Sønder-Mule syssel (K.Kålund)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Suður-Múlasýsla
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands
Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island


P. E. Kristian Kålund


Sønder-Mule syssel
Suðr-Múla sýsla
[Indbyggerantal c. 3500]



Hvor fra Lagarfljots sydøstlige hjørne den kløftlignende Gilsådal (Gilsárdalr) strækker sig op mod syd, falder grænsen mellem Norder- og Sønder-Mule syssel. Den smalle ubeboede, af Gilså (Gilsá) gennemstrømmede dal skiller den Fljotsdalen mod øst begrænsende hals fra en tilsvarende, men længere og bredere fjældstrækning, hvis ydre og laveste del, der fra Gilså ligger mod nord langs Fljotet, bærer navnet Hallormstaðaháls. Gennem et partis Budlungavallahede (Buðlúngavallaheiði), sker overgangen til den indre del, den såkaldte Hraungard (-garðr), der står i forbindelse med udstrakte sydligere højlandsstrækninger, som under den fælles benævnelse »Hraun« når helt ind mod Vatnajøkel. Egenlige lavastrækninger skal dog ikke findes her, men kun ufrugtbare sten- og grusbanker.


Den omtalte Hallormstadahals er en ret anselig fjældryg, der mod øst begrænser Lagarfljot-søen for dennes sydlige halvdels vedkommende, altså i en længde af omtrent 1½ mil. Den lille bygd i halsens vestskråning, der således afskæres fra nabobygderne, bærer navnet Skovene (Skógar), og ikke med urette. På dette strøg, måske Fljotsdalsherredets smukkeste, finder man overalt i den jævnt skrånende hals omspredt birkekrat og småskov, undertiden med træer eller buske af henved 10 alens højde. Som midtpunktet, hvorom alt samler sig, ligger — over for Arnejdarstad — den anselige, velbygte præstegård Hallormstad (Hallormstaðr, ældre: -staðir) med tilhørende kirke: nærmest gården græsklædte liflader, til bægge sider og ned mod Fljotet birkeskov — alt omhyggelig udviklet og plejet af den samme provst Sig. Gunnarssön, der ved sine skrifter har bidraget så meget til belysning af sit fædrelands og særlig denne egns geografisk-antikvariske forhold. Hallormstad synes efterhånden at have opslugt flere af nabogårdene. Nær Gilså ligger således ud mod Fljotet et indhegnet tun med tilhørende fårehus; pladsen, der benævnes Buðlúngavellir, drives nu fra et i Gilsådalsmundingen liggende afbyggersted fra Hallormstad; tidligere skal her have ligget en gård af samme navn. Her har man tydelig nok stedet for det i sagaerne (Hrk., Drpl., Þorst. hv.) nævnte Bulungarvellir, Bolungarvöllr, Buðlungavellir, hvor der dog i følge de nævnte kilder ikke den gang synes at have været nogen bebyggelse. Nærmere Hallormstad, kun en kort spaseretur fra gården, ligger den smukke lille Atlavig (Atlavík) omgivet af en skovbevokset kedeldal, der som en svag sænkning fortsætter sig op gennem halsens lavere del; oven for vigen findes ikke få tomter og spor af et anseligt tungærde. Her mener man den i Drpl. nævnte gård Atlavig, anlagt af landnamsmanden Graut-Atle, har stået; allerede på sagaens tid var dog her kun fårehustomter. Også i Þorst. hv. nævnes gården, men siges her fejlagtig at ligge vest for søen. Af provst Sig. Gunnarssöns »Örnefni« (s. 439) ses, at der har dannet sig adskillige sagn om Atle, således at han som fredløs måtte leve i skovene her; dette passer dog ikke vel med Þorst. hv., i følge hvilken også Atles søn Tore boede her.


Fra Hallormstad fører veje over halsen til den østligere Skriddal; også i oldtiden førte flere veje over den, således som det fremgår af dens omtale både i Hrk. og Drpl., hvor den forekommer simpelt hen benævnt Háls.


Fjeldvejen over Þordalsheiði fra Skriddalen
- (A. E. F. Mayer, 1836)
Nord for Hallormstad bliver halsen bestandig lavere, og efterhånden taber også skoven sig. Endnu i skovrige omgivelser ligger to småvige, der kort nord før Hallormstad skærer sig ind, adskilte ved en lille pynt, med nogle mindre klippehøjder (kletter) til yderbegrænsning. Det er Trællevig (Þrælavík) og Ormsvig (Ormsvík). Den første kendes fra Drpl. som stedet, hvor Helge Asbjørnssöns hustru Droplaug med de hende ledsagende trælle druknede; oven for Ormsvig ligger Ormstad (Ormstaðir), nu afbyggersted fra Hallormstad, tidligere, som det fremgår af Drpl., en selvstændig gård. Gården, hvis navn udtales »Orstaðir«, er nemlig tydelig nok den i sagaen vekselvis Odd-, Orms- eller Auðstaðir benævnte gård, hvor Helge Asbjørnssön og Droplaug boede. — Fortsættes vejen nordefter, passeres snart den lille Havrså (Hafrsá); hinsides denne, noget oppe i lien, findes den efter åen benævnte gård; navnet, der forekommer i Drpl., findes her også skrevet Hafsá[1]. Derefter har man for øje et større næs Mjovanæs (Mjófanes), der skyder sig frem i Fljotet; oven for dette ligger gården Mjovanæs, i længere tid bolig for Helge Asbjørnssön efter Droplaugs død. Nordvest for Mjovanæs ligger Gunnnlaugstad (Gunnlaug-, ældre Gunnlaugar-, staðir); her — omtr. tre fjærdingvej fra Hallormstad — regnes halsen, der nu er ganske lav, for at høre op. Antydninger af den når dog endnu en halv mils vej nord efter, og som de sidste spor i denne henseende regnes de såkaldte »halse«, nogle banker (holt), i hvis skråning præstegården Vallanæs ligger.


Gunnlaugstad er Skogasvejtens nordligste gård. Bygden er allerede forinden ved at gå over i nabobygden mod nordvest, de såkaldte »Volde« — Vellir ɔ: sletter —, hvis navn antyder egnens beskaffenhed. De her mødende fladere strækninger, til dels engslette, begrænse på en strækning af omtrent halvanden mil Lagarfljot, indtil hvor Eyvindarå falder ud i dette; mod øst begrænses de af en fra det karakteristiske fjæld »Hat« (Höttr) fremløbende hals; mod syd gå de over i den mellem fjældene indesluttede Skriddal, hvorfra åen Grimså (Grímså), der deler »Voldene« i to dele, kommer. I den sydlige del, mellem Grimså og Fljotet ligger den alt tidligere nævnte præstegård Vallanæs (Vallanes)[2]. - I den ydre del af »Voldene« ligger nordvest for Vallanæs Ketilstad (Ketilstaðir), tidligere bolig for sysselmanden; uden for (nord for) Ketilstad løber — til Grimså — bækken Unulæk (Unulækr), der må svare til den i Ldn. (s. 246) nævnte Unalækr, sydgrænsen for Une den danskes landnam, hvis sydligste del dog snart fratoges ham (se Ldn. s. 244). Efter Ketilstad benævnes den før nævnte fra Hat-fjældet udgående hals Ketilstadahals; ofte benævnes den dog kun Aura-hals eller alene »Aurarnir«, et ord, der i denne del af landet oftere synes at anvendes i den noget usædvanlige betydning af vegetationsløs højhede. Ved denne hals skilles »Voldene« fra den af Eyvindarå gennemløbne dal. Nord for Ketilstad følger Høvde (Höfði), der dels med dette navn, dels under benævnelsen Öngulså (Öngulsá) forekommer i Drpl., hvor gården nævnes som bolig for Helge Asbjørnssöns svigersøn Hjarrande. Det sidste navn må den formodenlig have haft efter den forbiflydende å — tilløb til Lagarfljot —, der nu benævnes Høvde-å (Höfðaá)[3]. Ved Høvde højlagdes Hjarrandes i Eyvindardals-kampen faldne broder Kåre. Syd for tunet vil man påvise denne høj (Kárahaugr); det er en lav bakke, hvis øverste parti nu er bortblæst, men de herværende løse sten synes at danne en rundkreds, indenfor hvilken man vil finde spor af en mindre stenlægning. [Den på kortet afsatte Rauðshaugr bør udgå; ifg. antkv. beretn. fra sysselm. 1819 er Rauðshaugr kun en naturlig høj, uden tradition — sml. dog hvad s. 224, anm. er anført om Rauður.]


Hvor mellem Hat-fjældet og Hallormstadahals lavlandet indsnævres noget, dannes overgangen fra »Voldene« til Skriddalen (Skriðdalr, ældre: Skriðudalr). Denne dal er neden til forholdsvis bred, men snart deles den ved en lang, smal, mod nord fremløbende fjældryg Mule (Múli) i to smalle dale Gejtdal (Geitdalr) og Skriddalen eller, som denne sidste også kaldes, Syddalen (Suðrdalr). Skriddalbygdens vestlige begrænsning er Hallormstadahals med dens sydlige fortsættelser, mod øst begrænses den af den anselige, fra bægge sider stærkt indskårne fjældmasse, der til helt ned mod Vatnajøkel skiller mellem østfjordene og det indenfor liggende land. Fra Gejtdal kommer Gejtdalså (Geitdalsá), fra Syddalen Muleå (Mulaá); ved deres sammenløb nedenfor den stejle Mule danne de et lavt næs, hvori gården Tingmule (Þíngmúli) står. Efter sammenløbet benævnes de forenede åer vekselvis Skriddalså (Skriðdalsá, ældre: Skriðudalsá) eller Grimså, indtil det sidste navn ude i Valla-svejten sejrer. — For den smalle Gejtdals vedkommende er kun den ydre del bebot. Mærkes kan her — vest for åen, nord for den efter dalen benævnte gård — Torvaldstad (Þorvaldstaðir); oven for denne gård ses nemlig i fjældet en sænkning, hvorfra en gang i fordums tid et fjældskred er styrtet ned, hvis spor endnu kan forfølges helt ned mod åen. Dette fjældskred antages at være det i Hrk. (s. 1) omtalte, der ramte Hallfreds gård, efter at han selv advaret ved en drøm var flyttet bort, men som dræbte et par af hans geder, som så kom til at give dalen navn. Den anden gård fra Torvaldstad i nordlig retning er Mýrar, nord for denne følger Gejrulvstad (GeiruIfstaðir); bægge disse gårde, der ligge i Skriddal, vest for åen, høre til Hallormstad sogn og tilhore Hallormstad kirke, der ejer land tværs over halsen helt til åen (Grimså eller Skriddalså). Myrar, der nævnes i Drpl., siges dér at ligge vest for Gejrdalså (Geirdalsá), hvormed kun Gejtdalså kan menes; angivelsen falder dog mindre naturlig, da Skriddalsåen allerede oven for denne gård er opstået ved foreningen af Gejtdalså og Muleå[4]. Til Gejrulvstad må svare den gård Gejrulvsør (Geirúlfseyrr), der omtales i Drpl. (s. 13—14).


Gården Gilsá i Breddalen.
- (A. E. F. Mayer, 1836)
Øst for Skriddalså eller — som den snart begynder at kaldes — Grimså når den Skriddal omfattende hrepp noget længere ud efter end vest for åen; grænsen mod Vallasvejten er her en fra en fjælddal kommende å Gilså (Gilsá), der i Ldn. (s. 244) nævnes som Skriddalens grænse. Blandt de mange snævre dale, der i den østlige del af Skriddalen skærer sig ind mellem fjældene, må mærkes Toru- eller, som man mener, retter Jorudalen (Þórudalr, Jórudalr), gennem hvilken vejen ligger op på den korte Tordalshede (Þórdalsheiði, ældre Þórsdalsheiðr), der afgiver den bekvemmeste forbindelse med den store øst for liggende Reyðarfjord (Rødefjord). Skriddalens øvre del (Syddalen), der ud for Torudal tager sin begyndelse, strækker sig et par mil syd efter, mod vest begrænset af »Mulen«. Oppe i dalen ligger en lille sø Skriðuvatn, nord for hvilken ses et stort fjældskred, der har fyldt hele den østlige dalskråning her med stenbunker og høje. I fjældet oven for ses ganske rigtig en stor kløft, hvorfra skredet formodenlig er kommet. Dette fjældskred har øjensynlig givet søen og da vel også dalen navn. Nærmest ligger det at antage, at det er dette skred, som Ldn. sigter til, hvor der (s. 245) om Ravnkels frelse fra et fjældskred i Skridudal fortælles det tilsvarende til hvad Hrk. fortæller om Ravnkels fader Hallfred, hvem Ldn. ikke kender. Traditionen ved dog ikke noget herom, men knytter til skredet et sagn om en biskop, der en gang bedede her, men, som advaret af en ravn, hvis røst han forstod, i rette tid flyttede sit tælt hinsides åen. Længst oppe fører fra Skriddal to veje til nabobygderne mod sydøst: mod øst fører en kort hedevej over Breddalsheden (Breiðdalsheiði, ældre: -heiðr) til Breddalens øvre del, mod syd ligger en længere (3 mil) og besværligere vej over højheden Økse (Öxi) til Berufjorden [5]. Denne sidste vej over Øksarhede (Öxarheiðr, nu sædv. Axarheiði) forekommer Hrk. s. 11; vest for økse strækker sig det tidligere omtalte højland »hraun«, der under navnet Öxarhraun forekommer i Nj., hvor talen er om Floses rundrejse til de Østfjordske høvdinger; herover lå nemlig en vej fra Fljotsdalen til den syd for Berufjorden liggende Hamarsfjord. Om tingrejserne enten ad denne vej eller over selve Økse minder vel navnet Tingmannanup (Þíngmannanúpr), der bæres af et fjæld i højlandet sydvest for Økse. Den almindelige anskuelse er, at Øksehraunsvejen nemlig er bleven benyttet af tingmænd, der drog til »Kidjafellsting« i Fljotsdalen, et ting, der nu omfattes med forkærlighed af traditionen, skønt et således benævnt tingsted, hvis beliggenhed endda i følge sagaen er usikker, først nævnes i den yngre (længere) Droplaugarsonasaga [6]. Rimeligere er det at antage, at navne som Tingmannanup på Økse-hraun kan skyldes de til Mule ting (Múlaþing) rejsende. Dette ting, der holdtes i Skriddalen under nordenden af fjældryggen Mule, hvor nu gården Tingmule (Þíngmúli), der ved sit navn minder om de ældre forhold, står i næsset mellem de to her sammenløbende åer, var nemlig i ældre tid et af Østfjærdingens regelmæssige ting. Medens ellers i fristatstiden hver fjærding havde tre regelmæssige vårting, synes Østfjærdingen for den længste tids vedkommende kun at have haft to. Først i de efter underkastelsen vedtagne lovbøger Jærnside og Jonsbog forekommer en fuldstændig opregning af vårtingene, der imidlertid her tages i ren territorial betydning; i følge disse omfattede Østlandet kun Mule-ting og Skaftafells-ting, Jonsbog skelner mellem Muleting nord og syd for Økse-hede. Oprindelig havde vel Vopnafjordsbygden, som det ses af Vápnf., sit eget vårting Sunnudalsting, men dette nedlagdes i følge sagaen tidlig (i følge Tímatal år 988), og senere hører man intet om, at det afløses af noget andet, lige så lidt som noget ting i selve fjordene øst og syd for Fljotdalsherredet er kendt. Fra bægge kanter synes man
I ildhuset på en gård i Eydalir.
- (A. E. F. Mayer, 1836)
at have søgt til centralbygden omkring Lagarfljot. Om forholdene her få vi så at sige al vor oplysning fra det par små her hjemmehørende sagaer, og kun Droplaugarsonasaga meddeler noget nærmere om tingforholdene; men her møder til gengæld en sådan rigdom af tingstedsnavne, at forståelsen af disse tingsteders indbyrdes forhold har sine vanskeligheder. Allerede i denne saga, hvis hovedbegivenheder henføres til omkring år 1000, nævnes Mule-ting (Drpl. s. 18); det var et vårting, hvortil også folk fra Østfjordene kom. Måske ogsaa det vårting i Fljotsdalsherred, der besøgtes af Vopnafjordens høvdinger umiddelbart før den berømte kamp i Bödvarsdal (år 989) — Vápnf. s. 26 —, har været Mule-ting, det synes i al fald at have ligget øst for Fljotet; øst for Fljotet synes også det Drpl. s. 16 nævnte høstting at have ligget. Men desforuden nævnes i sagaen et Krakalækjar-vårting, der vel tør antages (se s. 206) at have været holdt vest for Fljotet ved Tinghøvde, der i sagaen nævnes som stedet for et høstting; endelig nævnes i Drpl. et Lambanæsting, måske øst for Fljotet, og som det af sammenhængen fremgår et vårting. I sagaen siges intet om, hvorvidt disse tingsteder har svaret til lige så mange tingkredse, eller om egnens vårting til forskellig tid har været holdt på forskelligt sted. Den sidste antagelse er dog måske den sandsynligste. At noget af de ovennævnte ting særlig skulde repræsentere det oprindelig efter Sunnudal benævnte ting, er der ingen grund til at formode; rimeligere er det, at man allerede på Droplaugarsonasagas tid her har benyttet sig af Grågås' tilladelse til at holde to vårting (Sunnudals og Múla) på samme sted — stedet for sidstnævnte. At dette forhold i den følgende tid regelmæssig har fortsat sig, tør måske også sluttes af, at Grågås gentagne gange ved sine bestemmelsers ordlyd antyder, at den nævnte tilladelse til vårtingssammenlægning virkelig var benyttet[7]. — Den gængse opfattelse blandt egnens folk er, at Mule-ting er opstået ved, at Sunnudalsting og »Kidjafellsting« flyttedes til det nuværende Tingmule. Hvorledes den længere Droplaugarsona-saga er kommet til navnet Kidjafell om Fljotsdalsherredets vårting, er vanskeligt at sige, og lige så uklart, hvor i egnen dette stednavn oprindelig har hørt hjemme. Men sikkert synes det, at denne sagabearbejdelse — Kidjafellstings eneste hjemmel — ved sin omtale af Kidjafellsting [eller Kidafellsting som det egenlig her kaldes] ikke tænker på noget andet ting end Mule-ting; herpå tyder retningsangivelserne, der ere forståelige i forhold til dette, men ikke lade sig forlige med den almindelig antagne beliggenhed af Kidjafell i Fljotsdalens Syddal [8].


Hvad selve stedet Tingmule angår, vidner ikke meget andet end selve navnet om det fordums tingsted. Bodtomter findes her ikke, hvorimod en høj i tunet stundum skal kaldes Tinghol (Þínghóll). Uden forklaring står det, at en del af tunet hedder »Goðatún« og to herværende gamle tomter »Goðatóptir«, ligesom en stor klippeblok i nærheden »Goðasteinn«[9].


Mod nord går, som for omtalt, Skriddalen over i Valla-svejt (»Voldene«), som hvis fortsættelse den kan betragtes. Nord for »Voldene«, hinsides Eyvindarå, følger — i en længde af 2-3 mil — Ejda-tinghå (Eiða þínghá ɔ: Ejda sogn, sml. »Hjaltastaða þínghá«), der i mere end én betydning danner overgangen til Norder-Mule syssel; mod nord begrænses den nemlig af Hjaltastada-tinghå, og selv hører bygden i gejstlig henseende til Norder-Mule syssel, i verdslig derimod til Sønder-Mule syssel. Mod øst skilles den omtrent 1 mil brede bygd fra de øst for liggende fjorde ved en fjældmasse, hvis sydlige del benævnes Gagnhede (-heiði), den nordlige »Halsene« (Hálsar). Mod vest begrænses Ejda-tinghå selvfølgelig af Lagarfljot, der her mere har karakteren af en bred elv end en sø. Den mellem Valla-svejt og Ejda-tinghå skillende Eyvindarå (Eyvindará) gennemløber i sit øvre løb en fjælddal, der mod øst skærer sig ind mellem fjældene; fra denne ses den gennem en kløft bane sig vej ud til slettelandet, hvor den i flade omgivelser munder ud i Fljotet. På strækningerne omkring åen, navnlig syd for denne, findes en del kratskov. Ellers er egnen her mindre smuk end længere ind efter, man ser mest tuet mose eller ufrugtbare bakkedrag. Af bygdens gårde er særlig nogle af de i rækken nærmest Lagarfljot at mærke. Nord for åen, ikke langt fra dens udløb i Lagarfljot, dog heller ikke umiddelbart ved dette, ligger den efter åen benævnte gård Eyvindarå (Eyvindará), der ofte omtales i Drpl. som bolig for Droplaugssönnernes faster Groa. Ved denne gård højlagdes Helge Droplaugssön og en med ham samtidig falden; denne høj skal man have kunnet se, indtil for nogle år siden et tungærde byggedes tværs over den[10]. Nord for Eyvindarå følger Finnstaðir og derefter, i nordøstlig retning, Mynæs (Mýnes) eller, som gården nu kaldes, Mýrnes. Paa Mynæs opholdt sig den bagtaleriske Torgrim tordyvel, hvem Droplaugssönnerne allerede som drenge dræbte. Torgrim var den gang ved at læsse hø »ude i øen«. Ved denne ø må forstås det nuværende »Finnstaðanes«,et bredt engdrag, der nordfor Eyvindaråen skyder sig frem i Fljotet; ved en arm af Eyvindaråen, hvis halvtudtørrede leje endnu påvises, har dette stykke land tidligere været helt afskåret. Først i en senere tid skal dette landstykke være kommet under Finnstad. Bækken Jærnsidelæk (Járnsiðulækr) ved Mynæs, som ved samme lejlighed omtales i Drpl., skal endnu bære sit navn, den er et ubetydeligt vandløb under åsen neden for gården og falder ud i vandsamlingen, der minder om Eyvindaråens førnævnte arm. Omtrent en halv mil nordvest for Mynæs ligger umiddelbart ved Fljotet Fljotsbakke (Fljótsbakki), hvorfra der er færgefart til gården Rangå i Tungesvejt; Fljotet er dog her ikke dybere, end at hestene kun sjælden behøve at svømme, og ikke langt herfra skal endog findes et brugeligt vadested. Fljotsbakke er den gård Bakke (Bakki), der nævnes Drpl. s. 28, hvor der fortælles om Grim Droplaugssöns rejse til Ejdar for at hævne sin broder; men gården siges der fejlagtig at ligge »firir vestan fljótit« i steden for »firir austan«, og den å, hvorover Glum og hans ledsagere svømme, må være selve fljotet. Kort fra Fljotsbakke, i nordøstlig retning, ligger bygdens kirkested Ejdar (Eiðar, nu sædv. skrevet: Eyðar, opr. vel: Eið), hvorefter denne bærer navn, en gård, der skønt ikke bebot af nogen embedsmand ved sin gennemførte købstadsforfinelse i sin tid (i begyndelsen af 70erne) måtte vække enhver fremmeds forbavselse. Til Ejdar flyttede Helge Asbjørnssön efter sin navnes, Helge Droplaugssöns, drab, da han her havde sine tingmænd omkring sig; en mangel ved stedet var det derimod, at alle omgivelserne var skovbevoksede, og at man ubemærket kunde nærme sig gården. Særlig nævnes senere i sagaen Ejdaskov (Eiðaskógr), formodenlig sydvest for gården. Skovene omkring Ejdar er nu forsvundne, men endnu ind i dette århundrede skal her have været betydelig skov. Da gården står lavt mellem banker, gælder det endnu, at man uset kan nærme sig den. Da Grim Droplaugssön har fattet planen om at hævne sin broder ved at dræbe Helge Asbjørnssön, graver han sig et »jordhus« ved Oddmarslæk (Oddmarslækr) vest for Ejdaskov, og derfra begiver han sig en aften ubemærket hjem til Ejdar og gennemborer Helge i hans sæng. Navnet Oddmarslæk er ikke bevaret; Sig. Gunnarssön antager denne bæk for den samme som den nuværende »Hesteyrarlækr«, medens traditionen lader Oddmarslæk være den samme som den Ejdar endnu nærmere Grundarlæk(r). Fra Grundarlæk til en fjostomt syd for gården vil man tværs over et højdedrag vise sporene af en af Grim anlagt løngang, og hvad man nu véd at fortælle om Grims fremgangsmaade ved angrebet, synes væsenlig hentet fra, hvad sagaen senere hen fortæller om hans hemmelige ophold i jordhuset ved Arnejdarstad, eller er måske en efterklang af sagnet om Vestfjorde-Grim, der igen synes bygget på erindringer fra Drpl. (Se Ísl. Þjóðs. I., 167—68) [11].


Eskefjord
- (A. E. F. Mayer, 1836)
Fra Ejda-tinghå ligger veje til flere af de østfor liggende fjorde, således også til Seydisfjord; men ubetinget den mest befærdede og vigtigste af disse er den gennem Eyvindardalen (Eyvindardalr) til handelspladsen Eskefjord ved Reyðarfjord. Den af Eyvindarå gennemstrømmede smalle dal, nu almindelig kaldet Eyvindarárdalr, ligger i sydøstlig retning op mellem fjældene; højere oppe forgrener den sig i flere sidedale, hvorigennem veje ligger til forskellige fjorde. Dalen får i Drpl. en udførlig omtale, i det sagaens hovedbegivenhed, den afgørende kamp mellem de to navner — Helge Asbjørnssön og Helge Droplaugssön — foregår her, og de fleste af de i sagaen ved denne lejlighed omtalte lokaliteter lade sig endnu påvise. Helge Droplaugssön er på tilbagerejsen fra Nordfjord, hvorfra vej ligger til en af Eyvindardalens yderste forgreninger, da Helge Asbjørnssön beslutter at passe ham op i Eyvindardal. Selv attende begiver han sig op i dalen og lægger sig i baghold ved Knútusel (ɔ: Knudesæteret). Knúta eller Hnúta, som navnet nu lyder, er en klippe, som skyder sig frem i Eyvindardal vest for åen, i den nedre del af dalen; under fjældpynten ses lævninger af sætere, der benyttedes af et par gårde i Vallasvejten; til denne bygd hører nemlig den vest for Eyvindarå liggende del af dalen. Udsigten herfra og indefter i dalen afsuttes af det anselige, fremløbende Skagafell, hvorunder der i følge Drpl. i ældre tid må have stået en gård; bonden fra Skagafell i Eyvindardal og hans sön skulde nemlig være spejdere for Helge Asbjørnssön, da man fra deres gård hurtigere end fra bagholdsstedet kunde få øje på de ankommende. Denne side af Eyvindardalen (den sydvestlige) er nu aldeles ubebot Hinsides åen står længst oppe i dalen et »sælehus «, til hjælp for rejsende. Noget længere nede, lige over for Skagafell, ligger nu dalens eneste gård Turidarstad (Þuriðarstaðir), der først i de senere år er genopbygget efter tidligere at have ligget øde. Man gætter på, at her har bot den Tordis, hvem Helge Droplaugssön besøger på sin hjemrejse gennem Eyvindardal, og som han er så uheldig at fornærme, så at han ingen efterretninger får hos hende. Fra Tordis' gård drager Helge Droplaugssön videre til Valagilså (Valagilsá), en lille tværå, der noget nedenfor Turidarstad ses styrte sig ned fra hedeskrænten. Herfra fortsættes vejen til Kalvsvadsøre (Kálfsvaðseyrr), men her ser de fjenderne løbe imod sig, og nu går det, som Helge Droplaugssön har drømt: han og hans folk når ikke op på Kalvshol (Kálfshváll), og de må nu trække sig op på kløftranden ved Eyrargilså (Eyrargilsá), hvor den ulige kamp står, der ender med Helge Droplaugssöns fald. Eyrargilsåen har vel skiftet navn, men må være en lille tværå, der — parallelt med Valagilså — falder i Eyvindaråen ud for Hnuta. Lidt neden for denne tværå ses umiddelbart ved Eyvindarå en mindre høj, der står i forbindelse med en større bagved liggende højde, dette er Kalvshol. Kalvsvadsøre må være de af Eyrargilsåen udskyllede grusflader, særlig vel den flade, nu dog græsgroede strækning mellem åen og Kalvshol.


Eskefjord
- (A. E. F. Mayer, 1836)
Med Eyvindardal er efter den valgte rækkefølge beskrivelsen af Fljotsdalsherred afsluttet. Om end sognene omkring Lagarfljot, herredets kærne, er ligesom den del, hvem navnet særlig tilkommer, må dog til Fljotsdalsherred i videre forstand regnes både Jøkeldal og Skriddal. Hele dette landskab gælder det også, at det i henseende til velstand og oplysning ikke mindre end i folketal står over de fleste andre landsdele. Men særlig for Lagarfljotsegnens vedkommende viser sig noget ualmindeligt i retning af samlet bebyggelse, og man har her ret lejlighed til at få den gamle sætning bekræftet, at vandet ikke alene adskiller, men også forbinder. Hist og her er, som det af det foregaaende vil ses, skoven endnu en stor pryd. Tidligere skal den have været rigelig tilstede overalt i herredet, selv i Jøkeldalen, hvor der nu næppe ses nogen rest. Tør man tro sognebeskrivelserne, skal ødelæggelsen på sine steder først i begyndelsen af dette århundrede have grebet om sig ved en uforklarlig henvisnen af skovene. At denne tilbagegang lader sig modvirke, synes dog skoven på Hallormstad at vise, der i den sidste menneskealder ved skønsom behandling har vundet særdeles.


Lagarfljot, der så aldeles giver landskabet sin karakter, spiller som naturligt er en stor rolle for omegnens beboere. Dets betydning for samfærdslen er ikke ringe — om somren nå bådene hurtig fra den ene bred til den anden, om vinteren danner isen en bro derover—; nogen forellefangst drives her også. Men desuden har folketroen villet befolke det med forskellige uhyrer, af hvilke vel »ormen i Lagarfljot« er det bekendteste. Om denne sag findes en udførlig udtalelse i Egg. Olavssöns og Bj. Povlssöns Islandsrejse (s. 793— 97), og forfatterne komme her til det resultat, at disse uhyrer, der viste sig under mangehånde skikkelser, oftest dog som et slags »søslange«, måtte skyldes vanddampes og skyers indvirkning på indbildningskraften. Sognepræsten på Valtjovstad udtaler sig i en særlig indberetning til det isl. lit. selskab (1841) udførlig om samme æmne, beskriver hvilke overraskende fremtoninger på fljotet han selv har været vidne til, men erklærer ligeledes, at fænomenet skyldes skydannelser, vanddampe o. d. l. Dog kan han ikke ganske løsrive sig fra forestillingen om, at Lagarfljot må huse gådefulde vanddyr [12].


Eskefjord
- (A. E. F. Mayer, 1836)
Fra en af Eyvindardalens forgreninger, Slenjudal(r), fører en vej over Mjovefjordshede (Mjófafjarðarheiði) til Mjovefjorden (Mjófifjörðr). Denne 3—4 mile lange, smalle fjord er allerede tidligere nævnt, da den, skønt hørende til Sønder-Mule syssel, dog i gejstlig henseende er knyttet til Seydisfjorden og derigennem til Norder-Mule syssel Den er som Seydisfjorden indesluttet mellem stejle fjældkamme, der som forgreninger fra Gagnheden strækker sig nord og syd for fjorden. Op fra fjordbunden ligger et dalstrøg gennemstrømmet af den sædvanlige »Fjordå« (Fjarðará). Forbindelsen med nabofjordene sker gennem pas, hvoraf de fleste kun er tilgængelige for gående personer; alene fra fjorddalens bund ligger der mere tilgængelige fjældveje op, hvoraf dog de til nabofjordene mod syd og nord ere besværlige nok. En følge af fjordens smalhed og de høje fjælde er frygtelige storme, som ikke sjælden hjemsøge denne fjord så vel som Seydisfjorden. — Af de herværende gårde spiller ingen nogen rolle i sagaerne. For navnets skyld kan på nordsiden mærkes Hov (Hof), oven for hvilken gård et fjæld bærer navnet Goðatindar.


Fjældkammen, der begrænser Mjovefjorden mod syd, ender med en mod havet lodret affaldende pynt. En mils vej sydøst for denne strækker sig frem i havet en skarp fjældpynt Horn (Norðfjarðarhorn). Det mellemliggende vand er mundingen af Nordfjorden (Norðfjörðr), der skærer sig ind i sydvestlig retning, men kort efter afsætter den i samme retning to småfjorde Hellisfjord (Hellisfjörðr) og Vidfjord (Vidfjörðr), hvorefter den selv som en lignende ubetydelig fjord går endnu et kort stykke ind mod vest. Ved denne lille fjord ligger flere gårde, og op fra fjordbunden strækker sig en forholdsvis lang, men smal fjorddal, men desuden regnes til denne bygd (Nordfjorden) ikke alene Hellisfjord og Vidfjord med gårdene langs Hornets Vestside, af hvilke Barðsnes er den yderste, men også et lille bebót dalstrøg Sandvig (Sandvík) hinsides Horn med en gård af samme navn.


Nordfjorden får betydning for begivenhederne i Drpl., idet forretninger i denne fjord bevæger Helge Droplaugssön til den for ham skæbnesvangre rejse, der ender med kampen i Eyvindardal. Fjorddalen oven for Nordfjord er gennemstrømmet af en å Nordfjordså (Norðfjarðará); oven for dalen ligger en jøkel, Fönn, hvorover vejen ligger til Eyvindardalen (gennem en af dennes forgreninger Tungedal) og videre ind i Fljotsdalsherred. Af gårdene i Nordfjord nævnes i Drpl. Næs (Nes), den yderste gård på fjordens nordside, endvidere Hov (Hof), noget indenfor fjordbunden, og Midbæ (Miðbær), af hvilket navn der nu er to gårde, bægge mellem Hov og den nordligere liggende præstegård Skorastad (Skorastaðr), og bægge tilhørende kirken. Endelig forekommer også i sagaen dalens øverste (vestligste) gård Fannardal(r). Helge Droplaugssön begiver sig ved den anførte lejlighed til Nordfjord for at gennemdrive en skilsmisse mellem bonden på Midbæ og dennes hustru, en slægtning af Helge. Når der ved denne lejlighed siges, at han gæster hos sin måg Torsten, synes denne angivelse at skyldes en ejendommelig forveksling af Nordfjord og Borgarfjord (NM.); tidligere i sagaen (s. 15) er nemlig sagt, at Torsten boede i Borgarfjord. Helge træffer (s. 20) i Nordfjord aftale om fælles hjemrejse med en mand Torkel, der agter sig ud på Næs »til Bjørn« — om denne Bjørn erfares intet videre, uagtet der i sagen s. 6, den eneste gang Næs ellers nævnes, er sagt, at landnamsmanden Egil på Næs havde givet sin datter denne gård i medgift, da hun giftedes med Besse Håvarssön fra Fljotsdalsherred. Også i Borgarfjord er en gård Nes, nemlig Snotranes, og her boede virkelig en mand ved navn Bjørn; men, som tidligere berørt, var han bleven dræbt af Helge Droplaugssön. — Fra Fannardal bryder Helge op for, efter at have forenet sig med Torkel, at tiltræde hjemrejsen over heden [13].


Det brede næs, på hvis nordside Nordfjordens tre forgreninger, tilligemed Sandvigen øst for Hornet, skærer sig ind, er som de andre mellem Østfjordene skillende landstykker opfyldt af fjælde, der mod øst ender i det stejle forbjærg Gerpe (Gerpir), Islands østligste pynt, der skiller Nordfjordsbygden fra Reydarfjords-bygden. Dets navn forekommer i ÞS.


Der skal i Nordfjordsbygden falde en del drivtømmer, og i det hele synes beboernes stilling skønt dens tilsyneladende afsides beliggenhed forholdsvis heldig.


Mellem det stejle forbjærg Gerpe og det sydligere ligeledes ud mod søen løbende Krossanæsfjæld (Krossanessfjall) ligger Vadlavig (Vöðlavík), hvormed Reydarfjordsbygden begynder; her findes to selvstændige gårde: Vaðlar og Kirkebol (Kirkjuból); til den første af disse slutter sig desuden to hjålejer, derimod er oven for Kirkebol på kortet fejlagtig to gårdmærker afsatte. Vigen har, som det ses af Ldn., oprindelig ført navnet Krossavig (Krossavík); ja helt ned i det 17de århundrede benævnes den således, og samme navn har den hertil hørende hovedgård båret — snarere vel en af vigens egne gårde end den på tangen ud for Krossanæsfjældet liggende gård Krossanes. I Vápnf. nævnes som, her hjemmehørende Torlejv den kristne »fra Krossavig i Reydarfjord«. Som tidligere omtalt forlægger Flatøbogens fortælling om Torsten oksefod aldeles vilkårlig Torkel Gejtessöns bolig fra Vopnafjord til dette Krossavig og sætter ham tydelig nok i forbindelse med landnamsmanden Tore den høje i Krossavig ved Reydarfjord, »Krossvikingernes« stamfader (Se s. 200— 202). Det gamle navn er vel næppe bevaret — uden for så vidt Krossanes minder derom —, skønt rigtignok sognebeskr. nogle gange bruger det ved siden af »Vöðlavík«.


Djúpavog
- (A. E. F. Mayer, 1836)
Syd for Krossanæsfjældet skærer den anselige Reydarfjord sig ind. Det er østlandets største fjord, omtrent 4 mile lang og ved mundingen 1 mil bred; den går ind i nordvestlig retning, indtil den 2-3 mil fra sin munding afsætter, ligeledes i nordvestlig retning, den lille Eskefjord, hvorefter hovedfjorden forstsætter sig en mils vej i vest. Fjorden, på islandsk Reyðarfjörðr, antages at være benævnt efter et ved sydsiden af fjordmundingen stående fjæld Reyðr, der i sit udseende har nogen lighed med den således benævnte hvalfisk. På dansk kaldes den sædvanlig Rødefjord, en benævnelse, som der egentlig ikke lader sig indvende noget imod, uagtet betydningen er blevet en hel anden, da det er aldeles regelmæssige lydovergange, som har fremkaldt formen. Rødefjord spiller ingen rolle i sagaerne, når undtages, at fjorden hyppig nævnes som havn og landingssted for skibe. Ldn. nævner kun en landnamsmand for den ydre dels vedkommende; de to mænd, der bosatte sig i den indre del af fjorden, drog snart efter til Fljotsdalsherredet og tog land der. Nu er den af anselige trapfjælde omgivne fjord en tæt bebygget, om end ikke særlig begunstiget bygd — der klages over fugtigt vejr og stærke storme. Af betydning for den herværende handelsplads (Eskefjord) er det, at denne bygd står i en lettere og bekvemmere forbindelse med omverdenen end de fleste andre Østfjorde.


Følger man kysten indefter langs Nordsiden af Rødefjord, kommer man en mils vej fra mundingen til to gårde Bredevig (Breiðavík). Ved den inderste af disse, Store Bredevig (Stóra Breiðavík) stod handelshusene oprindelig; senere, formodenlig i sidste halvdel af forrige århundrede, flyttedes handelsstedet til Eskefjord; år 1786 er Eskefjord blandt de handelspladser på Island, der få købstadsrettigheder. Reydarfjord, som handelspladsen på det ældre sted kaldtes, nævnes allerede på Kristian den IV’s tid, da handelen på Island monopoliseredes efter tidligere mest at være dreven af nordtydske købmænd. Den næste gård Helgustad (Helgustaðir) er bleven bekendt af det herværende dobbeltspat-brud, der findes i fjældet Gråkoll (Grákollr) oven for gården[14]. Den følgende gård, Sellátrar, bør måske nævnes på grund af den forbiflydende lille Goðá. Efter at endnu et par gårde er passerede, kommer man til mundingen af Eskefjord (Eskifjörðr). Op fra denne fjord ligger flere af hovedvejene til nabobygderne, særlig en vej over Eskefjordshede til Eyvindardalen og videre ned i Fljotsdalsherred (Valla-svejt, Ejda-tinghå). Sit navn skal fjorden have fået af et aflangt (elliptisk), foroven indsænket fjæld »Eskja« (Æske) oppe på heden. Handelsbygningerne står på jordens østside nær jordbunden (på Lambeyri). Her findes to handelsetablissementer, men desuden bor sysselmanden for Sønder-Mule syssel, samt distriktslægen her, og for nogle år siden er her af en privatmand anlagt et bogtrykkeri. Endvidere findes også her etablissementer, hvorfra Nordmændene drive sildefiskeri.


Vest for Eskefjorden hæver sig Holmefjældet (Hólmafjall, Hólmatindr), neden under hvilket præstegården Hólmar ligger; i fjorden omtrent ud for gården ses de fem småholme, hvorefter den tager navn, og som ved deres rigdom på æderdun har gjort kaldet til et af de rigeste på Island.


Endnu fra Rødefjordens nordside, men længst inde ved jordbunden strækker en lille tange »Bodere« (Búðareyri) sig frem; her ses adskillige tomter, i følge sognebeskrivelsen lævninger af Hamborgske købmænds handelsboder, — Olavius derimod omtaler dem (s. 458) som rester af Irlændernes købmandshuse.


Borgargaðsklettar ved Djúpavog
- (A. E. F. Mayer, 1836)
Fra fjordbunden ligger en kort og bekvem vej over Tordalshede til Skriddalen. — Af landet paa fjordens sydside er det kun den indre del, som hører til denne bygd, hele den ydre halvdel regnes både i gejstlig og verdslig henseende til den syd for liggende Fåskrudsfjord, fra hvilken alle de herliggende gårde imidlertid er skilte ved den syd for Reydarfjorden fremløbende fjældrække, der længst mod øst ender i det alt tidligere nævnte forbjærg »Reyðr«. At dette fjæld også kan benævnes Reydarfjæld (Reyðarfjall), som det på kortet findes anført, følger af sig selv. Under dette navn forekommer det i Ldn. (s. 26), og må i følge fremstillingen antages at være det fjæld, hvorfra Islands første opdager, vikingen Naddodd, forgjæves spejdede efter tegn til landets bebyggelse. (Fjældet er c. 2000 f. højt).


Blandt gårdene på fjordens sydside kan for den ydre dels vedkommende mærkes Tærnenæs (Þernunes) og Havranæs (Hafranes). Ldn. lader landnamsmanden Krum tage land på Havranæs, således at hans besiddelser strakte sig på den ene side til Tærnenæs, på den anden side helt ud til fjordmundingen med de foranliggende småøer, og desuden over de tre yderste gårde på fjordens nordside. Fortællingen om Torsten oksefod har fra Ldn. optaget angivelsen af Krums landnam, men fremstiller forholdet — utvivlsomt ved en i mangel på lokalkundskab grundet misforståelse —, som om også den anden hoveddel af landnamet strakte sig indefter lige til Tærnenæs[15].


Fra den ydre del af Rødefjordens sydside fører en stejl sti over fjældene til Fåskrudsfjord. Vejen ligger over en afsats Gvöndarhjalle (-i); her påvises en Gvöndarstén (Gvöndarsteinn), hvor biskoppen skal have sunget messe for at gøre vejen sikker. Et par såkaldte Grettestag omtaler sognebeskrivelsen fra Rødefjord som klippeblokke, der allerede ved deres størrelse gøre navnets urimelighed indlysende.


Ud for det mellem Rødefjord og Fåskrudsfjord skillende næs ligger, en haly mils vej fra land, den smukke og karakteristiske ø Skrud (Skrúðr) eller, som Ldn. kalder den, Skrudø (Skrúðey). Det er en stejl lille klippeø, foroven, og på sine steder langt ned ad siderne, beklædt med frodigt grønt; om somren vrimler her af rugende måger og svartfugle. Sit friske smukke udseende skylder øen vel sit navn — Skrudøen ɔ: pragtøen. På østsiden skærer en lille vig sig ind mellem klipperne. Indenfor denne strækker en stor hule sig ind, bestående af en ydre og en indre del — den ydre del opfyldt af skrigende måger, den indre mørk og uhyggelig, i følge folketroen et hjem for »Skrudsbonden«, den øen beherskende jætte, om hvem der haves forskellige sagn. Øen er ubebot, men afgiver græsgange for en del får; den store fuglerigdom skal på grund af forskellige med fangsten forbundne vanskeligheder ikke ret kunne benyttes.


Udsigt fra Djúpavog. Hamarsfjord i baggrunden
- (A. E. F. Mayer, 1836)
Ved den sydøstlige retning, i hvilken Skrud er beliggende i forhold til Reydarfjældsnæsset, kommer øen til at ligge omtrent ud for Fåskrudsfjorden (Fáskrúðsfjörðr), der synes ved sammenligning med hin at have fået sit lidet prunkende navn. Dette (ɔ: den uanselige fjord) skal i øvrigt være ret træffende for fjordens mindre begunstigede, sydlige dels vedkommende. Fåskrudsfjorden er en et par mile lang fjord, der skærer sig ind i vestlig retning, til bægge sider begrænset af en lignende fjældrække som de øvrige Østfjorde. På nordsiden af jorden ligger temlig langt ude præstegården Kolfreyjustad (Kolfreyjustaðr). Inden for gårdens tun findes et lille næs Valtyrstange (Valtýstángi). Ovenfor dette ligger det såkaldte Lögréttuhraun, hvor en af klippeblokke dannet indhegning fører navnet Lögrétta. Man fortæller, at her har bygdens fordums tingsted været. — Længere inde findes sikre ankerpladser, der benyttes meget af de fremmede fiskere. Længst inde ved fjordens nordside (ved gården Buðir), mener man, at tyske købmænd tidligere har haft deres handelsboder. Op fra fjordbunden strækker sig to græsrige dale, og der går herfra veje til Rødefjord og den sydvestligere Breddal[16].

Fra fjordens sydside, hvor der også ligger on række gårde, fører veje til den sydfor liggende Stödvarfjord. I Fåskrudsfjord er ellers intet, der fortjener særlig at fremhæves. Påfaldende er navnene på en del fjældtoppe: Goðaborgarfjall og Hoffell, Njáll og Bera. Ved gården Tunga omtaler sognebeskrivelsen en høj med en stenlægning uden om[17].


Her som i nabofjordene klages over det fugtige vejrlig. — Fiskeriet kan ikke blive af den betydning, som man skulde antage, da det indtræffer om somren.


Fra Fåskrudsfjord af antager kysten en stærkt sydvestlig retning, endnu bestandig indskåren af fjorde. Den første af disse er den lille fjældomhegnede Stödvarfjord (Stöðvarfjörðr), med præstegården Stöð ud for fjordbunden, op fra hvilken en ubebot dal strækker sig. Intet synes nu at minde om den ejendommelige hellighed, hvormed landnamsmanden Torhadd den gamle omgav denne fjord. Han, der var hovgode på Mære i Trondhjem, flyttede søjlerne og jord fra hovet med sig og lagde Mæres hellighed over hele fjorden, så at intet levende undtagen de nødvendige husdyr måtte dræbes der. Det eneste om sagatiden mindende stedsnavn er i følge sognebeskrivelsen en Gretteshjalle (Grettirshjalli) i fjældene på fjordens nordside.


Den efter Stödvarfjord følgende indskæring af kysten (Breiðdalsvík, BreiðdaIsfjörðr) fortjæner snarere navn af bugt end af fjord. Oven for den strækker sig Breddals-bygden, der ved lavlandets større udstrækning afviger fra Østfjordenes sædvanlige karakter; men i øvrigt er bygden også her til bægge sider og bagtil omhegnet af fjælde. Neden til er Breddalen (Breiðdalr) vel en halvanden mil bred, men en mils vej fra søen deler lavlandet sig om en stejl fra højiandet fremskydende fjældkam, og bygden falder således højere oppe i to adskilte dale. Syddalen og Norddalen, der bægge fortsætter sig et par mil i nordvestlig retning. Desuden indskæres fjældene både imod »øst« og syd af talrige smådale[18]. De Breddalen mod syd begrænsende fjælde brede sig nærmest kysten over et temlig bredt, men forholdsvis kort næs, der skiller mellem Breddalsbugten og Berufjorden[19]. Til Breddalen regnes den nordlige del af næsset med de mod nord og øst udløbende fjældpynter.


Hver af Breddalens to hoveddale gennemstrømmes af en å, af hvilke den gennem Syddalen strømmende allerede fra sit udspring bærer navnet Breddalså (Breiðdalsá); efter at have forenet sig danner de et anseligt rindende vand, der falder ud i Breddalsbugten. Omtrent midt i bygdens nedre del står præstegården Eydalir (»Ødale«), hvorefter det Breddalen omfattende sogn bærer navn. Denne nu almindelige form for navnet må vel anses for en forvanskning af Heydalir (»Hødale«), som gården i ældre kilder findes benævnt. Dog kunde til forsvar for den nu brugelige form anføres — foruden de ikke få småøer ud for Breddal — gårdsnavnet Eyjar, ikke langt fra Breddalsåens udløb.


Stafsheiði
- (A. E. F. Mayer, 1836)
Breddalen omtales foruden i Ldn. i Ravnkels saga, og desuden er denne bygd skuepladsen for en del af den desværre kun ufuldstændig bevarede Torsten Side-Hallssöns saga. I Breddal landede Ravnkels fader Hallfred og opholdt sig der en vinter; stedet, hvor han boede, skal efter Hrk. være bleven benævnt Arntrudarstad (Arnþrúðarstaðir), et navn der nu ikke kendes. — Af sagaen om Torsten Side-Hallssön mangler begyndelsen, og desuden findes en større lakune i slutningen af sagaen. Fremstillingen er i hovedtrækkene pålidelig i topografisk henseende, men sagaen er dog i den foreliggende form næppe nedskreven på Østlandet. Godordsmanden Torsten, en sön af den bekendte høvding Side-Hall, boende i den noget sydligere Alvtefjord, er, som det ses af sagaen, kommen i strid med den nærboende storbonde Torhadd, hvem han tvinger til at flytte til gården Stræte (Stræti) på Berufjordsstrand (Berufjarðarströnd)[20]. Da Torhadd senere grovelig fornærmer Torsten, dræber denne sluttelig ham og hans sönner. Torhadds mørke anelser forinden fremstilles i sagaen ved en række drømme, som han lader en mand fra Klejv (Kleif) i Breddal tyde. — Af navnet Klejv findes nu to gårde (Fremri og Ytri K.), bægge stående ved enden af den mellem Syd- og Norddalen skillende fjældkam. Stræte(-i) er øjensynlig Breddals-bygdens sydligste gård, nu sædvanlig benævnt Strejte (Streiti), der står ude ved søen under fjældene på det mellem Breddalen og Berufjorden skillende næs. Fjældene går her ikke helt ud til havet, men mellem disse og strandkanten findes et smalt græsgrot underland, ad hvilket alfarvejen mellem de to bygder går. Det er denne landstrimmel, der oprindelig er bleven benævnt Stræte (ɔ: stræde, vej) — sml. Ldn. —, hvorefter gården så har taget navn. I sagaen om Torsten Side-Hallssön regnes strækningen med til Berufjordsstrand. — Næssets østligste pynt Strejteshvarv (Streitishvarf) er vistnok det Hvarv (Hvarf), der forekommer i en af Torhadds drømme (ÞSH. s. 50). Det ved samme lejlighed omtalte Hjarðarskarð, ad hvilket Torhadd i følge drømmen kommer fra Breddal til gården Trot (Þrot) har sikkert — lige som formodenlig gårdsnavnet — været et virkelig forekommende navn, men de kendes ikke nu.


Breddalen, der på de tre sider omgives af nabobygder, forbindes med disse ved adskillige fjældveje. Fra Syddalens bund kommer man ad den alt omtalte Breddalshede (s. 240) til Skriddalens øvre del; fra Norddalen fører en vej over Stavshede (Stafsheiði) til den i Skriddalens nedre del udmundende Joru- eller Toru-dal. Fra Norddalen ligger også vej til Reydarfjord og Fåskrudsfjord. Endvidere står man ved pas over fjældryggene i forbindelse med de nærmest liggende fjorde mod nord og syd, Stödvarfjord og Berufjord. Navnlig kan to sådanne forbindelsesveje med Berufjorden mærkes. I det ydre af disse pas, Fagradalsskarð, nævner den antkv. indb. (1817) et Gretteshav (Grettirshaf), som dog nu skal være forsvundet. Det indre er det ofte benyttede Berufjarðarskarð, der fra Syddalen fører ned til Berufjordens bund — højt og stejlt, med bugtede stier undtagen på den korte strækning over selve den smalle fjældryg[21].


Búlandstindur i Berufjord
- (A. E. F. Mayer, 1836)
Berufjorden (Berufjörðr) er en anselig, omtrent 3 mile lang fjord, der i nordvestlig retning skærer sig ind i landet. De omgivende fjælde har, således som det er regel i Østfjordene, trapformationen ejendommelig udpræget; de synes at bestå af paralelle lag, der alle skrånende sænke sig ind ad mod fjordbunden. På grund af disse terrassedannelser få fjældene ofte lighed med bygninger e. d. l. På nordsiden (østsiden) af fjorden danner fjældene en stejl mur, syd for fjorden hæver flere karakteristiske enkeltfjælde sig frem, navnlig den høje pyramidalske Bulandstinde (Búlandstindr, over 3000 f.). Berufjordsstrand (Berufjarðarströnd) er navnet på den langs fjorden løbende kystrand, både syd og nord for fjorden — Strejte medindbefattet. Ved fjordbunden ligger præstegården Berufjord (Berufjörðr), til hvilken Berufjordsskard fører ned fra Breddalen. Op fra fjordbunden strækker sig en smal dal (Berufjordsdal), fra hvilken en 4 mile lang fjældvej fører over »Økse«-heden til Fljotsdalsherredet (Skriddal). Fra sydsiden af fjorden skærer en anden smal dal (Fossárdalr) sig ind, der begrænses af de mellem Skriddalsegnene og Berufjorden skillende fjældstrækninger »Hraun«.


Af gårdene nord for fjorden kan mærkes anneks-kirkestedet Berunes, omtrent på grænsen mellem den ydre og indre del af jorden[22]. Berunæs nævnes flere gange i ÞSH., men betegner vistnok her stadig ikke nogen enkelt gård, derimod en større strækning — måske hele næsset mellem Breddalsvig og Berufjord —; denne betydning har nemlig navnet utvivlsomt på flere steder i sagaen, og intet udtryk i denne taler derimod. Første gang »Berunæs« forekommer i ÞSH. betegnes herved øjensynlig en landstrækning. Der opregnes her — på et ved lakuner stærkt medtaget sted, s. 49 —, efter at der er fortalt, hvorledes Torhadd af Torsten Side-Hallssön er bleven tvungen til at flytte til Stræte, flere af omegnens folk (deriblandt en Ingjald); en af disse — hvis navn imidlertid nu er tabt — boede på Berunæs på Adalbol (Aðalból). Senere hører man, at der på Berunæs holdes et forgæves forligsmøde mellem Torhadd og Torsten. Da Torsten kort efter begiver sig på sit hævntog mod Torhadd, ror han over Berufjord og kommer »nord under Bakke (Bakki) på Berunæs«, hvor han får at vide af Ingjalds fårehyrde, at tre af Torhadds sönner opholder sig hos Ingjald, men at Torhadd selv er »hos Torkel på Berunæs«. I det følgende benævnes Ingjalds gård Karstaðir; her dræbes Torhadds sønner. Om navnet på Torhadds opholdssted og hvad her tildrager sig lader sagaen os derimod i uvished på grund af en stor lakune i dennes slutning. Lige så sikkert som, at »Berunæs« på det første af ovennævnte fire steder betegner en landstrækning, er det, at det i forbindelsen »Bakke på Berunæs« har samme betydning. Om det andet og fjærde sted, hvor navnet forekommer, lader sig derimod intet bestemt sige.


Påvisningen af de i sagaen i forbindelse med Berunæs nævnte gårde (eller tilsyneladende gårdsnavne) volder en del vanskelighed. Hvad Adalbol angår, findes ingen gård af dette navn på hele Berufjordsstranden, men det ligger nær at antage, at der ved Adalbol menes netop den nu Berunæs benævnte gård. På Berufjordsstrand findes lige så lidt nogen gård Bakke. Rimeligvis betegner dette navn heller ikke oprindelig i sagaen noget gårdsnavn; man skulde i følge sammenhængen snarest antage det for navnet på Ingjalds gård, men denne benævnes kort efter Karstaðir, et navn, der sikkert svarer til det nuvæiende Karlstad (Karlstaðir), en kort øst for Berunæs liggende gård.


Teigarhorn syd for Berufjord
- (A. E. F. Mayer, 1836)
På nordsiden af fjorden, men noget længere inde end Berunæs ligger gården Gautavig (Gautavík). Gautavig, der i Nj. omtales som landingssted for havskibe, synes i følge annalerne navnlig i det 14de— 15de årh. at have været en meget besøgt havn. Om Gautavig anfører Olavius, at Irlænderne blandt andre skal have besejlet den, og at man her (på Budarøre) så lævningerne af 6 købmandshuse. — De Berufjord mod syd begrænsende fjælde løbe ikke som sædvanlig i Østfjordene helt ud mod det åbne hav; mod øst fortsættes de nemlig af et, vel en halv mil langt, forholdsvis lavt og bredt næs, der både i gejstlig og verdslig henseende regnes med til den følgende bygd. Dette næs, der benævnes Bulandsnæs (Búlandsnes, — nu tillige navnet på en gård), omtales i flere sagaer, utvivlsomt også i ÞSH., hvor det imidlertid kaldes Landsnes. På sit hævntog mod Torhadd passerer Torsten til søs forbi dette; da han kommer til klippen Ædersten (Æðasteinn), slår en bølge ind over fartøjet, hvad han betragter som et gunstigt varsel. Denne klippe må sikkert søges blandt de talrige holme og skær, der ligger ud for Bulandsnæs, og hvoraf adskillige tilhøre Berufjordsbygden. Vm. opregner en del herværende holme som tilhørende Berufjords kirke, deriblandt »Ædasteinn«. Formodenlig svarer den på disse to steder nævnte klippe til det sydøst for Bulandsnæs liggende Æðarsker. — På nordsiden af Bulandsnæs indskærer sig en lille vig Djupevåg (Djúpivogr), bekendt af sin gode havn og det derværende handelssted. På handelsstedet, der foruden Djupevåg også alene benævnes Berufjord, findes for tiden kun ét etablissement. For den heldige beliggenhed og den gode havns skyld har stedet tidligere været begunstiget med hensyn til postskibsfarten; men den her herskende hyppige og tætte tåge lægger i denne henseende mange vanskeligheder i vejen [23].


Ud for Berufjorden, eller måske nøjagtigere Bulandsnæs, ligger i 4—5 miles afstand klippen Gejrfugleskær (Geirfuglasker), som sognebeskrivelserne slet ikke nævne, men hvorom Olavius beretter, at man tilforn undertiden ved St. Hansdags tider skal have besøgt dette skær for at fange gejrfugle og sælhunde, men at slige rejser alt den gang var gåede af brug. I Löwenörns kyst- og havnebeskrivelse omtales det som en svær klippe, der bæver sig noget over vandspejlet, med dybt vand omkring.


Mellem Bulandsnæs og Østfjordenes sydgrænse, kortets Øster-Horn, skære sig de to sydligste fjorde ind. Disse — Hamarsfjorden (Hamarsfjörðr) og Alvtefjorden (Álptafjörðr) — kan med rette betragtes som forgreninger af en og samme fjord, der straks efter sin indtrængen deler sig om et forholdsvis kort og bredt næs. På en sådan opfattelse tyder også disse fjordes ældre benævnelse Nordre (Nerðri, nyrðri) og Søndre (Syðri) Alvtefjord (Álfta- eller Álptafjörðr)[24]. Mod øst er forbindelsen med havet næsten spærret ved øer og rev, navnlig et langt, sydfra fremskydende sandrev. Efter de to fjordes forgrening tager Hamarsfjorden en nordvestlig, Alvtefjorden en sydvestlig retning, bægge med en længde af henved en mil. Alvtefjorden, der udvider sig indefter, har her nærmest kysten græsrige enge; længere tilbage begrænses bygden af fjælde, der i sydøstlig retning løbe frem fra det indre højland og ude ved kysten ende med to forbjærge, hvoraf det østligste (kortets Krossanes) kan regnes at skille mellem Sønder-Mule og Øster-Skaftafells syssel — og dermed mellem Sydamtet og Nord- & Østamtet —, medens det sydvestligere, Øster-Horn, regnes til Øster Skaftafells syssel[25]. Op fra Alvtefjord strækker sig mod vest flere dale; fra den indefter stedse smallere Hamarsfjord strækker sig en enkelt større dal forholdsvis langt op i landet. Den omkring disse fjorde liggende bygd udgør både i gejstlig og verdslig henseende ét distrikt. Egnen omkring Alvtefjorden med Præstegården Hov (Hof) var også i ældre tid bygdens centrum, og selve den nævnte gård egnens høvdingesæde. Endvidere finder man her Side-Halls bekendte gård Tvottå (Þváttá, Þvottá). Når man sydfra over de før nævnte fremløbende fjælde (Lónshede) stiger ned i Alvtefjord, er Tvottå, egnens sydøstligste gård, en af de første gårde, man støder på. Gården ligger på en engslette, begrænset af fjælde mod syd og vest, med udsigt til havet og Alvtefjord mod øst og nord. På Tvottå boede, da Tangbrand kom til Island, den fra Nials saga og Kristne-saga så bekendte ædle, fredelskende høvding Hall, sædvanlig benævnt Hall af »Síða« eller »Síðu«-Hall. De to nævnte kilder er ikke ganske enige om, hvor Tangbrand først landede, men bægge berette om, hvor velvillig Hall straks modtog denne af den norske konge udsendte missjonær, og hvorledes han kort efter lod sig og sin hele husstand døbe. Krstn. fortæller, at Hall lod ladningen af Tangbrands skib føre hjem på sit tun, hvor han indrettede et tælt, som Tangbrand og hans følge opholdt sig i. Traditionen, der i denne bygd så meget beskæftiger sig med Tangbrand, vil også påvise en erindring om dette hans ophold. Syd for Tvottås tun — der formodenlig, som tilfældet er på så mange gårde, i ældre tid har været større end nu — vises tæt udenfor tungærdet »Þángbrandstjald«, en temlig anselig bodtomt, uregelmæssig firkantet. Da Hall efter i løbet af vinteren at have været vidne til de kristnes gudsdyrkelse lod sig og sit hus døbe, skete det i åen, hvorefter gården bærer navn; tidligere havde gården i følge Krstn. alene været benævnt Å (at Á), — nu kaldtes åen, og dermed også gården, Tvottå (ɔ: Tvættå, på grund af den her foretagne »aftvætning«). Den nævnte å, der kommer fra fjældene syd for gården, løber øst for dennes tun, — om somren i al fald kun en ubetydelig lille bæk. Noget syd for »Tangbrandstjald« ses i den mosklædte fjældskråning en lille kilde »Þángbrandsbrunnr«, som folketroen tillægger lægende kraft. Indtil midten af forrige århundrede var Tvottå præstegård, og omtrent ved samme tid nedlagdes den herværende kirke; af denne og kirkegården ses endnu tomter tæt øst for gården. — Nordøst for Tvottå strækker det omtalte lange sandrev sig frem, der næsten helt aflukker Alvtefjorden fra havet.


Traðargil på Lónsheiði
- (A. E. F. Mayer, 1836)
Nordvest for Tvottå ligger gården Starmyre (Starmýri), Op fra denne strækker sig i sydvestlig retning en mindre dal (Starmýardalr), hvorigennem vejen ligger, som fører over Lonshede (Lónsheiði) [26]. Gården står under et stejlt fremløbende fjæld, men foran den strækker sig flade enge, de såkaldte Starmýrarvogar, ned til bunden (ɔ: den inderste del) af Alvtefjorden. Krstn. fortæller, at Hall lod Tangbrands skib føre til Søndre Alvtefjord til Lerevåg (Leiruvágr) og sætte op på et sted, som derefter kaldtes Tangbrands-róv (Þángbrands-róf ɔ: Tangbrands skibsskur). Nogen Lerevåg kendes nu ikke i Alvtefjord, men efter al sandsynlighed har med dette navn kysten ved »Starmyrarvågene« været betegnet, hvor flere stedsnavne minde om Tangbrand. En mod fjorden stejltaffaldende hammer hedder således Tangbrandsbrygge (Þéngbrandsbryggja), hvor han skal have lagt sit skib. En strækning her i nærheden hedder »Hróf« eller »Þángbrandshróf«, hvor hans skib skal have stået efter at være trukket på land. En sten her i nærheden skal have været Tangbrands alter (Prestssteinn), og sognebeskrivelsen nævner desuden en græsflade »Prestsins bali«, hvor han første gang skal have slået tælt op.


Hinsides det fremløbende fjæld, hvorunder Starmyre står, strækker sig en noget bredere dal fra Alvtefjord op mod vest; snart deler den sig dog i to mindre sidedale, oven for hvilke den Vatnajøkel nærliggende Hovsjøkel (Hofsjökull) hæver sig, der imidlertid, ligesom den følgende under denne bygd omtalte jøkel (Þrándarjökull) ikke hører til de større eller særlig skadelige jøkler[27], — Hovsdalen (Hofsdalr), som den nævnte dal og dens nordlige sidedal benævnes, skal tidligere have været et ved skovrigdom og frodigt græsland særlig begunstiget strøg, og endnu må dalen regnes blandt landets bedre egne. Et af vulkanudbruddene i Skaftafellssyssel ved midten af forrige årh. (Katla 1755) skal imidlertid have tilføjet skovene et ubodeligt knæk, og de tidligere græsrige bredder langs Hovså (Hofsá) er nu for en stor del grusstrækninger. Nord for Hovså, under fjældryggen, der danner dalens nordlige begrænsning, ligger præstegården Hov (Hof), hvorefter så vel dal som å er benævnte. Landnamsmanden Bødvar den hvide rejste her et stort hov; hans sønnesøn var Side-Hall, der — efter hvad Flatøbogen, i afsnittet (tåtten) om Tidrande, fortæller — flyttede fra Hov til Tvottå af sorg over på Hov at have mistet sin håbefulde sön Tidrande. Om ham fortælles det, at »diserne« dræbte ham, og i den ovennævnte i Flatøbogen optagne lille fortælling berettes udførligere herom. Han faldt som et offer for slægtens hedenske fylgjer, der i forudfølelsen af den sig nærmende kristendom vilde forbeholde sig dette skud af ætten. En efterårsnat, da der havde været gilde på gården, blev han ved en gentagen banken på døren kaldet ud; her så han 9 sortklædte og 9 hvidklædte kvinder fra modsatte sider ride ind på tunet; Tidrande vilde gå ind, men de sortklædte kvinder indhentede ham og sårede ham dødelig. Næste morgen døde han og højlagdes efter hedensk skik. Om Tidrande minder den såkaldte »Þiðrandalág« (allerede omtalt E. O. s. 847), en lang dalfure i tunets vestlige udkant, fra fjældets fod ned mod åen. I den Hovsdalen mod nord begrænsende ryg hæver sig ud for Hov et fjæld med regelmæssig trapformation, »Goðatindr« kaldet. Her, siger man, skal hovet have stået. Fjældet skal på grund af sin formation være temlig let at bestige, og man vil på den flade top påvise tomter af sammenfaldne sten[28]. — Af Torsten Side-Hallssöns saga ses det, at Halls sön Torsten boede på Hov, hvorfra han herskede som høvdingen i denne egn. På Hovs nabogård mod øst Rannvejgarstad (Rannveigarstaðir) boede hans uheldige medbejler Torhadd, indtil denne af Torsten nødes til at flytte til kysten nord for Berufjord. Da Torhadd i sit nye hjem indtager en lige så fjendtlig holdning overfor Torsten som før, bereder Torsten sig til et tog imod ham. Han går ombord på en færge og begiver sig til Hovsholmene (Hofshólmar), hvor han bestiger et langskib, med hvilket han tidlig om morgenen ror ud af Alvtefjord og tager vejen til Berufjordsstrand. »Hovsholmene« benævnes nu nogle ved Hovsåens ører (grusdannelser) adskilte enge nærmest fjorden. Alt vel overvejet er det måske rimeligst at antage, at de i sagaen nævnte Hovsholme netop er disse græsholme, i hvilket fald »færgen« rigtignok kun dårlig er på sin plads, selv om man går ud fra, at åen en gang har løbet i mere regelmæssige arme mellem »holmene«, — men den kan måske skyldes en med de lokale forhold mindre bekendt bearbejder. Virkelige øer eller holme, som sagaens beskrivelse kan gælde, findes ikke i den udenfor liggende fjord. Ud for halsen, der afslutter den Hovsdalen mod nord begrænsende fjældryg, ligger vel et skær, som ved flodtid er skilt fra fastlandet; men dette, der bærer navnet Brimilsnes, har, som det ses af Vm., allerede fra gammel tid haft en lignende benævnelse. Den eneste øgruppe, hvortil sagaens omtale af »Hovsholme« nogenledes kan passe, er de i Hamarsfjordens og Alvtefjordens fælles munding liggende Tvottåøer (Þvottáreyjar), der imidlertid ikke vides at have båret noget andet navn.


Búlandsnes ved Hamarfjord
- (A. E. F. Mayer, 1836)
Når man på vejen fra Hovsdal nordpå drejer om den mod øst udløbende mule, ser man en noget større dal, der ligeledes i vestlig retning strækker sig op fra Alvtefjord. Dalen, Gejthelladal (Geithelladalr, — forhen Kambsdalr), der gennemstrømmes af en å (Geithellaá), er kun svagt bebygget; nær kysten står nord for åen gården Geithellar, hvorefter så vel dalen som åen — og desuden hreppen — tager navn. Da gårdsnavnet i ældre kilder (Nj. f. eks.) skrives Geithellur, må denne form vel være den oprindelige — og så vel dal og å som hrepp altså være at sammensætte med »Geithellna«, skønt det kunde ligge nær at antage, at gården ikke havde taget navn efter »hellur« ɔ: klipper, men efter »hellar« ɔ: huler, hvoraf der findes flere ude på det nord for dalen fremskydende næs. Dette i forhold til længden temlig brede næs, der ligesom en her liggende gård bærer navnet Melrakkanes, er det, som skiller mellem Alvtefjord og Hamarsfjord. Op fra Hamarsfjorden strækker sig den lange Hamarsdal(r); fra den indre del af den mellem de to dale skillende fjældryg hæver sig den alt tidligere nævnte Tråndarjakel (Þrándarjökull). Hamarsdalen er ligesom bygdens andre dale væsenlig kun nærmest kysten bebygget; op i landet strækker den sig imidlertid meget langt i nordvestlig retning[29]. Det er Nj.s Svidinhornadal (Sviðinhornadalr). Fra Hamarsdal kan man over den såkaldte Brattháls rejse til Fljotsdalen; vejen skal medtage en almindelig dagsrejse (Þíngmannaleið ɔ: c. 5 mil). I denne hals, der synes langt ned i tiden (og måske endnu) at være nævnt Sviðinhornahraun, skal ses sporene af en gammel vej; i Nj., som lader Flose tage denne vej på hjemrejsen fra sit besøg i Østfjordene, benævnes strækningen Öxarhraun. Så vidt man kan dømme efter sognebeskrivelsen, benyttes »hraun« i denne bygd ganske almindelig som betegnelse for øde klippegrund.


Ligfølge på vej til Háls i Hamarsfjord
- (A. E. F. Mayer, 1836)
Hamarsfjorden søger man gærne at passere ved ebbetid; dennes inderste del ligger da som en aldeles flad lerstrækning med nogle tommer vand over, og man slipper for en besværlig vej langs kysten samt undgår at passere den dalen gennemløbende å (Hamarsá) [30].« I de nordsiden af fjorden begrænsende fjælde bemærker man en rødlig klippeskrænt »Rauðaskrida« (Ldn. s. 255: Rauðaskridur). Her i nærheden findes en »Djáknadys« — navnet kommer oftere igen på Island —, hvortil sagnet knytter sig om slagsmål med dødeligt udfald mellem en præst og en degn; forbirejsende kaster efter gammel skik en sten på dyssen. Længere ude går fjældene over i det lave Bulandsnæs, der jo skiller mellem Hamarsfjord og den nordligere Berufjord. Blandt gårdene på nordsiden af Hamarsfjorden mærkes stedet for annekskirken, Háls, hvorefter denne del af sognet bærer navnet »Hálsþínghá«. Krstn. lader Tangbrand først lande i Hamarsfjord, i det sagaen fortæller, at han kom ud i Nordre Alvtefjord i Selvågene (Selvágar) nord for Melrakkanæs. Selvågene kendes imidlertid ikke; nordsiden af Melrakkanseshalvøen savner vige og havne, hvoraf der derimod findes flere på sydsiden af Bulandsnæs; men efter sagaens ord ligger det nærmest at søge landingsstedet på fjordens sydside.


Øst for Melrakkanæs, en mils vej fra land, ligger øen Papø (Papey) — i fortsættelse af de ud for Bulandsnæs liggende øer. Øen har stejle klippeskrænter, men er oventil græsrig og en særdeles indbringende ejendom, navnlig dog ved sit æderfuglevarp og sine fuglebjærge, foruden adgang til fiskeri og sælhundefangsten. Øen, der har en omkreds af omtrent tre fjærdingvej, bærer kun en enkelt gård. Sit navn skylder den de irske eneboere, af hvilke Nordmændene ved deres første besøg på Island fandt spor; Ldn. nævner nemlig udtrykkelig (s. 24) Papø som et af de steder, hvor »papernes« irske bøger, klokker og krumstave fandtes[31]. — På Papø findes ude ved kysten en flad klippe, der af en guldlignende glimmer (i følge Olavius svovlkis), som ses i stenen her, bærer navnet »Ormabæli« (Ol.) eller »Drekabæli« (sognebeskr.) ɔ: slangeleje, da drager og andre lignende uhyrer jo efter den gamle tro rugede på guld. I følge Olavius skulde dragen ved en Hollænders kanonskud være fordreven herfra til et nærliggende »Ormeskær« og sluttelig have søgt tilflugt i Hammersfjorden, hvor den viser sig som forbud på usædvanlige tildragelser. — Også i Papø skal det være tilfælde, at en dél af fuglebjærget på grund af overtro ikke gærne befares.


Om noget for disse egne særligt tingsted, som måske fremstillingen i sagaen om Torsten Side-Hallssön kunde lade formode, ved man intet.


I det hermed beskrivelsen af Sønder-Mule syssel sluttes, er således de to store Mule-sysler gennemgåede, der nu udgøre Islands østeramt, om hvilket det dog må erindres, at det i alle henseender er sammensmeltet med Nordamtet til et Nord- og Østamt. Denne udstrakte landsdel, der i oldskrifterne ofte sammenfattes under benævnelsen Østfjordene, fremtræder i Jonsbog som Mule-ting (Múla-þing, — som ved Öxarheiði faldt i to afdelinger). I steden for »Muleting« begyndte vel snart »Mulesyssel« at komme i brug; i danske regnskaber o. d. l. fra c. 1600 benævnes distriktet »Østfjorde-syssel«. For en enkelt embedsmand måtte dog denne strækning være for stor; vi se den endog senere delt mellem hele tre (i en Nord-, Mid- og Sønder-part), og først for omtrent 100 år siden deltes midparten mellem de to andre sysselmænd, hvorved de nuværende Norder- og Sønder-Mule sysler dannedes. — Også amtsinddelingen tilhører, som oftere berørt, slutningen af forrige århundrede.





WGC.P006.jpg


Se Tillæg og rettelser



Fodnoter

  1. For navnets skyld kan det hertil hørende afbyggersted Freysholar mærkes ligesom også to næs øst og vest for Fljotet Torsnæs og Freysnæs.
  2. I følge Sig. Gunnarssön skal den i Ldn. (s. 244) nævnte Öxnalækr under benævnelsen Uxalækr findes som en lille bæk, sydøst for Vallanæs, der falder ud i Grimså.
  3. Drpl. s. 8 siges Hjarrasde at bo »at Öngulsá, fyrir austan vatn, å Völlum út«; stedsnavnet Öngulsá findes imidlertid ikke her, og senere hen i sagaen omtales han som boende på Høvde.
  4. I »Örnefni« s. 465 gør Sig. Gunnarssön opmærksom på unøjagtigheden af et andet udtryk i Drpl. vedrørende Myrar. Hvor der her (s. 21) læses: »út yfir háls á Mýrar«, står út fejlagtig for upp.
  5. Ved en unøjagtighed ses ikke tydelig på B. G.s kort Axarvatns afløb til Skriðuvatn.
  6. Til den rolle, som Kidjafellsting spiller i den almindelige bevidsthed, bidrager sikkert foruden kendskab til den længere Drpl.-saga den omstændighed, at nyere kort over Island i fristatstiden — således det i Ísl. s. I — have opstillet Kiðjafellsþíng tilligemed Sunnadalsþíng og Skaptafellsþíng som Østfjærdingens regelmæssige vårting.
  7. Se K. Maurer: Island s. 100—102.
  8. Den samme opfattelse af den længere Drpl.-sagas Kidjafellsting har E. Maurer, se Island, s. 102.
  9. Til Mulens yderste tinde så vel som til et fjæld lige over for i Skriddalen er en slags tradition om benævnelsen »Goðaborg« knyttet.
    Omtrent over for Mule, øst for Muleå ligger gården Arnhólsstaðir, der i Ldn. — i den ældre form Arnallzstaðir — nævnes som Skriddalens landnamajord. — I Drpl. forekommer en gård Husastaðir i Skriddal, om hvilken nu intet vides.
  10. Om højen, hvis beliggenhed i sagaen skal være unøjagtig angiven, se Sig. Gunnarssöns »Örnefni« s. 466—67.
  11. Hinsides Fljotet i gården Hafrafells land påvises en »Grímstorfa«, hvor Grim i lang tid skal have holdt sig skjult.
    I tunet på Ejdar vil man påvise Helge Asbjørnssöns høj; i følge den antkv. indb. (1821) havde man gjort et forseg på at åbne den høj, men ikke fundet noget spor af begravelse. Den antkv. indb. omtaler endvidere to store »ringe«, kredsformige indhegninger umiddelbart ved tunet, som i følge traditionen var kreaturfolde, stammende fra en rig ejerinde, der boede her kort før reformationstiden; men efter hans mening kunde man snarere her have »domringe« for sig.
    Blandt stedsnavnene i selve hovedbygden kan endnu mærkes, at i følge Sig. Gunnarssön skal ogsaa i den ydre del af Ejda-tinghå forekomme en Unulækr.
  12. Om uhyrerne i Lagarfjjot se Isl. Þjóðs. I, s. 638—41. — Også andre vande på Island troede man husede slige vidunderlige skabninger, se således E. O. s. 877.
    Interessant er det ligeledes fra norske indsøer at høre om noget tilsvarende; således tales allerede i det 16de årh. (se Peder Claussöns Saml. Skrifter Kran. 1879 s. 76—77) om en »søorm« i Mjøsen.
  13. Kysten langs småfjordene Vidfjord og Hellisfjord, indtil Sandvig incl., udgjorde i følge Ldn. landnamsmanden Freysten den fagres landnam. Recensionen C. (Hauksbog) beretter, at Freysten besatte Sandvig, Bardsnæs, Hellisfjord og Vidfjord, hvor Bardsnæs tydelig nok er det med Nordfjord-Horn endende næs, medens nu navnet er indskrænket til den yderste gård på næssets vestside. Hermed stemmer omtrent E. (Melabog — der dog som bekendt ikke haves i sin oprindelige skikkelse, men som en af de forskellige kilder, deriblandt C, sammenarbejdet tekst), der lader Freysten tage land i Sandvig og på Bardsnæs og endvidere besætte Vidfjord og Hellisfjord; »fra ham er komne Sandvikinger, Vidfjordinger og Hellisfjordinger«. Det er af denne opregning af Freystens afkom temmelig tydeligt, at E. tænker sig Freysten boende i Sandvig. B., som ellers anses for at levere den oprindeligste tekst af Ldn., er her noget uklar. Freysten »besatte Sandvig og boede på Bardsnæs »við fjörðinn« og Hellisfjord; fra ham er Sandvikinger, Vidfjordinger og Hellisfjordinger komne«. »Við fjörðinn« er øjensynlig en gennem afskrivning opstået fejl for »Vidfjörð«, og der siges altså, at Freysten besatte Sandvig og boede på Bardsnæs, samt endvidere udstrakte sit landnam over Vidfjord og Hellisfjord. Da B. har Sandvig som første del af Freystens landnam og samme opregning af hans afkom som E., må man vel antage, at også her en angivelse af Sandvig som hans bopæl er det til grund liggende; men det passer ikke godt med, at Freysten siges at bo på Bardsnæs, hvad enten man her ved Bardsnæs vil tænke på den enkelte således benævnte gård eller hele næsset. Klarest besked giver tilsyneladende fortællingen om Torsten Oksefod, der slår den der forekommende træl Freysten sammen med den nys nævnte landnamsmand af samme navn og lader ham efter sin frigivelse besætte de landnamsmanden Freysten den fagre i følge Ldn. tilkommende bygder. »Freysten boede i Sandvig på Bardsnæs«, fortæller denne kilde, »og ejede Vidfjord og Hellisfjord; han betragtedes som landnamsmand, og fra ham stammer Sandvikinger, Vidfjordinger og Hellisfjordinger«. Sandvig gøres altså til en gård på Bardsnæs; som en del af næsset er dog vigen med tilhørende gård sikkert aldrig blevet regnet, og denne angivelse er vistnok kun fremkommet ved, at bearbejderen har villet gøre det ham i Ldn. mødende udtryk klarere, hvad enten det nu har været Melabog i sin ældre skikkelse eller en B. meget nær stående recension, hvilket sidste måske turde være det sandsynligste
  14. Se nærmere herom hos Paykull: En Sommer i Island s. 185-87.
  15. Fortællingens læsemåder her stemmer med Melabogens; kun forstår man ikke let, hvorledes Melabogens »öðrumegin jafnsýnt Þernunesi« kan være bleven til tekstens »oðrumegin at Þernunesi«. Derimod vilde forandringen være let fra Hauksbogs »öðrumegin Þernuness«.
  16. For bunden af den nordligste af disse (Daladalr) står et fjæld Hrútafell, i hvis sydlige del findes et Skógarmannagil, hvor forbrydere i sin tid skal have haft tilhold.
  17. Haugur einn eða grashóll i Túngu nesi med manngjörðri stétt alt í kring.
  18. Fra Fåskrudsfjorden af modsættes øst og syd.
  19. I denne del af fjældene findes en stejl tinde Goðaborg.
  20. Samtidig forbyder han ham at forlade »herredet« uden hans vilje. At de to ikke ganske nærliggende bygder Alvtefjord og Breddal (hertil hører nemlig Stræte) således regnes til samme »herred« må synes noget påfaldende, og en i disse egne hjemmehørende vilde vel næppe have betjænt sig af dette udtryk.
    En sagaskriver fra en anden landsdel skyldes vel også en sådan oplysning til fjældet Gerpe som den i sagaen forekommende: »det fjæld er i Østfjordene«.
  21. I Nordre Breddal (tæt ved gården Torvaldstad) skal i følge mundtlig meddelelse findes en hule Þjófahola, — som navnet viser en gang tilholdssted for tyve; herom skal ildsted og fårebén i hulen have vidnet, da den for en menneskealder siden undersøgtes.
  22. Berunes var tidligere bygdens tingsted; under en klippe findes en plads kaldet »lögrétta«, hvor tinghuset fordum stod (nu skal en »rétt« findes her).
  23. Ved Berufjordens sydkyst, lidt inden for Djupevåg, findes vel (ved siden af et Æðarsker) en Æðarsteinn, der dog næppe kan have noget med den i ÞSH. omtalte at gøre.
    Blandt holmene ud for Bulandsnæs kan i øvrigt, foruden det før nævnte Ædarsker, på grund af navnet to »Örkney« benævnte småøer anføres.
    Om en af de største af disse holme, Ulvsø (Úlfseý), beretter Olavius (s. 466), at der her »befindes en høj, eller en gammel heltes gravsted, som alle de, der lande på een, skulle synge et vers og læse en bøn over, eller og lægge en sten på højen«. Den antikv. indb. for Hofs og Hals sogne, 1821, omtaler tre høje, i Ulvsø, Eskildsø og Hromundsø, over tre brødre, højlagte, så at de kunde se hver til de andre to.
  24. Sognebeskr. kalder endnu bestandig Alvtefjorden »Suðurálptafjörðr«.
  25. At navnet Øster-Horn i alt fald næppe oprindelig har tilhørt dette fjæld vil senere blive omtalt. — Kortet synes her ikke at være fuldt pålideligt, men desværre er den pågældende sognebeskrivelse, om end udførlig, her ikke ganske klar. Den sydvestligste udløber Østerhorn eller Hvalneshorn regnes ikke med til dette syssel; derefter kommer den lille Hvaldal(r), mod nord begrænset af de stejle Hvalnesskriður (kortets Krossanes) — sml. Ldn. s. 255 — med bagved liggende Hvaldalsháls; fra dalmundingen strækker sig et næs Krossanes frem, hvis yderste pynt Hlaupgeiri er sysselgrænse. Andensteds tages selve den bagved liggende hede (Lonshede) som sysselgrænse, atter igen nævnes »Østerhorn eller Hvalneshorn«. Hinsides Hvalnesskriður kommer Mælifellsdal(r) begrænset af Mælifell, fra hvilket Þvottárskriður skyde sig frem; kort øst for Þvottárskriður, siges det et andet sted i sognebeskrivelsen, ligger landingsstedet Styrmishöfn. Hvorledes Olavius (s. 494), i det han citerer Nials-saga s. 160 (hvor talen er om Tangbrands skibbrud ved Bulandsnæs), kan anføre, at Tangbrand efter nogle beretninger skal have lidt skibbrud i Styrmishavnen, er ikke let at se.
  26. Lonshede-fjældene snarere end den Starmyrardal gennemstrømmende lille Selå (Selá) er det vel, som i flere henseender viser sig som et mærkeligt grænseskel mellem landets øst- og sydside. Olavius fortæller nemlig om Selå, at den er mærkelig ved, at de fleste landeplager eller farlige sygdomme, enten disse så have udbredt sig norden eller sønden fra, skal være standsede ved denne.
    På Lonshede skal findes en »Præstestén« (Prestssteinn), hvor Tangbrand siges at have prædiket.
    Ved østsiden af Lonshede, hvor hedevejen begynder, findes en stor kløft, Almannagjá, mærkelig ved sit navn. Navnet, der kommer igen flere steder på Island (foruden ved Öksarå), således på Grimsø, betyder formodenlig kun »storkløft«.
    Blandt flere såkaldte Grettestag omtaler den antkv. indb. (1821) et i Starmyrardal på en »Grimshjalle« (Grímshjalli).
    Angående Lonshede kan endnu måske fremhæves, at Lonshede og fjældet Gerpir i Stur. (II, s. 91) nævnes som ydergrænserne for nogle Østlandske godord, som Sæmund fravinder de i Fljotsdalsherred hjemmehørende Torarinssönner.
  27. Den her nævnte Hofsjökull må ikke forvekles med den langt mere bekendte af samme navn, der hæver sig omtrent midt på det indre højland.
  28. Den antkv. indb. (1821) kalder stedet Goðaborg, og taler om lævningerne af de kantede stene, dér findes.
    Ved samme lejlighed kan det måske anføres, at man ved gården Flugustaðir, sydøst for Hov — hinsides åen, viser et »völvuleiði«.
  29. I følge sognebeskr. viser rensdyrene sig stundum her.
  30. I følge Sig. Gunnarssön skal Hamarså — afvigende fra kortets fremstilling — have sit udspring fra en sø nordøst for jøklen, hvorefter den straks styrter sig ned i dalbunden; i søen falder ofte jøkelstykker, medens ellers kun enkelte ubetydelige jøkelbække længst oppe i dalen falde i åen.
  31. I følge Isafold 24/1 79 findes der på Papø minder om disse eneboere. På østsiden af øen er en høj »irski hóll«, hvor papeme skulde have sat deres skib op og haft deres bolig; ved højen ses også en gammel tomt.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.