Rigs Færd (V.B.Hjort)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)
Den gamle Edda
- eller Oldemo'r


Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865


9. Rigs Færd


Saa sige Mænd i gamle Sagn, at En af Aserne, han som kaldes Heimdal, gik sin Gang langs med en Havkyst, kom til en Husby, og nævnte sig Rig. Efter saadant Sagn er dette kvædet:


1.
Man siger, at fordum
Monne gange
Mægtig og prægtig
Ad grønne Vange
En kyndig Gud,
Rig han hed,
Stærk og rask
Var hans Fjed.


2.

Den lige Vej

Han stande lod,

Og kom til Huus,
Der aabent stod;
Ind gik han, Ild
Paa Gulvet var,
Der sad et graanet
Ægtepar
Oldemor,
Med gammeldags Sæt,
Og Oldefar.


3.
Rig gav paa gode
Raad Forstand,
Midt paa Bænk
Sig satte han,
Ved hver hans Side
Kone og Mand.


4.
Nu Oldemor tog
En knudret Lev,
Tung og tyk
Og fuld af Klid,
Hun lagde paa Disk,
Der braset blev,
En Skaal med Suppe
Satte hun hid,
Den sødne Kalv
Var lækkrest Bid.


5.
Han rejste sig for
Til Sengs at stige,
Gode Raad
Kunde Rig dem sige,
Midt i Sengen
Hvilede han,
Ved hver hans Side
Kone og Mand.


6.
Saa var han der
Tre Døgn forbi;
Saa vandred han vid're
Paa sin Sti;
Saa led derefter
Maaneder ni.


7.
Oldemor
Da fik et Nor,
Løden i det
Sorte faldt,
Han vatnedes
Og Træl blev kaldt.


8.
Op han voxed
Og trivelig var,
Skrubbet Skind
Paa Næven bar,
Knoer føre,
Fingre plumpe,
Af Ansigt styg,
Med lange Hæle
Og kroget Ryg.


9.
Øved han saa
Sit Haandelag
Ved Bast at binde
Og Bylter gjøre ;
Hver en Dag
Kvas han monne
Til Hjemmet føre.


10.
Der til Huse
En Kvinde kom,
Ty hun kaldtes
Og traskede om
Med Foden vablet,
Arm var solbrændt,
Næsen snablet.


11.
Midt paa Bænk
Hun Sæde tog,
Husets Søn
Til hende drog,
De hvidsked og tisked
I Gry og Kvæld,
De redte sig Leje,
Ty og Træl.


12.
Børn avlede
De tilsammen,
Byggede Alle
Der med Gammen;
Sønnerne hed,
Saavidt jeg veed:
Tudhorn, Røgter,
Klør og Klumpe,
Kjæphøj, Grimenak,
Tyksak, Drombe,
Drævseen, Hvæsling,
Krumryg, Skjævbeen;
Agre de møged,
Røgtede Sviin,
Gjærder de laved,
Vogtede Geder
Og Tørv graved.


13.
Der var Døttre:
Dorsk og Stump,
Snabelnæse,
Kalleklump,
Skralle, Terne,
Ilterteen,
Ulderipjalt
Og Tranebeen.
Ned fra dem
Stamme Trælle frem.


_____


14.
Rig gik atter
Vejen frem,
Og kom til Huus
Med Dør paa Klem.
Ind gik han, Ild
Paa Gulvet var,
Der sad og sysled
Et Ægtepar.


15.
Træ til Væven
Tællede Manden,
Skjægget studset,
I Haaret for Panden
Et Skar sig viste,
Skjorten snever,
Paa Gulvet en Kiste.


16.
Konen sad
Og drejede Rok,
Maalte i Favn
Til Væverstok;
Haaret i Svikkel,
Paa Brystet Smykke;
Halsdug, Stropper
I Skulderstykke.
Bedstemor og Bedstefar
I deres Eje
Huset var.


17.
Rig dem kjendte
Raad saa gode,
Op fra Bord
Til Sengs de stode;
Midt i Seng
Sig lagde han,
Ved hver hans Side
Kone og Mand.


18.
Saa var han der
Tre Døgn forbi;
Saa led derefter
Maaneder ni;
Bedstemor med
En Dreng kom ned;
De vatnede ham
Og Karl han hed.
Drengen lagdes
I Svøbet ind,
Øjet spillende,
Haaret rødligt,
Blomstrende Kind.


19.
Han voxed til,
Blev stor og stærk;
At tæmme Øxne
Det var hans Værk,
Plov at gjøre,
Tømre Huse,
Lader opføre,
Lave Kærrer
Og Ploven kjøre.


20.
Hjem de aged
Til Karl en Brud,
Med Nøglehæng
I Gedeskinds Skrud;
Vakker hun hed
Og Brudelin bar,
Saa vexled de Ringe
Som Ægtepar,
Bredte Lagen
Og satte Bo,
Avlede Børn
Og leved i Ro.


21.
De hed Dreng
Og Følgesvend,
Ejermand
Og Underdan,
Smed, Storbonde,
Poseskjæg,
Bolsmand, Husbond,
Gut og Kortskjæg.


22.
Andre Navne
Døttrene fik:
Myndig og Ferm,
Snut, Brud, Strunk,
Bly, Højsindig,
Pige, Viv, Prunk.
Frimænds Ætter
Fra dem udgik.


_____


23.
Men Rig drog Vejen
Frem som før,
Og kom til Sal
Med sydvendt Dør,
Der stænget var
Og en Ring
I Posten bar.


24.
Ind gik han, Straa
Paa Gulvet var,
Sad og der
Et Ægtepar,
Fader og Moder
Med Fingerleg
Der hinanden
I Øjet keg.


25.
Huusherren sad
Og Pile skjæfted,
Snoede Streng
Og til Elm den hæfted;
Fruen strøg Linned
Og stivede Ærmer —
[Armene gjerne
Hun beskjærmer].


26.
Med opsat Hue
Og Brystsmæk paa,
Sid var Kjortlen,
Særken blaa;
Meer skinnende Bryn
Og Bryst at see,
Hvidere Halsen
end Nyfalden Snee.


27.
Rig gav paa gode
Raad Forstand,
Midt paa Bænk
Sig satte han,
Ved hver hans Side
Kone og Mand.


28.
Af Moder en mærket
Dug blev bragt
Af hviden Hør
Og paa Bordet lagt;
Saa tog hun Hvedebrød,
Flade og hvide,
Og satte paa Dugen
Side om Side.


29.
Nu kom for en Dag
De fulde Fade
Med Sølvbeslag,
Vildt og Flæsk
Og stegte Fugle,
Viin i Kande,
Paa Bægrene Rande.
De drak og talte
Til Dagens Ende;
Men gode Raad
Kunde Rig dem kjende.


30.
Rig da søgte
Søvnens Gammen,
Trende Nætter
De vare sammen;
Saa drog han videre
Vejen fort,
Derefter gik
Ni Maaneder bort.


31.
En Svend da monne
Moder bære
Med lyse Haar
Og Kinder skjære;
Han vatnedes, Navn
Af Jarl han fik,
I Silkesløje,
Med hvasse Blik
Som Orm i Øje.


32.
Op voxede Jarl
I Fædrenebo,
Lærte at skyde,
Strenge sno,
Skjæfte Pile,
Buen kryste,
Kaste Spyd,
Landsen ryste,
Hesten ride,
Hidse Hund,
Sværdet svinge,
Svømme Sund.


33.
Fra Lund did vendte
Den vandrende Rig,
Ham Runer kjendte,
Ham lyste i Kjøn
Som ægte Søn,
Og bød ham vinde
Al Odelsjord,
De gamle Bygders
Odelsjord.


34.
Siden ad dunkle
Veje han red
Og kolde Fjælde
Til Hallens Sted.
Han Spyd mon ryste
Og Landse svinge,
Sporede Hesten
Og drog sin Klinge,
Yppede Strid,
Lod Slaget stande,
Fældede Val
Og vandt sig Lande.


35.
Saa løde atten
Gaarde hans Bud,
Rigdom han skifted,
Og delede ud
Skjænk, den bedste,
Kostbarheder,
Han gav til Alle
Og smekkre Heste,
Ødslede Ringe,
Lod Guldet springe.


36.
De Bolde aged
Ad Vejen frem,
Og kom til Hallen,
Herses Hjem.
Der mødte ham Rask,
Den slanke Pige,
Skjær og stolt,
Foruden Lige.


37.
Bejlerne hende
Til Hjemmet fik;
Som Jarls Brud
Under Lin hun gik;
I Kjærlighed der
De levede sammen,
Nøde Livet
Og øgede Stammen.


38.
Ældst var Baaren,
Saa kom Barn,
Afkom, Ædeling,
Maag og Arving,
Æt og Ætling,
Svend og Søn,
En hed Kjøn,
Men som den Yngste
Kon kom til:
De dreve paa Lege,
Svømning og Spil.


39.
Der voxede op
Den Sønnetrop,
De tæmmede Heste,
Dækvaaben buged,
Skudvaaben skaved
Og Landsen knuged.


40.
Men Kon den Unge
Kunde Runer,
Livets Runer,
Tidens Runer;
Ogsaa han kunde
Mændene bjærge,
Egge døve,
Søen besværge.


41.
Fuglerøst fatte,
Ild bekjæmpe,
Sindet stille,
Sorger dæmpe —
Det han forstod,
Ejed otte Mands
Kraft og Mod.


42.
I Runer han mod
Rig Jarl holdt Stand,
Brugte Sned
Og blev bedste Mand;
Saa han naaede
At holde og have
Navnet Rig
Og Runegave.


43.
I Krat og Skov
Kon-Unge red,
Og skjød med Pile
Til Fuglebed.


44.
Paa Kvist en Krage
Sad og sang:
Hvi gaaer Du Kon-Ung
Paa Fuglefang?
Bedre sig sømmed
En anden Færd,
At ride Heste
Og fælde Hær.


45.
Dan og Danp
Have skjønnere Haller
Og bedre Odel,
End Dig tilfalder;
Saavel de vide
Paa Kjøl at ride,
Egge at prøve,
Vunder at kløve.