Sagan om Didrik af Bern - Weland Smid

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Fornsvensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Original.gif


For at alle norrøne tegn som blir brukt i denne artikkelen skal vises korrekt må du ha fonttypen OldNordicTimes installert på din PC eller Mac. OldNordicTimes skal lagres i Fonts i Windows eller installeres i fontboken i Mac OS.


Sagan om Didrik af Bern


Weland Smid



«Oc star hans rykte ouer alla wærildena, sa athan prisadis for then beszta smid ther wæra matte.»
Kap. 55.

Om Wade Rese, huru han satte sin son Weland till Mymmer smed i Huneland, att lära smida.

[Wada rese bodde i Sæland. Han war then samma son som Wilkinus konung giorde ena haffrw[1] som før star scriffuit. Han war ængen ørlix man, han lot sik nøya at thy som hans fader hanum gaff. Wade hade en son som Weland het. Tha han war ix are gamall, tha satte faderen hanum till en smid i Hunaland, som Mymmer[2] het. Han war then beszta smid ther man wiste tha at segia aff.

Sidan for Wade hem till Sæland igen. Ther war oc en pilt meth then sama smid, som [Sigiord Swen[3] het. Altiid slog han smidzsens drenge oc giorde altiid ilt.


Kap. 56.

Wade Rese tager hem sin son. Om de två dvergarne i Kallaffua berg.

Theth sporde Wade rise theth Sigiord Swen haffde slagit hans son illa, ty tog han sin son igen oc hafde hanum et aar hema nær sik. Sidan sporde han hwar twa dwerga waro, i et berg som Kallaffua[4] heter. The kunde wæll at smida bada gwll oc silffuer, bryniar swerd oc hielma. Thera like fanteths æy j wærildena till.


Kap. 57.

Wade Rese vadar öfver Grönasund, kommer till berget, och sätter sin son att lära smida hos dvergarne.

Nw tog Wada[5] sin son Weland[6] oc for till Grønasund. Tha war ther ængen færia eller baat, tha tog han drængen pa sina axl oc wod wtoffuer sundit. Theth sigiæ danske men at ther war ix alna diwpt. Han kom till bergit som dwergana waro i, oc fik them sin son, oc gaff them ena mark gull at the skulle [kenna hanum[7] at smida. Jnnan et aar skulde refen komma igen æffter sin son.


Kap. 58.

Dvergarne vilkora med Wade Rese, att Weland skall stadna ännu ett år i berget. Wade Reses afsked från sin son.

Resen for hem. Om aars mot kom han igen, tha kunde han ekke faa sin son igen, ty at han lærde swa wæll atsmida, oc sagde dwergana: [«Wij wilia giffua tik the marc gull igen[8] som wij fingæ aff tik, oc lat hanum bliffua her nær oss æn j et aar.» «Ja,» sagde risen, «jak [an theth wæll[9].» «Komber thu ekke igen jnnan ars dagin,» sagde dwærgana, «tha skulæ wij hugga hoffudit aff thin son.» Theth wilkorade resen meth them. Dwergana angradæ tha at the skulde hanum sa dyrt køpa. Sidan gik resen vtaff bergit, Weland folde hanum. Tha tog resen sit swerd oc stak theth i en buska, oc sagde till Weland: «Wilia dwergana mørda tik før jak igen komber, tha tag theth swærdit oc wær tik meth oc lat mik spøria at iak haffuer son oc ekke dotter.»


Kap. 59.

Wade Reses död. Weland dräper dvergarne, urholkar en stock, och drifver genom sjön inpå Jutland, till konung Nidung.

Weland gik in i bergit oc Wade for till Sæland igen. Weland nam sa wæll atsmida, athan wart dwergana mestara. The haffde stort hat till hanum. Tha arit war forgangit tha kom resen igen iij daga før æn sakt war. Bergit war lukt, han kunde enckte jn komma. Han lagde sig vnder bergit |ty han war trøtter, oc soffnade strax. Tha war et mykit regn, ty losnade vppa i bergit bade sniø oc sten oc træ, oc løp nider vppa risen, oc ther bleff han død. Lit[it] ther æffter loto dwergana berget op, tha gik Weland wtaff berget, oc fan sin fader død. Tha tykte hanum illa tillsta, ty [stemde dagin[10] war tha wte. Tha tog han vp swerdit [som faderen gømt hade, han wiste wæll at dwærgana wilde haffua hans liiff. Han gik till dwergana oc haffde swerdit[11] vnder sin kapæ oc hwg then fyrsta hoffwodit aff, oc then andra slog han oc j hæll.

Sidan gik han i berget oc tog alt theris gwll oc silff oc smida redskap, oc lade pa en hæst, oc fordar sik tædan hwat han kunde then wægh till Danmark lag. Han kom till ena aa som Wisara[12] heter. Han kunde ther ekke offuer komma, han hiwg om kwll et stort træ oc holade theth jnnan till, oc lagde ther vti gwll oc sylffuer, oc annat hwat han haffde. Theth war sa giort meth mestaraskap, athan war ther sielff vti, oc litit glaswindog war ther vppa, oc theth war sa tet at enkte watn kunde in komma. Han lagde stocken sa nær ana[13] oc dreff sin wæg nider at ana oc vti haffuet. Mat oc øll haffde han jnne nær sik, [xviij daga[14] oc netter dreff han i syon.

Om sider dreff han jn vppa Jwtland[15]. Ther war en konung som Nidung het. En dag ware hans fiskara wte oc drogo not. Thenna stok kom i notena for them, oc drogo hanum vppa land. The mente at ther hade warit peninga vti ty athan war twnger. En aff them løp hem oc sagde konungen till. Tha konungen tit kom, tha bad han hugga stocken sunder. The giorde oc som konungen bad. Tha ropade Weland oc sagde: «Her ær en man i stocken.» Tha the hørde theth tha mente the at en dyæffuell hade warit i stocken, thy wordo the forfærade oc lopo bort alla saman.


Kap. 60.

Weland får frid och tjenst hos konung Nidung.

Tha kom Weland wtaff stocken, oc gik till konungen oc bad hanum vnna sik frid. Tha konungen sa at theth war en man oc enchtit trwll, tha gaff han hanum frid oc hwat han hade meth atfara. Sidan sagde han konungen tiænist, oc gik sidan lønliga[16] till stocken oc groff hanum nider i jordena. Theth sag en aff konungens men, som Rygger[17] het. Weland bleff meth konungen i theth første arit, theth war hans æmbete at gøma konungxens [bitzsara kniffwæ[18].


Kap. 61.

Weland smider en knif åt konungen.

En dag stod Weland wid ena ælff oc hwatte konungxens kniffua. En kniff fiøll i siøn for hanum ther konungen plægade siellf at æta meth. Ther war sa diwpt athan kunde hanum ekke igen faa, ty gik han hem oc hiolt sig illa, oc kerde for synæ wenner: «Myn herre fik mik en litin ting atgøma oc theth ær nw borte. Thy fryktar jak at han tror mik æy mere atgøma theth som mera ær.» Tha gik Weland till konungens smid, som Amelias het. Han war ekke i smidiana, han war borte oc fik sik mat oc hans tiænara meth hanum. Weland tog redskapen oc giorde en kniff, sa skapt som hin war, [sidan slog han et søm meth stor klokskap[19], oc lade vpa stædit, oc gik sidan for konungxens bord oc lade kniffwana for konungen. Konungen tog kniff[wen] oc skar. Han skar brøddisken sunder oc nider vtgymon bordit. Konungen vndrade storliga oc sporde hwo kniffuen hade giort. Weland swarade: [«Jak wænter at Amelias hauer giort han som alt annat haffuer smidat[20].» Tha swarade Amelias: «Herra, jak haffuer giort alla the kniffua tw haffuer.» Konungen swarade: «Æ hwo hanum hauer giort, tha ær theth et hwast jarn, oc aldre giorde tw hanum.»


Kap. 62.

Weland vädar med konungens smed Amelias.

Konungen sag till Weland oc sporde om han hade giort kniffwen. «Ney herre,» sade han, «theth hauer Amelias giort.» Tha sagde konungen: «Sig mik sant eller faar tw mynæ wrede!» Han swarade: «Ether wrede will jak nødugt haffua.» Tha kendis han fore konungen hwre ther om war. «Theth wiste jak wæll,» sade konungen, «at theth war [ekke Melias smide[21].» Amelias swarade: «Mædan Weland ær sa god smid, tha will jak rønæ mik meth hanum. Jak will æy heta wærra smid æn han.» Weland swarade: «Jak ær icke kloker, æn tølkit jak kan tha will jak rønæ meth tik. Gør thu en ting oc jak et annat, tha faar man see hwilken bæter kan.» Amelias wilde wæda meth hanum. Weland sagde athan ænga peninga hade. «Tha sæt tit hoffuod wid,» sagde Amelias, «oc jak sætir mit mot tit. Hwilkin ther wærra kan skall mista huffuodit.» Tha skulde Amelias gøra en hiælm oc harnisk oc Weland skulde gøra et swerd oc hwgga vppa hans hielm. Giorde han hanum skada tha skulde han haffua for eynchte, bete swærdit ekke a hans hielm, tha skulde Weland mistæ sit huffuod. The satte loffuan for sik, two riddara loffuade for Amelias, konungen loffuade fore Weland, thy han hade ther ængæ wenner. Amelias byriade atsmida, oc smidde sa et aar wtgynom. Weland stod hwar dag for konungens bord wæll et halfft aar oc skøtte eynchte smida. Tha talade konungen till Weland: «Hwar meth wiltw løsa tit huffwod, mædan thw wilt ekke begynna atsmida?» Han swarade: «Jak hauer engen smidia.» Tha lot konungen gøra hanum ena smidia.


Kap. 63.

Weland saknar sina verktyg och gör en liknelse af Rygger.

Nw gik Weland tit som han haffde graffuit stockin nider, tha war bortstolen allar hans redskap, oc gull oc peninga. Tha myntis hanum thes, at en man stod nær, tha han groff nider stocken, han wiste ecke hans naffn. Han kerde sin wanda for konungen. Konungen lot ranzaka ouer alt hans land oc rike oc fan ængen then som theth giort hade. Tha wreddes konungen oc sade till Weland: «Tw far meth draffwell,» oc angrade athan for hanum loffuat haffde. Nw tykker Weland illa wara athan miste alt theth han atte [oc fonget wrede[22]. Weland giorde ena [likilse sa skafft[23] som then mannen war som hans peninga haffde stulit, oc satte i wægen ther som konungen skulde framga.

Koningen gik wtaff stuffwona. Tha fik han se likilsen ther Weland haffde giort æfftir then man som hans peninga hade stulit, tha helsade konungen oc sagde: «Vælkomen Riggen,[24] hwi haffuer tw sa lenge borto warit?» Tha swarade Weland: «Herra, theth ær ængen man. Jak giorde then likilse æfftir then man som myna peninga stall.»

Tha swarade konungen: «Theth war icke vnder, at thu fant hanum ekke hær. Han for mit ærinde till Swerige oc kom ekke æn igen. Weland, tw æst en klok man.»


Kap. 64.

Weland får igen sitt smides-tyg och smider ett svärd.

Atte daga ther æfftir kom then man hem. Konungen bad hanum fa Weland igen hwat han fra hanum takit haffde. Riggen swarade: «Jak tog theth for snak skyld oc æy for annar skyld.» Tha fik Weland sit [smidæ tyg[25] igen, oc stod for konungxens bord oc tiænte længe sidan. Tha sporde konungen hanum hwy han ekke smidade. Weland swarade: «Nær ider tycker herra.» Tha gik han till smidia oc giorde hwat han kunde. Han giorde et swerd j vij daga. Tha kom konungen gangande j smidiana till hanum oc behagede swerdit wæll. Tha gik Weland till ena aa, oc kastade en toffwa hat vp i strømen oc lot driffwa nider pa swerdzs æggen. Swerdit skar hatten sunder, tha sagde konungen: «Thethte ær et got swerd. oc theth will jak sielff haffua.» Weland swarade «Theth ær ekke æn rede herra.» Konungen sagde: «Gør theth redo oc faa mek sidan.» Weland sagde ja, oc ther meth skildis the att. Weland gik [till] smidiana, oc slog swerdit sunder oc [filade theth sidan theth snariste han kunde[26] oc mængide theth blan miøl. Sidan tog han gæss oc swelte i iij daga oc gaff them sa æta theth. Sidan rensade[27] han theris træk oc tog stalit theth gæssana gato ecki smeltat, oc wellade theth saman oc giorde et swerd aff mykit minne æn hint førra war. Tha kom konungen till hanum.


Kap. 65.

Weland smider ett nytt svärd.

Weland gik tha till ana oc kastade en toffwa i ana twa føter tiwk oc hiolt swærdit fore. Tha skar swerdit toffuen sunder. Konungen sagde: «Tw gør eynchte bætra swærd æn theth nw ær.» Weland swarade: «Theth skall æn warda tw sa got herra,» oc ther meth skildis the aat. Weland kom till syna smidiæ igen oc filade swerdit sunder som han før giort hade, oc giorde theth alt aff nya. Han giorde strax et annat swerd, skapt som theth samma war oc gømde theth i smidiana. Konungen kom till Weland oc gingo till ana. Han kastade en toffue wt iij føter tiwkker, oc lot driffwa vpa swerdit. Tha skar swerdit toffuen. Konungen sade: «J all werden fints ekke thesse swerds like.» Weland swarade: «Theth bør engen haffua vtan ider herra, jak skall nw først reda theth som ther till hører, oc sidan fa ider nad theth.» Konungen gik hem oc Weland till sina smidia, oc gømde swerdit op vnder belgana[28], oc tog hint wærra swerdit oc haffde theth altiid framme.[29]


Kap. 66.

Huru Weland pröfvar svärdet Memming på Amelias' hjelm och harnesk.

Sidan stod han for konungens bord oc tiænte till ars dagin kom. Tha timan kom som sakt war, tha tok Amelias theth harnisk han giort hade oc lagde vpa sit liiff, oc bant hielmin vppa sit hoffwod, sa athan mente wara oræd for all the swerd i wærilden wara. Han gik for konungens bord, oc bad konungen wtganga oc skoda hans harnisk, oc bad Weland framkomma meth sit swerd. Tha gik konungen wt vpa markena oc alla hans godæ men. Amelias satte sik vpa en stoll oc klædde for Weland. Han haffde theth goda swerdit vnder sin kiortill som Memming ær kallat oc stod baak wid stolin, oc satte swerdz æggen vppa hielmen oc sporde Amelias om han kænde swærdit. Amelias sagde: «Hwg till meth bada hænder tw tor theth alt wid.» Weland trykte swærdit vpa hielmen oc drog theth litit at sik. Swerdet skar gynom hielmen oc brynian sa at theth bleff standende i naffuelen[30], oc Amelias bleff strax død. Ty mag man offta merkia, tha en man ær mæst hogmoduger oc talar størst, tha faller theth gerna meth hanum.


Kap. 67.

Weland gifver konungen det sämre svärdet.

Konungen bad fa sik swærdit. Velan sagde: «Balian ligger i smidian, oc skall æn bloden aff strykas oc sidan will iak bæræ theth till ether nade.» Tha gik han till smidiana, oc groff Memming vnder belgena. Theth wærre swerdit bar han till konungen, konungen takkade hanum oc mente at theth hade warit theth goda swærdit.


Kap. 68.

Konung Nidung drager ut emot fienden och saknar sin seger-sten. Weland far efter stenen, och kommer i träta med Drotseten.

Sidan smidde Weland konungenom hwat han haffua wilde bade aff gwll oc silffuer, oc star hans rykte ouer alla wærildena, sa athan prisadis for then beszta smid ther wæra matte. En dag sat konungen ouer sit bord, tha fik han tidende at en hær war komen i hans land. Konungen samlade sit folk oc drog strax mot them. Om afftanen ther konungen lægrade sik, tha kom hanum i hwg at hema lag hans siger sten som dogde i strid. [Konungen kallade[31] sina godemen fore, oc sagde: «Ho ther will rida æffter min siger sten, oc wara her igen før sooll ganger op i morgon, hanum will jak giffua mynæ dotter, oc halfft mit rike.» Ther wilde engen fara ty at wægen war forlang oc tyman forstæcket. Tha swarade Weland smid: «Wilin j holla theth i sakt haffwen, tha will jak fara.» Konungen sagde ja wid hans gode tro oc sannind. Tha sprang Weland vpa sin gode hæst Skimling[32], som han haffde [fongit aff Grana stod, aff Studar Hems fader[33]. Weland red alla nattena. Tha midnat kom war han wid slottit, theth haffde konungen bortfarit i v daga. Weland fik sigerstenen, oc red till konungen hwat han kunde. Tha han kom mot konungens pawlun, tha møtte hanum vij riddara, konungens drotzet[34] war thera høffuitzman. Han talade till Weland[35]: «Haffuer tw konungxens sigersten?» Weland sagde: «Ja.» Drotzetin bad faa sik stenen, oc bad hanum ther mot gwll oc siluer. Weland swarade: «Hwat priiss hauer tw ther aff at thu far konungenom stenen, mædin jak hauer hemptat hanum?» Drotzeten swarade: «Æn æstw doll god smid. Thu mener faa konungxens dotter oc nw skaltw fa alt wærræ æn henne.» [Sidan drog drotzeten swerdit[36] oc alla hans men.


Kap. 69.

Weland dräper Drotseten och blir fridlös för konungen.

Weland drog sit swerd oc hwg vpa drotzetens[37] hielm oc kløff huffuodit nider i hans hals. Tha hans tiænara theth sago, tha rymde the theris wæg. Weland gik in fore konungen oc fik hanum siger stenen. Konungen thakkade hanum. Tha kom bod at drotzetin war døder. Tha wart konungen wreder, oc bad Weland fly, oc komma aldre for hans øgin igen, hellest[38] wilde han hængia hanum. Weland red fra konungen oc [war] ganze[39] wreder, ty at hanum hade oræt sked. Then sama dag slogx konungen meth synæ fyænder, oc fik ther mykin siger, oc for sidan hem igen. Weland war lenge borte, oc engen wiste hwar han war.


Kap. 70.

Konung Nidung läter hasa Weland.

Weland angrade sara, theth han hafde konungens wrede oc ther till [war] fridløss. En dag forklædde han sik oc gik for konungens gard oc tiænte i stekarhwsit[40] for sin maat. Then første ræt in kom for konungen, tha tog jomfrwn sin kniff oc stak i fatit. Tha sang i kniffuen sa høgt athøra matte ouer alt huset, tha wiste hon at forgifftilse war i maten, oc sagde till sin fader: «Her ær nokor som oss will swika.» Tha lot konungen søkia ho theth giort hade. Tha wart Weland funnen oc jnledder for konungen. Konungen sagde: «Ekke will jak lata affliffwa tik for then goda konst tw kant, æn theth thu hauer illa giort.» Tha lot konungen skæra sunder the synner[41] som offwan hans kalffwa lago, oc two synner bak vpa hans halss oc bleff han lenge nær konungen sidan. Et sin talade han till konungen: «Tw lot skæra myna synnar sunder, ty tw wilde mik ekke mistæ, oc her will jak bliffwa nw sa lenge iak liffwer.» Konungen swarade: «Jak will bøta mot tik theth beszta iak kan, giffua till gwll oc siluer hwat thu haffua will.» Weland takkade konungen oc war i syna smidia [hwar dag[42], oc smidade hwat konungen haffwa wilde.


Kap. 71.

Weland dräper två af konung Nidungs söner.

Nidung konung hade iiij barn, iij søner oc en dotter. Twa konungens søner [gingo till smidia till Weland[43] meth syna boga oc bado hanum sla sig skot. Weland swarade: «Wilin i gøra theth iak bider ider, tha will iak gøra ider wilia.» The sporde hwat theth war. [44]«Tha i see en nyfallen sniø om morgonen, gangen tha awoga till myn smidia.» The sagdo at the wilde theth gøræ. Om nattena fiøll en sniø, om morgonen gingo the till Welandz smidia som han them sakt hade. Weland lukte dørrana oc drap bada piltana, oc groff them nider i smidiana. Konungen saknade them, oc mente at the wara i skog at skiwta [45]fugla. Tha sporde han Weland om the haffde ther warit. «The waro her,» sagde Weland, «oc gingo strax hædan igen, oc magen i æn se theris slag[46].» Tha sago the at slaget lag fra smidiana, the trodde ekke at Weland skulde gjort them nogon skada.


Kap. 72.

Weland gör dryckes-kar af konungasönernas hufvudskålar.

Konungen lot leta offuer alt sit land, them kunde ængen finna, tha mente han at diwr hade them vp ætit. Weland tykte nw athan hafde nogot hempt sin skada som konungen giorde hanum. Sidan tog han op piltana, och skoff alt køtit aff theris huffwod, [oc giorde ther tw kar aff[47], oc lagde them meth gwll oc siluer, oc gaff konungenom at drikka aff. Oc aff theris been giorde han kniff skafft, oc aff summæ giorde han liwsa pipa, oc lade meth gwll oc sillf oc gaff alt konungenom oc hans hwstrv.[48]


Kap. 73.

Weland kränker konungsdottern. Hans broder Eygil kommer till konungen och visar prof på sin skjut-konst.

En dag war konungens dotter i sin trægard oc hennes jomfrw meth henne. Tha brøt hon sunder then beszta gwllring hon atte. Hon fryktede for sin faders wrede. Om morgonen arla gik hon till Weland smid, oc bad hanum bøtæ sin ring. Han swarade: «Jak will for annat smida,» oc stengde dørren igen oc lagde henne i sin sæng, oc hafde sin wilia meth henne. Sidan bøtte han ringen igen theth beszta som han kunde, oc thethte lønte the bada samans theth lengste the kunde. Tha kom Welandz broder till konungen, han het Eygill[49]. Weland haffde sent bud effter hanum, han war then beszta skytte ther wara matte. Tha wilde konungen røna om han war sa god skytte som sakt war. Egyll[50] hade sin son meth sik, iij ara gamall. Konungen lagde et æpple vpa hans huffuod oc bad Eygill skiuta æpplit sunder. Eygill tog iij pyla aff sit koger, oc hafde j sinæ hand oc skøt meth theth forstæ æpplit sunder i tw stycke. Konungen sporde: «Hwi tog tw iij pila wt?» Eygill swarade: «Jak will ekke liwga for ider herra. Haffde jak rakad myn son meth then ena piill, tha skulde i haffua hafft thesse two.» Konungen sade: «Thethte ware ekke oret,» oc hiolt sidan mykit aff Eygill.


Kap. 74.

Weland gör sig en fjäderhamn, flyger upp i högsta tornet och förtäljer konung Nidung sin hämnd.

Weland hauer nw hempt sin harm, tha bad han sin broder bidia konungxens dotter ganga till smidiana oc tala wid hanum. Sa giorde hon thera tall full sa saman at hon loffwada theth athon engen man wilde haffua wtan hanum [oc han wilde ængen quinna haffua[51] wtan henne. Tha sagde han henne: «Tw skalt føda en son i aar, oc tha han ær x ara gamall eller xij, tha sig hanum at iak hauer gømt hans harnisk, ther som wædrit gar op oc watnit gar nider.» Weland sagde till sin broder: «Alla the fiædra thw kant fonga stora oc sma, them bær hiit till mik.» Han gik nu skogx oc skøt alla handa fugla[52], oc fik hanum [53]fiædra nog. Tha giorde Weland twe stora winga som han wilde flygha meth, oc hafde theth sa klokeliga giort [at] tha han war i sin fiædræ hampn, tha war han skafft som en strudzs eller en annar stor fogell. Han klædde sin broder i fiædar hampn oc bad hanum flyga, oc sagde: «Tha thu will sætte tik, tha wænt stærtin mot wædrit.» Tha fløg Eygill op i wædrit. Tha han skulde sætiæ sik, tha hade han nær fallit sik halsen sunder, ty han wænde sik ekke ræt. Weland sporde hwre hanum behagade. [Han swarade:][54] «Waræ sa got at sætia sik som at flyga, tha ware jak nw vpa et annat land.» «Theth wiste iak well,» sade Weland, «thy bad jak tik wænda stiærten mot wædrit. Alla fwgla wænda brystit mot wædrit tha the sik sætia, oc sa tha the vp flyga.» Tha talade Weland till sin broder: «Jak will nw flyga hædan oc iak will tala wid konungen før, talar iak nokor ord ther hanum ekke behagar, tha bider han skiwta mek. Tha haffuer jak ena blædræ [full meth blod[55] vnder min høgra arm, oc fly sa at thw henne rakar.» Sidan fløg han vpa theth høgxta torn, konungen stod vppa garden. Tha sagde konungen: «Æstw nw fogell Weland? Mang vnder gør tw aff tik.» Weland swarade: «Jak ær bade man ok fogell, oc nw will jak bort flyga thw skalt mik aldre igen fonga meer.»

«Thethte ær then fyrsta sak iak hauer till ider herra: j gaffue mek idra dotter oc halfft idert rike oc theth hiolle i mek ecke. Sidan giorde i mek biltog for theth iak worde mit egit liiff, tw lot ok hasa mik oc ther fore drap iak bada tinæ søner, oc dricker tw hwar dag aff theris huffuod skaall. Sidan giorde iak tina dotter meth barn, oc haffuer iak nw lønt tik theth beszta iak formag.» Sidan fløg han sin wæg.


Kap. 75.

Huru Eygil träffer sin broder med en pil, utan att såra honom. Weland flyger hem till Seland. Konung Nidungs död. Weland bedes vänskap af konung Otung, och får konunga-dottern till hustru.

Tha kallade konungen Egyll oc badh skiuta Weland. Eygill sagde: «Theth ær min broder, jak will hanum ekke skiuta.» Tha sagde konungen: «Tw skalt skiwta eller theth skall gællæ tit liiff.» Tha skøt Eygill oc rakade blædran sa at blodit fiøll nider pa markena. Then blod war aff konungens søner. Konungen oc alla hans men sagde at theth war wæll skutit[56]. Weland fløg hem till Sæland j sit fædernis heym. Swo bleff konungen døder, [oc søn hans Otwngh[57] bleff konung æfftir sin fadher Nidung. Ther æfftir fødde konungens dotter et swenbarn som kalladis Wideki[58]. Theth sporde Weland oc sænde bud till Otwng konung oc beddes aff hanum wenskap. Konungen gaff hanum winskap, oc Weland for j Jwtland, oc wort ther wæll vntfangin, oc Otwng konung giffte hanum syna syster oc bad hanum ther bliffua om [han] wilde. Weland sagde ath han wilde hem fara i sit fædernis land, oc will tog wara konungenom redo nar hanum warder tillsagt. Sidan for Weland hem till Sæland oc hans hwstrv meth hanum oc skildiszt konungen oc han ganzske winligæ at. Weland bodde i Sæland oc wart prisat ouer alla land for sin klokhet skuld.


Hyltén-Cavallius' 1854-utgave


Alle h i 1854-teksten ser slik ut: Fornsvensk(h).jpg og er av praktiske grunner gjengitt som vanlig h. Fornsvensk(æ).jpg er gjengitt som ꜹ, -eth.jpg er gjengitt som ʒ.



Kap. 55.

Om Wade Rese, huru han satte sin son Weland till Mymmer smed i Huneland, att lära smida.

[Wada reſe bodde i ſꜹland . haŋ war theŋ ſamma ſoŋ ſoɱ wilkinus konung giorde ena haffrw[59] ſoɱ før ſtar ſcriffuit . haŋ war ꜹngeŋ ørlix maŋ . haŋ lot ſik nøẏa at thẏ ſoɱ hans fader hanuɱ gaff . Wade hade eŋ ſoŋ ſoɱ weland het/ tha haŋ war ix are gamall/ tha ſatte fadereŋ hanuɱ till eŋ ſmid i hunaland . ſoɱ mymmer[60] het . haŋ war theŋ beſʒta ſmid ther maŋ wiſte tha at ſegia aff

Sidaŋ for wade heɱ till ſꜹland igeŋ/ ther war oc en pilt mʒ theŋ ſama ſmid . ſoɱ [ſigiord ſweŋ[61] het. |[62] altiid ſlog haŋ ſmidʒſens drenge oc giorde altiid ilt .


Kap. 56.

Wade Rese tager hem sin son. Om de två dvergarne i Kallaffua berg.

Thʒ ſporde wade riſe thʒ ſigiord ſweŋ haffde ſlagit hans ſoŋ illa tẏ tog haŋ ſiŋ ſoŋ igeŋ oc hafde hanuɱ et aar hema nꜹr ſik ./ Sidaŋ ſporde haŋ hwar twa dwerga waro . i et berg . ſoɱ kallaffua[63] heter/ the kunde wꜹll at ſmida bada gwll oc ſilffuer/ brẏniar ſwerd oc hielma ./ thera like fantʒs ꜹẏ j wꜹrildena till


Kap. 57.

Wade Rese vadar öfver Grönasund, kommer till berget, och sätter sin son att lära smida hos dvergarne.

Nw tog wada[64] ſiŋ ſoŋ weland[65] oc for till grønaſund . tha war ther ꜹngeŋ fꜹria eller baat . tha tog haŋ drꜹngeŋ pa ſina axl . oc wod wtoffuer ſundit thʒ ſigiꜹ danſke meŋ at ther war ix alna diwpt . haŋ koɱ till bergit ſoɱ dwergana waro i/ oc fik theɱ ſiŋ ſoŋ/ oc gaff theɱ ena mark gull at the ſkulle [kenna hanuɱ[66] at ſmida . jnnaŋ et aar ſkulde refeŋ komma igeŋ ꜹffter ſiŋ ſoŋ


Kap. 58.

Dvergarne vilkora med Wade Rese, att Weland skall stadna ännu ett år i berget. Wade Reses afsked från sin son.

Reſeŋ for heɱ . oɱ aars mot koɱ haŋ igeŋ . tha kunde haŋ ekke faa ſiŋ ſoŋ igeŋ/ tẏ at haŋ lꜹrde ſwa wꜹll atſmida/ oc ſagde dwergana [wij wilia giffua tik the marc gull igeŋ[67] ſoɱ wij fingꜹ aff tik/ oc lat hanuɱ bliffua her nꜹr oſſ ꜹŋ j et aar . ja ſagde riſeŋ jak [aŋ thʒ wꜹll[68] . komber thu ekke igeŋ jnnaŋ ars dagiŋ ſagde dwꜹrgana tha ſkulꜹ wij hugga hoffudit aff thiŋ ſoŋ/ thʒ wilkorade reſeŋ mʒ theɱ . dwergana angradꜹ tha at the ſkulde hanuɱ ſa dẏrt køpa . ſidaŋ gik reſeŋ vtaff bergit . weland folde hanuɱ tha tog reſeŋ ſit ſwerd . oc ſtak thʒ i eŋ buſka/ oc ſagde till weland . wilia dwergana mørda tik før jak igeŋ komber . tha tag thʒ ſwꜹrdit oc wꜹr tik mʒ oc lat mik ſpøria at iak haffuer ſoŋ oc ekke dotter .


Kap. 59.

Wade Reses död. Weland dräper dvergarne, urholkar en stock, och drifver genom sjön inpå Jutland, till konung Nidung.

Weland gik iŋ i bergit oc wade for till ſꜹland igeŋ . weland naɱ ſa wꜹll atſmida . athaŋ wart dwergana meſtara . the haffde ſtort hat till hanuɱ/ tha arit war forgangit tha koɱ reſeŋ igeŋ iij daga før ꜹŋ ſakt war/ bergit war lukt haŋ kunde enckte jŋ komma . haŋ lagde ſig vnder bergit |[69] tẏ haŋ war trøtter . oc ſoffnade ſtrax/ tha war et mẏkit regŋ/ tẏ loſnade vppa i bergit bade ſniø oc ſteŋ oc trꜹ/ oc løp nider vppa riſeŋ/ oc ther bleff haŋ død . lit[it] ther ꜹffter loto dwergana berget op tha gik weland wtaff berget/ oc faŋ ſiŋ fader død . tha tẏkte hanuɱ illa tillſta . tẏ [ſtemde dagiŋ[70] war tha wte/ tha tog haŋ vp ſwerdit [ſoɱ fadereŋ gømt hade/ haŋ wiſte wꜹll at dwꜹrgana wilde haffua hans liiff/ haŋ gik till dwergana oc haffde ſwerdit[71] vnder ſiŋ kapꜹ oc hwg theŋ fyrſta hoffwodit aff/ oc theŋ andra ſlog haŋ oc j hꜹll/

Sidaŋ gik haŋ i berget oc tog alt theris gwll oc ſilff oc ſmida redſkap/ oc lade pa eŋ hꜹſt/ oc fordar ſik tꜹdaŋ hwat haŋ kunde theŋ wꜹgh till danmark lag/ haŋ koɱ till ena aa ſoɱ wiſara[72] heter . haŋ kunde ther ekke offuer komma/ haŋ hiwg oɱ kwll et ſtort trꜹ oc holade thʒ jnnaŋ till/ oc lagde ther vti gwll oc ſẏlffuer/ oc annat hwat haŋ haffde/ thʒ war ſa giort mʒ meſtaraſkap/ athaŋ war ther ſielff vti/ oc litit glaſwindog war ther vppa/ oc thʒ war ſa tet at enkte watŋ kunde iŋ komma . haŋ lagde ſtockeŋ ſa nꜹr ana[73] oc dreff ſiŋ wꜹg nider at ana . oc vti haffuet . mat oc øll haffde haŋ jnne nꜹr ſik/ [xviij daga[74] oc netter dreff haŋ i ſẏoŋ .

Oɱ ſider dreff haŋ jŋ vppa jwtland[75] . ther war eŋ konung ſoɱ Nidung het/ eŋ dag ware hans fiſkara wte oc drogo not . thenna ſtok koɱ i notena for theɱ/ oc drogo hanuɱ vppa land . the mente at ther hade warit peninga vti tẏ athaŋ war twnger . Eŋ aff theɱ løp heɱ oc ſagde konung till/ tha konung tit koɱ . tha bad haŋ hugga ſtockeŋ ſunder/ the giorde oc ſoɱ konungeŋ bad . tha ropade weland oc ſagde/ her ꜹr eŋ maŋ i ſtockeŋ/ tha the hørde thʒ tha mente the at eŋ dẏꜹffuell hade warit i ſtockeŋ . thẏ wordo the forfꜹrade . oc lopo bort alla ſamaŋ .


Kap. 60.

Weland får frid och tjenst hos konung Nidung.

Tha koɱ weland wtaff ſtockeŋ . oc gik till konungeŋ |[76] oc bad hanuɱ vnna ſik frid . tha konungeŋ ſa at thʒ war eŋ maŋ oc enchtit trwll/ tha gaff haŋ hanuɱ frid . oc hwat haŋ hade mʒ atfara/ Sidaŋ ſagde haŋ konungeŋ tiꜹniſt/ oc gik ſidaŋ lønliga[77] till ſtockeŋ . oc groff hanuɱ nider i jordena . thʒ ſag eŋ aff konungens meŋ . ſoɱ rẏgger[78] het . Weland bleff mʒ konung i thʒ førſte arit/ thʒ war hans ꜹmbete at gøma konungxens [bitʒſara kniffwꜹ[79] .


Kap. 61.

Weland smider en knif åt konungen.

Eŋ dag ſtod weland wid ena ꜹlff . oc hwatte konungxens kniffua/ eŋ kniff fiøll i ſiøŋ for hanuɱ ther konung plꜹgade ſiellf at ꜹta mʒ/ ther war ſa diwpt athaŋ kunde hanuɱ ekke igeŋ faa . tẏ gik haŋ heɱ oc hiolt ſig illa/ oc kerde for ſynꜹ wenner/ myŋ herre fik mik eŋ litiŋ ting atgøma oc thʒ ꜹr nw borte . thẏ frẏktar jak at haŋ tror mik ꜹẏ mere atgøma thʒ ſoɱ mera ꜹr/ tha gik weland till konungens ſmid . ſoɱ Amelias het . haŋ war ekke i ſmidiana haŋ war borte oc fik ſik mat oc hans tiꜹnara mʒ hanuɱ . Weland tog redſkapeŋ oc giorde eŋ kniff . ſa ſkapt ſoɱ hiŋ war/ [ſidaŋ ſlog haŋ et ſøɱ mʒ ſtor klokſkap[80]/ oc lade vpa ſtꜹdit . oc gik ſidaŋ for konungxens bord . oc lade kniffwana for konungeŋ/ konungeŋ tog kniff[weŋ] oc ſkar/ haŋ ſkar brøddiſkeŋ ſunder oc nider vtgẏmoŋ bordit . konung vndrade ſtorliga oc ſporde hwo kniffueŋ hade giort . weland ſwarade [Jak wꜹnter at Amelias hauer giort haŋ ſoɱ alt annat haffuer ſmidat[81] . tha ſwarade Amelias . herra jak haffuer giort alla the kniffua tw haffuer . konungeŋ ſwarade ꜹ hwo hanuɱ hauer giort/ tha ꜹr thʒ et hwaſt jarŋ . oc aldre giorde tw hanuɱ .


Kap. 62.

Weland vädar med konungens smed Amelias.

Konung ſag till weland oc ſporde oɱ haŋ hade giort kniffweŋ . neẏ herre ſade haŋ . thʒ hauer Amelias giort/ tha ſagde konungeŋ . ſig mik ſant eller faar tw mynꜹ wrede/ haŋ ſwarade . ether wrede will jak nødugt haffua . tha kendis haŋ fore konungeŋ hwre ther oɱ war . thʒ wiſte jak wꜹll ſade konungeŋ at thʒ war [ekke Melias ſmide[82] . |[83] Amelias ſwarade . mꜹdaŋ weland ꜹr ſa god ſmid tha will jak rønꜹ mik mʒ hanuɱ . jak will ꜹy heta wꜹrra ſmid ꜹn haŋ/ Weland ſwarade . jak ꜹr icke kloker/ ꜹn tølkit jak kaŋ tha will jak rønꜹ mʒ tik/ gør thu eŋ ting oc jak et annat/ tha faar maŋ ſee hwilkeŋ bꜹter kaŋ/ Amelias wilde wꜹda mʒ hanuɱ . Weland ſagde athaŋ ꜹnga peninga hade/ tha ſꜹt tit hoffuod wid ſagde Amelias . oc jak ſꜹtir mit mot tit/ hwilkiŋ ther wꜹrra kaŋ ſkall miſta huffuodit . tha ſkulde Amelias gøra eŋ hiꜹlɱ oc harniſk oc weland . ſkulde gøra et ſwerd . oc hwgga vppa hans hielɱ/ giorde haŋ hanuɱ ſkada tha ſkulde haŋ haffua for eynchte/ bete ſwꜹrdit ekke a hans hielɱ/ tha ſkulde weland miſtꜹ ſit huffuod/ the ſatte loffuaŋ for ſik/ two riddara loffuade for Amelias . konungeŋ loffuade fore weland . thẏ haŋ hade ther ꜹngꜹ wenner . Amelias bẏriade atſmida/ oc ſmidde ſa et aar wtgẏnoɱ . Weland ſtod hwar dag for konungens bord wꜹll et halfft aar oc ſkøtte eynchte ſmida . tha talade konungeŋ till weland . hwar mʒ wiltw løſa tit huffwod . mꜹdaŋ thw wilt ekke begynna atſmida/ haŋ ſwarade jak hauer engeŋ ſmidia/ tha lot konungeŋ gøra hanuɱ ena ſmidia .


Kap. 63.

Weland saknar sina verktyg och gör en liknelse af Rygger.

Nw gik weland tit ſoɱ haŋ haffde graffuit ſtockiŋ nider tha war bortſtoleŋ allar hans redſkap/ oc gull oc peninga/ tha mẏntis hanuɱ thes/ at eŋ maŋ ſtod nꜹr/ tha haŋ groff nider ſtockeŋ/ haŋ wiſte ecke hans naffŋ . haŋ kerde ſiŋ wanda for konungeŋ/ konungeŋ lot ranʒaka ouer alt hans land oc rike oc faŋ ꜹngeŋ theŋ ſoɱ thʒ giort hade/ tha wreddes konungeŋ oc ſade till weland . tw far mʒ draffwell oc angrade athaŋ for hanuɱ loffuat haffde . Nw tẏkker weland illa wara athaŋ miſte alt thʒ haŋ atte |[84] [oc fonget wrede[85]/ weland giorde ena [likilſe ſa ſkafft[86] ſoɱ theŋ manneŋ war ſoɱ hans peninga haffde ſtulit/ oc ſatte i wꜹgeŋ ther ſoɱ konungeŋ ſkulde framga .

Koningeŋ gik wtaff ſtuffwona tha fik haŋ ſe likilſeŋ ther weland haffde giort ꜹfftir theŋ maŋ ſoɱ hans peninga hade ſtulit/ tha helſade konungeŋ oc ſagde/ wꜹlkomeŋ riggeŋ[87] hwi haffuer tw ſa lenge borto warit/ tha ſwarade weland . herra thʒ ꜹr ꜹngeŋ maŋ . Jak giorde theŋ likilſe ꜹfftir theŋ maŋ . ſoɱ mẏna peninga ſtall/

Tha ſwarade konungeŋ . thʒ war icke vnder/ at thu fant hanuɱ ekke hꜹr/ haŋ for mit ꜹrinde till Swerige . oc koɱ ekke ꜹn igeŋ . weland tw ꜹſt eŋ klok maŋ .


Kap. 64.

Weland får igen sitt smides-tyg och smider ett svärd.

Atte daga ther ꜹfftir koɱ theŋ maŋ heɱ . konungeŋ bad hanuɱ fa weland igeŋ hwat haŋ fra hanuɱ takit haffde/ Riggeŋ ſwarade/ Jak tog thʒ for ſnak ſkẏld . oc ꜹẏ for annar ſkyld . tha fik weland ſit [ſmidꜹ tẏg[88] igeŋ/ oc ſtod for konungxens bord . oc tiꜹnte lꜹnge ſidaŋ/ tha ſporde konungeŋ hanuɱ hwẏ haŋ ekke ſmidade/ weland ſwarade nꜹr ider tẏcker herra/ Tha gik haŋ till ſmidia oc giorde hwat haŋ kunde . haŋ giorde et ſwerd . j vij daga . tha koɱ konungeŋ gangande j ſmidiana till hanuɱ . oc behagede ſwerdit wꜹll . tha gik weland till ena aa/ oc kaſtade eŋ toffwa hat vp i ſtrømeŋ oc lot driffwa nider pa ſwerdʒs ꜹggeŋ/ ſwerdit ſkar hatteŋ ſunder/ tha ſagde konungeŋ . thʒte ꜹr et got ſwerd . oc thʒ will jak ſielff haffua . weland ſwarade thʒ ꜹr ekke ꜹŋ rede herra/ konungeŋ ſagde gør thʒ redo oc faa mek ſidaŋ . Weland ſagde ja/ oc ther mʒ ſkildis the att . Weland gik [till] ſmidiana/ oc ſlog ſwerdit ſunder oc [filade thʒ ſidaŋ thʒ ſnariſte haŋ kunde[89] oc mꜹngide thʒ blaŋ miøl . ſidaŋ tog haŋ gꜹſſ oc ſwelte i iij daga oc gaff theɱ ſa ꜹta thʒ . ſidaŋ renſade[90] haŋ theris trꜹk . oc tog ſtalit |[91] thʒ gꜹſſana gato ecki ſmeltat/ oc wellade thʒ ſamaŋ oc giorde et ſwerd aff mẏkit minne ꜹŋ hint førra war . tha koɱ konungeŋ till hanuɱ .


Kap. 65.

Weland smider ett nytt svärd.

Weland gik tha till ana oc kaſtade eŋ toffwa i ana twa føter tiwk oc hiolt ſwꜹrdit fore . tha ſkar ſwerdit toffueŋ ſunder . konungeŋ ſagde/ tw gør eynchte bꜹtra ſwꜹrd . ꜹŋ thʒ nw ꜹr . weland ſwarade thʒ ſkall ꜹŋ warda tw ſa got herra oc ther mʒ ſkildis the aat/ weland koɱ till ſẏna ſmidiꜹ igeŋ oc filade ſwerdit ſunder ſoɱ haŋ før giort hade/ oc giorde thʒ alt aff nya/ haŋ giorde ſtrax et annat ſwerd . ſkapt ſoɱ thʒ ſamma war oc gømde thʒ i ſmidiana . konungeŋ koɱ till weland . oc gingo till ana . haŋ kaſtade eŋ toffue wt iij føter tiwkker/ oc lot driffwa vpa ſwerdit . tha ſkar ſwerdit toffueŋ . konungeŋ ſade j all werdeŋ fints ekke theſſe ſwerds like . Weland ſwarade thʒ bør engeŋ haffua vtaŋ ider herra/ jak ſkall nw førſt reda thʒ ſoɱ ther till hører/ oc ſidaŋ fa ider nad thʒ/ konungeŋ gik heɱ oc weland till ſina ſmidia/ oc gømde ſwerdit op vnder belgana[92]/ oc tog hint wꜹrra ſwerdit oc haffde thʒ altiid framme[93]


Kap. 66.

Huru Weland pröfvar svärdet Memming på Amelias' hjelm och harnesk.

Sidaŋ ſtod haŋ for konungens bord . oc tiꜹnte till ars dagiŋ koɱ/ tha timaŋ koɱ ſoɱ ſakt war tha tok Amelias thʒ harniſk haŋ giort hade . oc lagde vpa ſit liiff/ oc bant hielmiŋ vppa ſit hoffwod . ſa athaŋ mente wara orꜹd for all the ſwerd i wꜹrildeŋ wara . haŋ gik for konungens bord . oc bad konungeŋ wtganga oc ſkoda hans harniſk . oc bad weland framkomma mʒ ſit ſwerd . tha gik konungeŋ wt vpa markena oc alla hans godꜹ meŋ Amelias ſatte ſik vpa eŋ ſtoll oc klꜹdde for weland . haŋ haffde thʒ goda ſwerdit vnder ſiŋ kiortill ſoɱ memming ꜹr kallat . oc ſtod baak wid ſtoliŋ/ oc ſatte ſwerdʒ ꜹggeŋ vppa hielmeŋ oc ſporde Amelias oɱ |[94] haŋ kꜹnde ſwꜹrdit . amelias ſagde hwg till mʒ bada hꜹnder tw tor thʒ alt wid . Weland trẏkte ſwꜹrdit vpa hielmeŋ oc drog thʒ litit at ſik/ ſwerdet ſkar gẏnoɱ hielmeŋ oc brẏniaŋ ſa at thʒ bleff ſtandende i naffueleŋ[95]/ oc Amelias bleff ſtrax død . tẏ mag maŋ offta merkia/ tha eŋ maŋ ꜹr mꜹſt hogmoduger . oc talar ſtørſt tha faller thʒ gerna mʒ hanuɱ .


Kap. 67.

Weland gifver konungen det sämre svärdet.

Konungeŋ bad fa ſik ſwꜹrdit . velaŋ ſagde baliaŋ ligger i ſmidiaŋ/ oc ſkall ꜹn blodeŋ aff ſtrẏkas . oc ſidaŋ will iak bꜹrꜹ thʒ till ether nade/ tha gik haŋ till ſmidiana/ oc groff memming vnder belgena . thʒ wꜹrre ſwerdit bar haŋ till konungeŋ/ konungeŋ takkade hanuɱ oc mente at thʒ hade warit thʒ goda ſwꜹrdit .


Kap. 68.

Konung Nidung drager ut emot fienden och saknar sin seger-sten. Weland far efter stenen, och kommer i träta med Drotseten.

Sidaŋ ſmidde weland konungenoɱ hwat haŋ haffua wilde bade aff gwll oc ſilffuer . oc ſtar hans rẏkte ouer alla wꜹrildena ſa athaŋ priſadis for theŋ beſʒta ſmid . ther wꜹra matte . Eŋ dag ſat konungeŋ ouer ſit bord . tha fik haŋ tidende at eŋ hꜹr war komeŋ . i hans land . konungeŋ ſamlade ſit folk . oc drog ſtrax mot theɱ/ oɱ afftaneŋ ther konungeŋ lꜹgrade ſik . tha koɱ hanuɱ i hwg at hema lag hans ſiger ſteŋ ſoɱ dogde i ſtrid . [konungeŋ kallade[96] ſina godemeŋ fore/ oc ſagde . ho ther will rida ꜹffter miŋ ſiger ſteŋ/ oc wara her igeŋ før ſooll ganger op i morgoŋ . hanuɱ will jak giffua mynꜹ dotter/ oc halfft mit rike/ ther wilde engeŋ fara tẏ at wꜹgeŋ war forlang . oc tymaŋ forſtꜹcket/ tha ſwarade weland ſmid . wiliŋ j holla thʒ i ſakt haffweŋ/ tha will jak fara . konungeŋ ſagde ja wid hans gode tro oc ſannind . Tha ſprang weland vpa ſiŋ gode hꜹſt ſkimling[97] . ſoɱ haŋ haffde [fongit aff grana ſtod . aff ſtudar hems fader[98] . weland red alla nattena/ tha midnat koɱ war haŋ wid ſlottit thʒ haffde konungeŋ bortfarit |[99] i v daga . Weland fik ſigerſteneŋ/ oc red till konungeŋ hwat haŋ kunde/ tha haŋ koɱ mot konungens pawluŋ tha møtte hanuɱ vij riddara/ konungens drotʒet[100] war thera høffuitʒmaŋ . haŋ talade till weland[101] . haffuer tw konungxens ſigerſteŋ . weland ſagde ja . Drotʒetiŋ bad faa ſik ſteneŋ/ oc bad hanuɱ ther mot gwll oc ſiluer/ Weland ſwarade hwat priiſſ hauer tw ther aff at thu far konungenoɱ ſteneŋ . mꜹdiŋ jak hauer hemptat hanuɱ . Drotʒeteŋ ſwarade ꜹn ꜹſtw doll god ſmid. thu mener faa konungxens dotter . oc nw ſkaltw fa alt wꜹrrꜹ ꜹn henne/ [ſidaŋ drog drotʒeteŋ ſwerdit[102] oc alla hans meŋ/


Kap. 69.

Weland dräper Drotseten och blir fridlös för konungen.

Weland drog ſit ſwerd . oc hwg vpa drotʒetens[103] hielɱ oc kløff huffuodit nider i hans hals . tha hans tiꜹnara thʒ ſago/ tha rẏmde the theris wꜹg . Weland gik iŋ fore konungeŋ oc fik hanuɱ ſiger ſteneŋ . konungeŋ thakkade hanuɱ . tha koɱ bod at drotʒetiŋ war døder/ tha wart konungeŋ wreder/ oc bad weland flẏ/ oc komma aldre for hans øgiŋ igeŋ/ helleſt[104] wilde haŋ hꜹngia hanuɱ/ weland red fra konungeŋ oc [war] ganʒe[105] wreder/ tẏ at hanuɱ hade orꜹt ſked . theŋ ſama dag ſlogx konungeŋ mʒ ſẏnꜹ fyꜹnder/ oc fik ther mẏkiŋ ſiger/ oc for ſidaŋ heɱ igeŋ/ weland war lenge borte/ oc engeŋ wiſte hwar haŋ war


Kap. 70.

Konung Nidung läter hasa Weland.

Weland angrade ſara . thʒ haŋ hafde konungens wrede oc ther till [war] fridløſſ . Eŋ dag forklꜹdde haŋ ſik oc gik for konungens gard . oc tiꜹnte i ſtekarhwſit[106] for ſiŋ maat . theŋ førſte rꜹt iŋ koɱ for konungeŋ tha tog jomfrwŋ ſiŋ kniff oc ſtak i fatit/ tha ſang i kniffueŋ ſa høgt athøra matte ouer alt huſet/ tha wiſte hoŋ at forgifftilſe war i mateŋ/ oc ſagde till ſiŋ fader/ her ꜹr nokor ſoɱ oſſ will ſwika . tha lot konungeŋ ſøkia ho thʒ giort hade . tha wart weland funneŋ oc jnledder for konungeŋ/ konungeŋ ſagde/ ekke will jak lata affliffwa tik for theŋ goda konſt tw kant ꜹŋ thʒ thu hauer illa giort/ Tha lot konungeŋ ſkꜹra ſunder the ſẏnner[107] ſoɱ offwaŋ hans kalffwa |[108] lago/ oc two ſynner bak vpa hans halſſ . oc bleff haŋ lenge nꜹr konungeŋ ſidaŋ/ Et ſiŋ talade haŋ till konungeŋ . tw lot ſkꜹra mẏna ſynnar ſunder/ tẏ tw wilde mik ekke miſtꜹ/ oc her will jak bliffwa nw ſa lenge iak liffwer/ konungeŋ ſwarade . jak will bøta mot tik thʒ beſʒta iak kaŋ . giffua till gwll oc ſiluer hwat thu haffua will/ weland takkade konungeŋ oc war i ſyna ſmidia [hwar dag[109] . oc ſmidade hwat konungeŋ haffwa wilde


Kap. 71.

Weland dräper två af konung Nidungs söner.

Nidung konung hade iiij barŋ iij ſøner oc eŋ dotter twa konungens ſøner [gingo till ſmidia till weland[110] mʒ ſyna boga oc bado hanuɱ ſla ſig ſkot . weland ſwarade/ wiliŋ i gøra thʒ iak bider ider tha will iak gøra ider wilia/ the ſporde hwat thʒ war/ [111]tha i ſee eŋ nẏfalleŋ ſniø oɱ morgoneŋ . gangeŋ tha awoga till mẏŋ ſmidia/ the ſagdo at the wilde thʒ gørꜹ/ Oɱ nattena fiøll eŋ ſniø . oɱ morgoneŋ gingo the till welandʒ ſmidia ſoɱ haŋ them ſakt hade . weland lukte dørrana oc drap bada piltana/ oc groff theɱ nider i ſmidiana . konungeŋ ſaknade theɱ/ oc mente at the wara i ſkog at ſkiwta [112]fugla . tha ſporde haŋ weland oɱ the haffde ther warit . the waro her ſagde weland . oc gingo ſtrax hꜹdaŋ igeŋ . oc mageŋ i ꜹn ſe theris ſlag[113]/ tha ſago the at ſlaget lag fra ſmidiana . the trodde ekke at weland ſkulde gjort theɱ nogoŋ ſkada


Kap. 72.

Weland gör dryckes-kar af konungasönernas hufvudskålar.

Konung lot leta offuer alt ſit land . them. kunde ꜹngeŋ finna/ tha mente haŋ at diwr hade theɱ vp ꜹtit/ weland tykte nw athaŋ hafde nogot hempt ſiŋ ſkada ſoɱ konungeŋ giorde hanuɱ/ ſidaŋ tog haŋ op piltana/ och ſkoff alt køtit aff theris huffwod . [oc giorde ther tw kar aff[114]/ oc lagde theɱ mʒ gwll oc ſiluer/ oc gaff konungenoɱ at drikka aff . oc aff theris beeŋ giorde haŋ kniff ſkafft/ oc aff ſummꜹ giorde haŋ liwſa pipa . oc lade mʒ gwll oc ſillf oc gaff alt konungenoɱ oc |[115] hans hwſtrv[116] .


Kap. 73.

Weland kränker konungsdottern. Hans broder Eygil kommer till konungen och visar prof på sin skjut-konst.

Eŋ dag war konungens dotter i ſiŋ trꜹgard oc hennes jomfrw mʒ henne/ tha brøt hoŋ ſunder theŋ beſʒta gwllring hoŋ atte/ Hoŋ frẏktede for ſiŋ faders wrede/ Oɱ morgoneŋ arla gik hoŋ till weland ſmid/ oc bad hanuɱ bøtꜹ ſiŋ ring/ haŋ ſwarade . jak will for annat ſmida . oc ſtengde dørreŋ igeŋ . oc lagde henne i ſiŋ ſꜹng/ oc hafde ſiŋ wilia mʒ henne . ſidaŋ bøtte haŋ ringeŋ igeŋ thʒ beſʒta ſoɱ haŋ kunde/ oc thʒte lønte the bada ſamans thʒ lengſte the kunde . Tha koɱ welandʒ broder till konungeŋ. haŋ het eẏgill[117] . weland haffde ſent bud effter hanuɱ/ haŋ war theŋ beſʒta ſkytte ther wara matte/ tha wilde konungeŋ røna oɱ haŋ war ſa god ſkẏtte ſoɱ ſakt war . Egyll[118] hade ſiŋ ſoŋ mʒ ſik . iij ara gamall . konungeŋ lagde et ꜹpple vpa hans huffuod oc bad eygill ſkiuta ꜹpplit ſunder . Eẏgill tog iij pẏla aff ſit koger/ oc hafde j ſinꜹ hand . oc ſkøt mʒ thʒ forſtꜹ ꜹpplit ſunder i tw ſtycke . konungeŋ ſporde hwi tog tw iij pila wt/ Eẏgill ſwarade . jak will ekke liwga for ider herra/ haffde jak rakad myŋ ſoŋ mʒ theŋ ena piill/ tha ſkulde i haffua hafft theſſe two . konungeŋ ſade/ thʒte ware ekke oret/ oc hiolt ſidaŋ mẏkit aff eẏgill .


Kap. 74.

Weland gör sig en fjäderhamn, flyger upp i högsta tornet och förtäljer konung Nidung sin hämnd.

Weland hauer nw hempt ſiŋ harɱ/ tha bad haŋ ſiŋ broder bidia konungxens dotter ganga till ſmidiana oc tala wid hanuɱ/ ſa giorde hoŋ thera tall full ſa ſamaŋ at hoŋ loffwada thʒ athoŋ engeŋ maŋ wilde haffua wtaŋ hanuɱ [oc haŋ wilde ꜹngeŋ quinna haffua[119] wtaŋ henne/ tha ſagde haŋ henne/ tw ſkalt føda eŋ ſoŋ i aar/ oc tha haŋ ꜹr x ara gamall eller xij/ tha ſig hanuɱ at iak hauer gømt hans harniſk . ther ſoɱ wꜹdrit gar op oc watnit gar nider/ Weland ſagde till ſiŋ broder/ alla the fiꜹdra thw kant fonga ſtora oc ſma/ theɱ bꜹr hiit till |[120] mik . haŋ gik nu ſkogx oc ſkøt alla handa fugla[121]/ oc fik hanuɱ [122]fiꜹdra nog. tha giorde weland twe ſtora winga ſoɱ haŋ wilde flẏgha mʒ/ oc hafde thʒ ſa klokeliga giort [at] tha haŋ war i ſiŋ fiꜹdrꜹ hampŋ . tha war haŋ ſkafft ſoɱ eŋ ſtrudʒſ eller eŋ annar ſtor fogell/ haŋ klꜹdde ſiŋ broder i fiꜹdar hampŋ oc bad hanuɱ flẏga . oc ſagde/ tha thu will ſꜹtte tik . tha wꜹnt ſtꜹrtiŋ mot wꜹdrit . tha fløg Eygill op i wꜹdrit/ tha haŋ ſkulde ſꜹtiꜹ ſik/ tha hade haŋ nꜹr fallit ſik halſeŋ ſunder . tẏ haŋ wꜹnde ſik ekke rꜹt/ weland ſporde hwre hanuɱ behagade/ [haŋ ſwarade][123] wa ſa got at ſꜹtia ſik ſoɱ at fl*yga/ tha ware jak nw vpa et annat land . thʒ wiſte iak well ſade weland . thẏ bad jak tik wꜹnda ſtiꜹrteŋ mot wꜹdrit/ alla ſwgla wꜹnda bryſtit mot wꜹdrit tha the ſik ſꜹtia/ oc ſa tha the vp flẏga/ tha talade weland till ſiŋ broder . jak will nw flẏga hꜹdaŋ oc iak will tala wid konungeŋ før/ talar iak nokor ord ther hanuɱ ekke behagar/ tha bider haŋ ſkiwta mek . tha haffuer jak ena blꜹdrꜹ [full mʒ blod[124] vnder miŋ høgra arɱ/ oc fly ſa at thw henne rakar/ ſidaŋ fløg haŋ vpa thʒ høgxta torŋ . konungeŋ ſtod vppa gardeŋ . tha ſagde konung/ ꜹſtw nw fogell weland mang vnder gør tw aff tik/ weland ſwarade jak ꜹr bade maŋ ok fogell/ oc nw will jak bort flyga thw ſkalt mik aldre igeŋ fonga meer .

Thʒte ꜹr theŋ fyrſta ſak iak hauer till ider herra j gaffue mek idra dotter oc halfft idert rike oc thʒ hiolle i mek ecke . Sidaŋ giorde i mek biltog for thʒ iak worde mit egit liiff/ tw lot ok haſa mik . oc ther fore drap iak bada tinꜹ ſøner/ oc dricker tw hwar dag aff theris huffuod ſkaall/ ſidaŋ giorde iak tina dotter mʒ barŋ/ oc haffuer iak nw lønt tik thʒ beſʒta iak formag . ſidaŋ fløg |[125] haŋ ſiŋ wꜹg .


Kap. 75.

Huru Eygil träffer sin broder med en pil, utan att såra honom. Weland flyger hem till Seland. Konung Nidungs död. Weland bedes vänskap af konung Otung, och får konunga-dottern till hustru.

Tha kallade konungeŋ Egẏll oc badh ſkiuta weland . Eygill ſagde . thʒ ꜹr miŋ broder jak will hanuɱ ekke ſkiuta . tha ſagde konungeŋ tw ſkalt ſkiwta eller thʒ ſkall gꜹllæ tit liiff/ tha ſkøt eẏgill oc rakade blꜹdraŋ ſa at blodit fiøll nider pa markena . theŋ blod war aff konungens ſøner . konungeŋ oc alla hans meŋ ſagde at thʒ war wꜹll ſkutit[126] . weland fløg heɱ till ſꜹland j ſit fꜹdernis heẏɱ . Swo bleff konungeŋ døder/ [oc ſøŋ hans otwngh[127] bleff konung ꜹfftir ſiŋ fadher . Nidung/ ther ꜹfftir fødde konungens dotter et ſwenbarŋ ſoɱ kalladis wideki[128]/ thʒ ſporde weland . oc ſꜹnde bud till otwng konung oc beddes aff hanuɱ wenſkap . konungeŋ gaff hanuɱ winſkap/ oc weland for j jwtland . oc wort ther wæll vntfangiŋ . oc otwng konung giffte hanuɱ ſyna ſẏſter oc bad hanuɱ ther bliffua oɱ [haŋ] wilde/ weland ſagde ath haŋ wilde heɱ fara i ſit fꜹdernis land . oc will tog wara konungenoɱ redo nar hanuɱ warder tillſagt . Sidaŋ for weland heɱ till ſꜹland . oc hans hwſtrv mʒ hanuɱ oc ſkildiſʒt konungeŋ oc haŋ ganʒſke winligꜹ at . Weland bodde i ſꜹland . oc wart priſat ouer alla land . for ſiŋ klokhet ſkuld .




Afvikande läs-arter:

  1. [Waade rese bodde i siælandh han var then samme som velkinus konung giorde meth ena haffru B.
  2. mynner B.
  3. [siordh suen B.
  4. kallælffua B.
  5. vaade B.
  6. vellandh B.
  7. [læra honum B.
  8. [vy veliom ffaa teg then mark gull igen B.
  9. [er theth vell B.
  10. [stempne dagen B.
  11. [utelemnadt B.
  12. wisare B.
  13. taa han haffde seg inne lykth taa valth han i aana tillagdt B.
  14. [xjx daga B.
  15. iutalandh B.
  16. lenge B.
  17. ryccher B.
  18. [bissare kniffua B.
  19. [sedan slog han en meth stor klochz B.
  20. [han suarade then som alth annath haffuer smidith aath eder B.
  21. [ey amilias smide B.
  22. [och ffaangeth konungens vrede B.
  23. [lecknelse ssaa skapth B.
  24. rygger B.
  25. [smedie reskap B.
  26. [ffilade theth sInder theth smersta han kunde B.
  27. ransakade B.
  28. bæliarne B.
  29. meth seg B.
  30. naglan B.
  31. [konungen aangrade och kallade B.
  32. SkImbling B.
  33. [ffaangeth aff granna stodh aff studder heines ffader B.
  34. drosse B.
  35. honum B.
  36. [sidan drog drossen vth setth suerdh B.
  37. drotsætens B.
  38. eller B.
  39. gantzska B.
  40. steger huseth B.
  41. sener B.
  42. [utelemnadt B.
  43. [gingo till vellans smedja B.
  44. han sagde tillagdt B.
  45. diur eller tillagdt B.
  46. ffiæth B.
  47. [och giorde ther aaff ij dreckes kar B.
  48. ffru B.
  49. egill B.
  50. egell B.
  51. [och han loffuade ingen quinna vela haffua B.
  52. baade stora och ssmaa tillagdt B.
  53. alla haanda tillagdt B.
  54. [tillagdt B.
  55. [utelemnadt B.
  56. skottedh B.
  57. [och hans sson aattung B.
  58. vidke B.
  59. [Waade reſe bodde i ſiꜹlandh haŋ var theŋ ſamme ſoɱ velkinus konung giorde mʒ ena haffru B.
  60. mẏnner B.
  61. [Siordh ſueŋ B.
  62. Bl. 50.
  63. kallꜹlffua B.
  64. vaade B.
  65. vellandh B.
  66. [lꜹra honuɱ B.
  67. [vẏ velioɱ ffaa teg theŋ mark gull igeŋ B.
  68. [er thʒ vell B.
  69. Bl. 50. Verso.
  70. [ſtempne dageŋ B.
  71. [utelemnadt B.
  72. wiſare B.
  73. taa haŋ haffde ſeg inne lẏkth taa valth haŋ i aana tillagdt B.
  74. [xjx daga B.
  75. iutalandh B.
  76. Bl. 51.
  77. lenge B.
  78. rẏccher B.
  79. [biſſare kniffua B.
  80. [ſedaŋ ſlog haŋ eŋ mʒ ſtor klochʒ B.
  81. [haŋ ſuarade theŋ ſoɱ alth annath haffuer ſmidith aath eder B.
  82. [eẏ amilias ſmide B.
  83. Bl. 51. Verso.
  84. Bl. 52.
  85. [och ffaangeth konungens vrede B.
  86. [lecknelſe ſſaa ſkapth B.
  87. rẏgger B.
  88. [ſmedie reſkap B.
  89. [ffilade thʒ ſInder thʒ ſmerſta haŋ kunde B.
  90. ranſakade B.
  91. Bl. 52. Verso.
  92. bꜹliarne B.
  93. mʒ ſeg B.
  94. Bl. 53.
  95. naglaŋ B.
  96. [konungeŋ aangrade och kallade B.
  97. SkImbling B.
  98. [ffaangeth aff granna ſtodh aff ſtudder heines ffader B.
  99. Bl. 53. Verso.
  100. droſſe B.
  101. honuɱ B.
  102. [ſidaŋ drog droſſeŋ vth ſetth ſuerdh B.
  103. drotſꜹtens B.
  104. eller B.
  105. gantʒſka B.
  106. ſteger huſeth B.
  107. ſener B.
  108. Bl. 54.
  109. [utelemnadt B.
  110. [gingo till vellans ſmedja B.
  111. haŋ ſagde tillagdt B.
  112. diur eller tillagdt B.
  113. ffiꜹth B.
  114. [och giorde ther aaff ij dreckes kar B.
  115. Bl. 54. Verso.
  116. ffru B.
  117. egill B.
  118. egell B.
  119. [och haŋ loffuade ingeŋ quinna vela haffua B.
  120. Bl. 55.
  121. baade ſtora och ſſmaa tillagdt B.
  122. alla haanda tillagdt B.
  123. haŋ ſuarade tillagdt B.
  124. [utelemnadt B.
  125. Bl. 55. Verso.
  126. ſkottedh B.
  127. [och hans ſſoŋ aattung B.
  128. vidke B.