gav ham halvpart i alle sine bedste ejendele. Ravnkel befolkede hele dalen og gav folk land, men han ville dog være deres overhoved og tog godordet[1] over dem. Herved fik han sit tilnavn og blev kaldt Frejsgode. Han var en dygtig mand, men meget uretfærdig. Han tvang Jøkeldalsmændene til at blive sine tingmænd. Han var mild og venlig mod sine egne folk, men hård og ufordragelig mod Jøkeldalsmændene, som han behandlede urimeligt. Ravnkel var ofte i tvekamp, men han betalte aldrig bøder, for ingen fik nogen sinde godtgørelse af ham, uanset hvad han gjorde.

Det er besværligt at færdes i Fljotdalsherred, for der er meget stenet og sumpet, men far og søn red dog ofte på besøg hos hinanden, for de havde et godt slægtskab. Halfred fandt vejen vanskeligt farbar og ledte efter en vej over de fjelde, der findes i Fljotdalsherred. Han fandt dér en længere, men mere tør vej, og den kaldes Halfredsvejen. Denne vej benyttes kun af dem, der er særligt stedkendte i Fljotdalsherred.


3. Om Sam og Ejvind og om Frejfaxe

En mand, der hed Bjarne, boede på den gård, der hedder Laugarhuse. Det er ved Ravnkelsdal. Han var gift og havde to sønner med sin kone, og den ene hed Sam, den anden Ejvind. De var smukke og fremmelige mænd. Ejvind boede hjemme hos sin far, men Sam var gift og boede nordpå i dalen på den gård, der hedder Leikskåle, og han var velhavende. Sam var meget selvsikker og lovkyndig, mens Ejvind blev købmand og sejlede til Norge og var dér om vinteren. Derfra drog han ud til andre lande og tog ophold i Miklagård, hvor han nød grækerkongens agtelse. Dér blev han en tid.

Ravnkel havde en ejendel, som han syntes bedre om end andet. Det var en mørkegrå hest med en stribe ned langs ryggen, som han kaldte Frejfaxe. Han gav sin ven — Frej — halvpart i denne hest. Han elskede denne hest så meget, at han svor den ed, at han ville dræbe den mand, der mod hans vilje red på hesten.


4. Einar bliver fårehyrde hos Ravnkel

Der var en mand, der hed Torbjørn. Han var bror til Bjarne og boede på den gård i Ravnkelsdal, der hed Hol og lå umiddelbart øst for Adelbol. Torbjørn var fattig, men havde en stor børneflok. Hans ældste søn hed Einar. Han var stor og et godt mandsemne. Et forår sagde Torbjørn til Einar, at han måtte finde sig en tjenesteplads, »— for jeg har ikke brug for mere arbejdskraft, end den flok, der er her, kan yde. Men du kan nemt finde en tjenesteplads, for du er en rask ung mand. Det er ikke mangel på kærlighed, der får mig til at sende dig væk, for du gør mest gavn af mine børn. Årsagen er mere mine manglende evner og min fattigdom, men mine andre børn kan klare arbejdet nu, og du vil dog lettere end dem kunne få en tjenesteplads.« Einar svarer: »Det er noget sent, du fortæller mig dette, for nu har alle sikret sig de bedste pladser, og jeg finder det ondt at skulle vælge mellem det, som andre har vraget.«

En dag tog Einar sin hest og red til Adelbol. Ravnkel sad i stuen. Han hilser godt og venligt på ham. Einar søger om tjenesteplads hos Ravnkel. Han svarede: »Hvorfor spørger du om dette så sent? Jeg ville have taget dig som den første, men nu har jeg fået alle mine tjenestefolk på nær til et arbejde, som du nok ikke vil have.« Einar spurgte, hvad det gik ud på. Ravnkel sagde, at han ikke havde ansat en fårehyrde, men at han havde meget brug for en. Einar sagde, at han ikke tog det så nøje, hvad han skulle lave — om det var det ene eller det andet — men han ville have ansættelse i to halvår. »Jeg skal straks give dig vilkårene,« sagde Ravnkel. »Du skal passe 50 får på sæteren og hugge og hjembringe al sommerbrændslet. For dette arbejde skal du få tjenesteplads i to halvår. Men jeg betinger mig én ting af dig som af mine andre fårehyrder. Frejfaxe færdes i dalen med sit stod, og ham skal du se efter sommer og vinter. Men én ting vil jeg advare dig imod: Du må aldrig ride på ham, uanset hvor tvingende omstændighederne synes, for jeg har højtideligt lovet at dræbe den mand, der rider på ham. Han følges af 12 hopper, og du kan — nat eller dag — frit vælge at ride på én af dem. Gør nu, som jeg siger, for det hedder med et gammelt ord, at ‘den, der advarer, gør ingen mén’. Nu véd du, hvad jeg kræver.« Einar sagde, at han ikke ville være så dum at tage den ene hest, som han havde fået forbud mod at ride på, når nu der var mange andre heste.


5. Einar rider på Frejfaxe

Einar tager nu hjem efter sine klæder og flytter ind på Adelbol. Siden ledte de dyrene til græsning i Ravnkelsdal på det sted, som hedder Stenmarkssæteren. Det går helt godt for Einar om sommeren, og ingen får forsvinder helt frem til midsommer, men så mangler der en nat næsten 30 får. Einar leder på alle græsningsstederne, men finder dem ikke. De var væk for ham i næsten en uge. En morgen gik Einar ud tidligt, da søndentågen lettede og støvregnen tog af. Han tager en stav i hånden og medbringer bidsel og et dækken. Så krydser han Stenmarksåen. Den løber foran sæteren. Dér på grusbankerne lå de får, der havde været hjemme om aftenen. Han drev dem hjem til sæteren og gik ud for at lede efter dem, der manglede. Han ser nu hesteflokken stå på grusbanken og agter at tage sig en hest at ride på, idet han mener at kunne komme hurtigere omkring ved at ride frem for at gå. Men da han kom hen til hestene og forsøgte at fange en af dem, var de alle sky, selv om de aldrig plejede at undvige folk. Det gjaldt ikke Frejfaxe. Han stod så roligt, som var han fæstnet til jorden. Einar ser, at morgenen går, og tænker, at Ravnkel ikke vil få det at vide, hvis han rider på hesten. Nu tager han hesten og giver den bidslet på og lægger dækkenet under sig på hestens ryg og rider op langs Stenåkløften, op til jøklen og vestpå omkring jøklerne på det sted, hvor Jøkelså løber ud fra dem, og derpå ned langs med åen til Reykjasæter. Han spurgte alle fårehyrderne på sæteren, om de havde set disse dyr, men ingen havde set dem. Einar red på Frejfaxe helt fra det blev lyst til midaftenstid. Hesten bar ham hurtigt og vidt omkring, for det var en god hest. Det faldt Einar ind, at han nu måtte tilbage og først drive de får hjem, som var ved sæteren, selv om han ikke havde fundet de andre. Han red da østpå over højdedragene i Ravnkelsdal, men da han kommer ned til Stenmark, hører han brægen fra kløften dér, hvor han tidligere var redet forbi. Han rider straks derhen og ser 30 får løbe hen imod sig — det var dem, som han havde manglet i en uge — og han drev dem hjem sammen med de øvrige får.

Hesten var gennemblødt af sved, så det dryppede fra hvert et hår på ham, den var ganske tilstænket med mudder og fuldstændig udmattet. Den væltede sig rundt tolv gange og vrinskede derpå højt, hvorefter den stak i et vældigt løb ned ad vejen. Einar farer efter den for at komme foran hesten, og han ville tage den og lede den tilbage til hopperne, men den var så vild, at Einar på ingen måde kunne komme nær den. Hesten løber ned gennem dalen og stopper ikke, før den kommer til Adelbol. Da sad Ravnkel ved bordet. Og da hesten kom hen til døren, vrinskede den højt. Ravnkel sagde til en kvinde, der vartede op ved bordet, at hun skulle gå til døren, »— for der var en hest, der vrinskede, og jeg synes, det lød som Frejfaxes vrinsken.« Hun går til døren og ser en meget medtaget Frejfaxe. »Hvad mon dyret vil, siden han er kommet hjem?« siger Ravnkel. »Det tyder ikke på noget godt.« Derefter gik han ud og ser Frejfaxe og sagde til ham: »Det er slemt, synes jeg, som du er tilredt — min fostersøn! — men du har da ikke mistet forstanden, siden du fortalte mig om det, og dette skal blive hævnet. Løb du nu tilbage til din flok!« Og hesten gik straks op gennem dalen til sine hopper.


6. Ravnkel dræber Einar Fårehyrde

Ravnkel gik i seng om aftenen og sov hele natten, men om morgenen lader han en hest sadle og rider op til sæteren. Han var sortklædt. Han havde en økse i hånden, men bar ikke flere våben. Einar havde da lige drevet fårene ind i folden. Han lå på gærdet og talte dyrene, mens kvinderne var i gang med at malke. De hilste Ravnkel. Han spurgte, hvordan det gik. Einar svarer: »Det er gået skidt, for 30 får var forsvundet i næsten en uge, men nu er de fundet igen.« Ravnkel sagde, at det ikke var at regne for noget, »— det er heller ikke sket så ofte, som man kunne forvente, at fårene har været væk. Men er der ikke sket værre ting? Red du ikke på min Frejfaxe i går?« Han sagde, at det kunne han ikke nægte. Ravnkel svarer: »Hvorfor red du på denne hest, når jeg forbød dig at gøre det? Der var jo nok andre, som du havde lov til at ride på. Jeg kunne nok have tilgivet dig sagen, hvis ikke jeg havde svoret så højtideligt — men det er dog vel gjort, at du tilstår.« Og ud fra den anskuelse, at mænd, der bryder svorne eder, ikke er noget værd, sprang han af hesten og huggede Einar ihjel. Derefter rider han hjem til Adelbol og fortæller, hvad der er sket. Siden lod han en anden mand sende op til fårene på sæteren. Men han lod Einars lig føre over til bakken vest for sæteren og rejste en varde ved stenrøsen. Denne kaldes Einarsvarden, og på den kan man se, hvornår det er midaften på sæteren.


7. Sam overtager søgsmålet mod Ravnkel

Ovre på Hol erfarer Torbjørn sønnens død. Han tog denne nyhed meget tungt. Nu tager han sin hest og rider over til Adelbol og beder Ravnkel om bod for drabet på sønnen. Ravnkel sagde, at han havde dræbt flere mænd end denne ene, »— og du kan ikke være uvidende om, at jeg ikke vil betale bøder til nogen, og det må folk finde sig i. Jeg mener dog, at det, jeg har bedrevet her, er værre end de andre drab, jeg har begået. Du har været min nabo i lang tid, og jeg har syntes om dig, og vi har haft et godt forhold til hinanden. Einar og jeg skulle ikke blive uenige om andet end småting, havde han bare ikke redet på hesten. Men man må ofte fortryde, at man siger for meget, og mere sjældent fortryder man, at man har sagt for lidt end for meget. Jeg vil nu bevise, at jeg synes, at dette drab er værre end de andre, jeg har begået. Jeg vil forsyne din gård med malkekvæg denne sommer og med slagtekød til efteråret. Sådan vil jeg gøre hvert år, så længe du ønsker at have egen husholdning. Dine sønner og døtre skal vi sende ud med min hjælp og udstyre dem således, at de får gode vilkår deraf. Og hvis du véd, at jeg har noget, som du har brug for, skal du bare sige til, og fra nu af skal du ikke mangle noget, som du behøver. Du skal drive din gård, så længe du har glæde af det, men komme herhen, hvis du bliver led ved det, så skal jeg forsørge dig til din dødsdag. Sådan skal vi være forligte — men jeg forventer, at mange vil mene, at denne mand var vel dyr.« »Jeg går ikke ind på disse vilkår,« siger Torbjørn. »Hvad vil du så?« siger Ravnkel. Da siger Torbjørn: »Jeg ønsker, at vi får folk til at afgøre sagen imellem os.« Ravnkel svarer: »Så anser du dig for at være min ligemand, men på den måde bliver vi ikke forligte.«

Så red Torbjørn derfra og ned gennem herredet. Han kom til Laugarhuse og træffer sin bror — Bjarne — og fortæller ham, hvad der er sket, og beder ham tage del i sagen. Bjarne mente ikke, at han var Ravnkels ligemand, »— og selv om vi har mange penge, kan vi ikke klare os mod Ravnkel, og det er sandt, som man siger, at ‘den er klog, som kender sine begrænsninger’. Han har ofte fået drejet retten til sin fordel mod folk, som var mægtigere, end vi er. Det forekommer mig, at du har handlet uklogt ved at afslå så gode forligsvilkår. Jeg vil ikke have noget med sagen at gøre.« Torbjørn hånede da sin bror meget og siger, at der var mindre dåd i ham, jo mere det gjaldt. Han rider nu derfra, og deres afsked var ikke videre blid.

Torbjørn gør ikke holdt, før han kommer til Leikskåle, hvor han banker på døren. Den bliver åbnet. Torbjørn beder Sam komme ud. Sam hilste venligt på sin slægtning og bad ham blive. Torbjørn tøvede noget. Sam ser, at Torbjørn ikke er glad, og spørger, hvad der er sket, og han fortæller om drabet på sin søn — Einar. »Det er ikke nogen nyhed,« siger Sam, »— at Ravnkel slår folk ihjel.« Torbjørn spørger, hvorvidt Sam ville støtte ham. »Sagen er her, at selv om jeg står den dræbte nærmest, så faldt hugget ikke fjernt fra dig.« »Har du forsøgt at få nogen oprejsning fra Ravnkel?« Torbjørn fortalte oprigtigt, hvordan det var gået mellem ham og Ravnkel. »Jeg har aldrig før hørt,« siger Sam, »— at Ravnkel skulle have tilbudt nogen, hvad han tilbød dig. Nu vil jeg ride op til Adelbol sammen med dig, og så møder vi Ravnkel med ydmyghed og finder ud af, om han står ved sit tilbud. Han vil vel være rimelig.« »Det tror jeg ikke, Ravnkel vil,« siger Torbjørn, »— og jeg har heller ikke mere lyst til at tage imod det nu, end da jeg red derfra.« Sam siger: »Jeg tror, det vil være svært at føre sag mod Ravnkel.« Torbjørn svarer: »I unge mænd får aldrig fremgang, for I er bange for alt. Jeg tror næppe, at nogen mand har mere usle slægtninge, end jeg har. Det er for ringe med sådanne folk som som dig, der mener at være lovkyndige og er lystne efter småsager, men ikke vil tage denne sag, som er så klar. Dette vil du få at høre for, hvilket er rimeligt, eftersom du skulle være den gæveste mand i vores slægt. Nu ser jeg nok, hvordan sagen ender.« Sam svarer: »Hvad opnår du da ved, at jeg tager sagen, og vi så begge får skam af den?« Torbjørn svarer: »Det vil dog være en stor trøst for mig, hvis du tager sagen. Så må det gå, som det gør.« Sam svarer: »Jeg gør dette med ulyst. Jeg gør det mest for slægtskabs skyld, men du skal vide, at jeg synes, at du er en uduelig mand.« Så rakte Sam hånden frem og påtog sig Torbjørns sag.


8. Sam og Ravnkel rider til altinget

Sam lader en hest gøre klar og rider op gennem dalen til en gård og lyser drabet og samler folk imod Ravnkel. Dette erfarer Ravnkel, og han finder det latterligt, at Sam har påtaget sig sagen imod ham.

Så gik vinteren, men om foråret, da man kom til stævnedagene, rider Sam hjemmefra og op til Adelbol og stævner Ravnkel for drabet på Einar. Herefter rider Sam ned gennem dalen og indkalder bønderne til tingfærd, og han forholder sig roligt, indtil folk gør klar til at drage til tinget. Ravnkel sendte da sine mænd ned gennem dalen for at indkalde folk. Han får samlet 70 af sine tingmænd. Med denne flok rider han østpå over Fljotsdalsheden til enden af søen og så tværs over åsen til Skridedal og op gennem Skridedal og sydpå over Øksehede til Berufjord og ad den lige tingmandsvej til Sida. Fra Fljotsdal og sydpå til Tingsletten er der 17 dagsrejser. Da Ravnkel havde forladt herredet, samler Sam folk omkring sig. Han får mest løse og ledige folk med sig og så dem, han havde kaldt sammen. Sam udstyrer disse folk med våben og klæder og forsyninger. Sam tager en anden vej ud af dalen. Han drager nordpå til dæmningen og over dæmningen og derfra over Mødredalshede, og de var i Mødredal om natten. Derfra rider de til Hærdebredstunge og videre oven om Blåfjeld og derfra til Kroksdal og så sydpå over Sanden, og de kommer ned til Sandefjeld og derfra til Tingsletten. Da var Ravnkel endnu ikke kommet frem, og hans rejse tog længere tid, fordi han havde længere vej. Sam telter boder for sine mænd, men ikke i nærheden af, hvor folkene fra Østfjordene plejer at holde til. Ravnkel ankom noget senere til tinget. Han telter sin bod, således som han plejede, og erfarede, at Sam var til stede på tinget. Han fandt det latterligt.

Dette ting var særdeles velbesøgt. De fleste af de høvdinge, der var på Island, var til stede. Sam træffer alle høvdingene og bad om deres hjælp og støtte, men de svarede alle det samme: At ingen af dem mente at skylde Sam så meget, at de ville gå imod Ravnkel Gode og på den måde sætte deres anseelse på spil. De sagde også, at det var gået på samme måde for de fleste, der havde haft tingtrætter mod Ravnkel, og at han havde vanæret alle dem, der havde ført sag imod ham. Sam går hjem til sin bod, og de to slægtninge var modfaldne og frygtede, at deres sag ikke ville give dem andet end skam og nedværdigelse. Og de er så bekymrede, at de hverken sover eller spiser, for alle høvdingene betakkede sig for at hjælpe dem — selv dem, som de havde forventet at få støtte af.


9. Sam træffer Torkel Tjostarson

En tidlig morgen vågner gamle Torbjørn. Han vækker Sam og beder ham stå op, »— for jeg kan ikke sove.« Sam står op og klæder sig på. De går ud og ned til Økseå neden for dæmningen. Dér vasker de sig. Torbjørn sagde til Sam: »Det er mit råd, at du lader vores heste hente, og så gør vi klar til at tage hjem. Det er indlysende, at vi kun får vanære af dette.« Sam svarer: »Det er udmærket, for du ønskede ikke andet end et opgør med Ravnkel, men ville ikke godtage de vilkår, som mange andre ville have gjort, hvis de skulle søge godtgørelse efter en nær slægtning. Du klandrer mig og alle dem, der ikke ville støtte dig i denne sag, for manglende mod. Men nu stopper jeg ikke, før jeg finder, at alt håb om at gøre noget ved sagen er ude.« Dette tager så hårdt på Torbjørn, at han begynder at græde.

Vesten for åen og noget længere nede, end hvor de sad, ser de fem mand gå samlet fra den samme bod. Forrest gik en høj, men ikke kraftig mand, som var klædt i en løvgrøn kjortel og bar et udsmykket sværd i hånden. Han var rødmosset og havde regelmæssige ansigtstræk og et flot udseende. Han havde et stort, lysebrunt hår, og denne mand var let at genkende, for han havde en lys lok i håret på venstre side. Sam sagde: »Lad os rejse os og gå vestpå over åen for at møde disse mænd.« De går nu ned langs åen, og manden, der gik forrest, hilser først på dem og spørger, hvem de er. De fortalte ham det. Sam spurgte om mandens navn, og han kaldte sig Torkel og sagde, at han var søn af Tjostar. Sam spurgte, hvor han stammede fra, og hvor han hørte hjemme. Han sagde, at han oprindeligt var fra Vestfjordene, men boede ved Torskefjord. Sam sagde: »Er du godordsmand?« Det var han langt fra, sagde han. »Er du bonde?« spurgte Sam. Det var han ikke, sagde han. Sam sagde: »Hvad er du så for en mand?« Han svarer: »Jeg er uden fast tilknytning. Jeg kom til Island sidste vinter. Jeg var bortrejst i syv år og tog ud til Miklagård, og jeg er grækerkongens håndgangne mand, men nu opholder jeg mig hos min bror, der hedder Torgeir.« »Er han godordsman?« spørger Sam. Torkel svarer: »Han er rigtignok godordsmand over Torskefjord og videre ud til Vestfjordene.« »Er han her på tinget?« spørger Sam. »Vist er han her.« »Hvor mange mænd har han med?« »Han har 70 mand,« siger Torkel. »Er I flere brødre?« spørger Sam. »Der er en tredje,« siger Torkel. »Hvem er det?« spørger Sam. »Han hedder Tormod,« siger Torkel, »— og bor på Gardar på Svanenæs. Han er gift med Tordis, som er datter af Torolf Skallagrimson fra Borg.« »Vil du yde os støtte?« spørger Sam. »Hvad har I brug for?« siger Torkel. »Høvdingers støtte og styrke,« siger Sam, »— for vi skal have afgjort et sagsanlæg mod Ravnkel Gode om drabet på Einar Torbjørnson, men vi kunne godt bruge din hjælp til at få sagen gennemført.« Torkel svarer: »Som jeg sagde: Jeg er ikke godordsmand.« »Hvordan kan det være, at du sådan er blevet forbigået — du er da høvdingesøn som dine brødre?« Torkel sagde: »Jeg sagde ikke, at jeg ikke havde haft godord, men jeg overlod myndigheden til min bror — Torgeir — inden jeg drog udenlands. Siden har jeg ikke taget godordet tilbage, for jeg synes, at det går godt, når han varetager det. Gå hen til ham og bed om hjælp. Han er gæv og god og en på alle måder udmærket mand, ung og ærekær. Det er mænd som ham, I kan forvente at få hjælp af.« Sam siger: »Vi vil ikke opnå noget hos ham, medmindre du taler vores sag.« Torkel siger: »Jeg lover, at jeg vil være mere med jer end imod jer, for jeg finder det ganske påkrævet, at man fører sag efter en nær slægtning. Gå nu i forvejen hen til boden og gå ind. Folkene sover. I vil se, at der er to skindposer længere inde i boden, og jeg er stået op fra den ene, men i den anden hviler min bror — Torgeir. Han har haft en stor byld på foden, siden han kom til tinget, og derfor har han ikke fået sovet meget om natten, men her i nat gik der hul på bylden, og byldemoderen kom ud. Han har sovet lige siden, men stukket benet ud på sengekanten på grund af den stærke varme, han føler i foden. Lad den gamle mand gå forrest til det inderste af boden. Han forekommer mig at være alderdomssvækket og have nedsat syn. Men — gamle!« siger Torkel, »— når du kommer hen til skindposen, skal du slingre vældigt og lade dig falde ned på sengekanten og gribe fat i den tå, der er forbundet, og trække i den — og læg så mærke til, hvordan han tager det.« Sam sagde: »Du mener det sikkert godt, men dette forekommer mig ikke tilrådeligt at gøre.« Torkel svarer: »I må vælge ét af to: Enten at gøre, som jeg foreslår, eller undlade at spørge mig til råds.« Sam siger: »Så gør vi, som han råder til.« Torkel sagde, at han ville komme senere, »— for jeg venter på mine mænd.«


10. Tjostarsønnerne lover at hjælpe Sam

Og nu går Sam og Torbjørn hen til boden og ind. Alle mændene derinde sov. De ser med det samme, hvor Torgeir ligger. Gamle Torbjørn gik forrest og vaklede meget, og da han kommer hen til skindposen, falder han ned på sengekanten og griber fat i den tå, der var dårlig, og trækker i den. Torgeir vågner ved det, og han sprang op fra skindposen og spurgte, hvem det var, der fór omkring og slog til folks fødder, som i forvejen var dårlige. Sam og Torbjørn fik ikke et ord frem. Da kom Torkel ilende ind i boden, og han sagde til sin bror — Torgeir: »Vær ikke så vred og ophidset over dette — min bror! — der er jo ikke sket dig noget. Det kan jo ske for enhver, at man får gjort tingene værre, end man ønsker, når man har meget at tænke på. Der er ikke noget at sige til — min bror! — at du har ondt i din fod, som har været meget betændt. Det mærker du bedst selv. Nu kan det også være, at denne gamle mand ikke smertes mindre af sin søns død, og han får ingen erstatning, men mangler alt muligt selv. Dette mærker han bedst selv.« Torgeir siger: »Jeg forstår ikke, hvorfor han lader dette gå ud over mig. Jeg har ikke dræbt hans søn, så han skal ikke hævne sig på mig.« »Han ville ikke hævne sig på dig,« siger Torkel, »— men han gik hårdere til dig, end han ville, og det skyldes hans nedsatte syn, men han venter nok at få nogen støtte af dig. Det er nu mandigt at hjælpe gamle mænd, der har brug for det. Det er fordi, han er tvunget til det, ikke fordi han er grisk, at han rejser sagen efter sin søn, men nu afslår alle høvdinge at støtte disse mænd og udstiller derved deres egen mangel på mod.« Torgeir sagde: »Hvem fører disse mænd sag mod?« Torkel svarede: »Ravnkel Gode har dræbt Torbjørns sagesløse søn. Han begår den ene ugerning efter den anden, men vil ikke tilstå nogen oprejsning for det.« Torgeir sagde: »Jeg vil gøre som de andre. Jeg synes ikke, at jeg skylder disse mænd så meget, at jeg vil strides med Ravnkel. Hver sommer — synes jeg — gør han det samme mod de mænd, der har mellemværender med ham: De fleste står tilbage med kun liden eller slet ingen hæder af sagen, når den er slut, og det ender ens for alle. Det er derfor — tror jeg — at mange holder sig tilbage, medmindre det er nødtvunget.« Torkel siger: »Det er muligt, at jeg ville have det på samme måde, hvis jeg var høvding, og at jeg ville finde det slemt at skulle strides med Ravnkel. Men sådan har jeg det ikke, for jeg synes bedst om at give mig i kast med den, som alle tidligere har lidt nederlag til. Jeg vil mene, at min — eller en anden høvdings — anseelse ville vokse meget, hvis jeg formåede at få Ravnkel ned med nakken, og dog ikke mindskes, selv om det skulle gå mig, som det er gået andre, for jeg må også tåle det, som overgår mange. Men den, der vover, vinder altid.« »Jeg forstår,« siger Torgeir, »— hvordan det forholder sig, og at du agter at hjælpe disse mænd. Jeg vil overlade dig min myndighed og mit godord, så hav du det nu, som jeg har haft det hidtil. Herefter kan vi have det i fællesskab, men hjælp du nu dem, du vil.« »Det forekommer mig,« siger Torkel, »— at vores godord varetages bedst, hvis du har det så længe som muligt. Jeg under ingen at have det mere end dig, for du er på mange måder den mest dannede af os brødre, men jeg er i tvivl om, hvad jeg vil gøre her. Du véd — min bror! — at jeg ikke har blandet mig i meget, siden jeg kom til Island. Nu kan jeg se, hvad mine råd rækker til, men jeg har sagt, hvad jeg ønsker denne gang. Det kan være, at der kommer engang, hvor Torkel Hårloks ord tillægges større vægt.« Torgeir siger: »Nu ser jeg — min bror! — hvor det bærer henad, og at dette ikke behager dig. Jeg véd ikke, hvordan det vil gå, men lad os hjælpe disse mænd, hvis du ønsker det.« Torkel siger: »Jeg beder alene om dette, fordi jeg anser det for bedst, at de bliver hjulpet.« »Hvad mener disse mænd sig i stand til,« siger Torgeir, »— som kan fremme deres sag?« »Det forholder sig sådan, som jeg sagde i dag, at vi behøver støtte fra høvdinge, men jeg har påtaget mig at føre sagen,« sagde Sam. Torgeir lovede at yde ham god hjælp, »— men nu må sagen gribes an så lovformeligt som muligt. Jeg tænker, at Torkel ønsker, at I opsøger ham, før retten sættes. Så skal jeres vedholdenhed blive belønnet enten med nogen trøst eller også med endnu større fornedrelse end før og sorger og plager. Gå nu hjem og vær glade, for hvis I skal trættes med Ravnkel, bliver der brug for, at I holder modet oppe nogen tid, men fortæl ingen, at vi har lovet at hjælpe jer.« De gik derefter hjem til deres bod og var meget opstemte. Alle folk undrede sig over, hvor hurtigt deres humør var skiftet, så nedtrykte som de havde været, da de gik hjemmefra.


11. Sam får Ravnkel dømt fredløs

Nu forholder de sig i ro, til domshandlingerne begynder. Så kalder Sam sine mænd sammen og går til lovbjerget. Dér blev retten sat. Sam gik frimodigt for retten. Han udpeger straks sine vidner, og efter de rette landslove fører han sin sag mod Ravnkel. Han gør det upåklageligt og med stor dygtighed. Derpå ankommer Tjostarsønnerne med et stort følge. Alle fra den vestlige del af landet støttede dem, og man kunne se, at Tjostarsønnerne var vellidte mænd. Sam førte sin sag i retten og bød derpå Ravnkel forsvare sig, medmindre der skulle være en mand til stede, som i henhold til loven ville føre forsvaret for ham. Sams tale fik stort bifald. Der var ingen, der ville føre forsvaret for Ravnkel.

Folk løb hen til Ravnkels bod og fortalte ham, hvad der var ved at ske. Han rejste sig straks og kaldte sine mænd sammen og gik til retten, idet han ikke forventede den store modstand. Han havde i sinde at gøre småfolk lede ved at sagsøge ham. Han agtede at sprænge retten for Sam og jage ham fra sagen med vanære. Men dette var ikke muligt nu, for der stod så mange folk i vejen, at Ravnkel ikke kunne komme i nærheden. Han blev trængt tilbage af en stor overmagt, så han ikke fik hørt sagsøgernes anklager mod ham. Det var derfor vanskeligt for ham at fremlægge sit forsvar. Men Sam førte sagen helt efter loven, således at Ravnkel blev dømt fredløs på dette ting.

Ravnkel går til sin bod og lader sine heste føre frem og rider bort fra tinget, og han var meget utilfreds med sagens udfald, for han havde aldrig før været udsat for noget lignende. Han rider østpå over Lyngdalshede og videre mod øst til Sida, og han gør ikke holdt, førend han er hjemme i Ravnkelsdal, og han sætter sig på Adelbol og lod, som om intet var sket. Men Sam blev på tinget og skred stolt omkring. Mange finder det vel, at det var endt med, at Ravnkel var kommet ned med nakken, og nu husker man på, at han har været urimelig mod mange.


12. Tjostarsønnernes plan

Sam bliver på tinget, til det slutter. Da gør folk klar til at drage hjem. Han takker de to brødre for deres støtte, og Torgeir lo og spurgte Sam, hvordan han syntes, det var gået. Han sagde, at han var tilfreds med sagen. Torgeir sagde: »Synes du, at du er kommet videre end før?« Sam sagde: »Jeg synes, at Ravnkel er blevet vanæret, og denne skam, der er overgået ham, vil blive husket længe, og det er mange penge værd.« »Manden er ikke fredløs, så længe der ikke er gennemført en inddragelsesdom[2], og det må ske på hans bopæl. Det skal finde sted 14 dage efter våbentag.« Det kaldes våbentag, når alle folk rider fra tinget. »Og jeg antager,« siger Torgeir, »— at Ravnkel nu er kommet hjem og agter at blive på Adelbol. Jeg tænker, at han vil forhindre dig i at fratage ham hans myndighed. Men du har vel til hensigt at ride hjem og blive på din gård — hvis du i bedste fald opnår det. Jeg mener, at du har fået det ud af din sag, at du kan kalde ham skovgangsmand, men jeg gætter på, at han på mange vil virke lige så frygtindgydende som før — og du vil dog komme til at bøje dig endnu længere ned.« »Det skræmmer mig på ingen måde,« siger Sam. »Du er en modig mand,« siger Torgeir, »— og jeg tror ikke, at min bror — Torkel — vil vende ryggen til dig nu. Han vil følge dig, til dit mellemværende med Ravnkel er afgjort, og først da kan du sidde i fred. I synes nok, at vi er de nærmeste til at bistå jer, nu da vi hidtil har deltaget mest i sagen. Nu vil vi for denne gangs skyld følge jer til Østfjordene, men kender du en vej til Østfjordene, som ikke er den, alle benytter?« Sam blev meget glad over dette og sagde, at de kunne tage den samme vej, som han havde brugt, da han kom østfra.


13. Sam fordriver Ravnkel fra Adelbol

Torgeir valgte mellem sine folk og lod 40 mand følge sig. Sam havde også 40 mand. Denne flok var godt udrustet med våben og heste. De følges alle ad, til de ved daggry kommer til Jøkeldal. De krydser dæmningen over åen, og dette var den morgen, hvor inddragelsesdommen skulle forkyndes. Så spørger Torgeir, hvordan man bedst kunne komme frem uden at blive opdaget. Sam sagde, at det vidste han. Han drejer straks fra vejen og op på klippefremspringet og rider derfra langs åsen mellem Ravnkelsdal og Jøkeldal, indtil de kom frem under det fjeld, hvorunder gården Adelbol ligger. Striber med græsbevoksning strakte sig op mod fjeldheden, men en stejl skrænt førte ned i dalen, og derunder lå gården. Dér stiger Sam af hesten og siger: »Lad os slippe hestene løs, så kan 20 mand se efter dem, mens vi 60 andre løber sammen hen til gården. Og jeg vil tro, at kun et fåtal af dem er stået op.« Dette gjorde de nu, og stedet er siden blevet kaldt Hestekløften.

De kom snart hen til gården. Det var da ud på morgenen, men folkene var ikke stået op. De slog døren ind med en tømmerstok og løb ind. Ravnkel lå i sin seng. De greb ham og alle de huskarle, som var våbenføre. Kvinder og børn blev ført ind i et særskilt hus. På gårdspladsen stod et udhus. Mellem dette og hovedhusets væg var der en bjælke, som blev brugt til at tørre tøj på. De førte Ravnkel og hans mænd derhen. Han tilbød meget, for at han og hans mænd skulle slippe, men da det ingenting hjalp, bad han for sine mænds liv, »— for de har ikke gjort jer noget, men det er ingen vanære for mig, hvis I dræber mig. Jeg beder ikke om at blive skånet, men jeg ønsker ikke at blive mishandlet. Det vinder I ingen hæder ved.« Torkel sagde: »Vi har erfaret, at du ikke har været særligt føjelig over for dine uvenner, så nu er det udmærket, at du i dag får det samme at føle.« De tog da Ravnkel og hans mænd og bagbandt dem. Derefter brød de udhuset op og tog reb ned fra knagerne. Så tager de deres knive frem og stikker huller i mændenes haser og trækker rebene igennem og kaster disse hen over bjælken, og på denne måde binder de otte mand sammen. Da sagde Torgeir: »Nu har du fået, hvad du fortjener — Ravnkel! — og du ville nok have anset det for usandsynligt, at nogen skulle tilføje dig en sådan skam, som det er sket nu. Men hvad vil du nu — Torkel! — vil du sidde her og og holde vagt ved Ravnkel, eller vil du gå med Sam så langt væk fra gården, som man kan skyde en pil, og forkynde inddragelsesdommen på en stenhøj, hvor der hverken er ager eller eng?« Dette skulle man gøre på det tidspunkt, hvor solen stod i stik syd. Torkel sagde: »Jeg vil sidde her hos Ravnkel. Det er vist mindre anstrengende.« Torgeir og Sam gik af sted og forkyndte inddragelsesdommen, hvorefter de kom tilbage og tog Ravnkel og hans mænd ned og satte dem på gårdspladsen — og da var blodet løbet ned for deres øjne.

Torgeir sagde da til Sam, at denne kunne gøre med Ravnkel, som han ville, »— for nu forekommer han mig nem at have med at gøre.« Sam svarer: »Jeg giver dig to muligheder — Ravnkel! — og du kan vælge at blive ført bort fra gården og dræbt tillige med de mænd, som jeg udpeger. Men siden du har mange at forsørge, vil jeg unde dig at gøre det, men hvis du vil beholde livet, skal du forlade Adelbol med alle dine folk og kun de ejendele, som jeg bestemmer — og det bliver ikke mange — men jeg vil overtage din gård og hele din myndighed. Du skal aldrig kunne gøre krav på den — og det gælder også din arvinger — og du må aldrig komme nærmere end øst for Fljotdalsherred. Giv mig nu håndslag, hvis du vælger dette.« Ravnkel sagde: »De fleste ville nok foretrække en hurtig død frem for sådan en ydmygelse, men jeg gør som mange andre og vælger livet, når der er mulighed for det. Jeg gør det mest på grund af mine sønner, for de vil få svært ved at blive til noget, hvis jeg dør fra dem.« Så bliver Ravnkel løst, og han tilstod Sam selvdømme. Sam bestemte, hvilke ejendele Ravnkel skulle have — og det var ganske få. Ravnkel fik sit spyd med sig, men ikke andre våben. Samme dag forlod Ravnkel og alle hans folk Adelbol. Da sagde Torkel til Sam: »Jeg véd ikke, hvorfor du gør dette. Det er dig, der mest kommer til at fortryde, at du lader ham leve.« Sam svarede, at sådan måtte det være.


14. Om Ravnkels foretagsomhed

Ravnkel førte nu sit bo østpå gennem Fljotdalsherred, tværs over Fljotsdal og østen for Lagarfljot. For enden af søen lå en lille gård, som hed Lokhilla. Denne ejendom købte Ravnkel og fik henstand med betalingen, for hans midler rakte ikke til andet end husførelsen. Man talte meget om, hvordan hans overmod havde fået ende, og nu mindedes mange det gamle ordsprog: ‘Hovmod står for fald.’

Dette var en ejendom med tæt skov og vidtstrakte marker, men husene var ringe, og derfor kunne han købe ejendommen for et beskedent beløb. Men Ravnkel bekymrede sig ikke meget om omkostningerne og fældede skoven, for den var stor, og rejste en betydelig gård, som siden har heddet Ravnkelssted. Den har man altid siden regnet for en god gård. Ravnkel havde det slet ikke let det første år, han boede dér. Han ernærede sig særligt ved fiskeri. Ravnkel arbejdede hårdt, mens gården blev opbygget. De første år opdrættede han kalve og kid om vinteren, og det gik godt for ham, så næsten alle de dyr, han tog ansvaret for, overlevede. Man kunne sige, at der nærmest var to hoveder på hvert husdyr. Den samme sommer blev der fanget mange fisk i Lagarfljot, og det fortsatte hver sommer. Den slags gjorde husførelsen nemmere for folkene i herredet.


15. Sam overtager godordet

Sam bosatte sig på Adelbol efter Ravnkel, og han holder derefter et prægtigt gilde og indbyder alle dem, som havde været Ravnkels tingmænd. Sam tilbyder at være deres leder i stedet for Ravnkel. Folkene sagde ja til det, men der var dog delte meninger om sagen. Tjostarsønnerne rådede ham til at være mild og rundhåndet og hjælpsom over for sine folk og at bistå enhver, som havde behov for det, »— og så er de ikke mænd, hvis ikke de hjælper dig godt, når du har brug for det. Men vi giver dig dette råd, fordi vi ønsker dig alt det bedste, og du forekommer os at være en rask mand. Pas nu godt på og vær varsom, for det er vanskeligt at værne sig mod ondskab.«

Tjostarsønnerne sendte folk af sted efter Frejfaxe og hans hopper. De sagde, at de ville se dette dyr, som man havde hørt så meget om. Så blev hestene hentet hjem. Brødrene betragtede hestene. Torgeir sagde: »Jeg mener, at gården kan have gavn af disse hopper. Det er mit råd, at de skal arbejde og gøre sig nyttige, indtil de dør af alderdom. Denne hingst forekommer mig ikke bedre end andre heste, men nærmest værre fordi den har været årsag til meget ondt. Jeg ønsker ikke, at den skal give anledning til flere drab, end den allerede har gjort. Nu ville det være passende, at den, der ejer den, får den.« De fører nu hesten ned over marken. Ved åen findes en fjeldhammer, hvorunder der er et dybt strømhul. De driver nu hesten ud på fjeldhammeren dér. Tjostarsønnerne trak et klæde over hestens hoved, derpå binder de sten om halsen på den og tager lange stænger og støder hesten ud over kanten og tager således livet af den. Stedet har siden heddet Frejfaxehammeren. Derunder stod det gudehus, som Ravnkel havde haft. Torkel ville derind. Han lod gudebillederne plyndre for værdier. Derefter sætter han ild til gudehuset, og det hele brænder.

Siden gør gæsterne klar til at tage af sted. Sam giver begge brødrene store kostbarheder, og de lover hinanden fuldkomment venskab og skilles som de bedste venner. De rider nu den lige vej vestpå til Fjordene og vender hjem til Torskefjord med hæder. Sam lod Torbjørn flytte til Leikskåle; dér skulle han bo, mens Sams kone flyttede ind hos ham på Adelbol. Dér bor Sam nu en tid.


16. Ravnkel skaffer sig et større godord end før

Østpå i Fljotsdal fik Ravnkel at vide, at Tjostarsønnerne havde taget livet af Frejfaxe og brændt gudehovet ned. Da svarer Ravnkel: »Jeg finder det tåbeligt at tro på guder.« Og han sagde, at han fra nu af ikke ville tro på guder, og det holdt han, og han ofrede aldrig siden til dem.

Ravnkel sad på Ravnkelssted og skrabte penge til sig. Han blev snart meget anset i herredet, og alle stod eller sad, hvor han ønskede det. På denne tid kom der mange skibe fra Norge til Island. I Ravnkels dage bosatte folk sig i hele herredet, men ingen kunne sidde i fred, medmindre de havde fået lov af Ravnkel. De måtte også alle love ham deres støtte. Han lovede tilsvarende at beskytte dem. Han underlagde sig hele landet østen for Lagarfljot. Denne tingkreds blev snart meget større og mere talstærk end den, han tidligere havde haft. Den strakte sig op over Skridedal og hele vejen op langs Lagarfljot. Der var nu skabt orden i hans område.

Han havde den samme indstilling hvad angik hjælpsomhed og gavmildhed, men han var på alle måder meget mere venlig og mild og rolig end førhen. Sam og Ravnkel traf ofte hinanden ved sammenkomster, men de omtalte aldrig deres mellemværende. Seks år forløb på denne måde.

Sam var afholdt af sine tingmænd, for han var behersket og rolig og fandt gode løsninger på sagerne, og han huskede på, hvad brødrene havde rådet ham til. Sam var meget glad for pragt.


17. Ejvind vender hjem til Island

Det fortælles, at et skib landede i Rørhvalsfjord, og skibsføreren var Ejvind Bjarneson. Han havde været udenlands i syv år. Ejvind havde haft stor fremgang og var blevet den raskeste mand. Han får snart at vide, hvad der er foregået, men han svarede ikke stort på dette. Han var en mand, der holdt sine tanker for sig selv. Så snart Sam hører om dette, rider han ned til skibet. De to brødre mødes nu med stor glæde. Sam indbyder ham til at komme vestpå, og Ejvind takker ja, men beder Sam ride i forvejen og sende ham heste til at fragte varerne på. Han sætter sit skib på land og ordner det. Sam gør, som de har aftalt, og rider hjem og sender sine heste ud til Ejvind. Og da Ejvind havde pakket sine varer, rider han ind langs Rørhvalsfjord på vej mod Ravnkelsdal. De var fem mand sammen. Den sjette var Ejvinds tjenestedreng, som stammede fra Island og var beslægtet med ham. Denne dreng havde Ejvind fjernet fra fattige kår og bragt med sig til udlandet og holdt ham som sig selv. Denne handling var blevet omtalt, og det var den almindelige mening, at kun få var Ejvinds lige.

De rider op over Toredalshede og drev 16 heste med kløvbyrder foran sig. To af Sams huskarle var dér og tre mand fra skibet. De bar alle farvede klæder og red med flotte skjolde. De rider på tværs af Skridedal og over åsen til Fljotsdal på det sted, som hedder Bulungesletten, og ned til Gilsåøre. Åen kommer østfra og munder ud i søen mellem Hallormssted og Ravnkelsted. De rider langs med Lagarfljot neden for sletten ved Ravnkelsted, rundt om søens ende og over Jøkelså ved Skålevad. Det var da midt på morgenen.

En kvinde stod ved vandet og vaskede sit lærredstøj. Hun ser mændene komme forbi. Tjenestekvinden her samler sit vasketøj og løber hjem. Hun smider det ved en brændestabel udenfor og farer ind. Ravnkel var endnu ikke stået op, og nogle af hans venner lå i huset, men arbejdsfolkene var gået til værket. Det var i høslættiden. Da kvinden kom ind, sagde hun: »Der er megen sandhed i det gamle ord: ‘Som man ældes, arges man’. Den hæder, man vinder sig tidligt, bliver til intet, hvis en mand selv lader den fare med skændsel og ikke har modet til nogen sinde at søge oprejsning, og det er dog en stor skade hos en mand, som har været modig engang. Det er noget andet med dem, der vokser op hjemme hos deres fædre, og som I regner for intet sammenlignet med jer selv, men når de bliver voksne, forlader de landet og nyder den største anseelse, hvor de kommer frem, og så vender de hjem og anser sig selv for mere end høvdingene. Ejvind Bjarneson krydsede åen her ved Skålevad med så flot et skjold, at det ligefrem strålede. Han er en sådan mand, som det var værd at hævne sig på.« Tjenestekvinden bliver ved. Ravnkel rejser sig og svarer hende: »Der kan nok være noget om det, du siger, selv om du ikke gør det af godhed. Det var godt, hvis du fik mere at lave nu. Skynd dig sydpå til Videsletten efter Sigvat og Snorre — Hallsteins sønner — og bed dem komme til mig i en fart sammen med de mænd, som er våbenføre dér.« Han sendte en anden tjenestekvinde ud til Rolfssted efter Tord og Halle — Rolfs sønner — og de våbenføre mænd derfra.« Alle disse var gæve og dygtige folk. Ravnkel sendte også bud efter sine huskarle. De blev 18 i alt. De bevæbnede sig svært, og krydser åen på det samme sted, som de andre gjorde tidligere.


18. Ravnkel dræber Ejvind og slipper væk

Andreas Bloch: Ravnkel Frejsgode
Da var Ejvind og hans følge kommet op på fjeldheden. Ejvind rider vestpå, til han kommer midt på heden. Stedet kaldes Bersevejene. Det er en mose uden græstørv, og det er nærmest som at ride i ene mudder, og man synker ofte i til knæet eller til midt på benet og somme tider til livet, men nedenunder er der hårdt som sten. Vesten derfor findes en stor lavamark. Og da de kommer ud på lavamarken, ser tjenestedrengen sig tilbage og sagde til Ejvind: »Der er nogen efter os,« siger han, »— og de er mindst 18 mand. Der rider en stor mand i blåt tøj, og jeg synes han ligner Ravnkel Gode, selv om det er længe siden, jeg sidst har set ham.« Ejvind svarer: »Hvad angår det os? Jeg mener ikke at have grund til at frygte Ravnkels ridt. Jeg har ikke gjort ham noget. Han har nok et ærinde hos sine venner vestpå i dalen.« Drengen svarer: »Jeg tror, det er dig, han vil træffe.« »Jeg kender ikke til,« siger Ejvind, »— at der skulle være sket noget mellem ham og Sam — min bror — siden de blev forligte.« Drengen svarer: »Jeg ville ønske, at du rider bort vestpå til dalen. Så er du i sikkerhed. Jeg kender Ravnkels sind, og han vil ikke gøre os noget, hvis han ikke får fat i dig. Alle er i sikkerhed, hvis du er det, og så går der ikke noget dyr i fælden, og vi andre skal nok klare os.« Ejvind sagde, at han ikke pludselig ville stikke af, »— for jeg véd ikke, hvem disse folk er. Mange ville finde det latterligt, hvis jeg render for noget, jeg ikke véd, hvad er.« De rider nu fra lavamarken vestpå. Foran dem ligger en anden mose, der hedder Oksemosen. Den er meget græsklædt, men der findes moradser, som nærmest gør den ufarbar. Derfor fulgte gamle Halfred vejen, der gik ovenom, selv om den var længere. Ejvind rider vestpå ind over mosen. Det var drøjt for dem, og de kom meget langsomt frem. De andre, der ikke havde oppakning, halede snart ind på dem. Ravnkel og hans folk rider nu ind i mosen. Da er Ejvind og de andre kommet ud af mosen. De får da øje på Ravnkel og begge hans sønner. De andre bad da Ejvind om at ride væk: »Vi har nu krydset de værste strækninger, og du kan nå til Adelbol, mens mosen er imellem os.« Ejvind svarer: »Jeg vil ikke flygte fra disse mænd, som jeg ikke har gjort noget ondt.« Så rider de op på åsen. Der findes nogle små fjeldstrækninger på åsen. Mellem fjeldene ligger en grusbanke, som er meget forblæst. Den var omgivet af høje bakker. Ejvind rider hen til grusbanken. Dér stiger han af hesten og afventer forfølgerne. Ejvind siger: »Nu skal vi snart få at vide, hvad de vil.« Derefter gik de ind på grusbanken, hvor de brød nogle sten løs. Ravnkel drejer da af vejen og sydpå mod grusbanken. Han sagde ikke et ord til Ejvind, men gik straks til angreb. Ejvind forsvarede sig godt og mandigt.

Ejvinds tjenestedreng fandt ikke, at han var stærk nok til at kæmpe, men tog sin hest og rider vestpå over åsen til Adelbol og fortæller Sam, hvad der sker. Sam var straks klar og sendte bud efter sine mænd. De blev 20 mand tilsammen. Denne flok var godt bevæbnet. Sam rider østpå til fjeldheden og derhen, hvor kampen havde fundet sted. Deres mellemværende er da afgjort. Ravnkel red østpå efter denne gerning. Ejvind og alle hans mænd var faldet. Som det første undersøgte Sam, om broderen var i live, men det var gjort grundigt. De var døde alle fem. Også tolv af Ravnkels mænd var faldet, men seks red derfra. Sam blev der ikke længe, men bad sine mænd ride efter med det samme. Ravnkel og hans mænd red bort så hurtigt, som de formåede, men deres heste var dog trætte. Da sagde Sam: »Vi burde kunne indhente dem, for de har trætte heste, mens alle vores er friske, men det bliver snært på, om vi når dem eller ej, inden de kommer over fjeldheden.« Ravnkel var da kommet østen for Oksemosen. Begge parter rider nu, indtil Sam kommer til slutningen på fjeldheden. Da så han, at Ravnkel var kommet længere ned i bakkerne. Sam indser, at Ravnkel vil slippe fra ham ned i herredet. Da sagde han: »Lad os vende om her, for nu vil Ravnkel nemt kunne få hjælp.« Sam vender således om og kommer hen, hvor Ejvind lå, og begynder at rejse en høj efter ham og hans fæller. Det kaldes Ejvindsbanke og Ejvindsfjeld og Ejvindsdal dér.

Derpå vender Sam hjem til Adelbol med alle varerne. Og da Sam kommer hjem, sender han bud efter alle sine tingmænd, at de skulle komme dertil om morgenen før morgenmåltidet. Han agter da at tage østpå over fjeldheden. »Så må det gå, som det går.« Om aftenen går Sam i seng, og da var der kommet mange folk.


19. Ravnkel pågriber Sam og bestemmer hans vilkår

Ravnkel red hjem og fortalte, hvad der var sket. Han spiser sin mad, og herefter samler han folk, så han får 70 mand, og han rider med dette følge vestpå over fjeldheden og kommer uventet til Adelbol, pågriber Sam i sengen og fører ham udenfor. Da sagde Ravnkel: »Nu forholder det sig således — Sam! — som du for kort tid siden sikkert ville have fundet usandsynlig: At jeg har magten over dit liv. Nu skal jeg ikke være værre mod dig, end du var mod mig. Jeg vil give dig to muligheder: Enten bliver du dræbt, eller også skal jeg alene råde for vores mellemværende.« Sam sagde, at han helst ville leve, men at han dog fandt, at begge vilkår var hårde. Ravnkel sagde, at det kunne han mene, »— for jeg skylder dig noget, men jeg ville nøjes med at udsætte dig for det halve, hvis det var det værd. Du skal forlade Adelbol og tage ned på Leikskåle, og dér skal du bosætte dig. Du må tage de værdier med, som har tilhørt Ejvind. Du må ikke tage mere med dig herfra, end det du oprindeligt bragte hertil. Alt det kan du tage med herfra. Jeg vil tage mit godord igen og ligeledes min gård og mit hus. Jeg ser, at min ejendom er forøget betydeligt, men det skal du ikke nyde godt af. Der skal ikke ydes bod for Ejvind — din bror — fordi du så skammeligt forlangte det efter din anden slægtning, og du er blevet rigeligt godtgjort for din slægtning — Einar — ved det, at du har rådet over min magt og formue i seks år. Og jeg finder ikke, at drabet på Ejvind og hans mænd er mere værd end mishandlingen af mig og mine folk. Du bortviste mig fra egnen, men jeg vil tåle, at du bor på Leikskåle, såfremt du ikke fører dig frem til skade for dig selv. Jeg skal være din overmand, så længe vi begge lever. Du kan også gå ud fra, at hvis der bliver noget ondt imellem os, bliver det værst for dig.« Sam rejser nu derfra med sine folk og ned til Leikskåle, hvor han bosætter sig.


20. Sam opsøger Tjostarsønnerne

Nu sætter Ravnkel sine folk til arbejdet på Adelbol. Han sætter sin søn — Tore — på Ravnkelssted og har nu godordet over disse egne. Asbjørn boede hos sin far, fordi han var den yngste.

Sam sad på Leikskåle denne vinter. Han var tavs og indesluttet. Mange fandt, at han var misfornøjet med sin lod. Ud på vinteren, da dagene blev længere, tog Sam af sted sammen med en anden mand og red med tre heste over dæmningen og derfra over Mødredalshede og så over Jøkelså oppe i fjeldet, videre til Myvatn og derfra over Fljotshede og Ljosevandsskåret, og han gjorde ikke holdt, førend han kom vestpå til Torskefjord. Han bliver taget godt imod dér. Torkel var da for nylig vendt hjem fra en udlandsrejse. Han havde været udenlands i fire år. Sam var dér en uge og hvilede sig. Siden fortæller han dem om sit mellemværende med Ravnkel og beder så brødrene om hjælp og støtte som tidligere. Denne gang var det særligt Torgeir, der svarede på brødrenes vegne, og han sagde, at han ville holdes uden for sagen: »Vi bor langt fra hinanden. Vi mente, at vi havde lagt det hele godt til rette for dig, før vi trådte ud af sagen, så det ville være nemt for dig. Det er gået, som jeg frygtede, da du lod Ravnkel leve: At du kom til at fortryde det mest. Vi opfordrede dig til at dræbe Ravnkel, men du ville bestemme selv. Det er nu let at se, hvem der var den klogeste af jer, når han lod dig sidde i fred og først angreb, da han kunne gøre det af med ham, som han anså for at være en større mand. Vi kan ikke gøre noget ved din ulykke. Vi er heller ikke så ivrige efter at strides med Ravnkel, at vi igen ønsker at sætte vores anseelse på spil. Men vi vil tilbyde dig at flytte hertil med alle dine husfolk under vores beskyttelse, hvis I finder det mindre plagsomt her end i nærheden af Ravnkel.« Sam sagde, at det ønskede han ikke, men at han ville tage hjem igen, og han bad dem bytte heste med sig. Dette kom straks i stand. Brødrene ville give Sam gode gaver, men han ville ingenting have og kaldte dem småtskårne. Dermed red Sam hjem til Leikskåle, hvor han boede til sin alderdom. Han genvandt aldrig sin ære over for Ravnkel, så længe han levede.

Men Ravnkel sad på sin gård og opretholdt sin anseelse. Han døde af sygdom, og hans gravhøj findes i Ravnkelsdal ud for Adelbol. Han fik mange værdier med i højen, hele sin rustning og sit gode spyd. Hans sønner overtog styringen. Tore boede på Ravnkelssted og Asbjørn på Adelbol. De besad godordet sammen og blev anset for store mænd.

Og med dette slutter fortællingen om Ravnkel.



Noter:

  1. Norrønt: góðorð. Et lokalt verdsligt og religiøst embede. Indehaveren af godordet (godedømmet) kaldes gode, hvilket er en kombination af præst og herredshøvding. Et godord er omsætteligt, dvs. at det kan gå i arv eller sælges.
  2. Norrønt: féránsdómr. Eksekution, beslaglæggelse af den dømtes ejendom og værdier.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.