Sagan om Didrik af Bern - Weland Smid

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Fornsvensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Original.gif


For at alle norrøne tegn som blir brukt i denne artikkelen skal vises korrekt må du ha fonttypen OldNordicTimes installert på din PC eller Mac. OldNordicTimes skal lagres i Fonts i Windows eller installeres i fontboken i Mac OS.


Sagan om Didrik af Bern


Weland Smid



«Oc star hans rykte ouer alla wærildena, sa athan prisadis for then beszta smid ther wæra matte.»
Kap. 55.

Om Wade Rese, huru han satte sin son Weland till Mymmer smed i Huneland, att lära smida.

[Vada rese bodde i Sæland. Han war then samma son som Wilkinus konung giorde ena haffrw[1] som før star scriffuit. Han war ængen ørlix man, han lot sik nøya at thy som hans fader hanum gaff. Wade hade en son som Weland het. Tha han war ix are gamall, tha satte faderen hanum till en smid i Hunaland, som Mymmer[2] het. Han war then beszta smid ther man wiste tha at segia aff.

Sidan for Wade hem till Sæland igen. Ther war oc en pilt meth then sama smid, som [Sigiord Swen[3] het. Altiid slog han smidzsens drenge oc giorde altiid ilt.


Kap. 56.

Wade Rese tager hem sin son. Om de två dvergarne i Kallaffua berg.

Theth sporde Wade rise theth Sigiord Swen haffde slagit hans son illa, ty tog han sin son igen oc hafde hanum et aar hema nær sik. Sidan sporde han hwar twa dwerga waro, i et berg som Kallaffua[4] heter. The kunde wæll at smida bada gwll oc silffuer, bryniar swerd oc hielma. Thera like fanteths æy j wærildena till.


Kap. 57.

Wade Rese vadar öfver Grönasund, kommer till berget, och sätter sin son att lära smida hos dvergarne.

Nw tog Wada[5] sin son Weland[6] oc for till Grønasund. Tha war ther ængen færia eller baat, tha tog han drængen pa sina axl oc wod wtoffuer sundit. Theth sigiæ danske men at ther war ix alna diwpt. Han kom till bergit som dwergana waro i, oc fik them sin son, oc gaff them ena mark gull at the skulle [kenna hanum[7] at smida. Jnnan et aar skulde refen komma igen æffter sin son.


Kap. 58.

Dvergarne vilkora med Wade Rese, att Weland skall stadna ännu ett år i berget. Wade Reses afsked från sin son.

Resen for hem. Om aars mot kom han igen, tha kunde han ekke faa sin son igen, ty at han lærde swa wæll atsmida, oc sagde dwergana: [«Wij wilia giffua tik the marc gull igen[8] som wij fingæ aff tik, oc lat hanum bliffua her nær oss æn j et aar.» «Ja,» sagde risen, «jak [an theth wæll[9].» «Komber thu ekke igen jnnan ars dagin,» sagde dwærgana, «tha skulæ wij hugga hoffudit aff thin son.» Theth wilkorade resen meth them. Dwergana angradæ tha at the skulde hanum sa dyrt køpa. Sidan gik resen vtaff bergit, Weland folde hanum. Tha tog resen sit swerd oc stak theth i en buska, oc sagde till Weland: «Wilia dwergana mørda tik før jak igen komber, tha tag theth swærdit oc wær tik meth oc lat mik spøria at iak haffuer son oc ekke dotter.»


Kap. 59.

Wade Reses död. Weland dräper dvergarne, urholkar en stock, och drifver genom sjön inpå Jutland, till konung Nidung.

Veland gik in i bergit oc Wade for till Sæland igen. Weland nam sa wæll atsmida, athan wart dwergana mestara. The haffde stort hat till hanum. Tha arit war forgangit tha kom resen igen iij daga før æn sakt war. Bergit war lukt, han kunde enckte jn komma. Han lagde sig vnder bergit |ty han war trøtter, oc soffnade strax. Tha war et mykit regn, ty losnade vppa i bergit bade sniø oc sten oc træ, oc løp nider vppa risen, oc ther bleff han død. Lit[it] ther æffter loto dwergana berget op, tha gik Weland wtaff berget, oc fan sin fader død. Tha tykte hanum illa tillsta, ty [stemde dagin[10] war tha wte. Tha tog han vp swerdit [som faderen gømt hade, han wiste wæll at dwærgana wilde haffua hans liiff. Han gik till dwergana oc haffde swerdit[11] vnder sin kapæ oc hwg then fyrsta hoffwodit aff, oc then andra slog han oc j hæll.

Sidan gik han i berget oc tog alt theris gwll oc silff oc smida redskap, oc lade pa en hæst, oc fordar sik tædan hwat han kunde then wægh till Danmark lag. Han kom till ena aa som Wisara[12] heter. Han kunde ther ekke offuer komma, han hiwg om kwll et stort træ oc holade theth jnnan till, oc lagde ther vti gwll oc sylffuer, oc annat hwat han haffde. Theth war sa giort meth mestaraskap, athan war ther sielff vti, oc litit glaswindog war ther vppa, oc theth war sa tet at enkte watn kunde in komma. Han lagde stocken sa nær ana[13] oc dreff sin wæg nider at ana oc vti haffuet. Mat oc øll haffde han jnne nær sik, [xviij daga[14] oc netter dreff han i syon.

Om sider dreff han jn vppa Jwtland[15]. Ther war en konung som Nidung het. En dag ware hans fiskara wte oc drogo not. Thenna stok kom i notena for them, oc drogo hanum vppa land. The mente at ther hade warit peninga vti ty athan war twnger. En aff them løp hem oc sagde konungen till. Tha konungen tit kom, tha bad han hugga stocken sunder. The giorde oc som konungen bad. Tha ropade Weland oc sagde: «Her ær en man i stocken.» Tha the hørde theth tha mente the at en dyæffuell hade warit i stocken, thy wordo the forfærade oc lopo bort alla saman.


Kap. 60.

Weland får frid och tjenst hos konung Nidung.

Tha kom Weland wtaff stocken, oc gik till konungen oc bad hanum vnna sik frid. Tha konungen sa at theth war en man oc enchtit trwll, tha gaff han hanum frid oc hwat han hade meth atfara. Sidan sagde han konungen tiænist, oc gik sidan lønliga[16] till stocken oc groff hanum nider i jordena. Theth sag en aff konungens men, som Rygger[17] het. Weland bleff meth konungen i theth første arit, theth war hans æmbete at gøma konungxens [bitzsara kniffwæ[18].


Kap. 61.

Weland smider en knif åt konungen.

En dag stod Weland wid ena ælff oc hwatte konungxens kniffua. En kniff fiøll i siøn for hanum ther konungen plægade siellf at æta meth. Ther war sa diwpt athan kunde hanum ekke igen faa, ty gik han hem oc hiolt sig illa, oc kerde for synæ wenner: «Myn herre fik mik en litin ting atgøma oc theth ær nw borte. Thy fryktar jak at han tror mik æy mere atgøma theth som mera ær.» Tha gik Weland till konungens smid, som Amelias het. Han war ekke i smidiana, han war borte oc fik sik mat oc hans tiænara meth hanum. Weland tog redskapen oc giorde en kniff, sa skapt som hin war, [sidan slog han et søm meth stor klokskap[19], oc lade vpa stædit, oc gik sidan for konungxens bord oc lade kniffwana for konungen. Konungen tog kniff[wen] oc skar. Han skar brøddisken sunder oc nider vtgymon bordit. Konungen vndrade storliga oc sporde hwo kniffuen hade giort. Weland swarade: [«Jak wænter at Amelias hauer giort han som alt annat haffuer smidat[20].» Tha swarade Amelias: «Herra, jak haffuer giort alla the kniffua tw haffuer.» Konungen swarade: «Æ hwo hanum hauer giort, tha ær theth et hwast jarn, oc aldre giorde tw hanum.»


Kap. 62.

Weland vädar med konungens smed Amelias.

Konungen sag till Weland oc sporde om han hade giort kniffwen. «Ney herre,» sade han, «theth hauer Amelias giort.» Tha sagde konungen: «Sig mik sant eller faar tw mynæ wrede!» Han swarade: «Ether wrede will jak nødugt haffua.» Tha kendis han fore konungen hwre ther om war. «Theth wiste jak wæll,» sade konungen, «at theth war [ekke Melias smide[21].» Amelias swarade: «Mædan Weland ær sa god smid, tha will jak rønæ mik meth hanum. Jak will æy heta wærra smid æn han.» Weland swarade: «Jak ær icke kloker, æn tølkit jak kan tha will jak rønæ meth tik. Gør thu en ting oc jak et annat, tha faar man see hwilken bæter kan.» Amelias wilde wæda meth hanum. Weland sagde athan ænga peninga hade. «Tha sæt tit hoffuod wid,» sagde Amelias, «oc jak sætir mit mot tit. Hwilkin ther wærra kan skall mista huffuodit.» Tha skulde Amelias gøra en hiælm oc harnisk oc Weland skulde gøra et swerd oc hwgga vppa hans hielm. Giorde han hanum skada tha skulde han haffua for eynchte, bete swærdit ekke a hans hielm, tha skulde Weland mistæ sit huffuod. The satte loffuan for sik, two riddara loffuade for Amelias, konungen loffuade fore Weland, thy han hade ther ængæ wenner. Amelias byriade atsmida, oc smidde sa et aar wtgynom. Weland stod hwar dag for konungens bord wæll et halfft aar oc skøtte eynchte smida. Tha talade konungen till Weland: «Hwar meth wiltw løsa tit huffwod, mædan thw wilt ekke begynna atsmida?» Han swarade: «Jak hauer engen smidia.» Tha lot konungen gøra hanum ena smidia.


Kap. 63.

Weland saknar sina verktyg och gör en liknelse af Rygger.

Nw gik Weland tit som han haffde graffuit stockin nider, tha war bortstolen allar hans redskap, oc gull oc peninga. Tha myntis hanum thes, at en man stod nær, tha han groff nider stocken, han wiste ecke hans naffn. Han kerde sin wanda for konungen. Konungen lot ranzaka ouer alt hans land oc rike oc fan ængen then som theth giort hade. Tha wreddes konungen oc sade till Weland: «Tw far meth draffwell,» oc angrade athan for hanum loffuat haffde. Nw tykker Weland illa wara athan miste alt theth han atte [oc fonget wrede[22]. Weland giorde ena [likilse sa skafft[23] som then mannen war som hans peninga haffde stulit, oc satte i wægen ther som konungen skulde framga.

Koningen gik wtaff stuffwona. Tha fik han se likilsen ther Weland haffde giort æfftir then man som hans peninga hade stulit, tha helsade konungen oc sagde: «Vælkomen Riggen,[24] hwi haffuer tw sa lenge borto warit?» Tha swarade Weland: «Herra, theth ær ængen man. Jak giorde then likilse æfftir then man som myna peninga stall.»

Tha swarade konungen: «Theth war icke vnder, at thu fant hanum ekke hær. Han for mit ærinde till Swerige oc kom ekke æn igen. Weland, tw æst en klok man.»


Kap. 64.

Weland får igen sitt smides-tyg och smider ett svärd.

Atte daga ther æfftir kom then man hem. Konungen bad hanum fa Weland igen hwat han fra hanum takit haffde. Riggen swarade: «Jak tog theth for snak skyld oc æy for annar skyld.» Tha fik Weland sit [smidæ tyg[25] igen, oc stod for konungxens bord oc tiænte længe sidan. Tha sporde konungen hanum hwy han ekke smidade. Weland swarade: «Nær ider tycker herra.» Tha gik han till smidia oc giorde hwat han kunde. Han giorde et swerd j vij daga. Tha kom konungen gangande j smidiana till hanum oc behagede swerdit wæll. Tha gik Weland till ena aa, oc kastade en toffwa hat vp i strømen oc lot driffwa nider pa swerdzs æggen. Swerdit skar hatten sunder, tha sagde konungen: «Thethte ær et got swerd. oc theth will jak sielff haffua.» Weland swarade «Theth ær ekke æn rede herra.» Konungen sagde: «Gør theth redo oc faa mek sidan.» Weland sagde ja, oc ther meth skildis the att. Weland gik [till] smidiana, oc slog swerdit sunder oc [filade theth sidan theth snariste han kunde[26] oc mængide theth blan miøl. Sidan tog han gæss oc swelte i iij daga oc gaff them sa æta theth. Sidan rensade[27] han theris træk oc tog stalit theth gæssana gato ecki smeltat, oc wellade theth saman oc giorde et swerd aff mykit minne æn hint førra war. Tha kom konungen till hanum.


Kap. 65.

Weland smider ett nytt svärd.

Veland gik tha till ana oc kastade en toffwa i ana twa føter tiwk oc hiolt swærdit fore. Tha skar swerdit toffuen sunder. Konungen sagde: «Tw gør eynchte bætra swærd æn theth nw ær.» Weland swarade: «Theth skall æn warda tw sa got herra,» oc ther meth skildis the aat. Weland kom till syna smidiæ igen oc filade swerdit sunder som han før giort hade, oc giorde theth alt aff nya. Han giorde strax et annat swerd, skapt som theth samma war oc gømde theth i smidiana. Konungen kom till Weland oc gingo till ana. Han kastade en toffue wt iij føter tiwkker, oc lot driffwa vpa swerdit. Tha skar swerdit toffuen. Konungen sade: «J all werden fints ekke thesse swerds like.» Weland swarade: «Theth bør engen haffua vtan ider herra, jak skall nw først reda theth som ther till hører, oc sidan fa ider nad theth.» Konungen gik hem oc Weland till sina smidia, oc gømde swerdit op vnder belgana[28], oc tog hint wærra swerdit oc haffde theth altiid framme.[29]


Kap. 66.

Huru Weland pröfvar svärdet Memming på Amelias' hjelm och harnesk.

Sidan stod han for konungens bord oc tiænte till ars dagin kom. Tha timan kom som sakt war, tha tok Amelias theth harnisk han giort hade oc lagde vpa sit liiff, oc bant hielmin vppa sit hoffwod, sa athan mente wara oræd for all the swerd i wærilden wara. Han gik for konungens bord, oc bad konungen wtganga oc skoda hans harnisk, oc bad Weland framkomma meth sit swerd. Tha gik konungen wt vpa markena oc alla hans godæ men. Amelias satte sik vpa en stoll oc klædde for Weland. Han haffde theth goda swerdit vnder sin kiortill som Memming ær kallat oc stod baak wid stolin, oc satte swerdz æggen vppa hielmen oc sporde Amelias om han kænde swærdit. Amelias sagde: «Hwg till meth bada hænder tw tor theth alt wid.» Weland trykte swærdit vpa hielmen oc drog theth litit at sik. Swerdet skar gynom hielmen oc brynian sa at theth bleff standende i naffuelen[30], oc Amelias bleff strax død. Ty mag man offta merkia, tha en man ær mæst hogmoduger oc talar størst, tha faller theth gerna meth hanum.


Kap. 67.

Weland gifver konungen det sämre svärdet.

Konungen bad fa sik swærdit. Velan sagde: «Balian ligger i smidian, oc skall æn bloden aff strykas oc sidan will iak bæræ theth till ether nade.» Tha gik han till smidiana, oc groff Memming vnder belgena. Theth wærre swerdit bar han till konungen, konungen takkade hanum oc mente at theth hade warit theth goda swærdit.


Kap. 68.

Konung Nidung drager ut emot fienden och saknar sin seger-sten. Weland far efter stenen, och kommer i träta med Drotseten.

Sidan smidde Weland konungenom hwat han haffua wilde bade aff gwll oc silffuer, oc star hans rykte ouer alla wærildena, sa athan prisadis for then beszta smid ther wæra matte. En dag sat konungen ouer sit bord, tha fik han tidende at en hær war komen i hans land. Konungen samlade sit folk oc drog strax mot them. Om afftanen ther konungen lægrade sik, tha kom hanum i hwg at hema lag hans siger sten som dogde i strid. [Konungen kallade[31] sina godemen fore, oc sagde: «Ho ther will rida æffter min siger sten, oc wara her igen før sooll ganger op i morgon, hanum will jak giffua mynæ dotter, oc halfft mit rike.» Ther wilde engen fara ty at wægen war forlang oc tyman forstæcket. Tha swarade Weland smid: «Wilin j holla theth i sakt haffwen, tha will jak fara.» Konungen sagde ja wid hans gode tro oc sannind. Tha sprang Weland vpa sin gode hæst Skimling[32], som han haffde [fongit aff Grana stod, aff Studar Hems fader[33]. Weland red alla nattena. Tha midnat kom war han wid slottit, theth haffde konungen bortfarit i v daga. Weland fik sigerstenen, oc red till konungen hwat han kunde. Tha han kom mot konungens pawlun, tha møtte hanum vij riddara, konungens drotzet[34] war thera høffuitzman. Han talade till Weland[35]: «Haffuer tw konungxens sigersten?» Weland sagde: «Ja.» Drotzetin bad faa sik stenen, oc bad hanum ther mot gwll oc siluer. Weland swarade: «Hwat priiss hauer tw ther aff at thu far konungenom stenen, mædin jak hauer hemptat hanum?» Drotzeten swarade: «Æn æstw doll god smid. Thu mener faa konungxens dotter oc nw skaltw fa alt wærræ æn henne.» [Sidan drog drotzeten swerdit[36] oc alla hans men.


Kap. 69.

Weland dräper Drotseten och blir fridlös för konungen.

Veland drog sit swerd oc hwg vpa drotzetens[37] hielm oc kløff huffuodit nider i hans hals. Tha hans tiænara theth sago, tha rymde the theris wæg. Weland gik in fore konungen oc fik hanum siger stenen. Konungen thakkade hanum. Tha kom bod at drotzetin war døder. Tha wart konungen wreder, oc bad Weland fly, oc komma aldre for hans øgin igen, hellest[38] wilde han hængia hanum. Weland red fra konungen oc [war] ganze[39] wreder, ty at hanum hade oræt sked. Then sama dag slogx konungen meth synæ fyænder, oc fik ther mykin siger, oc for sidan hem igen. Weland war lenge borte, oc engen wiste hwar han war.


Kap. 70.

Konung Nidung läter hasa Weland.

Veland angrade sara, theth han hafde konungens wrede oc ther till [war] fridløss. En dag forklædde han sik oc gik for konungens gard oc tiænte i stekarhwsit[40] for sin maat. Then første ræt in kom for konungen, tha tog jomfrwn sin kniff oc stak i fatit. Tha sang i kniffuen sa høgt athøra matte ouer alt huset, tha wiste hon at forgifftilse war i maten, oc sagde till sin fader: «Her ær nokor som oss will swika.» Tha lot konungen søkia ho theth giort hade. Tha wart Weland funnen oc jnledder for konungen. Konungen sagde: «Ekke will jak lata affliffwa tik for then goda konst tw kant, æn theth thu hauer illa giort.» Tha lot konungen skæra sunder the synner[41] som offwan hans kalffwa lago, oc two synner bak vpa hans halss oc bleff han lenge nær konungen sidan. Et sin talade han till konungen: «Tw lot skæra myna synnar sunder, ty tw wilde mik ekke mistæ, oc her will jak bliffwa nw sa lenge iak liffwer.» Konungen swarade: «Jak will bøta mot tik theth beszta iak kan, giffua till gwll oc siluer hwat thu haffua will.» Weland takkade konungen oc war i syna smidia [hwar dag[42], oc smidade hwat konungen haffwa wilde.


Kap. 71.

Weland dräper två af konung Nidungs söner.

Nidung konung hade iiij barn, iij søner oc en dotter. Twa konungens søner [gingo till smidia till Weland[43] meth syna boga oc bado hanum sla sig skot. Weland swarade: «Wilin i gøra theth iak bider ider, tha will iak gøra ider wilia.» The sporde hwat theth war. [44]«Tha i see en nyfallen sniø om morgonen, gangen tha awoga till myn smidia.» The sagdo at the wilde theth gøræ. Om nattena fiøll en sniø, om morgonen gingo the till Welandz smidia som han them sakt hade. Weland lukte dørrana oc drap bada piltana, oc groff them nider i smidiana. Konungen saknade them, oc mente at the wara i skog at skiwta [45]fugla. Tha sporde han Weland om the haffde ther warit. «The waro her,» sagde Weland, «oc gingo strax hædan igen, oc magen i æn se theris slag[46].» Tha sago the at slaget lag fra smidiana, the trodde ekke at Weland skulde gjort them nogon skada.


Kap. 72.

Weland gör dryckes-kar af konungasönernas hufvudskålar.

Konungen lot leta offuer alt sit land, them kunde ængen finna, tha mente han at diwr hade them vp ætit. Weland tykte nw athan hafde nogot hempt sin skada som konungen giorde hanum. Sidan tog han op piltana, och skoff alt køtit aff theris huffwod, [oc giorde ther tw kar aff[47], oc lagde them meth gwll oc siluer, oc gaff konungenom at drikka aff. Oc aff theris been giorde han kniff skafft, oc aff summæ giorde han liwsa pipa, oc lade meth gwll oc sillf oc gaff alt konungenom oc hans hwstrv.[48]


Kap. 73.

Weland kränker konungsdottern. Hans broder Eygil kommer till konungen och visar prof på sin skjut-konst.

En dag war konungens dotter i sin trægard oc hennes jomfrw meth henne. Tha brøt hon sunder then beszta gwllring hon atte. Hon fryktede for sin faders wrede. Om morgonen arla gik hon till Weland smid, oc bad hanum bøtæ sin ring. Han swarade: «Jak will for annat smida,» oc stengde dørren igen oc lagde henne i sin sæng, oc hafde sin wilia meth henne. Sidan bøtte han ringen igen theth beszta som han kunde, oc thethte lønte the bada samans theth lengste the kunde. Tha kom Welandz broder till konungen, han het Eygill[49]. Weland haffde sent bud effter hanum, han war then beszta skytte ther wara matte. Tha wilde konungen røna om han war sa god skytte som sakt war. Egyll[50] hade sin son meth sik, iij ara gamall. Konungen lagde et æpple vpa hans huffuod oc bad Eygill skiuta æpplit sunder. Eygill tog iij pyla aff sit koger, oc hafde j sinæ hand oc skøt meth theth forstæ æpplit sunder i tw stycke. Konungen sporde: «Hwi tog tw iij pila wt?» Eygill swarade: «Jak will ekke liwga for ider herra. Haffde jak rakad myn son meth then ena piill, tha skulde i haffua hafft thesse two.» Konungen sade: «Thethte ware ekke oret,» oc hiolt sidan mykit aff Eygill.


Kap. 74.

Weland gör sig en fjäderhamn, flyger upp i högsta tornet och förtäljer konung Nidung sin hämnd.

Veland hauer nw hempt sin harm, tha bad han sin broder bidia konungxens dotter ganga till smidiana oc tala wid hanum. Sa giorde hon thera tall full sa saman at hon loffwada theth athon engen man wilde haffua wtan hanum [oc han wilde ængen quinna haffua[51] wtan henne. Tha sagde han henne: «Tw skalt føda en son i aar, oc tha han ær x ara gamall eller xij, tha sig hanum at iak hauer gømt hans harnisk, ther som wædrit gar op oc watnit gar nider.» Weland sagde till sin broder: «Alla the fiædra thw kant fonga stora oc sma, them bær hiit till mik.» Han gik nu skogx oc skøt alla handa fugla[52], oc fik hanum [53]fiædra nog. Tha giorde Weland twe stora winga som han wilde flygha meth, oc hafde theth sa klokeliga giort [at] tha han war i sin fiædræ hampn, tha war han skafft som en strudzs eller en annar stor fogell. Han klædde sin broder i fiædar hampn oc bad hanum flyga, oc sagde: «Tha thu will sætte tik, tha wænt stærtin mot wædrit.» Tha fløg Eygill op i wædrit. Tha han skulde sætiæ sik, tha hade han nær fallit sik halsen sunder, ty han wænde sik ekke ræt. Weland sporde hwre hanum behagade. [Han swarade:][54] «Waræ sa got at sætia sik som at flyga, tha ware jak nw vpa et annat land.» «Theth wiste iak well,» sade Weland, «thy bad jak tik wænda stiærten mot wædrit. Alla fwgla wænda brystit mot wædrit tha the sik sætia, oc sa tha the vp flyga.» Tha talade Weland till sin broder: «Jak will nw flyga hædan oc iak will tala wid konungen før, talar iak nokor ord ther hanum ekke behagar, tha bider han skiwta mek. Tha haffuer jak ena blædræ [full meth blod[55] vnder min høgra arm, oc fly sa at thw henne rakar.» Sidan fløg han vpa theth høgxta torn, konungen stod vppa garden. Tha sagde konungen: «Æstw nw fogell Weland? Mang vnder gør tw aff tik.» Weland swarade: «Jak ær bade man ok fogell, oc nw will jak bort flyga thw skalt mik aldre igen fonga meer.»

«Thethte ær then fyrsta sak iak hauer till ider herra: j gaffue mek idra dotter oc halfft idert rike oc theth hiolle i mek ecke. Sidan giorde i mek biltog for theth iak worde mit egit liiff, tw lot ok hasa mik oc ther fore drap iak bada tinæ søner, oc dricker tw hwar dag aff theris huffuod skaall. Sidan giorde iak tina dotter meth barn, oc haffuer iak nw lønt tik theth beszta iak formag.» Sidan fløg han sin wæg.


Kap. 75.

Huru Eygil träffer sin broder med en pil, utan att såra honom. Weland flyger hem till Seland. Konung Nidungs död. Weland bedes vänskap af konung Otung, och får konunga-dottern till hustru.

Tha kallade konungen Egyll oc badh skiuta Weland. Eygill sagde: «Theth ær min broder, jak will hanum ekke skiuta.» Tha sagde konungen: «Tw skalt skiwta eller theth skall gællæ tit liiff.» Tha skøt Eygill oc rakade blædran sa at blodit fiøll nider pa markena. Then blod war aff konungens søner. Konungen oc alla hans men sagde at theth war wæll skutit[56]. Weland fløg hem till Sæland j sit fædernis heym. Swo bleff konungen døder, [oc søn hans Otwngh[57] bleff konung æfftir sin fadher Nidung. Ther æfftir fødde konungens dotter et swenbarn som kalladis Wideki[58]. Theth sporde Weland oc sænde bud till Otwng konung oc beddes aff hanum wenskap. Konungen gaff hanum winskap, oc Weland for j Jwtland, oc wort ther wæll vntfangin, oc Otwng konung giffte hanum syna syster oc bad hanum ther bliffua om [han] wilde. Weland sagde ath han wilde hem fara i sit fædernis land, oc will tog wara konungenom redo nar hanum warder tillsagt. Sidan for Weland hem till Sæland oc hans hwstrv meth hanum oc skildiszt konungen oc han ganzske winligæ at. Weland bodde i Sæland oc wart prisat ouer alla land for sin klokhet skuld.


Hyltén-Cavallius' 1854-utgave


Fornsvensk(æ).jpg er gjengitt som ꜹ, -eth.jpg er gjengitt som ʒ.



Kap. 55.

Om Wade Rese, huru han satte sin son Weland till Mymmer smed i Huneland, att lära smida.

[Vada reſe bodde i ſꜹland . ꜧaŋ war tꜧeŋ ſamma ſoŋ ſoɱ wilkinus konung giorde ena ꜧaffrw[59] ſoɱ før ſtar ſcriffuit . ꜧaŋ war ꜹngeŋ ørlix maŋ . ꜧaŋ lot ſik nøẏa at tꜧẏ ſoɱ ꜧans fader ꜧanuɱ gaff . Wade ꜧade eŋ ſoŋ ſoɱ weland ꜧet/ tꜧa ꜧaŋ war ix are gamall/ tꜧa ſatte fadereŋ ꜧanuɱ till eŋ ſmid i ꜧunaland . ſoɱ mymmer[60] ꜧet . ꜧaŋ war tꜧeŋ beſʒta ſmid tꜧer maŋ wiſte tꜧa at ſegia aff

Sidaŋ for wade ꜧeɱ till ſꜹland igeŋ/ tꜧer war oc en pilt mʒ tꜧeŋ ſama ſmid . ſoɱ [ſigiord ſweŋ[61] ꜧet. |[62] altiid ſlog ꜧaŋ ſmidʒſens drenge oc giorde altiid ilt .


Kap. 56.

Wade Rese tager hem sin son. Om de två dvergarne i Kallaffua berg.

Tꜧʒ ſporde wade riſe tꜧʒ ſigiord ſweŋ ꜧaffde ſlagit ꜧans ſoŋ illa tẏ tog ꜧaŋ ſiŋ ſoŋ igeŋ oc ꜧafde ꜧanuɱ et aar ꜧema nꜹr ſik ./ Sidaŋ ſporde ꜧaŋ ꜧwar twa dwerga waro . i et berg . ſoɱ kallaffua[63] ꜧeter/ tꜧe kunde wꜹll at ſmida bada gwll oc ſilffuer/ brẏniar ſwerd oc ꜧielma ./ tꜧera like fantʒs ꜹẏ j wꜹrildena till


Kap. 57.

Wade Rese vadar öfver Grönasund, kommer till berget, och sätter sin son att lära smida hos dvergarne.

Nw tog wada[64] ſiŋ ſoŋ weland[65] oc for till grønaſund . tꜧa war tꜧer ꜹngeŋ fꜹria eller baat . tꜧa tog ꜧaŋ drꜹngeŋ pa ſina axl . oc wod wtoffuer ſundit tꜧʒ ſigiꜹ danſke meŋ at tꜧer war ix alna diwpt . ꜧaŋ koɱ till bergit ſoɱ dwergana waro i/ oc fik tꜧeɱ ſiŋ ſoŋ/ oc gaff tꜧeɱ ena mark gull at tꜧe ſkulle [kenna ꜧanuɱ[66] at ſmida . jnnaŋ et aar ſkulde refeŋ komma igeŋ ꜹffter ſiŋ ſoŋ


Kap. 58.

Dvergarne vilkora med Wade Rese, att Weland skall stadna ännu ett år i berget. Wade Reses afsked från sin son.

Reſeŋ for ꜧeɱ . oɱ aars mot koɱ ꜧaŋ igeŋ . tꜧa kunde ꜧaŋ ekke faa ſiŋ ſoŋ igeŋ/ tẏ at ꜧaŋ lꜹrde ſwa wꜹll atſmida/ oc ſagde dwergana [wij wilia giffua tik tꜧe marc gull igeŋ[67] ſoɱ wij fingꜹ aff tik/ oc lat ꜧanuɱ bliffua ꜧer nꜹr oſſ ꜹŋ j et aar . ja ſagde riſeŋ jak [aŋ tꜧʒ wꜹll[68] . komber tꜧu ekke igeŋ jnnaŋ ars dagiŋ ſagde dwꜹrgana tꜧa ſkulꜹ wij ꜧugga ꜧoffudit aff tꜧiŋ ſoŋ/ tꜧʒ wilkorade reſeŋ mʒ tꜧeɱ . dwergana angradꜹ tꜧa at tꜧe ſkulde ꜧanuɱ ſa dẏrt køpa . ſidaŋ gik reſeŋ vtaff bergit . weland folde ꜧanuɱ tꜧa tog reſeŋ ſit ſwerd . oc ſtak tꜧʒ i eŋ buſka/ oc ſagde till weland . wilia dwergana mørda tik før jak igeŋ komber . tꜧa tag tꜧʒ ſwꜹrdit oc wꜹr tik mʒ oc lat mik ſpøria at iak ꜧaffuer ſoŋ oc ekke dotter .


Kap. 59.

Wade Reses död. Weland dräper dvergarne, urholkar en stock, och drifver genom sjön inpå Jutland, till konung Nidung.

Veland gik iŋ i bergit oc wade for till ſꜹland igeŋ . weland naɱ ſa wꜹll atſmida . atꜧaŋ wart dwergana meſtara . tꜧe ꜧaffde ſtort ꜧat till ꜧanuɱ/ tꜧa arit war forgangit tꜧa koɱ reſeŋ igeŋ iij daga før ꜹŋ ſakt war/ bergit war lukt ꜧaŋ kunde enckte jŋ komma . ꜧaŋ lagde ſig vnder bergit |[69] tẏ ꜧaŋ war trøtter . oc ſoffnade ſtrax/ tꜧa war et mẏkit regŋ/ tẏ loſnade vppa i bergit bade ſniø oc ſteŋ oc trꜹ/ oc løp nider vppa riſeŋ/ oc tꜧer bleff ꜧaŋ død . lit[it] tꜧer ꜹffter loto dwergana berget op tꜧa gik weland wtaff berget/ oc faŋ ſiŋ fader død . tꜧa tẏkte ꜧanuɱ illa tillſta . tẏ [ſtemde dagiŋ[70] war tꜧa wte/ tꜧa tog ꜧaŋ vp ſwerdit [ſoɱ fadereŋ gømt ꜧade/ ꜧaŋ wiſte wꜹll at dwꜹrgana wilde ꜧaffua ꜧans liiff/ ꜧaŋ gik till dwergana oc ꜧaffde ſwerdit[71] vnder ſiŋ kapꜹ oc ꜧwg tꜧeŋ fyrſta ꜧoffwodit aff/ oc tꜧeŋ andra ſlog ꜧaŋ oc j ꜧꜹll/

Sidaŋ gik ꜧaŋ i berget oc tog alt tꜧeris gwll oc ſilff oc ſmida redſkap/ oc lade pa eŋ ꜧꜹſt/ oc fordar ſik tꜹdaŋ ꜧwat ꜧaŋ kunde tꜧeŋ wꜹgꜧ till danmark lag/ ꜧaŋ koɱ till ena aa ſoɱ wiſara[72] ꜧeter . ꜧaŋ kunde tꜧer ekke offuer komma/ ꜧaŋ ꜧiwg oɱ kwll et ſtort trꜹ oc ꜧolade tꜧʒ jnnaŋ till/ oc lagde tꜧer vti gwll oc ſẏlffuer/ oc annat ꜧwat ꜧaŋ ꜧaffde/ tꜧʒ war ſa giort mʒ meſtaraſkap/ atꜧaŋ war tꜧer ſielff vti/ oc litit glaſwindog war tꜧer vppa/ oc tꜧʒ war ſa tet at enkte watŋ kunde iŋ komma . ꜧaŋ lagde ſtockeŋ ſa nꜹr ana[73] oc dreff ſiŋ wꜹg nider at ana . oc vti ꜧaffuet . mat oc øll ꜧaffde ꜧaŋ jnne nꜹr ſik/ [xviij daga[74] oc netter dreff ꜧaŋ i ſẏoŋ .

Oɱ ſider dreff ꜧaŋ jŋ vppa jwtland[75] . tꜧer war eŋ konung ſoɱ Nidung ꜧet/ eŋ dag ware ꜧans fiſkara wte oc drogo not . tꜧenna ſtok koɱ i notena for tꜧeɱ/ oc drogo ꜧanuɱ vppa land . tꜧe mente at tꜧer ꜧade warit peninga vti tẏ atꜧaŋ war twnger . Eŋ aff tꜧeɱ løp ꜧeɱ oc ſagde konung till/ tꜧa konung tit koɱ . tꜧa bad ꜧaŋ ꜧugga ſtockeŋ ſunder/ tꜧe giorde oc ſoɱ konungeŋ bad . tꜧa ropade weland oc ſagde/ ꜧer ꜹr eŋ maŋ i ſtockeŋ/ tꜧa tꜧe ꜧørde tꜧʒ tꜧa mente tꜧe at eŋ dẏꜹffuell ꜧade warit i ſtockeŋ . tꜧẏ wordo tꜧe forfꜹrade . oc lopo bort alla ſamaŋ .


Kap. 60.

Weland får frid och tjenst hos konung Nidung.

Tꜧa koɱ weland wtaff ſtockeŋ . oc gik till konungeŋ |[76] oc bad ꜧanuɱ vnna ſik frid . tꜧa konungeŋ ſa at tꜧʒ war eŋ maŋ oc encꜧtit trwll/ tꜧa gaff ꜧaŋ ꜧanuɱ frid . oc ꜧwat ꜧaŋ ꜧade mʒ atfara/ Sidaŋ ſagde ꜧaŋ konungeŋ tiꜹniſt/ oc gik ſidaŋ lønliga[77] till ſtockeŋ . oc groff ꜧanuɱ nider i jordena . tꜧʒ ſag eŋ aff konungens meŋ . ſoɱ rẏgger[78] ꜧet . Weland bleff mʒ konung i tꜧʒ førſte arit/ tꜧʒ war ꜧans ꜹmbete at gøma konungxens [bitʒſara kniffwꜹ[79] .


Kap. 61.

Weland smider en knif åt konungen.

Eŋ dag ſtod weland wid ena ꜹlff . oc ꜧwatte konungxens kniffua/ eŋ kniff fiøll i ſiøŋ for ꜧanuɱ tꜧer konung plꜹgade ſiellf at ꜹta mʒ/ tꜧer war ſa diwpt atꜧaŋ kunde ꜧanuɱ ekke igeŋ faa . tẏ gik ꜧaŋ ꜧeɱ oc ꜧiolt ſig illa/ oc kerde for ſynꜹ wenner/ myŋerre fik mik eŋ litiŋ ting atgøma oc tꜧʒ ꜹr nw borte . tꜧẏ frẏktar jak at ꜧaŋ tror mik ꜹẏ mere atgøma tꜧʒ ſoɱ mera ꜹr/ tꜧa gik weland till konungens ſmid . ſoɱ Amelias ꜧet . ꜧaŋ war ekke i ſmidiana ꜧaŋ war borte oc fik ſik mat oc ꜧans tiꜹnara mʒ ꜧanuɱ . Weland tog redſkapeŋ oc giorde eŋ kniff . ſa ſkapt ſoɱ ꜧiŋ war/ [ſidaŋ ſlog ꜧaŋ et ſøɱ mʒ ſtor klokſkap[80]/ oc lade vpa ſtꜹdit . oc gik ſidaŋ for konungxens bord . oc lade kniffwana for konungeŋ/ konungeŋ tog kniff[weŋ] oc ſkar/ ꜧaŋ ſkar brøddiſkeŋ ſunder oc nider vtgẏmoŋ bordit . konung vndrade ſtorliga oc ſporde ꜧwo kniffueŋ ꜧade giort . weland ſwarade [Jak wꜹnter at Amelias ꜧauer giort ꜧaŋ ſoɱ alt annat ꜧaffuer ſmidat[81] . tꜧa ſwarade Amelias . ꜧerra jak ꜧaffuer giort alla tꜧe kniffua tw ꜧaffuer . konungeŋ ſwarade ꜹ ꜧwo ꜧanuɱ ꜧauer giort/ tꜧa ꜹr tꜧʒ et ꜧwaſt jarŋ . oc aldre giorde tw ꜧanuɱ .


Kap. 62.

Weland vädar med konungens smed Amelias.

Konung ſag till weland oc ſporde oɱ ꜧaŋ ꜧade giort kniffweŋ . neẏ ꜧerre ſade ꜧaŋ . tꜧʒ ꜧauer Amelias giort/ tꜧa ſagde konungeŋ . ſig mik ſant eller faar tw mynꜹ wrede/ ꜧaŋ ſwarade . etꜧer wrede will jak nødugt ꜧaffua . tꜧa kendis ꜧaŋ fore konungeŋ ꜧwre tꜧer oɱ war . tꜧʒ wiſte jak wꜹll ſade konungeŋ at tꜧʒ war [ekke Melias ſmide[82] . |[83] Amelias ſwarade . mꜹdaŋ weland ꜹr ſa god ſmid tꜧa will jak rønꜹ mik mʒ ꜧanuɱ . jak will ꜹy ꜧeta wꜹrra ſmid ꜹn ꜧaŋ/ Weland ſwarade . jak ꜹr icke kloker/ ꜹn tølkit jak kaŋ tꜧa will jak rønꜹ mʒ tik/ gør tꜧu eŋ ting oc jak et annat/ tꜧa faar maŋ ſee ꜧwilkeŋ bꜹter kaŋ/ Amelias wilde wꜹda mʒ ꜧanuɱ . Weland ſagde atꜧaŋ ꜹnga peninga ꜧade/ tꜧa ſꜹt tit ꜧoffuod wid ſagde Amelias . oc jak ſꜹtir mit mot tit/ ꜧwilkiŋ tꜧer wꜹrra kaŋ ſkall miſta ꜧuffuodit . tꜧa ſkulde Amelias gøra eŋ ꜧiꜹlɱ oc ꜧarniſk oc weland . ſkulde gøra et ſwerd . oc ꜧwgga vppa ꜧans ꜧielɱ/ giorde ꜧaŋ ꜧanuɱ ſkada tꜧa ſkulde ꜧaŋ ꜧaffua for eyncꜧte/ bete ſwꜹrdit ekke a ꜧans ꜧielɱ/ tꜧa ſkulde weland miſtꜹ ſit ꜧuffuod/ tꜧe ſatte loffuaŋ for ſik/ two riddara loffuade for Amelias . konungeŋ loffuade fore weland . tꜧẏ ꜧaŋ ꜧade tꜧer ꜹngꜹ wenner . Amelias bẏriade atſmida/ oc ſmidde ſa et aar wtgẏnoɱ . Weland ſtod ꜧwar dag for konungens bord wꜹll et ꜧalfft aar oc ſkøtte eyncꜧte ſmida . tꜧa talade konungeŋ till weland . ꜧwar mʒ wiltw løſa tit ꜧuffwod . mꜹdaŋ tꜧw wilt ekke begynna atſmida/ ꜧaŋ ſwarade jak ꜧauer engeŋ ſmidia/ tꜧa lot konungeŋ gøra ꜧanuɱ ena ſmidia .


Kap. 63.

Weland saknar sina verktyg och gör en liknelse af Rygger.

Nw gik weland tit ſoɱ ꜧaŋ ꜧaffde graffuit ſtockiŋ nider tꜧa war bortſtoleŋ allar ꜧans redſkap/ oc gull oc peninga/ tꜧa mẏntis ꜧanuɱ tꜧes/ at eŋ maŋ ſtod nꜹr/ tꜧa ꜧaŋ groff nider ſtockeŋ/ ꜧaŋ wiſte ecke ꜧans naffŋ . ꜧaŋ kerde ſiŋ wanda for konungeŋ/ konungeŋ lot ranʒaka ouer alt ꜧans land oc rike oc faŋ ꜹngeŋ tꜧeŋ ſoɱ tꜧʒ giort ꜧade/ tꜧa wreddes konungeŋ oc ſade till weland . tw far mʒ draffwell oc angrade atꜧaŋ for ꜧanuɱ loffuat ꜧaffde . Nw tẏkker weland illa wara atꜧaŋ miſte alt tꜧʒ ꜧaŋ atte |[84] [oc fonget wrede[85]/ weland giorde ena [likilſe ſa ſkafft[86] ſoɱ tꜧeŋ manneŋ war ſoɱ ꜧans peninga ꜧaffde ſtulit/ oc ſatte i wꜹgeŋ tꜧer ſoɱ konungeŋ ſkulde framga .

Koningeŋ gik wtaff ſtuffwona tꜧa fik ꜧaŋ ſe likilſeŋ tꜧer weland ꜧaffde giort ꜹfftir tꜧeŋ maŋ ſoɱ ꜧans peninga ꜧade ſtulit/ tꜧa ꜧelſade konungeŋ oc ſagde/ wꜹlkomeŋ riggeŋ[87] ꜧwi ꜧaffuer tw ſa lenge borto warit/ tꜧa ſwarade weland . ꜧerra tꜧʒ ꜹr ꜹngeŋ maŋ . Jak giorde tꜧeŋ likilſe ꜹfftir tꜧeŋ maŋ . ſoɱ mẏna peninga ſtall/

Tꜧa ſwarade konungeŋ . tꜧʒ war icke vnder/ at tꜧu fant ꜧanuɱ ekke ꜧꜹr/ ꜧaŋ for mit ꜹrinde till Swerige . oc koɱ ekke ꜹn igeŋ . weland tw ꜹſt eŋ klok maŋ .


Kap. 64.

Weland får igen sitt smides-tyg och smider ett svärd.

Atte daga tꜧer ꜹfftir koɱ tꜧeŋ maŋ ꜧeɱ . konungeŋ bad ꜧanuɱ fa weland igeŋ ꜧwat ꜧaŋ fra ꜧanuɱ takit ꜧaffde/ Riggeŋ ſwarade/ Jak tog tꜧʒ for ſnak ſkẏld . oc ꜹẏ for annar ſkyld . tꜧa fik weland ſit [ſmidꜹ tẏg[88] igeŋ/ oc ſtod for konungxens bord . oc tiꜹnte lꜹnge ſidaŋ/ tꜧa ſporde konungeŋanuɱ ꜧwẏ ꜧaŋ ekke ſmidade/ weland ſwarade nꜹr ider tẏcker ꜧerra/ Tꜧa gik ꜧaŋ till ſmidia oc giorde ꜧwat ꜧaŋ kunde . ꜧaŋ giorde et ſwerd . j vij daga . tꜧa koɱ konungeŋ gangande j ſmidiana till ꜧanuɱ . oc beꜧagede ſwerdit wꜹll . tꜧa gik weland till ena aa/ oc kaſtade eŋ toffwa ꜧat vp i ſtrømeŋ oc lot driffwa nider pa ſwerdʒs ꜹggeŋ/ ſwerdit ſkar ꜧatteŋ ſunder/ tꜧa ſagde konungeŋ . tꜧʒte ꜹr et got ſwerd . oc tꜧʒ will jak ſielff ꜧaffua . weland ſwarade tꜧʒ ꜹr ekke ꜹŋ rede ꜧerra/ konungeŋ ſagde gør tꜧʒ redo oc faa mek ſidaŋ . Weland ſagde ja/ oc tꜧer mʒ ſkildis tꜧe att . Weland gik [till] ſmidiana/ oc ſlog ſwerdit ſunder oc [filade tꜧʒ ſidaŋ tꜧʒ ſnariſte ꜧaŋ kunde[89] oc mꜹngide tꜧʒ blaŋ miøl . ſidaŋ tog ꜧaŋ gꜹſſ oc ſwelte i iij daga oc gaff tꜧeɱ ſa ꜹta tꜧʒ . ſidaŋ renſade[90] ꜧaŋ tꜧeris trꜹk . oc tog ſtalit |[91] tꜧʒ gꜹſſana gato ecki ſmeltat/ oc wellade tꜧʒ ſamaŋ oc giorde et ſwerd aff mẏkit minne ꜹŋ ꜧint førra war . tꜧa koɱ konungeŋ till ꜧanuɱ .


Kap. 65.

Weland smider ett nytt svärd.

Veland gik tꜧa till ana oc kaſtade eŋ toffwa i ana twa føter tiwk oc ꜧiolt ſwꜹrdit fore . tꜧa ſkar ſwerdit toffueŋ ſunder . konungeŋ ſagde/ tw gør eyncꜧte bꜹtra ſwꜹrd . ꜹŋ tꜧʒ nw ꜹr . weland ſwarade tꜧʒ ſkall ꜹŋ warda tw ſa got ꜧerra oc tꜧer mʒ ſkildis tꜧe aat/ weland koɱ till ſẏna ſmidiꜹ igeŋ oc filade ſwerdit ſunder ſoɱ ꜧaŋ før giort ꜧade/ oc giorde tꜧʒ alt aff nya/ ꜧaŋ giorde ſtrax et annat ſwerd . ſkapt ſoɱ tꜧʒ ſamma war oc gømde tꜧʒ i ſmidiana . konungeŋ koɱ till weland . oc gingo till ana . ꜧaŋ kaſtade eŋ toffue wt iij føter tiwkker/ oc lot driffwa vpa ſwerdit . tꜧa ſkar ſwerdit toffueŋ . konungeŋ ſade j all werdeŋ fints ekke tꜧeſſe ſwerds like . Weland ſwarade tꜧʒ bør engeŋ ꜧaffua vtaŋ ider ꜧerra/ jak ſkall nw førſt reda tꜧʒ ſoɱ tꜧer till ꜧører/ oc ſidaŋ fa ider nad tꜧʒ/ konungeŋ gik ꜧeɱ oc weland till ſina ſmidia/ oc gømde ſwerdit op vnder belgana[92]/ oc tog ꜧint wꜹrra ſwerdit oc ꜧaffde tꜧʒ altiid framme[93]


Kap. 66.

Huru Weland pröfvar svärdet Memming på Amelias' hjelm och harnesk.

Sidaŋ ſtod ꜧaŋ for konungens bord . oc tiꜹnte till ars dagiŋ koɱ/ tꜧa timaŋ koɱ ſoɱ ſakt war tꜧa tok Amelias tꜧʒ ꜧarniſk ꜧaŋ giort ꜧade . oc lagde vpa ſit liiff/ oc bant ꜧielmiŋ vppa ſit ꜧoffwod . ſa atꜧaŋ mente wara orꜹd for all tꜧe ſwerd i wꜹrildeŋ wara . ꜧaŋ gik for konungens bord . oc bad konungeŋ wtganga oc ſkoda ꜧans ꜧarniſk . oc bad weland framkomma mʒ ſit ſwerd . tꜧa gik konungeŋ wt vpa markena oc alla ꜧans godꜹ meŋ Amelias ſatte ſik vpa eŋ ſtoll oc klꜹdde for weland . ꜧaŋ ꜧaffde tꜧʒ goda ſwerdit vnder ſiŋ kiortill ſoɱ memming ꜹr kallat . oc ſtod baak wid ſtoliŋ/ oc ſatte ſwerdʒ ꜹggeŋ vppa ꜧielmeŋ oc ſporde Amelias oɱ |[94] ꜧaŋ kꜹnde ſwꜹrdit . amelias ſagde ꜧwg till mʒ bada ꜧꜹnder tw tor tꜧʒ alt wid . Weland trẏkte ſwꜹrdit vpa ꜧielmeŋ oc drog tꜧʒ litit at ſik/ ſwerdet ſkar gẏnoɱ ꜧielmeŋ oc brẏniaŋ ſa at tꜧʒ bleff ſtandende i naffueleŋ[95]/ oc Amelias bleff ſtrax død . tẏ mag maŋ offta merkia/ tꜧa eŋ maŋ ꜹr mꜹſt ꜧogmoduger . oc talar ſtørſt tꜧa faller tꜧʒ gerna mʒ ꜧanuɱ .


Kap. 67.

Weland gifver konungen det sämre svärdet.

Konungeŋ bad fa ſik ſwꜹrdit . velaŋ ſagde baliaŋ ligger i ſmidiaŋ/ oc ſkall ꜹn blodeŋ aff ſtrẏkas . oc ſidaŋ will iak bꜹrꜹ tꜧʒ till etꜧer nade/ tꜧa gik ꜧaŋ till ſmidiana/ oc groff memming vnder belgena . tꜧʒ wꜹrre ſwerdit bar ꜧaŋ till konungeŋ/ konungeŋ takkade ꜧanuɱ oc mente at tꜧʒ ꜧade warit tꜧʒ goda ſwꜹrdit .


Kap. 68.

Konung Nidung drager ut emot fienden och saknar sin seger-sten. Weland far efter stenen, och kommer i träta med Drotseten.

Sidaŋ ſmidde weland konungenoɱ ꜧwat ꜧaŋ ꜧaffua wilde bade aff gwll oc ſilffuer . oc ſtar ꜧans rẏkte ouer alla wꜹrildena ſa atꜧaŋ priſadis for tꜧeŋ beſʒta ſmid . tꜧer wꜹra matte . Eŋ dag ſat konungeŋ ouer ſit bord . tꜧa fik ꜧaŋ tidende at eŋ ꜧꜹr war komeŋ . i ꜧans land . konungeŋ ſamlade ſit folk . oc drog ſtrax mot tꜧeɱ/ oɱ afftaneŋ tꜧer konungeŋ lꜹgrade ſik . tꜧa koɱ ꜧanuɱ i ꜧwg at ꜧema lag ꜧans ſiger ſteŋ ſoɱ dogde i ſtrid . [konungeŋ kallade[96] ſina godemeŋ fore/ oc ſagde . ꜧo tꜧer will rida ꜹffter miŋ ſiger ſteŋ/ oc wara ꜧer igeŋ før ſooll ganger op i morgoŋ . ꜧanuɱ will jak giffua mynꜹ dotter/ oc ꜧalfft mit rike/ tꜧer wilde engeŋ fara tẏ at wꜹgeŋ war forlang . oc tymaŋ forſtꜹcket/ tꜧa ſwarade weland ſmid . wiliŋ j ꜧolla tꜧʒ i ſakt ꜧaffweŋ/ tꜧa will jak fara . konungeŋ ſagde ja wid ꜧans gode tro oc ſannind . Tꜧa ſprang weland vpa ſiŋ gode ꜧꜹſt ſkimling[97] . ſoɱ ꜧaŋ ꜧaffde [fongit aff grana ſtod . aff ſtudar ꜧems fader[98] . weland red alla nattena/ tꜧa midnat koɱ war ꜧaŋ wid ſlottit tꜧʒ ꜧaffde konungeŋ bortfarit |[99] i v daga . Weland fik ſigerſteneŋ/ oc red till konungeŋ ꜧwat ꜧaŋ kunde/ tꜧa ꜧaŋ koɱ mot konungens pawluŋ tꜧa møtte ꜧanuɱ vij riddara/ konungens drotʒet[100] war tꜧera ꜧøffuitʒmaŋ . ꜧaŋ talade till weland[101] . ꜧaffuer tw konungxens ſigerſteŋ . weland ſagde ja . Drotʒetiŋ bad faa ſik ſteneŋ/ oc bad ꜧanuɱ tꜧer mot gwll oc ſiluer/ Weland ſwarade ꜧwat priiſſ ꜧauer tw tꜧer aff at tꜧu far konungenoɱ ſteneŋ . mꜹdiŋ jak ꜧauer ꜧemptat ꜧanuɱ . Drotʒeteŋ ſwarade ꜹn ꜹſtw doll god ſmid. tꜧu mener faa konungxens dotter . oc nw ſkaltw fa alt wꜹrrꜹ ꜹn ꜧenne/ [ſidaŋ drog drotʒeteŋ ſwerdit[102] oc alla ꜧans meŋ/


Kap. 69.

Weland dräper Drotseten och blir fridlös för konungen.

Veland drog ſit ſwerd . oc ꜧwg vpa drotʒetens[103] ꜧielɱ oc kløff ꜧuffuodit nider i ꜧans ꜧals . tꜧa ꜧans tiꜹnara tꜧʒ ſago/ tꜧa rẏmde tꜧe tꜧeris wꜹg . Weland gik iŋ fore konungeŋ oc fik ꜧanuɱ ſiger ſteneŋ . konungeŋ tꜧakkade ꜧanuɱ . tꜧa koɱ bod at drotʒetiŋ war døder/ tꜧa wart konungeŋ wreder/ oc bad weland flẏ/ oc komma aldre for ꜧans øgiŋ igeŋ/ ꜧelleſt[104] wilde ꜧaŋ ꜧꜹngia ꜧanuɱ/ weland red fra konungeŋ oc [war] ganʒe[105] wreder/ tẏ at ꜧanuɱ ꜧade orꜹt ſked . tꜧeŋ ſama dag ſlogx konungeŋ mʒ ſẏnꜹ fyꜹnder/ oc fik tꜧer mẏkiŋ ſiger/ oc for ſidaŋ ꜧeɱ igeŋ/ weland war lenge borte/ oc engeŋ wiſte ꜧwar ꜧaŋ war


Kap. 70.

Konung Nidung läter hasa Weland.

Veland angrade ſara . tꜧʒ ꜧaŋ ꜧafde konungens wrede oc tꜧer till [war] fridløſſ . Eŋ dag forklꜹdde ꜧaŋ ſik oc gik for konungens gard . oc tiꜹnte i ſtekarꜧwſit[106] for ſiŋ maat . tꜧeŋ førſte rꜹt iŋ koɱ for konungeŋ tꜧa tog jomfrwŋ ſiŋ kniff oc ſtak i fatit/ tꜧa ſang i kniffueŋ ſa ꜧøgt atꜧøra matte ouer alt ꜧuſet/ tꜧa wiſte ꜧoŋ at forgifftilſe war i mateŋ/ oc ſagde till ſiŋ fader/ ꜧer ꜹr nokor ſoɱ oſſ will ſwika . tꜧa lot konungeŋ ſøkia ꜧo tꜧʒ giort ꜧade . tꜧa wart weland funneŋ oc jnledder for konungeŋ/ konungeŋ ſagde/ ekke will jak lata affliffwa tik for tꜧeŋ goda konſt tw kant ꜹŋ tꜧʒ tꜧu ꜧauer illa giort/ Tꜧa lot konungeŋ ſkꜹra ſunder tꜧe ſẏnner[107] ſoɱ offwaŋ ꜧans kalffwa |[108] lago/ oc two ſynner bak vpa ꜧans ꜧalſſ . oc bleff ꜧaŋ lenge nꜹr konungeŋ ſidaŋ/ Et ſiŋ talade ꜧaŋ till konungeŋ . tw lot ſkꜹra mẏna ſynnar ſunder/ tẏ tw wilde mik ekke miſtꜹ/ oc ꜧer will jak bliffwa nw ſa lenge iak liffwer/ konungeŋ ſwarade . jak will bøta mot tik tꜧʒ beſʒta iak kaŋ . giffua till gwll oc ſiluer ꜧwat tꜧu ꜧaffua will/ weland takkade konungeŋ oc war i ſyna ſmidia [ꜧwar dag[109] . oc ſmidade ꜧwat konungeŋ ꜧaffwa wilde


Kap. 71.

Weland dräper två af konung Nidungs söner.

Nidung konung ꜧade iiij barŋ iij ſøner oc eŋ dotter twa konungens ſøner [gingo till ſmidia till weland[110] mʒ ſyna boga oc bado ꜧanuɱ ſla ſig ſkot . weland ſwarade/ wiliŋ i gøra tꜧʒ iak bider ider tꜧa will iak gøra ider wilia/ tꜧe ſporde ꜧwat tꜧʒ war/ [111]tꜧa i ſee eŋ nẏfalleŋ ſniø oɱ morgoneŋ . gangeŋ tꜧa awoga till mẏŋ ſmidia/ tꜧe ſagdo at tꜧe wilde tꜧʒ gørꜹ/ Oɱ nattena fiøll eŋ ſniø . oɱ morgoneŋ gingo tꜧe till welandʒ ſmidia ſoɱ ꜧaŋ tꜧem ſakt ꜧade . weland lukte dørrana oc drap bada piltana/ oc groff tꜧeɱ nider i ſmidiana . konungeŋ ſaknade tꜧeɱ/ oc mente at tꜧe wara i ſkog at ſkiwta [112]fugla . tꜧa ſporde ꜧaŋ weland oɱ tꜧe ꜧaffde tꜧer warit . tꜧe waro ꜧer ſagde weland . oc gingo ſtrax ꜧꜹdaŋ igeŋ . oc mageŋ i ꜹn ſe tꜧeris ſlag[113]/ tꜧa ſago tꜧe at ſlaget lag fra ſmidiana . tꜧe trodde ekke at weland ſkulde gjort tꜧeɱ nogoŋ ſkada


Kap. 72.

Weland gör dryckes-kar af konungasönernas hufvudskålar.

Konung lot leta offuer alt ſit land . tꜧem. kunde ꜹngeŋ finna/ tꜧa mente ꜧaŋ at diwr ꜧade tꜧeɱ vp ꜹtit/ weland tykte nw atꜧaŋ ꜧafde nogot ꜧempt ſiŋ ſkada ſoɱ konungeŋ giorde ꜧanuɱ/ ſidaŋ tog ꜧaŋ op piltana/ ocꜧ ſkoff alt køtit aff tꜧeris ꜧuffwod . [oc giorde tꜧer tw kar aff[114]/ oc lagde tꜧeɱ mʒ gwll oc ſiluer/ oc gaff konungenoɱ at drikka aff . oc aff tꜧeris beeŋ giorde ꜧaŋ kniff ſkafft/ oc aff ſummꜹ giorde ꜧaŋ liwſa pipa . oc lade mʒ gwll oc ſillf oc gaff alt konungenoɱ oc |[115] ꜧans ꜧwſtrv[116] .


Kap. 73.

Weland kränker konungsdottern. Hans broder Eygil kommer till konungen och visar prof på sin skjut-konst.

Eŋ dag war konungens dotter i ſiŋ trꜹgard oc ꜧennes jomfrw mʒ ꜧenne/ tꜧa brøt ꜧoŋ ſunder tꜧeŋ beſʒta gwllring ꜧoŋ atte/ Hoŋ frẏktede for ſiŋ faders wrede/ Oɱ morgoneŋ arla gik ꜧoŋ till weland ſmid/ oc bad ꜧanuɱ bøtꜹ ſiŋ ring/ ꜧaŋ ſwarade . jak will for annat ſmida . oc ſtengde dørreŋ igeŋ . oc lagde ꜧenne i ſiŋ ſꜹng/ oc ꜧafde ſiŋ wilia mʒ ꜧenne . ſidaŋ bøtte ꜧaŋ ringeŋ igeŋ tꜧʒ beſʒta ſoɱ ꜧaŋ kunde/ oc tꜧʒte lønte tꜧe bada ſamans tꜧʒ lengſte tꜧe kunde . Tꜧa koɱ welandʒ broder till konungeŋ. ꜧaŋ ꜧet eẏgill[117] . weland ꜧaffde ſent bud effter ꜧanuɱ/ ꜧaŋ war tꜧeŋ beſʒta ſkytte tꜧer wara matte/ tꜧa wilde konungeŋ røna oɱ ꜧaŋ war ſa god ſkẏtte ſoɱ ſakt war . Egyll[118] ꜧade ſiŋ ſoŋ mʒ ſik . iij ara gamall . konungeŋ lagde et ꜹpple vpa ꜧans ꜧuffuod oc bad eygill ſkiuta ꜹpplit ſunder . Eẏgill tog iij pẏla aff ſit koger/ oc ꜧafde j ſinꜹ ꜧand . oc ſkøt mʒ tꜧʒ forſtꜹ ꜹpplit ſunder i tw ſtycke . konungeŋ ſporde ꜧwi tog tw iij pila wt/ Eẏgill ſwarade . jak will ekke liwga for ider ꜧerra/ ꜧaffde jak rakad myŋ ſoŋ mʒ tꜧeŋ ena piill/ tꜧa ſkulde i ꜧaffua ꜧafft tꜧeſſe two . konungeŋ ſade/ tꜧʒte ware ekke oret/ oc ꜧiolt ſidaŋ mẏkit aff eẏgill .


Kap. 74.

Weland gör sig en fjäderhamn, flyger upp i högsta tornet och förtäljer konung Nidung sin hämnd.

Veland ꜧauer nw ꜧempt ſiŋ ꜧarɱ/ tꜧa bad ꜧaŋ ſiŋ broder bidia konungxens dotter ganga till ſmidiana oc tala wid ꜧanuɱ/ ſa giorde ꜧoŋ tꜧera tall full ſa ſamaŋ at ꜧoŋ loffwada tꜧʒ atꜧoŋ engeŋ maŋ wilde ꜧaffua wtaŋ ꜧanuɱ [oc ꜧaŋ wilde ꜹngeŋ quinna ꜧaffua[119] wtaŋ ꜧenne/ tꜧa ſagde ꜧaŋ ꜧenne/ tw ſkalt føda eŋ ſoŋ i aar/ oc tꜧa ꜧaŋ ꜹr x ara gamall eller xij/ tꜧa ſig ꜧanuɱ at iak ꜧauer gømt ꜧans ꜧarniſk . tꜧer ſoɱ wꜹdrit gar op oc watnit gar nider/ Weland ſagde till ſiŋ broder/ alla tꜧe fiꜹdra tꜧw kant fonga ſtora oc ſma/ tꜧeɱ bꜹr ꜧiit till |[120] mik . ꜧaŋ gik nu ſkogx oc ſkøt alla ꜧanda fugla[121]/ oc fik ꜧanuɱ [122]fiꜹdra nog. tꜧa giorde weland twe ſtora winga ſoɱ ꜧaŋ wilde flẏgꜧa mʒ/ oc ꜧafde tꜧʒ ſa klokeliga giort [at] tꜧa ꜧaŋ war i ſiŋ fiꜹdrꜹ ꜧampŋ . tꜧa war ꜧaŋ ſkafft ſoɱ eŋ ſtrudʒſ eller eŋ annar ſtor fogell/ ꜧaŋ klꜹdde ſiŋ broder i fiꜹdar ꜧampŋ oc bad ꜧanuɱ flẏga . oc ſagde/ tꜧa tꜧu will ſꜹtte tik . tꜧa wꜹnt ſtꜹrtiŋ mot wꜹdrit . tꜧa fløg Eygill op i wꜹdrit/ tꜧa ꜧaŋ ſkulde ſꜹtiꜹ ſik/ tꜧa ꜧade ꜧaŋ nꜹr fallit ſik ꜧalſeŋ ſunder . tẏ ꜧaŋ wꜹnde ſik ekke rꜹt/ weland ſporde ꜧwre ꜧanuɱ beꜧagade/ [ꜧaŋ ſwarade][123] wa ſa got at ſꜹtia ſik ſoɱ at fl*yga/ tꜧa ware jak nw vpa et annat land . tꜧʒ wiſte iak well ſade weland . tꜧẏ bad jak tik wꜹnda ſtiꜹrteŋ mot wꜹdrit/ alla ſwgla wꜹnda bryſtit mot wꜹdrit tꜧa tꜧe ſik ſꜹtia/ oc ſa tꜧa tꜧe vp flẏga/ tꜧa talade weland till ſiŋ broder . jak will nw flẏga ꜧꜹdaŋ oc iak will tala wid konungeŋ før/ talar iak nokor ord tꜧer ꜧanuɱ ekke beꜧagar/ tꜧa bider ꜧaŋ ſkiwta mek . tꜧa ꜧaffuer jak ena blꜹdrꜹ [full mʒ blod[124] vnder miŋ ꜧøgra arɱ/ oc fly ſa at tꜧw ꜧenne rakar/ ſidaŋ fløg ꜧaŋ vpa tꜧʒ ꜧøgxta torŋ . konungeŋ ſtod vppa gardeŋ . tꜧa ſagde konung/ ꜹſtw nw fogell weland mang vnder gør tw aff tik/ weland ſwarade jak ꜹr bade maŋ ok fogell/ oc nw will jak bort flyga tꜧw ſkalt mik aldre igeŋ fonga meer .

Tꜧʒte ꜹr tꜧeŋ fyrſta ſak iak ꜧauer till ider ꜧerra j gaffue mek idra dotter oc ꜧalfft idert rike oc tꜧʒ ꜧiolle i mek ecke . Sidaŋ giorde i mek biltog for tꜧʒ iak worde mit egit liiff/ tw lot ok ꜧaſa mik . oc tꜧer fore drap iak bada tinꜹ ſøner/ oc dricker tw ꜧwar dag aff tꜧeris ꜧuffuod ſkaall/ ſidaŋ giorde iak tina dotter mʒ barŋ/ oc ꜧaffuer iak nw lønt tik tꜧʒ beſʒta iak formag . ſidaŋ fløg |[125] ꜧaŋ ſiŋ wꜹg .


Kap. 75.

Huru Eygil träffer sin broder med en pil, utan att såra honom. Weland flyger hem till Seland. Konung Nidungs död. Weland bedes vänskap af konung Otung, och får konunga-dottern till hustru.

Tꜧa kallade konungeŋ Egẏll oc badꜧ ſkiuta weland . Eygill ſagde . tꜧʒ ꜹr miŋ broder jak will ꜧanuɱ ekke ſkiuta . tꜧa ſagde konungeŋ tw ſkalt ſkiwta eller tꜧʒ ſkall gꜹllæ tit liiff/ tꜧa ſkøt eẏgill oc rakade blꜹdraŋ ſa at blodit fiøll nider pa markena . tꜧeŋ blod war aff konungens ſøner . konungeŋ oc alla ꜧans meŋ ſagde at tꜧʒ war wꜹll ſkutit[126] . weland fløg ꜧeɱ till ſꜹland j ſit fꜹdernis ꜧeẏɱ . Swo bleff konungeŋ døder/ [oc ſøŋ ꜧans otwngꜧ[127] bleff konung ꜹfftir ſiŋ fadꜧer . Nidung/ tꜧer ꜹfftir fødde konungens dotter et ſwenbarŋ ſoɱ kalladis wideki[128]/ tꜧʒ ſporde weland . oc ſꜹnde bud till otwng konung oc beddes aff ꜧanuɱ wenſkap . konungeŋ gaff ꜧanuɱ winſkap/ oc weland for j jwtland . oc wort tꜧer wæll vntfangiŋ . oc otwng konung giffte ꜧanuɱ ſyna ſẏſter oc bad ꜧanuɱ tꜧer bliffua oɱ [ꜧaŋ] wilde/ weland ſagde atꜧ ꜧaŋ wilde ꜧeɱ fara i ſit fꜹdernis land . oc will tog wara konungenoɱ redo nar ꜧanuɱ warder tillſagt . Sidaŋ for weland ꜧeɱ till ſꜹland . oc ꜧans ꜧwſtrv mʒ ꜧanuɱ oc ſkildiſʒt konungeŋ oc ꜧaŋ ganʒſke winligꜹ at . Weland bodde i ſꜹland . oc wart priſat ouer alla land . for ſiŋ klokꜧet ſkuld .




Afvikande läs-arter:

  1. [Waade rese bodde i Siælandh, han var then samme som Velkinus konung giorde meth ena haffru B.
  2. Mynner B.
  3. [Siordh Suen B.
  4. Kallælffua B.
  5. Vaade B.
  6. Vellandh B.
  7. [læra honum B.
  8. [vy veliom ffaa teg then mark gull igen B.
  9. [er theth vell B.
  10. [stempne dagen B.
  11. [utelemnadt B.
  12. Wisare B.
  13. taa han haffde seg inne lykth taa valth han i aana tillagdt B.
  14. [xjx daga B.
  15. Iutalandh B.
  16. lenge B.
  17. Ryccher B.
  18. [bissare kniffua B.
  19. [sedan slog han en meth stor klochz B.
  20. [han suarade then som alth annath haffuer smidith aath eder B.
  21. [ey Amilias smide B.
  22. [och ffaangeth konungens vrede B.
  23. [lecknelse ssaa skapth B.
  24. Rygger B.
  25. [smedie reskap B.
  26. [ffilade theth sInder theth smersta han kunde B.
  27. ransakade B.
  28. bæliarne B.
  29. meth seg B.
  30. naglan B.
  31. [konungen aangrade och kallade B.
  32. SkImbling B.
  33. [ffaangeth aff Granna stodh aff Studder Heines ffader B.
  34. drosse B.
  35. honum B.
  36. [sidan drog drossen vth setth suerdh B.
  37. drotsætens B.
  38. eller B.
  39. gantzska B.
  40. steger huseth B.
  41. sener B.
  42. [utelemnadt B.
  43. [gingo till Vellans smedja B.
  44. han sagde tillagdt B.
  45. diur eller tillagdt B.
  46. ffiæth B.
  47. [och giorde ther aaff ij dreckes kar B.
  48. ffru B.
  49. Egill B.
  50. Egell B.
  51. [och han loffuade ingen quinna vela haffua B.
  52. baade stora och ssmaa tillagdt B.
  53. alla haanda tillagdt B.
  54. [tillagdt B.
  55. [utelemnadt B.
  56. skottedh B.
  57. [och hans sson Aattung B.
  58. Vidke B.
  59. [Waade reſe bodde i ſiꜹlandꜧ ꜧaŋ var tꜧeŋ ſamme ſoɱ velkinus konung giorde mʒ ena ꜧaffru B.
  60. mẏnner B.
  61. [Siordꜧ ſueŋ B.
  62. Bl. 50.
  63. kallꜹlffua B.
  64. vaade B.
  65. vellandꜧ B.
  66. [lꜹra ꜧonuɱ B.
  67. [vẏ velioɱ ffaa teg tꜧeŋ mark gull igeŋ B.
  68. [er tꜧʒ vell B.
  69. Bl. 50. Verso.
  70. [ſtempne dageŋ B.
  71. [utelemnadt B.
  72. wiſare B.
  73. taa ꜧaŋ ꜧaffde ſeg inne lẏktꜧ taa valtꜧ ꜧaŋ i aana tillagdt B.
  74. [xjx daga B.
  75. iutalandꜧ B.
  76. Bl. 51.
  77. lenge B.
  78. rẏccꜧer B.
  79. [biſſare kniffua B.
  80. [ſedaŋ ſlog ꜧaŋ eŋ mʒ ſtor klocꜧʒ B.
  81. [ꜧaŋ ſuarade tꜧeŋ ſoɱ altꜧ annatꜧ ꜧaffuer ſmiditꜧ aatꜧ eder B.
  82. [eẏ amilias ſmide B.
  83. Bl. 51. Verso.
  84. Bl. 52.
  85. [ocꜧ ffaangetꜧ konungens vrede B.
  86. [lecknelſe ſſaa ſkaptꜧ B.
  87. rẏgger B.
  88. [ſmedie reſkap B.
  89. [ffilade tꜧʒ ſInder tꜧʒ ſmerſta ꜧaŋ kunde B.
  90. ranſakade B.
  91. Bl. 52. Verso.
  92. bꜹliarne B.
  93. mʒ ſeg B.
  94. Bl. 53.
  95. naglaŋ B.
  96. [konungeŋ aangrade ocꜧ kallade B.
  97. SkImbling B.
  98. [ffaangetꜧ aff granna ſtodꜧ aff ſtudder ꜧeines ffader B.
  99. Bl. 53. Verso.
  100. droſſe B.
  101. ꜧonuɱ B.
  102. [ſidaŋ drog droſſeŋ vtꜧ ſettꜧ ſuerdꜧ B.
  103. drotſꜹtens B.
  104. eller B.
  105. gantʒſka B.
  106. ſteger ꜧuſetꜧ B.
  107. ſener B.
  108. Bl. 54.
  109. [utelemnadt B.
  110. [gingo till vellans ſmedja B.
  111. ꜧaŋ ſagde tillagdt B.
  112. diur eller tillagdt B.
  113. ffiꜹtꜧ B.
  114. [ocꜧ giorde tꜧer aaff ij dreckes kar B.
  115. Bl. 54. Verso.
  116. ffru B.
  117. egill B.
  118. egell B.
  119. [ocꜧ ꜧaŋ loffuade ingeŋ quinna vela ꜧaffua B.
  120. Bl. 55.
  121. baade ſtora ocꜧ ſſmaa tillagdt B.
  122. alla ꜧaanda tillagdt B.
  123. ꜧaŋ ſuarade tillagdt B.
  124. [utelemnadt B.
  125. Bl. 55. Verso.
  126. ſkottedꜧ B.
  127. [ocꜧ ꜧans ſſoŋ aattung B.
  128. vidke B.