Sagn om Sæmund den Frode

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Carl Chr. Th. Andersen
(1828-1883)

Islandske Folkesagn og Eventyr

Sagn om Sæmund den Frode.
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862

1. Sorteskolen.

Der var i gamle Dage etsteds ude i Verden en Skole, som hed » Sorteskolen«. Der lærte man Trolddomskunst og anden gammel Viisdom. Saaledes var denne Skole indrettet, at den holdtes i et meget stærkt Jordhuus, hvorpaa der ikke fandtes noget Vindue, og af den Grund herskede, det sorteste Mørke derinde. Der var ingen Lærer, og man lærte Alt af Bøger, der vare skrevne med ildrøde Bogstaver, som kunde læses i Mørket. Aldrig maatte Nogen af dem, som oplærtes der, komme ud under aaben Himmel eller see Dagens Lys, saalænge de opholdt sig der, men 3 eller 7 Vintre maatte de blive i Skolen, for at vorde udlærte i deres Kunst. En graa og laadden Haand kom hver Dag igjennem Væggen og rakte Lærlingene deres Mad. Men den, der holdt Skolen, forbeholdt sig til Eiendom Den, som gik sidst ud af dem, der hvert Aar forlode Skolen. Men saasom de nu Alle vidste, at Fanden her var Skoleholder, vilde Enhver, saavidt det stod i hans Magt, undgaae at være Sidstemand til at forlade Skolen.

Engang var der tre Islændere i Sorteskolen: Sæmund den Frode, Kalf Arneson og Halfdan Eldjernsson eller Einarsson, der senere hen blev Præst til Fell i Sletteli. De skulde forlade Skolen paa een Gang, og Sæmund tilbød sig at gaae sidst ud, hvormed de Andre naturligviis vare vel fornøiede. Sæmund kastede da en stor Kappe om sig, men lod Ærmerne hænge løse og knappede den ikke til. Man skulde op ad en Trappe, for at komme ud af Skolehuset. Da nu Sæmund kom op paa Trappen, greb Fanden i hans Kappe og sagde: »Dig eier jeg.« Sæmund kastede Kappen fra sig og løb ud, og Fanden beholdt alene Kappen i Haanden.

Men Jerndøren bragede paa sine Hængsler og slog Sæmund saa haardt paa Hælene, at Hælbenene saaredes. Da udbrød han: »Der smækkede Døren nær Hælene,« og siden er det blevet til et Mundheld. Saaledes kom Sæmund den Frode bort fra Skolen med sine Staldbrødre.

Andre fortælle derimod, at da Sæmund den Frode gik op ad Trappen, og kom til Døren paa Sorteskolen, skinnede Solen ham imøde og kastede hans Skygge paa Væggen. Da nu Fanden vilde tage Sæmund, sagde denne: »Jeg er ikke den Sidste. Seer Du ikke Den, der kommer efter mig?« Fanden greb efter Skyggen, som han antog for et Menneske; men Sæmund slap ud, idet Døren slog ham paa Hælene. Men fra den Dag af var Sæmund altid uden Skygge; thi den vilde Fanden aldrig give Slip paa.

2. Hvorledes Sæmund slap ud af Sorteskolen.

Det skete paa Sæmunds Udenlandsfærd, dengang han drog til Sorteskolen, at han over det, der mødte ham, glemte sin Natur, sin Æt og sin Oprindelse; han havde ogsaa glemt sit Navn, og blev i Skolen kaldt Buft. En Nat, da Sæmund sov paa sit Leie, drømte han, at Boge Einarsson kom til ham og sagde: »Ilde handler Du, Sæmund; Du drog til denne Skole, har glemt din Gud, opgivet Dig selv og tabt dit Døbenavn, og hvis Du vil tænke paa din evige Velfærd, er det raadeligst for Dig at vende om.« »Det vil jeg ikke være istand til,« svarede Sæmund. »Det var umandigt af Dig,« sagde Boge, »at gaae i den Skole, som Du ikke kunde slippe fra, hvis Du vilde bort.« »Ja, nu er jeg ikke mere bange i den Henseende,« sagde Sæmund; »thi Du har Kløgt for os Alle, Boge.« »Nu skal Du følge mit Raad,« sagde Boge. »Naar Du vil gaae din Vei, skal Du lade Kappen hænge løst om dine Skuldre, saa vil Du kunne komme ud. Her har Du helst nødig at frygte een Mester, den, som raader for Skolen; thi han vil snart savne Dig. Men naar Du er kommen af sted, skal Du tage Skoen af din høire Fod, fylde den med Blod og saa bære den paa Hovedet den første Dag. Men naar Kveld er kommen, vil Mesteren gaae ud og kigge Stjerner; thi han er Viis paa Himmellegernernes Gang, og han vil søge efter din Stjerne; da vil han troe Dig død og dræbt med Sværd; thi det vil bæres ham for, at der sidder en blodig Ring om din Stjerne. Om Dagen vil han ikke søge at udspeide dine Veie, derfor skal jeg nok sørge. Den næste Dag skal Du, før Du tiltræder din Vandring, fylde din Sko med Vand og Salt; deraf vil Mesteren, naar han seer påa din Stjerne, raade, at Du er druknet i Søen; thi det vil bæres ham for, at der flyder et Hav omkring Stjernen. Før Du den tredie Dag begynder din Vandring, skal Du enten selv, eller ogsaa lade en Anden aarelade Dig paa det Sted, hvor Ryg og Side mødes, og lade Blodet rinde ned i din Sko; derpaa skal Du tage Muld og røre den sammen med Blodet, og tale et godt Ord derover, for at Mulden kan være indviet, og saa skal Du bære Skoen paa Hovedet hele den tredie Dag. Men naar Mesteren vil undersøge din Stjerne, vil han see en Jordkugle omkring den, og deraf vil han da raade, at Du er død og lagt i Grav, og det vil tykkes ham en stor Begivenhed. Men siden vil han opdage, at Du er heel og holden ilive. Da vil han undre sig over din Viisdom og mene, at han selv har lært Dig den, og han vil da ønske Dig al mulig Lykke, og Du vil være sluppen ud af denne Vanskelighed, « Paa den Maade slap Sæmund ud af Sorteskolen og kom tilbage til sin Fosterjord.

3. Hvorledes Sæmund fik Odde-Præstekald.

Da Sæmund, Kalf og Halfdan vare komne udaf Sorteskolen, var Odde-Præstekald ledigt, og de bade nu Alle Kongen om at maatte faae det. Kongen vidste meget godt, med hvem han her havde at gjøre, og sagde derfor, at den iblandt dem skulde faae Kaldet, der først naaede derover. Øieblikkelig gik Sæmund hen og kaldte paa Fanden, og sagde saa til ham: »Svøm nu med mig til Island, og kan Du bringe mig iland, uden at mit Kjoleskjød bliver vaadt, maa Du eie mig.« Fanden gik ind derpaa, paatog sig en Sælhunds Skikkelse og svømmede afsted med Sæmund paa Ryggen. Men paa Veien læste Sæmund uafbrudt i Psalmebogen. Efter en kort Tids Forløb vare de i Nærheden af Island. Da slog Sæmund Psalmebogen i Hovedet paa Sælhunden, saa at den sank, men selv dykkede han under Vandet og svømmede til Land. Paa, den Maade blev Fanden snydt for Lønnen, mens Sæmund fik Odde-Præstekald.

4. Hvorledes Sæmund fik sit Hø hjem i Tørveir.

Sæmund havde engang en Mængde tørt Hø liggende paa Marken, og det saae stærkt ud til Regn. Han bad derfor alle sine Folk om at stræbe efter at faae samlet Høet, før Regnen faldt paa. Der levede dengang hos ham der i Odde en gammel Kjærling ved Navn Thorhildur; til hende gik Præsten og anmodede hende om at halte ud paa Hjemmemarken og rive sammen, hvad der var spildt af Høet. Hun lovede at prøve derpaa, tog en Rive i Haanden og bandt den Hue, hun pleiede at gaae med, paa Skaftet, hvorpaa hun hinkede ud paa Marken. Før hun gik, sagde hun til Præst Sæmund, at han skulde selv være tilstede i Høgaarden, for at tage imod Høet; thi Karlene vilde ikke være længe om at binde og bære hjem. Præsten lovede her at følge hendes Raad, det vilde da nok ogsaa være raadeligst, meente han.

Aldrig saasnart var Kjærlingen kommen ud paa Marken, før hun stak Enden af Riven ind under hver Høstak og sagde: »Op i Høgaarden til Sæmund.« Det blev Trylleord; thi enhver Stak, som Kjærlingen løftede paa Riveskaftet med disse Ord, fløi øieblikkelig hjem i Høgaarden. Sæmund sagde da til Fanden og hans Djævle, at nu var det bedst, man viste Flinkhed i at sætte Høet i Stak. Inden lang Tid havde de faaet alt Høet tørt ind i Høgaarden. Siden sagde Sæmund til Kjærlingen: »Du kan Mere, end dit Fadervor, lille Thorhildur!«

Men hun svarede: »Nu er der desværre ikke Meget tilbage; thi det Meste af hvad jeg kunde i min Ungdom, har jeg nu glemt.«

5. Hvorledes Sæmund fik Fanden i sin Tjeneste.

Engang spurgte Præst Sæmund Fanden om hvor lille han kunde gjøre sig. Fanden svarede, at han kunde gjøre sig saa lille, som en Myg. Da tog Sæmund et Bor og borede et Hul i en Bjælke, hvorpaa han bød Fanden at gaae derind. Fanden var ikke længe om at flyve ind; men aldrig saasnart var han vel derinde, før Sæmund trykkede en Prop i Hullet, og hvormeget nu Fanden end klynkede og skreg og bad for sig, tog Sæmund dog ikke Proppen udaf Hullet, før Fanden havde lovet ham sin Tjeneste og altid at gjøre, hvad han saa forlangte af ham.

Dette var Grunden til at Sæmund altid kunde faae Fanden til at gjøre, hvad det saa skulde være.

6. Hvorledes Sæmund bragte Fanden i Knibe, da denne havde gjort sig til en Flue.

Fanden saae altid skjævt til Præst Sæmund den Frode; thi det ærgrede ham, at han i Alt, hvad de havde med hinanden at gjøre, skulde trække det korteste Straa. Derfor søgte han paa alle Maader at hevne sig paa Præsten, skjøndt det ikke vilde lykkes.

Engang gjorde han sig til en lillebitte Flue, og gjemte sig under Skindet paa Mælken i Præstens Spisekar, for paa den Maade at komme ned i ham og dræbe ham. Men da Sæmund tog Spisekarret i Haanden, opdagede han strax Fluen; han svøbte derfor først Skindet paa Mælken uden om den og derom igjen Blæren af en nyfødt Kalv, og lagde saa Pakken ud paa Altret. Der maatte nu Fluen finde sig i at kukkelure, medens Sæmund den næste Gang derefter læste Messen. Da denne var forbi, løste Sæmund Pakken op og lod Fanden slippe bort.

Men det forsikkres, at Fanden ansaae det for den værste Knibe, han nogensinde var kommen i, da han maatte ligge der paa Altret, medens Præst Sæmund læste Messen.

7. Djævlefløiten.

Sæmund den Frode eiede en Fløite, som havde den Egenskab, at naar man blæste i den, kom een eller flere Smaadjævle til Fløitespilleren og spurgte, hvad de skulde gjøre.

Engang havde Sæmund ladet Fløiten ligge i sin Seng under Hovedpuden, hvor han altid pleiede at gjemme den om Natten. Om Kvelden bød han Tjenestepigen at rede hans Seng, som ellers, men advarede hende, hvis hun skulde finde noget Usædvanligt i Sengen, imod at røre derved, hun skulde lade det blive liggende, hvor det var.

Pigen gav sig til at rede Sengen, men aldrig saasnart opdagede hun Fløiten, før Nysgjerrigheden begyndte at krille hende. Hun tog den øieblikkelig i Haanden, eftersaae den paa alle Kanter, og tilsidst blæste hun da i den. I samme Nu kom en lille Djævel til hende og spurgte: »Hvad skal jeg gjøre?« Pigen blev bange, men lod sig dog ikke mærke dermed.

Det traf sig, at man netop den Dag havde slagtet 10 af Præst Sæmunds Faar, og alle Skindene laae udenfor Huset. Pigen bød da den lille Djævel at gaae ud og tælle alle Haarene paa Skindene, og hvis han blev før færdig dermed, end hun med at rede Sengen, da skulde hun blive hans. Den lille Djævel gik sin Vei og gav sig ivrigt til at tælle, og Pigen skyndte sig med at rede Sengen. Da hun var færdig, havde den lille Djævel endnu tilbage at tælle eet af Skindene, og han gik derfor glip af Lønnen.

Sæmund spurgte siden Pigen, om hun ikke havde fundet Noget i Sengen. Hun fortalte ham da Alt, som det var, men Sæmund syntes godt om hendes Raadsnildhed.

8. Fanden som Staldkarl.

Sæmund den Frode manglede engang en Staldkarl, og han tog derfor Fanden og satte ham til at passe Stalden. Alt gik godt og Fanden røgtede sømmeligt sin Gjerning, indtil henad Vaaren. Men Paaskedag, imedens Sira Sæmund var paa Prædikestolen, bar Fanden hele Møget ud i en Bunke foran Kirkedøren, saa at Præsten efter endt Gudstjeneste ikke kunde komme ud af Kirken. Da han saae, hvad der foregik, stevnede han Fanden for sig, og lod ham, enten han nu vilde eller ei, bære hele Møget bort fra Kirkedøren og bringe den paa dets Plads igjen. Og saa eftertrykkeligt lod Præsten ham besørge det Stykke Arbeide, at han tilsidst endog lod ham slikke Levningerne op med Tungen. Da slikkede Fanden saa haardt, at der fremkom en Fordybning i den flade Steen foran Kirkedøren. Denne Steen findes endnu i Odde, skjøndt der kun er en fjerde Deel tilbage af den. Den ligger nu foran Døren paa Gaarden, og den Dag idag sees Fordybningen i Stenen.

9. Hvorledes Sæmund den Frode fik sin Staldkarl vænnet af med at bande.

Der tjente engang hos Sæmund den Frode en Staldkarl, der var slem til at bande, og ofte irettesatte Præsten ham derfor. Han fortalte Staldkarlen, at Fanden og hans Smaadjævle levede af Menneskenes Eder og onde Ord. »Da skulde jeg saamænd aldrig tale noget Stygt,« sagde Staldkarlen, »hvis jeg vidste, at Fanden derved kom til at sulte.« »Det skal jeg nu snart faae at vide, om Du mener det alvorligt eller ei,« svarede Sæmund.

Han satte derfor en lille Djævel ind i Stalden. Staldkarlen syntes ikke om denne Gjæst; thi den lille Djævel gjorde Alt for at drille og ærgre ham, og Staldkarlen havde da sin Nød med at holde sig fra at bande. Alligevel lykkedes det ham i nogen Tid, og han saae snart, at den lille Djævel med hver Dag blev magrere, og han glædede sig kosteligt, da han mærkede det, og bandte nu aldrig.

Som han nu en Morgen traadte ind i Stalden, fandt han Alting slaaet sønder og sammen og alle Køerne, hvoraf der var en stor Mængde, bundne sammen ved Halerne. Staldkarlen vendte sig da imod den lille Djæyel, som laa der ussel og elendig i sin Baas, og udøste sin Vrede over ham med de frygteligste Skjeldsord og grueligste Eder. Men til sin store Sorg og Ærgrelse maatte han da see paa, at den Lille levede op igjen, og med Eet blev saa trivelig, at han ikke var langt fra at blive smækfed. Da blev Staldkarlen rolig igjen og holdt op med sine Eder. Han saae nu, at Præst Sæmund havde talt Sandhed, hørte op med at bande og har siden aldrig talt et stygt Ord. Den lille Djæyel, der skulde leve af hans onde Tale, er da ogsaa død og borte for længe siden.

Det var nok bedst for Dig og mig, om vi ogsaa gjorde, som den Staldkarl.

10. Fanden og den tungnemme Dreng.

Man bragte engang en Dreng, hvem man troede ude af Stand til at lære Noget, til Sira Sæmund, for at denne skulde lære ham Kristendom. Drengen var meget tungnem og havde forfærdelig ondt ved at lære; selv var han meget bedrøvet derover, og mangen Gang gik han og ønskede sig Nemme. Da drømte han en Nat, at der kom en Mand til ham, som spurgte, om han ønskede, at han gav ham Nemme. Drengen syntes, at han sagde Ja dertil. Drømmemanden forlangte da til Gjengjæld derfor, at Drengen tog Tjeneste hos ham til næste Foraars Korsmesse, og Drengen gik ind derpaa. Derpaa forsvandt Drømmemanden.

Efter den Nat blev Drengen saa nem til at lære, at Præsten undrede sig høilig derover; men med det Samme var Drengen bleven en ganske Anden, end han var før; thi nu var han sørgmodig og tungsindig. Præsten lagde Mærke dertil og gav sig til at udspørge ham om Aarsagen til denne Forandring. Længe vilde Drengen Intet sige derom, men tilsidst fortalte han dog Præsten, hvorledes Alt hang sammen. Præsten blev noget underlig tilmode derved, og sagde, at det vist neppe havde været noget Menneske, han dengang drømte om, men snarere Fanden, der vilde lokke ham i sit Garn; men ikke destomindre bad Præsten ham dog om at være ved godt Mod og handle efter bedste Skjønnende. Vinteren gled hen, og man nærmede sig Korsmessetid.

Aftenen før Korsmesse bød Sæmund Drengen at følge med ud i Kirken. Da de vare komne derind, førte Præsten ham ind til Altret, iførte ham Messeklæderne, gav ham Disk og Kalk i Haanden og lod ham vende sig om. Han bød ham at blive staaende der, uden at røre sig, og at byde Enhver, som kom hen til ham, Brød og Viin, og vilde den Kommende ikke nyde deraf, maatte han ikke svare ham, og kom end Præst Sæmund selv hen til ham, maatte han dog ikke engang svare ham, medmindre han nød af Brødet og Vinen. Derpaa gik Sæmund sin Vei, men Drengen gjorde, som Præsten havde foreskrevet ham.

Da han i nogen Tid havde staaet der ved Altret, kom den Samme hen til ham, som han før havde seet i Drømmen. Nu, sagde han, var han kommen for at hente ham, og bød ham strax at tage Messeklæderne af og sætte den Tingest fra sig, som han holdt paa. Drengen svarede Intet herpaa, men bød ham Brødet og Vinen. Men den Anden sagde, at han ikke var kommen, for at gaae til Alters hos ham, og han opfordrede ham indtrængende, til nu at komme; men Drengen lod sig ikke bevæge, og den Anden forføiede sig da bort med uforrettet Sag. Dernæst syntes Drengen, at mange af hans Venner, Een efter Anden, kom hen til ham, og bade ham baade med det Onde og det Gode om at gaae bort fra Stedet, hvor han stod. Men han bød dem blot Brødet og Vinen, det havde Ingen af dem Lyst til. Da tyktes ham, at Præst Sæmund traadte hen og spurgte bistert, hvad han havde der at gjøre, idet han bød ham øieblikkeligt at tage Klæderne af sig, sætte de Ting fra sig, som han havde i Haanden, og følge ud med. Heller ikke ham svarede Drengen, men bød ham kun Brødet og Vinen. Da satte Præst Sæmund en haanlig Mine op, idet han sagde, at han ikke var kommen, for at modtage de Velgjerninger af hans Haand, og derpaa forsvandt ogsaa han. Drengen syntes nu, at der kom alle Slags Spøgelser og Uhyrer, ja endog Djævle derind; det var, som om hele Kirken rystede og skjalv, og han troede, at den hvert Øieblik maatte synke ned i Jorden eller falde omkuld. Da blev han saa bange, at han paa et hængende Haar nær havde sluppet de hellige Ting ud af Hænderne, for at søge Frelse i Flugten; men i det Samme hørte han, at der blev ringet med Klokkerne. Da forsvandt øieblikkelig alle de Undere, han havde troet at see for sine Øine, men Præst Sæmund kom ind i Kirken, gik hen til Altret og smagte paa Brødet og Vinen. Han sagde derpaa til Drengen, at al Fare var forbi; thi nu vilde Ingen efterstræbe ham mere. Drengen blev inderligt glad over sin Befrielse og takkede Præsten saa godt han formaaede. Fra den Tid af var han altid Sæmund meget hengiven, og man fortæller, at han beholdt sit Nemme til sin Dødsdag og blev en udmærket Mand.

11. Ønskestunden.

Sæmund den Frode fortalte, at der hver Dag gaves en Ønskestund, der dog ikke varede længer, end et Sekund, og at det derfor neppe var muligt for noget Menneske at træffe den. Andre fortælle derimod, at det kun er om Løverdagen, at Ønskestunden gives.

Engang sad Sæmund i Badstuen, mens hans Tjenestepiger syslede derinde. Da sagde han lige paa Eengang: »See saa, Tøse, nu er Ønskestunden forhaanden; ønsker nu, hvad I helst ville have.« Da skraldede een af Pigerne op og sagde:

»Af Alt, hvad jeg i Verden her

Mig ønske gad til Gode,

Jeg valgte helst, at Sønner syv

Mig skjænked Sæmund Frode.«

»Gid Du maa døe, naar Du føder den sidste!« udbrød Sæmund; thi han blev vred paa Pigen for Ønskets Skyld. Denne Pige hed Gudrun og hun blev Præst Sæmunds anden Hustru. De fik syv Sønner sammen, ligesom hun havde ønsket sig, men hun døde i Barselseng med den sidste.

Sæmund gjemte altid de Klæder, Gudrun havde baaret som Tjenestepige, og dem holdt han hende tidt for Øinene, for dermed at kue hendes Stolthed; thi hun var meget hovmodig af den Hæder, hun havde naaet. Der fortælles iblandt Andet som een Yttring af hendes Hovmod, at da der engang kom en fattig Mand til hende og bad hende om en Drik, svarede hun ham saaledes:

»Gode, Aaen rinder nær,

Gjør, som Bispens Hest, drik der!«

12. Sæmund den Frode paa Sottesengen.

Sæmund havde antaget sig en fattig Mands lille Pige som Fosterdatter. Han var saare glad over hende og elskede hende saa høit, at han altid vilde have hende i sin Nærhed og aldrig skilles fra hende. Da han laa paa sit Yderste, lod han hende ligge ved Fødderne af sig i Sengen; thi det var, som om han troede hende bedst til at ville være Vidne til hans Død. Det anede ham, medens han laa der syg, at dette blev hans Sotteseng, og paa samme Tid kunde Pigen mærke paa ham, at han var i Frygt og Tvivl, om han efter Døden kunde haabe at drage hjem til Himlens Lyksalighed, eller om han skulde til det andet Sted.

Aftenen før han døde bad han sin Fosterdatter om at vaage over ham om Natten og nøie see til, at han ikke faldt i Søvn; thi hans Tanker sagde ham, at i denne Nat skulde han døe, men hvis det blev Tilfældet, vilde der sees Jertegn til, hvad der skulde blive af ham i den anden Verden, og derfor bad han hende at lægge nøie Mærke til Alt, for at hun kunde fortælle hans Slægt og Venner med fuld Sikkerhed, hvilket af de to Blivesteder der faldt i hans Lod. Da han havde sagt dette, taug han og gav sig til at sove, men Pigen vaagede trolig hos ham.

Da det led ud paa Natten, saae hun, at Loftskammeret, hvor de opholdt sig, fyldtes med Smaadjævle. Hun syntes, at de med deres Løfter vilde lokke Sæmund til noget Ondt, men af hans Ord og Miner sluttede hun sig til, at han ikke i nogen Ting vilde gjøre deres Villie. Da Smaadjævlene ikke formaaede Noget paa denne Maade, søgte de med Trusler at faae Sæmund til det Onde. Men dem modstod han nu ligesaa mandigt, som han før havde modstaaet deres Tillokkelser. Derpaa forsvandt Smaadjævlene, men neppe vare de borte, før Kammeret fyldtes igjen med graadige Myg, der angreb Sæmund. Da havde han mistet saa mange Kræfter, at han ikke kunde værge sig for Myggene eller slaae dem bort fra sig. Men idet Mygsværmen bed ham paa det Voldsomste, saae hun, at en Lysglands svævede op fra hans Øine, og da vidste hun, at det var hans Sjæl, der svang sig til de Saliges Boliger.

Men da var ogsaa hele Mygsværmen forsvunden og Sæmund den Frode vandret heden.

---