Regn, Sne og Storm (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Sagnfortælleren Nâlungiaq

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Uddrag af
Fra Grønland til Stillehavet

Knud Rasmussen
København, 1926


Regn, Sne og Storm
Fortalt af Nâlungiaq

"Siden kom Vindene med Regn, Sne og Storm.

Hvorledes?

Ja, det er en Myte for sig.

Alle kender den berømte Kæmpe Inugpasugssuk, der var saa stor, at hans Hovedlus var som Lemminger. Han færdedes i gamle Dage mellem Menneskene og fik endog en Dreng til Plejesøn.

Engang denne Kæmpe var ude at gaa sammen med sin Plejesøn, traf han sin Overmand Inuarugdligasugssuk, "Kæmpedværgen". Han var endnu større og endnu stærkere. De kom op at slaas, de to Kæmper, og "Kæmpedværgen" vilde have dræbt sin Modstander, hvis ikke Kæmpens Plejesøn havde skaaret hans Haser over, medens de brødes. Saaledes blev han dræbt; men idet han opgav Aanden, hvislede han et Nødskrig ud mellem Fjældene, og næsten i samme Øjeblik kom hans Kone til Syne oppe paa en Bakke, lige saa vældig som han selv. Hun var saa stor, at hendes Bryster laa som to store Sæler hen over hendes Barm, og idet hun greb Kæmpen, skvulpede de saa tungt og saa voldsomt hen over ham, at han nær var faldet; men atter skar Drengen hendes Haser over, og saaledes blev ogsaa hun dræbt. I Skyndingen havde Kæmpekvinden tabt sit Spædbarn, som hun bar i sin Rygpose, og det laa og hylede i et Pilekrat, da Kæmpen fandt det; her lod han det ligge, for at det kunde omkomme af sig selv. Men denne Ondskab gav pludselig Spædbarnet Kraft, og det hævede sig op i Luften i de Skind, som det var snøret ind i, og blev en Luftens Aand. Og det hævnede sig paa dem, der havde gjort det forældreløst, ved at slippe alle Vinde ud over Jorden med Regn om Sommeren og Sne om Vinteren. Vi kalder ham Narsuk. Naar han løsner Remmen i den Skindble, der er snøret sammen om ham, bliver der en saa vældig Gennemtræk oppe i Luften, at Vindene bliver til. Jo mere han snører op for Bleen, desto haardere blæser det; tilsidst kan Menneskene ikke gaa paa Fangst og maa sulte. Da maa Aandemanerne fare op til Narsuk og snøre Bleen fast omkring ham.

Saaledes blev Uvejret til gennem Drab og Hjerteløshed mod et Spædbarn. Hvorledes? Ja, vi ved ikke andet end, at Menneskesind og Mennesketale havde gaadefulde Kræfter i gamle Dage. Et Indfald, et Ord, og der kunde ske mærkelige Ting."

Kilde

Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, bd. 2, ss. 157-158. København, 1926.