Religionsskiftet i Norden: Nye guder, nye hjærter

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Religionsskiftet i Norden

Vilhelm Grønbech


Nye guder, nye hjærter


(side 29) Fællesomvendelsen var ikke tegn på sløjhed, tværtimod, den var eneste form for kristianisering. Uden samdrægtighed var enhver forandring umulig, i den kunde alting reddes. Livet var ikke et enkeltmandsliv. Frænde led for frænde og styrkedes ved hans fremgang, kun gennem kredsen som helhed gik vejen til guderne. Den enkelte der brød ud og handlede uforsvarligt mod sine fæller, var hele ættens ødelægger; og hans overgang til andre guddomme var et sådant brud. Kom der en gang religiøs tvedragt ind i laget, gaves kun eet råd til at genoprette livet — det at alle fulgte med og genskabte endrægtigheden på ny grund. Og når kaldet kom til en slægt eller et folk — begge kredse der holdtes sammen ved fællig om guddommeligheden — måtte svaret lyde: alle eller ingen. Lød det alle, da var bruddet med det gamle fuldstændigt.


Denne fællesoptræden, som har været så mange inderlighedsapostle en torn i øjet, indeholder altså det bedste bevis på sindenes fuldkomne fornyelse. Og det kendes på de nye kristne, at de er mænd der har gjort op een gang for alle med fortiden, så at de hverken er trælle under den eller bange for den.


Blot de fortæller en simpel historie om Odins besøg hos sit frafaldne folk, giver de sig selv med en kæk ironi, der er lige så fri for al leflen med skjulte længsler, som den er (side 30) langt fra al angst for at røre ved ømme strænge. De kan spille med fortiden, spille så overlegent, at vejret næsten forgår os nutidsmennesker.


En hellig påskekvæld kom gamle Odin strygende ind på en gård hvor Olav Tryggvesøn lå på gæsteri. Enøjet, rigelig i hatteskyggen som altid, lidt mat i øjnene som aldrig tidligere, men først og fremmest så rap på tungen og fuld af historier, at man glemte at tage vare på hatteskyggen og det historiske ene øje. Alt vidste han besked på, nyt og gammelt, nært og fjærnt, hvad man så spurgte om, og han kunde give besked. Kongen glemte både tid og sømmelighed, og ænsede knap at der var en hofbisp til stede, som på embeds vegne måtte have stærke betænkeligheder ved sådanne ting som ikke opbyggede. Den fremmede forstod at føre tankerne hen på det punkt hvor bruddet mellem fortid og nutid måske havde været allerstærkest, nemlig den gamle fortrøstning til de viede kreaturer. Kongen kom i sine spørgsmål til at berøre navnet på det sted hvor gården lå; det hed Øgvaldsnæs, hvor mon det navn kom fra, vidste gæsten også det? Jo, han kendte godt Øgvald, som havde boet der, en konge i fordums dage, en af de gode gamle, der vidste hvad der skulde til. Han havde en ko, som han blotede til og førte med sig overalt hvor han for, både til lands og til vands, og den tog han med i døden. Dér hvilede nu kongen i en høj og koen i en anden, og sådan kom det sig altså at stedet hed Øgvaldsnæs. — Det er ikke nogen ringe digter som har stillet de to tiders repræsentanter op imod hinanden, og ladet deres tanker krydses i brændpunktet. Mesterstykket er denne Odin. Ud fra de traditionelle linjer i gudens væsen har digteren skabt ham om fra den guddommeligt snilde til den underlegne, der af hele sin vælde kun har træskheden til- (side 31) bage, men også forstår at føre dette våben sådan at ingen kan gribe ham i gerningen. Digteren fortjener al ære, og lad ham endelig beholde alt hvad ham tilkommer — men han har dog ikke skabt det egentlige; i sin smilende og dog naive overlegenhed trækker han på en folkesjæl, der har fyldt sig med nye guders liv.


Historien bevarer sin ligevægt til enden. Da kongen langt om længe gav efter for bispens formaninger til at søge hvile og lade den gamle fare, begav Odin sig ud i køkkenet. Med en blotguds kendermine synede han kokkens påskesul — hvad var det for en maverdom til en konges bord? Og det skulde være højtidsmad! Så havde han anderledes kød at byde på, og uden karrighed efterlod han to vældige oksebove til at bære frem dagen efter. Om morgenen spurgte kongen straks efter sin gode ven fra forrige dag. Det var betænkeligt at han sådan var forsvunden, og sagtens havde bispen ret i at man skulde se den slags folk på fingrene. Han fik besked om dette kød, der nu oven i købet ved kokkens enfoldighed var kommet i samme gryde som alt det andet, og så vidste kongen besked; tilhobe skulde det brændes og strøs i havet. Gud ske lov de slap lykkeligt fra den gamle fjendes anslag og fra hans djævelfyldte blotmad! — Man lo ikke ad Odin som en usselig fyr der gik mellem gårde til folks moro, man vidste nok hvem han var og hvad han vilde — på baggrund af denne, vi kan godt sige, frygt skal overlegenheden ses for at få sin rette psychologiske værdi.


En digter der så trygt kan gøre op med fortiden i kraft af at han har en nutid, han udtaler det almene med forbilledlig sandhed. Han er repræsentant for et folk der stod så trygt i sejrsbevidsthed, at det endog uden fare kunde tage det overvundne i sin tjeneste. Poesien førtes videre i ubrudt (side 32) linje under det gamle billedsprogs smykke. Digtningene fra den svundne old plejedes i mindet, indtil de reddedes over i skrift. Traditionen om fortiden bevaredes trofast fra slægtled til slægtled. Disse nøgne fakta vidner først og fremmest om, at disse mennesker var ukendte med den religiøse panik der andensteds har lagt kulturer øde og givet åndslivet et foreløbigt knæk. Men de vidner jo endnu højere om disse folks ævne til at indordne fortiden under nutiden, og gøre den til en værdi inden for den nye livsform. De er et vidnesbyrd om en omvendelse, der skabte ny, bærende kulturgrund.


Den nordiske middelalder har så rigt et galleri på personligheder som næppe nogen anden tid i historien; kun een type mangler: manden der halter mellem Gud og Belial. I den allerførste tid kan der blive tale om mennesker som tilsyneladende delte sindet mellem de gamle og de nye guder. Helge Magre troede på Krist, men påkaldte Tor til søfart og andre vigtige foretagender. En sådan mand hører ikke hjemme blandt halvkristne, der har deres åndelige domstol for Kristi trone. Ingen fornægtede sine egne guder, fordi han anerkendte andre som magthavere på deres område; man kunde jo overhovedet ikke træde i forhold til sine medmennesker uden om deres guder, ti der gaves ikke som hos os nogen grænse mellem verdslige handlinger og religiøse forudsætninger. Helge Magre gjorde ikke andet end hvad alle hans åndsfrænder gjorde, når de anerkendte kristguden ved at lade sig primsigne for at kunne drive handel og samkvem med dem der stod under hans myndighed. Disse fænomener tilhører overgangstiden, da kristendommen for disse mennesker var en kult blandt andre, og de forsvinder med opgøret.


(side 33) Naturligvis gaves der, især i den ældre tid, virkelige, undtagelser fra folkereglen. Der var folk som gemte deres forkærlighed for afsatte guder under en udvortes bekendelse og virkelig kunde kaldes lidt »blandede i troen«. Alt hvad der blev tilbage af fordums sæd uden at indgå i det nye system, det blev naturligvis til trolddom. Og der levede troldmænd i landet, ikke alene af den slags som kendtes under hedenskabet, men også af den klasse der skabtes ved modsætningen til kristenskik. Lovene fordømmer sådanne vaner som at have lerblot og madblot i husene, det vil sige lerting og madformer som bar vidne om at de brugtes til at skaffe huset hedensk velsignelse. Juraen antyder også, at folk ikke så sjældent holdt hart ved de gamle høje og hørge på sådan vis som ikke stemmede med de nye guders væsen. Men om nogen bevægelse i tilbagegående retning er der aldrig tale. Havde der været en indre splid, som slog spalter i folket fra øverst til nederst, vilde den have sat sig andre spor end en håndfuld paragraffer, der tydelig nok går på undtagelser, hvad enten disse var mange eller få. Lov og historie siger tydeligt nok, at den regel der tvinger hedensk væsen ned i undtagelsens mørke, ikke bestod i nogle overmenneskers og prælaters politik.


Lige så få og små er tegnene på sjælekamp i de nysomvendte. I hele den store literatur som skød op efter religionsskiftet, står der en eneste mand som følte sig dreven til at sige: ånden er redebon, men sindet er skrøbeligt. Manden hed Halfred, Olav Tryggvesøns tro følgesvend, digteren med den megen elskovsnød. Han synger om den tid da det gik an at dyrke Hlidskjalfs herre, og sukker over at livet nu har fået andre mål. »Ak, ugerne lægger jeg Odin for had,« klager han, »under ham levede jeg med lyst, men (side 34) nu, ja jeg tjener jo Krist.« Og skal det være, så skal det være. »Freyr og Freyja gøre så og så mod mig, til utyskerne med Odin og Tor den stærke; Krists godvilje og Guds alene vil jeg have, hans vrede kan jeg ikke bære.«


Halfred er interessant — for en tid da sjælesplidens søde kval er på mode. Han er tilmed undtagelsen. Men man bliver jo ikke stor ved at stå ene, når ensomheden ikke skriver sig fra at man har oplevet mere end andre. Ulykken var at Halfred var for overfladisk til at »realisere« hvad alle kunde, og derfor går linjerne til fremtiden uden om ham. Han bøder for det karakteristiske i sin individualitet ved at mangle karakter — og ved at lide angst for døden. »Nu bød jeg døden ret velkommen, blot jeg vidste min sjæl bjærget. Klynke gjorde jeg aldrig — dø skal vi jo alle — men Helvede, Helvede! Gud råde for hvor min vej bærer hen.«


Han var i alle henseender en undtagelse.


Der var foregået ikke blot en sindsændring, men en sjæleforvandling ved dåben. Den gamle natur med dens kræfter forsvandt helt. Sådanne gaver som hamramhed var ejendommelige for sjælelivet hos disernes påkaldere; de kunde være besværlige, men besværligheder var nu en gang forbundne med al udpræget styrke. Hamram betød egentlig sjælskraftig. Med ordet betegnes først og fremmest mænd som var i besiddelse af vældige kræfter og af styrkens voldsomhed. Men sjælsstyrke var mere end armkraft. Den indbefattede ævner til at virke ud over legemets hverdagslige mål, til at antage andre skikkelser end den medfødte — f. ex. gå ud som bjørn og vildbasse for at kæmpe bestiets fortvivlede kamp. Den var usårlighed, den var delvis frigørelse for tidens indskrænkning — en mand der den ene dag syslede på Nordisland og næste dag greb ind i Sydlan- (side 35) dets begivenheder, var meget hamram. I dåben forsvandt disse egenheder sporløst, så sporløst at hamramhed i kristendommens sprog fik præg af usundhed og uhygge.


Forvandlingen gav sig udslag i de omvendtes afvisende stilling til alle uden for kristendommen. Man kunde ikke sidde om bordet sammen med andre end dem der delte så vel åndelig som legemlig velsignelse med deres vært. Ti i maden virkede den kraft der holdt husets herlighed ved lige. For de kristne var der fare ved at røre fremmed bæger; af samme grund som drikken var til styrke for hedningen, blev den gift i kristdyrkerens mund. Og disernes mænd måtte slutte kreds mod den anderledes sindede, fordi han forstyrrede guderne ved at berøre deres gaver. Når nu forholdet vendtes om, og den døbte stængte hus og hjem for folk af sin tidligere tro, da betød det en livsfornyelse til marv og ben.


Skal man ret give nutiden et indtryk af kristendommens magt over sindene, går man vel gerne til sådanne exempler som Torgils' opgør med Tor. Grunden til at Torgils fik så god anledning til at vise sin standhaftighed var vel ikke mindst den, at han var bæreren af en stor og mægtig ætlykke, og derfor havde kamp med mere end almindelig hårde guder. Da Torgils havde sagt ja til det gode budskab, fik han den ene gang efter den anden besøg om natten; først kom Tor og bebrejdede bonden den vanære han havde vist de gamle, hellige kostbarheder, så truede han med skade på kvæget, så undsagde han Torgils på livet. Og alt imens styrtede et svin og en okse — ja da Torgils selv prøvede at våge over sine kreaturer, kom han sort og blå hjem. Men Torgils' svar var stedse det samme: priset den stund vi to løste vort samkvem, Gud vil se til min sag! Og sva- (side 36) rene lød stadig ens, også da Tor forfulgte ham på havet, truede med at føre hans skib i brændingen, eller hvad værre var, virkelig bandt ham midt ude på det øde hav med vindstille, til det begyndte at blive småt med kosten om bord. »Om jeg så aldrig finder havn,« sagde Torgils, »skal du ikke få godvilje af mig.« Torgils fandt havn, om det end kostede ham skibet, og til sidst fandt han også sejr.