 Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.
Religionsskiftet i Norden
Vilhelm Grønbech
Kan man uden fare tage ved den nye sæd?
(side 21) Spændingen mellem den gamle og den nye sæd førte ikke til kamp her i Norden, den udløste sig i overvejelser. Hedningen spurgte og brugte sine øjne, han vejede og prøvede, til han havde klarhed over virkningerne af trosskiftet, så sagde han sit ja eller sit nej.
Når jeg bygger en kirke, sagde en og anden af de islandske høvdinger, kan jeg så tage med mig ind i himlen så mange frænder og kyndinge som der bliver pladser til i mit gudshus? Spørgeren anede ikke at disse ord, der for ham indeholdt et spørgsmål om liv og død, for sene tider skulde komme til at give ham et anstrøg af naivitet. Som bekendt var Islændingen ikke af naturen enfoldigere end folk er som flest, og ingenlunde enfoldigere end den gode mand der svarede ja på spørgsmålet; han vidste blot, at når han havde samlet sine inden blotsalens vægge om livsfornyelsen i gudernes kraft, da havde fællerne tilsammen opbygget en tilværelse der spændte døden ude og indgærdede et trygt fristed for levende og døde. Og hvad siger nu I, var hans spørgsmål, kan kirken og det der sker i kirken, gøre det samme for os?
Andre var der som med omhu granskede missionærens jordiske skikkelse. De målte apostlens lemmer, de vogtede på hans smidighed og hans måde at bære sine våben. De spejdede efter beviser på at han var i stand til at holde sin personlighed i hævd overfor fjender og venner. Var der tegn til at den nye sæd gav vækst, eller bevirkede den aftagen i manddom? Hvis nogen mand har haft alle forudsætninger for at vinde sjæle, så hed den mand Olav Trygg- (side 22) vesøn. Han forstod at tage sjælene fra den side hvor de lå åbne. Hvordan eftertiden tænkte om ham som missionær, det læses bedst i historien om hans besøg hos Endride Asbjørnsøn i Trondhjem. Endride var en ung mand af stor æt, samme æt som fostrede Einar Tambeskælver, og han havde storættens sjælsadel. Olav hørte om ham og brændte straks af iver efter at føje den unge ædling ind i Krists skarer. En dag mødte kongen uanmældt op som gæst på storbondegården, de to begyndte at tale om omvendelse og dens nytte, uden at komme til noget resultat, og inden værten ret havde set sig for, var han midt oppe i en samtale om idræt. Olav havde hørt både dette og hint om sin unge ven, der ymtedes om hans færdigheder, var det svømning eller bueskydning eller hvad var det? Endride mente ikke det havde noget på sig, folk gjorde jo ofte en hel del ud af lidt, når tungen kom på gled, og kongen kunde jo selv se han var en ung mand endnu, der måtte have meget at lære. Men kongen trængte på, her var jo den allerbedste lejlighed for Endride til at få afgjort trosspørgsmålet: lad sejren gøre udslaget. Kappestrid var jo mænds idræt — det var et argument af sådan hævd, at ingen mand med agt for sig selv kunde komme fra det. Så gik de til havet. Endride svømmede og dukkede, så at vejret forgik tilskuerne, men kongen kunde mere, han tog Endride og førte ham så langt og længe ned i dybet, at han ikke selv kunde redde sig i land. Anden dag skød de med bue — kongen havde også her et lille overtag — og endelig tredje dag kom den store prøve. Olav lod sit langskib lægge fra land, og mens folkene roede, trådte han ud på åreraden med tre sværd i hånden, gik fra stævn til stævn og rundt tilbage på den modsatte side, alt imens han lod sværdene kredse i luften. Da (side 23) han kom op på dækket, stod Endride og så på ham i dybe tanker. »Jeg har,« sagde han til sidst, »ingen engle til at bære mig i luften,« — eller det lader forfatteren ham sige; meningen er klar nok: din gud kan mere end mine, aldrig vilde jeg i deres kraft nå din fuldkomne manddom. Og Endride gik glad over.
På andre virkede Olavs person og hans hele færd med rent umiddelbar overbevisning. »Første gang jeg så kongen,« siger en, »forstod jeg straks han var noget andet end de fleste mænd, og hver gang jeg har set ham have med folk at gøre, er jeg bleven vissere i min sag — dog som jeg syntes om ham i dag, ved jeg at vi ikke kan gøre noget bedre end tro den gud han forkynder er sand gud.« Sådan taler en fremmed, der et par dage i forvejen havde set Olav for første gang. De som boede i landet havde endda bedre lejlighed til at overbevise sig. Her var en konge, om hvem alle vidste at han ikke var bleven den mindste smule efterladende i at hævne krænkelser, der uforandret havde stormandens troskab mod sine venner og høvdingens nidkærhed mod fjender. Han bar sin æts, storkongernes, ubetvingelige lykke videre, i kamp så vel som i snildhed. Man så at han intet havde sat til af sine forfædres lykke til at stå i pagt med elementerne. Jorden bar rigeligt i hans dage; skibene styrede sejrsikkert under ham og i hans kølvand, ti han havde altid børen med sig, som hans forne frænder havde haft det. Alt dette var for samtiden et vidnesbyrd, ikke om at der var en gud, og en stærk gud, i spidsen for verdensstyrelsen, men om at Olav havde en spænstighed i sjælen, der var lige så stærk som hans oldefader Harald Hårfagres. Ti dette at sejle med børen lænket til sin skude, og at forvirre fjenderne ved sin nærværelse, det var sjæls- (side 24) ævner lige så godt som sømandsdygtighed og hærførersnille. Der var gudekraft i Olav, som der havde været i hans æt før ham. Han var beviset for at man kunde flytte sine livstråde over på Krist uden at miste sig selv.
Religionsskiftet var et valg, en ansvarsfuld afgørelse, men også en praktisk afgørelse. Derfor kunde den til tider falde let, hvad vi kalder forbløffende let; til andre tider var den umådelig vanskelig. Ja, enten var overgangen mulig, og så var der kun et skridt at tage, eller også var den på forhånd udelukket, og så var der ikke andet at gøre end at stemme fødderne fast på den fædrene jordbund. Hvis man forstår ordet personlig sådan at det betyder kampen mellem ville og ikke ville, da passer det ikke her, men det har sin gyldighed i disse overvejelser, når det tages i sin dybeste mening, til at betegne et opgør om man kan eller ikke kan. Der var mange som ikke kunde. Vi har et yderliggående og derfor særdeles lærerigt exempel i den hålogalandske høvding Eyvind Kinnrifas heroiske kamp med Olav. Kongen stillede ham valget: Død eller Krist. Han prøvede overtalelsens tommeskrue, han lokkede for ham med løfter om stor ære og forleninger. Men Eyvind rystede blot på hovedet. Så forsøgte kongen hvassere midler, til endelig Eyvinds bug brast under det glødende metalfad der blev sat på den. Da kom sandheden frem. Eyvind var ikke et almindeligt menneske, han var gudviet høvding. Allerede inden han blev født, havde hans forældre viet ham til guderne, og selv havde han, efter at han var kommet til skels år og alder, ofte i sine blot gentaget vielsen. Eyvinds personlighed var af den art, at den ikke tålte nogen omplantning, og derfor kunde ingen magt udefra undergrave hans nej.
Hvor let omvendelsen kunde falde for andre, er jo én (side 25) gang for alle dokumenteret i den berømte altingsforsamling anno 1000, da spørgsmålet: hedensk eller kristent, blev afgjort for Islands vedkommende ved en politisk tale af lovsigemanden. Forud for omvendelsesdekretet var der gået nogle års missionsarbejde; gård for gård havde man valgt, somme steder at tage ved de nye guder, andre at blive ved de gamle. Statsligt samarbejde mellem de to magter var umuligt, og parterne mødtes på hint års alting nærmest med den beslutning at sprænge folkeenheden og at slå landet i stykker i to republikker. Hedningerne havde den gamle forfatning på deres side, og den vilde de stå ved; de kristne havde givet deres bedste mænd det hverv at formulere en ny lovgivning for den utilfredse hælft. Der stod parterne uforsonligt overfor hinanden, og med al deres trosiver kviede fremskridtsførerne sig ved at tage ansvaret for en sådan splittelse. De vidste ingen bedre udvej end at tinge hjælp hos den gamle lovsigemand, hedningen Torgeir, og overdrage ham det hverv at formulere og fremsige de nye love. Torgeir lagde sig ned i sin bod, trak skindfelden op over hovedet, og tænkte en dag og en nat. Næste morgen gik han til lovbjærget og æskede lyd. Han talte vægtige ord om folk der var blevet syge og trætte af strid, og atter havde vundet styrke, da de lærte at række hinanden hånden til fred. Liv i endragt er bedre end undergang i splid. Så vidt var jo alle enige. »Derfor skal der fra i dag af kun være een sæd på Island, alle skal lade sig døbe, ingen må blote offentlig, men gør han det i løndom, skal det være strafløst.« Dette var en konsekvens som ikke fulgte logisk for alle. Men alle tog den. Og vi har ret til at sige, at fra den dag af var der intet hedenskab på Island.
Hvad der her afbildes i det store, det gentog sig jo i det (side 26) mindre år for år under omvendelsestiden. Missionæren kom til gården, husfaderen grundede på ordene, overvejede dem med sine nærmeste, og så blev hele huset døbt. Kongen kom til herredet og holdt disputats med, bygdens hedenske mænd, resultatet blev i al almindelighed at Krist ikke var den ringeste, og når kongen drog bort, dyrkede man der på stedet nye guder.
Eyvind Kinnrifa og hans åndsfæller har måttet døje meget ondt efter døden for klerkes hånd. Alt hvad der kan siges ligesindede til advarsel om ondskabens magt i menneskesjæle, om forskrivelse til onde ånder, om Satans tydelige finger, alt er blevet præntet og naglet til deres skampæl i historien. Men de har fået oprejsning i sene dage, ti hvad er der ikke i vor egen tid blevet udtalt om alle de skarer der målbevidst sagde: nu vel, og så slog omkring på stedet? Har de ikke været nutiden det utvetydigste vidnesbyrd om at vore forfædre var nogle valne figurer, og at deres religion nødvendigvis må have manglet al livskraft? En—to, en—to marscherer de, slægter, herreder, folk over i kristendommen.
Måske har de to typer, Eyvind og Torgeir, når det kommer til stykket, mere til fælles end resultaterne lader formode. Måske ligger grunden til dennes hjærtevillighed ikke langt fra det punkt hvor Eyvinds djævelskab har sin begrundelse. Når øst ikke vil lade sig forene med vest, har folkevisdommen forklaringen på rede hånd: Sandheden ligger i midten — nemlig nede i midten af kloden. Et eller andet sted i dybet findes det tyngdepunkt som på een gang holder de to modsætninger fra hinanden og binder dem sammen til poler.
Valget var i dobbelt betydning en personlig afgørelse, ti (side 27) udfaldet afhang så vel af gudernes som af menneskenes individualitet.
I vikingetidens officielle literatur hører vi mest om en sluttet skare store guder, der havde deres faste borg i Asgård og gennem dens porte drog ud for at aflægge besøg hos mennesker og jætter. Men ingen digter har kunnet gøre disse herlige til virkelige magthavere i landet. De egentlige guder, som kæmpede for mennesker, var ikke almenpersoner; når deres væsen skulde udtrykkes, hed de »vore« guder, og i dette »vore« lå en klar omgrænsning af den æt og stamme som havde sit åndelige centrum i den høj og det tempel hvor disse magter boede. Lad dem så til stads bære et stort navn udadtil, hedde Tor eller Freyr eller måske endda Odin, så er navnet i sin dybeste grund et fællesnavn for noget individuelt. Med disse personlige guder var det kristendiserne havde opgør — oplevelsen på Halls gård er helt igennem sindbilledlig sand. Og det vilde være en skæbnesvanger fejltagelse, hvis man troede at alle guder lignede hinanden på et hår; hvordan skulde det være muligt, siden de havde deres væsen i samfølelse med en bestemt kreds mennesker, hvis interesser og forudsætninger ikke genfandtes helt på noget andet sted? Så måtte jo afgørelsen i hvert enkelt tilfælde have sin egen karakter.
På den anden side var der grader af inderlighed i forholdet mellem de dyrkende og de dyrkede. For alle uden undtagelse beroede jo ganske vist livet på blotfestens forbindende ævne; den åbnede sluserne for det guddommelige, så at det bruste over i folket og fyldte sjælene med det kommende års kraft. Jo højere en mand stod i liv, des nærmere stod han guddommen. Således set er der ingen væsensforskel mellem Eyvind og hans folkefæller. Men der (side 28) var den ulighed, at i de højhellige slægter flød guddomskraften så stærkt gennem årerne, at den så at sige overvejede det menneskelige. Og dette gjaldt især ættens første mænd, der fra barnsben af var viede til guderne. Eyvind havde altså fra tidlig tid af optaget sine guders kraft i sig, så at han nu var helt gennemtrængt af dem og ikke kunde udskille dem af sit væsen. Deres vilje var hans vilje, deres død hans død. Og han stod ikke ene. Rundt om i landet havde han brødre, især blandt høvdingerne, der sad lige så fast i gammeldags guddommelighed, og som derfor måtte vandre i døden sammen med deres guder. Der har vel også været adskillige hvis »fromhed« kom Eyvinds så nær, at omvendelsen måtte koste en alvorlig kamp, ja ligefrem en udrensning af selvet. Den fromme vovede sit jeg; hans gudebårne høvdingskab, hans fortidsbegrundede adel, hans enestående åndsmagt, kort sagt alt hvad han genkendte sig selv på, kunde gå i løbet. I en sådan krise er det ikke frygten for socialt forlis der behersker alle tanker. Den største angst i verden er den der griber en mand, når hans indre sammenhæng begynder at glide og hans samvittighed smuldrer hen. Ti etisk holdning er jo ikke en egenskab der kan flyttes efter behag; som al rankhed og smidighed er den givet i et fuldkomment sammenspil mellem de enkeltheder der udgør helheden, og skal den genrejses på nye forudsætninger, må det ske ved personlighedens nydannelse. I England ser vi mange exempler på nykristne, der opgav ævret og blindt kastede sig i armene på en fremmed kirke mod at få al moral dikteret udefra. Deres liv bestod i opgivelse af regeringspligter, i klostergang, i pilgrimsfærd, i udøvelse af anbefalede gode gerninger. De mistede sig selv og høstede lønnen, at blive gode kristne. Hedningerne her i (side 29) Norden gjorde den stordåd at blive nye mennesker og at genskabe sig selv i omvendelsen.
|
