Runosang og »Bondedigtning« (Ohrt)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Ferdinand Ohrt (1873-1938)

Kalevala som Folkedigtning
og National-Epos

Ferdinand Ohrt
1907

C. Træk af Sangenes Liv
i nyere finsk Kunst

I.
Runosang og »Bondedigtning«

Det ligger nær, paa Vejen fra Folkesang til Kunstdigtning at standse et Øjeblik for at se paa den mærkelige Overgangsform vi møder i Finlands nyere Bondepoesi paa det gamle Versemaal. Fra Midten af 18de Hundredaar af og især fra første Halvdel af nittende foreligger, skrevet eller trykt, en Mængde ejendommelige Almuesange, der danner som en Litteraturgren for sig. Deres Form er den gamle, flere af disse Bondedigtere er fuldt fortrolige med det gamle Metrums Krav og nytter maaske endog »Tankerimet« (Parallelismen) med Held. Men den Digteraand der fostrede de gamle Kvad, møder man sjælden; de fleste af disse Produkter er metrisk og rimet Prosa; Forstanden, Ræsonnementet fører Ordet, og selv de enkelte ægte Digternaturer der findes iblandt, er Børn af ny Tid og ny Synsmaade; det er den begyndende (gejstlige og) verdslige Kunstlitteratur der er ved at trænge ud til Bønderne og ægger dem til en Slags Efterligning. Det hele vidner højt om at den gamle Digtnings Væksttid hos Almuen var uigenkaldelig omme; og flere Prøver, især fra Tiden efter 1850 viser endog den formelle Færdighed i Uddøen.

Denne Digtnings Hjem er Østfinland. Tildels Kareler, men især Savolaksere, har Æren af den. Navnlig har Rautalampi Sogn Sydvest for Kuopio vundet Ry ved at fostre en hel Række saadanne Digtere, blandt dem den kendteste af alle, Paavo Korhonen, hvis Sange var saa yndede at de kom til at dele de gamle Folkesanges Kaar og gaa paa Vandring; tildels ad mundtlig Vej har de bredt sig over hele Finland og til russisk Karelen, hvor man har brugt een af dem som Tryllekvad.

Den nyere Bondepoesis Æmner er højst brogede; denne Landsbydigtning ydede — er det blevet sagt — en Tjeneste der omtrent svarer til Nutidens lokale Aviser: Alt hvad mærkeligt der hændte i Sognet, sættes paa Vers, Bryllup, Dødsfald, Præstens Forflyttelse, Sognefogdens eller Naboens Hovenhed (Spottedigtene er ofte kvikke og bidende nok); men Blikket naar ogsaa ud over Sognegrænsen; Åbo Brand, Kejserens Dyder, Saima Kanal, ja Napoleon I og det mærkværdige Aar 1848 giver Æmner til Poemer; Naturens Skønhed har enkelte Øje for; atter og atter digtes der om Modersmaalet, klages over dets ringe Kaar eller jubles over dets Fremgang; engang imellem fusker man ogsaa lidt i det kalevalamæssige. En stor Rolle spiller Læredigtene, særlig de der advarer mod Uvaner og Laster, f. Eks. Drukkenskaben.

De fleste af disse Digteres Liv er hengledet i Ro paa Hjembygdens Jord. Dog møder der os Afskygninger nok. Der er de solide Personligheder som en Antti Puhakka, den dygtige, højagtede Jordbruger og Landdagsmand, eller som Ingreren Räikkönen, født som Livegen men siden frigivet og hædret med kommunale Tillidshverv, ivrig for at skaffe sig Kundskaber (han holdt til Tider fem Aviser paa een Gang), djærv nok til i et Digt at polemisere mod selveste Ahlqvist. Og der er de halvt eller helt forhutlede Eksistenser som Korhonen, hvem Flasken var overmægtig, eller som Staklen Ihalainen, den fattige Tiggerdreng, Gaardskarl og Skræder, der blev pisket som Tyv og endte som Fattiglem, eller Heikki Väänänen, der strejfede rundt som Fedelspiller og Sanger ved Landsbyfester, altid fornøjet og fuld af Lune, til han en Nat brænder ihjel paa den hede Ovn, hvor han i Drukkenskab havde lagt sig til at sove. — Det hænder at en Bondedigter ved Siden af er en flink Runosanger, som den russisk-karelske Bissekræmmer Pietari Kettunen; hans eget Digt om sit Frieri i Finland vandt Runebergs Hjærte (Lönnrot sendte ham en Afskrift); den store Digter finder deri »någonting af det sprittande glada och verldsborgaraktiga, som jag tyckt mig marka hos de såkallade köpryssarne och hvilket jag sjelf gjort försök att efterbilda i mina Elgskyttar«. Ogsaa en nulevende som den gamle Iivana Shemeikka (S. 104) er baade Runosanger og Digter. — Et Fællestræk for mange er at Forfatteren gærne vil være kendt; Sangen skrives siden op, eller man faar den endog trykt i en Avis. — De fleste af disse Digte er næppe bleven sungne, men blot fremsagte.

Makkonen og Kymäläinen

Til Prøve paa noget af det mest digtersk stemte indenfor denne Litteratur vælges her Olli Kymäläinens lille Digt om Punkaharju Aas. Runeberg ytrede engang elskværdigt til Forfatteren: »Hvis Du, Ven Olli, havde lært at skrive, saa var Du blevet en langt navnkundigere Digter end jeg«. Digtet indbyder ved sit Æmne, Naturskildring, til Sammenligning med ett af de mest fremtrædende Træk i den gamle Folkesang.

Traf det sig engang at trende

Mænd fra Savolakserlandet

rejste ned til det berømte

Helsingfors, det herlig priste;

kom de da til Tuuna-Sundet,

hvor en Ø i Sundet svømmer

og en Verstpæl viser Vejen.

Over Sundets Vand de satte,

steg i Land paa Punkaharju,

og de vandred op ad Bakke,

gik at skue dær de Gaarde

hvilke Kronen har lad't bygge.

Og de vender sig og drejer,

sidder ned og overvejer,

lytter saa til Gøgens Kukken,

Somrens Fuglesang de hører,

hvor de Fugle veed at synge,

Fugle synge, Skove spille.

Solen gavmild gød sin Glæde,

skinned ned paa Næs og Odde,

Alnaturen da sig rørte,

Luften straaled glad for Øjet,

fryded hele Menneskeslægten.

Som de skued hele dette,

alle disse klare Kilder,

Søens, Vigens lette Vover,

tog endnu engang til Orde

disse Mænd saa glad i Sindet,

og de taled til hverandre:

»Blot her ogsaa fandtes Blomster,

blot her fandtes favre Løvtræer

eller Abildtræets Grene,

saa var Punkaharju næsten

selve Paradisets Mage,

maalte sig med Adams Have!«

Atter staar de nu paa Kærren,

over Hjulet op de stiger:

Hjulet drejer sig paa Vejen,

Tanken om Vorherres Værker.

Frem ad Broen blaa de kørte,

aged over yndig Odde:

Porten er af Træer bygget,

Gaden er med Stammer smykket;

denne Bro blev bygget fordum,

dengang Maanens Rund blev dannet,

dengang Solen selv blev oprejst,

Jorderiges Grundvold nedlagt

Endnu bøjes ej dens Bjælker,

og dens Stengrund styrres ikke.

Om Väinämöinens Brodersøn, Hestegilderen, der byttede Hest mod Ren med Lappepigen, synger Korhonen i Slutningen af et Kvad:

Broderbarn af Väinämöinen

rysted nu sin Kjortels Folder,

slutted Køb og angred ikke.

Steg nu op i Renens Slæde,

aged op afsted til Fjældet,

kørte over islagt Bakke.

Stakkels uerfaren Gamling,

ej forstod han Ren at styre,

dreje udenom de Stene,

tage sig for Træer i Vare:

Slæden under ham blev søndret.

Hovedet klasked mod en Klippe,

Hjærnen vælted ud paa Stenen;

Renen stak i Rend tilbage

til sin gamle Herskerinde.

Lisa gætted sagtens Sagen:

»Nu er denne Gilder væltet,

Svoger Hestehandler styrtet«.

Straks paa Stand hun da sig satte

op i brune Vallaks Slæde,

søgte efter Renens Ejer;

og hun fandt ham dær paa Fjældet,

stopped Hjærnen ind i Ho'det,

trykked til med Tommelfingren.

Snart kom Manden sig da ogsaa,

fik sin Helsen helt og holdent.

Broderbarn til Väinämöinen

gik at giftes og at gantes;

satte de sig saa tilsammen

op i brune Vallaks Slæde,

aged ned til Laplands Sletter.

Broderbarn af Väinämöinen

sagde til Lisa med det samme:

»Kom nu megen Mad i Gryden,

jeg skal sørge for det sure«.

Torneå-Brændevin han bragte,

Uleåborger Øl han hented,

bød den gamle Väinämöinen

med til Bryllup for at spille.

Gamle Farbror kom og spilled

paa sin Geddekæbe-harpe,

saa at alle Bjærge braged,

Klipper ret som Orgler klaged,

Stene hopped over Hede,

Fyrre larmed højt paa Bakke.

Festen slutted. Folk sig spredte,

Broderbarn af Väinämöinen

bygged dær en Gaard, den første,

over Laplands vide Sletter.

Deden kommer Gilderslægten,

deden de som skærer Hingste.

Sangen opnaaede den Ære i russisk Karelen at blive taget alvorligt og nyttes som Tryllekvad ved skikket Lejlighed.